Hamsun og Dalilala

---

P. Sørensen-Fugholm: Digte. Fjerde samling (1926)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


Du spørger mig, hvifor jeg Øjet synker,
hvifor min Pen jeg lægger med et Oh,
hvifor der i min Pande kommer Rynker?!?
Jo, der er noget, som at der mig tynger,
og Sorg har i mit Hjerte festet Bo.

En Aften mine sidste ny Opusser
jeg læste højt, mens Trine Strømper strak
og tændte min Cegar med Phidibusser,
-da gjæstede os Sorgens Geniusser,
med megen Smerte tænkte jeg et ”Ak”!

Vi sat og talte om den danske Kvinde,
som ofte jeg har revset i min Sang;
jeg vilde gjerne sidde mig et Minde
som den, at der Par Eksellenser hende
den rette Smag for Dydens Vej bibrang.

Jeg ivret har i Tale og i Bøger
mod korte Kjoler og mod Paggehår,
imod den Ungdom, der på Gaden fløjer
og danser Jas og Cegaretter røger
- da giver Petra mig mit Hjertesår!!

Hun træder ind – vil ikke Hatten ligge
jeg aner strax, at noget galt er fat. — — —
På én Gang Trine holder op og strikke
og gjør et Skrig: ”Oh, nej, det si’er du ikke!?!”
Min Frygt var grundet, viser det sig at.

Sådan må Hamsun været ha’ tilmode,
da som Garson han så Dalilala!!
Det viltre Hår engang sig frodig snode
som Iføj-Ranker op om hendes Hode,
men nu var dette grusomt skåret af.

Jeg udbrast i en konsulwivelsk Latter,
som skræmte hver, som Senen overvar.
Så vidsker jeg, imens en Tåre dratter:
„Kuns Tårer knuser jeg, imens min Datter
har selve Hjertet knust på hendes Far!!”

Ak Petra! Petra!!, at du kunde nende
og gjøre dette mod din Far og Mor!!
Hvis du var Barn, var ned der faldet Brænde,
Du vide må, du har så brat en Ende
gjort på mit Livsværk som Reformator!?