Jerbanerøveren fra Pistorja
Af Palle Rosenkrantz (1905)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
I.
Grosserer Anselm Meyer var ret veltilfreds, da han stod foran Firmaet Goldi & Co.s Lokale i Florentz. Han havde vel ikke truffet Chefen, men Kassereren havde givet ham en Check på Banca di Firenze stor 3000 Lire; nu kunne han blot gå hen og hæve Pengene. Det var en Sten, der faldt fra hans Hjerte. Han havde kun været etableret i München i et halvt År, var alene om det uden Bekendte, han stammede fra Posen og var oplært hos en rig Forretningsmand af mosaisk Tro, der ved sin Død havde efterladt ham en Sum Penge. Så var han begyndt for sig selv i München med en Specialitet. Han handlede særlig med Huse i Norditalien, men var slet ikke indarbejdet. Goldi & Co. havde givet ham en stor Ordre, det så ud, som om der var Vanskeligheder med Betalingen - så var det han selv svippede ned til Florentz.
Og det havde lønnet sig. Det var altid godt, når man kom selv.
Anselm Meyer gik ned i Banken for at hæve Pengene. Der var en Del Mennesker. Rent uvilkårlig fangedes hans Blik af en lille, bred Mand med sort Overskæg og et Par stikkende sorte Øjne. Han lignede ikke en Italiener, mere en Jøde fra Posen eller Polen, ja han kunne for den Sags Skyld siges at ligne Meyer selv. Højden var den samme, Håret, Skikkelsen. Blot havde den anden ikke Fuldskæg som Meyer.
Det var ham næsten ubehageligt, hvor denne Mand mønstrede ham. Han hævede Pengene og forlod Lokalet, idet han ligesom følte den andens Blik efter sig. Først tænkte han på at sende Pengene hjem pr. Post eller træffe et Arrangement med Banken. Det var så usikkert mellem disse Røvere syd for Alperne. Det opgav han. Bankerne stolede han ikke på, han havde ikke været rolig før Checken var honoreret. Posten var bedre, men Ulykken var, at han heller ikke stolede på sin eneste Medhjælper. Han gik netop med et Brev i Lommen til en Forbindelse, der klagede over uredelig Afregning. Han havde svaret, at Sagen skulle blive undersøgt og den pågældende draget til Ansvar.
Han var overbevist om, at Schultz - det hed Medhjælperen - stjal. Brevet havde han glemt at sende afsted, inden han rejste. Han havde ikke en Gang villet fortælle Schultz, at han rejste til Italien, blot sagt, at han blev et Par Dage borte. Så havde han fortrudt det og skrevet et åbent Postkort, men det havde han ikke sendt af Sted, det lå i hans Tegnebog med det andet Brev. Nu kunne han jo være hjemme lige så tidlig som Posten.
Berlinereksprestoget over Pistorja-Bologna-Verona gik Kl. 7. Klokken var fire. Der var Tid til at få lidt Mad inden Afrejsen.
Meyer gik ud af Banklokalet, han skottede over Ryggen for at se, om den fremmede var efter ham. Han var bleven borte i Trængslen, og Meyer slog ham ud af Hovedet. Hans Skæg generede ham, det var slemt til at krølle og irritere, når der var gået nogle Dage over.
Det var for tidligt at spise - Meyer gik ind på en Frisørstue. Han talte lidt italiensk - forstod det ret godt - men talte det ikke flydende. Frisørsvenden forstod åbenbart ikke hans Anvisninger, for da han efter endt Arbejde præsenterede Meyer et Håndspejl, opdagede Grossereren, at han så frygtelig ud. Han havde fra sin Ungdom et Ar på den venstre Kind, som Skægget delvis skulle skjule. Det ligefrem gloede frem; desuden var Spidsen skæv og hele den højre Kind forhakket.
Livlig af Temperaurent, som Meyer var, blev han rasende. Han skældte og smældte på tre Sprog, og Enden blev, at Stuens Indehaver foreslog at barbere ham glat uden at tage noget for det.
Det tiltalte Meyer at blive gratis behandlet, og han slog til. Overskægget beholdt han.
Glatraget og endnu lidt arrig stod han på Fliserne udenfor Barberen. Han havde talt stærkt og slugt en Del Luft. Det var Vinter, og der er koldt i Florentz. Hans Kindtænder begyndte at værke. Det ville altså sige, at han skulle sidde hele Natten i Toget med Tandpine.
Tak Skæbne!
Det eneste Middel, der hjalp ham, var Kloroform, men uden Recept kunne han ikke få det. Han prøvede hos en Materialist eller Apoteker - Nej! Det var altså en Udgift til Læge, men Tandpine i Toget var frygteligt. Altså han gik til Lægen, tilbage til Apoteket og fik Kloroformen. Imidlertid var Tandpinen gået over, men den kunne jo komme igen.
Nu var det Middagsmaden. Meyer var ikke taget ind på noget Hotel. Det var Udgifter til Værelse og Drikkepenge, han var kommet om Morgenen og havde stillet sin Håndkuffert i Jernbanegarderoben. Han ville ikke blive, hvis det kunne undgås. Nu kunne det undgås.
Han udsøgte en Restaurant nær ved Banegården og bestilte et Måltid. Imens han spiste, læste han Aviserne. L'Italies Pariserudgave lå der. Meyer kunne godt fransk, han tyggede den omhyggelig igennem og standsede ved følgende Linier, der interesserede ham særligt, netop nu.
Jernbanerøverens Spor fundne. Politiet i Bologna har nu fundet et Spor, der nok vil kunne lede til Pågribelse af den dristige Forbryder, der i forrige Måned overfaldt og bedøvede Englænderen i Iltoget fra Venedig og stjal hans Tegnebog. Det er sikkert den samme, der har været på Spil mellem Ravenna og Brindisi i August. Han skal have logeret på Mêtropol i Milano under Navnet Arthur Minkewiz, er lille, sortsmudset, med Overskæg, stikkende Øjne og Ar på venstre Kind, vistnok en polsk Jøde, men Navnet formenes at være påtaget. Der er udlovet en Dusør for hans Pågribelse af 100 Lst., hvad enten Beløbet skaffes tilveje eller ikke.
Det slog Meyer, at det kunne være hans Ven fra Banken: lille, sort, polsk Jøde med stikkende Øjne.
Jo længere han tænkte over Sagen, des sikrere blev han derpå. Han blev helt uhyggelig ved at sidde alene i den fremmede By, hvor han ikke kendte et Menneske. Så gav han sig til at konversere Kelneren, der var Schweizer og talte både tysk og fransk.
Han viste ham Notitsen i l'Italie.
»Ikke sandt,« sagde han, »nu må de da kunne fange den Karl, de har jo Signalementet.«
Kelneren trak på Skulderen: »Signalementet.«
»Ja,« sagde Meyer, »se her: lille, sortsmudset, med stikkende Øjne, et Ar på Kinden, vistnok en polsk Jøde.«
Kelneren lo.
»Hvorfor ler De?« spurgte Meyer.
»Å - jeg syntes - Monsieur må ikke blive vred, men det Signalement kunne da f. Eks. passe på Monsieur, og Monsieur er sikkert ikke Jernbanerøver.«
»Gott bewahre,« sagde Meyer på tysk.
Det kom så ærligt, at Kelneren lo.
Tiden gik. Meyer betalte og gik over på Banegården. Der var god Tid, han tog Billet og gik op og ned ad Perronen ventende på Eksprestoget fra Rom. Det førte direkte Vaggon til Berlin, de tyske Vogne var langt behageligere end de italienske, blot nu Toget ikke var overfyldt.
Det kom, en af de gennemgående Kupéer var ved et Under tom. Meyer tog Plads i den og satte sig til Rette.
Der var 10 Minutters Ophold, Toget var lidt forsinket af Sne i Bjergene.
Det lod ikke til, at der var mange Rejsende på anden Klasse. Afgangstiden nærmede sig; da skete det, at en Herre steg op i Meyers Kupé og tog Plads i det andet Hjørne.
Hårene rejste sig på Meyers Hoved. Det var Manden fra Banken: lille, sortsmudset, med de stikkende Øjne.
Hvis det nu var Jernbanerøveren?
Modig var Anselm Meyer ikke, han havde tilbragt hele sit Liv bag en Disk med at forhandle yderst fredelige Varer. Med et Sæt var han ude af Vaggonen, og langt borte smuttede han ind i en ækel, italiensk Vaggon med Hestehårsbetræk.
Der forskansede han sig. Blot nu Toget ville gå. Der blev billetteret på Stationen:
»E pronto,« lød det. »Partenza,« svarede Togføreren, og Meyer ventede på Togførerens Trut i Trompeten. Det lød, og i det samme blev Kupédøren revet op, en Rejsende med en brun Håndkuffert puffet ind, Døren slået i, og Toget rullede afsted, medens Konduktøren gennem Vinduet efterså Billetten.
Toget gled hen langs Perronen, Lysene gled bort, og da Meyer ved det sidste strålende Blus kastede et Blik på sin Medrejsende, sank han atter tilbage, stiv og kold af Skræk.
»Jernbanerøveren!«
Hans første Tanke var at standse Toget ved »at bevæge det i Loftet anbragte Nødbremsetræk i Pilretningen«. Men ak, det var en italiensk Vaggon med en Togline uden for Vinduet. Udenfor det lukkede Vindue, ved hvilket Jernbanerøveren sad.
Det varede noget, før Meyer kom til sig selv.
Den fremmede gjorde sig det behageligt, anbragte sin Håndkuffert i Nettet over Sædet, bredte Tæppet ud over sine Knæ, tændte en Cigar, lænede sig tilbage, og Meyer syntes hans Øjne lyste i Halvmørket omkap med Cigaren. »Har De noget imod, jeg lukker for Lyset,« sagde han på italiensk, med tysk Accent syntes Meyer. - »Det skær mig i Øjnene.«
»Ikke for alt i Verden,« tænkte Meyer. »Så myrder han mig i Mørke.«
»Så bliver her jo helt mørkt,« sagde han på tysk.
»Wie Sie wünschen« - svarede den anden og så endnu hæsligere ud.
Toget rullede gennem det mørke Landskab over mod Bjergene. Meyer sad og rystede som et Espeløv, hjælpeløs gled han sin Skæbne imøde. Havde der været et lille Anneks til Kupéen som i de tyske Vogne, havde han taget sin Tilflugt til det og låset Døren efter sig for at blive der hele Natten. Toget holdt ikke før Bologna.
Den fremmede var velvillig og konversabel. Det er sådanne Forbrydere som bekendt altid. De luller deres Offer i Ro, bedøver dem så, udplyndrer eller myrder dem.
Meyer gøs, men han måtte fremfor alt ikke lade sig mærke med noget.
Han talte meget og hurtigt, tysk. Det gjaldt om at lade den anden vide, at han var fattig som en Kirkerotte.
»De er Tysker,« sagde han.
»Tværtimod,« sagde den anden. »Jeg er Russer. Købmand fra Kiew, skal hjem. De er Tysker, ikke sandt?«
»Jo,« sagde Meyer, »jeg er fra München.«
»Forretningsmand?«
»Ja, Kommis hos en Manufakturhandler. Jeg har været nede med nogle Prøver fra min Chef. Nu rejser jeg tomhændet hjem. Det var lige, jeg havde nok til Billetten. Det er forskrækkelig dyrt at rejse, og min Chef er så kneben.«
Den fremmede brummede.
Meyer lånte ham et Øjekast. »Mon ikke det havde hjulpet?«
Den fremmede smilede. »Var det Betalingen for Prøverne, De hævede i Banca di Firenze. Jeg er sikker på, jeg så Dem derinde, da jeg var inde at hæve på mit Kreditiv. De har et Ansigt, man lægger Mærke til, selv om De bliver barberet.«
Der var aldeles ingen Tvivl mere. Manden havde fulgt ham og udspejdet ham. Det gjaldt hans Liv. Men Toglinen sad derude foran Vinduet.
Å, du milde Vorherre! hvorledes skulle dette ende?
Den fremmede lo venligt til ham. »Tror De virkelig, det er nødvendigt at sidde og fortælle mig Røverhistorier. Jeg har sat mig herind til Dem, fordi jeg var uhyggelig tilmode i den Kupé, hvor vi først traf hinanden. Der kom en forbandet Italiener ind, der så ud til allehånde. De har vel læst om disse Jernbanetyverier i den senere Tid. Jeg har Penge hos mig, ikke så få. Derfor vil jeg gerne rejse med en Mand, der som De har mange Penge på sig. Det er det hele.«
Den fremmede lo tørt. »Her har De Forklaringen.«
Han løj. Men Meyer beherskede sig. »De tager fejl, min Herre. Jeg har ganske rigtig hævet Pengene i Banken, men jeg har ikke en Skilling hos mig.«
»Hør nu, højstærede,« sagde den Fremmede, »denne Konversation er for dum. Man skulle næsten tro, De anså mig for en professionel Jernbanetyv. Gør De det?«
»Gott bewahre,« sagde Meyer.
»Hvorfor sidder De så og laver sådan nogle Historier. Jeg kender Dem godt. De er Grosserer Anselm Meyer fra München, ikke sandt?«
Han kendte ham oven i Købet.
»Og Deres ærede Navn er?«
»Arthur Minkewiz,« sagde den anden, »Købmand fra Kiew.«
Du store forbarmende Gud - det var Jernbanerøveren, det var Jernbanerøveren, det var Jernbanerøveren. Meyer var ved at sluge sin egen Tunge.
Den fordømte Togline - den hængte derude slap og slimet. Hvis han nu - men hvis Røveren mærkede det. O, du store skærmende Forsyn, hvad havde han dog gjort, at han skulle dø så rædsom en Død.
Meyer sad tavs, den anden foldede en Avis ud.
»Siden De ikke vil sidde i Mørke, får jeg se om jeg kan få læst Avisen ved den elendige Belysning.«
Han rykkede nærmere til Midten af Kupéen.
Himmel - det var l'Iltalie!!
Om lidt ville han læse om Jernbanerøveren, lille, sortsmudset med stikkende Øjne, Arret, på Kinden, polsk Jøde, Arthur Minkewiz. Han ville se, at han var røbet og få Minutter efter ville han vove det sidste Kup, myrde Meyer og forsvinde, når Toget holdt i Bologna!
Han læste roligt - Meyer stirrede på ham. Ikke en Mine fortrak han. Nu er han på den Side, hvor det stod.
Endnu ikke en Mine fortrak han. Han læste hele Avisen.
Meyers Tandpine voksede, det sled i hans Kindtænder som Ild, men Sindsbevægelsen dæmpede Smerten.
Den anden var færdig med Avisen. »Vil De læse,« sagde han venligt.
»Nej Tak,« sagde Meyer.
»De har måske læst den - det er l'Italie.«
»Ja Tak.«
»De har læst den,« den fremmede stirrede på Meyer.
»Jo - nej, det vil sige.« Hvor rædselsfuldt, nu vidste han jo, hvad der stod om Jernbanerøveren, og at Meyer havde læst det.
»Er De syg?« spurgte den fremmede.
»Nej,« sagde Meyer, »men her er så varmt. Vil De ikke lukke Vinduet ned ovre hos Dem?«
»Det er Vindsiden,« sagde den fremmede, »og desuden er her jo hundekoldt.«
Meyer sad lidt og tænkte.
»De ser ikke rask ud,« sagde den fremmede venligt. »En lille Cognac måske?«
En Dvaledrik - Gud Fader bevares! Meyer stammede, at han havde Tandpine.
»Og så vil De have Vinduerne ned,« sagde den anden. »Lidt Kloroforrn på Tanden er godt,« fortsatte han, »jeg har tilfældigvis en Flaske hos mig, mine Tænder er også tit slemme.«
Kloroform - Bedøvelse. Meyer var lige ved at skrige.
»Tak,« stønnede han, »jeg har selv.« Så pillede han Flasken frem, begyndte at løse den op. Den sødlige Duft steg op i hans Næse.
»Skal jeg hjælpe Dem,« sagde hans Medrejsende.
Meyer trykkede sig op i Krogen. Den anden stod nu foran ham - det gjaldt Livet. Han bøjede sig sammen for at glide forbi ham hen til Vinduet, hvor Nødlinen hængte. Den anden stillede sig i Vejen for ham.
»Men De er jo gal Mand, hvordan er det De teer Dem.«
Tandpinen forsvandt, Meyer samlede sig sammen i al sin Energi og hvæsede ud mod den anden: »Jeg ved, hvem De er. De er Arthur Minkewiz.«
»Det har jeg selv fortalt Dem,« sagde den anden rolig, »derfor behøver De da ikke at skrige op, De må være syg.«
»Nej,« hvæsede Meyer, »syg er jeg ikke, jeg er stærk, meget stærk, tæt bygget, og De, Jernbanerøver, som De er, skal ikke få Bugt med mig.«
Den anden rystede let på Hovedet. »Jeg forstår kun, at jeg er kommen i Kupé med en gal Mand. Hvis De ikke falder til Ro, trækker jeg i Toglinen, forstår De.«
»Træk,« skreg Meyer, »træk, men De gør det ikke. Har De ikke selv læst i I'Italie, at De er opdaget, at Deres Spor er fundet, at Politiet er Dem i Hælene og Deres Signalement telegraferet ud over hele Europa, træk i Toglinen. Træk!«
Meyer var ikke tilregnelig mere.
Den fremmede blev ganske stum, så holdt han Avisen frem til Meyer. »Hvor står mit Navn i dette Blad?«
Meyer greb Avisen, foldede den om, der stod intet - det måtte være Numret for den foregående Dag.
Hans Tindinger bankede, som skulle de sprænges. Den fremmede stod nu midt i Kupéen, tæt sluttet og rolig.
»Vil De være så god at gentage det, De sagde,« sagde han, »enten er De forrykt, eller også er Bladene forrykte!«
Meyer gentog Notitsen med rystende Stemme. Når Manden var kendt, ville han vel vogte sig for at begå en Forbrydelse påny, eller han ville - han ville -
»Det Signalement skulle altså passe på mig,« sagde han. »Nej min Ven, der tager De fejl. Deres Komediespil hjælper Dem ikke, min gode Minkewiz. Jeg har også læst l'Italie. Jeg har passet på Dem. De hedder aldeles ikke Anselm Meyer, som De opgav i Banken. De hedder Arthur Minkewiz, det er Deres Signalement, der står i Bladet, lille, sortsmudset, små stikkende Øjne og et Ar på venstre Kind. De går med Kloroform i Lommen for Tandpine - Nu stopper jeg Toget og udleverer Dem, forstår De det.«
Meyer forstod ikke et Ord.
Men som en Kat røg han hen forbi den fremmede, rev Vinduet ned og trak i Toglinen.
Lokomotivets Hvinen lød igennem Luften, et Par Sekunder, Toget sagtnede Farten, Meyer hængte ud af Vinduet. Nu bremsedes der voldsomt, Stød på Stød, Lokomotivet peb, Håndbremse og Vacuumbremse skurede omkap. Meyer skreg ud afVinduet:
»Her! her! Hjælp! Mordere!«
I det samme Toget holdt, blev han reven tilbage, slynget ned mod Gulvet af den anden, der holdt et Jerntag i hans Bryst.
Det klemte sammen om hans Strube, han rallede og tabte Bevidstheden. Da han kom til sig selv, lå han på Kupéens Gulv med Håndjern om Hænderne. Kupéen var opfyldt af Togpersonalet og enkelte Rejsende fra Nabokupéen. Den fremmede holdt en flydende Tale på italiensk. Meyer følte sig løftet op og båren til en Bremsekupé, og inden han helt sansede, gled Toget videre ud i Natten.
Ligeoverfor ham på Sædet sad en Konduktør
med en Revolver, og hver Gang han forsøgte at tale, blev harr afbrudt med et miserabile - ladro - brigante.
Stakkels Anselm Meyer, hans Lidelseshistorie var begyndt.
II.
Toget holdt ved Pistorja, Meyer blev modtaget af to Municipalister og ført til et Fængsel. Hans Tegnebog, Ur, Ringe blev taget fra ham, og stadig lænket med Håndjern blev han ført til en klam, fugtig Celle, hvor han tilbragte frygtelige Timer.
Langt hen på Dagen blev han ført op i en tom Sal, hvor en yngre Mand sad bag et grønmalet Bord under en Statue af Kongen, bag ham stod to fuldt bevæbnede Gendarmer med trekantede Hatte og Karabiner. Han var så fortumlet, at han næppe kunne sanse. En lang Rapport blev oplæst for ham, han forstod ikke det halve deraf. Blot forekom Ordene: Arthur Minkewiz meget hyppigt deri, og han beskyldtes for røverisk Overfald i Kupéen. Da han fik Ordet, forsøgte han at forklare sig. Dommeren troede ikke et Ord af det, han sagde. Han henviste til sin Tegnebog, der lå i en Pakke på Bordet tillige med hans Ur.
Dommeren tog den frem og udtog dens Indhold.
Meyer blegnede; det var ikke hans Tegnebog, det var en andens, der kun indeholdt 4 Lire i Sedler og nogle Breve, adresserede til Arthur Minkewiz. Hans Tegnebog var borte, stjålen, forbyttet, de 8000 Lire stjålne, og han selv stod i Stikken med Tyvens Papirer.
Han nikkede med Hovedet og pegede på Kufferten, der stod ved Bordet. Den blev lukket op. Det var ikke hans, noget Linned, nogle Klude og Papirer, ligeledes mærkede Arthur Minkewiz, var dens Indhold.
Han rodede i sine Lommer, intet - intet. Jo i Brystlommen et Visitkort med Navnet Arthur Minkewiz.
Så bøjede han Hovedet og tav.
Dette var for meget, Tyven var undsluppen, Pengene var tabt; men Opklaringen måtte jo komme.
Han forklarede roligt Sagens Sammenhæng. Der blev ikke skrevet en Linje, ingen troede ham.
»Jeg må da forlange, at den Herre, der beskylder mig for Overfald, træder frem og vidner imod mig.«
»Det er Deres Ret,« sagde Dommeren, »bed Signor Arrezzi onr at træde ind.«
Døren gik op og ind trådte en lille, mørkhåret Italiener med Lorgnet og stærkt bøjet Hoved.
Meyer gabede på ham.
»Er det den Mand, jeg skal have overfaldet? Jeg har aldrig set ham før.«
Dommeren forfærdedes øjensynlig over den Tiltaltes Frækhed.
Hr. Arrezzi gav til Protokollen en lang Forklaring om, hvorledes han var kommen i sidste Øjeblik til Toget og så bleven lukket ind til Jernbanerøveren, der først havde siddet i en anden Kupé, men forlod denne. Midtvejs mellem Florentz og Pistorja havde Røveren overfaldet ham og prøvet at bedøve ham med Kloroform, så havde han tilkaldt Hjælp ved at trække i Nødbremsen.
Alt dette blev tegnet op. Kloroformflasken blev forevist Meyer, og Dommeren viste ham tillige, hvor hans Vestelomme var gennemtrukken af Giften. Han kunne lige så godt tilstå.
Meyer blev ved sit og blev ført tilbage til Arresten, for at Togpersonalet, der skulle skifte i Bologna, kunne komme tilstede og vidne.
Det varede noget, inden Meyer kunne besinde sig. Så forsøgte han at konstruere en Forklaring, den eneste tænkelige. Manden i Kupéen måtte have været Minkewiz, Røveren. Da han så sig opdaget, havde han grebet det sidste Middel, Kelneren havde jo allerede påvist den fatale Lighed mellem Røverens og Meyers Signalementer. Under Kampen havde den øvede Lommetyv røvet Meyers Tegnebog, senere havde han bemægtiget sig hans Kuffert og Nøgler, og så måtte han have haft en Medskyldig i Toget, der nu optrådte som Signor Arrezzi. I Skyndingen havde Personalet næppe kunnet se Forskel på de to Herrer. Røveren var nu i Sikkerhed, og Signor Arrezzi ville snart følge ham.
Meyer havde mistet sine Penge; han græd ved Tanken om Tabet, men hans Liv var reddet, og han måtte takke Forsynet for det.
Dagen gik, og han kom i nyt Forhør. Han gentog sin Forklaring, som ingen troede på. Derpå førtes han atter til Arresten for senere at blive konfronteret med Banepersonalet og Hr. Arrezzi, der endnu optrådte. Det gik, som han havde ventet, ingen af Togpersonalet havde bemærket Minkewiz's Flugt.
Der gik nogle Dage med mange Forhør. Røverierne fra Bologna og Brindisi blev tagne op. Meyer sad i sin Celle og førtes til Forhør. Han vidste slet ikke, hvad de andre foretog sig, de ville ikke høre hans Forklaringer. Endelig lykkedes det ham at udvirke, at man telegraferede til München til Grosserer Anselm Meyer.
Der indløb det Svar, at Grossereren var bortrejst, men at der var indløbet Brev fra ham fra Verona, at han snart kom hjem.
Altså havde Minkewiz afsendt hans Postkort til Schultz, det havde jo ligget i Tegnebogen.
Meyer ventede tålmodigt, han havde opnået, at der blev rettet Forespørgsel til Goldi & Co, der bekræftede hans Fortælling om Pengene, han havde hævet. Ja, Kassereren indfandt sig endogså i Retten og blev konfronteret med Meyer. Han erklærede, at han ikke kendte Fangen. Hr. Meyer havde haft Fuldskæg og navnlig ikke noget Ar over venstre Kind.
Forøvrigt havde Kassereren kun set Hr. Meyer én Gang, og da kun i fem Minutter.
Historien om Barberen ville ingen tro, og Meyers Sager stod nu meget slet.
Hertil kom, at Englænderens Belønning på 100 Lst. eller 2500 Lire ville tilfalde Politiet i Pistorja, hvis det blev slået fast, at Røveren var fanget, derfor interesserede man sig langt mere for, hvad der var foregået på Bologna-Venedig Ruten end på Optrinet på Ruten Firenze-Pistorja.
Men om det kunne stakkels Meyer jo slet intet forklare, og derfor blev han hundset af Dommeren, Politiet og Fangevogteren, der alle skulle have Lod i den fede Mundfuld.
Meyers eneste Håb var Oplysningerne fra München. - De måtte jo komme.
Så skete det en Dag i Retten, at Dommeren højtideligt forelæste ham et Brev, affattet på Fransk, underskrevet Anselm Meyer, men skrevet på Maskine. Det lød således:
Til Kriminalretten i Pistorja.
Foranlediget ved Deres Forespørgsel af G. D. undlader jeg ikke at meddele, at jeg aldeles ikke har noget Kendskab til den deri omhandlede Person. Jeg er selv vendt tilbage fra en Rejse til Florentz, hvor jeg hos Herrer Goldi & Co. har hævet det Beløb, De omtaler. Hvem den Person er, der udgiver sig for mig, kan jeg ikke ane. Jeg står iøvrigt i enhver Henseende til den ærede Rets Disposition og beder Dem min Herre modtage Beviser på min mest udmærkede Agtelse.
Anselm Meyer.
Papiret var Meyers Forretningspapir.
Dette var et Tordenslag.
Trængt fra alle Sider sank Meyer sammen og blev ført bort mere død end levende. Retfærdigheden i Pistorja begyndte så småt at håbe på, at den forhærdede Forbryders Modstand var brudt. -
Hvorledes kunne det være gået til? I to Dage brød Meyer sit Hoved for at finde Bunden i alt dette. Han fandt den tildels. I hans Tegnebog havde Røveren fundet Brevet om Medhjælperen Schultz, han havde forstået at tyde en halvkvædet Vise, og medens Meyer sad hjælpeløs i Arresten i Pistorja, havde Røveren og den utro Medhjælper renset hans Lager for alt, inddrevet hans Fordringer, så vidt det lod sig gøre, og delt Rovet.
Han var nu en i Bund og Grund ødelagt Mand.
Først tænkte han på Selvmord, men Bevidstheden om hans Uskyldighed, hans Ærekærhed og Håbet holdt ham oppe. Således kunne Gud da ikke forlade et Menneske. Meyer troede på Gud og holdt ved sine Fædres Tro. Men alle ydre Støttepunkter svigtede ham. I tre Måneder baksede Dommeren med ham uden at opnå så meget som en eneste Indrømmelse.
Som en ualmindelig hård og forstokket Forbryder blev han behandlet hundsk, fik ussel Føde, blev sultet og fik Spark og Hug, han bar det som en Martyr, from og stille som Forsynets Vilje. Men disse Måneder trak År fra hans Liv.
Alt imedens blev der samlet Materiale mod ham, og det var stort, Ligheden var der og alt, hvad Røveren havde bedrevet blev tårnet op imod Meyer. Meget af det kunne bevises ved fuldgode Vidner.
Så rejstes Sagen for Juryen, og han fik beskikket en Defensor, Advokat Delfino fra Florentz. Det var den første Glans af svagt Lys på Meyers Fængselshimmel, og det var svagt Lys.
Advokaten var en ung Mand, forfængelig og opfyldt af Begærlighed efter at glimre i Sagen, der havde vakt nogen Opsigt, fordi en rig Englænder var indblandet deri.
Stakkels Meyers Krønniker kendte Offentligheden næppe, og Delfino fandt dem altfor tarvelige.
»Nej,« sagde han, »jeg foreslår Dem noget helt andet, Hr. Minkewiz, en rørende Historie med mange spændende Optrin, helst nogle Fruentimmerhistorier, der kan vække Juryens og Tilhørernes Interesse; på Deres tarvelige Løgne risikerer De min Salighed 20 År mindst. Det er jo attenteret Mord. Er man en Gang Røver, skal man optræde flot, så skal jeg få Juryen til at græde som Børn, det lover jeg Dem. De Historier, De serverer, kan jeg jo for min egen Æres og mit Renomés Skyld ikke være bekendt at gentage offentlig. Vær en flot Røver. De skal se, De vil slippe meget billigere.
Men stakkels Meyer var jo kun Meyer og havde aldrig røvet så meget som en Tinknap.
Advokaten troede ham ikke og blev ærgerlig på ham. Penge havde han jo ikke, der var altså ikke noget Salær at vente, Ære ikke heller, og nogen særlig Ulejlighed kunne ikke betale sig. På Meyers indstændige Bøn skrev kan til Øvrigheden i München og fik det Svar, at Anselm Meyer, hvem Øvrigheden iøvrigt ikke kendte, havde etableret sig i München for et halvt År siden; han var ret ubekendt, og skønt det lod til, at han havde nogen Forretning, havde han for nogle Måneder siden, efter at have realiseret sit Lager og indkasseret sine Fordringer, absenteret sig og efterlystes nu af politiet for svigagtig Fallit.
Stakkels Meyer, det var gået som han havde anet.
Heller ikke fra Posen indløb noget af Betydenhed, han var hjælpeløst overladt til sin egen Skæbne.
Det eneste han opnåede var, at Advokaten meget ugerne lovede at gengive hans Forsvarstale, uden at han dog kunne forpligte sig til at anvende nogen overdreven Veltalenhed derpå.
Et halvt År gik og med det gik Meyer bøjet af Sorg og Kummer sin Skæbne i Møde.
Ensom, hjælpeløs, forladt af Guder og Mennesker.
III.
Retsforhandlingerne foregik i Florentz, under hvis Jurisdiktion Pistorja hørte. De havde ikke samlet så stor Interesse som ventet, vel nok på Grund af Figurens ynkelige Holdning. Vel var hans Benægtelse stiv og gennemført, men hans Løgne var af en så jammerlig Beskaffenhed, at ikke et Menneske nogensinde havde gjort sig den Ulejlighed at drøfte deres Sandsynlighed. I den juridiske Verden vidste man, at hans Defensor ikke troede et Ord deraf. Mest ærgrede det alligevel publikum, at den frygtede Jernbanerøver var sådan en ussel Kumpan, der ikke en Gang kunne gøre Figur foran en Skranke.
Juryen blev samlet, præsidenten holdt en Tale, der var gennemsyret af Hån mod Arrestanten.
Meyer sad sammenbøjet bag Gitteret i Anklageburet, Skive for Hån og Foragt.
Vidnerne taltes i Hundreder, de fleste angik de to Sager, som Meyer slet ikke kendte. Til deres talrige og detaljerede Udsagn kunne hverken han eller hans Defensor sige et eneste Ord. Det virkede frygtelig trættende på Juryen og kedede Tilhørere og Journalister i den Grad, at de kunne have lynchet ham. Optrinet i Toget hin skæbnesvangre Aften havde også sine Vidner, men da Meyer ikke vidste, hvad der var sket, efter at Signalerne var givne, gjorde han også her en ynkelig Figur.
For Anklagede var stævnet fire Vidner. Goldi & Co.s Kasserer, del gentog sin Forklaring, Barberen, der indrømmede, at han erindrede, at en tysk Jøde havde været uforskammet imod hans Svend, men denne Karl, der havde hånet det italienske Folk, var straks blevet smidt ud af hans ansete Forretning.
Salen genlød af Mishagsytringer mod den frække Stymper, og Meyer, der ikke ønskede noget hellere end at blive genkendt som denne Jøde, fik kun Hånen, men ikke for en Soldo Gavn deraf.
Bankassistenten vidste absolut intet andet, end at en Check var hævet, af hvem vidste han ikke, den lille forsultne, sammenkrøbne Anklagede havde han aldrig set.
Allerværst gik det Meyer med den svejtsiske Kellner, der huskede ham, men tillige meddelte, hvorledes den Anklagede havde henledt hans Opmærksomhed på Signalementet i l'Italie, og hvorledes han havde tænkt over, at det jo ganske var den Anklagedes Signalement.
Dette Vidnesbyrd tog den sidste Stump Grund bort under Meyers Fødder. Han var dømt.
Signor Arrezzi var Hovedvidne, Doktoren og Apotekeren med Kloroformen stod også frem og genkendte Flasken.
Advokat Delfino holdt en spagfærdig Tale om Menneskenes Svaghed og Muligheden for Fejl, men han søgte selv hurtig at komme bort fra det utaknemlige Hverv.
Forhandlingerne var endt, og intet Menneske ventede andet end en Dom, der måtte lyde på en halv Snes Års Tugthusstraf.
Englænderen, der havde udlovet Belønningen, var selv tilstede blandt Vidnerne, han havde ærligt erklæret, at den Mandsling kendte han ikke igen, han var halvvejs flov over at være bleven overmandet af ham, men bestemt at udsige, at det ikke var ham, turde han ikke. Folk knurrede, de troede, at den forsigtige Albions Søn ville redde de 2500 Lire, som Politiet i Pistorja ærligt havde fortjent.
Rent formelt fik Meyer Ordet for at tale til sit Forsvar.
Han havde lært sig lidt italiensk i Fængslet, han stammede næsten uhørligt et Par Ord og kaldte Gud til Vidne på sin Uskyldighed.
Ingen hørte På ham.
Lænet til Rækværket af Fangebåsen, hvor han stod, så han ud over alle disse fremmede Mennesker, der skulede til ham og ville ham ondt, hadede ham og hånlo, af hans ulykke. Den før så trivelige muntre og glinsende Mand, var nu en krumrygget, rystende Olding. Hans Hår var grånet, hans Kinder indfaldne, hans Øjne brændte som i Feber, og hans Hud sad i Folder om Kind og Kæbeben. Han var fortabt, uhjælpelig fortabt. Så var det lige med et, som om han, den forkuede, Sønnen af et forfulgt og undertrykt Folk, den polske Jøde, nu midt i al sin Elendighed, grebes af en profetisk Ånd, den der taler igennem det gamle Testamentes Bøger. Han rettede sig og strakte sin Arm ud i en brændende lidenskabelig Bønfaldelse af den store Gud, som Menneskers Øjne aldrig ser. I hans Anråbelse glødede Østerlands Ild.
»Gud, store mægtige Gud!« råbte han med en Stemme, der lød gennem Salen med sin vilde, lidenskabelige Styrke. »Har dit Folks Søn da ikke lidt nok; se ned til mig, store Gud. Hjælp mig, hjælp mig!« Og med kraftig Røst udslyngede han en hebræisk Bøn, der gjaldede som en overnaturlig Røst talt ud over den store Ørken.
Det var et forunderligt vældigt Greb denne Røst tog i alle. - De lyttede med tilbageholdt Åndedræt. Dette er det usædvanlige, det, der drager de nysgerrige til Retssalen. Skulle der også i denne dødkedsommelige Proces være et Glimt af det, der tænder, fordi det griber mægtigt. Ingen forstod, hvad han sagde, men alle følte de, at den Mand talte med sin Gud, at hans Ord trængte opad gennem Salens Loft, vidt ud over Hav og Land, hvor den dvæler, som ingen ser.
Der blev åndeløs Tavshed!
»Et Tegn fra din Hånd, store Gud, et Tegn! Du vil ikke, at Ret skal bøjes, du frelser den, der tyer til dig, et Tegn, et Tegn i den sidste Time! Et Tegn fra din høje Herskerbolig, eneste Gud!
Anselm Meyer tav.
Der var dødstille i Salen.
Fangen stod med Hovedet hævet mod Salens Loft, så kastede han Blikket ud over Mængden, stirrende gennemborende hen over den.
Et Skrig - et Skrig der skar gennem Marv og Ben, et jublende Skrig. »Lovet være Gud, lovet være Gud.«
Og Meyer pegede med stiv udstrakt Hånd henover Salen, henimod en Mand, der stod blandt Tilskuerne.
»Der står han, dér! - Lovet være Gud - dér - dér. Lovet være Herren i al Evighed.«
Alles Blikke rettedes henimod den, på hvem Fangen pegede. En lille, sortsmudset, skulderbred Mand med sort kruset Hår og et stikkende Blik, vistnok en polsk Jøde.
Der blev uvilkårlig en tom Rundkreds uden om ham.
Tavsheden afløstes af Uro, det lød som Havet, når det kruses før Storm.
Anklagedes Defensor så en sidste Chance til at hæve Processen til en Begivenhed af Rang. Han greb straks ind og forlangte Manden stedet for Retten.
Aktor protesterede, men Mængden støttede Advokaten. »Frem med ham, frem med ham!«
Den fremmede ville fjerne sig, men blev holdt tilbage med Magt. Det overnaturlige havde grebet alle, med et Slag var Stemningen vendt. Salen genlød af Råb, og Mængden bølgede som Myrer fra deres Tue.
Defensor greb Ordet. »Jeg forlanger denne Sag udsat og denne Mand taget i Forvaring.«
Rettens Kendelse gav ham Medhold.
Som Forbryderen kredser om Gerningsstedet, havde Artur Minkewiz kredset om Retssalen, hvor Juryen sad til Doms over den uskyldige. Den højere Retfærdighed nåede ham og overgav ham til Dommerne.
Han og Arrezzi blev anholdte, og der blev indledet Forhandlinger med de tyske Myndigheder, der skaffede Bevis for, at Meyer var den, han sagde. -
Medhjælperen Schulz blev anholdt i Berlin, og alt kom for en Dag. - -
Nu sidder i München en lille, gråhåret Mand i en god, solid Forretning med Hustru og Børn, en Mand, kun få kender, men en Mand, ingen nødlidende søger forgæves, den frommeste blandt de fromme i hans Menighed. Det er Anselm Meyer, hans Liv ejer kun et Eventyr, Eventyret om Jernbanerøveren fra Pistorja!