Bent Bille
Af Palle Rosenkrantz (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
OTTENDE KAPITEL: I Kapitelshuset
Sønden næst op til vor Frue Kirke lå Kapitelshuset, hvor Kannikerne samledes under Degnen, Hr. Christiern Hvids Forsæde. I de bevægede Dage, da Rigens Råd på den mindeværdige Herredag forhandlede om Kirkens Skikkelse, var Kapitelshuset Samlingssted for de gejstlige Råder, og her mødtes Kanniker og Bisper for at tales ved. Lektor Poul Helgen havde opslået sin Bolig hos Kantoren for at være til Stede, og han forhandlede daglig med Hr. Hans Henriksen, Biskop Ove Billes Sekretær, for at tvinge Rådets gejstlige Medlemmer så langt ud, de turde vove sig for den hellige romerske Kirke. Men Sjællands Bisp arbejdede imod dem, og Lektor Poul knyttede sin Hånd mod sin Herre. Vel var han som Karmelitterprovindual uafhængig af Bispen, men et Præbende ved Roskilde Domkirke knyttede ham alligevel til denne, og hans Munke var splittede og fordrevne fra Staden og Klostrene i de sidste År efter den rettroende Bisp Lage Urnes Død.
Joachim Rønnow havde stævnet Hans Tausen til at møde i Kapitelshuset og forsvare sin Omgang med de københavnske Kirker, men Lektor Poul vidste vel, at dette var Spilfægteri. Prædikanter med hele Klæder var Bispen ikke imod; han og Mester Hans var Venner, og kun dette skilte dem, at Hans Tausen ikke ville bøje sig ind under Bispens myndige Enevælde. Så gjaldt det da et sidste Forsøg på at sprænge de to Mænds Venskab.
Det var den 6. Juli, og i de Dage, der lå imellem denne og Anders Billes Besøg hos Ambrosius, var sket store Ting. Herredagen var sprængt. Natten mellem den 3. og 4. Juli havde Mogens Gøye og Erik Banner hemmeligt forladt Staden for ikke at besegle den Reces, hvorved Landets kirkelige Forhold var bleven ordnede.
Bispen af Roskilde havde vundet Sejr på Herredagen; - som man havde udskudt Kongevalget efter hans Ønske, havde man lagt Kirkens Styrelse alene i Bispernes Hånd, og det således, at enhver Bisp i sit Stift kunne lade præke Ordet, som han ville. Bisperne var Konger i deres Stifter. Der var skabt en ny, dansk Kirke med syv Paver, der enevældigt herskede over hver sit Stift.
Joachim Rønnow havde vel ikke beseglet selve Recessen, på hvilken kun 23 af Rådets Medlemmer havde sat deres Segl, men den var hans Værk, båren af hans Tanker, ikke en Bekræftelse af den hellige romerske Kirke, men af en dansk Bispekirke.
Kun tre danske Rigsråder brød ud, da denne Beslutning under 4. Juli kundgjordes for Folket til Efterlevelse. Alle de andre satte deres Segl under. De tre, der manglede, var de to bortdragne og Odensebispen Knud Gyldenstjerne.
Da den skulle kundgøres for Folket, stod hans Segl mellem de andres.
Nu gjaldt det for Bispen at vinde Mester Hans Tausens Underkastelse under Recessen, så var han Herre over København, som over det øvrige Sjælland. Og så fik hver Part af Riget skøtte sig selv, som dets Bisper ville.
Derfor var Mester Hans stævnet til Kapitelshuset, hvor Bispen modtog ham tillige med de Rigsråder, der stod ved Bispens Side i Spørgsmålet om Læren. Der var ialt 11 Mænd, og blandt dem Bispens Broder, Hr. Eiler Rønnow. Kannikerne var til Stede, blandt dem Bent Bille.
Bispen sad i en Armstol for Enden af Kapitelshusets store Sal, og rundt ham sad hans Kanniker og Herrerne af Rådet. Lektor Poul var til Stede, klædt i Karmelitternes hvide Kutte; hans Blik var bedrøvet, og han talte til ingen.
Mester Hans trådte frem i sin sorte, jævne Dragt med Vamsen åben over det brede Bryst og det lyse Skæg bølgende over Brystet. Hans Holdning var rank, hans Blik venligt og lyst. Han havde jo intet at frygte. Byen var hans, og den salige Kong Frederik havde selv kaldet han til Nicolai Kirke. -
Bispen talte:
»Gode Mester Hans. Som I ved, har salig henfarne Hs. Nåde Kong Frederik af det Navn den første, udvalgt mig til Biskop i Sjællands Stift, at styre Stiftet med fuld gejstlig Magt og Myndighed. Endnu har Hs. Hellighed Paven i Rom ikke bekræftet denne Udvælgelse, og om det sker eller kræves, får vi lade stå hen. Danmarks Rigens Råd, der efter Kongens Død har Regimentet her i Landet, har bestemt og for Folket kundgjort, at Bispen ene har Ret til at beskikke Præster og Prædikere, som skal opholde Messer og Gudstjeneste efter kristelig Skik, og har deres Sognefolk at leve efter det hellige Evangelium. I vil deraf se, at det Beskærmelsesbrev, den salige Konge gav Eder, nu ikke mere berettiger Eder til at prædike i Stadens Kirker, men I vil vide, at jeg altid har anerkendt Eders Nidkærhed og Gudsfrygt, og at jeg derfor nu som altid med Glæde ser Eder på Kirkens Prædikestol som den trofaste Guds Stridsmand I er.
Jeg har derfor ladet Eder kalde hid for med Eder at enes om dette, at I erkender fra denne Dag at ville præke Guds Ord rent som Eders Sind altid indgav Eder det, men vidende, at jeg hertil har beskikket Eder efter min Myndighed som Sjællands Bisp.«
Joachim Rønnow tav.
Mester Hans smilede og rømmede sig. Så talte han klart og tydeligt, medens der var ganske stille i Hallen:
»Eders Nåde ved, at jeg i alle verdslige Sager bøjer mig for Eder som for Rigets Råd. Jeg ved, at jeg i den Prædikegerning, den salige Konge satte mig til, vil kunne fremfare som hidtil i fuld Overensstemmelse med Eders Nåde. Tage Indvielse af Eders Nåde kan jeg ikke, den fik jeg af Gud, der lagde Ordet på min Tunge. Men jeg er ikke alene Præst i København; Ordet forkyndte jeg først i mit Kloster, siden i Viborg, og mine Brødre forkynder nu Ordet over det ganske Land, som de har lært det af mig ved Guds Nåde. I forstår mig, og på de vigtige Punkter, hvori vi afviger fra de papistiske Vanvittiges Lære, mener I som jeg. Det ved jeg, og det ved alle. Men Bisperne i Aarhus - i Viborg - i Ribe - Ærkebispen i Lund? I Ly af denne Reces, som I kalder den, vil de forfølge Ordet og oprette det papistiske Afguderi overalt i Landet. Det forbyde Gud, at jeg, der altid har stået fremmest, skulle svigte mine Brødre. Nej, Eders Nåde, i Guds Sag bøjer jeg mig ikke for verdslig Reces. Lad et almindeligt Koncilium træffe Afgørelse, og jeg bøjer mig for Guds Børns Røst, da det er ret, at Mennesker enes om det, der skal føres ud til mange. Mod Eders Reces hæver jeg min Røst her i Salen som ude på Byens Prædikestole, så længe min Tunge kan tale.«
Det var Krig - den smilende Præsts Blik var fast og hans Holdning rank.
Lektor Pouls Øjne lynede. - Nu var da Handsken kastet.
Joachim Rønnow bed sig i Læben, men han beholdt Herredømmet over sig selv. Det var ikke én Mand, der talte, det var hele Staden København. Så sagde han:
»I taler hovmodige og store Ord, Mester Hans, men Eders Sind er uden Svig. I nævnede et Koncilium; skal dette være den Nar af Hessen eller den Gæk fra Holsten? Eller trænger I til en Konge, der kan tale det Ord for Jer. Jeg må være Jer Konge nok. Jeg beder ikke, jeg byder. Vid, at fra denne Dag befatter I Jer ulovligt med Stadens Kirker. I kan gøre, som I vil. Jeg lader mig ikke trodse. Møder man mig med åben Hånd, er min Hånd åben og vennesæl, som I ved. Mod Trods sætter jeg Magt.«
Hans Tausen afbrød: »I glemmer, Eders Nåde, at I som verdslig Væbner købte Roskilde Bispestol af Kong Frederik og forpligtede Jer til, at Guds Ord og det hellige Evangelium skal klarligen og ret prækes, som Hs. Nåde det tilforn lovet haver, og denne Forpligtelse har I påtaget Jer overfor Kongen og hans Sønner; det kan de gode Mænd, der her står hos, vidne, så meget mere som en af dem selv forlovede sig med Segl på Ære, Tro og Love, Eders Broder, Hr. Ejler Rønnow, og de andre store og mægtige Mænd Hr. Mogens Gøye, Hr. Tyge Krabbe, Hr. Erik Banner, Hr. Oluf Rosenkrantz og Hr. Henrik Rosenkrantz vil I vel ikke sige deres Hals og Gods fra ved at bryde Eders Forløfte.
Selv har I ikke underskrevet den Reces, I taler om. Hr. Mogens Gøye, Hr. Erik og Hr. Henrik ikke heller, så lidt som Eders Broder; hvad Hr. Oluf og Hr. Tyge i blind papistisk Iver har gjort, det må de svare til for Hertug Christian og Hertug Hans.
Men dertil kommer det ikke. I holder Eders Ord, som jeg holder mit, jeg gav den salige Konge.«
Der blev dødsstille i Hallen. Alle vidste, at Hans Tausen havde Ret, og Bispen havde intet at svare.
Joachim Rønnow havde rejst sig.
»Vi var gode Venner tilforn, Mester Hans, og dette skal ikke skille os. Jeg har, trods mit Forløfte, måttet bøje mig for den Reces, der gik mig imod, og som I siger, jeg gav den ikke mit Indsegl - men som Rådets Vilje er den Lov for mig som for Landet.
Jeg vil glemme Eders hårde og stolte Ord, men disse Mænd har hørt dem. Og vi må forliges.
Jeg hæver dette Møde - men med Eder, Mester Hans, vil jeg tale i Løndom.«
Under dyb Tavshed skiltes de tilstedeværende, de verdslige Råder tænkte på Bispens Ord om Gækken fra Holsten, men Lektor Poul knyttede sin Hånd i Harme mod Skinbispen, der tålte Kætterens arge Ord og sveg den hellige Kirke! -
Bent Bille stirrede på Mester Hans - det var altså den Mand, der beherskede Staden! Det var andre Ord Joachim Rønnow talte til ham end til Staklen forleden i Bispegården.
Han slog Følge med Lektor Poul og Kannikerne, og blide var ikke de Ord, Prælaterne talte om Roskildebispen. - Lektor Poul fnøs.
I Løndom taltes Joachim Rønnow og Hans Tausen ved. Bispen var rolig, helt imod Sædvane. Han forstod, at de Ord, Prædikanten sagde, ville lyde over hele Staden. Han ville Fred.
»Mester Hans,« sagde han, »I er stridbar, ingen uden I alene skulle vovet at tale de Ord til mig, dertil kender I mig nok. Men jeg er alene - jeg kan ikke vende Strømmen - endnu. Når I og jeg står sammen, kan vi tvinge Staden og Stiftet, og I får Frihed til at tale.«
Hans Tausen rystede på Hovedet: »Jeg køber ikke min Ret ved Uret. Jeg kan ikke andet.«
Bispen slog med Hovedet: »Så nødes jeg til at lade Eder indstævne for Rigsrådet.«
»Gør, som I vil, Eders Nåde!«
»Ved I,« spurgte Bispen, »at man har forlangt dette, og jeg har svaret Nej. Om I blev stævnet for Rigsrådet, blev I dømt fra Eders Hals. Jeg kunne ikke frelse Eder.«
»Hvis Gud har Hensigt med mig til Danmarks Frelse, fandt han vel Udvej til at redde min Hals, skønt liden Vægt ligger der på mit Liv.«
Bispen tænkte.
»Mester Hans,« sagde han så, »vil I give mig Løfte, at I ikke vil træde i Underhandling med de tyske Mænd i Stadens Råd, ikke benytte Eders Indflydelse til at opvigle Borgere og menige Mænd, så skal jeg love Eder, at jeg skal gøre for Eder, hvad jeg kan. Men falde tilføje må I med det gode eller det onde.«
»Så sker det med det onde,« sagde Mester Hans.
»Gå i Fred da,« sagde Bispen. - »I vil nu blive stævnet for Rådet, jeg vil være nødt til at træde op mod Eder, og jeg vil gå så vidt, jeg kan forsvare det. Men min Hånd skal være over Jer, derpå giver jeg Eder mit adelige Ord og Håndslag.«
»Kan hænde I vil komme til at trænge mere til min Hjælp, Eders Nåde, end jeg til Eders,« var Svaret.
»Godt,« sagde Bispen, »så stoler jeg på Eders Ord, som I på mit. Men der skal være fast Regimente i Danmark - i hvert Fald i Sjællands Stift.«
»Gud åbne Eders Øjne for det ene fornødne,« sagde Hans Tausen og skiltes fra Bispen med et fast Håndtryk.
Han forstod bedre end de fleste den danske Ridderbisp. Der skulle ikke være Broderkrig i Danmark, om det stod til ham, og så længe Løsnet var det rene Evangelium, kunne Pavebondens Søn med sin Hånd standse Hr. Omnes!