Bent Bille
Af Palle Rosenkrantz (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
SJETTE KAPITEL: Hr. Omnes
I Ambrosius Bogbinders Storstue sad fire Mænd i dyb Samtale. Det var den lybske Borgmester Jørgen Wullenwewer og Malmø-Borgmesteren Jørgen Kok, kaldet Mynter, samt Husets Herre og dennes Svigerfader Hans Bose. Alle var de Tyskere, de tre sidstnævnte var af westfalisk Oprindelse, og Plattysk talte de alle.
Wullenwewer havde forgæves henvendt sig til Rigsrådet om Besegling af den årgamle Traktat, men nu var hans Tålmodighed ude, og han ville forsøge at sætte Pres på. Underhånden havde han erfaret, at Rigsrådet havde bedt de holstenske Gesandter om at drage til Gent på deres Vegne og besegle Forbundet med Kejseren.
Hele den skånske Adel, den sjællandske og det meste af den fynske var i Staden; af Jyderne var mødt en Del og af Rigsrådet var samlet 37 Mænd, deriblandt alle Bisper, Prioren i Antvorskov og Abbeden af Sorø med 22 Riddere og 6 Væbnere af det verdslige Råd. Ambrosius var nøje kendt med Rådets Stemning, og Jørgen Mynter, der af Kong Frederik havde fået adeligt Skjold og Mærke, vidste også Besked om den Holdning, den adelige Forsamling indtog.
Tre var Partierne. Det egentlige katolske Bispeparti, hvis Fører var Ove Bille, det lutherske Parti under Rigshofmesteren Mogens Gøye og Mellempartiet, der bestod af en stærk Fører, Sjællands Bisp, med Støtte hos Fyns Bisp og enkelte verdslige Mænd, deriblandt Hr. Anders Bille, der altid holdt sig i Midten, hvor Dyden siges at sidde.
Man var fuldt enig om Alliancen med Holland. Wullenwewer fnøs, men det var således, det stod kun tilbage at give Lybeckerne sømmeligt Afslag, at holde dem hen. Med de tyske Købmænd og Kræmmere ville Adel og Bisper ikke søge Forbund.
Man var uenig om Kongevalget. Katolikkerne holdt på Hertug Hans, de Lutherske på Hertug Christian, og Rønnow vel egentlig på sig selv, medens hans Tilhængere holdt på Adelsrepublikken, så længe den lod sig gennemføre. Dog havde de fleste, på enkelte Undtagelser nær, sluttet et Kompromis om at udsætte Kongevalget af Hensyn til de norske Råder, eller måske rettere, benyttet de norske Råders Fraværelse som et Påskud til at udsætte Valget.
»De vil sælge Kronen til den, der vil lade sig hårdest binde.« sagde Ambrosius. »Det har alle Dage været Adelens Skik.«
»I Grunden er det ganske forstandigt,« sagde Jørgen Mynter. »Vi ville gøre som dem, om vi havde Evne dertil.«
Endelig var Rigsråderne helt uenige i de kirkelige Spørgsmål. Det var Spørgsmålene om Præsters Beskikkelser, om Kirkegods og Kirkens Forfatning i det hele, der skilte.
Katolikkerne var her i stort Flertal. Man stredes, det vidste alle, om en Kirkereces, der skulle ordne de kirkelige Forhold; om den endelige Form stod Striden højrøstet i Rådet, og stærkere blev den for hver Dag, der gik.
»Religionen er det ikke, der skiller disse Herrer ad,« sagde Jørgen Mynter og lo ondt. »Thi når de har Sager for, der går Kirken an, og det gælder om at stryge Kirkegods til sig, så tænker de ikke på den hellige Kirke, hvilket også er fornuftigt.«
»Men man må da vide,« sagde Wullenwewer, »hvem der er for den strenge Kirkeforfatning, og hvem der er imod?«
»Imod den er kun to Mand, Hr. Mogens Gøye og Erik Banner til Asdal, men derfor må I ikke tro, at de Herrer af Rådet er Papister. Renlivede Papister er få blandt dem. Skal vi sige Bisp Ove Bille, Ærkebisp Torben Bille, Oluf Rosenkrantz og Tyge Krabbe, det er de, der betyder noget. Så er der en Slump, der ikke tager det så nøje med Paven, men ser ondt til vore Prædikanter og Dr. Martin - det er de fleste, vel en tyve Stykker af Rådets Herrer. Tilhængere af Evangeliet er de to Bisper Joachim Rønnow og Knud Gyldenstjerne, Mogens Gøye, Erik Banner, Ejler Rønnow, Bispens Broder og højst tre til fire af de andre. Et ringe Tal er det.«
»Sjællands Bisp er altså en af vore?« spurgte Wullenwewer.
»Langtfra, men Papist er han ikke. Ingen af Adelen er af vore. Jeg vædder, selv Rigshofmesteren ville vise os Døren.«
»Hvem kan vi stole på?« spurgte den lybske Borgmester utålmodig. »Stadens Borgmestre?«
»Nej,« sagde Ambrosius. »Forholdet er dette, at siden Kong Frederik indrømmede Københavns Borgere Ret til selv at vælge Borgmestre og Rådmænd, har Borgerne, som de altid gør, misbrugt deres Frihed til at vælge netop de Mænd, Adelen vil have. Vi, der stod frit, er trængt ud af Rådet, og den Dag i Dag består det af Adelens lydige Tjenere, de danske Købmænd. De fire Borgmestre, Poul Hansen, Per Kempe, Anders Halager og Peder Jørgensen, er nu alle Bispens Venner og Adelens tro Mænd. De er danske. Den tyske Købmandsstand, som til Held for Byen har ledet dens Råd selv efter Kong Christierns Udlændighed, ja, lige til hans sidste ulykkelige Tog til Norge forrige År, er trængt ud af Rådet. Vi er endnu adskillige i Tal og dertil ret velstående og kraftige til at tage fat, men det, hvorom det gælder, er, hvor vi har Hr. Omnes!«
»Hr. Omnes?« spurgte Wullenwewer.
»Ja, dermed mener jeg den menige Mand, Håndværkere og Svende, Småborgerne, de 10.000, der bor i denne Stad. Vi har haft dem med, takket være de evangeliske Prædikere, der hentede deres Lys fra Tyskland. Vi havde dem med, da vi for to År siden brød ind i vor Frue Kirke og slog løs på Helgenbillederne. Men hvor er de nu? Mester Hans Tausen er den Mand, der kunne samle alle, men han modtager store Gaver, Vildt og Klæde, ja, endog Sølv fra Roskildebispen Joachim Rønnow, der er ham særdeles bevågen. Bispen er afholdt her i Staden for Rundhåndethed og sit åbne Væsen, rå som han ellers er. Håndværkerne har deres Næring og Biering af Adelsfolkene. Mogens Gøye og Anders Bille har stort at sige hos disse Folk, der kan tælle deres Livshår efter de Skillinger, de Store kaster til dem. Byfogden Hans Vinke og Rådmand Jens Kammersvend, der har meget at sige blandt de Menige, er åbenbare Papister. Havde vi end Magt til at rejse en Folkestorm, som I i Lybeck, jeg frygter den ville gælde os tyske Købmænd mere end de adelige Herrer.«
»Det er ikke glædeligt,« sagde Jørgen Mynter, »hos os i Malmø er det anderledes, der kan vi feje Adelen over Ende hvad Dag vi vil. Og vi gør det inden ret længe, om Bisperne farer fort, som de har begyndt.«
»Det gælder København,« sagde Jørgen Wullenwewer kort. »Kan ikke Landsknægtene rejses til Mytteri?«
»Næppe,« svarede Ambrosius. »For et Par År siden rejste de sig, men Anders Bille og Oluf Rosenkrantz besvor Stormen, og de adelige Herrer betaler den Sold, de skal. Nej, Folket kan rejses, men der er kun et Navn, der nytter - Kong Christiern den andens.«
»Dertil går Lybeck ikke med,« sagde Wullenwewer, »Det er umuligt.«
Ambrosius trak på Skuldrene. »Mængden samles ikke om andet end et Navn. - I og jeg kan ikke ryste de dorske danske Borgere op af deres Dvale for en Sag alene. Deres Øje hænger ved deres Pung. Jeg troede så småt, Religionen lod sig bruge. Jeg tror det ikke mere. Hans Tausen er som Luther, Ven med de Store. Ville de endda angribe ham, men gør de det, bliver det kun Spilfægteri.«
»Kan det ikke fremtvinges?« spurgte Wullenwewer. »Om jeg nu sendte Jer et mærkeligt Tal lybske Matroser til Staden, og I fik udspredt, at man ville berøve Folket dets Prædikanter?«
Ambrosius rystede på Hovedet: »Det gør Roskildebispen ikke, han forliger sig med Mester Hans, og prædikanterne får Lov til at præke, som de vil. Papisterne holder han hen ved at åbne vor Frue for katolsk Messe - der går dog ingen hen alligevel, og Tumult om Religionssagen er umulig, al den Stund de gejstlige og verdslige Herrer er enige om, at når kun de får deres Len og Penge, kan enhver præke, som han vil.«
»Således er det ikke i Skaane,« sagde Jørgen Mynter.
»Men således er det her,« afbrød Ambrosius. »Vi kan prøve at vække Hr. Omnes ved at udsprede det Rygte, at de vil Prædikerne til Livs. Muligt er det, at vi kan sætte Ild til de træge Knubbe her i Staden. Men om det lader sig udføre, tør jeg ikke sige. Nej, et Navn - Kong Christierns, så skal I se Flammer. Så kan vi nå vort Mål: at gøre København til en fri Rigsstad, nøje forbunden med Hansestæderne under stærke og kyndige, tyske Borgmestre og Rådmænd.«
»Kan dette ikke nås i Forening med Hertugen af Holsten og hans holstenske Råd?« spurgte Wullenwewer.
»Kan I lede Hertug Christian?« spurgte Ambrosius og trak på Skuldrene.
»Det ved jeg ikke,« svarede Wullenwewer. »Men glipper Eders Plan, så forsøger vi Hertugen af Holsten. Rejs et evangelisk Røre, om I kan, min Hjælp skal I få. I Dag må Svaret komme fra Rigsrådet.«
Døren til Stuen blev slået op, og Krambodsvend Frans Ipsen stod der, rød i Hovedet, med alle Tegn på Forvirring.
»Hr. Anders Bille ville tale med Mester Ambrosius,« sagde han.
»Lad ham komme,« svarede Husets Herre med et hastigt Blik På de andre.
Hr. Anders trådte ind, ledsaget af Bent. Han hilste smilende på de forsamlede, nikkede særlig venligt til Jørgen Mynter og gav enhver af dem Hånden.
De fire Herrer bøjede sig ærbødigt for Rigsråden - Bent blev stående indenfor Tærskelen.
»Først takker jeg Jer, Mester Ambrosius, for Eders gode Gerning mod min Søn Bent,« sagde han. »Han kom her selv for at takke. I var ham til stor Nytte, ihvorvel jeg kan tænke, at de Lybske ikke ville have gjort ham Fortrædelighed.«
Den lybske Borgmester smilede.
»Her bringer jeg Eder Rådets foreløbige Svar til den gode Stad Lybeck, venligt og imødekommende som tilforn.«
Wullenwewer greb Aktstykket og læste - det var atter Udflugter.
Han bed sig i Læben, men tav.
Hr. Anders smilede: »Udskudt er ikke ophævet,« sagde han. »Vi er altid villige til Forhandling, men nu at træffe endelig Afgørelse formår vi ikke. Da vi ønskede Traktaten beseglet, tøvede I, nu tøver vi. Dette er klogt og bør ikke skille os.«
Wullenwewer tav endnu.
Ambrosius bad Hr. Anders og hans Søn sidde ned, og der blev bragt Vin og Bægere. Hr. Anders talte smilende, men Wullenwewer var tavs og adspredt.
Anders Billes Sønner var i Huset hos Jørgen Mynter i Malmø efter Tidens Skik. Og Hr. Anders var særdeles artig og velvillig mod Jørgen Mynter.
Bents Øjne søgte Clara.
»Jeg vil gerne takke Eders Datter for godt Følgeskab,« sagde han.
Ambrosius bød Clara komme, og Jørgen Homuth trådte også ind. Bent forestillede ham for Faderen, og Hr. Anders rakte ham sin Hånd: »Om vi får Fejde, hvad Gud forbyde, skal jeg sørge for en Plads til Eder,« sagde han venligt. Hr. Anders forstod at smile, og den Dag var han et stort Smil.
Men han var den eneste, der talte.
Der lå en tung Sky over Stuen.
Bent stod ved Vinduet med Clara.
»Jeg så Jer i Går i St. Clara Kloster,« sagde han. »Søger I der?«
»Ja,« svarede hun, »jeg kommer hos Søster Barbara, som er min Moders Veninde fra gamle Dage.«
»Så får jeg Jer atter at se,« sagde Bent. »Jeg har opslået min Bolig i Klostrets Gård, hvor min Søster Ermegaard bor hos sin Mands Søster, Hr. Albert Jepsen Ravenbergs Efterleverske.«
»Så kan I fortælle mig mere om Frankrig og Brabant,« sagde Clara.
»Det kan jeg, og det vil jeg gerne - det er godt at fortælle, når nogen vil lytte,« sagde Bent med et Smil.
Hans Fader havde pålagt ham at være elskværdig mod Ambrosius' Hus, og det faldt ham lettest at udføre dette overfor Clara.
Hr. Anders talte om alskens nyt, der intet rummede, og efter en Stund gik han. Hans Hverv havde været at holde den lybske Udsending hen, og det havde han gjort.
Herrerne fulgte ham ærbødigt til Dørs. Clara stod i Vinduesnichen og stirrede efter Bent.
»I ser langt efter min Ven,« sagde Jørgen smilende.
»Smuk er han og god tillige. Men han er Præst og dydig,« føjede han skalkagtig til.
Clara hørte det ikke. Hun sukkede blot.
Jørgen lagde sin Hånd på hendes Skulder. »Hvorfor ser I ikke på mig som på ham,« sagde han.
»Fordi I ikke er ham,« lød det korte Svar.
Da de fire Herrer blev ene, sagde Wullenwewer til Ambrosius: »Nu må I vække Hr. Omnes. Der er kun én Vej ud. Den rene Læres Sag i vor Tjeneste. Ordet har før vakt Undere blandt Håndens Arbejdere. Jeg stoler på Jer. Lad os iskænke de Herrer af Rådet en Drik, der skal bide i deres Læber, en artig Mummeskantz skal dette blive. Altså det er et Ord, nu vækker vi Hr. Omnes til Kamp for Guds Ord - for sin egen Frihed, siger I jo, vil den sløve Hydra ikke rejse ét af sine Hoveder.«
Og dette blev besluttet af de tyske Købmænd i København. Men Hr. Omnes havde forinden valgt den, hvis Ord skulle gælde.
Og dette var endnu ikke Ambrosius Bogbinder.