WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Holst's Oplevelser. III.
Skjulte Kræfter




Af (1906)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


Overbetjent Eigil Holst havde travlt. Det drejede sig om en meget omfattende Tyveri-Assurancesag, hvori et stort Firma var indviklet og foran Holst lå Stabler af Aktstykker, der voksede stadig. Han havde været nødt til at tage Sagen hjem, og arbejdede daglig på den - eller rettere sagt natlig; for han kom aldrig i Seng før henad to, medens det stod på.

Det var en Aften i November, kold og rå, som Aftner i November kan være det i det dårligste af dårlige Klimaers Hjemstavn, de danske Øer. Ude tudede Vinden melankolsk i Telefonharperne på Tagene, hvinede om Hjørnerne og tog Baksetag med de store Hjørneruder.

Hussj-suss-suss-!!!

Det var rart at sidde inden Døre; Ilden flammede i Kakkelovnen, og det var dejligt, var det.

Huss-ssss-sss--sss!!

Klokken var 7. Holst var alene hjemme, hans Kone og Søn var taget til Malmø på et kort Besøg hos Bedstefader. Pigen var i Teatret for at se »Magdalene«, der syntes for en kort Tid at skulle sprede Lys i kvindelige Tyenders Sjæle.

Holst sled i det og skrev, så Blækket spruttede af Pennen, men ude lød det stadig Hussj-sss-sss-sss!!

Holst så op. Betjent 917 Halvorsen af Opdagelsespolitiet, stod i Døren til Værelset.

Holst studsede: »Var Entredøren åben - så har det Asen, Pigen, glemt at lukke den, sæt Dem ned Halvorsen - jeg skal straks være der.«

Holst skrev videre; han havde bestilt Halvorsen til at komme Kl.7½, i Anledning af den omtalte Sag, hvis Detaljer han havde måttet overgive sin yngre Kollega, en rask ung Mand, måske lidt for rask til Tjenestens Alvor.

Holst skrev i nogle Minutter, han kiggede af og til op på Halvorsen, der sad stille som en Mus på sin Stol:ved et Bord midt i Stuen.

Holst skrev.

Trrrling - det var Telefonen.

»Holst her,« sagde Holst, »hvem kalder? Er det Overbetjent Steffensen - godt! Godaften Steffensen. Noget nyt - Hvad siger De? Halvorsen - Halvorsen er her. - Hvad siger De. Bad han Dem sige mig, at han ikke kunne komme i Aften. Hvad behager? - Jeg siger, Halvorsen er her. Vent et Øjeblik. -«

Holst vendte sig om - Halvorsen var der ikke. Han havde måske troet, at det var Hemmeligheder. Holst gik ud på Gangen og kaldte: »Halvorsen!« - Døren var lukket ud til Trappen, han kiggede ind i Spisestuen, der var ingen. - Holst blev lidt nervøs, men det lod sig ikke nægte. Han var absolut alene i Lejligheden.

Holst gik tilbage til sit Arbejdsværelse og tog Telefonen: »Hallo - Steffensen, er det Overbetjent Steffensen - Ja det er mig, Holst, igen. Jeg forstår det ikke, da De ringede mig op, var Halvorsen her i Stuen, nu er han gået. Hvad siger De? umuligt. - Jamen han var her. - De har lige forladt ham på Nordvestvej, 3 Minutter inden De ringede, hvor er De? I Gyldenløvsgade. Og han stod på Hjørnet af Nordvestvej med en Dame. Nå, så har jeg drømt!«

Holst fandt det hele meget underligt, men tog mod Beskeden. Halvorsen havde bedt Overbetjent Steffensen telefonere til Holst, at han var forhindret i at komme, han havde stået på et Gadehjørne med en ung Dame - eller en ung Pige måske rettere, ikke fem Minutter før Steffensen ringede Holst op. Han havde ikke givet Grund, kun bedt Overbetjenten telefonere til Holst.

Holst ringede af. - Det var besynderligt. Holst boede på Marmorpladsen - det var umuligt, at Halvorsen kunne have været hos ham, og dog havde Holst set ham komme ind. Han havde ganske vist ikke talt. Døren i Entreen var lukket. Nu huskede Holst, at han havde lukket den efter Pigen, da hun gik ud.

Højst besynderligt, det var ikke helt frit for at risle lidt ned ad Ryggen på Holst. Han havde haft en Hallucination, han var overnervøs, det kunne heller ikke gå han arbejdede for meget.

Men om få Dage måtte Sagen være færdig - altså løs på den.

Holst skrev, men det ville ikke gå - han rykkede uroligt på Stolen, det var, som var der en Mand i Stuen foruden ham.

Hussj-sss-sss!! susede Vinden. Det var Satans uhyggeligt.

Og han kunne slet ikke samle sine Tanker.

Nu ruskede det i Gangdøren og han gik ud.

Der var ingen, men Vinden sang Hussj-sss-sss!!

Holst tændte en Cigaret og kastede sig i Lænestolen. Det lune, hyggelige Værelse forekom ham som en Gravhvælving. Lampen brændte ikke klart, Kuldegys jog mellem Vinduerne. Hvor det var nederdrægtigt!

Pludselig var det som en stærk altovervældende Følelse steg op i Holst, drog ham bort fra hans Arbejde, hamrede fire Ord med Vælde fast i hans Bevidsthed, hvert Ord gentaget, med Eftertrykket skiftende på Ordene. - Halvorsen er i Fare, Halvorsen er i Fare. Halvorsen er i Fare, Halvorsen er i Fare, Fare, Fare. Holst sprang op.

Det var ligesom lød der bag ham et stærkt angstfuldt Skrig, et kort Skrig, men et Skrig der rystede ham til Marv og Ben.

Han stod et Øjeblik forvildet - så smilede han: »Det vil altså med andre Ord sige, at jeg er bleven Idiot - færdig med fyrre, der ikke skal stikkes. Pak sammen, nu vil Nerverne ikke mere. Otte Dages Smålandstur i Vinterens Hjerte.« Og Holst smækkede Akten til og stod med sammenbidte Tænder ved Bordet.

»Det er disse fordømte Slag på Skuldrene, som Overkommandoen en Gang imellem leverer os stakkels Arbejdsmyrer . . . Memento mori - Det er forbandet, men vi må lystre - ellers er det mørk Arrest.«

Holst var ellers aldrig nervøs, dette her var galt - han måtte lystre. Holde op og samle Kræfter. Gå ud. Måske gik det over. Det var Nerverne, der løb løbsk.

Rent mekanisk klædte han sig om, tog Frakke og Hat og gik ned ad Trappen.

Han stod ude i Vinden, der rev og sled i ham. Her befandt han sig bedre, det var ligesom om der var noget at tage Tag med, noget legemligt.

Han gik imidlertid ned ad Bredgade mod Kongens Nytorv. Han ville til Kamret og tale med Steffensen om mere Medhjælp. Det var jo noget han havde taget sig på. -

Medens han gik tænkte han på Halvorsen.

Hjørnet af Nordvestvej - en ung Pige. Død og Pine. Det måtte være hende, Halvorsen havde talt om, hende han havde truffet hos Privatdetektiven, Lieutenant v. Schindel, Marie Nielsen, et Pigebarn der var indblandet i »Sagen«.

Holst standsede med et Ryk.

Han havde nået Kongens Nytorv. Blæsten jog over Torvet, piskede højsalig Blymajestæten hen over højsammes krumme Ryg og slog i Bølgeslag mod Hotel d'Angleterre. Men Holst stod helt stille, langsomt og tydelig steg en halvglemt Historie frem i hans Tanker.

Han var altså ikke Idiot, ikke slidt op, ikke overnervøs, det hele var gået helt naturligt til.

Der gled en Samlethed, en stærk før Ro over Holst, og stejlt og støt mod Vinden gik han hen over Torvet, nu kendte han sin Vej. Det hele var helt naturligt. Betjent 917, Halvorsen, var i Fare, lokket i Baghold - det var det hele, helt naturligt. Det gjaldt bare om at være Mandfolk, og det et rigtigt Mandfolk.

Det kunne Holst være.

* * *

Lieutenant v. Schindel, Privatdetektiv, sad i sit Kontor i Studiestræde og læste en uartig fransk Bog, da det ringede kort på hans Dør.

»Hvem kan det være?« tænkte von Schindel - »skulle det være lille P. F., min ekstra Kollega og Ven Grossereren. Nej, han er for Tiden i Hamborg for sin Sundhed. - Han anså det selv for sundest at gøre sig usynlig et halvt Års Tid. »Greven« er jo lovlig undskyldt. Betjent Halvorsen har ulejliget ham for otte Dage siden i Assurancesvig-Historien. Den fordømte Holst har Sagen, han har en djævleblændt fin Næse, og han er så væmmelig høflig. Eller måske er det en Forretning! - Eller måske Marie - »Grevens« Kæreste - hun har jo fået det Fæ Betjent Halvorsen til at gå i Tøjet, han gør Haneben til hende, siger hun, er helt skudt, lidt for sent. »Greven« er jo hugget allerede. Jeg vil dog se hvem det er.«

Privatdetektiven slentrede hen over det tykke persiske Tæppe ind over Forkontorets Linoleum og lukkede op.

»Hr. Lieutenant Holst - hvilken Ære - vil De ikke træde indenfor - det var dog en sjælden Glæde!«

Det var visselig en sjælden Glæde.

Lidt blandet. Havde Privatdetektiven kunnet myrde Holst nænsomt og skjult, er det rimeligt, han havde gjort det.

Men det var nu en Gang ikke hans Forretning. Han var ikke Forbryder, men privatdetektiv, og det er ikke ganske det samme.

Der er en Nuance - en let Nuance.

Det blev en ikke helt behagelig, men alligevel yderst venskabelig Samtale.

»Kære v. Schindel,« sagde Holst i Samtalens Løb, »jeg har røget mange Cerutter i min Tid, og jeg har ikke noget imod Manillacigarer, men hvis De vil give mig Adressen på denne her Cigar, så tror jeg, at jeg ligefrem bliver forfalden.«

Holst fik Adressen. -

»Siden vi er ved Adresser,« fortsatte Holst og blæste nydelige Ringe ud under sit lyse, kønne Mundskæg, vil De måske give mig endnu en Adresse.«

Holst Smilede. - »Jeg bliver altid i så godt Humør ved at tale med Dem v. Schindel, at jeg fristes til at komme med en Vittighed. De har været så god at give mig Adressen på en nydelig Cigar. Jeg er så ubeskeden også at bede Dem om Adressen på en nydelig Dame.«

v. Schindel smilede lidt nervøst. - Endnu anede han ikke, hvor Holst ville hen, eller hvad han i det hele taget ville.

»En nydelig Dame,« gentog han uforstående, med et lidet begavet Udtryk i sine ellers ret kløgtige Øjne, »hvad skulle hun hedde?«

»Marie Nielsen,« sagde Holst kort.

v. Schindel blussede.

»Marie Nielsen,« gentog han - »men nu er De jo morsom, Hr. Holst - en nydelig Dame - det er virkelig meget vittigt - hi hi - men jeg aner ikke hvor De vil hen.«

»Det skal De heller ikke bryde Dem om, kære v. Schindel,« sagde Holst roligt, »De skal bare give mig hendes Adresse, som jeg har Brug for og dermed færdig!«

v. Schindel tænkte over Tingene. »Greven«, hans gode Ven var arresteret, han havde været impliceret i en ganske overordentlig fræk Assurancesvindel - Tyveriassurance - som v. Schindel heldigvis stod helt uden for. Marie Nielsen var »Greven«s Kæreste, og tilhørte det mindre gode Selskab.

Holst kunne vide, at Grevens Kæreste kendte til Sagen. Han kunne vide det af Akterne, og nu skulle hun naturligvis anholdes. Det kunne være v. Schindel ligegyldigt forsåvidt, skønt det er aldrig rart for en Forretningsmand at vide sine Venner og Forbindelser i Politiets Klør. Men v. Schindel var en særdeles forsigtig Forretningsmand og stod sig godt med politiet fra den Gang, han selv var Betjent i dets Styrke.

Marie Nielsen kunne ikke gøre ham Fortræd, og Greven ville ikke gøre det. Men hvad Fanden ville Holst med Marie Nielsen?

Alle disse Betragtninger kørte med Iltogsfart gennem v. Schindels smarte Detektivhoved.

»Ja,« sagde han, »jeg kan give Dem den unge Dames Adresse -«

»Jeg har travlt,« sagde Holst, »lad mig få den straks.«

»Men« - fortsatte v. Schindel.

Sludder afbrød Holst. Tag Deres Frakke på og kom med. Det gælder om at handle straks.

Holst havde fået en Idé, og den var god.

v. Schindel protesterede.

»Kære Hr. Privatkollega,« sagde Holst noget skarpt, men alligevel velvilligt, »De har jo ikke noget på Samvittigheden, vel. Halvorsen har begået den Dumhed at indlede Bekendtskab med Marie Nielsen, uagtet jeg har varet ham ad. Han og jeg har anholdt »Greven«, og jeg kender særdeles vel hans Højvelbårenheds Forhold til den unge Dame. Halvorsen vil ikke tro mig, men De kender det hele, ikke sandt. Nu har Marie Nielsen lokket Halvorsen i en Fælde. De må hjælpe mig - det må ske uden Skandale, og De kender jo »Firmaet«.

Hussj-uss-suk. -

Der røg en Rude på Boulevarden. Det var vistnok Jens Kjeldsens store.

v. Schindel var nervøs.

Han forstod meget godt det hele. Halvorsen havde ladet sig dåre af Frk. Marie og nu gjaldt det hans Førlighed, måske mere. Greven havde Venner, der ikke ville nægte sig noget, når det gjaldt om at kæle lidt for en Opdager. Men hvorfor kom Holst til ham. Marie Nielsens, Adresse ville han have. Schindel kunne ikke nægte Holst den, det gjaldt for ham om at holde sig gode Venner med Politiet netop nu, medens Greven var under Behandling. Greven kunne genere v. Schindel ved Åbenmundethed. En enkelt Affære havde Privat-detektiven haft med »Greven«, og den var ikke rigtig ren i Kanten.

Men hvorfor i Alverden ville Holst have v. Schindel med i Aften.

»Er De færdig, Lieutenant?« sagde Holst venligt.

v. Schindel var færdig og de to Herrer tog en Droske på det gamle Halmtorv.

Nordvestvej 199, sagde v. Schindel.

Det var Damens Adresse.

* * *

Drosken rullede ført af Vinden rask forbi Søerne ud mod den øde Aaboulevard, hvor Blæsten løb om Kap med de høje, røde elektriske Sporvogne.

Holst tav og tænkte.

v. Schindel tav ligeså meget og tænkte mere.

»Kære Lieutenant,« sagde Holst endelig, »er De i Grunden ikke rigtig glad ved at kunne gøre mig en Tjeneste?«

»De mener?« spurgte Privatmanden lidt mut.

»Jo ser De,« sagde Holst, og v. Schindel kunne ligefrem føle, hvor han smilede, »når De var helt sikker på, at jeg var Deres Ven, Deres rigtig gode Ven, så ville De leve umådelig meget roligere. De kender jo godt Tyveriassurance-Sagen, hvor Deres Bekendt, ham vi kalder »Greven«, er arresteret. Der er Ting, der tyder på, at De ved en anden Lejlighed har hjulpet en bestjålen til nogle Sager - en Guldsmed forresten - der ikke har kunnet tie stille med den kostbare Tjeneste, De ydede ham. De behøver ikke at blive nervøs kære Lieutenant.«

»Jeg!«

»Jo, jeg mærker De flytter Dem. Det hele er i Orden, men hvis jeg var Deres Ven, kunne De måske undvære »Greven«, som alligevel kommer til at opholde sig et Par Måneder på Vridsløse efter alle Solemærker at dømme, og som alligevel ikke bliver videre præsentabel, når han slipper ud. Deres anden Ven, Hr. Grosserer P. F. Frederiksen, er jo rejst til det sydlige Udland.«

Nogle djævelske Planer kimmede frem i v. Schindels Hjerne.

Holst blev ved i en køn, sagtmodig Tone.

»Halvorsen er gået i en Fælde. Ude i Nordvestvej 199 bliver han i Aften Genstand for et Overfald af »Baronen« og »lille Carl«, som er Grevens intime Venner. Jeg har varet ham. Han får selv tage Følgerne. Bliver han slået ihjel, hvad Gud forbyde, så bliver det en offentlig Sag, og så kan jeg ikke skåne Selskabet. Nøjes d'Hrr. Adelsmænd med at give ham en Dragt Prygl, vil jeg holde Sagen hemmelig for Halvorsens egen Skyld. Det kan koste ham hans Stilling, hvis Inspektøren får at vide, at han benytter sin Tjeneste til Eventyr. Forstår De mig. Jeg ved, at De kender Damen og de to Herrer. Gå op til dem og bed dem venligst fra mig om at udlevere Halvorsen. Det er ikke farligt for en Mand med Deres Indflydelse i de Kredse, men enfin. Mig gør De en Tjeneste dermed.

v. Schindel forstod, at Holst havde Kig på ham. Holst vidste, at han havde meget kompromitterende Forbindelser; en Gang, før eller senere, risikerede han det værste. Det nemmeste ville være at tage Holst med i Fælden og så klappe til. v. Schindel havde slået adskillige Negre for panden i Congo, dels i Krig, dels som Sport. Blødagtig var han ikke, heller ikke særlig bange for en mindre Blodsudgydelse, men ligefrem Mord på hvide Mænd smagte ham dog ikke. Man kommer så let i Forlegenhed. Det ville være det klogeste stille at lade den fordømte Politispion forsvinde, og det kunne gøres. Men så blev han selv afhængig af »Baronen« og »lille Carl« og det var et Par slemme Bisser.

»De skal ikke tænke på det,« sagde Holst muntert.

Det gav et Sæt i v. Schindel.

»På hvad?«

»På at få mig gjort stille og fredelig.« Holst lo. »Det er for indviklet kære Lieutenant og desuden er jeg jo Deres Ven. Jeg går aldrig ud uden et par Håndjern og en rar lille Bulldogrevolver, der gør et nederdrægtigt Spektakel. Nej, gå De op til Damen og læg et godt Ord ind for Halvorsen. De kommer ikke til at fortryde det. Skulle De være tvivlrådig, vil jeg blot fortælle Dem, at jeg vidste Adressen, og at Overbetjent Steffensen og to Kammerater opholder sig i et af Husets Lokaler. Hvilket kan være Dem ligegyldigt.«

Dette sidste var Løgn, men som Holst sagde det, pænt og stilfærdigt, lød det uhyre sandsynligt. Og det var meget rimeligt, det kunne ligefrem være sandt.

v. Schindel var slet ikke glad.

»Er De vis på alt det,« spurgte han, forresten med et fast Tonefald, for han var ikke ilde i en vanskelig Situation. »Hvorfor spiller De så den Komedie?«

»Det har jeg jo sagt, kære Ven,« sagde Holst, »for at redde Halvorsen. Det kunne koste ham hans Stiiling.«

»Hvorfra ved De det?«

Nu fortalte Holst, hvad der var sket, hjemme hos ham, og det troede v. Schindel ikke, skønt det var den rene Sandhed. Sådan går det ofte.

Holst trak på Skuldrene: »Siger ikke Hamlet, at der er flere Ting mellem Himmel og Jord end vi kan begribe. Det er en Kendsgerning, at et Menneske, især i Nød, kan rette sin Tanke så fast mod en anden, at denne, skønt langt borte, kan se ham, der er i Fare, stå for sig. Det er en Slags åndelig Telegrafi uden Tråd, bevist ved Masser af pålidelige Tilfælde. Det er hændet mig. Lad nu Vognen holde her ved Skyttegade, og gå så op til Frk. Marie og læg et godt Ord ind for Halvorsen.«

Vognen holdt.

v. Schindel stod på Gaden under Lygteskinnet, bleg og tvivlrådig.

»Lieutenant Holst,« sagde han, »jeg så hellere, at De gik med.«

Holst lo. »Nu er De bange. Der kan være noget i det. De Herrer er vist på dette Tidspunkt noget muntre og De kunne risikere en lidt for livlig Modtagelse. Men alligevel, De skal gå alene. De ser, at jeg stoler på Dem. Jeg venter her. Altså, gå kære Lieutnant og bild Dem ind, De skal ud og skyde Hereroer. Kommer De godt fra dette her, er De min Ven.«

»Det er vist Dem, der er bange,« sagde v. Schindel med et tvungent Smil.

Holst smilede: »Jeg vil indrømme, at jeg havde mere Grund til det end De, for jeg kender ikke Selskabet så godt som De - men alligevel, jeg er sjældent bange. Jeg venter her.«

v. Shindel gik.

Holst stillede sig i Læ af en Gadedør. Vinden tudede og susede i Trætoppe og Husgavle. Skyerne jog forbi Månen i vanvittig Hast og Stjernerne glimtede om Kap med Gaslygterne.

Patruljebetjentens brede Skikkelse viste sig på Hjørnet. Han kiggede ned ad Gaden og gik roligt videre med sit embedsmæssige Trip Trap i de tunge Støvler.

Holst lod ham gå. Det var hans Hensigt at holde Historien skjult. Halvorsen var ung, lidt uforsigtig, han havde Uvenner i Etaten og dette kunne koste ham hans Stilling. Værre var det, at han virkelig var i Fare, hvis Varslet havde talt sandt, men herom tvivlede Holst slet ikke. Halvorsen havde arresteret »Greven«, hvis borgerlige Navn var Valdemar Jensen, en berygtet Bondefanger, og Pigebarnet havde sikkert besluttet at tage Hævn. Halvorsens lette Sind var kendt og det var sikkert, at der ville vanke Prygl. Om der ville vanke mere, var usikkert.

Tiden gik, og v. Schindel blev borte. Holst havde fattet den Plan med v. Schindel efter en Indskydelse. Han vidste, at Privatdetektiven havde højst kompromitterende Bekendte, men for en Mand, hvis Næringsvej det var at udspejde Ægtefæller og bringe stjålne Sager igen ad Godvillighedens Vej, var dette jo en. forretningsmæssig Nødvendighed. Holst mistænkte v. Schindel, men vidste intet positivt. Derfor benyttede han ham. Men Fyren gav sig god Tid.

Fem Minutter var gået.

Holst følte efter Revolveren i sin Jakkelomme og gik langsomt henimod Huset. Det var et højt gråt Sted, som de andre i den triste Gade. Klokken var ikke otte endnu. Næsten alle Vinduer var oplyste. Damen boede på Kvisten. Der var det mørkt oppe, men hun boede måske ud til Gården. Holst stod et Øjeblik tvivlrådig på Trappen.

Så lød der med et et skingrende Skrig - det kom oppe fra Taget af Huset, syntes Holst.

Rask sprang han ud på Gaden. - Der kom Folk til Vinduerne.

Vinden jog hen over Tagene, men Skriget lød ikke mere. -

Det måtte have været en Mand. -

Holst sprang hen til Døren og tog Trappen i Spring. Dette her gjaldt Livet.

På anden Sal tumlede en Mand imod ham, Gasblusset var ikke tændt, og Holst greb Mandens Arm. Det var v. Schindel.

Privatdetektiven kendte straks Holst, uvilkårligt blot på Grebet om Armen.

»Det gælder Livet,« sagde han. »De er fulde.«

»Og Halvorsen,« kom det lynsnart fra Holst.

»De har bundet ham og slæbt ham Taget. «

Guds Død Mand - Holst sprang tre Trin op i et Spring, så vendte han sig mod v. Schindel og hvæsede: »spring hen til Brandtelegrafen og alarmer Brandvæsnet. Der står et Alarmsignal på Aaboulevarden. «

v. Schindel tumlede ned ad Trappen. -

Nu havde Holst nået Kvisten. I en åben Dør stod et blegt pigebarn med uredt Hår og ganske forvildede Ansigtstræk. Holst samlede sig og trådte hen imod hende.

»Hvor er Halvorsen« spurgte han koldt og fuldkommen roligt.

»På Taget« - hviskede hun - »oppe på Taget, de slår ham ihjel.«

Det var øjensynligt, at de to Venner af Huset var gået for vidt i deres Iver for at være Damen til Tjeneste.

»De ville ikke udlevere ham, det er ikke min Skyld - Å du forbarmende Gud, de myrder ham. - Jeg sagde de skulle lade ham gå med Hr. v. Schindel, men de ville ikke. Å Gud!«

»Stille,« hviskede Holst. »De skaffer os jo hele Huset på Halsen - Holst nærede endnu det Håb, at de to Herrer efter god dansk Sæd ville betænke sig inden de gik til Yderligheder, men det var en fortvivlet Situation. Oppe på Taget hørtes hastige Fodtrin og Slæben.

Holst trådte hen til Stigen, Lugen var åben.

Månen var nu helt skyfri - den lyste klart over det flade Tag og Holst så de to Mænd bøjede overen bunden, kneblet Mand.

Han rev Revolveren frem af Jakkelommen og sagde klart, men meget roligt: »Der er seks Skud i denne her. Den første, der rører sig, skyder jeg ned.«

De to Herrer blev synligt mere ædru - de knælede nu hver på sin Side af den bundne Mand.

Holsts Hjerne hamrede. Kunne han nu stole på v. Schindel? Nej-Nej-Nej- den Kryster ville naturligvis lade ham i Stikken og hytte sit eget Skind. Blodet susede for hans Øren.

Godt, så døde de to der på Stedet.

Der gik nogle Sekunder, lange som Minutter.

Der gik nogle Minutter, lange som Timer.

Så sagde Holst roligt: »Bær den Mand hen til mig. Forstår I . . Nu tæller jeg til tre, og så skyder jeg en af Jer.«

En - to - - - -.

De to Herrer tog fat og slæbte den bundne Mand henimod Lugen. -

»Ret så,« sagde Holst, - »lad det gå lidt villigt.«

Nu var de ganske tæt ved ham.

Holst talte som en Præst på Prædikestolen, værdigt, tydeligt og langsomt.

»Tak skal I have Børn, se nu at komme afsted.« I det samme lød Ringen og Tuden nede på Gaden, v. Schindel havde alarmeret Brandvæsenet.

De to Herrer jog for Blæsten hen over Taget, medens Holst med en Kniv skar Halvorsens Bånd itu og befriede sin Kollega.

»Asen,« hviskede han -

Halvorsen var stiv af Rædsel.

Det ringede og hujede på Gaden, og foran Huset gjorde Sprøjterne Holdt.

»Rask,« hvislede Holst.

Kort efter stod han og Halvorsen på Gangen. Pigebarnet lå på Knæ foran Døren til Værelset og tudede omkap med Blæsten.

»Tak De Deres Gud, at det gik,« sagde Holst, idet han lukkede Døren. »Jeg skal huske Dem for den Historie, min gode Marie Nielsen. For i Aften skal De slippe.«

Det drønede af tunge Trin på Trappen, Huset var i Oprør, højrøstet Tale lød fra alle Etager. Mødre med Børn på Armen kom til syne i Dørene. Alt var vild Forvirring. Holst stod rolig og venlig foran Frk. Marie Nielsens Dør.

Sprøjteføreren brasede på ham: »Hvor er Ilden?«

»Jeg beder Dem meget undskylde,« sagde Holst. - »Jeg er Overbetjent Holst af Opdagelsespolitiet, jeg skulle arrestere en Mand. Jeg og min Kollega Halvorsen - Manden flygtede op på Taget og så løb Anmelderen - det Fæ, der stod ved Signalapparatet - hen og kaldte på Brandvæsenet. Hvor er han?«

v. Schindel havde hurtig gjort sig usynlig.

Ved Parolen fik Holst en Reprimande på Grund af manglende Konduite over for Brandvæsenet efter samme Væsens officielle Indberetning.

Men Halvorsen beholdt sin Plads, Holst indskrænkede sig til at skrive Historien op til kommende Lejlighed. Det kunne desuden ikke nytte at gøre den til Genstand for Rapport; for det københavnske Politi tror nu en Gang ikke på skjulte Kræfter, og det var dem, der havde sat det hele i Bevægelse.