Det Udforgængelige

---

P. Sørensen-Fugholm: Digte. Fjerde samling (1926)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


I Dyrehaven sidder jeg og gør
Nutisser til og bruge, når jeg Digter,
hvad en Forfatter altid bør,
thi hvis det sker at Pegasussen svigter
- hun er så lunefuld, den lille Strik -,
så griber man Nutissebogen bare
og kaster op, og på et Øjeblik
den værste Dimmelimma kan man klare.

Jeg la’e og skude op mod Himlen blå,
trods delvis grå, ja hvide Hår på Maven,
og tankefuldt i Blød jeg Hodet lå
og opnoterte Rim på Dyrehaven.
At ligge slig og skrive Tanker ner
alene i Naturen med en Evers-
harp er hvad jeg kalde min Placer,
det er et Lod, jeg bytted ej med Grevers.

Thyss! Hvad var det!? Det hist i Løvet knak!!
Jeg vender mig adræt, og ser! Ved Vejen
et prægtigt Rådyr hilste mig med Tak
og Hode løftet stolt og overlegen.
Hvor så jeg før så Afgrundsdypt et Blik?
Hvor traffes før et Øjnepar som disse?!
Til Marv og Ben det Blik mig fakta gik,
det fængslet mig som en Slax Hypnotisse.

Det var, som Dyret sagde til mig: Pst!
P.Fugholm tag og let på dine Skanker!
Følg mig!! og jeg skal vise dig forvist
en Ting, som der skal fylde dine Tanker.
Den gik så lydløst som en lydløs Vind,
jeg fulgte samme langsomt og på Tærne,
som skiftevis gik udad, frem og ind,
men altid pegte opad imod Træerne.

Tilsidst den standsed ved en gl. Bøg,
men spænte så og lod mig stå med Håret
af Nakken ner – Mon mine Øjne løg?!
Hvad er det, som der er i Træet skåret??
Et P., et S., et F., et T., et O.
omslynget af et gennemboret Hjerte
samt af et Årstal – Nitten Hundred 02,
og Datummen, det er September 4'de.

O, Trine, er det ej et sælsomt Træf?!
Du ved, hvad Kiroglyferne skal sige.
Det er jo mig, som der er P.S.F.,
og T.O. Det er dig, da du var Pige.
At Pilen er Amorses, er jo klart,
og Hjertet er os toses fælles.
Er det ej mærkelig – jo, det er svart! -
når man af gl. Minder overvældes!!

Sig, husker du den Dag det Efterår,
da vi i Dyrehaven gik og svedte,
du svøfte Lommetørklædet om dit Hår
for ej mit nye Kravebrøst og fedte.
Jeg havde Nattegn og var på Besøg
det var, da du 6 Måneder var henne
at tjene i Fortunen – mod en Bøg
du lå din Ryg – jeg skar vort Navn i denne.

End Strandens Bølger går den samme Vej,
men der er løben meget Vand i samme,
nu er vi Bedstefædre, mig og dig,
men evigt ungt er Træets gamle Stamme.
Vi visner bort, men lige stolt og rigt
står Træet efter vores Ende,
hvori er skåret uforgængeligt
eet Hjerte – men det bankede for tvende.