WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Bent Bille




Af (1906)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


SYVENDE KAPITEL: St. Clara Kloster


St. Clara Nonner havde kun stakket Glæde af København; de indførtes i Klostret ved Rosengården På Sancta Clara Dag År 1505 af Kong Hans og Dronning Christine, og ikke fuldt femogtyve År senere, da Biskop Lange Urne døde og Kong Frederik gjorde Hans Tausen til Præst i St. Nicolai Kirke, var det forbi med Clarisserne i St. Clara. De adelige Damer drog til Roskilde og Odense, og kun nogle få Nonner blev tilbage, men Gråbrødrene, der gik i Termin, som det hed, for at tigge for Nonnerne, kunne ikke bjerge Føden til sig selv, endsige til Nonnerne, og i Året 1532 gav Kongen Hr. Albert Jepsen Ravensberg, Rigsråd, den Gård i Forlening, der lå mellem Kirkegården, St. Clara Mur og Pilestræde, hvor Lægsøstrene og Terminsøstrene havde boet. Der flyttede Hr. Albert Jepsen ind, når han var i København, han var ellers Lensmand på Malmøhus, men som Kongens Hofmester var han ofte i Staden. Han døde imidlertid inden Året løb ud, og nu sad hans Enke, Sophie Podebusk, i Gården.

Fru Sophie var Datter af den gamle Hr. Predbjørn Podebusk til Vosberg, en stejl Ridder og bøs som nogen Vendelbo; Fru Sophie var streng som Faderen og rig, Albert Jepsen havde været en af Landets rigeste Mænd.

Nu medens Herredagen stod på og alle af Adel, der kunne, var i Staden, var Fru Sophies Hus fuldt af Slægt og Venner. Der var jo Plads nok i den gamle Klostergård, og Fru Sophie var god mod de få, fattige Nonner. Hendes Fader var en rettroende Katolik.

Skønt var der og frit derude mellem Haver og Enge, tæt under Voldene, hvor Vandløbet fra Pustervig bugtede sig ned mod Hallandsaas, og Klostrets Have var fuld af skønne Træer.

Bent Billes Søster Ermegaard var gift med Fru Sophies Broder, Hr. Jørgen Podebusk til Svenstrup, og hun med Mand og Børn samt hendes to Søstre Clara og Ane Bille boede hos Fru Sophie. Der boede også Elline Gøye. Rigshofmesterens Datter, der var gift med Fru Sophies Stifmoders Søn, Mourits Olsen Krognos, og hendes Søster Margrete Podebusk, der var kommen af Ribe Kloster med Ane Bille.

Der var unge Kvinder nok i det Hus, og de havde alle været med, da Hr. Tyge Krabbe gjorde Jaord i vor Frue Kirke for sin Datter Elsebe med Hr. Peder Skram. Siden havde Sorgen ramt Billerne. Fru Pernille Mouridsdatter Krognos, Hr. Anders' Hustru, var - som berettet - død hos Fru Ermegaard, og nu var alle Hr. Anders' Børn, Bents små Søskende, sammen med Fru Ermegaard i København. Bent selv havde ved sin Ankomst taget Ophold i Klostret, hvor der var Husrum, og hvor hans kæreste Søster boede.

Børnene legede i den store Klosterhave, og under Træernes skyggefulde Løv sad de unge Kvinder i Kreds om Bent, der stod lænet til et gammelt Stenbord og fortalte om Paris.

Bent var glad ved at være hjemme, han følte sig vel i sine Søskendes Kreds, og som den vidtbefarne måtte han fortælle det, hver ville vide - og hver ville vide sit.

Det var længe siden, Bent havde været ene mellem så mange unge Kvinder. Der var Fruerne Sophie, Ermegaard og Elline, der var Ellines Søstre Sophie Mogens Bille fra Koldinghus og Birgitte Gøye, Rigshofmesterens yngste Datter, der var Elsebet Krabbe, Margrethe Podebusk og Ane Bille, unge, nysgerrige og glade, fordi Solen skinnede, og Bent fortalte.

»Men dine Studier, Bent?« sagde Birgitte Gøye, som holdt af at læse og gerne ville vide, hvad de unge Mænd tog sig for dernede i det lærde Paris.

»Studier,« sagde Bent, »mener du Livet blandt Studenterne? Skal jeg fortælle dig, hvorledes de ved Nattetide satte Skarnvognen i Bevægelse og lod den rulle ned mod Vagten, når den trak gennem Garden, eller hvorledes de strøede Krudt på Rondens Vej og futtede det af, når den kom forbi? Vil du vide, hvorledes de fæstede Rævehaler og Æselsører på de teologiske Professorers Rygge eller smækkede Pagerne ned over deres stramme Hoser, når de bragte Vin til deres Herrer? Vil du vide, hvorledes de samlede Lopper og Lus hos Tiggerne på Sankt Innocens Kirkegård og strøede dem ud over de sødeste Damers små Halse nede i Skibet i Kirken, hvor de slet ikke måtte være, eller hvordan de med små Spejle rettede Lyset lige i Ansigtet på Mænd og Kvinder, så de helt tabte Hovedet? Eller vil du høre om Kløpulver eller Nysepulver eller andet sådant mere? Det kan jeg fortælle dig om - men om Studeringen ved jeg meget lidt.«

Birgitte så fornærmet ud, de andre lo.

Bent havde det som mange, der kommer hjem fra Rejse; han ville gerne lade, som om han havde været med til alskens Uglspilstreger, og så havde han i Virkeligheden set på alt dette med samme bøse Mine, hvormed Birgitte Gøye nu så på ham.

»Lærte du ikke noget?« spurgte Ermegaard; hun ville, at Bent skulle vise de andre, at han var en lærd Mand, der spredte Glans over Familien; der gik allerede meget Ry af Ellines Frænde, Peter Okse, og hans Hovmester Hr. Christiern Moreing berettede om al den Fremgang, han gjorde.

Bent kunne fortalt en Del om den unge Peder og om Hr. Christiern også, men det gjorde han ikke. Man skal aldrig tale ondt om Landsmænd i Udlandet. Om sig selv gad han ikke fortælle godt, lidt ondt kunne aldrig skade.

»Jo,« sagde han, »jeg læste Græsk med en Grevinde.«

Alle Pigebørnene slog Hænderne sammen - en Grevinde!

»En gammel Dame?« sagde Ermegaard.

»Nej, en ung,« sagde Bent, - »og meget smuk.«

Birgitte snerpede Munden sammen. »Tro I mig, dernede i Frankrig gik Bent rundt lige så sippet, som han altid har gjort herhjemme, og nu vil han fortælle os, at han læste Græsk med en ung, skøn Grevinde.«

»I spørger jo,« sagde Bent smilende. »Vil I høre alle mine Elskovseventyr fra Frankrig, skal I få hver eneste et!«

De trængte sig sammen om ham, og Ermegaard lo. Hun kendte Bent for godt, men Bent selv ærgrede sig, fordi han intet havde at fortælle.

Fru Sophie Mogens Bille spurgte så Bent, om der var megen Elskov mellem de Unge ved Kong Frans' Hof, og Bent svarede, at der ikke var andet. Kongen havde flere Koner end Stortyrken, og alle de franske Riddere elskede hverandres Koner over kryds og tværs.

»De Narre,« sagde Birgitte, »skal det nu være rart. Jeg kan forstå, at de unge Karle løber efter Kvindfolk, men at en Mand, der har een Kone, ikke har nok .... «

»Det er nu Skik i Paris,« sagde Bent.

Og de unge Piger korsede sig, for de troede virkeligt, at det var Lov og Skik i Frankrig.

»Elsker de så hinanden på det græske Sprog?« spurgte Ermegaard, hun ville vide Besked om Grevinden.

Men Bent ville alligevel ikke rigtig ud med Sproget.

»Dejlige er de,« sagde han, »selv en teologisk Student som jeg kan ofte blive fristet. Og så er der det ved det, at dernede tænker Kvinder kun på Elskovs Gækkerier. De læser Romaner og synger Viser, der alene handler om Kærlighed. De læser dem på Fransk og Latin og ....«

»Græsk,« tilføjede Birgitte og vrængede ved det.

»Netop,« sagde Bent. »Væggene er dækkede med dejlige Billeder af Guder og Gudinder med ingenting på, og langs med dem står Statuer af Mænd og Kvinder, lige så nøgne, som de er komne til Verden. Mændene går med Silkehoser så stramme, at de må hænge dem op og hoppe ned i dem, og Kvinderne er nøgne til langt ned på Ryggen, for Resten også dybt under Brystet.«

»Dér må være meget rart at studere til Præst,« sagde Birgitte og slog Smæld med Tungen.

Så lo de alle.

»Bent lyver,« sagde Ermegaard; hun ville redde Familiens Ære.

Men Ane Bille, som var trolovet med Knud Henriksen Sparre, der havde fejdet med de Franske i Tyskland og Savoyen, mente, at Bent havde Ret, fordi Knud Henriksen fortalte det samme.

Alle Pigerne tav, og Konerne rømmede sig. Knud Henriksen havde et ondt Rygte, og Bent blev virkelig lige så mistænkelig som Knud Henriksen.

»Lever da alle Kvinder og Mænd så ondt og uskikkeligt, som I siger?« spurgte Fru Sophie Mogens Bille.

»Alle dem, vi Danske ser og bringer Bud om til Hjemmet,« sagde Bent med et skalkagtigt Smil. Han vidste godt nok, hvordan danske Rejsende skal tale om Paris.

»Tro mig,« sagde han, »Dydens Vugge står i Danmark.«

»Far har Ret,« sagde Birgitte Gøye. »Hvad skal de unge Mænd i Frankrig, de bringer kun stramme Hoser og Unoder med hjem.«

Alle så på Bent; de stramme Hoser klædte ham fortryllende, som han stod der uden Vams, og Solen skinnede altfor muntert til Moralprædiken.

»Nøgenhed er skøn,« sagde Bent, »det lærte de Gamle, og nu har vi i mange, mange Tider gået og hyllet os i lange Kapper. Vi er skabt for at ses, som det skabte er til for at ses.«

»Du vil måske vandre om ligesom Adam og Eva i Paradiset, Bent?« sagde Fru Sophie Podebusk.

»Når Årstiden er til det,« sagde Bent og lo.

Ermegaard syntes alligevel, at det var et underligt Udbytte af teologiske Studier. »Har du da slet ikke lært noget?« spurgte hun.

»Jo, at gå nøgen,« sagde Birgitte Gøye, »det hører du jo, og så at elske over Kryds og Tværs.«

»Bent er Kannik,« sagde Ermegaard vredt. »Gejstlige Mænd gifter sig ikke.«

Det var Religionskrig, der trak op. Mogens Gøyes Døtre var lutherske, Billerne og Podebuskene var katolske.

»Hvorfor skal en Præst ikke have Lov til at gifte sig?« sagde Birgitte trodsigt. »Se på ham der, efter det Studium, han har gjort i Paris, tager han sig en Frille, måske to eller tre. Er det bedre? Så hellere gifte sig med en ærlig, dansk Mø - siger jeg.«

»Det vil vi ikke skændes om, Birgitte,« sagde Fru Sophie. »Der kommer nye Skikke til Danmark også andetsteds fra end fra Frankrige.«

»De franske Bisper har også flere Koner,« sagde Bent drillende, herhjemme var han nu den fordærvede Franskmand, og det ville han være her i St. Clara Kloster.

Dir var ingen, der troede på ham.

»Gifter de sig unge dernede?« spurgte Elline; hun ville lede Samtalen ind i et adstadigere Spor.

»Det bliver vel som her,« sagde Bent, »men unge Piger har mere Glæde af deres Ungdom. Jeg så ved Hove i Paris unge Frøkner danse med Fruerne og tage Prisen i Dansen. Herhjemme sidder I jo i Klostret som Kyllinger i en Hønsegård, til en eller anden behjertet Hanekylling frier Jer ud.«

Det sukkede de unge Piger til, for det var sandt.

»Det var det første fornuftige Ord, du talte,« sagde Birgitte Gøye. »Dernede vælger de selv deres Mand.«

»Tror du, Birgitte?« afbrød Fru Ermegaard. »Nej, har Bent Ret med det, han sagde om at elske på Kryds og Tværs, så er det der som her i det Stykke, blot at de danske Kvinder ærer deres Hjem og deres Løfte.«

»Danske Kvinder har Gråsten, hvor Hjertet sidder på deres franske Søstre,« sagde Bent - den samme Bent, der talte så skønt om sin Søster ved Symposion! »Nej, vil I vide, hvorfor det er herligt at leve i Frankrig, så er det først, fordi dér vokser Vinen, og dernæst fordi Kvinderne i Frankrig ved, hvad Mænd er værd og forstår andet end at bøde Hoser og spinde Lagen.«

»Så skulle du være bleven i Frankrig, Bent,« sagde Ermegaard, nu var hun vred.

Margrete Podebusk, som var lille og spædlemmet, men smilede med et stort Smil, stak Hovedet frem over Ermegaards Skulder; hun stod på en Bænk ret overfor Bent.

»Bent er jo netop kommen hjem for at lære os alt det, ikke sandt, Bent? Det var jo dog også en god Lære for os alle. Bent skal være Bisp, og nu kaster vi Lod om, hvem af os, der skal være Bispefrue.«

De lo alle.

»Det kan man kalde Sommersolskinsvejr,« lød en klangfuld Røst bag Pigerne.

Klyngen spredtes, og der stod Roskildebispen rank og statelig i sin sorte Fløjlsvams med Guldkæde om Hals og vajende Fjer i Baretten.

»I leger« - sagde han - »med Bent; lærer han Jer franske Unoder?« spurgte Bispen.

»Vi kaster Lod om, hvem der skal være Bispefrue,« sagde Margrete og så Bispen fast i Øjnene. »Og ved I, hvem Loddet traf?«

»Nej,« sagde Joachim Rønnow.

»Birgitte Gøye,« sagde Margrethe frækt.

Birgitte rødmede helt ned under Linet, men Bispen lo.

»Var Bispen min Faders Søn, så tog jeg Loddets Kast og takkede til. Også jeg har været i Frankrig, og det mere end én Gang. Der lærer man at forstå Spøg, helst når det er en smuk Pige, der spøger, Margrete. Men nu tager jeg Bent fra Eder, vi har vigtigere Sager for end at kaste Lod om Skønjomfruer.«

Klyngen løstes, og Bispen lagde Armen om Bents Skulder og drog ham med sig.

Birgitte Gøye gik tæt hen til Margrete og sagde lidt hæst: »Hvorfor sagde du det, Margrete?«

Så slog Margrete sin spinkle, hvide Arm om hendes Hals og kyssede hende. -

Der var jo Sommer og Solskin i Klosterets Have.

 

Henimod Aften stod Bent i Klosterhaven og stirrede op mod Solen, der sank over de spidse Kirketage. Han tænkte på de unge Kvinder og smilede, han mindedes Grevinde de Neuilly. Hun skulle set de hvide Lam i Klostergården og ham, Franskmanden, Bent Bille, der i Paris var den undselige Nordbo. Det var jo meget lettere at spøge med unge Kvinder her end dernede, hvor de ikke alene talte om Elskov i Spøg, men hvor der var Alvor i deres Blik, når de hviskede. -

Bent hørte Skridt over Havens Gange og vendte sig rask. Der stod en ung Kvinde for ham; hun smilede.

»God Aften, Bent Bille -!«

Det var Clara Ambrosiusdatter.

»I her, Jomfru Ambrosius',« sagde Bent og tog hendes Hånd.

»Ja,« sagde hun, »jeg bringer lidt til stakkels Søster Barbara, de arme Nonner her er fattige.«

Bent så på hende; hun smilede, men han syntes dog, der var Alvor bag Smilet.

»Hvorfor ser I således på mig, Hr. Bent?« spurgte hun.

»Fordi I er smuk,« sagde han.

»Å, I har vel set smukkere Piger her før i Dag - blandt de adelige Frøkner derovre fra.«

Clara slog med Hovedet mod Gården ved Pilestræde.

»I er den smukkeste, jeg nogen Sinde så,« sagde Bent.

»Lærer man sådanne Ord i Frankrig?« spurgte Clara.

»Nej,« sagde Bent, »man lærer dem først i Danmark. Tro mig, de unge Kvinder i Danmark er langt skønnere end i Frankrig.«

St. Bent tog et lille Nap i Bent Billes Trøjeærme, og det var godt, for Solen var ved at synke, og havde St. Bent tøvet lidt endnu, havde Bent Bille kysset Clara Ambrosius lige på Munden, og hun havde kysset ham.

Nu undredes hun over, at Bent gik stille ved hendes Side mod Klostret; havde hun vidst hvorfor, var hun blevet renlivet Lutheraner, som hendes Fader var det.

Nu vidste hun det ikke og var derfor Ven af Kanniker, Nonner og Helgener. - Mest af St. Bent.



Kapitel 8 >