Bent Bille
Af Palle Rosenkrantz (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
SJETTE KAPITEL: Bent Billes Hjertenskær
St. Bent! I levende Live var du vel egentlig Pave i Rom, eller rettere, du var to Paver i Rom, Benedictus den første og den anden, og hvad du i denne dobbelte, jordiske Skikkelse bedrev, vidste sikkert de færreste, der i Tiderne bad til dit Navn. I Danmark hed du Bent og var vistnok ikke Pave, men derimod Sven Estridssøns Søn og Knud den helliges Broder. Du fandt Døden med ham i Odense, og dine Ben hvilede i St. Knuds Kirke. Var du ikke Helgen efter ret pavelig Opskrift, så blev du det i danske Mænds Tanker og Bønner, og du har mandelig værget Bent Bille, medens han omtumledes på Skæbnens Hav, som det på disse Blade berettes.
I et vigtigt afgørende Øjeblik var du i Bergen.
Deraf benyttede Fanden sig i sin Argelist.
Da du kom tilbage - siger du selv - gik du til St. Peder, som foruden anden vigtig Gerning har Overopsyn med Helgener, og der måtte du høre hårde Ord for det, der skete i Rosengaarden. Du forsvarede dig mandelig og sagde, at du troede, St. Nytouche havde våget over Bent. Og St. Peder slog op i den store, gyldne Bog, hvor Helgenes Navne og Bopæl er indskrevne. Han slog op under N, thi Helgene er mange, og de findes opført i Bogstavorden. St. Peder kiggede og kiggede, men fandt ikke St. Nytouche i Bogen.
Du var bedragen, stakkels St. Bent - St. Nytouche var ingen Helgen, kun en spøgefuld Hun-Djævel fra Paris. Og imedens du skammede dig og St. Peter skældte, skete det, som nu berettes.
Clara Ambrosius havde svævet mellem Liv og Død.
Såret var farligt, og Badskærkunsten stod lavt. Læger fandtes ikke i København, Munkene, der havde forstået Kunsten, var udjagne af deres Klostre og spredt viden om Land, Nonnerne var ukyndige og få.
Den sidste Tiggerbroder i Klostret, Broder Martin, var en kummerlig Badskær, og dog frelste han Clara Ambrosius' Liv. Nonnerne beholdt hende i Klostret, hendes Moder ville det så. Hendes Fader var jo bortrejst, hvorhen vidste ingen.
Og Bent tilså hende daglig, så længe hun var syg. Da hun blev bedre, mødtes de daglig og taltes ved.
Der gik Uger efter Bents Møde med Lektor Poul, han rejste ikke. Han studerede ikke, og hans Embedsgerning var ingen, thi vor Frue Kirke stod stadig tom.
Sære Rygter gik over Lande om, at Hertug Christian havde været på Sønderborg og omfavnet den fangne Konge samt lovet at hjælpe ham til sit Rige igen, at Kejser Karl lod ruste en vældig Hær, og Nederlændernes Flåde, der lå i Kattegat, skulle føre Kong Christiern tilbage til København. Ja, man sagde endog, at Holstenerne og Nederlænderne havde sluttet Våbenpagt, og at Hertugen og Kong Christiern ville vinde Sverig tilbage. Man sagde meget, særlig de tyske Købmænd i København Hans Bose og Kordt Berman, der pralede af, at nu skulle København være en fri Rigsstad, med meget mere.
Men på alt dette tænkte Bent Bille ikke.
Han tænkte kun på Clara Ambrosius, og det vidste ingen Mennesker på Jorden udover én - den eneste, der ikke burde vidst det, Clara selv.
En Dag mod Aften sad hun hos ham i hans Stue. Hun gik Søstrene til Hånde nu, hun var bedre, og havde bragt ham Frugt og Vin. Bent holdt af Frugt og var vænnet til Vin fra Frankrig.
Han sad ved sit store, svære Bord med de lukkede Folianter. Hun på en lav Træstol ved Vinduet.
De talte ikke meget - ofte tav de meget længe, og så blev Clara utålmodig.
»Bent,« sagde Clara: »Jeg elsker Eder!«
Bent tav.
Clara foldede sine Hænder over sine Knæ og så op på ham som for at læse hans Tanker. Hun læste intet; så talte hun langsomt, men hendes Stemme var fast:
»Da jeg lå syg nu og troede, det var Døden, for det troede jeg, det troede Broder Martin og Søstrene også - havde jeg en Aften et Syn. Det var den hellige Jomfru - eller hvis den hellige Jomfru ikke er en Helgen, eller der slet ingen Helgener er, så var det en Engel, men hun var klædt som den hellige Jomfru i Sol Giselen i St. Nicolai Kirke. Jeg tror også det var den hellige Jomfru. Hun var så mild og strålende som i det klareste Solskin, og dog var der mørk Nat om mig, og Søster Barbara sov, for det havde jeg lige hørt.
Clara, sagde hun - ræk mig din Hånd og følg mig til de Saliges Boliger, thi din Synd var ringe her på Jorden, og nu skal du gå ind til evig Glæde. Så blev jeg så underlig bedrøvet, syntes jeg, fordi jeg skulle dø så ung, og så bad jeg, om jeg ikke måtte leve. Hun rystede blidt på Hovedet, og så spurgte jeg, om jeg der ville møde Eder, Bent. Hun rystede på Hovedet, så underligt vemodigt, og så skreg jeg - Jeg vil leve - leve, for jeg ville være, hvor I var.
Så vågnede Søster Barbara og gav mig Vand at drikke.
Men siden hen så jeg den hellige Jomfru, og hun sagde til mig: Du har kun syndet lidt, Clara, din Synd er for intet at regne, men om du levede, ville du synde, thi du elsker en gejstlig Mand, en Adelsmand, der ikke kan tage dig til Hustru.
Så sagde jeg - jeg elsker Bent, og det er ikke Synd, men var det Synd, lad mig leve og synde.
Og så blev det mørkt.«
Medens hun talte, sad Bent og stirrede på hende.
»Bent,« sagde hun - »ville I ønske, jeg var død?«
Rent måtte svare.
Han rystede blot på Hovedet, og Clara læste lidt mere i hans Blik end før - men kun en Ubetydelighed.
»Så blev jeg rask,« fortsatte hun, »og jeg har ikke set den hellige Jomfru mere. Men det var jo kun hende, det var ikke Gud Fader eller Jesus, jeg så. Og det er ikke Synd, at jeg elsker Eder, for jeg kan ikke andet.«
Nu vidste Bent det.
»Clara,« sagde han - »den hellige Jomfru, om hvem Kirken lærer, at hun var vor Formidlerinde hos Jesus, har Ret. Jeg er en gejstlig Mand, og I kan elske mig som en Broder, ligesom jeg har Eder inderlig kær som en Søster. Men tro mig, dette Syn betyder, at I skal leve for at vinde Herredømme over Eders syndige Tanker.«
Det var talt, som om St. Bent havde indgivet ham Ordene.
Clara blev heftig. »Nej,« sagde hun, »nej. Så var jeg hellere død. Ingen Kvinde kan give sig i Kloster mere nu, de river alle Klostre ned, og min Fader vil aldrig tillade, at jeg giver mig i Kloster, og om jeg gjorde det, jeg ville synde hver Dag i mit Hjerte, og det blev jo samme Synd, som var det gjort i Gerning. Nej, Synet betyder, at jeg skal leve og elske Eder, som jeg vil gøre til min sidste Stund, ja, udover den.«
Hvis nu Bent Bille havde været øvet i at tale fromme Ord til unge Kvinder, ville han vel nok have prøvet at overbevise Clara om, at hun tog helt fejl, og at Synet havde betydet akkurat det, han sagde. Megen Nytte ville han alligevel ikke have gjort med sin Veltalenhed, thi Clara var underfundig, hun havde slet ikke haft noget Syn - men hun vidste meget bedre, hvad hun skulle sige til Bent, end han i Øjeblikket vidste, hvad han skulle sige til hende.
Bent havde kun i sine Drømme og Tanker været helt fri overfor Kvinder, men der havde han, idet han bøjede sig for Arvesynden, som selv hos de frommeste behersker Tankerne - altid sagt det modsatte af det, han nu skulle sige. Overfor Kvinder af Kød og Blod havde han altid hjulpet sig med Tavshed og Kølighed.
Tie kunne han ikke her, hvor det gjaldt en ung Kvindes Sjælefred, og kølig kunne han ikke være.
Grevinde de Neuilly ville have triumferet, om hun nu havde set Bent. Og hendes Triumf ville have været endnu større, hvis hun havde læst hans Tanker, som var disse: var det endda en af de franske Kvinder, så ....
Resten tabte sig i noget, der grænsede til Blasfemi.
Men det var Clara, som Bent holdt af, som i mere end en Måned havde været den, om hvem hans Tanker kredsede, og Tanker var Drømme. Bents Drømme var jo ikke så krystalrene, som hans Handlinger.
Bent ville løbe fra det, men Ulykken var, at han sad i sin egen Stue og - til Bergen ville han ikke. Han ville ikke bort fra det Sted, hvor han var.
Han rejste sig, trådte hen til Clara, og hun rejste sig. Så lagde han sin Arm om hendes Liv og kyssede hende meget broderligt på Panden, men hun skælvede helt usøsterligt under hans Kys.
Bent bar sig ad som en Moder, der giver sit Barn en Kobberskilling for at tie, når Barnet begærer en Sølvmønt.
Clara var et klogt Barn; hun forstod, at flere Kobbermønter tilsammenlagt kan få en Sølvmønts Værd, og hun blev stående med Hovedet hvilende mod Bents Skulder. Så stirrede hun op på ham og hviskede: »Giv mig endnu et Kys som dette, Bent!«
Det gjorde Bent - nu skælvede også han ganske lidt.
Så talte Clara. »Elsker du mig, Bent?«
Og da Bent ikke svarede, gjorde hun sig løs.
»Bent,« sagde hun, »hvis du gjorde, som du ville, så elskede du mig. Hvorfor gør du ikke, som du vil?«
»Fordi jeg holder af dig, Clara,« sagde Bent, meget stille og meget blidt. Jeg vil ikke øve Synd imod dig.«
Det er vigtigt at erindre, at Bent her ikke ville øve Synd mod Clara, medens han i tidligere lignende Tilfælde overhovedet ikke havde villet øve Synd.
»Men du øver jo Synd mod mig,« sagde hun - »det er jo Synd, at du vil nægte mig det, hvorfor jeg lever - ellers var jeg jo død den Nat, jeg havde Synet og havde nu været salig.«
Clara vendte tilbage til »Synet«, fordi hun havde opdaget, at Bent ikke ville hævde sin Forklaring.
Han tog hendes to Hænder og så hende fast i Øjnene. »Hvis jeg nu tog dig i mine Arme, Clara, så ville det vel nu være Lykke for dig og Lykke for mig, men vi kan ikke leve, som om denne Stund var vor sidste.«
»Hvorfor ikke?« hviskede Clara. »synder jeg ved at elske dig, og du ved at elske mig, så får vi vel Lov at afbede den Synd - Dødssynd er det jo ikke. Du er jo dog en from Mand, og jeg har levet efter mine Forældres Vilje hidtil. Mange Mennesker er meget slettere end vi, og hvor kan vi da blive fortabte for denne ene Synd. Vi skal jo ikke leve, som om denne Stund var vor sidste, siger du - men så kommer der jo mange, mange Stunder til Anger.«
At dette var ganske forkert, kunne Bent straks se, men ærlig talt tænkte han i dette Øjeblik mere på Clara end på sig selv. Derfor sagde han:
»Der følger Ulykke med Synden; ville du være en gejstlig Mands Elskerinde?«
»Ja,« sagde Clara bestemt - »din!«
Og ved disse to Ord gemte hun sit Hoved ved hans Bryst, for at han ikke skulle se, hvor hun blussede.
Bent var slået tilbage i sin Fæstning. Han måtte igen tænke på sig selv, og det faldt ham såre svært, fordi han dårlig kunne tænke på andre end Clara. Der steg en Lysning frem af hans Tanker og Minder. Så var hun jo som alle de andre, som Claude og Cecilie, måske som Emilie.
Nej, som Emilie var Clara ikke - snarere som Claude - ikke Grevinde de Neuilly, men den Claude, om hvem Antimachos havde fortalt.
Og Bents Spørgsmål knyttede sig nøje til Antimachos' Fortælling:
»Ville du, Clara,« sagde han, »med Skam føde en gejstlig Mands Barn til Verden?«
»Ja,« sagde hun atter - »dit!«
Og hun lagde sine Hænder om Bents Nakke og knugede sit Ansigt mod hans.
Så sagde Bent Bille ikke mere.
Men da St. Bent vendte tilbage fra St. Peders Brevkammer var det for sent.
- - -
Ambrosius Bogbinder havde truffet Hr. Mogens Gøye på Bidstrup. Hans Tausen var tilstede ved Mødet, og Ambrosius var ydmyg. Han bragte Rigshofmesteren Afskrift af et Brev, underskrevet af ærlige og formumstige Mænd af København, hvori de bad Hertug Christian om at tage mod Danmarks Krone.
Mogens Gøye tog Brevet og læste det. Hans Bryn rynkedes, og han sagde koldt og hårdt:
»Når var det Skik i Danmark, at Københavns Borgere valgte Landets Konge?«
Ambrosius rettede sig, som var han ramt af et Øglebid. Men han tav.
»Gå,« sagde Rigshofmesteren - »sig Eders Fæller, at vi, hvem det påligger, skal gøre vor Pligt.
I Staden bliver hver Mand ved sin Næring og Biering og vogt Eder for at befatte Eder med Rigets Sager, før I spørges på Tinge derom.«
Ambrosius bed Ordene i sig og gik. På Tærskelen standsede han og sagde tøvende: »Den lybske Borgmester var med i dette ....«
»Ved I,« afbrød Rigshofmesteren, »om de Lybske er Danmarks Venner eller Fjender. Jeg ved det. Gå, jeg skal glemme, at I kom.«
Så gik Ambrosius og vendte tilbage til København med Had og Vrede i Sindet.
Men Hans Tausen sagde til Rigshofmesteren: »Eders Strenghed har været mig en huld og nådig Herre og aldrig kan Ordets Venner eller jeg gengælde Eder forskyldt - men heri handlede I Uret, såvel mod Danmark som mod Ordet.«
Rigshofmesteren lagde sin Hånd på Præstens Skulder. »Eder siger jeg, hvad jeg ikke sagde ham. På mine Knæ har jeg bedt Hertug Christian om at tage Danmarks Krone af min Hånd, og Hertugen har sagt Nej. Nu råder den højeste for det, der vil komme. Drag til København, forkynd Ordet, som I har forkyndt det hidtil, men vogt Eder for ham, der gik, og de tyske Købmænd af hans Lige. Med dem tager det en ond Vej.«
Hans Tausen rystede sit Hoved, men tale turde han ikke; også han vendte tilbage til København, men i de Tider, der nu kom, var det ikke Striden om Guds Ord, der fyldte Sindene, og der blev tyst om Hans Tausens Navn. Hans Gerning var gjort. -
Da Ambrosius vendte hjem, erfarede han, hvad der var hændet Clara, hendes Sygdom og Helbredelse; han sagde kun lidt dertil. Samme Aften forlod han - uden at have set hende - Staden og drog til Malmø for at pleje Råd med Hr. Jørgen Kok, hans Landsmand og Malmøs Borgmester. Og fra Malmø gik hans Vej til Lybeck.
Men Clara blev i det øde Kloster ved Rosengaarden. Det led mod Udgangen af Året 1533, det stundede mod de Tider, der aldrig vil glemmes, når Danmarks Krønike skrives, Tider, hvori Ambrosius Bogbinders Navn vil blive nævnt på hvert Blad og stundom nævnt tillige med Bent Billes - i Grevefejdens Tid.
Om Bent Bille selv er nu kun dette at fortælle: Han angrede ikke, han angrede aldrig, og han blev Mand. Skal herom berettes, bliver det ikke på Blade, hvorover står skrevet »Bent Bille«. Thi det, der før gjorde Bent Bille mærkelig, er ikke mere fra den Aften i St. Clara Kloster; det, der i Fremtiden præger hans Færd og bestemmer hans Skæbne, er hans underfulde Kærlighedsforhold til den Mands Datter, der var hans Slægts bitreste Fjende og voldte dens Fald fra Rigets højeste Magt til Fængsel og Undergang under den flammende Fejde.
Hans Kærlighed til Clara Ambrosiusdatter. - Dog, den kræver en Beretning for sig - Beretningen om »Bent Billes Hjertenskær«, om Elskov og Fejde på Baggrund af det, som her er fortalt om Mennesker og Tider.