Holst's Oplevelser. IV.
En romantisk Historie
Af Palle Rosenkrantz (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Politiinspektøren var ærgerlig. »Holst,« sagde han, efter at den unge Overbetjent på telefonisk Opfordring havde indfundet sig hos ham, »her har vi igen en af disse forbistrede Rømningshistorier, der blot spilder Tid og koster Penge. Kassereren ved Sparebankens Filial på Vesterbro er stukket af med et halvt hundrede tusind Kroner. Det må være sket Onsdag Aften. Skærtorsdag og Langfredag er Banken lukket. Imorges, da de lukkede op savnede de Kassereren og selvfølgelig et klækkelig Beløb i Kassen. Fyren har to Dages Forspring, nu henved halvtredie. Det er en ung, løs og ledig Fyr, Fritz Heller hedder. han. Fanden vide, hvor han nu er.
Tørnmerhandleren fra Lyngby stak af og fandtes ikke i London, nu må han løses hjem fra Sydamerika. Det klogeste var måske slet ikke at sætte efter denne her, og vente til han dukker op, men så har vi hele Kobbelet på Halsen.
Mine to Polygloter er ude, og af min Rejsestab har jeg kun Dem, som jeg nødig vil undvære, - jeg kan imidlertid ikke skønne andet, end at De må afsted. Sydpå.«
Holst bøjede sig let,: »Er der noget Materiale?«
»Intet. Det hele kom naturligvis som et Tordenslag. Det gør sådan noget altid. Første Direktør har været her og er lige gået. Slubberten var naturligvis et eksemplarisk, ungt Menneske. Svirede slet ikke, boede hos sin Moder på Kastelsvejen, Punktlighed og Orden selv. Selvfølgelig. Forsynlig har han også været.«
»Er der noget i Vejen med Bogføringen?«
»Direktøren mener nej - på nær den sidste Indbetaling, som han har stukket i Lommen, det er et Beløb, som man vidste ville komme. Det er en Selvfølge, at der er Sløseri med i Spillet. Man har ikke kontrolleret ham. - Vupti, færdig.«
»Mente man, det var planlagt forud?«
»Det synes således. Direktøren tror, han er bleven gal lige med et, det siger han naturligvis for at pynte på Forsømmeligheden. Nå, efter hans Meddelelse ser det underligt ud, at Fyren sådan lige med et er stukket af. Der er absolut intet at sige på hans Vandel. Det gentog han tyve Gange.«
» Forlovet?«
Inspektøren smilede: »De mener où est la femme? Ja, naturligvis er der en Kvinde med i Spillet. Fyren er kun 27 År. Men hverken Direktøren eller nogen af Personalet kender hende. Heller var sær, han omgikkes ingen af sine Kolleger. Han studerede Italiensk og Spansk.«
»Men Moderen?« spurgte Holst beskedent.
»Selvfølgelig. Moderen ved heller ikke noget. Hun græder bare for sit dejlige Drengebarn. Den stakkels Kone, hun er Præstedatter og Enke. Manden var Skibsfører og er forlist, medens Drengen var spæd. Ingen Fader til at lede Opdragelsen Mors Dreng naturligvis. I det hele en Satans Historie. Ellers plejer der at være en lille Pipfugl fra en Sangerindebod eller sådant; men det skal der ikke være her. De har ganske Ret, où est la femme?«
»Når er han rejst?« spurgte Holst.
»Vi formoder med Afteniltoget Onsdag Aften. Han kan have vidst Besked om Pengene fra Tirsdag Middag. Ældre kan Planen ikke være. Han sagde ikke noget videre til Moderen, men gik Kl. 6 Onsdag Aften. Det var Aftalen, at de skulle tage til Helsingør Torsdag, for at besøge en Tante. Næste Morgen fandt Moderen en Billet, der bad hende undskylde ham. Ikke mere. Hensynsfuld har han ikke været.«
»Hun må altså have været vant til, at han var sent ude om Aftenen.«
»Hun siger Nej. Kl. 11 var han altid hjemme pænt og ordentligt.«
Holst rystede på Hovedet; »Altså må det her have drejet sig om en Pige af bedre. . . .«
Inspektøren afbrød: »De mener vi skal holde Revu over Stadens bedre unge Piger og se hvem der mangler.«
Holst smilede: - »Bare man kunne.«
Inspektøren rejste sig: »Ja Holst, Sagen er Deres. Se at få ud af den, hvad De kan, og rejs så med Guds Hjælp ud i det store ubekendte.«
* * *
Frk. HILDA HANSEN.
Vesterbrogade 12. København
Hamburg Alsterhaus vent rolig efter Helligdagene og tag en London Billet. I London Lørdag - Onsdag næstkommende. Southhampton 20. Damper Amerika. Min Plan er reusseret. Rejsen i Orden. Kom Onsdag Morgen Edison Logihus London Effie Road. South-Kensington. Det øvrige der.
Fritz.
Det var et Telegram, der lå foran Holst på Bordet. Han sad i en hyggelig og velmøbleret Dagligstue hos Grosserer Emil Hansen på Vesterbrogade 12 og lige over for ham sad en ung Pige. - Frk. Hilda Hansen.
Frk. Hansen var 22 År, høj, slank med et blegt, ovalt Ansigt og store, mørke Øjne, Hun var klædt i den særegne Reformdragt, som flere unge Damer af det højere Bourgeoisi ynder at bruge. Hende klædte den, slank som hun var. Hendes Ansigt var vel blegt, men fuldkommen roligt og uudgrundeligt.
Holst sad lige over for hende, alvorlig, høflig, ligefrem deltagende, men fast besluttet på at lodde Dybden i hendes Blik.
»Det glæder mig, Frk. Hansen,« sagde han, »at De frivillig kom frem med Telegrammet. Det ville have gjort mig ondt, om jeg havde måttet skride til en Anholdelse. Så havde Deres Navn været i alle Stadens Småblade. Nu er det muligt, at det helt vil kunne forties. Muligt siger jeg, hvis De åbent og ærligt vil fortælle alt.«
Hendes Blik var så underlig tomt hendes Tanker var langt borte. -
Da Holst tav, for hun sammen.
Holst rømmede sig.
»De erkender altså at dette Telegram er fra Fritz Heller?«
Hun bøjede Hovedet.
»Og De modtog det Torsdag Morgen?«
»Ja.«
»Når det er sandt, hvad De siger, at den unge Mand ikke er Deres Forlovede, hvorfor meddelte De så ikke Deres Fader dette?«
»Fordi jeg holder af Fritz . . . Heller« tilføjede hun.
»Altså dog Deres Forlovede?«
»Nej,« sagde hun fast. »Jeg har sagt ham, at jeg ikke ville være hans Forlovede. Han kunne ikke forsørge mig, og jeg ønsker ikke at forlove mig.«
Holst talte i en noget let Tone, idet han lod Blikket svæve hen over hendes Dragt.
»De hører måske til den mere moderne Retning af unge Damer, der . . .«
Hun afbrød ham, hendes Kinder flammede let: »Jeg antager ikke Deres Stilling berettiger Dem til at fornærme mig.«
Holst bøjede sig: »Jeg fornærmer aldrig nogen, mindst en Dame. Men De nægtede at give mig Telegrammet, da jeg for ti Minutter siden spurgte Dem, om De havde modtaget Brev fra Fritz Heller. Jeg måtte true Dem med en fuldstændig lovlig Anholdelse for at få det frem. De sagde selv, at Deres Forældre intet ved om denne Sag. De har skjult dette Telegram, uagtet De måtte vide at det dølger en Forbrydelse, og De tilstår nu, at De holder af den unge Mand, som er en Forbryder. De må altså kunne forstå, at jeg har Ret til at mistro Dem -«
Hun sad igen og stirrede ud i Luften med et underligt tomt Blik.
»De véd altså intetsomhelst ud over det, der står i Telegrammet.«
»Nej,« sagde hun bestemt. »Intet.«
»Og De forstår, at det er nødvendigt at træffe Sikkerhedsforanstaltninger mod at De benytter Deres Viden til at forhindre Anholdelse i Udlandet?«
»Jeg skal altså i Fængsel?« spurgte hun usikkert.
Holst rystede let på Hovedet: »Under Forudsætning af, at Deres Fader, som er en anset Mand, vil indestå for, at de holdes indespærret her i Huset til Heller er anholdt i London, eller hvor han måtte antræffes, er det måske ikke nødvendigt.«
Holst så op. Den unge Pige var endnu dødbleg. Men hun tav.
Holst fortsatte: »De forstår altså, at den eneste Forudsætning for at jeg kan forskåne Dem for Anholdelse og offentlig Skandale er den, at hvad De her siger er Sandhed og fuld Sandhed, og at Deres Fader indestår for Deres Forbliven her og fuldstændige Afspærring fra alt Tyende.«
Hun bevægede Hovedet umærkeligt.
Nøgler raslede i Døren til Entréen, og Husets Herre kom ind. Det var en bred og myndig Skikkelse af den rigtige Grosserertype.
Holst rejste sig og bukkede.
Grossereren var stærkt echaufferet. Holst havde ladet ham hidkalde telefonisk, ligesom han stod i Begreb med at gå på Børsen. Han forstod intet.
Holst satte ham ind i Sagen, og han sank ned i en Stol noget rød i Hovedet og ude af Stand til at tale.
Holst så skeptisk på Fader og Datter. Det undrede ham, at den unge Pige slet ikke syntes at bryde sig om det, der gik for sig. Hendes Blik var endnu som før stirrende, tomt, langt borte.
Grossereren var Mand for at beherske sig. Det var også tydeligt, at Datteren var ham åndeligt overlegen. Hans Blik var bedrøvet, ikke vredt, og han talte ikke.
Der blev en .Pause.
Så talte Grossereren. Ja, Hr. Overbetjent, sagde han, min Datters Hjerteanliggender har været hendes Ejendom. Hun har ikke talt til mig om denne - denne unge Mand. Jeg kender hende og ved, at hun - at min Ære er hendes. Hun har kastet sine Øjne på en uværdig. Jeg beder Dem være forsikret om, at min Datter ikke har været i Ledtog med en - en Bedrager.«
Holst bukkede.
»Hvis Hr. Grossereren kan indestå mig for, at den unge Dame forbliver her og ikke fjerner sig fra Huset eller sætter sig i Forbindelse med nogen, før jeg atter indfinder mig, skal jeg søge udvirket, at Anholdelse kan undgåes.«
Grossereren blev bleg: »Anholdelse, har Hilda da gjort noget ulovligt?«
»Det ved jeg ikke,« sagde Holst venligt. - »Det havde været den unge Dames Pligt at anmelde . . .«
»Nej,« faldt Grossereren ind, »det er ingen Pligt at . . .«
Holst trak på Skuldrene: »Jeg sagde jo, Hr. Grosserer, at jeg ikke vidste om Deres Frk. Datter har begået noget ulovligt. Men i hvert Fald har hun erkendt, at hun . . . holder af den unge Mand . . . Nå hvis Telegrammet er Sandhed, vil Anholdelsen kunne finde Sted i London i Dag, og så vil der vel næppe være Årsag til at ulejlige Dem siden.«
»Men hvis det ikke sker?« spurgte den unge Pige nervøst og hastigt.
Der tændtes et Glimt i Holsts Øjne - det slukkedes straks. Han så roligt på den unge Pige. Hendes før så tomme Blik var i dette Øjeblik skarpt og lyst, og de to røde Pletter på hendes Kinder tændtes igen.
Det var første Gang, siden hun havde afleveret Telegrammet.
Holst vendte sig mod Grossereren og sagde i en bedrøvet men fast Tone: »Jeg er bange for at Ansvaret bliver for stort. Jeg nødes til at anholde Deres Frk. Datter.«
Den unge Pige knyttede Hænderne, og hendes Kinder blev helt dybrøde.
Grossereren blegnede.
»Hr. Overbetjent, jeg er ikke nogen rig Mand, men mit Navn er godt. Hvor stort er Beløbet, det drejer sig om?«
»50.000 Kroner.« sagde Holst.
Grossereren stammede lidt, så sagde han med rystende Stemme: »Godt, jeg giver Dem min Underskrift på, at jeg vil tilsvare Beløbet, hvis den Omstændighed, at min Datter forbliver fri, forspilder Dem Sagen.«
Holst kastede et Blik på den unge Pige. Hendes Ansigt var ubevægeligt. Hun tænkte.
Så gik han til Telefonen og ringede Inspektøren op. Efter nogen Talen frem og tilbage tog man imod Tilbudet - foreløbig. Holst affattede en Kautionserklæring, der skulle være foreløbig, til yderlig Sikkerhed kunne stilles. Grossereren underskrev den, Holst stak den til sig.
»Jeg stoler på Dem, Hr. Grosserer,« sagde Holst og bukkede. Da han gik kastede han et Blik på den unge Pige. Hendes Ansigts Udtryk var roligt og næsten hårdt. Hun bøjede Hovedet svagt for hans Hilsen. Så gik han. -
* * *
O. B. 319, Clausen talte godt engelsk. Han havde været en lille Tur i Amerika og var en rask, forslagen Gut. - Altid rejsefærdig ligesom en berømt samtidig Monark.
Kl. 3 om Eftermiddagen sad han hos Holst i Lejligheden på Marmorpladsen og studerede Telegrammet.
Det val afsendt fra Hamburg Torsdag Morgen. - Altså efter at Rømningsmanden Kl. 9 var kommen dertil over Gedser eller Korsør-Kiel. Alsterhaus passede godt, det var der et Hotel, der hed. Kl. 2,47 kunne han være rejst videre over Vliessingen til London og ville så ankomme til London Fredag Morgen. Det var imidlertid rimeligt at han ventede et Svar i Hamburg og i så Fald ville han være i London Fredag Aften eller Lørdag, som der stod i Telegrammet. Frk. Hilda Hansen havde ikke svaret. Hun havde sagt at hun ikke ville rejse, men det kunne være Usandhed. Nu kom hun i hvert Fald ikke afsted. Adressen i London kunne kontrolleres pr. Telegram til Scotland Yard, og Forbryderen, hvis han var ankommen, anholdes straks. I så Fald var det unødigt at sende en Mand til London. Holst havde telegraferet, det var jo nu Lørdag Eftermiddag. Der gik ganske rigtig Onsdag Aften en Damper fra Southhampton til Amerika. Men her var det heldigst om en dansk Politimand var tilstede, hvis London glippede. Det kunne særdeles godt nåes.
Holst skulle have rejst, men ville ikke rejse som Sagerne lå. - Han havde selv henledet Inspektørens Opmærksomhed på O. B. 319 Clausen. Han havde sine Grunde til ikke at forlade Byen.
Den unge, smukke Pige med de mørke forunderlige Øjne stod endnu for hans Blik.
Clausen granskede Rejseruter, oprømt ved Udsigten til en Rejse med gode Diæter. Holst tænkte. Det var et underligt Sammentræf, der havde røbet ham hvem den unge Pige var, hvis Interesse i den foreliggende Sag han og Inspektøren straks havde forudsat. Sporet var måske godt gemt, men en Gang fundet måtte det lede til det rette.
Ved Ransagningen i den bortrømtes Bolig havde han, i en Skrivebordsskuffe, fundet et Portræt af den unge Pige. Det lå mellem nogle Papirer - godt gemt - således at det måtte formodes, at den unge Mand i Skyndingen ikke havde kunnet finde det. Det bestyrkede Holsts Antagelse af at hele Planen kunne være pludselig. Og netop derfor kunne der være en Mulighed for at den unge Pige endnu var i Byen. -
Ingen af Bankens Funktionærer havde kendt hende. Den gamle Frue anede ikke, hvem Billedet forestillede, hun vidste intet om Sønnens Kærlighedseventyr. Fotografens Navn var klippet bort, Billedet havde været tilpasset til en lille oval Ramme, der stod på Bordet og nu var tom. Holst havde bragt det til en bekendt Fotograf og denne havde af Papirer og en vis Ejendommelighed i Udførelsen gættet på en kendt Kollega, hvis Arbejde havde de forefundne Ejendommeligheder. Han havde gættet rigtigt, og der havde Holst fundet Navnet.
Allerede Kl. 1½ om Lørdagen havde han stået i Lejligheden på Vesterbrogade og efter en kort Kamp fået Telegrammet frem.
Nu sad han tankefuld og stirrede på det.
Klokken var 6. Det ringede. Der stod et Telegrambud udenfor. Det var Svaret fra Scotland Yard.
Endnu ingen dansk Mand i Edisons Logishus. Effie Road South-Kensington. Iøvrigt var Stedet et Logishus, hyppig benyttet af Danske. -
»Skal jeg rejse?« spurgte Clausen - han selv ville heller end gerne.
Holst grundede.
»Det bliver vel det bedste. -«
Kl. 7,15 gik Gedseriltoget, Kl. 8 Korsørtoget. Clausen valgte det sidste Tog og sagde Farvel til Holst. - Klokken ringede til Afgang og Togføreren satte Fløjten for Munden. - Clausen lænede sig velbehageligt tilbage i en af Togets Harmonikavogne, medens han »europarejsende« stirrede overlegent henover de forsamlede Afskedstagende på Perronen.
Hvad var det?
Lige i det Øjeblik Toget satte sig i Bevægelse, sprang en ung rejseklædt Herre op ad Trappen til Harmonikavognen. Han bar en let brun Rejsekuffert og en Plaid, og medens det endnu rykkede i Boggievognen og Toget gled langsomt ud under Banegårdens Hvælving så Clausen med Undren den unge Herre træde ind i Kupéen til ham og hilse med et Smil,
Det var Holst.
»Hvad er den af?« spurgte Clausen lidt ærgerlig, »er jeg ikke betroet til at rejse alene?«
Holst smilede: »Å jo, men kun fra Hamburg af. Så langt følges vi. Jeg skal også på Rejse.«
Clausen lignede et Spørgsmålstegn.
»Jeg skal nemlig fortælle Dem, Clausen, at Frk. Hilda Hansen er flygtet. Rimeligvis med Gedsertoget Kl. 7,15.«
»Og De lod hende ikke stoppe i Gedser?«
»Nej,« sagde Holst alvorligt, »Det tør jeg ikke.«
Clausen så lidt dum ud.
Holst tændte en Cigar. - Jeg ville ikke berøve Dem Fornøjelsen ved Londonturen, men jeg vil forberede Dem på, at Sporet er falsk.
Clausen gabede: »falsk. Skulle hele den Lire være falsk.«
Holst foldede Telegrammet ud og slog på det med et kort lille Smæld, så det sagde Rutsch i Papiret.
»Ser De, kære Clausen, dette her er en romantisk Historie og det er det, der gør den indviklet.«
Så dampede de af mod Korsør.
* * *
Da Iltoget fra Rostock Kl. 9 Morgen rullede ind på Lübecker Bahnhof i Hamburg stod ved Udgangen til den gamle forfaldne Banegård en Herre, klædt i en lang brun Ulster med Rejsehue. Han bar et mørkebrunt Fuldskæg og et Par sorte Briller og lignede mest af alt en tysk Professor på Rejse.
Det var Eigil Holst.
Han spejdede mod det kommende Tog, og som han ventede det, skete det: En ung velklædt Dame steg hurtigt ud ad Døren til en anden Klasses Kupé og ilede mod Udgangen. -
Han fjernede sig lidt og så, at hendes Billet kun gjaldt Hamburg. Hun tog en Droske og hørte til Venloer Banegården.
Han fulgte hende. Det gik jo alt, som han havde ventet, og han vidste jo hvorhen Rejsen bar.
Hun var kendelig nervøs, dog lagde hun ikke Mærke til Holst. Han lod hende roligt følge sin Vej, og da Toget fra Venloerbahnhof gled ud mod Elb Øen og forbi Harburg for over Bremen at stævne mod Køln, var både Frk. Hilda Hansen og Overbetjent Holst blandt de ikke ret talrige Rejsende.
Hun sad i en anden Klasses Damekupé.
Han i en anden Klasses Rygekupé.
Han kendte hende, men hun kendte ikke ham.
Så Fordelen var på hans Side - forsåvidt.
Et Par generende tyske Handelsrejsende prøvede forgæves på at lokke Holst ind i en almindelig Samtale. Han var utilgængelig og tavs, han havde noget at grunde over og var i største Tvivl om, hvorledes han skulle forholde sig overfor sin Medrejsende i Damekupéen ved Siden af.
Han vidste, at der på hendes Billet stod Havre - for en Sikkerheds Skyld havde han været i Nærheden, da hun tog den. Men det var kun for en Sikkerheds Skyld. Han blev slet ikke overrasket, da hun med let Rysten i Stemmen forlangte en Billet til Havre. Det var kun hvad han havde ventet.
Han vidste også, hvad hun ville i Havre, og hvem hun der skulle træffe.
Det var mindre mærkeligt. Og alligevel var Holst tankefuld, medens Toget gled forbi Bremen, Osnabrück og Münster ned gennem Kuldistriktet til Staden med den berømte Domkirke o. s. fr.
Da Toget forlod Liège var Holst nået til Ende med sine Overvejelser. Det var Kl. 9 Aften og han tog Plads i den samme Kupé som Damen. Til alt Held var det en blandet Kupé, der havde ikke været Plads i Damekupéen. Der var ingen andre i Kupéen. Damen havde åbenbart ikke ønsket at tage Sovekupé og Dagstiden var særdeles belejlig for Holsts Foretagende. Kl. 4 om Morgenen ville Toget være i Paris og først Kl. 8 gik Tog til Havre, en fire fem Timers Tur.
Men Holst syntes det var sikrest at tage fat nu Kl. 9 på en neutral passende Tid.
Den tyske Professor med Brillerne og Skægget var forsvundet - Overbetjent Holst sad i sit Hjørne af Kupéen og gjorde rede til Angreb.
Hilda Hansens Tanker var langt borte. Tilfældigt vendte hun Hovedet og lod Blikket glide hen over sin Medrejsende. Det gav et Sæt i hende, men hun tog sig i det og lænede sig roligt tilbage.
Holst lod hende få Tid, han mærkede godt, hvorledes hun skottede til ham.
Så lettede han på Hatten og sagde høfligt med et venligt Smil:
»Jo, Frk. Hansen, det er ganske rigtig mig, Overbetjent Eigil Holst af Københavns Politi. Ligesom Frk. skal jeg til Havre.«
Hun var ved at besvime - men med et kraftigt Tag samlede hun sig.
»Det gælder Livet,« sagde hun kort.
»Det ved jeg,« sagde Holst rolig.
»Derfor sagde jeg Dem, jeg rejser som De til Havre, med Dem hvis De vil det, ikke efter Dem.
Hun forstod ham ikke. Hendes Hænder var knyttede, men hun sad urokkelig stille. Kampen var for ulige.
Hun sagde ikke et Ord.
»Lad mig først spørge Dem Frk.,« sagde Holst venligt, »om det er Deres Hensigt at ruinere Deres Fader. De ved, at han vil miste 50.000 Kr., fordi De rømte imod Deres givne Løfte?«
»Jeg har intet lovet.«
Holst fortsatte. »De mener måske, at Deres Kærestes Liv er mere værd end Deres Faders Penge. Og deri har De vel Ret efter den gængse Pris på Menneskeliv.«
»Hvorfra ved De dette?« spurgte hun hæst.
»Jeg ved alt Frk. Hansen,« sagde Holst, »og hvad jeg ikke ved, supplerer jeg med Gætning. De rejser til Havre for i Hotel Billons at træffe Fritz Heller. De ønsker at frelse hans Liv og at tilbagelevere de stjålne Penge til deres rette Ejer. Ikke sandt? Hvorledes dette skal ske, ved De ikke; derfor er det et Held, at De har truffet mig, der ved det. Ser De Frk., De kunne ikke have fundet bedre Rejseselskab. De skal ikke være bedrøvet. Her er min Hånd Frk., mit Ord har De.«
Hun tøvede lidt, så rakte hun ham Hånden.
Holst smilede.
»De ved måske ikke, Frk. Hansen, at jeg selv har fundet mit Livs Lykke på en Tur Europa rundt efter en Forbryder. Jeg er lidt sentimental som alle brave danske, Politimænd ikke undtagne, og da jeg, som De ved, kan læse indenad, har jeg digtet videre på den Roman, jeg forefandt. Jeg har digtet rigtigt. I nat rejser vi to sammen til Paris og imorgen videre til Havre. Deres Kæreste har begået en ungdommelig Letsindighed - af en farlig Natur - og tager jeg ikke fejl, er Grunden den, at han således ville tvinge Dem. Ikke sandt?«
Hun bøjede Hovedet.
»Godt - så har De Deres Skyld. Man skal ikke sætte sin Elskede på for hård en Prøve. Nu bliver De alligevel nødt til at tage ham, selv om han ingen Penge har. Og hvad der er værre, De og han kommer til at bryde dem Vej i Udlandet. Hjemmet er foreløbig lukket for ham.«
»Men Straffen,« sagde hun sagte.
»Å hvad - vi er ikke blodtørstige, det gælder om at få fat på Pengene, så er Retfærdigheden sket Fyldest. Jeg tror desværre, De er den eneste i Danmark, der ønsker Hr. Heller tilbage - eller heldigvis. Jeg skal ordne det fornødne. Han har vel ikke brugt meget af det tilvendte Beløb. Vi er ikke smålige.«
»Jeg har lidt Penge,« sagde hun hastigt.
»Udmærket,« lo Holst, »De er måske, når alt kommer til alt, så praktisk, at De kunne have undværet mig. For ikke sandt, De ville ikke have ladet Deres Fader i Stikken.«
Hun rødmede: »De har ikke Ret til at fornærme mig - eller« føjede hun til, »er det måske, fordi jeg alligevel holder . . .«
»Ingenlunde,« sagde Holst. »Jeg dømmer ikke. Jeg kunne have tænkt mig en smukkere Udvej for en ung Elsker end at fjerne sig med sin Principals Penge. Men han har vel troet, at det ikke kunne nytte at byde Dem mindre.«
Hun kunne ikke se om Holst spøgede eller var alvorlig. Der var kommen en vis befriende Fred over hende, hendes Nerver ligefrem svingede i Velvære.
Natten gik, og de to rejste sammen som gode Venner. Det var hende om at gøre at stille Fritz Heller i det gunstigst mulige Lys, og disse Bestræbelser klædte hende, syntes Holst. Hun fortalte, hvorledes Heller havde bestormet hende for at ægte ham, hvorledes. hun havde vægret sig endog ved Ægteskab, og hvorledes han efter det fortvivlede Kup havde søgt at bevæge hende til at flygte. Først, da det var sket, og da han sendte det forfærdelige Telegram fattede hun sin Plan at følge ham. Hun sagde ikke, om hun nogensinde havde bestemt at beholde Pengene, og Holst var for delikat til at spørge hende derom.
Kl. 12½ den næste Formiddag nåede de Havre.
Kl. 2 spiste Holst Frokost med Parret, og Kl. 5 Eftermiddag var Sagen i Orden.
Da Holst rejste, trykkede Hilda Hansen hans Hånd og sagde med let Skælven: »Jeg er alligevel af dem, der gifter sig straks.«
»Held og Lykke til det,« sagde Holst. - »Og den 20. rejser De begge til Rio?«
»Måske,« sagde hun.
* * *
Politiinspektøren var meget fornøjet. Det var et pænt Stykke Arbejde, og han tilgav den Flothed, der havde ladet Holst unde O. B. 319 Clausen en Rejse til London. Banken betalte en smuk Dusør, og Inspektøren ønskede Holst til Lykke.
»Holst,« sagde han, »De er bleven berømt ved det »Skovsøen gemte«, De er ikke alene en fortræffelig Politimand, men De er født Lyriker, og jeg skal love Dem, at De i Fremtiden skal få alle Afdelingens lyriske Sager, hvis Deres smukke og elskværdige Frue da ikke nedlægger Protest derimod - for den retter jeg mig efter.«
»Jeg har min Hustrus Tillid,« sagde Holst smilende.
»Det tror jeg gerne,« sagde Inspektøren, »min har De også. -«
* * *
Fru Ulla Holst interesserede sig ikke meget for sin Mands Tjenesteforretninger. Denne Gang gjorde hun dog en Undtagelse.
»Jeg forstår ikke Eigil,« sagde hun, » hvorledes Du, der dog ikke er nogen Sherlock Holmes, har kunnet regne denne Historie så nøje ud. Du forstår Dig jo ikke en Gang rigtig på Kvinder.«
»Måske,« sagde Holst beskedent. »Men ser Du. Jeg havde min Tvivl med det Telegram. Jeg ytrede den straks, og den unge Pige blev helt ude af sig selv. Jeg vidste, hun ville sætte alt ind på at slippe afsted. Desuden var Telegrammet upraktisk og tåbelig affattet. Det slog mig, at det kunne være således affattet, for at lede os på Vildspor. Hun udleverede det uden synderlig Kamp, ligesom om det var en ligegyldig Sag, og hendes Tanker var langt borte. Jeg læste det derfor med ikke ringe Eftertanke. Her er det. Du vil se, at jeg har sat et blåt Blyantsmærke under alle Begyndelsesbogstaverne i dets Ord. Det var nu den Måde vor Julia og hendes Romeo plejede at korrespondere på. Læs Telegrammet efter den opgivne Elskovs- Kode.«
Fru Ulla Holst læste, og nu forstod hun både Romanen og sin Mands Alvidenhed. Rigtig læst lød Telegrammet:
»Havre Hotel Billons 20 Damper Rio kom ellers død.«