Bent Bille

---

Af Palle Rosenkrantz (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

ANDEN BOG
St. Clara

FØRSTE KAPITEL: St. Nicolai Kirke

 

 

Nogle, og disse er vist de klogeste, mener, at den ældste stad København lå ved Stranden. Det skal have været en Række Huse om den gamle St. Nicolai Kirke, værnede af Østergaard, senere kaldet Vingaarden - Byens Borg eller Hus - i den Bydel, der siden kaldtes Gammelboderne. Efter at Absalon så på Holmen ved Havnen havde bygget sin Borg og anlagt en ny Stad med Vor Frue Kirke, Nørregade og de Gråbrødres Kloster, blev de to Byer endrægtig sammensmeltede til én. St. Nicolaus var Helgen for alt Folk, som farer til Søs; som Søstad mindes Knytlinga Saga Staden Hafn, og i St. Nicolai Kirke bad fromme Købmænd, Fiskere og Skippere den hellige Nicolaus Confessor - i sit Liv Biskop af Myra - om god Bør. Om den Søens Helgens Hus bør vi da med de klogeste tro, at den var Staden Københavns ældste Kirke - ældre end selve Absalon!

Er den det ikke, vil det næppe nogensinde blive bedre oplyst.

I Året 1509, Torsdagen efter den Søndag invocavit, indviede Biskop Anders Mus af Oslo på Roskildebispen Johan Jepsøns Vegne »in honoris beati Nicolai confessoris, Sanctæ Crusis og beati Olavi Regis«, den restaurerede Sognekirke i St. Nicolai Sogn, en Korskirke med et skønt Tårn. - - -

Det var Skærtorsdag År 1533 efter Verdens Forløsning, den 10. April, en Solskinsdag med truende Byger.

På Prædikestolen i denne St. Nicolai Kirke stod Hans Tausen, Bondesøn fra Birkende, kaldet af Danmarks Konge Frederik, af det Navn den første, til Sognepræst ved Kirken i August, År 1529, kaldet ulovlig imod Kirkens Skik og Vedtægt, Kætternes Fænnikedrager, men den eneste, Folket ville høre.

Tavs stod han med Blikket hævet mod Kirkens Loft, medens Sangen lød om ham. Menigheden sang, kvad og klynkede med de Noder og Lader, som mere havde Façon efter Springviser end efter hellige Salmer.

Det sagde Lektor Poul og Papisterne!

Solen gød sit Guld gennem de høje, spidse Vinduer, over Høye Alteret, over Sanct Annæ Alter, over vor Herre Jesu Christi og Sanct Brandani Alter, over hellig Kors Alter, over S. Mauritii Alter, som Peder Bødker havde stiftet på den nørre Side, »som Jomfru Mariæ Billede udi Soel-Giselen midt på samme Alter standende var«.

Og Solen gød sine Stråler over Hellig Trefoldigheds Alter på den søndre Side, østen op til Kirkedøren, stiftet af Borgmester Hans Bogbinders Svigerforældre, over Jomfru Mariæ Alter, Sanct Mikkels Alter, som var stiftet ved den nørre Dør, og over Sanct Jostis Alter.

Sanct Sørens Alter, hvortil Hr. Hans Nielsen var Vikarius, nåede Solen ikke, thi det lå under en Pille, der skærmede mod Lyset fra Øst, skjult i Kirkens Kors.

Mester Hans Tausens Lys kom fra Gud ved Doktor Martin i Wittenberg, og derfor smilede Mester Hans Tausen mod de gyldne Altre for Jomfru Maliæ, Sanct Josti, Sanct Nikolai og de andre hellige Kvinder og Mænd, hans Blik strejfede den hellige Trefoldigheds Alter, foran dette sad i deres Stol, bøjede i Andagt, Ambrosius Bogbinder og hele hans Hus. Og mod Kirkens Hvalv lød Sangen: »Af Dybsens Nød«, Evangeliets Venners Stridsang.

Hans Tausen vendte sit Blik mod det Høje for at fornemme Kraftens Vejr under Åndens Vinger, inden han løftede Røsten for at tale.

Sangen tav. -

Så talte Prædikanten:

»Der Jesus og Disciplene åde i den Nat, han blev forrådt, tog den Herre Jesus Brød, takkede, brød det, gav det sine Disciple at nyde: tager og æder, dette er mit Legem, som gives Eder, det gøres i min Hukommelse. Desligeste tog han og Kalken, der Nadveren var gjort, takkede, gav dem og sagde: drikker alle sammen heraf, denne Kalk er et nyt Testamente i mit Blod, som udgydes for Eder og for mange til Syndernes Forladelse, det gøres så ofte, som I drikke i min Hukommelse. Og de drak allesammen deraf.«

- - -

»De drak allesammen deraf - - -«

Prædikanten talte, og hans Ord klang mod Kirkens Væg, førtes hen over St. Nicolai, St. Josti, ja, selv St. Søren Alter, hvortil Hans Nielsen i det Herrens År 1526 var Vikarius.

Han talte om den sande, salige Sjæletørst, hvorved vi Kristne påmindes, om sandt Brød og Vin, dog ikke så blot og bart, som nogen anden Kost, der vi fødes ved, men endog det samme Brød og Vin, som vi så æde og drikke og sende så ned i Bugen efter Guds Ord under en sand Guds Lydelse udi en fast Tro til Ordet, der samme Sacrament er grundet på, thi æde vi sandelig ved Troen udi Ånden på det inderste Menneskets Vegne vor Herres Jesu Christi hellige Legem og drikke sandelig hans Blod.

Og alle så mange var i Guds Hus følte de, at nu ville de lyde, de stærke Ord mod Fjenderne derudenfor, mod dem, der efter Bispernes Bud, under deres Beskyttelse, holdt Vor Frue Kirke besat for dem alene.

Og Ordene lød fra Prædikantens Mund:

»Han siger: Drikker alle. Hvilke alle uden hans Disciple, hvilke han nu havde givet Brødet, de samme skulle og alle drikke, så gjorde de, og - siger Markus - de drukke der ud af alle sammen. Thi skulle dog menneskelig Vished skamme sig noget og ej gøre sig så meget klog og såre myndig over sin Mester Christum og driste sig så til at forvandle, formindske og forringe noget i hans Ord og Vandel. Havde enten Skæg kunnet spilde eller forvanske noget heri, da havde han vel også været det betænkt. Derfor skal Kirken som en lydig Brud være sin hellige Brudgom hørig til at annamme enfoldig hans Sæt og Sagn, lige således som ham han har sat og sagt og hverken gøre det anderledes mer eller mindre.

Nu lå St. Josti, St. Søren og Jomfru Mariæ Alter i Mørke, men gennem Skaren der neden for Prædikantens Fod gik som en Summen af Trods.

Prædikanten talte, og medens han talte, gled hans Blik hen over Gulvet, og af Mængden steg Træk for Træk de enkelte frem. Han kendte dem jo alle, deres Sag var hans, var det sande Evangeliums.

Han kendte jo hver en af dem dernede. Såvel de få Store i deres Stole, som de mange på Bænkene. Der sad tavs og tilbagelænet Rigens Hofmester, hans Strenghed Mogens Gøye til Krenkerup, den rigeste Mand på Gods, Danmark og Tysklands Rige i hundrede År havde set, og ved hans Side den strenge Ridder, Rigens Råd, Hr. Erik Banner til Asdal, Lensmand på Vallø, Kong Gustav Vasas Fangevogter. Der sad pyntet og prunkende Hr. Johan Bjørn, Rigens Råd, og nogle få gode Mænd af Rigens Adel.

Nogle få - thi vel lovede Mester Hans Tausen Gud for dem, der havde annammet Ordet - næst Hs. Nåde den kongelige Majestæt, der lå sotbunden i sin Rede på Gottorp, som han så ugerne forlod - men af Riddere og Riddersmænds Mænd var Ordets Venner såre få.

Større var Skaren blandt de ærlige og fornumstige Mænd af Stadens Råd, og dette havde da også sagt Hs. Nåde i det Herrens År 1530 alle Sjæles Dag: at Stadens Almue var opvakt med Messer og Vigilier, sigende, at de ingenlunde led eller fordrog sligt, så de daglig for denne Årsag lå Rådet på Halsen, at det skulle afstille og aflægge sådan Afgud Dyrkelse, og var der i Staden mange Kumpaner, både Bådsmænd, Fiskere og andre Embedssvende så vel som Borgere, som Rådet ikke kunne regere i denne Handel, thi de vare alle sammen Guds Ord medfældige og den papisliske Handel og Regimente imod. -

De var det mere i dette År end tre År forud, og derfor var St. Nicolai Kirke fyldt Hoved ved Hoved af Evangeliets Venner.

Ansigt for Ansigt steg frem af Mylderet for Prædikantens Blik, og han hævede Blikket mod det Høje og bad:

»Kære Venner, lad os ydmygelig bede Gud, først for den hellige, kristne Kirke, at Gud vil hende styre og råde med sit hellige, rene Ord og sin Nåde og bevare hende vel fra al Falskheds Kætteri og Vildfarelse. Deslige alle hendes Tjenere, Bisper, Præster, Sogne, Herrer og alle Guds Ords Prækere, og at Gud vil tilføje de, som fromme og gode er og give dem sit salige Ord i deres Mund, og dertil Dristighed det rettelig og trolig at fremføre og et ærligt og gudeligt Levned at have, på det den hellige Kirke kan aldeles, både med Ord og Eksempel, være ved dem stadfæstet, forbedret og bestyrket til alt godt mod Djævelen og alle vore Fjender og Modstandere, at Christi Evangelium må leve rent og fast hos os i alle Måder.«

Og Mester Hans Tausen bad for Verdens Stat, først for kejserlige Majestæt, andre Konger, Herrer og Fyrster og Rigers Råd, Stadens Råd, for fribårne Folk, Borgmestre, Rådmænd, Fogeder og Dommere, særligt for vor egen nådigste Herre Konge, Frederik den første og Rigs Rådet. Han bad, at Gud ville miskunde sig over Danmark og forlade Synder, afvende fra Danmark sin Vrede og Synderes fortjente Straf, fri og bevare for Hunger og Dyrtid, for Pestilence og anden Krankhed, afværge al Fejde, Krig, Orlov, Oprør, Bulder og Blodstyrtning, på det, at alle Kiv og Trætter, Avind og Usamdrægtighed med al anden Ulykke og Vedermod måtte være efter hans Vilje nedlagt, at Danske med Fred og Kærlighed indbyrdes måtte leve tilhobe i Guds Behagelighed.

Han bad for Syge og Fattige og sluttede med hævet Stemme i Bønnen: »Fadervor, du som ....«

Så faldt han På Knæ:

»O, almægtige, evige Gud, som est al vor Tilflugt og Styrke. Vi bede dig, at du vil værdiges at høre din christne Kirkes gudelige Bøn og unde os, hvad vi efter din Vilje rettelig bede, vi det og nådeligt må forhverve ved din Søn Jesum Christum vor Herre. Amen. - - -«

Solen var skjult bag Skyer, og hver Mand i St. Nicolai Kirke fornam et Bulder som af et Uvejr. Og i den samme Stund døde på Gottorp Slot Danmarks Konge Frederik, af det Navn den første.

 

I St. Nicolai Kirke bad Menigheden med sin Præst, og Sangen lød, medens Uvejrsregnen slog mod Rudernes Glar.