WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Bent Bille




Af (1906)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


OTTENDE KAPITEL: En nordisk Helgen


Bent Billes Afrejse fra Paris var i Ordets egentligste Forstand kongelig. Da han indfandt sig hos Biskoppen af Paris for at erhverve Lejdebrev til Afrejsen, meddelte denne ham, at Kong Frans med et stort Følge ville begive sig til Compiégne, hvor Biskoppen skulle med, og han tilbød Bent at drage med i Følget.

Det ville Bent gerne, og således kom han og Jørgen Homuth i det allerbedste Selskab. Madame de Neuilly var med blandt Dronningen af Navarras Damer, og det var en statelig Kavalkade.

Kartoverne drønede fra Palais Royal, medens Skaren drog forbi ud ad den nordre Port, hvor Frans den førstes nye Paris langsomt rejste sig udenfor Philip den smukkes Mure. Toget drog frem mod Nord ad Landevejen til Amiens.

Forrest red på lette, albanesiske Heste Kongens albanesiske Krigere, Stradioterne, som de kaldtes, klædte i græske Dragter med deres Huer »à haute testière«. Siden Ludvig den XII's Felttog i Italien var disse Hs. Helligheds pålideligste Livtropper blevne en Del af den franske Konges Hær. Rytterne red tre og tre i Række. Derefter fulgte Kongens Garde, første Trop fra Soutche og Bourgogne, væbnede med Bøsser og bærende deres Brødposer på Nakken, anden Trop Franskmænd med Buer og Hellebarder og, umiddelbart foran Kongen, Livgarden, høje, statelige Skotter; såvel Franskmænd som Skotter i samme Livrè, rigt baldyrede Trøjer af fint, hvidt Klæde med en Søm af Sølvbroderi, vel en Hånd bred.

Kong Frans red en let, spansk Hest, der dansede fornøjet under hans Saddel, og hvis Hovedtøj var rigt broderet med Lidser i Sølv. Kongen selv bar en hvid Trøje og hvide, silkebroderede Hoser, over dette bar han en lang, lilla Fløjelsvams, besat med Skind. Ved hans Side red Kongen af Navarra, hans Svoger, og på en Pasgænger Kardinalen af Sens, Rigets Kansler.

Nu fulgte Side om Side de største Herrer ved Hoffet. Kardinalen af Lothringen, Bispen af Paris, Herrerne af Guise og Vaudemont, og Hertugen af Lothringen, Kongens Fættere; Admiral Bonivet, Kaptajnen af Grevskabet Somme, Hr. de Biez og andre af Rigets første.

Umiddelbart efter Herrerne kom den salig Regentinde Madame Louises Karm, og i den sad hendes Datter Dronningen af Navarra og Dauphinens Brud, Katharina af Medici, Karmen påfulgtes af Bærestole, ophængte mellem Muldyr, hvor Prinsesse Réné af Bretagne, den afdøde Dronning Claudes Søster, og Hertuginden af Vendôme, de lystige Koners Herskerinde, havde Plads. Derefter kom et halvthundrede Damer på hvide Pasgængere, blandt dem Mme. de Neuilly.

Så sluttedes Toget af en Række Hellebardister til Hest i tykke, sorte Vamse med sort Ridetøj og bag dem Håndheste og Forrådskærrer, Tjenere og Svende i Hundredtal.

Over halvanden Fjerdingvej fyldte Toget fra den første Stradiot til den sidste Forrådskærre.

Jo, det var kongeligt Selskab, i hvilket Bent Bille forlod Paris.

Efterhånden som Toget skred frem Fod for Fod, løstes den ceremonielle Orden, Fodfolket troppede af og dannede så Bagtroppen, Kæden brødes og Herrerne red ved Damernes Side.

Bent søgte Grevinde de Neuilly, der red et Stykke bag Dronningens Karm, og de talte vemodigt sammen, som Afskedstimen bød. Bent havde kun lært Begyndelsesgrundene i Græsken, i Latinen Var han ikke nået til ars amandi. Det var udelukkende hans Skyld, og Grevinden var utilfreds med sin Elev.

»Charmides,« sagde hun, »når I nu kommer hjem til Eders kolde Hjemstavn deroppe, hvor Sneen ligger længe og tæt, hvor Kvinderne, som I,siger, er koldsindige og dydige; når I derhjemme læser Eders Messe i en stor, mørk Kirke mellem dumme Munke og uvidende Klerke - mærk mit Ord, da vil I mindes med Vemod Lutetia Parisiana og mig. I vil huske, hvorledes den gyldne Vin var skænket i Eders Bæger, og I lod Vinen dovne i Skålen. Ryst ikke på Hovedet, Bent Bille. Jeg ved, I vil det. Her blandt Frankrigs Roser har I vandret som en Istap, Vinteren har glemt, og Sommeren ikke kan smelte, og deroppe vil Istappen være smeltet - åh - smeltet forlængst, men Roser er der ikke, kun Asters og Levkøjer. Så vil I længes til Frankrig, Charmides, til Græsken, I aldrig lærte, og ars amanidi, I ikke ville se. Tænk Eder, hvor lidt I bringer hjem, trods Eders Forældres anvendte Guld: Fromhed - I var jo en Helgen, før I kom herned - Lærdom - I er jo så uvidende som en Kapuciner. Tænk, om I kunne lært de danske Kvinder, hvad vi hernede kan. Bent Bille, I var bleven den lykkeligste Bisp i Kristenheden og den nyttigste tillige.

Thi Fromhed, Lærdom og virkelig dyb Erfaring - den, der kun læres af Kvinder - er det kosteligste Pallium, en Bisp kan bære, når han er så ung og så køn som I.«

Disse meget letsindige Ord sagde Madame de Neuilly.

Bent Bille tav.

»Og så,« sagde Madame - »det harmeligste af alt. Hernede er St. Nytouche Eders Helgen, hjemme beder I til St. Bent. Jeg kender ham ikke, men jeg ved, han er et Skarn. Han vil føre Jer lige lukt i Armene på den første smukke, lille Borgerpige, der stirrer på Eders franske Vams. - Badaus - der ligger Glorien og det hele, og så er der hundrede Mile mellem Eder og mig.«

»Tror I det?« sagde Bent - han følte sig.

»Nej,« sagde Madame - »jeg ved det. Jeg læste en Gang Græsk med en Skotte, der drev det videre end I, lidt, ikke meget for Resten. Han var også Kannik, jeg holder af hellige Mænd, som I ved. Hernede var han om ikke kølig, så dog, lad mig sige, lunken - og hjemme i sit eget Land, i en By med et rædsomt Navn, jeg ikke kan udtale så lidt som Eders Køppe-hafnie - eller hvad det frygtelige Sted hedder - var min lunkne Skotte hedere end græsk Vin. De kaldte ham le François, og en Herre, der var fulgt med Hertugen af Albany, har fortalt mig, at deres Bodsprædikanter brugte ham til Prædiketekst, og vore Fjender ham til Eksempel på Franskmænds Ugudelighed.

Tro mig, Charmides, I bliver sådan en François i Jeres frygtelige Land - og med hvilke Kvinder!«

Dette og meget mere sagde Madame de Neuilly, men Bent Bille var på Post, han havde sine Principper.

Undervejs gjorde de Holdt i St. Denis, og Kong Frans gav et kosteligt Gæstebud. Næste Dag drog de videre og ankom om Aftenen sent til Compiégne.

I Kirken St. Jacques var stor Messe, og efter Messen drog hele Skaren af Hoffets Herrer og Damer til Biskoppens Palads, hvor Kongen boede.

Her så Bent Bille et mærkeligt Syn: I Forhallen knælede vel to Hundrede Mænd, Kvinder og Børn, der led af Kirtelsyge, og her gik Kongen før sit Hovedmåltid fra Mand til Mand, barhovedet og uden Handsker på sine Hænder, velsignede og gned hver en af de Syge, medens hans Almisseuddeler fulgte ham med en Sæk og delte Penge ud til dem.

Folk sagde, at de kom sig; det bedste Middel imod den Syge var, at en Konge berørte dem. Bent syntes, det var underligt, og Jørgen Homuth mente, at de Syge vel nok havde mere Nytte af Pengene end af Håndspålæggelsen. Kongen vaskede sine Hænder i en stiv halv Time, inden han gik til Bords, men han gjorde sin Samaritanergerning med stor Anstand og Venlighed. Og hvor han ellers kom, jublede Folket ham i Møde.

Dagen efter var der Vildsvinejagt i Skoven ved Compiégne.

Skoven var ikke videre stor, det var en Lund af Kastanietræer, hist og her Buskadser af Hassel og unge Ege. Rundt om den var rejst et Jægergarn på solide Egepæle, og kort forinden Jagten begyndte, blev et Vildsvin, der var fanget i en Fælde og hidbragt på en Kærre, sluppet ind i den indhegnede Lund. Dyret rodede et Øjeblik med Snuden i Jorden, men tog så Fart ind mod Skovens Midte og forsvandt i Krattet.

Kongens Jægermester Hr. de Biez satte Posterne af. Kong Frans sprang af Hesten og trådte hen til Posten i Nettet, hvor Jægerne knælede. Han havde kastet sin Vams og bar en tæt siddende Trøje og stramme Hoser af gråt Klæde; fra Knæet og opefter var Hoserne rigt indvævet med Silke i samme Farve. Han holdt nu selv i sin Hånd en Løkke med et Par fine, langbenede Gråhunde, der var pansrede ligesom Turnérheste mod Ornens Hugtænder.

Omkring stod hans Herrer, klædte som han, med deres Hunde i Bånd og væbnede med korte, stærke Spyd. Biskoppen af Paris og Kardinalen af Lothringen var klædt ligesom Kongen, Stormesteren Montmorency og Admiral Bonivet var klædt i grønt. Grønt var Hovedfarven, men Snittet var ens for alle Herrerne.

Bent og Jørgen Homuth stod ved Siden af Xavier de Langey. Kongens Blik traf Bent, han nikkede venligt.

»Vil de danske Herrer prøve vor franske Idræt,« sagde han - »man jager vel ikke Svinet tilfods i Danmark?«

Bent bøjede sig dybt. Kongen kaldte en af sine Svende hen, og på hans Bud rakte Svenden Bent et fint, men skarpt, fransk Spyd på et kort Skaft.

»Prøv det,« sagde Kongen smilende, »så kan I bringe Bud til min høje Fætter og Broder, at I har jaget den vilde Orne med os i Compiégne.

Eders Kammerat vil vel være med?«

Junker Jørgen bøjede sig.

Kongen gik frem mod Nettet.

Jørgen Homuth greb en Lanse, som hans Svend rakte ham, det Våben forstod han bedre at bruge.

Så slap de Hundene løs.

Imidlertid tog Herrerne Plads i en Halvcirkel kort indenfor Nettet. Damerne forblev i deres Karme og på deres Pasgængere. Dronningen af Navarra, Prinsesse Réné og Dauphins Barnehustru Katharina af Medici tog Plads bag Kongens Standplads, men udenfor Nettet.

Hundene satte med Glam afsted efter Ornens Spor, og nu gik Jagten derude i Skoven. Det varede en Time. Ornen søgte til Krattet og Hundene efter den, den satte sig til Modværge, men dens Fjender bed sig fast i den og jog den over Stok og Sten. Jagtsvende samledes i en Flok for at jage den tilbage fra Nettet frem mod Herrerne.

Jørgen stod i Udkanten af Kæden. Pludselig så han Ornen forfulgt af en enlig Hund, den havde Kursen mod ham, standsede forvildet og stirrede på Selskabet. Så røg Hunden i dens Nakke, og med et Ryk væltede den Hunden af sig og sprang frem mod Jørgen. Han fældede Lansen, men den var for lang og for spinkel. Dyret styrede frem, og Jørgen plantede med et rask Greb Lansen midt imellem sig og Dyret, der nu var ham få Skridt nær. Den brast som Glas. Så rev han sit Sværd fra Lænd og fældede det mod Dyret.

Fråden stod om dens lange, hvide Tænder, og Jørgen bed sig i Læben, han følte, at alle Blikke hvilede på ham.

Så lød der en Glammen fra hele Koblet, der væltede ind over Ornen, og inden Jørgen så sig for, lå han med fem Hunde over sig i Græsset, medens Vildsvinet jog ned langs Linien, forfulgt af Koblet.

Ornen tog Retning ned mod Bent. Jægerne sprang til og jog efter Hundene, nu skulle Kampen stå mellem Dyret og den Jæger, i hvis Lod det faldt.

Bent så det komme, han klemte sine Hænder om det korte Spyds Skæft og stirrede lige mod Dyret. Blodet flød over dets Nakke af Hundebid, og det røde Skum dækkede dets Bringe og uhyre Hoved med de blodskudte Øjne og de stive, sorte Børster. Det var en vældig Kammerat.

Ornen var bestemt på at hugge fra sig og gik lige på Bent.

Alt andet svandt bort, Kongen, de kongelige Damer og alle de fornemme franske Herrer. Bent så kun Ornen, der gnistrende rullede frem mod ham over det korte Græs.

Han var ikke vant til at bruge Spyd, men han var dog helt rolig. Støde ville han ikke, thi fejlede han Stødet, ville Dyret flå ham med de store, opadbøjede Tænder. Han ville vente, til det kom tæt ind på ham og så hugge med det brede Spydsblad for at sætte det i Farten.

Et Nu, så var det ham på Livet. Bent trådte et Skridt tilbage og huggede til. Blodet stod i Sprøjt op om ham, og foran ham sad Vildbassen på sine Køller, ude af Stand til at røre sig. Men det vældige Hoved virrede og sank ned med de overskårne Sener. Dyret rullede, kom op på Bagpartiet og huggede fremefter med hele Forkroppens Vægt.

Bent løftede Spyddet og jog det ind midt i Bringen, ind efter Dyrets Hjerte, sikkert og selvfølgeligt.

Så segnede Ornen over til venstre og var stille død.

Herrerne kom til, og Kong Frans bøjede sig smilende mod Bent.

»Dagen er Eders,« sagde han, »det var elegant gjort. I står Ansigt til Ansigt med Faren, som det anstår sig en Adelsmand og Kriger. Hils min Fætter og sig ham, at skulle jeg, hvad Guderne forbyde, atter komme i Bekneb i Leding, så skal han sende mig en Håndfuld Karle af Eders Slags - som han lovede, den Gang vi fejdede med Englænderne for en halv Snes År siden.«

Kongen tog et Tag i Ornens buskede Nakke; det tykke, hårede Hoved faldt slapt ned og Blodet drev over Bringen.

»Først et rask Snit og så et sikkert Stød, min Kompliment, unge Herre - foi de Gentilhomme, jeg kunne ikke selv have gjort det bedre,« sagde Kongen.

Bent Bille rødmede.

Så kom Damerne til. En Jagtbetjent flåede Gabet op på Ornen, og af Dronning Margrethes Hånd modtog Bent de to store Hugtænder som Dagens Trofæ.

Den Aften festedes der i Slottet i Compiégne, og alle Damerne ville se og tale med den danske Junker, der havde fældet Vildbassen, som kunne Kong Frans gjort det selv.

Grevinde de Neuilly var stolt over sin Protegé.

»Charmides,« sagde hun - »havde jeg vidst, I var sådan en Karl, så havde jeg ikke ladet det blive ved Begyndelsesgrundene i Græsken.«

Jørgen Homuth var venlig - han undte Bent Sejren og havde selv gjort en Erobring af en blidere Art, der gav ham nok at bestille.

Efter Aftensmåltidet stod Bent i et Vindu i Slotshallen og stirrede ned i Slotsgården, hvor Heste og Tjenerskab myldrede imellem hverandre.

En høj, gejstlig Mand trådte hen til ham og lagde sin Hånd på hans Skulder.

Bent så op; det var Kardinal Antoine Duprat, Frankrigs mægtige Kansler.

»Unge Mand,« sagde han, »Biskoppen af Paris har fortalt mig, at I er Kannik og vil være Bisp. Jager I Kættere så vel, som I jager Vildbasser, vil I kunne gøre den hellige Kirke stor Gavn i kommende Tider.«

Bent bøjede sig.

»Sig mig, er ikke Eders Riges Kansler Biskoppen af Zéland, den samme Joachim Rønnow, der gæstede os før i Tiden og deltog i salig Kong Ludvigs Brudefærd i Abbéville?«

Bent nikkede.

»En Karl som I var han, mere Kriger end Bisp synes mig. Men sådan er vel de danske Bisper. Det gøres nødig, unge Mand. De ville Svin fra Sachsen formerer sig og søger til Skovene; sæt Spyddet i deres Bringer og fortæl Eders Kansler, at Kardinalen af Sens ikke har glemt ham og ønsker at høre Bud fra Danmark, når Lejlighed gives. Vi har fælles Fjender, selv om de nu synes beskæftigede andetsteds.«

Bent bøjede sig og kyssede Ringen på Kardinalens Hånd. Duprat lagde Hånden på hans Hoved:

»Benedictus,« sagde han med et Smil og forlod ham.

Grevinde de Neuilly trådte hen til ham. - »Kardinalen af Sens har velsignet Eder. Det kan vel hænde, at I ikke fortjener hans Velsignelse, Kætterbrænder som han er. Thi I er overbevist Kætter, Benedictus - og nu skal I følge mig til Dansen.«

Giger og Fløjter klang i Salen, hvor Kong Frans trådte Dansen med Dronningen af Navarra.

Den næste Dag brød Bent op. Kongen var nådig ved Afskeden og skænkede ham en skøn Guldkæde. Biskoppen af Paris gav ham en prægtig Hest, og Grevinde de Neuillys Øjne var duggede af Tårer.

Hun rakte ham et kostbart broderet Klæde med en græsk Inskription - der stod »viet den hellige Nytouche«.

Da Bent og Jørgen red forbi Slottet, stod Grevinden endnu og viftede fra et Tårnvindu.

Bent smilede og sporede sin Hest.

De tog Vejen imod Amiens.

Kort udenfor Byen så de et sælsomt Syn. På Grønsværet tæt ved Vejen knælede en ung Mand, klædt i en tarvelig Dragt, med bagbundne Hænder, og just som de nåede tæt hen til ham, lynede et bredt Sværd i Luften, og Ynglingens Hoved. rullede i Græsset, medens Blodet stod i en tyk Søjle af hans Hals.

Bent standsede Hesten.

Nogle Karle greb Hovedet og naglede det til en Pæl midt imellem Geviret af en vældig Kronhjort.

Jørgen trak på Skuldrene. - »Det er en Krybskytte, der straffes,« sagde han - »det er Landets Skik - se nu der!«

Bent så, hvorledes de rev Klæderne af den hovedløse Krop og huggede den med Økser i fire Parter, som Slagteren deler et Lam.

»Nu kører de Stumperne ud i Skoven og kaster dem der,« sagde Jørgen. »Det er kort Proces og meget fornuftigt, så har Stormændene deres Vildt i Fred.«

Bent syntes, det var vel meget for en sådan Forseelse.

De red fremad. Rundt om lå Gårde i Ruiner, og Markerne lå uden Dyrkning. Det var her, Hertugen af Suffolk og hans Folk havde hærget og plyndret få År forud.

Jørgen fortalte om Lombardiet og Valpladsen i Schweiz og Tyskland, om Plyndring og Mord og om Landsknægtehærenes Tog gennem afbrændte Byer og afsvedne Marker.

Bent stirrede fremad og sagde alvorligt: »Danmark er bedst.«

»Hele Verden er Gudskelov en Valplads,« sagde Jørgen. »I sætter nu Jert Mål højt i Fredens Gerning.«

»Nej,« sagde Bent, »Danmark er ingen Valplads, du. Der ser du ikke som her brændte Gårde og usåede Marker. I over hundrede År har ingen Fjende hærget i Landets Hjerte. Vi kriges udenfor Landets Grænser, og kun i Skaane kender de Fjenders Indfald. Fejder er også sjældne, vi forliges tåleligt, og Bonden dyrker sin Ager som Herremanden sin. Derfor agtes Krigskarle mindre end Mænd, der forstår deres daglige Dont. Vi er ikke et Folk af Krigere, og vor Adel lærer at røgte Hunde og en Gang imellem og højst ugerne at slås uden for Landet. Det bliver Bisperne, der får Styret hjemme, fordi de har det meste Gods at råde over og derfor er de stærkeste. Så har de desuden Gud i Ryggen, ser du, og de kan løse og binde. Nu drager der nok Prædikanter Landet rundt og vil have sat en Stopper for det. Den salige Konge holdt med Prædikanterne, fordi Bisperne blev ham for stærke. Og Herremændene havde et godt Øje til Klostergodset også. Men den letteste Måde er alligevel selv at blive Bisp og give sine Frænder Bispegårdene til Len. Enhver stor Æt må tælle en Bisp blandt sine, vor Slægt tæller to. Krigerhåndværket er kommen i Vanry, fordi det nu alene gælder, hvem der han leje de fleste Knægte. Riddertiden er forbi, Jørgen, du han købe lige så mange Sværd og Lanser, du vil, og der hører en Knægt til hver. Nu bruger de også Musketter og Kanoner og Falkonetter, der piller Riddersmand og Hest bort i et Drøn. Du skal se, det giver en helt anden Krigsførelse. Fanden skulle slås med en skiden Karl, der står bag en Mur og spyr Ild ud af en Falkonet.«

De red langsomt op ad Bakke, og Bent talte meget. Han tænkte på Hjemmet og sine Planer. Jørgen rev en Vånd af en Pil, de red forbi. Solen skinnede varmt og Hestene pustede i de dybe Spor på Vejen, der sneglede sig frem over Bakker mellem de øde Marker og afbrændte Gårde.

De to Karle red en halv Snes Skridt bagefter. Niels holdt Håndhesten, som Bent havde fået af Bispen.

»Du er ærgerrig, Bent,« sagde Jørgen, han syntes han måtte sige noget.

Pludselig slog Bents Hest mod en Sten, og en Sko sprang af.

De holdt alle an.

Få Skridt fra dem lå en lille Landsby, og højt over den, på en Bakke, hævede sig et Slot med runde Tårne. En Fane vajede over Porttårnet og meldte, at Borgens Herre var der tilhuse.

Bent stod af og lod sin Svend trække Hesten til Byens Smedie.

Medens han stod der og ventede, kom en Svend til og spurgte ham, om det ikke var den unge Mand, der fældede Vildsvinet på Kongejagten Dagen forud?

Bent sagde Jo.

Så bad Svenden ham og hans Følgesvend gå med til Slottet, hans Herre ville gerne beværte dem.

Det sagde de ja til og fulgte Svenden.

Borgen lå på en Høj, en Vej løb snirklet op til den over en Dæmning. Rundt om den var en Grav. Broen var firet ned, men tæt bag Broen hævede sig et mægtigt Sandstens Tårn med en stærk Plankeport. Her stod en vældig Portgemmer med en Lanse og et Horn.

Han bøjede sig dybt for Bent og hans Følgesvend og førte dem ind i den snævre Slotsgård, hvor Slottets Ejer, en venlig, ældre Herre i sort Fløjelsvams, stod i den hvælvede Hoveddør og strakte Armene ud til Velkomst. Han trådte hen til Bent og kyssede ham på begge Kinder.

»Mit Navn er Monsieur de Crecqui,« sagde han, »jeg er en Frænde af højsalig Kong Ludvig og har en Ven i Eders Land, Bispen af Zéland, en prægtig Herre, som har været min Gæst. Jeg så Eder ride ad Vejen og tillod mig at bede Eder være min Gæst i Dag, som I i Går var min Konges.«

Bent var høflig.

Franskmanden hilste venligt på Junker Jørgen og tog så Bent ved Hånden og førte ham ad den snoede Egetræstrappe op i Slottets Hal. Langs Væggene i Hallen hang Håndskydevåben så tæt, at de skjulte Væggens Sten, og midt i Hallen stod et Falkebur med flere toppede Falke, der sad døsige på deres Pinde.

Så førte Husets Herre sine Gæster ind i sin Stue, hvis Vægge var dækkede med Buer og Spyd.

»I ser Jer om,« sagde M. de Crecqui - »det er en Ridderborg, I gæster. I Anno 27 lå Hertugen af Suffolk med sin Hær for at berende Slottet Crecqui, men han måtte bryde op med uforrettet Sag. Og kan det more Eder at se denne Borg, skal jeg vise Jer, at den ikke er sådan at tage i een Mundfuld.«

Så førte han sine Gæster ned i Borggården efter først at have budt dem rød Vin i Sølvbægre. Voldene var mere end femten Fod tykke, og overalt stod der svære Kanoner og Falkonetter ladede og beredte til at forsvare Borgen mod Fjender.

»Det er et uroligt Land,« sagde Herren til Crecqui, »man må altid være beredt på Angreb.«

Så førte han Bent og Jørgen til Stalden, hvor hans Heste stod, og viste dem sin egen Ganger, der var fire Hundrede Kroner værd mellem Brødre - et kongeligt Dyr.

»Lad os så gå til Damerne,« sagde han.

De fandt Damerne i Porttårnet, hvor Fruerhallen var. En fin, ældre Dame og to unge. Der stod et Bord dækket med Aftensmåltid. Damerne var glade ved at se de to Fremmede og kyssede dem hjerteligt, hvilket var rart, da de unge Damer var meget smukke.

Idet de gik til Bords, kom en ung Mand ind for at tage Plads ved Bordet.

Husets Herre forestillede: »Min Nabo, Monsieur de Montdidier.«

Bent hilste på den Fremmede. Han bar Hue på Hovedet, og hans ene Øre var dækket af en sort Lap.

Bent studsede og stirrede på ham.

Han stirrede igen.

»Kender de Flerrer hinanden?« spurgte Hr. de Crecqui.

»Nej,« svarede de begge.

Men efter Bordet sagde Bent til Jørgen: »Du, det er ham med Øret - eller rettere uden Øre. Vi burde have taget Lappen med fra Paris og flyet ham den igen - skønt nu havde han vist ikke megen Fornøjelse af den.«

»Tag dig i Agt, Bent,« sagde Jørgen, »han ser ond ud.«

»Å, hvad,« sagde Bent, »han kender mig.« -

Damerne var søde og naturlige, og de sloges om Bent. De lo ad hans Fransk, men fandt hans blonde Hår yndigt og hans blå Øjne allerkæreste.

Det var stakkels Bents Lod, at alle Damer sloges om ham. Manden med det ene Øre så nedrig ud. Damerne ville slet ikke se til ham.

Rent var venlig, men den Enørede skelede fælt.

Jørgen var også jaloux, men trøstede sig med at tale med Husets Herre om Stormen på Rom.

At han havde været med der, gjorde ham til en Mærkelighed - men de unge Damer syntes alligevel bedst om Bent, skønt han ikke havde været med til at genere Paven,

Hr. de Crecqui ville endelig, at de to Junkere skulle blive hos ham nogle Dage. Men Bent ville videre. Så slog de sig ned for en Nat.

Borgen Crecqui havde mange Rum, og Jørgen og Bent fik hver sit ud mod den indre Gård, hvor en Svalegang førte rundt om det store Tårn.

Bent var træt og kastede sig på Sengen uden at gøre Toilette til Natten. Han havde en ubestemt Følelse af, at hans Ven med Øret ville lade høre fra sig. Derfor kunne han ikke sove ind. Jørgen Homuth lå i et Rum ved Siden af, men der var ikke Dør imellem og Væggen var meget tyk.

Bent blundede; så hørte han med et, at en tog i Døren meget forsigtigt; den var ikke til at låse. Bent fo'r op.

Månen kastede nogle Stråler ind ad en Vinduesåbning, der sad højt oppe. Ruden var af Horn, men Vinduet stod åbent.

På Tærskelen stod, forsigtig hyllet i en Kappe - ikke Manden med Øret - men Husets Datter Cecilie, den yngste af de to. Pigebørnene havde i landlig Uskyldighed kastet Lod om Bent, og Cecilie var bleven den lykkelige. Nu ville hun se, om Bent også fandt sig til Rette i hendes Fædres Borg.

Det gjorde Bent.

Han var nok søvnig - men alligevel altid høflig. Der var ikke andre Møbler i Stuen end en Briks, der var skammelig hård, og Bents Seng, som var temmelig blød. Han bad venligt Jomfru Cecilie om at sidde på Sengen, selv satte han sig på Briksen og var parat til at konversere. Takket være de græske Timer hos Mme. de Neuilly, var han ret øvet i denne Kunst.

Jomfru Cecilie syntes, at det måtte være altfor hårdt for Bent at sidde på Briksen; på Sengen var der så ypperlig Plads. Desuden syntes Jomfru Cecilie, at der var meget varmt i Værelset - det var der også - og dette endskønt hun var ved at afføre sig nogle generende Klædningsstykker.

Der var al Grund for stakkels Bent til at bede til sin Skytshelgen - og Gud ved, om denne i det lange Løb havde kunnet gøre noget for ham. Denne landlige Uskyldighed var vist selv St. Bent for stærk. Men en from Katolik lades ikke i Stikken af sin Skytshelgen, og St. Bent var virkelig snedig.

Ligesom det virkelig begyndte at knibe for de to Helgener, lød listende Skridt på Svalegangen, og det var lige alt det Bent fik dækket sin venlige Gæst med Sengens Tæppe, så trådte Manden med Øret over Tærskelen.

Bent var atter høflig og bad ham tage Plads - dog på Briksen, medens han selv af let forståelige Grunde blev siddende på Sengen.

Hr. de Montdidier var mærkelig nok kun besjælet af de venligste Følelser. Han erkendte, at han havde gjort Uret i at overfalde Bent, han var vanvittig forelsket i Grevinde de Neuilly - den Gang. Han var det ikke mere, han foragtede nu ældre, usædelige Kvinder, nu, da hans Hjerte var indtaget af en ung, uskyldig Pige, der tilbad ham og som han tilbad. Han nævnede uforbeholdent hendes Navn, det var Husets yngste Datter Cecilie, en lige så skøn som dydig Ungmø med en stor Medgift i Vente.

Bent var henrykt, han fandt Cecilie yndig og var overbevist om, at hun var ligeså dydig, som hun var smuk.

Medens han sagde dette, var der en, der kneb ham alvorligt i Ryggen lidt over Lænderne.

Så spurgte han Montdidier, om det var Årsagen til hans Besøg i denne noget natlige Time?

Franskmanden var lidt flov. Nej, Grunden var den, at han frygtede for, at Bent, om han blev længere i Huset, skulle røbe deres fælles Hemmelighed. Det var det med Øret - han havde fortalt sin vordende Svigerfader, at han havde mistet dette Øre i en voldsom Kamp med otte Svende i Paris - nu ville han nødig, nogen skulle erfare ....

»Gudbevares,« sagde Bent, »allermindst den dydige Cecilie.« Det søde Barn ville straks miste sin Kærlighed til sin Hjertensven, om hun erfarede, at han havde elsket en anden. Det forstod Bent så overmåde vel. Det ville være både Synd og Skam - for Resten var det tåbeligt af Monsieur de Montdidier at være jaloux på Bent. Bent havde nemlig i det bittert kolde Norden en Gang haft et Kærlighedsuheld, som han ikke nærmere ville tale om, men som havde medført, at han havde svoret at vie sig til den gejstlige Stand og forsage Verden for Tid og Evighed. Bent håbede, at Hr. de Montdidier på sin Side ikke ville fortælle den skønne Cecilie eller de andre Damer om dette Uheld, det var ikke værd at tale derom - men måske det alligevel ville nedsætte Bent i Damernes Omdømme.

Under denne Samtale var Bent overbevist om, at han blev grøn. gul og blå på Ryggen.

Hr. de Montdidier trak sig tilbage.

Jomfru Cecilie var halvt kvalt af Latter, men efter en indgående Underholdning med Bent blev hun alligevel alvorlig, og da hun nåede sit Jomfruleje, fortrød hun alligevel på, at hendes Søster Marie havde trukket det Lod, der betød Jørgen Homuth.

St. Bent havde atter bevaret sin trofaste Søn.

Næste Dag brød de to unge Mænd op, og Bent syntes, de unge Damer var noget kølige. Men han var overbevist om, at Hr. de Montdidier ville blive uendelig lykkelig.

Så drog de hjemad mod det kolde Danmark - Bent, rig på Viden og Erfaring, stolt ved sine Sejre over sig selv - Jørgen, stolt ved sine Sejre over Frankrigs yndefulde Døtre.



ANDEN BOG, Kapitel 1 >