Vagabondernes planet (1970)
Af Niels E. Nielsen
Den grundliggende historieI en ikke alt for fjern fremtid, har verdens overbefolkning på 18 milliarder betydet, at befolkningen er delt i to: Caravans, hovedparten af befolkningen, der lever som nomader på vejene, og dataerne, der er en lille gruppe pacifister, der prøver at bevare dele af fortiden/historien, og vedligeholde det produktionsapparat, der skal sørge for befolkningens fornødenheder, såsom mad, benzin, strøm osv. Befolkningen bliver ved med at vokse, og det bliver stadigt sværere at brødføde befolkningen. Det er derfor kun et spørgsmål om tid, inden systemet kollapser.
Blandt nomaderne på vejene, er den voldelige bandeleder James Fenimore Cooper, sædvanligvis kaldet Jaffe, der ender hos dataerne efter et plyndringstogt der går galt. Mødet med dataerne og deres kultur, og især viden, gør, at Jaffe sætter sig for at redde menneskeheden, uanset hvor grimt det måtte blive.
Dette er historien om hvordan Jaffe prøvede at redde verden/menneskeheden og hvordan det gik, på godt og ondt.
Hvordan var den?
Ikke min kop te! Den er et produkt af sin tid, og hvis man ikke er til den litterære periode fra slutningen af 60'ern og op til slut 70'erne/tidlige 80'er, er den træg at komme igennem.
Sprogligt er historien fin, og den overordnede idé er også okay, men udførelsen fungerer ikke. Hele diskussionen om overbefolkning, og hvordan den (ikke) håndteres, er stadig aktuel, og det samme er hele diskussionen om hvordan vi driver rovdrift på naturen. Man kan derfor ikke blot affærdige historien som et irrelevant levn fra en litterær fortid. Den giver som sådan mening nok at læse.
I forhold til den verden der beskrives, er befolkningen alt for endimensionel. I et set-up der beskriver en hel verden, holder idéen om et enten/eller-tilhørsforhold ikke. Sexscener/referencer og dataernes samfund virker påklistret, som noget der forresten også skal med for at have en (efter den tid) moderne historie. Ligesom når man ser meget gamle film hvor personerne først stiller jeg hen i positur og derefter fremfører replikken.
Udgaven fra Science Fiction Cirklen, som er den jeg har læst, indeholder et ret godt efterord om Niels E. Nielsen og den samtid Vagabondernes planet beskriver. Er man ikke gammel nok til at huske 60'erne og/eller 70'erne, kan man med fordel starte med efterordet. Der vil være flere ting i historien, der giver mere mening, når man har læst efterordet.
Jeg tror, at hvis man er til den periode og stilart i litteratur, vil man være tilbøjelig til at give den fire stjerner eller mere, men for mit vedkommende kan det kun blive tre lunkne stjerner.
Rating
★★★★★
- Michael Pilgaard