Bent Bille
Af Palle Rosenkrantz (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
ANDET KAPITEL: Det store Skuespil
Prolog
Vi effterskreffne: Thyge Krabbe Danmarckis Riges Marsk, Predbiørn Podebusk, Hans Bilde, Peder Løcke, Oluf Rosenkrantz, Otto Krumpen, Johan Oxe, Johan Urne, Anders Bilde, Niels Lunge, Holger Ulstand, Trind Ulstand, Knud Bilde, Claus Podebusk, Claus Bilde Ridder, Niels Brock oc Knud Gyldenstjerne Danmarckis Riges Raad, offerværendis Borgemester oc Raad i Kjøbenhaffn med nogle Borgere aff huert Roersmaal der sammesteds, disligiste Borgemester oc nogle Raadmænd af Malmøe &c. Giøre alle vitterligt, oc kiendts med dette vort aabne Breff, at idag her paa Raadhuset, værdige Fædre med GUD, Danmarckis Biskoper oc Prælater forsamlit vaare, oc i rette haffde kaldet Mester Hans Taussøn Predicant for sn Scandbog hand nogle Aar forledne udskref oc Prente lod, i hvilcken hand skælder oc kalder dennen Tyranner, Bedragere, oc haardnackede oc forblendede Knubber, som ingen Mand enten med Ord eller Gierning nyttige vaare, med mange Andre haanlige oc skendtz Ord, der af samme Bog opregnede som da tilstede vaar, sammeledis beklagede Værdige Fader Her Joachim Rønnow udvald Biskop til Roeskilde, at samme Mester Hans Taussøn med sine andbengere, haffde sig befattet med alle Kircker i Kiøbenhaffn, besynderlig Sancti Nicolai Kircke, oc derover skulde Mester Hans Taussøn paa Capittels Husit i nogle aff Danmarckis Riges Raads nærværelse, talit forneffnde Her Joachim Rønnow under Øyen med nogle haanlige oc hoffmodige Ord. Item vaare oc nogle Ord Aabenbare rørd for os, som Mester Hans Taussøn skulle haffue skreffvit oc sagt, det Høyværdige Alters Sacramente for nær, som med Tvende hans Bøger da bevistis, oc hand sig derfor da Aarsagede i saa Maade. Endoc at een af samme Bøger, effter hvilcken den anden skreffven vaar, han selff med hans egen Haand corrigerit, udiskreffvit oc offversett haffde, at det vaar for en Skriffveris forsømmelse, om de vaar nogit udi forsæt, der det Høyværdige Sacramente paarørde, men da bekiende oc tilstod Mester Hans, icke at det sande oc Værdige GUDs Legeme under Brød oc Vijns Lignelse som en Christelig Præst consacrerer oc siger udi Messe Embede, oc settis effter den Christelige Rommere Kirckis vedtegt oc skickelse, baade udi Monstrantz oc Pixide.
Da effter saadanne Sager, klager oc kiæremaal samme Mester Hans imod gick blev der saa paasagt, at hannem derfor burde at straffis baade effter Loven, oc stande til rette som Stads Privilegier indeholde, uden hues de værdige Herrer, Bisper oc Prælater ham naadelig her udi ansee vilde, saa for Guds oc allis vor kierlige Bøn skyld, omdroge, oc forlode samme værdige Herrer saadan Straff oc Peen, som Mester Hans forskyldt haffde, oc med rette lide oc undgielde skulde, dog i saa maade, at hand her effter icke skal befatte sig med nogen aff forneffnde Kircker, derudi at prædike, eller anden Tienste at giøre, sammeledis ey effter denne Dag skriffve Bøger, eller prente lade i nogen maade, disligeste skal hand giffve sig her aff Stictet inden en Maanetz Tid i det seniste, oc siden der effter ey Siællands eller Skaanske Stict at besøge, oc huilcket Stict hand siden enten i Fyn eller Jutland tilkommendis vorder, skal hand icke udi prente, predicke eller nogit Preste Embede foretage eller opholde sig i nogen Kircke indtrenge, imod Bispernis Villie, Vidskaff, Samtycke oc Befalning. Item, bør oc skal forneffnde værdige Herre Her Joachim Rønnow igien til sig annamme oc beholde forneffnde sine Kircker her i Kiøbenhaffn, saa fri som hans Forfædre, Bisperne udi Roeskilde aff en Christelig Skick oc ærlig sedvane, altid tilforn ubehindret nydt oc hafft haffver, oc skal haver skicke og indsette Præster og Piædicanter, som lære oc forkynde det Hellige Evangelium oc Guds rene Ord, som de ansvare ville oc bekient være. Disligeste ministrere Sacramenterne, holde Messe oc anden Gudstieneste, som Christeligt oc tilbørligt er udi alle maade. Giffvit udi Kiøbenhaffn, Mandagen nest effter S. Knud Kongts Dag, Aar 1533 under vore Signeter. -
Rådhuset på Gammeltorv var fyldt af en Skare, hvis strålende Pragt blændede Øjet. Rigens Bisper med deres Kanniker og Prælater, Rigsråder med Sinder og Svende, Byens Borgmestre og Rådmænd, Mænd af alle Roder, Drabanter, Bysvende i Hundredtal samlede i Hallen som til en Ret.
Den Ret, Rigens Råd havde sat og indstævnet Mester Hans Tausen at svare til Ord og Gerninger.
Stærkere end hele den strålende Ret var denne ene Mand, der stod foran Rettens brede Bord i sin tarvelige, sorte Dragt, bred og rank, Tavebondens Søn, hvis Navn alle danske Mænd kender, og hvis åbne, ærlige Hu har kastet en Glans over hans Navn, der vil stråle, selv når det, der var hans Livsværk, synes Slægten falmet og blegt.
Hvad der hændte denne Mand på dette Sted, på denne Dag, ved alle danske Kvinder og Mænd, og derved skal ikke dvæles.
Dog vil det, der fortælles, synes mange nyt, fordi Tiderne har sat et Stempel derpå, der ikke er alles, men en enkelt Stands.
Derfor fortælles her noget af det, alle ved, fortælles noget anderledes, end alle ved, fortælles således, som Bent Bille så det og forstod det, han, for hvem Tanker gjaldt mere end Skildringer af Optrin i malende Ord med mange Adjektiver og Verber.
Thi blandt Roskildebispens Kanniker stod også den Dag i Hallen Bent Bille.
Som Roskildebispen havde sagt, begyndte Skuespillet, og den, der førte Koret, var Joachim Rønnow selv. Alle Skuespillerne var tilstede. Klagen mod Hans Tausen for Skandskriftet og for Kirkerne førtes igennem, medens Folket larmede dernede på Pladsen, og Dommerne knurrede eller gav Mishag tilkende. Thi Københavns Borgere var Dommere mod deres Vilje.
Roskildebispens hvasse Blik holdt dem fast.
De to første Akter var forbi. Tredie Akt var Teologien, Videnskabernes Videnskab, og Lektor Poul vekslede mange og skarpsindige Ord med Hans Tausen, der ville trætte nu, som de trættedes den Gang. Folk vil Handling, ikke Ord. Tilsidst kom Handlingen:
Lektor Poul stod rank i sin hvide Kutte, den venstre Hånd klemte han fast om Rebet, så Knoerne hvidnede, den højre løftede han mod Loftet, knyttet som til Slag.
»Således er de kirkerøveriske Prædikanter, der leder Rigets Befolkning bort fra den sande Gudsfrygt og Enfold, og som ikke vil finde sig i Lydighed mod Kirkens Foresatte, revses bør de og atter bringes ind under Kirkens Orden. Kirkefreden bryder de, idet de trænger med Vold ind i de hellige Guds Huse. Denne Mand, dette Utyske blandt Udyr, hvis Tunge er den skamløseste, man kan tænke sig, denne Hans Tausen har holdt hemmelige Rådslagninger med Skarer af Pøblens værste Bærme, den Skare af forvorpne Skalke, der brød ind i vor hellige Frue Kirke med kirkerøverisk Vanhelligelse, og han, Skændselens Ophavsmænd, holdt sig skjult hele Dagen, for ved Nattens Frembrud at lade, som om han ville holde dem tilbage.«
»Du lyver, Munk!« råbte Borgmester Peder Kempe og sprang op fra sin Plads.
»I var alle med, Peder Kempe,« fortsatte Munken, »I, Mester Ambrosius, Konrad Køkkenfedt, Anders Guldsmed, I, Peder Guldsmed, I, Rasmus Bager!«
»Du lyver, Munk!« råbte Rådmændene og sprang op. - »Du lyver!« - Og fra Tilhørerne lød det: »Stop Munden på Munken - klyng ham op i hans Kuttereb.«
Ude fra Torvet lød Råbene heftigt: »Død over Adelen, Død over de papistiske Bisper.«
Rådmændene sprang til Vinduet, og Peder Kempe brølte ud over Pladsen: »Nu kan det være nok. Menige Borgere af København ....«
Hans Ord druknede i Mængdens Brølen. »Mester Hans - Mester Hans - vi vil se Mester Hans!«
Hans Tausen trådte hen til Vinduet, og Folket jublede, medens Huerne fløj i Luften: »Her ned til os, her ned til os. Død over Munke, Blodhunde og papistiske Skalke.«
Og Mængden bølgede som et Hav i Storm. - Drabanterne fældede deres Piker, men Mængden pressede på, og Hujen og Hånsord krydsede Luften.
Bisp Joachim Rønnow trådte hen til Lektor Poul.
»Nar,« hvæsede han, »hold Jer til Sagen - Kætteriet for Satan, lad de gamle Krøniker hvile. Ser I ikke, tåbelige Nar, at blandt Dommerne er Snese, der har været med i Gerningen, hold Jer til Sagen, Kætteriet, i Djævlens Skind og Ben, og fordærv ikke det hele for os.«
Lektor Poul sendte sin Herre et Øjekast som en såret Ulvs.
»Borgere af København,« rungede Bispens Stemme gennem Hallen. »Lektor Poul glemte Teksten. Denne Sag gik i Graven med salig Hs. Nåde Kongen. - Til Sagen, Lektor Poul: Kætteriet i Nadverlæren.«
Stormen lagde sig. - I det samme lød Hans Tausens Ord over Torvet: »Venner, I ser mig jo fri og frels, frygt ikke for mig, jeg står i Herrens Hånd.«
Og atter jublede Mængden derude.
Borgerne tog Plads, men Bisperne og Rigsråderne rykkede sig i deres Sæder, og Hr. Tyge og Predbjørn Podebusk stødte Fliser løse i Gulvet med deres Sværd.
Lektor Poul tog atter Ordet. Hans Tausen stod smilende foran sin Modstander med korslagte Arme.
Lektor Pouls Kinder brændte.
»Har ikke du, Hans Tausen, selv udtalt, at man ikke må vise det hellige Sakramente Hæder og Ære, at det ikkun er et Tegn?«
»Nej,« sagde Hans Tausen kort.
»Du lyver!« råbte Lektor Poul.
»Nej, Munken lyver,« lød det atter fra Rådmænd og Borgere.
Da greb Lektor Poul fra Bordet en Bog og læste med en Røst, der rungede i Hallen:
»Efterdi Sakreren og Vielse i det hellige Sakramente står på Guds eget Ord og Indsæt, som nu er urykkelig bevist, hvi skulle man ej måtte tvivle og bære Mislove på Eders Brød og Vin, efterdi man ikke er vis, om Guds Ord er dermed eller ej, og er det der end, da har I hvisket det for Eder selv og ikke ladet nogen høre det, stjæle I da os Ordet fra som skaller og gør Sakramentet - hvorpå skal jeg da visselig kende det, at Eders Sakramente er et sandt Sakrament?«
Der blev stille i Hallen, derude summede det endnu.
Hans Tausen gentog: »Ikke har jeg eller nogen af mine Medarbejdere, det jeg ved, talt så om det hellige Sakramente, at man ej må bevise det Hæder og Ære og med sund Mening tilbede det.«
»Munken lyver, Poul Vendekåbe lyver!« lød det fra Borgerne.
»Stille!« tordnede Roskildebispen, »lad Lektor Poul læse - det er jo Mester Hans' egne Ord, han læser. Og kender jeg Mester Hans ret, vil han være sine egne Ord bekendt.«
Lektor Poul læste: »Og her: Thi ved jeg vel, at Gud vorder mig ikke vred, derfor om jeg ikke tilbeder det, jeg ser i Præstens Hånd eller Monstrans, efterdi jeg visselig ikke ved, hvad det er uden Brød.«
»Skrev du dette eller skrev du det ikke?« lød det fra Bisperne.
»Munken lyver - han lyver,« lød det fra Rådmænd og Borgere.
Bisp Ove havde rejst sig. »Jeg spørger dig, Hans Tausen, og kræver dit Svar: Tror du, at det er den sande og værdige Guds Legeme under Brøds og Vins Lignelse, som en kristelig Præst konsakrerer og vier udi Messe Embede, og som efter den kristelige Romerkirkes Vedtægt og Skikkelse sættes både udi Monstrans og Pixis?«
Biskop Ove blev stående og så fast på Prædikanten.
Der var åndeløs Tavshed i Hallen - Lektor Poul stod krummet som til Spring.
»Nej,« lød Hans Tausens faste Svar. »Ved smurte Klerkes Hvisken bliver Brødet ikke Jesu Legeme, Vinen ikke hans Blod.«
»Hører I, han fornægter Guds Tilstedeværelse i den hellige Nadver!« råbte Lektor Poul.
Og fra Bisperne lød det samme: »Hører I, Kætteren tilstår.«
Rønnow trak på Skuldrene.
Bent målte Prædikanten, som han stod der, sikker og fast med Nejet på Læberne. Hvad mente Manden? Altså var han Kætter. Guds Død, hvad mente Manden?«
Bent forstod ikke, at Hans Tausens Ord var rettede mod Papisternes Ceremoni, ikke mod Nadverunderet, hvorpå han som sin Lærer Martin Luther troede fuldt og fast.
»Munken lyver!« råbte Rådmændene - de sprang nu op og flokkedes om Borgmestrene. Ned med Papisterne, lød det så fra Salens Baggrund, Vinduer fløj op, og Tumlen derude fra blandedes ned Råbene i Rådssalen.
Biskop Rønnows Stemme skar gennem Tumlen.
»Tal, Mester Hans. Erkender I Eder skyldig i det, hvorfor I sigtes?«
Derude stormede Mængden mod Drabantkæden, der værgede Porten. Sten slog mod porten, og det klirrede af Sværd og Lanser, der krydsedes. Ambrosius stod ved en Pille ud mod Pladsen. Ved hans Side stod Hans Bose og Jørgen Homuth. Han hævede sin Hånd som til et Tegn, og dernede fra lød nu Råb: »De dræber Mester Hans! - Død over Blodhundene! Død over Herremænd og Bisper! Fremad mod Ulvene! - Vor Gud han er så fast en Borg« .... og nu drønede Lutheraner-Sangen op mod Rådssalen.
»Mester Anders Halager!« råbte Roskildebispen, »om I har Eders Hals kær, så stil Stormen. Guds Død, kan I ikke, vil jeg. Og Johan Urnes Landsknægte skal skrabe den skurvede Flok dernede bort i deres Blod, hver Moders Sjæl og Eder med, Fårepelse, der bræger og vræler. Stilhed her i Rådssalen!
Her plejer vi Retten!«
Lektor Poul ville tale: »Det er nok,« afbrød Bispen. »Her er ikke Stunder til teologisk Hanekamp og skolastisk Lærdom. Jert Hverv er endt, Mester Poul, træd tilbage.«
Lektor Poul ville svare, men Biskop Oves Sekretær, Hr. Hans Henriksen, trådte hen til ham og ledede ham tilbage bag Bispens Sæde. Lektor Poul gik bøjet, krum, træt som en olding, men i hans Blik brændte en Ild af Had, da han fæstede Blikket på Mester Hans.
Så skjultes det med et, og den gamle Mand førte Hånden over panden, foldede så sine Hænder og sank i Knæ i Bøn.
Ingen ænsede ham.
Tyge Krabbe som Rettens Formand trådte frem og krævede Rådslagning og Dom.
Men Rådmænd og Borgmestre larmede og talte i Munden på hverandre. Nede fra trængte Buldret op i Salen. Endnu holdt Drabanterne porten besat - men Larmen voksede og faldt som et bølgende Hav.
Dommen var fældet forud, men da Hr. Tyge læste den for de forsamlede, råbte Borgerne atter: »Nej - Nej - Nej - vi vil ikke dømme Hans Tausen. Dette er Svig - vi dømmer ikke. Ned med papisterne - frem med Guds rene Ord og vor hellige Sag - - -«
Rigsråder og Bisper stod i Kredsen af Klerke og Drabanter, Riddere med Hånden på Sværdet, beredt til at hugge Vej gennem Sværmen.
»Lad det fare,« sagde Hr. Anders Bille til Rønnow.
»Her mægter vi intet. Udsæt Retsmødet og lad så Sværdet tale.«
»Lad det tale straks,« hvæsede Tyge Krabbe, og Truid Ulfstand trak sit Sværd halvt af Skeden:
»For en Ufærd, Joachim, nu sidder vi i Badet alle for dit Mummespil.«
Bent smilede. Hans Blik hvilede på Mester Ambrosius, der endnu stod ved pillen, spejdende mod Saltboderne, hvorfra en Sværm af lybske Matroser under Hujen drog frem.
Joachim Rønnows Komedie bliver et Sørgespil, tænkte Bent. Skuespillerne kan ikke deres Roller, og Spectatores spiller med.
Men han greb til Sværdfæstet og Blodet steg op i hans Kinder. Hugge sig igennem, for en Ufærd, det var Spil for en Adelsmand, alt det andet dumme præstepræk og Djævlekunster gjorde Blodet tykt og Senerne slappe.
Bent ville Fejde og lo ved det.
Og Fejde ville Rigsråder, Bisper, Kanniker og Svende. Blod ville de og Flammer over By.
Bents Blik søgte Roskildebispen.
Joachim Rønnow stod foran Bordet, hvor Akterne lå, lige overfor ham stod Hans Tausen. De to var lige høje; den brede Vams gjorde dem lige brede, men Mester Hans' Ben var tykkere end Bispens, og Silke glitrede i Bispens Hoser, medens Mester Hans' var gjort af sort Klæde.
Silke og Fløjl gav Bispens Skikkelse mere Spændstighed. Hans Tausen stod med hævet Hoved og et roligt Smil om de tykke Læber, med de hvide Tænder under det hørgule Skæg.
Bispen havde lagt Nakken tilbage og hans Øjne skød Ild. Han tog om sin Sværdskede og slog den i Egebordet, så Akterne dansede.
Så tordnede han: »Stille - i Djævelens Navn!«
Og der blev stille.
»Vil I, Mester Hans, volde Ufred over By og Borgere. Vel an, så ryger dette mit Sværd af Skeden, og så hugger jeg mig Vej over Torvet til Bispegården med disse Herrer og Svende. Så raser Flammerne over denne Stad, og Blodet flyder i Stræder og Gader. Blodet kommer over Eders Hoved, Mester Hans.
Vil I bøje Jert Hoved for Dommen, så vide jeg Eder Tak, og Gud belønne Eder!«
Hans Tausen lagde sine Hænder på sit Bryst og bøjede sig mod Bispen og de andre.
»Jeg tager min Dom af Danmarks rette Øvrighed og stiller så min Sag i Guds Hånd.«
»Hører I alle!« råbte Bispen. »Gør Eders Pligt!«
Således fældedes Dommen over Hans Tausen, og Forhænget faldt for Joachim Rønnows store Skuespil.