Bent Bille
Af Palle Rosenkrantz (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
ANDET KAPITEL: Clara Ambrosius
Ved Vinduet i andet Stokværk i Ambrosius Bogbinders statelige Stengård på Hjørnet af Højbrostræde og Amagertorv stod Ambrosius' Datter Clara. Der var Glas i de Ruder, og der var bygget en sirlig Karnap i Jomfruens Kammer, så man kunne se ned ad Tyskmannegade og helt ned ad Østergade, om man ville, skønt Vinduerne var faste i deres Rammer og ikke til at lukke op.
Clara flettede sit lyse Hår. Det var ved Solnedgang, kort efter Påske, St. Nicolai Klokker brummede, og de lette Småklokker i Helligånds Kapellet sang. Ned ad Købmagergade drev de en Drift Kvæg, der skulle hjem fra Græsningen på Serridslev Mark. Vogterdrengen skreg og slog med Pilevånd over Halerne på Køerne. Der var otte, og det var Fogden Hans Vinkes. Clara kendte Drengen, en hørtoppet Stump, der hed Peder.
Svinene, der rullede rundt på Rendestensbanken ved Hjørnet af Færgestræde og Østergade, var Hans Boses. Der var hele tolv, og deriblandt en ualmindelig fed So med store, sorte Skjolde. Clara kendte Soen, hendes Morfar Hans var stolt af Dyret, det var en Vestfaler af Race, ligesom han selv og ligesom Clara, for Ambrosius Bogbinders Fader, den ærlige og fornuftige Mand Hans Metzenheim, var kommen fra Vestfalen i den første Kong Christierns Tid.
Nu rullede Svinene mellem Hans Vinkes Køer, og den sorte Gavtyv, der drev dem, lå i Hårene på den hørtoppede Peder. En Ilder var den sorte Dreng, hvor han hug til den anden.
Frans Ipsen, Ambrosius' første Mand, måtte frem i Boden og skænde. Hvor han råbte, og hvor han talte råt!
Det gøs i Clara, at hendes Søster Anna havde fæstet sig bort til den tunge, grove Karl. For at blive gift var det. Anna ville giftes, til Mikkelsdag skulle hendes Bryllup stå. Alle Piger ville giftes, Clara også. Kom Svenden, han skulle ikke frygte, den hende behagede, han fik ikke nej!
Men han kom ikke - eller han behagede ikke. Der var jo nok unge Borgersønner, der kiggede efter den rige Ambrosius Metzenheims Datter, skønt nu, siden Kongen havde sat ham ud af Borgmesterbestillingen, fordi han vogtede sin Mund så ilde og altid talte om den fangne Kong Christiern - - -
Clara blev ligesom lidt alvorlig, Folk skævede jo til hendes Far, og Karlene også, det var ikke som i gamle Dage. Clara var tyve År. Hun var kun lige fyldt de sytten den Juledag, da hendes Far og Morfar brød ind i vor Frue Kirke og huggede løs med Økser på alle de hellige Billeder derinde. Hendes Mor havde grædt, og Mester Hans Tausen havde været ilde ved det, skønt han ellers selv prædikede, at det var Synd mod Gud med de Helgenbilleder, og kloge Folk sagde, han vidste mere om den Billedstorm, end han ville være ved. Fra den Juletid stammede også det onde. Da så Kong Christiern drog til Norge med en vældig Hær, blev hendes Far sat fra Borgmesterbestillingen, og da Kongen lå på Reden, medens de Store og Lybeckerne sad i Helligåndshuset og lagde onde Råd op mod hende, var hendes Far Fange i sit eget Hus. Nu sad Kong Christiern på Sønderborg, som nogen mente, han havde fortjent. Clara vidste ikke. Hun var et Barn, da Kongen drog af Staden med Mor Sigbrit og Dronningen. Hun huskede godt den gamle, hollandske Kone, der havde boet der skrås over for i den store, røde Gård, hvor nu Rigshovmester Hr. Mogens Gøye boede.
Mor Sigbrit kom tit i hendes Fars Hus, og Kong Christiern også. Han havde jo været der i Huset hos hendes Bedstefader, medens han og hendes Far var Drenge. Men det var mest hendes Farbror Hans, Kongen holdt af. Han havde flakket i hans Udlændighed med ham. Den hellige Jomfru var ham nådig, ihvor han så var i Verden, om han ellers levede. De troede alle, han var falden i Fjendehånd og omkommen. -
Således flakkede Claras Tanker vide Veje, og de lyse Fletninger blev liggende i Snoning om hendes Fingre. Den hellige Jomfru se i Nåde! - Det tænkte Clara så tit, skønt hendes Mor sagde, at det var Synd at bede til Jomfru Maria. Hvor kunne det nu være Synd, som var helligt og godt i gamle Dage. Clara var tyve År nap og knap, og alligevel var der noget, der hed gamle Dage. Det var de glade Dage, da hun bad til Jomfru Maria, til St. Nicolai, St. Josti, St. Søren, men mest til den hellige St. Clara. Clarisserne i Klostret på Rosengården dér havde været salig Dronning Christines bedste Venner, og hvor havde Clara som Barn leget dér mangen god Dag og fået meget kosteligt Bagværk at spise!
Nu lå St. Clara Kloster hen med tre stakkels, fattige Nonner; Munkene, der tiggede for Klostret, var drevne ud, og den store Gård foran Klostret var solgt; og nu gik Far og Mor i Kirke hos Mester Hans Tausen og hørte strenge Ord om Tidernes Ondskab og Nadveren i de to Skikkelser.
De skønne Sange var ikke mere, og Røgelseduften, der dæmpede Stanken fra de Døde under Kirkegulvet, var helt borte af Kirken, Kordrengen med, og alle Kannikerne i deres Stole. Og Optogene på Gaden med Korsdrager og Monstrans! - Å, det var så dystert og strengt altsammen med den Hellighed og sorte Tale om Synder og Ugudelighed, og Kiv med Papisterne.
Clara sukkede. Hun holdt så meget af sin Rosenkrans og sine Helgenbilleder, hun holdt så meget af Clarisserne og af al den dejlige Pragt i vor Frue ved Påsketider. Nu var det så mørkt og traurigt altsammen med så mange Ord - så forfærdelig mange Ord.
De gamle Dage var lyse Dage, syntes Clara, nu døde Sangen bort. Mor nynnede Salmer, og Far sad hele Dagen bøjet over den hellige Læst og Dr. Martins Postiller, når han ikke skrev hemmelige Brevskaber til de lybske og andre.
Der lå sådan Tyngsel over Huset, og de unge Karle gik i Buer uden om det. Det var det værste. For med Gudstjeneste og det gik det vel nok an, og den kunne vel være rigtig nok, siden så mange fromme Mænd gik den Vej, og Kongen først af alle. Men det andet var værre, det var en Plet på Huset, syntes hun, og det forstod hun ikke.
Hun forstod ikke sin Far. Han var jo dog Borgmester en Gang, det var det højeste, han kunne nå. Hvad ville han mere? Han skulle tænke på sin Datters Fremtid. Men han så næppe til hende. Og dog havde han holdt af hende, inden han begyndte sådan at gruble, til han fik dybe Furer over Øjnene. - -
Clara flettede sit Hår med et Suk.
Hvad var det?
Det klaprede over Stenene der nede ad Tyskmannegade, det klirrede af Våben, og Køerne trængte mod Fortovene og Boderne langs Torvets Huse.
Overalt i Døre og Ruder kom Hoveder til Syne. Ligeoverfor rakte selveste Hr. Anders Bille sit skaldede Hoved ud ad de kunstige Ruder og bøjede sig mavesvær helt ud over Balustren.
Krigsfolk var det, Riddere og Riddersmænds Mænd på svedige Heste, tilsølede af Dynd og støvede. Der var vel tyve i Tallet, og de to forreste kunne Clara kende. Det var Anders Billes Frænde Claus, ham Kongen havde sendt til Norge for at vogte Grænsen mod de Svenske, og den anden, ham med det store, sorte, buskede Skæg, var Hr. Truid Ulfstand fra Varberg Slot.
Clara lænede Hovedet mod Ruden.
Nu stod Hr. Anders Bille uden Vams og Hue på Fortovet dernede, medens hans glatte, fede Ansigt dampede af Bevægelse.
Hvad var vel det? -
Clara ilede nedenunder. Hendes Fader og Moder stod i Døren under Bislaget og rundt i alle Bislag på Torvet, i Højbrostræde og Tyskmannegade stod ærlige og fornumstige Borgere med deres Kvinder, Piger og Karle.
Hestene stampede, og Sveden stod med Skummet om deres Bringer.
Nu trådte Rigshofmesteren ud af den hvælvede Dør på Dyvekes Gård. Hvad var dog det? Hr. Anders Bille slog Kors for sig - og nu lød Piber og Trommer deroppe fra Gaden, fremad foran den udvalgte Biskops gule og røde Drabanter. Der kom han, selve Bispen i sin sorte Fløjlsvams med Sværd ved Side på en stålgrå Hest! -
Og mellem Svin og Køer og Heste, mellem Embedssvende, Drenge og Drabanter stod de fire høje Herrer foran Rigshofmesterens Hus, medens Klokkeklangen døde i Nicolai Tårn og Helligåndshusets Sangværk tav.
Så kæmpede Bysvendene sig frem, ført af Fogden Hans Vinke, og nede fra Slottet lød også Hestetrampen over Højbro. Hr. Johan Urnes Folk drog frem med Spidser og Hellebarder.
»I Jesu Navn,« sagde Margrethe, Ambrosius' Hustru, »er Fjenden i Landet?«
Ambrosius rystede sit Hoved, men Clara gøs og mindedes Tumlen og Kartovernes Drønen, da Hertug Christian og Holstenernes lå for Byen efter Kong Christierns Flugt.
Nu trådte de to fremmede Riddere over Hofmesterens Tærskel, og Hr. Anders Bille og Bispen fulgte med. Bysvendene drev på Køerne, der brølende trængtes ned mod Færgestræde, og Svinene jog i vild Flugt mod Østergade, så Drengen væltede og rullede i den dybe, brede Rendesten midt ad Gaden.
I Mængden så Clara sin Morfar Hans Boses røde Hoved med det stride, grå Hår under den sorte Fløjls Hue. Hans Bose kæmpede sig frem til Ambrosius' Hus. Han tog efter Vejret, og Sveden haglede ham ned over Panden. Stemmen var ligesom gemt bort i Halsen på ham.
»Hans Nåde Kong Frederik er død - giv mig en Stob Rostocker. Det sidder mig i Halsen!«
Så blev han bænket i Storstuen og fik Rostocher Øl.
Ambrosius Bogbinder sagde ikke noget.
Rygtet trængte frem i Mængden derude, først i Hvisken, så i Tale, siden i Råb. Og inden Solen sank, vidste de ti Tusind Sjæle, der levede inden Københavns Mure, Pæleværk og Volde, at Kong Frederik Skærtorsdag var død på Gottorp Slot. -
I Rigshofmesterens Gård tændtes Kærter og Lys, og flere kom til af de høje Herrer, som just var i Staden for vigtige Årsagers Skyld. -
Clara Ambrosius knælede ved sin Seng og bad til Gud og St. Clara efter gammel Vane. Så bad hun også for den henfarne Konges Sjæl, det var jo gammel Skik. Men hun var ikke bedrøvet, da hun lå mellem de hvide, hollandske Lagener og så op mod det brune Træloft.
Nu kom vel nye Tider, og nye Tider bragte vel en Mand - en Svend, som hende kunne behage, og så fik han ikke Nej. En Riddersmands Mand helst, for adelig Byrd var det skønneste Zirat for en Svend. Hendes Faders Ven, Jørgen Mynter i Elbogen hinsides Sundet, var bleven adlet af Kong Frederik, vel ikke for Dåd og Dyder, og hendes Fader kunne godt været det samme, om han ville. Ingen var rigere end han, og Borgmester var han en Gang i København, som var større Stad end Malmø. En Krambodsvend som Frans Ipsen ville Clara ikke have, og en Præst - nu var det Skik, at Præster giftede sig - men en Præst!
Måske en gejstlig Kannik, en Adelsmand. De sagde jo, selve den udvalgte Biskop Joachim Rønnow skulle giftes med Rigshofmesterens Datter Birgitte, og hun var da ikke for køn!
Måske Clara kunne få en adelig Præst eller en Degn.
Eller allerhelst en Riddersmands Søn.
Nu var jo Kongen død, og der blev andre Tider. Og andre Tider betød en Mand -
Clara Ambrosius lovede sig selv, at ville Svenden ikke komme, så ville hun selv gå ud at søge ham.
Og med dette Løfte sov hun ind.