Bent Bille
Af Palle Rosenkrantz (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
TREDIE KAPITEL: Rigens Råd
I Bispen af Roskilde Joachim Rønnows Gård på Frueplads var Herrer af Rigens Råd samlede til Rådslagning få Dage efter Påske. De sad i Hallen om et bredt Bord i stive Træstole og drak fransk Vin, som Bispen holdt af og som smagte Rådets Herrer. De sad som gårdejende Mænd i Sognets Råd og drøftede Sognets Tarv, men glemte ikke deres eget. De sad med Rigets Bisper, der skulle vogte Guds Sag og Kirkens Sag og ikke glemme deres egen heller.
Hallen var stor, hvælvet og tom, kun et stort Krucifiks smykkede Endevæggen; det var endnu lys Dag, henimod fem om Eftermiddagen. For Døren stod Bispens Drabanter Vagt i Rønnowernes gule og røde Farver. I Salen var kun Rådets Mænd i hemmelig Rådslagning. Statshverv havde kaldt dem til København, nu fik de vigtigere Statshverv at røgte. Tyve var de i Tallet af Rådets halvthundrede Medlemmer. Men de var de ypperste, og derfor havde deres Ord Vægt.
Kun Bispen af Aarhus, Hr. Ove Bille, og Ribebispen Iver Munk var i gejstligt Ornat. De to gamle Mænd, godt oppe i de seks Gange ti, bar Bispernes violette Kjortel og den lette, gejstlige Hue med »Håndtaget« i Pullen. De røde, runde Gammelmandskinder var glatte som moden Frugt, men Ove Billes Ansigt var det smukkeste, roligt, venligt og åbent, thi Aarhus Bispen var en from, men enfoldig Kirkens Tjener af den gamle Kirke og Skole. Disse to Bisper var indviede og havde deres Pallium fra Rom.
Seks andre Rigets Bisper sad i Rådet, og af disse var de fem tilstede. Ærkebispen af Lund, Hr. Torben Bille, mere Ridder end Præst, beskikket af Kongen, medens to andre Gejstlige gjorde Krav på Ærkesædet. Torben var ingen betydelig Mand, men en Mand af Billernes mægtige Slægt, Fætter til Aarhus Bispen og rig på Gods. Skønt den første i Rådet veg han Pladsen for sin Frænde og sad tavs og lyttende hos. Han var en god Katolik, men bunden ved sit Løfte til Kong Frederik at tale evangelisk Prædiken. Og de gode Borgere i Malmø gjorde ham Helvede hedt. Han var omkring de halvt hundrede År.
Bisp Jørgen Friis og Hjælpebispen fra Børglum Stygge Krumpen var 40 År; de var klædt som Riddersmænd, og deres Tanker var mere i denne Verden end i Åndens. Det var Bisper som disse to, der voldte Forargelsen i de Dage.
Bispen af Odense Knud Henriksen Gyldenstjerne, der sad ved Rigshofmesterens Side, var fyldt de 50, en Ridder at se til mere end en Præst, og han var Lutheraner.
Det hed sig, at det var Roskildebispen Joachim Rønnow også. Han sad for Bordenden og var Husets Vært, men han var også Rigets Storkansler, og de udenrigske Sager var i hans Hånd.
Om Roskildebispen vil blive mere at sige.
Disse Kirkens Mænd, disse Ridderbisper, der siden Christiern den anden forlod Riget havde stået for dets Styr i hård Kamp med Troen og trængt af Evangeliets Prædiken på Torve og Stræder, var Danmarks mægtigste Mænd. Slotte og Len i Snesetal lå til deres Stifter, Skarer af adelige Kanniker flokkedes om deres Domkirker, og Kirkens Guld og Sølv var i deres Eje. Selv mægtede de næppe at skrive deres Navn på Dansk, og af Latinen forstod de meget lidt. De kendte ikke de lærde Fædres og Skolastikeres Skrifter så lidt som Oldtidens Mesterværker. De åd, jog, drak og holdt Drabanter, somme endog vitterligt Friller. Kirkens Vinranke havde skudt sine Skud højt mod Nord, og dér var de visnede i Toppen. Bisper var de ikke i Skrud til Hverdag, og aldrig i Sind, selv på Jesu Christi Opstandelsesdag, når de stod i Kordøren, klædt i Kirkens Pragt, som var den samme i Nord som i Syd.
Ja, Roskildebispen og Ærkebispen af Lund turde end ikke træde frem i Kirken, i Roskilde Domkirke forrettede Bispen af Grønland den hellige Tjeneste på Højtidsdage.
De to gejstlige Oldinge var vel i Sindet Kirkens Mænd, de andre var Sognets gårdejende Mænd, der talte deres egne Sager, som deres Frænder talte dem, der sad hos.
Og disse Sognets gårdejende Mænd! Billerne var de fleste. Brødrene Knud Bille, Mogens Bille, Claus Bille, Aarhusbispens Brødre, og Brødrene Anders Bille og Hans Bille, de førstes Farbroder Sønner. Der var her i Rigens Råd på samme Tid syv Biller, og så sad endda den ottende, Eske, Ærkebispens Broder, som Norges verdslige Herre på Bergens Hus. Ikke med Urette sagde man da, at Billerne stod for Styret i Danmark.
Billerne var Mænd, der forstod at værge sig selv og deres Gods. Storrådige var de, gifte med Rigets første Mænds Døtre, deres Len og Borge taltes i Snesetal, og mod deres Bønder var de hårde. Handel drev de med Stude, og det forstod de. Rigets Sager forstod de som Gårdens Drift, omend de trættedes drabeligt om Markskel og løsslupne Høveder, om Skovhugst og Fiskedræt. Danske Mænd med brede Fødder på fast Bund - danske Gårdmænd var Billerne, som de sad i Flertal i Rigets Råd. Frem gik de nok mod mere Magt for at binde Kongens Hænder; med de Bisper, der også var Biller og Frænder, var de Venner, og de dyrkede deres Gud fromt efter gammel Sæd, men de glemte ikke sig selv, når Munkene joges af Kloster og Kirkens Gods blev delt ud. Dog var de støtte og sædvanekære Mænd, disse Biller, der ejede de danske Gårde. De var Arvtagere efter de frie, danske Bønder, og Bønder var de selv; de skriblede deres Navn, så ingen kunne læse det, og trykkede adeligt Indsegl i Voks for Bomærke der hos.
Bønder var alle, der var i Rigets Råd i de Dage, om de ikke var Bisper og så måske Bønder endda, og den klogeste af Billerne var Bent Billes Fader, Hr. Anders; han kunne været Formand i Sognets Råd, thi han forstod at liste og dreje.
Af den nye Læres Venner var kun tre tilstede foruden Bispen af Odense. Det var Rigshofmesteren Mogens Gøye, en Storbonde, hvis Rigdom og høje Rang gjorde ham til Rådets første verdslige Mand, så rig på Gods, at hans Blik svævede ud over den ene Gård til de Tylvter, han ejede, og som derfor blev en Ener mellem de mange.
Med ham hans Stalbroder, den rige Johan Bjørn, en Ven af Bordets Glæder og en spøgefuld Herre. Og Erik Banner til Aadal, der vogtede Gustav Vasa så slet på Kalø Borg; Hr. Mogens Eftersnakker og Abekat kaldte Lektor Poul Helgesen ham.
Disse tre var i Rådet Billernes Modstandere, men i Sæder, i Opdragelse, i Viden, i Kunnen var de Billerne lig. Stredes de end i enkelte Sager og mest i Troen, så gjorde de fælles Sag i mange, og Gårdmænd var også de.
De Mænd, her er nævnt, sad altså om Roskildebispens Bord, og med dem endnu tre andre, som skal nævnes, fordi da alle er nævnede, som i de Dage talte med i Rådet.
De to var Svogrene, Rigsmarsken Tyge Krabbe, Befalingsmand på Helsingborg, og Oluf Nielsen Rosenkrantz, Hertug Hans' Hofmester. Marsken var Helten fra »Fantehullet«, en bidsk og bøs Kriger, men en svag Mand i stærkeres Hånd, han gav og brød Løfter, som det faldt sig; Oluf Nielsen var en stille, mager Mand, tro i sit Ord, men snæver i sit Syn, begge store Gårdmænd og begge Tilhængere af den hellige Kirke i Rom.
Den tredje var Hr. Truid Ulfstand til Varberg, der bragte Hertug Christian og Enkedronning Sofies Bud til Danmarks Rigens Råd, og til ham lyttede de andre ved Bispens Bord.
Hertugen bad Rådet være hilset og mindes, hvad hans salig Fader havde været for Danmark, ikke glemme hans Enke og hans Børn og gav sit Ord, at han var Danmarks Ven og ville møde på Herredag, om Rådet ønskede at tale med ham. Rigets Skæbne stillede han i Rådets Hånd.
Da Hertugens Budskab var bragt, bad Ærkebispen sin Broder i Gud, Bispen af Sjælland at tale og sige Rådet, hvad han vidste om Riget og de andre Naborigers Tilstand.
»Som I vil,« sagde Joachim Rønnow, »dog tror jeg ikke, jeg ved stort mere at berette, end I alle såre vel ved. Kong Gustav er Rigsrådet god. Det siger han, og da han er min Frænde og Ven, tror jeg ham. Har han Planer mod Gulland, vil Henrik Rosenkrantz vel nok vide at forsvare Øen. Kong Gustav trænger mig hårdt for nyt om de Lybske, og når I vil det, beretter jeg ham, hvad jeg ved. Det er kun lidet. Jeg holder for, at af Jørgen Wullenwewer, der nu spiller Herre i Lybeck, har Rigens Råd kun ondt at vente. Men er det rigtigt, som Truid meddeler, at Holstenerne vil være Venner med de Folk fra Brabant, så skal det vel holde os hårdt at sejle vor Kurs midt imellem. Vi er endnu ikke bundne til at hjælpe de Lybske, og ret er det vist at holde dem hen, om derved kunne vindes noget for vor Sag i Holsten. De tyske Fyrster spidser alle Mund efter Danmarks Krone, og Hertug Christian har vel ikke andre Venner end sin Svoger i Preussen og den Nar Philip af Hessen. Jeg holder for, at vi kan vælge vor Konge, om vi da vil vælge, som var Danmark det eneste Kongerige på Jorden. Der er Fyrster nok, der gerne vil hoppe, og jeg tror, det båder os vel at lokke. Men synes I - som jeg -, at vi ikke bør forhaste os, så skal I vide, at intet i vore Nabolande skynder på Valg.«
Mogens Gøye rystede på Hovedet: »I tager fejl, min Ven,« sagde han. »Og når I fejler, som har set Europa i Flammer fra Syd til Nord, som har gæstet Valland og Frankrige, hvor let fejler da ikke de andre gode Venner. Men I taler, som I vil det, ikke som I ved det.«
Joachim Rønnow trak på Skuldrene - men han tav.
Anders Bille smilede lunt og bøjede sig mod Aarhusbispen: »Du bør sige os, Ove, som den af de værdige Herrer i Gud, der bedst forstår Statskunsten, hvad du mener om Tiden. Bør vi tage den i Agt, eller har din værdige Broder i Herren Ret?«
Ove Bille rystede på Hovedet: »Enkedronningen vil vel ikke komme ind i Riget og forestå det. Kongeløs Tid er ond Tid. Jeg så helst, at vi straks valgte os en Konge efter vort Sind.«
Mogens Gøye nikkede, men Erik Banner rykkede sig i Sædet: »Efter vort Sind. - Her er sikkert flere end et Sind, Eders Nåde, og jeg skotter ikke om at vælge en Konge, der ikke er efter mit Sind.«
Så blev der Tavshed.
Mogens Gøye brød den.
»Rispen af Roskilde har Uret, men selv om han havde Ret: vi må vælge en Konge, om ikke for Naboernes Skyld, så for vor egen. I Norge råder Ærkebisp Olaf, og kun ved at slå til nu, da de norske Råder har lovet at stå Last og Brast med os, kan vi bevare Norge for os. I Holsten og Slesvig er Hertug Christian valgt, og vel er Slesvig Len af Danmark, men Hertugen vil værge sit Len og uden hans gode Vilje mister vi det dyre Land. I skal vide, Bisper, så mange I er, at det var Jer, der jog Kong Christiern af Lande, medens jeg og mine Frænder stod hos så længe, vi kunne -; min Broder Henrik, som nys hensov, endog til Nøden tvang ham, og Staden faldt i Orlog. I Bisper og I Biller, så mange I er, har åbnet Holstenerne Vejen, nu har I slået Bom for Tilbagetoget. Og ser jeg ret, har I intet Valg mere.«
Anders Bille afbrød: »Å jo, å jo. Vi har, som I vel ved, Hr. Mogens, Valget mellem Kong Frederiks Sønner. Det er skønne Fyrstesønner alle, og den, der har Valget mellem gode Sager, bør vel overtænke, inden han griber til. Kong Frederik var en nådig Herre han hvile salig ....«
Bispen fra Viborg satte Bægeret hårdt i Bordet. »Vi er mellem Venner, Anders Bille, vi taler ikke over Lig i Kirkedør. Stod det til mig at ønske, ved den hellige Jomfru, jeg ønskede, jeg selv var en Djævel for at pine Stodderkongen i den evige Ild, hvori han nu vansmægter, den Kirkerøver han var.«
»Det var talt som en Bisp,« sagde Erik Banner og strøg sit Mundskæg. - »Man hører straks, Jørgen Friis, at I er vant til at gøre skønne Ligtaler. Kan hænde, den hellige Jomfru tager Jer på Ordet. Horn har I og Bukkefod med.«
Bispen ville give et hastigt Svar, men Anders Bille lagde Hånden på hans Arm:
»Lad de Døde i Fred, Jørgen. - Vi handler her om de Levende. Kong Frederik havde flere Sønner, og de Unge vokser til.«
Oluf Rosenkrantz bøjede sig fremover. Han talte hurtigt og nervøst, tav af og til og så smilende på de andre med et venligt Blink i de grå Øjne. Når han talte, bøjede han sin høje, spinkle Overkrop fremover og drejede Hovedet.
»Jeg er Hertug Hans' Mand,« sagde han, »ham har jeg svoret Troskab, og sidder jeg her, er det kun som hans Mand.«
»Hansemand,« sagde Johan Bjørn, og de andre lo.
Oluf Nielsen blev vred: »I ved alle vel, at Rådet har bestemt at vælge Hertug Hans, og da jeg opgav min Tjeneste som Høvidsmand på Sælland - det ved særlig I, Anders Bille, for vi var to om det den Gang, da var det kun, fordi jeg som den vordende Konges Hovmester skulle opdrage ham til at tage Krone og Scepter efter hans salige Fader. Er det ikke således? Og hvorfor så tale om Valg, når vi har valgt?«
Ove Bille nikkede: »Jeg mener som Oluf Nielsen - vi har valgt. Hertug Hans har mit Hjerte og mit Valg. Gud oplyse Eder alle, så I ser dette og vælger Danmark og Eder selv til Både.«
Erik Banner brummede, og Johan Bjørn tømte sit Bæger:
»Er der ikke Børn i Fruerstuen, der endnu hænger ved Moders Patte. Jo klejnere Barnekonge vi får, des længere kan vi nyde den Herlighed.«
»Johans Ord er drøje,« sagde Mogens Gøye med et Smil. »Men Johan har Ret. Det er ikke Tider til en Barnekonge. En Karl skal vi have, og der er Krummer i Hertug Christian, så ung han er, det har jeg selv set.«
Jørgen Friis snerrede: »Er det, fordi han kan slå Knude på en Munks Kuttetov og røve Kirkens Guld, som han gjorde i Oslo. Er det, fordi han æder Kød Fastedage og ligger på Knæ for Dr. Martin?«
De lutherske Råder knurrede, og Mogens Gøye rejste sig i Sædet.
»Fred om Bordet,« råbte Roskildebispen. - »Fred, Frænder og Venner. Vi er ikke menige Mænd om en Prædiken på Ølstuen. - Fred. Hver sin Tro for sig, og lad det ikke skille os. Vi vælger Konge, ikke Pave, og den, der vil leve i Verden, må følge sin Tid. Tiden er ikke til at kævles om sligt. Vi fandt jo god Tid og gode Råd med Kong Frederik, og stifter Dr. Martin end Ufred mellem Kejser og Fyrster i Tyskland, han skal ikke sætte Splid mellem gode, danske Mænd. Lad hver blive salig ved sin Tro, men lad os for Himlens Skyld ikke skændes om den. Drik!«
»In vinum veritas,« sagde Jørgen Friis.
»Vino,« rettede Roskildebispen.
»Det bliver alligevel der, Slaget skal stå,« brummede Johan Bjørn. Men han drak fredeligt, og de andre tav.
Så talte igen Anders Bille. Hans glatte, røde Ansigt lå i de frommeste Folder, men om hans Læber spillede det lune, lille, sællandske Smil, der jævner Trætte om en Ko i en Handel.
»Jeg holder for, vi skal tage denne Handel, som den Handel det er. Men hvorfor skal vi byde os til? Lad de Herrer fra Land Holsten komme til os. Valg bliver der lige godt ikke, før de norske Råder kommer til Danmark, og det vil vare over et halvt År. Godt, lad det vare i Guds Navn - vare så længe det vil. I salig Kong Frederiks Tid styrede vi Landet vel og enedes, som vi kunne. Lad de Herrer af Land Holsten byde. Lad os se, hvad de vil give. Den sælger godt, der lader bravt byde. Og, ikke sandt, Frænder og gode Venner, vi skænker ikke Danmarks Krone bort, vi har selv et lille Ord at skulle have sagt. Der er nok, som vil byde. Lad os høre et Bud.«
»Det er Studehandel,« sagde Mogens Gøye vredt.
»I handler selv med Stude, Mogens,« sagde Anders og vendte sig hurtig til ham. »Vi Danske handler med Stude og står os vel derved. Og hvad er vel Landets Røgt andet end Jordens. Den Dag, de håner en dansk Mand, fordi han, som vore fremfarne Frænder, sælger sine Stude og dyrker sin Jord, skøtter jeg ikke om at leve i Danmark. Vi handler alle med Stude, Bisperne som vi andre, og der har før været god Handel på Holsten med en Stud. Vi skal selv fede den, er det så ikke ret og rimeligt, vi tager os den godt betalt?«
»De holstenske Prangere snyder os, bitte Anders,« sagde gamle Biskop Iver Munk. »Johan Rantzau og Wolf Utenhofen har set en dansk Stud i Spejlet før i Dag. Fanden stå i de Holster.«
Det mente de alle som én.
»Men det var ikke godt andet, end om vi kunne stå de holstenske Herrer imod, omend de er vore Mestre i at se en Stud i Spejlet,« sagde Mogens Gøye. »Så længe jeg sætter Fod i dansk Jord, skal danske Mænd være Herrer i Danmark, om end Holstenerne troppede op i Fænniker på 1000.«
»Kan I holde det Ord, Hr. Mogens?« spurgte Aarhusbispen og rystede alvorligt på Hovedet.
»På mit Ord og min Ære - så længe Gud forunder mig at drage Ånde.«
Joachim Rønnow smilede: »Store Ord,« sagde han. »Jeg holder for, at Hr. Anders har Ret. Hold dem ude, vi trænger ikke til Holstenere i Danmark. Vi trænger ikke til nogen, gør vi. Vi kan hjælpe os selv. Det er min Mening. Lad os gøre det. Den er bedst faren, der stoler på sig selv, og der er mangt og meget at lægge til Rette, før vi bør slippe en fremmed Herre ind i vor Studefold. Vi skal bevare Danmark for os selv, Slesvig og Norge for Danmark og holde Holsten ude. Det gør vi sikrest og bedst ved at råde for os selv og se Tiden an.
Rigsmarsken Tyge Krabbe sad tilbagelænet i sin Stol og sov. Han snorkede lidt - så vågnede han pludselig og så meget venlig ud, som Folk gør, der vågner i Selskab.
»Ikke sandt, Tyge,« sagde Erik Banner, der var hans Svoger, Tyge var gift med Oluf Rosenkrantz' ene Søster, og Erik var gift med den anden. - »Ikke sandt, Tyge, det gør vi?«
»Jo jo - ja ja,« sagde Tyge Krabbe og nøs.
»Det nøs han på,« lo Johan Bjørn. »Hvad?«
Tyge smilede: »Jeg blundede vist?«
»Det var ikke løjerligt, Tyge,« sagde Erik Banner, »for dette her var Søren hente mig ikke morsomt. De gode Venner vil udskyde Kongevalget.«
»Jeg er Hertug Hans' Mand,« sagde Tyge.
»Han er også Hansemand,« sagde Bjørn - men nu var Vittigheden gammel.
»Venner,« sagde Anders Bille, »vi skal jo ikke vælge i Dag - vi har gode Stunder til de Norske kommer, og Herredagen skal være først i Juni - tænk over det. Vi giver ikke noget bort - vel? Og den unge Holsteners Hænder skal bindes fastere end hans Faders.«
»Hvis han så slår Porten op på Sønderborg og slipper Bødlen ud?« sagde Tyge.
»Gør han det, er han alligevel for dum til at blive Konge i Danmark,« sagde Ivar Munk.
»Børn skræmmer man med Bussemænd,« mente Bispen af Odense, men Knud Henriksen Gyldenstjerne var alligevel den, der mindst led at høre Christiern den andens Navn nævne. Det var ham, der lokkede ham i Fælden, og derfor så de andre lidt skævt til ham.
Tyge Krabbe og Anders Bille havde været ærligt med, men det havde de halvt om halvt glemt.
»For at tale om noget glædeligt,« sagde Tyge Krabbe. »Nu gør jeg Jaord mellem min Datter Elsebe og Peder Skram, der samles vi alle og tales ved. Jeg er på min Ære søvnig.«
Så skiltes de.
Men Mogens Gøye gik til sit Hjem på Højbroplads i Følge med Erik Banner, Johan Bjørn og Odensebispen.
»Vil I som jeg, Venner, vi er få her, men flere i Jylland og på Fyn. Imorgen den Dag drager jeg til Gottorp og byder Hertug Christian Danmarks Krone til. Jeg gør det som Rigshofmester, og jeg vil Rigets Vel. Tager Hertugen Kronen, er Danmarks Rige vel befæstet og vor Sag og Evangeliets ført i Havn. Fordi Billerne ikke giver mig Regimentet, som mit Embede kræver det, lader jeg mig ikke sætte til Side; jeg bærer Kronen til Kongens ældste Søn.«
»Men tager han den ikke?« sagde Odensebispen.
»Så er han for dum til at blive Danmarks Konge,« gentog Johan Bjørn.
»En Gang kan sligt siges, ikke to,« afbrød Mogens Gøye. »Gud råder for dette som for alt.« -
Billerne og de jyske Bisper forblev hos Sællands Bisp og taltes længe ved. Hr. Anders forstod, at det blev Sællands Bisp, der fik det afgørende Ord, fordi han som alles Ven var Tungen på Vægtskålen. Hertug Hans eller ingen. Helst ingen, i det mindste endnu.
Men i hvert Fald ikke Hertug Christian - eller Joachim Rønnow, tænkte Anders Bille.
Men det sidste sagde han ikke.
Danmark var uden Konge, og Regimentet førtes af Bisper og Råder, som det var ført i salig Kong Frederiks Tid.
Det fik vel gå, så længe der var Fred i Landet; et Valgrige var Danmark og for hastigt Valg kunne volde Ufred siden. Desuden var Riget nok så vel styret af danske Gårdmænd, som af holstenske Hofmænd.
Og Hertug Christian var en Tysker!