Bent Bille

---

Af Palle Rosenkrantz (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

TREDIE BOG
St. Bent

FØRSTE KAPITEL: Forspillet

 

 

»Bent,« sagde Joachim Rønnow til sin Kannik, da han var kommen til Bispegården sent om Aftenen den 13. Juli. »Jeg har bedt dig komme hid, fordi jeg stoler på dig, og fordi du en Gang skal se, hvorledes Trådene slynges. Bliver jeg den kivagtige Christiern Hvid kvit, vil jeg gøre dig til Degn i København, og du vil da få Præsteskabet her at styre. Det er derfor på Tide, du lærer at se, hvorledes Stænderne bringes til Forlig. Om lidt kommer alle dine Frænder, flere Biller, de to Bisper også, dem kender du, og din værdige Fader, den klogeste af dem alle. Desuden kommer din gamle Herre Hr. Tyge Basspyd fra Helsingborg. Alle disse er blodtørstige, de vil se Kætterblod, da de nu tror, at Verden falder i Staver, fordi Troen ændres. Det er dumt. Man skal give Troen Løb, der kommer altid en Teolog, der dæmmer op og lægger de vilde Foler i Tøjle. Jeg venter intet af Paven og bier, til den nye Lære finder sin Teolog. Selv forstår jeg ikke Teologi, men Tøjlesløshed i Trossager tror jeg ikke på, dertil var St. Paulus og de andre for kloge.«

»I vil altså ikke lade Hans Tausen anklage?« spurgte Bent. »Rådet forlanger det jo dog, og Billerne, som I siger er de fleste og de stærkeste, nu, da næsten alle de andre Herrer har smurt Haser med Bispen af Odense og Rigshofmesteren i Spidsen.«

»Meget rigtigt,« svarede Bispen. - »Og de tiloversblevne har forenet sig idag om et Enighedsbrev, som ret skulle binde dem sammen. Vi har snart brugt al den Voks, der var at få i Staden, til Brevsegl, og for hvert Brev, vi beseglede, blev vi færre. Nu, da vi skulle bedyre vor Enighed, var vi syv Bisper, to Priorer og fem verdslige Råder, deraf tre Biller, Tyge Krabbe og gamle Predbjørn Podebusk. Det vil sige, alle de andre femogtyve Råder, som skulle være enige med os om at stå Last og Brast og om Kongevalget, har beseglet deres Uenighed med blinde Segl i Remmene. Synes du, Bent, som er en fornuftig Ungersvend, at dette er Tidspunktet til at slænge Ild i Synet på Borgerne i København, der tilmed er fortumlede af Tyskere og lybske Søfolk?«

Bent rystede på Hovedet. »Farligt er det i hvert Fald.«

»Ærkedumt,« sagde Rønnow, »og jeg gør måske ofte noget galt, noget dumt gør jeg aldrig. Jeg prøvede Mester Hans med det gode, det gik ikke, og jeg vil ikke bringe ondt over en Mand, som er mig Guld værd, og den klogeste af dem alle!«

»Hvad vil I da?«

»Opføre et Skuespil, bitte Bent, den artigste Komedie, der længe har været set i København, og hele Borgerskabet skal medvirke. Dig under jeg at kende Komediens Gang, du har jo fortalt mig om Plautus, som de spillede hos Bispen i Paris - Menæchmus, ikke sandt. Vel, du skal se Menæchmus opført på Rådhuset i København. Tvillingebrødrene er Bisp Joachim Rønnow af Roskilde, værdig Herre i Gud, den hellige, apostoliske Bisp i Udvælgelse heri Stiftet, og Joachim Rønnow, dansk Adelsmand og Lensherre. Hustruen, hvis Palla jeg stjæler, er Mester Hans, den romerske Kirke med dine kære Frænder og Hr. Tyge er Skøgen Erotium. Jeg bytter blot Rollerne, ser du. Jeg tager Stadens Kirker fra Mester Hans og flyr dem til Kirken, der giver mig dem igen. Siden skal Mester Hans atter få dem. Men til dette behøver jeg to Skikkelser, og gamle Lektor Poul skal være Snyltegæsten Rohalen, der holder de opbyggelige Taler. Spectatores er hele den københavnske Borgerstand. Komedien bliver artig, skal jeg love dig. Og Mester Hans skal bøje sin Nakke, som jeg vil; så skal han få sin Vilje.«

Der hørtes Klirren af Sværd og Spor i Forhallen.

»Der har vi de uretmæssige Byhververe af Kirkens Palla,« sagde Bispen. »Hør nu, Bentlille, og døm så, hvem af os er den klogeste?«

Rigsråderne trådte ind og hilste venligt på Bispen. Også Bent fik en kærlig Hilsen og et varmt Håndtryk af Hr. Anders. Han så gerne, at Bent stod sig vel med sin Bisp, og han tænkte så småt på Degnedømmet i København. Hr. Anders' Tanker tog altid Vej efter Præbender til Bent.

Herrerne bænkedes.

Så kom Bisperne, seks i Tallet. Hr. Oluf Munk trådte nu helt i Knud Gyldenstjernes Plads.

Bisp Ove af Aars talte for dem alle og fremlagde Anklageskriftet mod Mester Hans Tausen. Hans Blik svævede rundt i Kredsen: »Hvor har vi Lektor Poul?« spurgte han.

»Lektor Poul,« sagde Rønnow, »gør sin Pligt i Morgen, i Dag læser han over på sin Videnskab, det ville skade hans Iver, om han var her til Stede.«

»Pønser du på Spilfægteri?« spurgte Hr. Tyge.

»Ingenlunde,« svarede Rønnow med Smil. »Jeg har Eder alle så kær, at jeg gerne vil samles med Eder i Morgen Aften, og krummer I et Hår på Hans Tausens Hoved, står Byen i Flammer, inden Sol går ned. Ingen af Jer ved, hvad det vil sige at være den menige Mands Afgud.«

»Men vi ved, hvad Hoben formår at udrette,« sagde Hr. Tyge og slog på sit Sværd. »Bønderne i Skaane kan tale med om det.«

»Du har Ret, Tyge,« sagde Rønnow med samme listige Smil. »Du ved, hvad det vil sige at være hadet; men ét er en Hær af Rejsende og Hestfolk mod Bønder på åben Hede, et andet en Flok galne Ulve mellem Mure og Stræder i en By. Vil I Mester Hans' Død, så vil jeg ikke lege Legen med. Det er mit sidste Ord.«

Ove Bille bøjede sit kønne Oldingehoved: »Min Broder i Gud har Ret. Det er et Vovespil.«

Torben Bille, Ærkebisp af Lund, brummede, og Hr. Tyge stødte Sværdet i Gulvet: »Vent, Venner, til vi kommer til Skaane, der skal Piben få en anden Lyd.«

»Vi venter,« sagde Rønnow, »gem Eders Blodtørst til Malmø. Det rager ikke mig. Jeg er villig til at anklage Mester Hans for Skandskriftet mod mine Brødre i Gud og til at anklage ham for Københavns Kirker og andet os imellem for mig selv .... «

»Men Kætteriet?« afbrød Bisp Ove.

»Det lader vi Lektor Poul besørge, han er alligevel den eneste Mand i Danmark, der ved, hvad vi tror på - eller hvad vi skal tro på - Teologien i sin Hædersplads! Lad ham og Mester Hans disputere, som de begge inderlig gerne vil. Den står sig i Disputatsen, der har de stærkeste med sig. Men jeg vil ikke være med til at måle Rigsrådets Styrke med Almuegunst i en teologisk Disputats, som hverken I eller jeg forstår.«

Bispen af Roskilde er den klogeste, tænkte Bent. Han stod ved Vinduet og så stille til, medens Herrerne larmede og talte i Munden på hverandre.

»Venner og Frænder,« sagde Rønnow fast. »Tiden er kort, og jeg har meget at tage vare. Lad os erkende, at dette er et Skuespil; kunne I, som I ville, så huggede I Hans Tausen Hovedet fra i Morgen den Dag og lod de andre Prædikanter følge ham. Det var kort Proces, men det kan I ikke. Det taler vi altså ikke om. At lade Anklagerne dømme den, de anklager, ville udæske hele Folket, altså anklager vi Bisper, og de verdslige Råder dømmer, men da disse ypperlige Herrer ikke befatter sig med Kirkens Sager, og da de ikke tør bruge Sværdet, skyder de Sagen til vor Nåde ved Dannemænds Bøn, og vi finder en lempelig Måde at skaffe os Mester Hans fra Halsen.

Derom må vi først være enige. Så skal I få Lov at stemple ham som Kætter, hvis I tror, at Lektor Poul i denne 'fime kan omvende en eneste Menigmand her af Staden. Jeg har endnu aldrig hørt, at selv det klogeste Ord kunne vende en Forsamling fra den Mening, den har og vil have. Men måske de himmelske Hærskarer gør et Under i Morgen.«

Jørgen Friis rejste sig med Harme: »I håner os, Hr. Joachim.«

»Brødre i Gud,« svarede Roskildebispen. »Vi har i Dag beseglet et dyrt Brev om Enighed. Jeg har vel otte Hundrede Knægte her i Staden og er stærk nok til at være enig med Eder alle. Men uden mig er I om Halsen, hvis I vil vide det.«

»Du truer nok,« gryntede Hr. Tyge.

»Fred. Fred,« sagde Anders Bille og løftede Hænderne.

»Kalder I dette Enighed?«

»Kald det, hvad I vil, Hr. Anders,« sagde Roskildebispen tvært. »Nu er min Tålmodighed tilende. Jeg kan ordne mig med Mester Hans uden Eders Hjælp, når først I er vel ude af Staden. I har bedt mig hjælpe Eder for at statuere et Eksempel og lamme de lutherske Prædikanter. Jeg føjer Jer, om I føjer mig. Men Stadens Porte står åbne for den, der vil ride af Byen. Vi var syvogtredive for en halv Snes Dage siden, nu er vi sytten og kun tretten Mand her til Stede. Jeg rider ikke af By, at I ved det.«

Herrerne tav, men knurrede atter, da Bispen krævede, at alle Københavns Borgmestre og Rådmænd med fire Mand af hvert Rodemål skulle være til Stede, samt Borgmester og Rådmænd fra Malmø. Rønnow blev ved sit: »Skal Komedien opføres, vil jeg have Spectatores, og skal jeg fælde Dom over Mester Hans, skal Københavns Borgere deltage i Dommen.«

»Men om de nu nægter det?« spurgte Bisp Ove.

»Derfor lade I mig råde,« var Rønnows Svar.

Da Bisper og Rigsråder havde forladt Hallen, tog Bent Rønnows Hånd og sagde: »I er født til at herske.«

Rønnow smilede og strøg sit Mundskæg. »Dette er endnu Prologen, Bent. Før nu Rådsherrerne til mig ad den bageste Dør, også til disse Skuespillere vil jeg tale.«

Tunge, sorte og mørke var Rådmænd og Borgmestre af København, da de stod frem foran Bispen i Hallen. Han talte kort og fast til dem, mere som Befaling end som Anmodning.

»Som I ved, tragter Rigens Råd og Bisperne Mester Hans efter Halsen. I ved, at jeg er Mester Hans' Ven, som jeg er Eders. Havde han villig bøjet sig for mig, havde jeg beskyttet ham mod alle Verdens Bisper og Riddere, mod Paven og Tysklands Kejser. Men Mester Hans er halstarrig og trænger til en Lære. Han har forset sig og må lide sin Dom.« Rådmændene knurrede.

Bispen stødte sit Sværd i Hallens Sten. »Hør, hvad jeg har at sige, og ti, medens jeg taler. Rigens Råd dømmer Mester Hans, om han er Dom skyldig, og I dømmer efter Eders Overbevisning, der sikkert vil blive den samme som Rigens Råds, thi Ret er Ret alene. Men medens I dømmer, stiller I Mester Hans til Bispernes Nåde, og for den råder jeg. Dømmer I med mod Hu, så stiller I med Glæde til Nåde. Og I har mit adelige Ord på, at ikke et Hår skal krummes på Mester Hans' Hoved, ikke en Penning tages af hans Bo. Kommer Mester Hans siden til mig og giver gode Ord, skal alt være usket, og han atter stå iblandt Jer.«

Borgmester Poul Hansen talte: »Hvorfor så dette Mummespil?«

»Fordi jeg vil det,« sagde Bispen kort. »Jeg er ked af Kævl og Skændstale. Ro skal der være i Staden, hver tro, hvad han vil, men Tiden er ikke til at hobe Tønder i Guds Hus, som skal være en fredlyst Hal. Vi har Fjender nok udadtil, og i vor Midte går, som I ved, de tyske og lybske Ulve snigende rundt. Vi danske Mænd må kunne stole på hverandre. Det er min Vilje, og da jeg mener hver dansk Mand det af Hjerte godt, må I ville som jeg.«

Anders Halager, den besindigste af Byens Borgmestre, trådte frem: »Eders Nåde har Ret, men Ambrosius Bogbinder og Hans Bose med de lybske Udsendinge har opviglet alt Folket mod Rådet og Eder, og Byfogden Hans Vinke siger, at han kan ikke stå inde for Freden i Morgen.«

»Netop derfor skal I være med. Vel er Almuen tåbelig, men så tåbelig, at den skulle tro, at I vil Mester Hans ondt, er den ikke. Følger I mig, bevarer vi Freden, følger I mig ikke, skærer de lybske Svende Halsen over på Eder og Eders Hustruer og Børn, medens de løber Pandebrasken itu mod Slotsporten og Bispegårdens Egeplanker. Jeg vil ikke tigge, jeg vil heller ikke byde eller befale. Plej Råd, om I vil gøre, som jeg siger, eller om I ikke vil det. Har jeg Valget mellem Fred med Rigens Råd og deres Ryttere og Knægte eller med Eder, er Valget ikke svært, og ihvordan det går, bliver det Jer, ikke mig, der må række Hals. Nu er min Tid kort, vi ses i Morgen -.«

Rådmændene gik, men Bispen sad længe ved Vinen med Bent og talte om den Dag, der skulle komme.

»Det gælder at handle,« sagde han. »Lad en Sag være nok så retfærdig, skal der bygges på mange, bliver det Tilfældets Værk, hvorledes den falder ud. Kloge Ord, Visdomstale, alt er spildt på en Forsamling. Styrke og Vilje er alt, og alt må være tilrettelagt forud.«

»Men Hr. Omnes?« spurgte Bent. - »Almuen?«

»Hvordan Spectores tager et Skuespil, kan ikke den klogeste Korfører på Forhånd vide.

Du vil altid erfare, Bent, at den kloge, den, der skuer vidt og ved, hvad andre ikke aner, vil stå alene. Du kan lede alt Folket, om du sætter din Fod på dets Nakke og tvinger det med Vold. Du kan lede det ved at præke og synge for det, det ingen forstår, men alle råber i Munden på hverandre. Men prøv at træde frem med en fast Vilje, en klar Tanke og sig til Folket: dette er det rette, forstå det selv og følg mig så i Frihed. - - Du kommer til at gå alene, medens Hoben søger efter den, der vil tvinge den, eller den, der vil skråle for i den kendte Tone.

Hans Tausen leder disse Almuesmænd med Salmer, hvis Tone de ikke kan træffe, med Ord hvori de aldrig i Evighed kan fatte nogen Mening, om der overhovedet er Mening i dem. Jeg kan føre dem, så længe jeg sætter sporeklirrende Hæl på deres Nakke - men ville jeg sige til dem: frie Borgere af København, dette er det rette, vælg det og følg mig, ville de hånle eller spidde mig på deres Piker.

Folket valgte Paven, Bent, og nu, da de er kede af ham, vælger de små Paver, eller de bøjer sig stramt under den, de sætter op under Skyerne, ham, som ingen kan se, og hvis Røst de kun hører gennem tåbelige Prædikanter. Det falder dem ikke ind at løfte Hovedet frit og lytte. Nej, Valget, Bent, er Herskerstaven eller Narrebjælden; de følger begge.

Med Krumstaven leder man ikke Folket i Danmark mere. Så lad os prøve Sværdet med Korshæftet; thi Kors skal dertil - Kors og Sværd i Forening.«