Fader-Glæder
P. Sørensen-Fugholm: Digte. Fjerde samling (1926)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Tanken går til mine 4re Drenge,
Hendrik, Anton, Lavrids og Johan,
som der i de responsive Senge,
udskylsrent at sove plejer van.
Ak, hvordanne vil de mon dem klare.
Livet er jo hårdt, og mangt et Slag
vil de sikkert få i deres bare
alt for tillidsfulde Sind en Dag.
Kjære Børn, som hviler eders Lemmer,
som er spredt i Nord og Syd og Vest,
lyt til Hjerternes Pianostemmer,
som der vidsker: Hjemme er dog bedst!
Kjære Børn, da det er Skjæbnens Vilje,
at vi hver især er skildte ad,
vil jeg rulle op et lille Billede
af en anden Faders Sønne-Rad.
Nævnte Fader og så Glæde havde
af hans 4re Sønner lisom mig;
hjælpeløse de i Vuggen lagde,
men nu er de kommen godt i Vej.
Mange pæne Navne blev de kaldte,
da de drøftes her i Kjøbenhavn:
Åge, Akxel, Erik, Viggo Valde, — — —
dog, hvadfor vel nævne Efternavn?!?
Åge har som yngre lagt ved Garden,
var Primærløjtnant og Ellefant
bar på Snor Schakoen med Kokarden
alletider flot og ellegant.
Til Marokko så han immegrerer,
hvor han bravt med Rif-Krapyler slås,
hvad i Berlinske han riffererer,
og hans flinke Pen bliver slugt af os.
Men ved Akxels Vugge blev det sungen,
han til Søs som Sømand skulde gå.
Skibe har han over Lande brungen,
som ej mange kjender Navnet på.
Men dog også anden Indtressesse
han for Dagen lå – for Gangen År
blev han gift med en bekjendt Prindsesse,
hvad de færeste jo aldrig når.
Erik Propertær kuns være vilde,
i hans Hjerte havde han kuns Jord;
der var Tømmer i ham helt fra lille,
mere blev der, dengang han blev stor.
Med en Tømmerkonges Sønogdatter
blev han gift, den flotte Propertær. Tømmer det er noget at der batter,
det er mange Penge værd.
Viggo var af et beleven Væsen,
og hans Overskjæg og Sporer var
ikke til og putte helt i Næsen,
da han lagde inde som Husar.
Også han en yndig Kone hitted,
og ved et i Sandhed mærkelig Træf
var som Broderens hun fra United
States og var rig, den var f.f.
Kjære Drenge, gid jeg så jer Ende,
dog – forhåbentlig I skuer min,
lov da, I vil spejle Jer i denne
æ- og sandru Skilring her af hin
Drengeflok – nomina idiosa
(skidt med Navnene!) det kommer an
på, at I kuns dermed er ansjos, a
når man bare vil, man også kan.