Saxos Danmarks Krønike - Første Bog

---

Af Saxo Gramaticus (ca. 1190 til efter 1208), oversat af Fr. Winkel Horn.
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Dan og Angel

Dan og Angel, Humbles Sønner, fra hvem de Danske har deres Oprindelse, var vort Folks Grundlæggere, om end den franske Krønikeskriver Dudo vil vide, at Danskerne stammer ned fra Grækerne eller, som de også kaldtes, Danaerne og har fået deres Navn fra dem. Dan og Angel var også de første, som herskede i vort Land, men skjønt de formedelst de store Fortjenester, de indlagde sig ved deres Tapperhed, med Folkets enstemmige Samtykke besad kongelig Magt og Myndighed, bar de dog ikke Kongenavn, thi det var på den Tid endnu ikke kommet i Brug blandt vore Forfædre.Angel, fra hvem Anglerne siges at stamme, gav den Del af Landet, han rådede for, sit Navn, hvorved han på en let Måde gjorde det udødeligt. Hans Efterkommere underlagde sig nemlig senere Britannien og gav dette Rige Navn efter deres Fædreland i Steden for det Navn, det fra gammel Tid af havde været kaldt med, hvilken bedrift i Oldtiden holdtes for såre anselig. Dette vidner den navnkundige gejstlige Skribent Beda, der var en født Englænder og som foruden at skrive om gudelige Ting også lagde Vind på at skrive om sit Fædrelands Historie, eftersom han lige så fuldt anså' det for en kristen Skribents Skyldighed at skildre Fædrenes Bedrifter som at skrive om det, der hører Religionen til.Fra Dan nedstammer efter de gamles Vidnesbyrd vor Kongeslægt, som fra denne ypperlige Begyndelse har siddet på Danmarks Trone lige ned til vore Dage. Han havde med en højbåren tysk Kvinde Grytha Sønnerne Humble og Loter.

Humble og Loter

Vore Forfædre havde for Skik, når de skulde kåre en Konge, at stå på store Stene, der lå fast i Jorden, hvilket skulde give til Kjende, at deres Valg var urokkeligt som Stenene, de stod på. På den Vis blev Humble kåret og kejset af Folket, da hans Fader var død, men Lykken var ham så umild, at han fra at være Konge atter sank ned til at være Undersåt. Hans Broder Loter førte nemlig Krig med ham og tog ham til Fange, og han måtte kjøbe sit Liv ved at give Afkald på Tronen, andet Redningsvilkår bødes ham ikke. Idet han således ved sin Broders Vold og Uret blev nødt til at frasige sig Kongemagten, gav han Menneskeheden et Bevis på, at om der end er mere Pragt og Herlighed, er der til Gjengjæld mindre Tryghed i Kongeborgen end i Hytten. Han bar ellers den Uret, der var overgået ham, med sådan Tålmodighed, at man skulde tro, han glædede sig over Tabet af sin Værdighed, som om det var en Lykke, der var bleven ham til Del, så han har efter mit Skjøn dømt som en Vismand om, hvad det at være Konge i og for sig er værd.

Loter fo'r ikke mindre grumt frem som Konge, end han havde gjort som Kriger, thi han herskede med stort Hovmod og gik ikke af Vejen for Forbrydelser; han fandt det ret og billigt at skille alle de ypperste Ædlinger ved Liv eller Gods og således berøve Fædrelandet gjæve Mænd, thi i hver den, han holdt for sin Jævning i ædel Byrd, så' han en Medbejler til Kongemagten. Længe fik han dog ikke Lejlighed til ustraffet at øve sine Skjændselsgjerninger, thi Landsens Folk sammensvor sig imod ham og tog ham af Dage, så de samme, der havde givet ham Riget, tog hans Liv.

Skjold og Gram

Loters Søn Skjold skyldte vel sin Fader Livet, men i Sæder slægtede han ham ingenlunde på, thi allerede fra Barndommen af artede han sig i alle Måder helt anderledes, og i Steden for at træde i sin skjændige Faders Fodspor, tog han sin Farfaders Dyder op som en Arvelod, der vel var gammel, men derfor ikke mindre god. I sin Ungdom vandt han Navnkundighed blandt sin Faders Jægere ved at få Bugt med et grumt Vilddyr, hvorved han gav et herligt Varsel om, hvad man kunde vente sig af ham længer frem i Tiden. Han havde nemlig en Gang af sine Formyndere, der gjorde sig al Flid med at opdrage ham til Dyd og gode Sæder, fået Lov til at gå med og se på Jagten, og da der så kom en umådelig stor Bjørn imod ham, og han ingen Våben havde at værge sig med, bandt han Vilddyret med sit Bælte og holdt det således, til de andre kom til og fældede det. Han skal også i Ungdommens Dage have overvundet flere for deres Manddom navnkundige Kæmper, af hvilke der især gik stort Ry af to, som hed Atle og Skate.

Da Skjold var femten År gammel, var han så stærk og vel voxen, at han kunde tage det op med hvem som helst, og havde givet så store Prøver på Snille, at alle Danmarks senere Konger har taget Navn efter ham og ladet sig kalde Skjoldunger. Han formanede også ivrig enhver, der førte et ryggesløst og dådløst Liv og satte sin Manddomskraft til ved Overdådighed og Blødagtighed, til at slå ind på en bedre Vej og tage sig noget nyttigt for. Og hvor store hans Legemskræfter end var, hans Mod og Manddom var dog endnu større, og han øvede Bedrifter, som man knapt skulde tro, han kunde stå og se på, så ung som han var.

Medens han nu således, alt som Tiden led, forfremmedes i Dyd og gode Sæder, blev han æsket til Tvekamp af Skate, der var Høvedsmand i Alemanien, fordi han bejlede til den samme Kvinde som Skate, en såre fager Mø ved Navn Alvilde. Kampen stod i hele den tyske og danske Hærs Påsyn, og Skjold vog Skate. Tyskerne, som syntes, de selv var slagne, da deres Høvedsmand var falden, underkastede sig Skjold, og således gjorde han sig Alemanien skatskyldigt.

Men Skjold udmærkede sig ikke blot ved Våbendåd, men også ved Kjærlighed til Fædrelandet. Han afskaffede ubillige Love og gav gode nye i Stedet, og alt, hvad der kunde fremme Fædrelandets Vel, lagde han af al Magt Vind på. Riget, som hans Fader havde mistet ved sin Slethed, vandt han tilbage ved sine Dyder. Han gav først den Lov, at frigivne atter kunde gjøres til Trælle; en Træl, han selv havde skjænket Friheden, og som hemmelig stræbte ham efter Livet, straffede han ikke blot hårdt på denne Måde, men han gav også den nævnte Lov, som om det ikke var mer end ret og billigt at lade alle andre frigivne bøde for, hvad den ene havde forbrudt. Han betalte alles Gjæld af sit eget Skatkammer, og det var, som om han kappedes med andre Konger i Mod, Gavmildhed og Ædelmodighed. De syge lod han bringe Lægedom, og de, som led ilde, bragte han Trøst og Hjælp, og i alle Måder viste han, at han bar større Omhu for sit Fædreland end for sig selv. Sine Høvedsmænd gav han ikke blot Sold, men lod dem også beholde det Bytte, der toges fra Fjenden, thi, som han plejede at sige, Byttet tilkommer Krigerne, Æren er Kongens.

Den fagre Mø, for hvis Skyld han var gået i Tvekamp. tog han, da han havde fældet sin Medbejler, som Kampens Løn og gjorde hende til sin Viv, og da en Stund var leden, fødte hun ham en Søn, der blev kaldt Gram, og som så ganske slægtede sin Fader på i Dyder og herlige Anlæg, at han så at sige i alle Måder fulgte lige i hans Fodspor. Han havde fået alle Legemets og Sjælens ypperligste Gaver og vandt allerede i Ungdommens År den højeste Ære og Berømmelse, og den beholdt han også hos Efterkommerne, hvorfor de gamle danske Skjalde i deres Kvad, når de ret vil hædre en Konge, kalder ham Gram. Alle Idrætter, der kunde tjene til at styrke og hærde Legemskræfterne, drev han med den største Iver, og med forfarne Kæmper som Læremestre øvede han sig flittig i Våbenbrug, både i at hugge og bøde for sig. Han giftede sig af Taknemlighed mod sin Fosterfader Roar for den Omhu, han havde vist ham i hans spæde Barndom, med hans Datter, der var hans jævnaldrende og Diesøster, men siden lod han en Mand ved Navn Besse få hende til Løn for den Hjælp, han altid havde af ham, thi Besse var ham en sådan Stalbroder i alle hans Krigsbedrifter, at det ikke er let at sige, om han havde sin egen eller Besses Tapperhed at takke for al den Hæder og Ære, han vandt.

Gram fik Nys om, at Svenskekongen Sigtryg havde lovet sin Datter Grå bort til en Jætte; det tyktes ham, at det var et skammeligt Ægteskab for en Mø af kongelig Byrd, og han satte sig da for at give sig i Krig med Svenskerne for som en anden Herkules at prøve Kræfter med Utysker. For at jage Skræk i dem, han mødte på sin Vej, klædte han sig i Bukkeskind og vilde Dyrs Huder og tog en vældig Kølle i Hånden, så han i alle Måder var at se til som en Jætte, og således drog han ind i Gøtland. Der mødte han i en Skov Grå, som kom ridende med nogle Terner på Vej til en Sø, hvor hun vilde bade sig. Hun troede strax, det var hendes Fæstemand, og blev på Kvindevis så ræd ved det fæle Syn, at hun slap Tømmen af Hånden og rystende over hele Kroppen kvad:

Kommer ej Jætten
med Kølle i Hånd
grum og gram
for Grå at hente?
Måtte mit Syn mig
svigte nu
og Dyrehammen
dølge en anden!

Besse kvad:

Gode Mø
på Gangeren grå
hvem est du
og hvem er din Fader?

Grå kvad:

Gjærne siger dig
Grå sit Navn,
Sigtryg Konning
kalder jeg Fader.
Sig nu mig,
du yske Svend,
hvorfra du stammer,
og hvem du est.

Besse kvad:

Besse jeg hedder,
bold man mig kalder,
tit jeg stævned
i Strid med Ære;
hvor Besse går frem,
Blod der flyder,
Sværd og Spyd
jeg svinger med Lyst.

Grå kvad:

Sig mig da, Besse,
jeg beder dig, flux,
hvem er Høvding
for Hæren, du følger?
Hvi stævned I hid
Strid at søge?
Hvem skal blegne
på blodig Val?

Besse kvad:

Gram hedder Drotten
gjæv og god,
der råder for Hæren
som Høvding og Herre.
Bedre Kæmpe
kjender jeg ej,
altid han sejrer,
hvor Sårbier summe.

Grå kvad:

Besse, jeg råder
jer brat at fly,
farlig for vist
jer Færd jeg finder.
Kommer Sigtryg,
han sejrer for vist,
dig og Kong Gram
han i Galgen klynger.

Besse kvad:

Først dog min Drot
en Dyd vist prøver
og svinger sit Sværd
mod svenske Svende;
din Fader vare
sig vel for os,
at ej hans hoved
fra Halsen vi skille.

Grå kvad:

Hjem jeg mig skynder
til Sigtrygs Gård,
hjem vil jeg, inden
Jætten kommer.
Grå vil ej se jer
i Græsset bide,
med glad hun vorder,
når på Valen I ligge.

Besse kvad:

Skynd du dig hjem
til Sigtrygs Gård,
dig vil ej Ve
eller Vånde vi volde.
Rid med Fred,
vi frygter ej,
Sind at skifte
er Kvinders Sæd.

Nu tabte Gram Tålmodigheden og kunde ikke tie længer, han påtog sig et grovt og skrækindjagende Mæle, som passede til hans Udseende, og kvad:

Frygt ej for mig,
du fagre Mø,
blot som min Broders
Bud jeg kommer.
Ej vil med Vold
din Vilje jeg tvinge,
din Gunst jeg lønner
med Guld og Gammen.

Grå kvad:

Såre mandlysten
måtte jeg være,
om fule Jætter
jeg Favntag undte.
Lodden Krop
og krumme Kløer
tækkes kun ilde
unge Kvinder.

Gram kvad:

Vældige Kæmper
vog jeg på Val,
Bytte jeg gjorde,
hvor Sværdene blinked.
Dig mit guld
og Gods jeg giver,
om du, væne,
min Viv vil vorde.

Med disse Ord kastede han Hammen, og lige så ræd hun før havde været for ham, lige så optændt blev hun nu af Attrå efter ham, da hun så', hvor fager han var, og da han havde vundet hendes Elskov, gav han hende gode Fæstensgaver. Da han drog videre, varede Folk, han mødte, ham ad, at tvende Stimænd havde lagt sig på Lur ved Vejen. Da disse nu over Hals og Hoved styrtede frem for at plyndre ham, hug han dem strax ned begge to, og for ikke at få Ord for at have øvet en Velgjerning mod sine Fjender, Svenskerne, stillede han de to Kroppe op og bandt dem til Pæle, så at de så' ud, som om de var levende, og således også efter Døden blev ved at skræmme de vejfarende, som de havde gjort Fortræd, medens de var i Live, så at Folk holdt Vejen for at være lige så farlig som før. Heraf kan man da se, at han vog de to Stimænd for sin egen og ikke for Svenskernes Skyld; hvorledes han var sindet imod dem, blev yderligere åbenbart ved den næste Bedrift, han øvede. Han havde af nogle Spåmænd fået at vide, at Kong Sigtryg kun kunde overvindes med Guld, derfor lod han sin Trækølle beslå med Guld, og så måtte Sigtryg bide i Græsset for ham. Om denne Dåd gjorde Besse dette Kvad:

Gram i Gøtland
Guld ej spared,
dyre Hug
gav Drotten der
Sværd og Spyd
han svang så tit,
Gøtekongen
med Køllen vog han.

Spot og Spe
ham Spåmænd loved:
Fly af Landet,
før du fældes,
Jærn og Stål
ej Sigtryg bider,
ikkun Guld
den gjæve fælder.

Tog da Gram
sin tunge Kølle
Guld han hamred
hårdt omkring den,
svang den over
Svenskekongen,
Gøtlands Drot
for Guldhugs segned.

Efter at Gram havde fældet Sigtryg, var det hans Agt at sætte sig i fast Besiddelse af Riget, som han således havde underlagt sig med Våbenmagt, og da han havde Svarin, Høvedsmanden i Gøtland, mistænkt for at tragte efter at vinde det fra ham, udæskede han ham til Tvekamp og fældede ham: da Svarins sexten Brødre, af hvilke de syv var ægtefødte, de ni Slegfredssønner, vilde hævne hans Død, tog Gram Kampen op med dem, hvor ulige den end var, og fældede dem alle.

Kong Skjold, som nu var en ældgammel Mand, gav nu sin Søn Lod og Del i Kongemagten for hans store Bedrifters Skyld, og fordi han holdt det både for nyttigere og mageligere nu, da han gik på Gravens Rand, at dele Kronens Byrde med sit eget Kjød og Blod end at bære den alene. Det tog en højbåren Sjællænder ved Navn Ring ham ilde op, han fandt nemlig, at Gram var for ung til en sådan Ære, og at Skjold var for gammel, hvorfor han eggede en stor Del af Danskerne til at gjøre Oprør, idet han forestillede dem, at ingen af de to var skikket til at være Konge, thi den ene var kun en Dreng, og den anden gik i Barndom. I den Krig, som deraf opstod, faldt Ring og kom således til at give Bevis for, at Mod og Manddom kan trives i enhver Alder.

Kong Gram øvede endnu flere andre Bedrifter. Da han førte Krig med Finnekongen Sumble, blev han ved Synet af hans Datter Signe så betagen af hendes Fagerhed, at han nedlagde Våbnene og fra Fjende blev til Bejler; han fik Løfte på hende imod at love, at han vilde forskyde sin Dronning. Men strax efter blev han optagen af at føre Krig med den norske Konge Svibdag, der havde skjændet både hans Søster og hans Datter, og Sumble sveg da sit Løfte og trolovede Signe med Sachserkongen Henrik. Da Gram fik Nys herom, var hans Elskov til Møen større end hans Kjærlighed til sine Krigsfolk, han forlod i Stilhed sin Hær og skyndte sig til Finland, hvor han kom, just som Bryllupsgildet var i Gang. Han havde klædt sig i Pjalter og satte sig på den ringeste Plads. Da han blev spurgt, hvad han havde at byde på, svarede han, at han var forfaren i Lægekunsten, og da omsider alle vare overstadig drukne, sendte han Bruden et hvast Blik, og midt under Lystigheden og Larmen talte han hende hårdt til for hendes Letfærdighed og priste sine egne Dyder i høje Toner, idet han kvad:

Mangen Dåd har
Drotten øvet,
vidt hans Ry
fløj over Verden.
Husk blot Svarins
sexten Brødre,
som for Gram
i Græsset bed.

Sært kan Skæbnens
Tråde sno sig,
bedre Kår jeg
burde have.
Kvindeluner
lege med mig,
dertil Gram
for god dog er.

Nu har Signe,
Sumbles Datter,
sveget mig,
så Hjærtet svider.
Ingen tro på
Kvinders Tale,
kun på Løgn
og List de pønse.

Med de Ord sprang han op fra sit Sæde og dræbte Henrik, bedst som han sad i Bryllupsgammen med Venner og Frænder om sig; mange af Gjæsterne hug han også ned, og Bruden rev han ud af Brudeternernes Kreds og sejlede bort med hende. Sålunde blev Brudefærden til Ligfærd, og Finnerne fik den Lære. at de gjorde bedst i at holde sig fra andre Folks Elskovssager.

Derefter tog Gram atter den Krig op, som han havde begyndt med den norske Konge Svibdag for den Vold, han havde øvet imod hans Søster og Datter, men han blev slagen og faldt, thi Sachserne havde sendt Svibdag en stor Hær til Hjælp, ikke så meget for hans Skyld som for at hævne Henriks Død.

Svibdag og Guthorm

Da Svibdag således havde vundet Danmarks Rige, blev Grams Sønner, Guthorm, som han havde med Grå, og Hading, som Signe havde født ham, af deres Fosterfader Brage ført over til Sverige på et Skib og overgivne til to Jætter Vagnhoft og Hafle, som påtog sig både at opfostre og forsvare dem.

Såsom jeg af og til kommer til at tale om sådanne Utysker og deres Bedrifter, og jeg nødig vil have Ord for at udgive noget for sandfærdigt, der strider imod Sandheden eller almindelig Folketro, holder jeg det for Umagen værd her at fortælle, at der i gamle Dage var tre forskellige Slags Uvætter, som ved Kogleri øvede mange sære Undergjerninger.

Først var der nogle vanskabte Uhyrer, som de gamle kaldte Jætter, og som var meget større og stærkere end almindelige Mennesker.

Den anden Slags var de første, der lagde Vind på Kundskab til Naturens Love og var i Besiddelse af Spådomsgave. De kunde ikke måle sig med Jætterne i Størrelse og Kræfter, men overgik dem langt i Kløgt og Snille. Imellem dem og Jætterne var der stadig Strid om Herredømmet, indtil Jætterne omsider blev overvundne, og Troldkarlene ikke blot tilrev sig Herredømmet, men også fik Ord for at være Guder. Begge disse to Slags Folk var så store Hexemestre og så drevne i Øjenforblindelse, at de kunde give både sig selv og andre et helt andet Udseende, end de i Virkeligheden havde, og øve andet Kogleri.

Den tredje Slags var avlet ved Blanding af de to andre og kunde ikke på langt nær måle sig med Jætterne i Størrelse eller med Troldkarlene i Kløgt og Snille, men alligevel blev de af dem, de forblindede med deres Kogleri, ansete for Guder. Og det var ikke at undres over, at vankundige Mennesker af deres mærkelige Gjerninger lod sig forlede til en falsk Afgudsdyrkelse, eftersom også de kløgtige Romere lod sig forlokke til at dyrke dødelige Mennesker som Guder.

Dette har jeg anført, for at Læseren ikke skal holde det for lutter Løgn og løs Tale, når jeg af og til fortæller om Kogleri og Undergjerninger. Og nu tager jeg igjen fat, hvor jeg slap.

Da Gram var falden, og Svibdag havde underlagt sig Danmark og Sverige, lod han sig ved sin Dronnings stadige Bønner bevæge til at kalde hendes Broder Guthorm tilbage af hans Landflygtighed og satte ham til at råde for Danmark, imod at han lovede at betale skat.

Hading

Hading vilde ikke tage imod nogen Velgjerning af sin Fjende, men foretrak at hævne sin Fader. Han havde allerede fra Barnsben af alle Manddommens ypperste Dyder; Vellyst foragtede han og tænkte stadig kun på Krig og Orlog, thi han kunde ikke glemme, at hans Fader havde været så stor en Krigsmand, og at det derfor burde ham at anvende hele sin Livstid på herlige Bedrifter. Dette mandhaftige Sindelag søgte Vagnhofts Datter Hartgrepe at svække ved at lokke ham til Elskov og lod ham atter og atter høre, at det først og fremmest var hans Skyldighed at gifte sig med hende, så meget som hun havde gjort for ham lige fra hans spæde Barndom af, og det nøjedes hun ikke med at sige ham med jævne Ord, men hun gjorde også Vers derom og kvad:

Sært dit Sind
mig synes, Hading,
kun på Kamp
og Krig du pønser.
Kun når Sværd
med Sværd sig krydse
er du glad
og godt til Mode.

Kjærlighed
du kjender ikke,
ænser aldrig
unge Kvinder.
Bejle bør du,
Brud dig vinde,
favne fro
en fager Mø.

Dig som Barn
mit Bryst jeg bød,
nu min Gunst
jeg glad dig byder.
I min Favn
du finder Lykke,
som du aldrig
smagte før.

Hertil svarede Hading, at hun var alt for stor af Væxt, til at noget Menneske kunde tage hende i Favn, enhver kunde jo se på hende, at hun var af Jætteæt, men så sagde hun, at det skulde han blot ikke bryde sig om, hun kunde, alt efter som det lystede hende, gjøre sig stor eller lille, tyk eller tynd, bred eller smal, snart gjøre sig så høj, at hun ragede helt op i Skyerne, snart påtage sig et Menneskebarns Skikkelse. Og da han endnu stadig betænkte sig og ikke ret vilde tro, hvad hun sagde, kvad hun:

Frygt ej for
at føje mig, Knøs,
let vi to
kan Leje dele.
Jeg er stor,
når stor jeg vil være,
når det mig lyster,
liden jeg er.

Højt mod Himlen
mit Hoved jeg hæver,
og liden jeg bliver
som Barn ved Brystet.
Lydig mit Legem
lystrer mit Bud,
strækker sig ud
eller skrumper sig sammen.

Vil Mand med Vold
min Vilje tvinge,
rejser jeg mig,
så ræd han flyer;
giver jeg Mand
min Gunst og Gammen,
gjør jeg mig favr
og fin og lille.

Ved således at lokke for ham fik hun Hading til at tage hende i Favn, og så stor var den Elskov, hun bar til ham, at da han fik Lyst til at besøge sit Fædreland, betænkte hun sig ikke på at klæde sig i Mandsklæder og følge med ham for at kunne have den Lykke at dele Farer og Gjenvordigheder med ham. Som de nu således rejste sammen, søgte de en Gang Ly for Natten i et Hus, hvor Manden var død, og Husets Folk under Gråd og Klage var i Gang med at holde hans Ligfærd. Hartgrepe fik da Lyst til at øve sine Trolddomskunster på den Døde for at tvinge ham til at sige, hvad Skæbnen havde beskikket dem. Hun ristede ramme Runer på Træ og lod Hading lægge det under Ligets Tunge, og tvungen heraf kvad den døde Mand med skrækkelig Røst:

Hvem er du,
som vover at vække
Draugen af Dødsens
dybe Søvn?
Til Ve og Vånde
min Vrede dig vier,
over dit Hoved
Hævnen komme!

Ramme Runer
risted hun for mig,
tvungen jeg taler,
tungt det mig falder.
Sige jeg må,
hvad jeg ser vil ske,
liden Lykke
jeg lover Hartgrepe.

Hun, som risted
de ramme Runer,
skal lade Livet
for lede Jætter.
Dig, o Hading,
Held skal følge,
hende kun
min Hævn skal ramme.

Da de den næste Nat, de tilbragte i en Skov, havde lagt sig til at sove i en Hytte tækket med Ris, så' Hading en umådelig Jættehånd, som famlede omkring inde i Hytten, og ved det Syn blev han så ræd, at han kaldte Hartgrepe til Hjælp. Hun gjorde sig stor, rakte og strakte sig og pustede sig op, og så tog hun et hårdt Tag i Hånden og holdt den hen til Hading og bød ham hugge den af.

Han gjorde så, og der kom meget mere Edder end Blod ud af Såret.

Til Straf for den Gjerning rev de andre Jætter hende i Stumper og Stykker; hverken hendes Jættenatur eller hendes Størrelse hjalp hende; hun måtte lade Livet under sine forbitrede Frænders Kløer.

Da Hading nu således havde mistet sin Fostermoder, mødte han en gammel enøjet Mand, som ynkedes over, at han var så ene, og fik en Søhane ved Navn Liser til at slutte Fostbroderskab med ham. Det gik i gamle Dage til på den Måde, at man blandede Blod i sine Fodspor, hvilket ansås for det sikreste Venskabspant, man kunde give hinanden. Da Liser og Hading således havde lovet hinanden ubrødeligt Venskab, gav de sig i Krig med Kurlændernes Konge Lokker. De blev slagne, og da Hading havde givet sig på Flugt, mødte han igjen den gamle Mand, som tog ham op på Hesten til sig og førte ham til sit Hus og gav ham en overmåde sød Drik at styrke sig med og spåede ham, at han skulde få svære Legemskræfter. Sålunde kvad han:

Snart er du fangen
i Fjendevold,
for grumme Vilddyr
vil de dig kaste.
Tab dog ej Modet,
munter vær,
om end de i Bånd
og Bast dig snører.

Kort dem Tiden
med Kvad og Sagn,
til mætte af Mjød
og Mad de døse.
Med Søvntorn jeg selv
i Søvn dem stinger;
bryd da de Bånd,
de bandt dig med.

Lidet du ænse
Løven, du møder,
let din Glavind
dens Grumhed tæmmer;
jag det kjækt
i dens Hjærte ind,
tag en Brad af dens Kjød,
og dens Blod du drikke.

Kræfter du får da,
Kæmpekræfter,
som ingen Sinde
du åtte dem før.
Som Stål sig spænde
de stærke Sener,
Musklerne hærdes
som hårde Stene.

Da han havde kvædet dette, satte han atter Hading op på Hesten foran sig og slog sin Kappe om ham. Som han nu sad der, højlig forundret over alt dette og ikke helt fri for at være ræd, kigede han ud igjennem et Hul i Kappen og så' da, at Hesten fløj hen over de vildene Vover, men den gamle lod ham strax vide, at det måtte han ikke, og fuld af Forundring over, hvad han havde set, tog han da Øjnene til sig og så' sig ikke mere om, så længe den grufulde Færd varede. Senere blev han fangen af Lokker, og han fik da i alle Måder Syn for Sagn, at den gamle Mand havde spået sandt, thi det gik ganske, som han havde sagt.

Derefter gav han sig i Krig med Kong Handvan af Hellespont, som i Steden for at gå imod ham i åben Mark holdt sig bag Byen Dunas stormfri Mure og Volde. Da Hading mærkede, at dem kunde han ikke magte, lod han drevne Fuglefængere fange alskens Fugle, der havde deres Reder under Byens Tage, og lod brændende Svamp binde under deres Vinger, så de stak Byen i Brand, da de søgte hjem til deres Reder. Byens Folk fik nu så travlt med at slukke, at ingen havde Tid til at tænke på Portene, og Hading indtog da Byen og tog Handvan til Fange, men skjønt han kunde have taget hans Liv, lod han Nåde gå for Ret og gav ham Lov til at beholde det, imod at han som Løsepenge udredede så meget Guld, som han selv vejede.

Efter at have vundet store Sejre i Østerleden drog Hading tilbage til Sverige, hvor han ved Gotland mødte Svibdag med en overmåde stor Flåde og fældede ham. Således vendte han hjem ikke blot med Hæder og Bytte, han havde vundet i fremmed Land, men også med Hævn for sin Fader og Broder og ombyttede Landflygtigheden med Herredømmet i sit Fædreland, som han fik, så snart han var vendt hjem.

På den Tid var der en Mand ved Navn Odin, som over hele Europa falskelig ansås for en Gud. Han holdt for det meste til i Upsal hvad enten det nu kom af, at Folk der var særlig vankundige, eller at han fandt særlig Behag i Stedet for den smukke Egns Skyld. Kongerne i de nordiske Lande, som ret var opsatte på at vise ham guddommelig Ære, lod hans Billedstøtte støbe i Guld, prydede den yderligere med svære Armringe og sendte den ned til ham i Byzanz som et Vidnesbyrd om, hvor højt de i deres Gudsfrygt ærede ham. Han blev glad over den store Hæder, de viste ham, og tog med Kyshånd imod Gaven, men hans Hustru Frigg lod nogle Smede komme og tage noget al Guldet af Billedstøtten for selv at pynte sig med det. Odin lod Smedene hænge og Billedstøtten stille op på et højt Fodstykke og magede det sindrig og kunstfærdig så, at den gav Lyd, så snart nogen rørte ved den. Frigg satte imidlertid Pynt og Stads over sin Husbonds Guddomsære; hun tog en af hans fortrolige Venner til Boler, og han fik ved sin Snedighed Billedstøtten ned, så at det Guld, der var givet til offentlig Gudsdyrkelse, kom til at tjene hendes Pyntesyge. Lidet ænsede det skammelige Kvindfolk, der vilde regnes for en Guds Hustru, at hun måtte ofre sin Kyskhed for at kunne tilfredsstille sin Griskhed, så man kan ikke sige andet end, at hun som Hustru og han som Gud var lige meget værd. Så forblindede var Folk i gamle Dage! Opfyldt af Skam og Harme over den dobbelte Forsmædelse, der var overgået ham, gik Odin i Landflygtighed i den Tanke, at han derved vilde aftvætte den Plet, hans Hustru havde sat på ham.

Da han var borte, kom der en Mand ved Navn Midodin, af hvis Undergjerninger der gik stort Ry, ret som om han var udstyret med Himlens Nådegave. Han benyttede sig af Lejligheden til at give sig ud for en Gud og hilde de vankundige Sjæle i en ny Overtros Mørke og få dem til at yde ham guddommelig Ære og Tilbedelse. Han påstod, at når Guderne var vrede eller følte sig krænkede, lod de sig ikke forsone ved, at man ofrede til dem alle under ét, hvilket han derfor forbød, men hver Gud skulde have sit særlige Offer. Da Odin vendte tilbage, opgav Midodin sine Troldomskunster og flyede til Finland for at skjule sig der, men Folk der stimede sammen og slog ham ihjel. Da han var død, kom det ret for Dagen, hvilken skjændig Karl han var, thi enhver, som kom hans Grav nær, døde pludselig, og der stod sådan Pest af ham efter Døden, som om han vilde hævne sig på dem der havde undlivet ham, at hans Eftermæle næsten blev værre end det Ry, han havde vundet i levende Live. Landsens Folk, som havde stor Fortræd heraf, tog da hans Lig op af Graven, huggede Hovedet af det og jog en Pæl igjennem Brystet på det, og det hjalp.

Da Odin var vendt tilbage fra sin Landflygtighed, efter at hans Hustru var død, hvorved han igjen kom til sin gamle Anseelse og ligesom fik den Plet aftvættet, der var bleven sat på hans Guddomsære, tvang han alle dem, som under hans Fraværelse havde tiltaget sig guddommelig Anseelse, til at opgive den som noget, der ikke tilkom dem, og splittede ved sin Guddomsglans de Bander af Troldmænd, der havde samlet sig, ligesom Solen spreder Tågerne. Og han tvang dem ikke blot til at aflægge deres Guddomsværdighed, men også til at rømme af Landet, idet han holdt for, at de, der uden Ret prøvede på at trænge sig ind i Himlen, fortjente at udryddes af Jorden.

Imidlertid havde Asmund, Svibdags Søn, grebet til Våben imod Hading for at hævne sin Fader. Da han midt under Kampen fik at vide, at hans Søn Henrik, hvem han elskede højere end sit eget Liv, tappert kæmpende var falden i Slaget, blev han led ved Livet og gav sin Sorg Luft i dette Kvad:

Hvem skal Våben
og Værge jeg give?
lidet mig båder
Brynje at bære.
Leve længer
ej lyster mig nu,
siden min Søn
segned på Valen.

Hårdt har Hærfader
hærget mit Hus,
højt jeg elsked
den yske Svend.
Mig skulde han
i Høj have lagt,
nu er han Lig,
og jeg i Live.

Kjæk han var
i Krig og Fejde,
ædel Arving
til Ættens Ære.
Leve længer
ej lyster mig nu,
én Gang dog end
jeg æsker Kampen.

Med hårde Hug
vi Helten hævne,
frem mine Mænd
mod Fjendeflokken!
Lad Spydene svirre,
Sværdene sving,
Ravn og Ulv
vi Ådsler give.

Da han havde kvædet dette, tog han med begge Hænder om sit Sværd, kastede sit Skjold på Ryggen og hug ned for Fode uden at ænse nogen Fare. Kong Hading kaldte da sine Skytsånder til Hjælp, og strax kom Vagnhoft og kæmpede i hans Fylking. Da Asmund så' Jættens krumme Sværd, oplod han højt sin Røst og kvad:

Ej skal dit Glavind
gavne dig, Trold,
om end du Runer
har ristet på det.
Hexekunster
ej Helte kuer;
tro mig, Tåbe,
Trold kan tæmmes.

Ej din Galder
gruer jeg for,
dit Liv skal du lade,
lede Jætte.
Ej mit Sværd
med Svig du døver,
din fule Krop
jeg kløver flux.

Som han kvad dette, jog Hading sit Krogspyd igjennem ham, men Asmund fik hævnet sig, før han døde, thi i den stakkede Stund, han havde tilbage, gav han sin Banemand et Mærke til stadig Amindelse, idet han sårede ham i Foden, så han blev halt for Resten af sin Levetid. Sålunde satte den ene Livet og den anden sin Førlighed til. Asmunds Lig blev højtidelig begravet ved Upsal med kongelig Æresbevisning. Hans Dronning Gunhild dræbte sig selv for ikke at overleve ham, thi hun vilde hellere følge ham i Døden end leve uden ham. Hendes Lig blev af hendes Venner jordet i hendes Husbonds Grav, thi den, tyktes det dem, hun var værdig til at dele med ham, eftersom hun havde elsket ham højere end sit Liv, og sålunde vandt Gunhild endnu mere Anseelse ved at ligge ved sin Mands Side i Graven, end hun havde haft ved at dele hans Leje i levende Live.

Efter at have vundet denne Sejr hærjede Hading i Sverige, og Asmunds Søn Uffe, som ikke turde vove sig i Slag med ham, drog da over til Danmark med en Hær, idet han holdt det for rådeligere at falde ind i Fjendens Land end at værge sit eget og nemmest at lønne sin Fjende for den Overlast, han gjorde ham, ved at give ham lige for lige. Danskerne blev da nødte til at gå tilbage for at forsvare deres eget Land, eftersom de foretrak at frelse Fædrelandet fremfor at undertvinge fremmed Land, og Uffe vendte så hjem og fandt Sverige rømmet af Fjenden.

Da Hading kom tilbage fra Krigen i Sverige, opdagede han, at der var stjålet af hans Skatkammer, hvor han plejede at gjemme det Krigsbytte, han gjorde. Han lod strax Skatmesteren, Glum, hænge og lod snildelig udråbe, at hvis nogen af Tyvene vilde bringe Tyvekosterne tilbage, skulde han få den Ærespost, Glum havde haft. Der var da strax en af dem, som blev mere opsat på at få den lovede løn end på at skjule sin Brøde og derfor bragte Kongen, hvad han havde stjålet. Da hans medskyldige så', hvor stor Gunst han kom hos Kongen, og tænkte, at den var lige så sikker, som den gav meget af sig, kom de også med deres Tyvekoster i Håb om at få lige så god Løn. Da de havde bekjendt, fik de først både Guld og Ære, men strax efter deres fortjente Straf, hvoraf man kan lære, at man ikke skal være for lettroende. Jeg mener da også, at de ikke var bedre værd end at komme til at dingle i Galgen, eftersom der ingen Fare havde været, når de havde tiet stille, og det var dem selv, der styrtede sig i Ulykke ved ikke at holde Tand for Tunge.

Da det var besørget, rustede Hading igjen sin Hær den hele Vinter, og om Våren, så snart Isen smeltede, drog han atter til Sverige, hvor han førte Krig i samfulde fem År. Da Levnedsmidlerne slap op som Følge af den lange Tid, Toget varede, kom hans Krigsfolk i den yderste Nød, så de måtte æde Paddehatte, som voxede i Skoven, ja de måtte for at stille Sulten ty til Hestekjød og Hundeådsler, ja, de blev endogså nødte til at æde Menneskekjød. Da Danskerne således var bleven drevne til den yderste Fortvivlelse, hørtes der om Natten i Lejren en Røst, som kvad, uden at nogen vidste, hvorfra den kom:

I usæl Stund
stævned I hid,
Ve og Vånde
vil den jer volde.
Fremmed Folk,
som fejder her,
får kun hårde
Hug, ej Hæder.

Svenske Sværd
skal svide jer sårt,
mod dem ej Skjolde
skjærme Ryggen.
Hvo ikke falder
fejgt må fly
og vigende Mænd
til Værn ej due.

Sveriges Svende
svigter ikke,
Landet de værne
med Våben og Værge.
Dårer er I,
kun Død jer venter,
Sul I savne,
og Sejr få vi.

Den Spådom gik i Opfyldelse Dagen efter, da en Mængde Danske måtte bide i Græsset. Den næste Nat hørte de svenske Ungersvende i deres Lejr lige sådan en Røst, som heller ingen vidste om, hvorfra den kom, og som kvad:

Tåbelig, Uffe,
du Trods mig byder,
hårdt min Harm
og Hævn skal dig ramme.
Spyd skal dig stinge
og Sværd dig volde
Sår, som ej Urt,
eller Salve læger.

Mat og mødig
af mange Vunder
skal du dig vride
og vånde på Valen.
Din Ryg jeg mærker
med røde Strimer
Ulv og Ørn
dit Ådsel skal æde.

Da Hærene samme Nat stødte sammen, så' man ved Stjærnernes Skjær to fæle, vanskabte, skallede Gubber, skrækkelige at se til, kæmpe frygtelig med hinanden, den ene i Danskernes, den anden i Svenskernes Fylking. Hading blev slagen og flyede til Helsingland. Da han der en Dag badede sig i det kolde Vand for at svale sig efter den stærke Solhede, mødte han et sælsomt Uhyre, som han dræbte med mange Slag og Stød og lod føre til Lejren. Som han nu gik og brystede sig af den Bedrift, mødte han en Kvinde, der kvad:

Ve dig, Hading,
for hvad du har gjort,
Guders Hævn
vil hårdt dig ramme;
hvor end i Verden
du vender dig hen,
på Land eller Sø,
den sikkert dig følger.

Alle skal fly dig
som farlig Pest,
hvad du rører,
Vanheld du volder.
I dit Spor
gå Sot og Syger;
hvor du vandrer,
visner alt.

Huset over
dit Hoved ramler,
rystet og væltet
af vældige Storme,
Snekken, som bærer dig,
synker strax
og tumles som Vrag
på de vildene Vover.

En Gud du dræbte
i Dyreham,
nu vende sig alle
Vætter imod dig,
om for din Brøde
du bøder ej flux,
om du ej soner,
hvad svart du synded.

Hading gav sig nu på Hjemvejen, og det gik i alle Måder, som Kvinden havde spået; hvor han kom, satte han alting i Oprør. Da han var på Søen, rejste der sig et forfærdeligt Uvejr, som ødelagde hans Flåde, og da han som skibbruden Mand havde søgt Tag over Hovedet, ramlede Huset pludselig sammen over ham. Al den Fortræd fik først Ende, da han havde sonet sin Synd ved Ofre, og Guderne igjen havde taget ham til Nåde. For at forsone dem ofrede han sort Kvæg til Guden Frø. Dette Sonoffer bragte han hvert År og hans Efterkommere ligeså. Svenskerne kaldte det Frøblot.

Nu spurgte Hading, at Ragnhild, en datter af Nithernes Konge Hagen, var bleven lovet bort til en Jætte, hvilket han fandt så uværdigt, at han besluttede at forhindre dette vederstyggelige Ægteskab ved en ædel Dåd og drog til Norge og dræbte den kongebårne Jomfrus lede Fæstemand. Så højt satte han nemlig Manddomsgjerninger over Fred og Ro, at, skjønt han kunde have levet i kongelig Herlighed, var det hans største Lyst at hævne og hindre Uret, og det ikke blot den, der blev øvet imod ham selv, men også imod andre. Jomfruen, som ikke vidste, hvem hendes Velgjører var, gjorde sig al sin Flid, med at læge de mange Sår, han havde fået, og for at have et Mærke, hvorpå hun kunde kjende ham senere hen i Tiden, lagde hun en Ring i et Sår på hans ene Skinneben. Da hendes Fader senere en Gang holdt Gilde og gav hende Lov til at vælge sig en Mand blandt Gjæsterne, følte hun de unge Mænd på Benene for at finde den, hun havde mærket, og da hun således ved Hjælp af Ringen havde kjendt Hading, ænsede hun ingen anden, men faldt ham strax om Halsen og tog den til Mand, der ikke havde villet finde sig i, at Jætten fik hende.

Medens Hading opholdt sig der, oplevede han en sælsom Hændelse. En Gang som han sad ved Nadverbordet, så' han en Kvinde stikke Hovedet op af Gulvet henne ved Arnen. Hun havde en Urtekost af Skarntyder i Hånden, og idet hun stak Barmen frem, syntes hun at spørge, om nogen vidste, hvor i Verden der voxede så grønne Urter ved Vintertid. Det havde Hading nok Lyst til at vide, og hun slog da sin Kåbe om ham og tog ham med ned under Jorden - de underjordiske Guder havde vel bestemt, tænker jeg, at han i levende Live skulde gjæste de Steder, hvor han skulde hen efter Døden. Først kom de igjennem en tyk Tåge, og så gik de ad en Sti, som man kunde se var meget befærdet. Der så' de flere fornemme Mænd i Purpurklæder, og da de var komne forbi dem, kom de omsider til åbne, solbeskinnede Steder, hvor der voxede sådanne Urter som de, Kvinden havde i Hånden. De gik videre og kom til en Flod med blåligt Vand; der gik en strid Strøm i det, og i den hvirvlede alskens Våben af Sted i rivende Fart. Over Floden førte en Bro. Da de var komne over den, så' de to Fylkinger kæmpe med hinanden. Hading spurgte, hvad det skulde betyde. "Det er Folk", sagde Kvinden, "som er faldne i Kamp, og nu stadig viser, hvorledes det gik til, og som i et Skuespil efterligner de Bedrifter, de har udført i levende Live". De gik videre, til Vejen spærredes for dem af en Mur, der var meget vanskelig at komme over; Kvinden prøvede forgjæves derpå, det hjalp ikke, at hun skrumpede sig sammen, så hun blev ganske lille. Så vred hun Hovedet om på en Hane, hun havde med, og kastede det over Muren, og strax hørte de den gale, som Vidnesbyrd om, at den igjen var lyslevende.

Efter at Hading var kommen op på Jorden igjen, drog han tilbage til sit Fædreland med sin Hustru. Undervejs blev han forfulgt af nogle Vikinger, som lå på Lur efter ham, men han slap fra dem, thi skjønt de havde lige så mange Sejl og lige så god Vind i dem som han, sejlede han dog hurtigere end de. Imidlertid lod Uffe kundgjøre, at den, som fældede Hading, skulde få hans Datter, en overmåde dejlig Jomfru. Den Lykke blev en Mand ved Navn Tuning såre opsat på, og han samlede da en Flok Bjarmer for ved deres Hjælp at opnå den udlovede Belønning. Da Hading, som besluttede at møde ham, sejlede langs Norge med sin Flåde, så' han på Strandbredden en gammel Mand, som blev ved at vinke ad dem med sin Kappe for at få dem til at lægge til Land. Skjønt hans Folk gjorde Indvendinger og mente, at den Afstikker vilde der ikke komme noget godt ud af, tog Hading dog den gamle Mand om bord på sit Skib og lod sig belære af ham om, hvorledes han burde inddele sin Hær og lægge mere Vind, end han plejede, på Opstillingen af sin Fylking; i første Række skulde der være to Mand, i anden fire, i tredje otte, og så fremdeles stadig dobbelt så mange som i Rækken foran; og Slyngekasterne og Bueskytterne skulde han stille bagest. Da Fylkingen var bleven opstillet således i Form af en Kile, tog den gamle Mand selv Stade allerbagest; af en Pose, han havde om Halsen, tog han en Bue, som først var ganske lille, men snart strakte sig således, at den ragede ud over begge Fløje; på den lagde han ti Pile ad Gangen, som han afskød mod Fjenden med stor Kraft, og hver Pil sårede sin Mand. Så tyede Bjarmerne til Trolddomskunster i Steden for at bruge deres Våben; de galdrede en tæt Tåge og en øsende Regn frem på den klare Himmel; men den gamle Mand satte en anden Sky op imod Bjarmernes med sådan Kraft, at Regnen drev over. Da Hading havde vundet Sejr, forlod den gamle Mand ham, men først spåede han ham, at han ikke skulde falde for Fjendehånd, men selv gjøre Ende på sit Liv, og pålagde ham hellere at føre Krig med store og anselige Folk end med små og uanselige og hellere med fjærne Lande end med sine Naboer.

Siden bød Uffe Hading til sig i Upsal under Påskud af, at han vilde tale med ham; Hading kom, men flygtede i Nattens Mørke, fordi han ved Uffes Svig havde mistet alle sine Folk. Da Danskerne nemlig var lokkede sammen for at holde Gjæstebud, stod der Folk uden for Dørene og huggede Hovederne af dem, efterhånden som de kom ud. For at hævne denne skammelige Gjerning drog Hading imod Uffe med en Krigshær og fældede ham; men så var det også forbi med hans Vrede, han lod rejse et prægtigt Gravmæle over Uffe for derved at give til Kjende, hvilken anselig Mand han holdt sin Fjende for at have været. Således lod han den Mand, han i levende Live så tit havde båret Sværd imod, vederfares al Ære nu, da han var død, og for at forsone hans overvundne Folk, gav han Riget til Uffes Broder Hunding, for at det ikke skulde gå over til fremmede, men blive i Asmunds Æt.

Efter at have fældet denne sin Fjende levede Hading adskillige År i Fred og Ro, men omsider blev han kjed af at dyrke Jorden, længtes igjen efter at pløje Søen og syntes, at Krig dog var fornøjeligere end Fred, hvorfor han gjorde sig Bebrejdelser for Lediggang og kvad:

Led er mig Landet,
for længe jeg var der,
ni Nætter er nok.
Ilde lyder
Ulvens Tuden,
smukkere Svanens Sang.

Hvi bliver jeg her
som Bondemand
I skumle Skoves Skygge?
Bedre der er,
hvor Bølger bruse
og Hvaler vildt sig vælte.

Bedre der er,
hvor Biler blinke,
og Sværd svinges mod Sværd.
Ud på de vildene
Vover vil jeg
Hæder og Bytte at hente.

Hans Hustru, som langt foretrak det skovbevoxede Land og afskyede Havfuglenes Skrig i den årle Morgen, svarede herpå med dette Kvad:

Sove jeg kan ej
ved Søens Bred
for Fugles skingrende Skrig.
Ved årle Morgen
Mågen mig vækker,
giver på Havet Hals.

Brændingen bryder
med Brøl mod Land,
ilde huer mig Havet.
Fælt mig tykkes
dets Fråd og Skum,
skjøn den skyggende Skov.

På den Tid gjorde en Mand af ringe Herkomst i Jylland ved Navn Toste sig navnkundig ved sin Ondskab. Han pinte og plagede Folk så grusomt på alle Måder, at han blev kjendt vidt og bredt under Navn at Toste Nidding. Han afholdt sig heller ikke fra at øve Vold og Overlast imod Folk i andre Lande, men efter at have plaget sit Fædreland på det skammeligste angreb han Sachsen. Da det gik Sachserne ilde i Slaget, bad deres Hertug Siegfried om Fred, og den lovede Toste ham, når han vilde slutte Forbund med ham om at påføre Hading Krig. Da Fyrsten krympede sig derved og ikke turde gå ind på det Vilkår, tvang Toste ham med de værste Trusler til at love at føje sig efter hans Vilje, som det så ofte går, at hvad Folk ikke kan få med det gode, truer de sig til. Hading blev slagen af Toste til Lands, og på Flugten kom han til Tostes Skibe, som han borede lække, så de ikke duede til at sejle med, og derefter styrede han ud på Havet i en Båd. Toste troede, han var falden, og søgte længe efter hans Lig på Valpladsen, og da han ikke kunde finde det, gik han ned til sine Skibe, og der så' han Båden langt ude på Havet. Han lagde da strax ud med sine Skibe for at sætte efter den, men for ikke at lide Skibbrud måtte han vende om og nåede med nød og næppe til Land. Han fik nogle andre Skibe ud, som ingen Skade havde lidt, og sejlede atter ud efter Båden. Hading, som nu indså, at han ikke kunde undslippe, spurgte den Mand, han havde med i Båden, om han kunde svømme, og da Manden svarede Nej, kæntrede han med Vilje Båden og holdt sig inde under den, så at hans Forfølgere troede, at han var druknet. Derefter kom han bag på Toste, som nu mente, han kunde være tryg, og havde travlt med at samle Resten af Krigsbyttet sammen, adsplittede hans Hær, nødte ham til at lade Byttet i Stikken og hævnede sålunde sin Flugt ved at gjøre Gjengjæld.

Toste pønsede stadig på Hævn, men da han ikke i Danmark kunde komme til Kræfter igjen efter det store Nederlag, han havde lidt, drog han til England under Foregivende af, at han var Kongens Sendemand. Undervejs lokkede han Folkene til for Morskabs Skyld at spille Tærninger og fik det maget så, at der opstod Strid mellem dem om Spillet, så de ynkeligen dræbte hverandre. Således blev Følgen af det, der skulde være en fornøjelig Tidskort, Splid og Strid, og Morskaben avlede Blodsudgydelse. Men Toste forstod at drage Fordel af de andres Ulykke, thi han tog de dræbtes Penge, og for dem hyrede han en på den Tid navnkundig Viking ved Navn Koll til sin Tjeneste. Med ham drog han kort efter tilbage til Danmark og blev der fældet i Tvekamp af Kong Hading, som hellere vilde udsætte sig selv end sine Krigsfolk for Fare. Heltene i gamle Dage vilde nemlig ikke sætte alles Liv og Velfærd på Spil, hvor nogle få kunde klare Sagen.

Efter at disse Begivenheder havde tildraget sig, åbenbarede Hadings afdøde Dronning sig en Nat for ham i Drømme og kvad:

Ved du vel,
du et Vilddyr avled?
Mangen Ulv
skal Ufærd det volde.

Og strax efter kvad hun fremdeles:

Farlig Fugl
du fostrer, Hading,
hæslig Ugle
i Svaneham.

Om Morgenen, da Kongen vågnede, fortalte han en Drømmetyder sin Drøm, og han tydede Vilddyret som Kongens Søn, der skulde volde sine Fjender stor Fortræd, og Uglen i Svaneham som hans Datter, der skulde stå sin Fader efter Livet. Og som han spåede, så gik det, thi hvad enten Hadings Datter Ulfhild, som var gift med en Mand af ringe Stand ved Navn Guttorm, nu var fortrydelig over sit uanselige Giftermål, eller hun higede efter Ære og Højhed, satte hun den Kjærlighed, hun skyldte sin Fader, til Side og vilde hellere æres som Dronning end som Kongens Datter, hvorfor hun eggede sin Mand til at slå Faderen ihjel. Hvorlunde hun eggede ham, vil jeg anføre med hendes egne Ord; de faldt omtrent sålunde:

"Ve mig ulykkelige, hvis ædle Byrd skjændes af et ulige Giftermål! Ve mig ulykkelige, hvis Stamtræ er bleven plantet ud i en Bondes Abildgård! Jeg ulyksalige Kongedatter, som ved mit Giftermål er bleven lig en ganske almindelig Kvinde! Er jeg ikke at ynke, en Kongedatter, hvis Kyskhed en ligegyldig Fader har givet til Pris for en ussel, foragtelig Mands Favntag! Et Ulykkesbarn fødte du til Verden, Moder, thi min Ægteseng gjorde det af med min Lykke, mit rene Legeme tager en skidden Bonde i Favn, min Værdighed må bøje sig for en uværdig, min ædle Byrd udslettes af mit Giftermål. Men hvis der er Ære skabt i dig, Guttorm, hvis du har Mands Mod og Hjærte, hvis du vil vise dig værdig til at være en Konges Måg, så riv Scepteret ud af min Faders Hånd, bød på din usle Byrd ved ædelt Sind, på dit lave Stamtræ ved Mandemod og på dit dårlige Blod ved et stort Hjærte. Den, som vinder Hæder og Ære ved mandig Dåd, er lykkeligere end den, der tager den i Arv; det er bedre at nå Ærens Tinde ved Bedrifter, end fordi man er sin Faders Søn; den Hæder, man vinder ved Dåd, klæder bedre end den, man har sin Fødsel at takke for. Desuden er det ingen Synd at rydde en gammel Mand af Vejen, som er lige ved at falde sammen af sig selv. Min Fader har længe nok båret Scepteret. Benyt dig af hans Alderdom til at tage det; gjør du det ikke, får en anden det. Gammel Mand går på Gravens Bred. Længe nok har han stået for Styret, nu bør du tage det. Jeg vil også hellere have min Mand end min Fader til Konge. Hellere en Konges Hustru end en Konges Datter! Hellere vil jeg favne en Konge end æres som en Konges Datter, hellere være en Konges Hustru end hans Undersåt. Du bør også selv foretrække at se Scepteret i din egen Hånd frem for i min Faders. Enhver er sig selv nærmest, det er så Naturens Orden. Det vil være en let Sag at sætte det i Værk, når du blot har Viljen dertil. Snildhed overvinder alt. Vi bereder et Gjæstebud, sørger for alt på bedste Måde og indbyder min Fader. Ved forstilt Venlighed baner vi Vejen for vor Svig. Intet dækker bedre over Svig end Frændskab. Betænk også, hvor let det vil gå at dræbe ham, når vi får ham drukken. Når han da sidder og smykker sit Hoved, er optagen af Sagn og Viser, stryger sig om Skjægget og kæmmer sit Hår, da er det Tid at bore Sværdet i hans Hjærte, thi når man har Hovedet fuldt af sligt, tænker man ikke på Fare. Din Hånd skal hævne al den Uret, han har gjort. Det er en god Gjerning at hævne dem, som lide ilde".

Da Ulfhild således trængte på, gav Guttorm efter for hendes Overtalelser og lovede hende sin Bistand ved dette Forræderi. Men Hading var af sin Drøm bleven advaret mod sin Datters Svig, og da hun indbød ham til et Gjæstebud, som hun foregav at have beredt af Kjærlighed til ham, lod han nogle væbnede Mænd stille sig på post i Nærheden for at de kunde være ved Hånden, i Fald det viste sig, at der var Svig på Færde. Medens de sad ved Bordet, blev Kongen en Tjener var, som bar Våben skjult under sin Kjortel; det var ham de havde overdraget at udføre Niddingsdåden, og han stod nu og ventede i Tavshed på en gunstig Lejlighed dertil. Kongen kaldte da ved at blæse i sit Horn sine Mænd til, de kom strax, og Fals slog sin egen Herre på Hals.

Imidlertid var der kommet Svenskekongen Hunding et falsk Rygte for Øre om, at Hading var død. Han vilde da drikke hans Gravøl og til det Gilde bød han alle de ypperste Mænd i Landet. Han lod sætte et stort Kar fuldt af Øl midt i Hallen, og for at det skulde gå ret højtideligt til, påtog han sig en Tjeners Skikkelse og skjænkede selv for Gjæsterne. Som han nu for at røgte dette Hverv gik omkring i Salen, snublede han og faldt i Karret, hvor han druknede i Øllet, hvad enten det nu var en Straf fra Dødsrigets Fyrste, fordi han holdt Gravøl for en levende, eller fra Hading, fordi han løj ham død. Da Hading fik Nys herom, vilde han vise den, der havde gjort Ære af ham, sin Taknemlighed ved ikke at overleve ham, hvorfor han hængte sig i hele Folkets Påsyn.