WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Bent Bille




Af (1906)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


FJERDE KAPITEL: I Rosengaarden


Fra Nørreport og det lille, trekantede Torv indenfor Volden førte en krum Gyde langs et Vandløb ned til St. Gertruds Kapel.

Her lå Rosengaarden: en Række Haver langs Vandløbet op mod Stadens Mure og Volde, hvor Pustervig udenfor Bymuren dannede en lille, åben Dam for Ænder og Gæs. Helt hen til Landemærket lå Haverne, gærdede af Stakitværk og Diger ud til Hospitalets Avlsgård, der bredte sig med Vænger op mod Stadsmuren og Lønporten, hvor Graven førte mod Sydøst ud til Østerport og Hallandsaas.

I Rosengaarden klang mod Aften Giger og Fløjter, der samledes Embedsmænd og Embedssvende, Soldater og Karle med Byens Piger til Dans, der lå Barakker, hvor Landsknægtene satte deres Håndpenge ved Terningekast, og Matroserne drak deres Hyre op. Der holdt alskens Pak til i Grøfter og Digegrave, og der lå - firsindstyve Skridt fra St. Gertrud - efter Stadsrettens Bud, de Huler, hvor sådanne Kvinder holdt til, der efter Loven skulle bære særegne Klæder og Huer med Top og to Farver, Stadens »Erotia«, men uden deres romerske Søstres Vid.

Over alt dette støjende Gøgl rejste sig under St. Gertruds Kapel Galgen og Retterstedet, og det hændte ofte, at Bøddelen afviskede sit Sværd ved St. Gertrud efter at have svunget det over unge Mænd, der havde drukket Viddet bort og grebet til Kniv eller Daggert i Rosengaarden.

Fra selve Staden gik Færdselsvejen til Rosengaarden gennem Købmagergade, der, hvor Byens Ende var - som Stedet kaldtes, ret ud for Købmagerboderne og Landemærket. Et Stræde førte ned til Rosengaarden, hvor Barakkerne var tættest og Sværmen ved Aftentide eller på Festdage samledes. Men også ad en anden Vej kunne Folk, der havde Sind dertil, nå ned til Engene ved Rosengaarden. Fra Clara Kloster førte en Vej ned mellem Haver og Gårde til Avlsgården ved Landemærket ud for Lønporten.

Det var Dagen efter Hans Tausens Domfældelse på Rådhuset. Det var Helligdag, og skønt Prædikanterne drog tilfelts mod de gamle, katolske Helligdage, holdt Svende og Karle på deres Ret. Det var mod Aften, lyst og klart med Sommersol over Vor Frue og St. Peders Spir. Byen var endnu i heftig Bevægelse og Skarer bølgede ned gennem Købmagergade ad Rosengaarden til.

Rigsråderne var endnu i Staden med deres Sinder og Svende, og der var unge Folk nok, som gik til Rosengaarden for at danse og gækkes med Pigerne.

Så længe Solen stod højt, færdedes al Slags Folk derinde: Borgermænd med deres Koner og Døtre, Junkere med Sværd ved Lænd og Landsknægte i spraglede Pludderhoser med Strudsfjer i Huen og Sliren dinglende i Bæltet. Der var adskillige lybske Matroser endnu i Staden, de havde gjort deres Tjeneste efter Ambrosius Bogbinders Bud Dagen forud, nu ville de smage Glæderne ved Landlov.

Men der var Uro i Blodet, og der faldt hårde Ord til Junkerne fra Embedssvende og Læredrenge, det var tydeligt at se, at Folket var sig selv bevidst og ventede på Lejlighed til at snakke et Ord med de kålhøgne Junkere.

På St. Clara Klostergård sad Jørgen Homuth i Bent Billes Kammer og legede med Fæstet på sin Kårde.

»Du tager Tjeneste hos de Lybske?« spurgte Bent.

»Jeg gør så,« sagde Jørgen; »det er gode Håndpenge, og Mester Ambrosius er en flink Mand. Herberget hos ham er som hos en Adelsmand, hans Døtre er ligeså kønne som de to Frøkner, du ved nok, særlig Clara, som er knibsk, men skammelig dejlig. Og Mester Ambrosius har selv bragt mig Bud fra Jørgen Wullenwewer, at jeg kan træde til straks.«

»Du vil låne din Arm til disse Kræmmersvende?« sagde Bent ærgerlig.

»Hvorfor ikke - Kræmmere har Penge, de Lybske betaler i godt, møntet Sølv. De har Fejde, I har Fred, jeg længes efter at hugge, du -!«

Jørgen slog Hjul med Klingen, så det hvinede i Luften.

»Som du vil,« sagde Bent. »Stege er måske ikke heller et Sted for dig. Fader tog dig gerne, men som du vil. Stol ikke på Ambrosius, han er en Rævepels - og lad Clara i Fred.«

»Ho, Ho,« sagde Jørgen, »du tænker på den lille Clara?«

»Nej, jeg gør ikke,« sagde Bent ærgerlig, - han løj; skulle måske Grevinde de Neuilly få Ret? Smeltede Istappen deroppe ved Mindets Varme? Aldeles ikke, det var en Kristens Omhu for en Sjæl - en ren Sjæl i et skønt Legeme. Ikke andet. St. Bent, bed for os begge! -

Eller St. Nytouche, hvis denne Helgen kunne tåle det kolde Norden.

»I Aften går Clara og jeg på Rosengaarden,« sagde Jørgen med et drillende Smil.

»Alene?«

»Nej, Anna og Fæstemanden med de røde Næver følger med. Han er skinsyg, den Stakkel.«

»Rosengaarden er ikke noget Sted for en ung Kvinde,« sagde Bent - »navnlig ikke i Følge med en lybsk Landsknægtkaptajn.«

Jørgen rejste sig og trådte hen til Vinduet: »Bitte Bent, Broder og Redningsmand, se derude over Klosterhavens Træer, der, hvor Voldene hæver deres grågrønne Sider mellem Abildtræer og Syrenbuske, der ler Verden, der smiler Synden skadefro mod Dydens røde Mure, hvor du, bitte, rare Bent står alene med to en halv gammel Nonne og den strenge Fru Sophie Podebusk, hvem himmelske Magter unde en passelig Mand til Trøst i Enkestand. Bent - Bentissime - gode, lille Charmides, som dine franske Venner kaldte dig, stå her i Dydenes kolde Hjerteplads og se over mod Synden, der ler imod dig! - Bispefrø, som du er.

Lær, Bent, af Syndens glade Smil, at den gamle Verden ligger på Sotteseng. Når Klostrenes Mure falder for de skæggede Hængørens Prædikener, så er det ikke, fordi Verden vil bede på Dansk og læse den hellige Læst, men fordi den vil ryste Kirkens Åg af sin Nakke - være fri, Bent - forstår du, fri.«

Bent stod ved hans Side og stirrede ud over Vænget og Haverne - men han tav.

»Hjerte Bent,« sagde Jørgen. »Jeg er ikke skriftklog, ikke lærd, jeg kan hverken Latin, Græsk eller andet Dævelskab, jeg er Soldat; men jeg har et Par Øjne og kan se.

Det er Synd at snitte sagesløs Mand sin Hals fra, det er Synd at røve fredsæl Mands Ko og Asen, lad det være Synd og at begære hans Kvinde. Men det er ikke Synd for en Svend at tage sin Pige i Favn, når han kun ejer sine Arme og ikke har Hus eller Hjem, hvori han kan rede Brudelejet. Det er ikke Synd, for var det Synd, så var alle Ynglinge over atten År, du også, Dydens Bent, i Djævelens Klør.

Men hvad der ikke er Synd for Svenden, er ikke Synd heller for Pigen.«

»Det er Landsknægtemoral,« sagde Bent mut.

»Siden du er Kannik, vil jeg gøre dig en Indrømmelse. Synd er efter min Katekismus det, der strider mod Naturen.

Fylderi er Synd, Blodtørst er Synd, Havesyge er Synd, og Skørlevned er Synd. Lad gå du. Men lige så vist er en god Appetit, en brav Klinge, en let Hånd og et Kys til den, man elsker, Syndens Modsætning, ergo - Dyd. Vær med, thi dette er Skolastik, det er en Achilleus, en Trumf, der ikke kan stikkes. Såsom Dyden ligger i Hu og Handling, ikke i ydre Omstændigheder, kan den ydre Omstændighed, der sætter en Svend i Stand til at sætte Bo, ikke betyde Dyd i Elskovsforhold, vel? Elskov er Dyd, når den følger Mådeholdets Vej, én Pige er en Dyd.

Har jeg Ret? -«

Bent tav.

»Men Skøger er Udyd, derom forenes alle Kirkefædre. Altså Skøger og Elskov kan ikke forenes. For at Dyden derfor ret skal blomstre, må Elskov kunne øves af frie to, Svend og Pige.

Quod erat demonstrandum. Kom så ikke og sig, at jeg ikke kan disputere så godt som nogen Student på Sorbonnen.«

Bent var atter formildet. Tale Kristendom til en lybsk Landsknægtkaptajn ville være at diskutere Mariæ Undfangelse med en Morian. Håbløst! Altså et Argumentum ad hominem. »Jeg indrømmer dig, at verdslig set er en Svends Elskovshandlinger ikke Synd - verdslig set. Han bliver ikke mindre for det - verdslig set. - Men en Pige! Hun bliver ved Omstændighedens Magt syndefuld ved den andens syndefri Gerning. Også det er en Achilleus.«

»Jeg fejer for min egen Dør,« sagde Jørgen, »og jeg er Svend, ikke Pige. Men jeg vil dog sige dig, Filosofus, at jeg tror, du har Uret. Det ligger i ydre Omstændigheder, om vi så intet har med Synd eller Dyd at skaffe. Svenden er sin Handlings Herre, Pigen er ufri i Forældres og Værgers Bånd. Gør Pigen fri - hvis det kan tænkes, stil hende ved Svendens Side i Dagens Kamp. Og vær forvisset, bitte Bent, så bliver hendes Elskov lige så lidt - verdslig set, Hr. Kanonikus - Synd, som Svendenes er det, verdslig set, Hr. Bispespire!«

Bent sagde noget om Børn, men Landsknægten svarede, at her var Tale om Handling og ikke Følger.

Så lagde han Fingeren på Næsen og løb et Par Hundrede År frem i Tiden. »For Resten,« sagde han, »har Børn vel to Forældre.«

Længere ville hans Forstand ikke med, han satte tilbage i et Sæt og sagde: »I en Svends og en Piges Elskov er der kun to - eller en, for de smelter helt sammen. Nu går jeg på Rosengaarden med Clara.«

»Jeg går med,« sagde Bent kort.

Det var netop det, Jørgen ville, for at glæde Clara og friste Bent; i Syndens Sold var Skurken som Soldat.

Ved Strædet til Hospitalets Avlsgård, hvor det skar Albert v. Goks Boder, stod Anna Ambrosius og hendes Fæstemand med Clara og ventede på Jørgen Homuth.

De trolovede blev lange i Ansigterne, da de så Bent Bille. Clara blev rød - men det var af Glæde. Og således gik Kanniken af Roskilde, Degn i Bergen og Kannik i Aarhus, Expectant til de første ledigblivende prælaturer i Viborg og Lund, Bent Bille i Følge med sine Skytshelgener St. Nytouche og St. Bent samt Clara Ambrosius Datter, hvis Hjerte bævede, til Syndens Gildehal på Københavns Rosengaard, medens Solen sank en Sommeraften.

Bent ville skærme den uskyldige pige mod sin Ven, han håbede af et fromt Sind, at hans Dyd bar i sig selv sin Løn.

Clara Ambrosius hjalp til. Hun smilede og talte om ingen Verdens Ting - som Kritias' Emilie omtrent, og dog syntes Bent, hun var både klog og god. At hun var uden Synd, det vidste han. Det lærte hendes klare, leende Øjne ham. Og Bent så rigtig, Clara var uden Synd; den eneste mulighed for synd - og det endda kun, hvis hvis Bent havde Ret og ikke Jørgen - var han selv. Det så han ikke, fordi han var et Mandfolk, og Clara dulgte det, fordi hun var et Kvindfolk.

En Gang, da Bent Bille var hårdt i Nød, hårdere end nogensinde på Livets fristelsesfyldte Vej - en Nat på Slottet Crecqui - munter Ihukommelse - havde hans Helgene begge eller en af dem gjort et Mesterstykke. Men det var i Frankrig i hans allerkristeligste Majestæt Kong Frans, katolske Riger og Lande. I København havde Kætteriet, som Gårsdagen så tydeligt udviste, grebet så skammeligt om sig, at selv en nordisk Helgen som St. Bent kunne have Nød med at klare sig, For slet ikke at tale om den franske St. Nytouche.

Bent havde kun sig selv at stole på. Og det ville under almindelige Forhold have været nok. Men i Rosengaarden havde Fanden en Filial, og det gjorde Bents Sager betænkelige.

Så lumpent drev Fanden sit Spil med Kanniken Bent Bille, at han blev skilt fra de andre, og da Solen gik ned, stod han alene ved et Gærde med Clara Ambrosiusdatter.

Hvad talte de om? Hvad talte Kritias om med Emilie? Hvor kan det glæde Efterverdenen at erfare de Ord, der fløj fra Læber og søgte Øren en Sommeraften i Rosengaarden Anno 1533!

Nej, Mester Rabelais havde Ret. Sjælen i dem - det Atom af Verdenssjælen, der går igen - det var Elskov, stærkt bevidst Elskov bag Clara Ambrosiusdatters guldstukne Trøje, svage, usikre Genskær af forlængst drømte Drømme og vakt Skønhedstørst hos Kanniken med de mange Præbender og det ene Degnedømme i Bergen, hvorhen St. Bent i denne Stund burde flyttet ham på Simon Magerens Kappe.

Bent Bille havde set Paris, Kong Frans' Hof og taget Timer i Græsk hos en Professorinde fra Cythera. Bent Bille havde været alene med Synden en Nat på en Borg i Crecqui og kaldet Dyden englehvid ned fra det høje.

Det vidste Fanden meget godt, han holder Bog over Menneskebørns Tilskikkelser. Klokkerne klang fra St. Gertruds Kapel, fra vor Frue, St. Peder, St. Nicolai og fjernt fra St. Clemens ved Vestervold, de bar de ængstede Husengles Bønner op mod St. Bent over Larm og Laster ved Rosengaarden, de vækkede Tanker og Forsæt i Degnens Hjertes Dyb, så han så sig om efter Jørgen og Claras Pårørende.

Men i Jordens Dyb skjalv Arvefjenden af Arrigskab - et Sekund, så kørte han frem med sit groveste Skyts.

Var blot Menneskebørn ikke i Helgenes Varetægt og udsat for Djævelens Anløb, så fik Naturen sit lige Løb uden Knuder og Bugtninger. Thi hvad der vindes ved Helgenes himmelske Råd, det fortabes ved Djævlens underjordiske Snedighed.

Og så går det lige op, men Menneskebarnet har ligegodt Fortrædelighederne. -

Der kom et Knippe drukne Karle fra Rosengaarden og bøjede ned ad Strædet mod St. Clara, hvorhen Bent førte Clara for at lade hende ledsage af Klostergårdens Folk, inden det blev mørkt.

Bent trådte til Side og skærmede Clara. De var fire i Følge, to Matroser og et Par tyske Krambodsvende.

De gik ikke forbi. -

»Der står en Adelsmand og en Borgerpige,« sagde den ene, en lang, raklet Matros. »Kys Tøsen, Junker, så ryger Dyden ud ....«

En af Krambodsvendene kom til. »Det er en Kannik, Folkens, en skinhellig, gejstlig Rad. Jeg kender ham, det er den fede Anders Billes Søn skrås overfor Mesters Bod. Den lede Papist er kronraget og går på Dumpejagt endda. Flyt sig, Præst, lad os se Pigen.«

Blodet jog Bent i Kinden, og da Svenden trådte nærmere, slog han ham et Næveslag mellem hans Øjne, så han med et dumpt Drøn gik ned i Vejens Sten.

Så trak Matroserne fra Læderet. To korte Huggerter lynede i Luften for Bent, og han rev Kården fra Lænd, så det susede og sang. Clara stod bag ham gemt og dækket, ligbleg, rystende af Rædsel. Men der kom ingen til. Bent Bille stod alene mod tre.

Som et snurrende Hjul slog han Kården i Luften, det gjaldt Sekunder; Karlene var drukne, de ville Kiv, det måtte være brat Død for dem eller ham. Han tænkte ikke, hans Øjne hvilede skarpt og fast på Kårdens Spids og de to flade Huggerter, der var vendt mod ham.

Et Skridt fremad, og den spidse, lange Klinge fo'r ind mellem Ribbenene på den ene Matros. Det var en til i Gulvet, men i det samme faldt et Hug af den anden Huggert over Bents Parérplade.

Det varede kun et Par Sekunder, så fo'r atter Rapiren frem som en Slange på sin Kvist, lydløst, glimtende, lynsnart.

Men i det samme sprang den anden Krambodsvend frem, han havde været mest ædru og kun set til, nu blussede Kampiveren op i ham ved at se det røde Blod og de segnende Mænd.

Med et Skrig kastede Clara sig imellem. Kniven, Svendens eneste Værge, gled skærende skarpt over hendes højre Bryst, banede sig Vej gennem Linet og farvede det rødt af hendes Blod, så hun segnede med et Suk ned mod Jorden.

I det samme knuste Bent Billes Kårdefæste Stimandens Tindingeben.

Men nede i den varme Kælder lo Fanden og gned sine Klør ad de hårede Lår, medens derude i Strædet, der førte til Hospitalets Avlsgård, lå to døde, lybske Matroser og en Krambodssvend med knust Hoved, medens den fjerde på sine Knæ skyllede Blodet af sit Ansigt i det rindende Vand i Strædets Grøft.

På sine Arme bar Bent Bille den blødende Clara til Klosterets Gård.

Fanden havde gjort et Mesterstykke, St. Bent tog Reisaus for at melde Kalamiteten i Degnegården i Bergen, St. Nytouche derimod trak på Skuldrene.

For hun var af Hunkøn og fra Frankrig!



Kapitel 5 >