Hr. Rider Adolf og Fru Riderinden

---

P. Sørensen-Fugholm: Digte. Fjerde samling (1926)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


Og det var sig Hr. Adolf, han spænte Svær ved Læn
og drog så ud i Slåssemål med alle hanses Mænd,
han klædte sig i Pladder, en Panser tog han med,
så red han bort, imens han sang: „Dengang jeg drog afsted”.

Tilbages sad hans Frue, så knøv og zart en Mø,
af Sorg hun kunde næppe spise hendes Morgengrød,
hun tænkte: Hvis han falder, det er en Kjøn Kop The,
så er jeg mageløs – men nej, det måst og skalst ej ske.

Så mangen Naborider, mens Manden han var væk,
der vilde hende lokke og uhøvisk var og fræk.
Nej heller, sagte Fruen, jeg lå mig i min Grav,
thi hun en Dannequinde var – hun brændte alle af.

Men Tiden gik, og røde de brune Øjne blev,
fordig at Manden aldrigen det mindste Postkort skrev.
Tre fire Lommeklæder hun daglig tog i Brug
med ægte Rider-Krone på, af kostbar Danmask-Dug.

Sådan gik År og Dage, og Fruen sygnet hen,
hun nærmest blev en Knokkel udaf Mangel på sin Ven,
men tænk, en Morgen tidlig hun fik et Tellegram,
– hun hastelig det brak – og se, så var det just fra ham!

Min elskte Ven – så skrev han – det går mig knippelgodt,
og Fjenden fåreløbig, hvad han trænger til, har få’t.
O, dæk nu op, min Viv med, hvad Huset det formår,
du ved, jeg sidder særlig Pris på røget Lammelår.

Men hør nu, hvad der skete – det Budskab kom så brat,
at Fruen fik af Blod en Prop og straks til Jorden skvadt,
og da med Sejrens Palmer om Panden Manden kom
og så hans Riderinde der, han segned livløs om.

Så lå man dem i Graven og skrev en Bautasten:
„Her hviler Rider Adolfses og Frues pæne Ben”:
En Kilde sprang fra Graven – man deraf slutte kan,
at Fruen hun er Kilden – thi hun løber for sin Mand.