Holst's Oplevelser. V.
Ganske fornuftig gjort!
Af Palle Rosenkrantz (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Hun var meget smuk - i Grunden var hun mere end det, hun var
fuldkommen skøn. Højst 26 År, mørk, slank, klædt med udsøgt »europæisk« Smag, fordringsløst men ægte lige til det inderste. Hun vendte sig mod Holst, da han trådte ind og hendes Kjole raslede med Silkeforets lette Knitren. Den grå Rejsedragt sad som støbt om den fine Skikkelse, næsten som gydt om den, endnu ikke stivnet. Hendes Ansigt blussede, lidt for stærkt og hendes sorte Øjne glippede nervøst.
Holst bukkede for Inspektøren, hans Blik strejfede lige netop hende, men han så meget i et Glimt.
Inspektøren bad ham tage Plads, det lod, som om han var noget i Forlegenhed. Han sad i sin Skrivebordsstol lige overfor Damen, urolig som altid, nervøs, legende med en Bogkniv, som han slap for at purre i sit tynde rødblonde Hår.
Holst tog Plads og så på Damen.
»Løjtnant Holst, min Medhjælper,« præsenterede Inspektøren på Fransk. Holst bøjede sig let.
Så talte Inspektøren dansk - han var ikke helt skrap til det Franske:
»En løjerlig Historie, Holst,« sagde han. »Jeg véd min Salighed ikke, hvad vi skal gøre. Denne Dame kalder sig Grevinde Wolkonski og siger, at hun er fra Rusland. Papirerne passer.«
Inspektøren slog et let Slag i Bordet med nogle Dokumenter, der lå foran ham.
Grevinde Wolkonski fra Volhynien, nærmere fra Shitomir i Nærheden af Kiew. Hun er Enke, hendes Mand er død i et russisk Fængsel, var Søofficer impliceret i Odessaaffæren - siger hun. Hendes eneste Søn er også død, kort efter Faderen siger hun. Nu bor hun på Gennemrejse på Hotel Fønix. Hun kom i forgårs. Hun er rig, siger hun, fuldstændig uafhængig. Men - og nu kommer det, hun påstår at hendes Mands Broder, altså også en Grev Wolkonski, forfølger hende og vil myrde hende, fordi hun efter hans Mening har forrådt sin Mand til de russiske Myndigheder. Derom fortæller hun en lang Historie, der passende kunne stå i »Hjemmets Noveller«. Kurz um. Hun vil have at jeg skal beskytte hende, nydelig er hun som De ser, men jeg kan min Salighed ikke stille noget op med dette her.«
»Jeg sætter Hr. Holst ind i Sagen,« sagde Inspektøren på fransk til Damen.
Hun bøjede Hovedet og så på Holst som søgte hun hans Hjælp spejdende og bedende i samme Blik. Hun var meget smuk!
»Det er meget rigtig,« fortsatte Inspektøren, »at der bor en Grev Wolkonski på Fønix, han kom fra Malmø for et Par Timer siden og spurgte efter Grevinden. Da Portieren sendte Bud op til hende var hun ude, men så snart hun kom hjem og hørte at Greven var der, tog Pokker ved hende, herop. Nu har jeg siddet her og forklaret hende, at jeg virkelig ikke kan hjælpe hende. Hun var lige ved at falde om Halsen på mig, hvad der jo kunne have været meget behageligt, men hjælpe hende kan jeg skam ikke. Anholde Manden kan vi ikke, vi ved jo slet ikke noget, beholde hende kan vi heller ikke og hun tør Gud straffe mig ikke en Gang gå ned i Drosken igen. Jeg har lovet hende at sende en Mand ned på Hotellet. Det må De altså gøre, se at få fat i Russeren og hør hvordan det forholder- sig. Vi kan jo sende Bud op i Gesandskabet med hendes Papirer, men jeg kan ikke beholde hende. De må tage hende med, forstår De, og så forresten klare Dem som De kan og som De plejer, hvilket vil sige ganske fornuftigt.«
Holst sagde ikke noget, men bukkede, idet han rejste sig.
»Vil De gå med den Herre,« sagde Inspektøren - han sagde: »voulez vous aller avec ce monsieur,« hvad der ikke lød kønt.
Damen protesterede - hun ville ikke gå.
»Madame,« sagde Holst - »De kan være aldeles rolig, når De følger med mig, kan intet ondt vederfares Dem. Det sagde han på pænt fransk og lignede i det samme en moderne Udgave af Krigsguden. Han var meget kønnere end Inspektøren og talte betydelig bedre fransk. Damen betragtede ham. Alt hvad der var i Holst af Evne til at vække Tillid strålede ud i hans Overflade.
En pæn Mand var han.
Hun tog hans Hånd lidt frygtsomt og så på ham med et Par dybe, mørke, bedende Øjne, der ville have ærgret Fru Ulla Holst.
Holst mærkede bare lidt Kriblen i Mundvigene - et let Anfald af Rørelse. Hun så nemlig meget ulykkelig ud.
Inspektøren var utålmodig.
Så besluttede Damen sig til at følge med Holst; og da de passerede Kamret rakte hele Styrken Hals, så det knagede i deres Nakkehvirvler.
Inspektøren holdt en kort men utydelig Tale til sig selv og bed Negle.
Det gjorde han nemlig.
* * *
Holst og Damen rullede ned ad Vimmelskaftet. Hun må åbenbart have set, at hun havde været i denne Gade før. Hun var nemlig meget urolig.
Monsieur »Olst« sagde hun - »De må ikke køre mig til Hotellet, han dræber mig. Han har svoret at dræbe mig, og han gør det - koste hvad koste vil. Jeg er uskyldig - men - han er en Forbryder, en meget stor Forbryder, han har dræbt min lille Ivan - hører De, myrdet min lille Ivan.« Hun var fuldstændig ude af sig selv og fortalte en lang Historie, der varede til Hjørnet af Pilestræde. Det var en underlig Historie med Dimitri Ivanowitsch og Nicolai og Politiet og Admiral Skrydlov, Løjtnant Schmidt osv.
Men til Hotel Fønix ville hun ikke, og på Hjørnet af Ny Østergade ville hun ud af Drosken. Mon hun skulle være gal, tænkte Holst. Men hun så rigtig fornuftig ud. Eksalteret var hun, bange - denne Dimitri Ivanowitsch ville skyde hende, det var hun aldeles overbevist om.
Holst fik ikke sagt mange Ord, han rakte sig ud af Drosken og bad Kusken køre ad St. Kongensgade til Marmorpladsen.
Det var i det mindste foreløbig en Udvej. Så forklarede han hende sin Hensigt, hvad der beroligede hende noget. Hun fortsatte Beretningen om Odessa, Løjtnant Schmidt og flere Admiraler.
Hendes Stemme var dyb og klangfuld; når hun var rolig, var hendes Ansigt præget af en vis Styrke, men det var åbenbart, at hun var bange og det syntes utrolig, at hendes Angst skulle være ubegrundet.
Hvis. hun da ikke var forstyrret i Hovedet.
Vognen holdt foran Holst's Hus og han ledsagede Damen op ad Trappen og ringede på.
Fru Holst var hjemme - det var Frokosttid, og Holst afleverede den russiske Dame med nogle oplysende Bemærkninger.
»Enten er hun gal, og så skal jeg sørge for at vi får en Doktor sat ud på hende, eller også er hun virkelig i Forlegenhed, og så må vi se, om vi kan gøre noget for hende. Tal Fransk med hende og se, om du kan få Mening i hende. Jeg kommer igen om en halv Time.«
Der stod Fru Holst med Damen. Det var første Gang, hendes Mand havde budt hende den Slags. Men alligevel syntes hun næsten, at skulle der her være en af Familien, der skulle holde tête à tête med en så vidunderlig smuk Person, var det nok så godt, det blev hende.
Damen fik Kaffe - blev bænket og begyndte at fortælle, lidt mere ordnet, lidt mere forsigtigt. Hun genvandt åbenbart helt Herredømmet over sig selv. Ulla Holst var så fin, så blond, så rolig og i den mærkelige Situation, hvori den russiske Dame befandt sig, faldt det hende slet ikke underligt alt det, hun fik at høre.
Hun hørte altså på den lange Historie, medens Holst kørte til Hotel Fønix og spurgte efter Grev Dimitri Ivanowitsch Wolkonski.
Han var på sit Værelse og Holst blev vist derop.
Greven var en høj Mand, med et militært Udseende, lidt nærsynet, meget mørk, absolut ikke tiltalende. Egentlig en Tartar med den berømte Fernis, hvorom Ordsproget taler. Men beleven og så talte han pænt Fransk.
»Hr. Greve Wolkonski,« spurgte Holst hvilket Manden indrømmede. -
»Jeg kommer fra Politidirektøren her i Staden,« sagde Holst videre, »idet en Dame, der har taget Ophold her på Hotellet, har henvendt sig til Politiet og søgt Beskyttelse mod Hr. Greven, som hun påstår tragter hende efter Livet.«
Holst smilede høfligt og trak på Skuldrene, »Den pågældende Dame var meget eksalteret. -«
»Hvor er hun?« afbrød Russeren og kastede et skarpt Blik på Holst.
Holst holdt ikke af de Øjne.
»Vi anså hende for sindsforvirret og beholdt hende i vor Varetægt,« sagde Holst - »hendes Fortælling var så forvirret og usandsynlig, at vi ikke kunne forklare den ved andet end - end en Sindslidelse.«
Russeren sagde ikke noget.
Holst fortsatte: »Jeg ville sætte Pris på, om Hr. Greven ville oplyse mig om, hvorledes det forholder sig. Vi tænkte først på at henvende os i Gesandtskabet . . .«
»Det er ikke nødvendigt,« afbrød Russeren meget hurtigt, »aldeles ikke nødvendigt. Min Svigerinde er - er - ikke sindssyg, - aldeles ikke sådan rent gal. Men min Broders ulykkelige Skæbne har betaget hende Evnen til at beherske sig. Så er hendes eneste Barn død. I mit Hus desværre, og hun har fået en fix Idé. Det er Sagen - som De ser. Jeg har fulgt hendes Spor herhen. Hun realiserede sin Ejendom i Rusland, hun havde Formue - er meget rig og forvænt. - I Stockholm har jeg fundet hendes Spor, hendes Dispotioner er forrykte. Det gælder også for mig betydelige Summer. Enfin. Jeg må tale med hende, - se at bringe hende til Fornuft. Hvor er hun?«
Holst betragtede Russeren nøje. Han talte stødvis, kort, lidt ophidset syntes Holst. Men det kunne jo være sandt altsammen, og Damen var også mærkelig.
Holst var ikke helt vis på, hvad han skulle gøre.
»Kunne Hr. Greven ikke følge mig til Gesandtskabet, det er jo muligt, at vi ved Conference med Exellencen og Gesandtskabslægen kunne få det ordnet således, at Hr. Greven fik Deres Vilje. Vi kan absolut ikke foretage noget i denne Sag uden gennem Autoriteterne.«
Russeren bed sig i Læben.
»De ved Hr. Politikommissær, at Forholdene i mit Fædreland er fortvivlede. Min Broder var stærkt kompromitteret i en Marinerevolte. Han døde i Fængsel. Jeg selv - Gudbevares, jeg har ikke gjort mig skyldig i nogen Forbrydelse, men jeg hverken kan eller vil forhandle med Selvherskermagtens Repræsentant her på Stedet. Så forstår De mig. Deres Land er et frit Land, hvilke politiske Uoverensstemmelser der kan være Selvhersker-Regeringen og mig imellem er jo Dem ligegyldigt, ikke sandt. Men jeg vil ikke tale med Gesandten eller over Hovedet have noget med vor Legation at skaffe «
Holst besindede sig. -
»Det er uheldigt,« sagde han, - »men jeg forstår Dem. Selvfølgelig har jeg aldeles intet officielt at foretage mod Dem. Vi går ikke andres Ærinde i politiske Sager, jeg har desuden ikke nogen Ordre og ønsker ikke at gøre noget Skridt på egen Hånd. Deres Svigerinde sigter Dem for at stræbe hende efter Livet; og til en sådan løs Sigtelse kan vi ikke tage Hensyn. Imidlertid må jeg dog forberede Dem på, at vi nødsages til at henvende os til Gesandtskabet, og det er jo muligt, at denne Henvendelse vil ændre vort Forhold overfor Dem.«
»Vil De anholde mig,« spurgte Russeren kort.
»Absolut nej,« lød Holst's Svar, »jeg har ikke mindste Årsag eller Beføjelse dertil. Venter De imidlertid Ubehageligheder, vil jeg råde Dem til at rejse straks. Vi nødes til at henvende os til Gesandtskabet og - ja, jeg ved intet - men det er jo altid muligt . . . Ved Deres Afrejse undgår De alle Ubehageligheder.«
»Jeg rejser ikke uden min Svigerinde,« svarede Russeren kort.
Holst tav.
»Hvor er hun?«
»Hun opholder sig på Politikamret,« svarede Holst. »Hvis Hr. Greven vil begive sig derhen, vil De kunne træffe hende der.«
»Og i Mellemtiden vil De henvende Dem til Gesandtskabet.«
»Formodentlig har min Chef allerede gjort det,« svarede Holst. Russerens Ansigt huede ham stadig mindre og mindre.
»Godt - Jeg følger Dem til Politichefen med det samme. Når min Svigerinde ser mig og får talt med mig, er det muligt, at hun kommer til Fornuft, hvis ikke - «
Han trak på Skuldrene.
Holst var i Grunden utilfreds. Nu fik Inspektøren Russeren på Halsen. Der var næppe noget at gøre, hvis den skumle Karl virkelig havde Udstående med Czaren, var det knap af den Art, at der kunne gøres ham noget her i Landet. Bladene passede på, og Regeringen ville næppe gå mange Skridt for at være det nuværende Rusland til Tjeneste. Værst var det for Grevinden, hvis hendes Svoger virkelig - - men det var utænkeligt. Han lignede ikke en forrykt Nihilist, der gik med Skydebomuld i Vestelommen, og ærlig talt hun var mere eksalteret end han. Desuden var hun jo foreløbig i Sikkerhed, og når galt skulle være kunne Holst hjælpe hende ud af Landet, medens Greven forhandlede med Politidirektøren, som jo dog måtte høres i en så celeber Sag. Så kunne de fortsætte Begivenhederne i Malmø eller Berlin - det var ikke »indom Holst's Disirikt«.
Denne Russer holdt han imidlertid ikke af.
For at vinde Tid optog han imidlertid en lang Rapport, der indeholdt Grevens Redegørelse for Årsagen til, at han eftersøgte sin Svigerinde og lød helt plausibelt. Hun var flygtet efter en overilet Realisation af Ejendommen, hvortil han var delvis ejendomsberettiget eller arveberettiget, hun var nervøs og eksalteret. Hans politiske Stilling umuliggjorde ham at søge de russiske Myndigheders Bistand, han appellerede til Politiets Hjælp, eventuelt til lægekyndig Bistand og lovede personlig at fremstille sig for Politidirektøren endnu samme Dag.
Med dette Papir gik Holst hjem.
* * *
Ulla Holst var bleven rigtig gode Venner med Grevinden. Ulla Holst havde et godt Hjerte, og Grevindens Historie var meget egnet til at forene to gode Hjerter. Grevinde Helena Wolkonski var Datter af en lithauisk Godsejer, ganske ung er hun bleven gift med en Søofficer Grev Nicolaj Wolkonski, med hvem hun i seks År havde levet et lykkeligt Liv. Så var hendes Mand, der var ansat ved Marinedepartementet i Odessa, bleven forfalden til Drik og Spil. Også ægteskabelig Utroskab var kommen til, og Hjemmet var bleven forstyrret. Greven sluttede sig til de misfornøjede i Etaten og truede Hustru og Barns Eksistens. I sin Fortvivlelse havde den unge Kone henvendt sig til hans Foresatte, og - nægtes kunne det ikke - forrådt ham og hans Broder, der var ivrig misfornøjet og stærkt impliceret i den revolutionære Bevægelse, Grev Wolkovski, der forresten var legemlig nedbrudt, var bleven arresteret og kort efter død i Fængslet. Broderen havde reddet sig ved Flugt, men samtidig bortført hendes Søn, en Dreng på 7 År. Kort efter havde han opfordret hende til at komme til sig i Wien, hvorhen han var flygtet. Hun stod ene uden Slægtninge og havde realiseret sine Ejendomme. Formuen var endnu betydelig. I Wien havde hun erfaret at hendes Dreng var død, og - påstod hun - en gammel Kvinde, der havde fulgt hendes Svoger, havde varet hende mod Svogerens Hævn. Han skulle have svoret at ville dræbe hende som Løn forskyldt for det Forræderi, hun havde begået.
Sådan var det!
Hun var flygtet og han havde fulgt hende. I Rusland turde hun ikke være af Frygt for de Revolutionære, så var hun draget til Stockholm og der havde han fundet hendes Spor. Nu var hun på Flugt mod Syden. -
Ulla Holst troede fuldt og fast på Historien og Holst kunne ikke modbevise den. Imidlertid var der ikke noget at gøre. Han afgav en kort Beretning om sit Møde med Greven og rådede Grevinden til skyndsomt at forlade Landet. Hun kunne aldeles ingen Beviser føre for sin Sigtelse mod Svogeren. Barnet var død af Lungebetændelse i Wien, at Svogeren var Årsag dertil kunne jo være muligt, men som Barnets Værge ville det være vanskeligt at gøre ham noget og bevise noget mod ham var umuligt.
Ulla Holst var oprørt over Politiets Hårdhed, men Holst måtte forklare hende, at her virkelig ikke var noget at gøre.
»Og hvis han myrder hende?« spurgte hun.
»Ja, så må vi anholde ham,« sagde Holst. - »Men lad os håbe han ikke gør det.«
»Og det kalder du Politi?«
Holst trak på Skuldrene. - »Vi kan ikke sætte Folk fast for Ting, som de måske muligvis kunne falde på at begå.«
Det forstår Ulla ikke - men Damer forstår heller ikke alt, særlig ikke Politivæsen. Grevinde Wolkonski blev meget fortvivlet. Og yttrede hendes Fortvivlelse sig ikke ved noget heftigt Udbrud. Holst forklarede hende, at Politiet ikke kunne tage hende i Forvaring, da hun jo ikke havde begået noget ulovligt, og ikke heller sikre sig hendes Svoger, da han jo var i det samme Tilfælde. Derimod var han villig til at hjælpe hende ud af Landet.
»For at jages til Døden som et vildt Dyr« - var alt hvad hun sagde.
Imidlertid blev hun roligere. Det var næsten, som om hun havde fattet en Plan. Hun takkede Fru Holst hjertelig for alt godt. Kyssede Holsts Dreng og græd, medens hun klappede hans Krøller.
Holst lod hente en Vogn, hun brød sig ikke om hans Ledsagelse og kørte bort.
Ulla var meget vred og Holst var egentlig urolig. Han ilede til Kamret for dog at holde lidt Udkig med Russeren.
* * *
Kl. 3 blev der meldt på Antoniestrædes Politistation, at en elegant klædt udenlandsk Dame var bleven anholdt i en Juvelbutik på Købmagergade under Forsøget på at stjæle en Diamantring. Holst var på Kamret. Russeren havde endnu ikke indfundet sig. Holst havde sagt ham, at Politidirektøren næppe ville være at træffe før Kl. 3½ da der var Parole Kl. 3.
Der kom en Droske og Holst stod i Vinduet, da den rullede ind i den skumle Rådhusgård. En civilklædt Opdager stod ud af Drosken, en gråklædt Dame fulgte efter.
Det var Grevinde Helena Wolkonski - anholdt for forsøgt Tyveri!
Holst begyndte så småt at tro på hende.
Da hun blev ført ind i Kamret gik han hende imøde. Hun hilste på ham med et vemodigt Smil: »Nu er de nødt til at tage Dem af mig,« sagde hun.
Holst bukkede.
I det samme strejfede hans Blik Gården, hvor Russerens Skikkelse viste sig i Portåbningen.
Lynsnart fik han Grevinden bragt ind i Inspektørens Kontor, med et Par hurtige Ord til den forbavsede Stationsopdager. -
Kort efter trådte Grev Wolkonski ind og spurgte på Tysk efter Politidirektøren.
Man bad ham tage Plads.
Holst trak sig tilbage i et af Kontorerne for at lægge en Plan. Når Grevinde Wolkonski for at opnå at blive taget i Politiets Varetægt havde indladt sig på en så fortvivlet Handling som et Butikstyveri, måtte det være Alvor med hendes Frygt. Det var desuden uforsvarligt under den Omstændighed at lade hende i Stikken. Hun kunne jo falde på at foretage sig de mest fortvivlede Handlinger. Desuden var hun jo nu anholdt, man kunne lade hende indlægge til Observation, det ville Kriminalretten sikkert gøre, og i Mellemtiden kunne man måske ad officiel Vej få i det mindste nogen Oplysning i denne indviklede Sag. Derude sad nu Greven. Han ville sikkert blive konfronteret med hende.
Det rislede Holst koldt ned ad Ryggen. - Det var en øjeblikkelig Indskydelse en vanvittig, idiotisk, forrykt Tanke - men hvis - hvis nu den Russer var en fanatisk Revolutionær, en Hævner - Herregud det var jo et Stykke importeret Rusland alt dette, og i Rusland, som du kender fra Bladene, er alt muligt. Ganske vist har en københavnsk Politibetjent ikke Ret til at tro på Bladene, han har ikke Ret til at tro, at Romaner kan leves, han har at være tjenstlig snusfornuftig. Men - Rusland er alligevel Rusland og det kan ikke være Løgn altsammen. Hvis nu Grev Wolkonski for selve Politidirektørens Øjne trak en Pistol op af Lommen og skød sin Svigerinde eller - hvis han tog en Bombe frem, en Bombe, der kunne sprænge hele Lokalet med den elskværdige Chef og det hele i Luften.
Selvfølgelig er det ganske urimeligt, idiotisk, vanvittigt, forrykt, København Anno 1905 Vanvid! Men den Tanke var inde i Hovedet på Holst og hamrede med Djævleforhammere, så han var lige ved at blive gal.
Han kunne ikke være bekendt at sige det til nogen. Inspektøren ville tro, at han var bleven forrykt. Det var han jo også. Det var en Tvangstanke, en forbistret Tvangstanke, som han ikke kunne blive fri for. Om ti Minutter var Parolen forbi. Så kom den celebre Sag for. Konfrontation af Greven og Grevinden, nu en Tyvekvind, greben på fersk Fod. - Et Knald - et Glimt. Og måske selve Politidirektøren på Vej opad mod de lysende Himmellegemer!!
Altså gjorde Løjtnant Eigil Holst, Overbetjent ved Københavns Politi, på egen An- og Tilsvar følgende, der kendetegnede ham ikke som en fornuftig, adstadig, dannet Politimand, men som en Mand med Fantasi.
Han hidkaldte en af Kamrets yngste og mest slavisk disciplinerede Betjente, begav sig hen til Vinduet, hvor Grev Wolkonski sad korrekt og ventede på en Bænk, anholdt højtidelig Grev Wolkonski som inpliceret i et af en Kvinde, der kaldte sig hans Svigerinde, på Købmagergade forsøgt Butikstyveri, lod den studsende Greve føre ind i et umiddelbart ved Kamret beliggende Værelse, lod ham trods nogen og i Grunden ret betydelig Modstand visitere og forefandt i hans højre Bukselomme en lille amerikansk Revolver med seks skarpe Skud.
Punktum!
Herefter aflagde Holst en smuk Rapport til sin højeste Chef, der medførte at Solen gik ned over en Celle på Nytorv, hvori Grev Dimitri Iwanovitsch Wolkonski sad, misfornøjet med bøjet Hoved efter et meget mistænkeligt Grundlovsforhør og lad os samtidigt tilføje, at Solen stop op over samme Celle og så Grev Dimitri Ivanowitsch Wolkonski hængende i sin Sele død på en Gasarm. -
Det er som bekendt adskilligt lettere at komme i Retfærdighedens Klør end at slippe ud af samme. Grevinde Wolkonski havde haft megen Ulejlighed med at få Politiet til at tage sig af hende. Hun havde prøvet et radikalt Middel. Nu var det lykkedes hende - men nu sad hun der også. Politidirektøren turde ikke slippe hende løs. Tyveriet var åbenbart og hendes Forklaring, hvor sandsynlig den end lød, navnlig bestyrket ved Holst's Udtalelser og et Fund af meget betydelige Værdier i hendes Værge bestående af Kreditiver og Smykker, var dog en nærmere Undersøgelse værd.
Hun blev anholdt, det skar Holst i Hjertet og Ulla Holst var mer end respektstridig i sin Omtale af sin Mands Foresatte. Natten tilbragte hun i en Celle, ikke fjernt fra det Sted, hvor hendes Fjende gik i Døden. Næste Dag blev hun løsladt, Grev Wolkonski's Selvmord talte for stærkt til Gunst for hende.
Alt det, der stod i Bladene om denne Historie var ikke Usandhed, men det hvorpå det i Virkeligheden kom an, læses kun i denne sandfærdige Historie. Gesandtskabet satte sig i Bevægelse og de indhentede endogså meget detaillerede Oplysninger. Grevinde Wolkonski havde forrådt sin Mand. Heltinde var hun ikke, og kunne aldrig blive det.
Men dejlig var hun, og nu havde hun Fred i Sindet. Grev Dimitri Wolkonski var nok Revolutionær og som sådan på Forhånd berettiget til en Del Sympati hos gode, fredelige, danske Borgere, der vel ikke kan tåle at se en Slagter stikke en Kalv, men alligevel med deres fulde Hjerter er med Bombemanden og Barrikadehelten i det mørke Rusland. Iøvrigt er den samme Dimitri Wolkonski en af de mest rendyrkede Banditter, Ruslands Sol har skinnet på. Hans Samvittighed var så betynget af Nederdrægtighed, at det var mærkværdigt, at Gasarmen i Cellen på Nytorv ikke var knækket under ham.
Dette må tjene til nogen Undskyldning for den smukke Grevinde og til Forklaring af, at den Mand, en Gang i Retfærdighedens Hånd gjorde Regnskabet op, hvad enten det stemmede eller ej.
Holst var nu aldeles overbevist om, at der ikke havde været den fjerneste Fare for Grevinden; at Politidirektøren aldeles ikke havde stået for en Luftfart var jo allerede bevist derved at Greven ikke var ladet med Sprængstoffer og det må i det hele taget - som også en knastør Kriminalretsassessor bemærkede - anses for yderst tvivlsomt, om Holst havde været berettiget til at anholde og visitere Greven.
Grevinde Helena blev en Tid i Byen og var ofte Holst's Gæst. Ulla Holst satte Pris på hende og ville slet ikke gå ind på, at hun bavde båret sig forkert ad med den store Sag. Ulla Holst var jo også en Politimands Kone og derfor Modstander af en Bevægelse, der væsentligt bestod i at pulverisere Politiofficianter. Da Grevinden endelig brød op og rejste ledsaget af Ullas bedste Ønsker, udtrykte den unge Kone sin Anskuelse om Sagen for sin Mand:
»Det kan godt være Eigil, at du slet ikke havde Lov til at visitere den Russer, og at det er som du siger en væmmelig forrykt, idiotisk Idé, du fik den Dag oppe på Kamret, men når jeg skal sige min Mening om det, så synes jeg i Grunden det var ganske fornuftigt gjort.