Saxos Danmarks Krønike - Tredje Bog

Af Saxo Gramaticus (ca. 1190 til efter 1208), oversat af Fr. Winkel Horn.
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Hød og Balder

Adils' Broder Hød, der, som før meldt, var Kong Gevars Fostersøn, tog nu efter Hjartvar Styret i begge Riger. For at det, som timedes ham, bedre kan forstås, vil jeg begynde fra Begyndelsen af; thi det, som tildrog sig i de sidste År af hans Liv, træder smukkere og fyldigere frem, når man ikke forbigår de første i Tavshed. Da Hødbrod var bleven fældet af Helge, tilbragte hans Søn Hød sin Barndom hos sin Fosterfader Kong Gevar, og da han var kommen til Skjels År og Alder, overgik han i Legemsstyrke sine Diebrødre og jævnaldrende, og derhos var han vel forfaren i alskens Idrætter, såsom Svømning, Bueskydning og Brydning; han var så smidig, som han efter sin Alder kunde være, og lige så øvet, som han var stærk. I Henseende til Sjælens Evner og Anlæg var han langt forud for sine unge År. I at spille på Luth og Lyre havde han ikke sin Overmand, og Hakkebræt og Lire og alskens Strængeleg var han også dreven i, så han ved sine Toner kunde vende Menneskenes Følelser, som han vilde, og forstod at vække Glæde eller Sorg, Medlidenhed eller Harme i deres Sjæle, så han snart kildrede deres Øren, snart fyldte dem med Skræk. Gevars Datter Nanna fandt Behag i alle disse Ynglingens Færdigheder og fattede Elskov til ham. Man ser jo nemlig tit, at unge Mænds Dyder er nok til at vække Møers Attrå, og at de tager til Takke med Bravhed, selv hvor det skorter på Tække, thi Elskovs Veje er mangfoldige; til nogle baner et smukt Ansigt Vej, til andre Dyd og atter til andre Idrætter; nogle vinder Kjærlighedens Gunst ved høvisk Væsen, nogle ved Fagerhed, og modige Mænd sårer ikke Pigehjærter mindre end smukke Mænd.

Men nu hændte det, at Odins Søn Balder fik Nanna at se, en Gang hun var i Bad, og dette Syn fyldte ham med uslukkelig Elskov; hendes dejlige Legemes Herlighed og hendes strålende Fagerhed tændte hans Sjæl i Brand, thi intet opflammer Lidenskaben så stærkt som Fagerhed. Da han nu frygtede for, at Hød især vilde stå hans Attrå imod, besluttede han at dræbe ham, for at han uhindret kunde tilfredsstille sin utålmodige Elskovs Trang.

Ved samme Tid fo'r Hød på Jagten vild i Tågen og kom til et Sted, hvor nogle Skovmøer havde deres Jomfrubur. De hilste ham ved Navn, og han spurgte da, hvem de var, hvortil de svarede, at de rådede for Lykken i Krig, thi de var tit usynlig til Stede i Kampen og ydede hemmelig deres Venner Hjælp til at vinde den attråede Sejr, de kunde nemlig, efter som de fandt for godt, berede Sejr eller Nederlag, sagde de. Derhos fortalte de ham, hvorledes Balder var bleven opflammet til Elskov ved at se hans Diesøster Nanna i bad, men formanede ham til, hvor grumt han end havde Årsag til at hade ham, ikke at udæske ham til Kamp, thi han var en Halvgud, der i Løndom var runden af guddommelig Sæd. Så snart Hød havde fået dette at vide, forsvandt Huset pludselig, og han stod ene under åben himmel, uden Tag over Hovedet, midt ude på Marken. Han undrede sig især over Pigernes pludselige Flugt, over Stedets Omskiftelighed og over, at Huset var et rent Skyggebillede; han vidste nemlig ikke, at hvad der var foregået omkring ham, blot var Blændværk og tomt Gjøglespil.

Da han kom hjem, fortalte han Gevar, hvorledes han var faret vild, og hvorlunde der var bleven drevet Gjæk med ham, og bejlede derhos strax til hans Datter. Hertil svarede Gevar, at han med Glæde vilde føje ham, hvis han ikke var bange for at pådrage sig Balders Vrede ved at give ham et Afslag, thi han havde først været hos ham i samme Ærind, og hans Legem var så stærkt og helligt, at Sværd ikke bed på det. Han vidste nu alligevel ét Sværd, sagde han, der kunde give Balder Banesår, men det var godt gjemt; det tilhørte en Skovtrold ved Navn Miming, og han havde også, en Armring, der ved en hemmelig og vidunderlig Magt bevirkede, at dens Ejermands Rigdom stadig voxede, men Vejen til Stedet, hvor disse Ting fandtes, var ufarbar og fuld af Hindringer, så det var ikke let for noget Menneske at komme derhen; på største Delen af den herskede der desuden til Stadighed en usædvanlig stærk Kulde. Derfor skulde han spænde Rener for sin Vogn, for at de hurtig kunde føre ham over de i Frost stivnede Fjælde. Når han var kommen til stedet, skulde han rejse sit Telt således vendt fra Solen, at dets Skygge faldt på Hulen, Miming holdt til i, og at det selv ikke lå i Skygge, for at Mørket ikke skulde skræmme Trolden fra at gå ud. På den Måde vilde han kunne få fat i Armringen og Sværdet, af hvilke den første skaffede Rigdom, det andet Sejr, så at begge Dele var kostelige Klenodier for den, som ejede dem. Således talte Gevar, og Hød var ikke sen til at gjøre, som han sagde, rejste sit Telt på den Måde, der var bleven ham anvist, og tilbragte Nætterne med at ligge på Lur og Dagene med at gå på Jagt, så han hverken Nat eller Dag fik Søvn i sine Øjne, men delte Døgnet imellem at gruble over Tingene og at skaffe Midler til Livets Ophold. Som han således en Nat igjennem sad mat og døsig med Sindet opfyldt af Bekymringer så' han Troldens Skygge falde over sit Telt; han kastede sit Spyd efter ham, så han faldt, og da han ikke mægtede at fly, bandt han ham og afæskede ham med de grummeste Trusler Sværdet og Armringen. Trolden var ikke sen til at kjøbe sit Liv ved at give ham, hvad han forlangte, thi det gælder for alle, at Livet går fremfor alt andet, intet plejer at være de dødelige dyrebarere end det. Med de vundne Klenodier vendte Hød nu hjem, glad over sit lille, men kostelige Bytte.

Da Geld, Kongen i Sachsland, fik Nys om, at Hød havde vundet disse Klenodier, eggede han ved jævnlige Overtalelser sine Mænd til at fratage ham dette herlige Bytte, og omsider gav de efter og udrustede i al Skyndsomhed en Flåde. Gevar, som var fremsynet og overmåde forfaren i Spådomskunsten, havde forudset dette, kaldte Hød for sig og bød ham, når han kom i Slag med Geld, tålmodig at tage imod hans Pile og ikke begynde at afskyde sine, før han så', at Fjenden ikke havde flere tilbage, og så skulde han desuden bruge Stavnleer og med dem hugge Skibene i Stykker og trække Hjælmene og Skjoldene fra Krigerne. Hød fulgte hans Råd, og det stod han sig ved. Han bød sine Mænd rolig finde sig i Gelds første Angreb og blot dække sig med Skjoldene, thi i den Dyst skulde Sejren vindes ved Tålmodighed, sagde han. Fjenden sparede nu ikke i nogen Måde på Spyd og Pile og blev blot des hidsigere til at overdænge Hød med sine Kastevåben, jo tålmodigere han mærkede, at han tog imod dem; kun få af dem gav sår, en Del af dem blev siddende i Skjoldene, en Del i Skibsplankerne, og adskillige gik helt forgjæves og gjorde slet ingen Fortræd. Høds Krigere havde nemlig gjort, som deres Konge bød, og dannet en fast Skjoldborg, som Pilene tørnede imod, øg adskillige af dem prellede med et svagt Stød af imod Skjoldbulerne og faldt i Vandet. Da hele Gelds Forråd var sluppet op, og han så', at Fjenden med stor Ivrighed sankede hans egne Våben op og sendte ham dem tilbage, lod han et rødt Skjold hejse op i Mastetoppen, hvilket var Fredstegn, og bjærgede Livet ved at overgive sig. Hød tog imod ham med et mildt Ansigt og venlige Ord og besejrede ham ikke mindre ved sit høviske Væsen end ved sin snildhed.

Ved den samme Tid sendte Helge, Kongen i Helgeland, Gang efter Gang Bud til Finnernes og Bjarmernes Konge Guse for at bejle til hans Datter Thora, eftersom den, der véd med sig selv, at han står på svage Fødder, er nødt til at søge Støtte hos andre. Det var nemlig ellers på den Tid Skik, at unge Mænd, når de bejlede, selv talte deres Sag, men Helge havde en Skade i Munden, som gjorde, at han undså sig for at bruge den hjemme, endsige blandt fremmede, eftersom man jo helst vil dølge sine Lyder, thi jo mere åbenbare Legemsbrøst er, des tungere er de at bære. Guse lod kun hånt om denne hans Bejlen og svarede, at den, der stolede så lidt på sig selv, at han måtte lade andre bejle for sig, ikke var værdig til at indtræde i Ægtestand. Da Helge fik det Svar, bad han så mindelig Hød, som han vidste havde en sleben Tunge, om at tage sig af hans Sager og lovede i sin Iver til Gjengjæld at gjøre alt, hvad han forlangte af ham. Hød lod sig bevæge ved den unge Mands indtrængende Bønner, rustede en Flåde og drog med den til Norge for at sætte igjennem med Magt, hvad han ikke kunde opnå ved Ord. Da han med den sødeste Veltalenhed havde talt Helges Sag, sagde Guse, at han vilde spørge sin Datter, hvad hun mente derom, for at det ikke skulde se ud, som om han med stræng faderlig Myndighed på Forhånd havde afgjort Sagen imod hendes Vilje, og da han lod hende kalde og spurgte, om hun vilde have den Mand, der bejlede til hende, og hun svarede Ja, fæstede han hende til Helge. Således fik Hød ved sin søde og flydende Veltalenhed Guse til at lukke Ørene op, skjønt han før havde stoppet dem til, for hvad han bad om.

Medens dette gik for sig i Helgeland, drog Balder med Våben i Hånd ind i Gevars Land for at kræve Nanna til Brud. Da Gevar sagde, at han måtte spørge Nanna, hvad hun selv mente om den Ting, talte han Pigen til med de fagreste og sødeste Ord, og da han ingen Vegne kunde komme dermed, vilde han endelig vide, hvad Grunden var til hendes Afslag. Hun svarede, at en Gud ikke kunde ægte et Menneske, det forbød den overvættes Forskjel på deres Natur; Guderne gjør jo endogså undertiden selv Ende på sådanne Ægteskaber og bryder Båndet imellem Folk, der er så ulige stillede; der kunde heller ikke finde nogen stadig Forening Sted imellem Væsener af så vidt forskjellig Art, eftersom Småfolks Lykke altid bliver krank hos Storfolk. Rigdom og Armod kunde ikke bo under Tag sammen, og der kunde ikke sluttes nogen fast, gyldig Pagt imellem den rige Fugl og den fattige Fugl. Endelig kunde det, der hører Jorden til, ikke spændes sammen med det, der hører Himlen til, imellem dem havde Tingenes indbyrdes stridige Natur ved deres Oprindelse sat et uoverstigeligt Skjel, eftersom der er en uendelig Afstand imellem et dødeligt Menneske og en i Herlighed strålende Guddom. Med sådanne Spidsfindigheder afviste hun Balders Bønner og gav snildt Grunde for sin Vægring ved at indlade sig på dette Ægteskab.

Da Hød fik dette at vide af Gevar, beklagede han sig stærkt for Helge over Balders Frækhed. Ingen af dem vidste ret, hvad der var at gjøre, og de lagde længe Råd op sammen. I Modgang er det altid godt at have en Ven at tale med, thi selv om det ikke afvender Ulykken, lindrer det dog Sorgen. Efter at de havde drøftet forskjellige Anslag, fik Modet Overtaget, og de gav sig til at holde Søslag med Balder. Det blev en Kamp imellem Guder og Mennesker, thi Odin og Thor og hele Gudernes hellige Hærskare stred for Balder, så i den Dyst brødes guddommelige og menneskelige Kræfter med hinanden. Hød, hvis Brynje intet Sværd kunde bide på, brød ind i Gudernes tætteste Fylkinger og fo'r så drabeligt frem, som det er muligt for et Menneske over for Guder. Men Thor svang sin tunge Kølle således, at ethvert Skjold den ramte, splintredes, og opfordrede lige så stærkt Fjenderne til at gå imod ham som sine Stalbrødre til at værge sig; intet Våben eller Værge holdt Stand imod hans Slag, hvad han ramte knustes, hverken Skjolde eller Hjælme stod sig mod hans vældige Kølle, ingen var så stor eller stærk, at han jo måtte bukke under for ham. Sejren vilde da også være tilfalden Guderne, hvis ikke Hød, da hans Fylking begyndte at vige, hurtig var løbet frem og havde gjort Køllen ubrugelig ved at hugge Skaftet over på den. Da Guderne havde mistet det Våben, gav de sig strax på Flugt. Man skulde ikke tro, at Guder kunde overvindes af Mennesker, hvis de gamle ikke forsikrede det, men for Resten var de jo mere Guder af Navn end virkelige Guder, vi kalde dem blot så, fordi Hedningerne gjorde det, ikke fordi de virkelig var det.

Balder reddede sig ved at løbe sin Vej, og Sejrherrerne sønderhuggede nogle af hans Skibe og borede Resten i Sænk; ikke tilfreds med at have overvundet Guder lod de deres Grumhed gå ud over, hvad der var tilbage af Flåden, og styrede deres ulyksalige Krigslyst ved at ødelægge den; Medgang øger jo for det meste Overmodet. Havnen, hvor Slaget stod, minder endnu ved sit Navn om Balders Flugt. Sachserkongen Geld, der faldt i det samme Slag, gav Hød en herlig Ligfærd; han lod bygge et Bål til ham af Skibe og lagde ham der oven på Ligene af hans Skibsfolk og lod ikke blot en prægtig Gravhøj opkaste over hans Aske, Resterne af det kongelige Lig, men fulgte det også til Jorden med alle Æresbevisninger. Derefter vendte han, for at ikke yderligere Gjenvordigheder skulde trække hans Giftermål i Langdrag, tilbage til Gevar og holdt sit med Længsel attråede Bryllup med Nanna, hvorpå han efter at have skjænket Helge og Thora rige Gaver, førte sin Brud hjem til Sverige, i lige så høj Grad æret af alle på Grund af Sejren, som Balder var bleven til Latter ved sin Flugt.

Da de svenske Stormænd en Stund efter drog til Danmark for at betale Skat, fik Hød, der for sin Faders udmærkede Fortjenesters Skyld var bleven kåret til Konge af sine Landsmænd, en Prøve på Lykkens Ustadighed, thi han blev overvunden i et Slag af Balder, som han selv kort i Forvejen havde overvundet, og måtte flygte til Gevar, så at den Sejr, han havde vundet som Undersåt, blev ham fravristet som Konge. Efter at have vundet denne Sejr lod Balder for at skaffe Vand, hans Krigere kunde læske deres Tørst med, grave dybt i Jorden i Håb om at finde nye Kilder; Vandet vældede også frem, og de tørstige Krigere satte Mundene til de sprudlende Væld rundt omkring. Man holder for, at Navnet på disse Kilder endnu lever i Folkemunde, så at Sporene af dem endnu ikke er helt udslettede, skjønt det fordums Væld nu er udtørret. Om Nætterne blev Balder stadig så stærkt plaget af Marer i Nannas Skikkelse, at han faldt i en Sot, der tog således på ham, at han ikke kunde støtte på Benene, hvorfor han begyndte at vænne sig til at age i Vogn eller Kærre, når han færdedes ude. Så stærkt var hans Hjærte opfyldt af Elskov, at han næsten helt svandt hen, og han syntes, at Sejr ingen Ting havde at betyde for ham, når den ikke bragte ham Nanna som bytte.

Frø bosatte sig nu også som Gudernes Statholder ikke langt fra Upsal, hvor han i Steden for den gamle Måde at ofre på, der havde været brugt i så mange Hundrede År og af så mange Folk, indførte en ny sørgelig og gruelig Slags Ofre; han bragte nemlig Guderne vederstyggelige Ofre ved at lade Mennesker slagte til deres Ære.

Imidlertid havde Hød fået at vide, at Danmark var uden Høvding, idet Rolv var bleven dræbt af Hjartvar, som strax havde måttet bøde derfor med Livet. Her havde Tilfældet bragt ham, hvad han knapt havde kunnet håbe, sagde han, thi både havde Rolv, som han selv burde have dræbt, fordi Rolvs Fader Helge havde rådet hans Fader Hødbrod Bane, nu fået sin straf af en anden, og ved en uventet Lykkens Gunst havde der nu også åbnet sig en Lejlighed for ham til at bemægtige sig Danmark, thi når man rigtig undersøgte Forfædrenes Stamtavler, viste det sig, at han havde lovligt Arvekrav på dette Rige. Derpå drog han til Sjælland med en stor Flåde for at benytte sig af den Gunst, Lykken i Øjeblikket bød ham, og bemægtigede sig Havnen Isøre; her mødte den danske Almue ham og kårede ham til Konge, og da han kort efter fik at vide, at hans Broder Adils, som han havde sat til at herske over Sverige, var død, forenede han Sverige med Danmark. Adils fik forøvrigt et skammeligt Endeligt; thi da han i sin Hjærtensglæde over Rolvs Død fejrede denne med et Gjæstebud, drak han så overstadig, at han pludselig døde og således ved en styg Død måtte bøde for sin hæslige Umådelighed, så at han i sin overvættes Glæde over en andens Død selv voldte sin egen.

Da Hød var draget hjem til Sverige, kom Balder også til Sjælland med en Flåde, og da han både havde Ry for at være en berømmelig Kriger og en ypperlig Høvding, gik Danskerne strax ind på alt, hvad han forlangte, og lod ham tage Styret. Så vægelsindede var vore Forfædre! Hød drog da atter fra Sverige og begyndte en farlig Krig med ham. En svar Dyst blev det, de førte om Overtaget thi de var begge opsatte på at vinde Riget, og Enden blev, at Hød måtte fly; han tyede over til Jylland, hvor han slog sig ned i en lille By, som han opkaldte efter sit Navn. Da Vinteren var leden, drog han ganske alene over til Sverige igjen, stævnede sine Stormænd til sig og sagde, at han var kjed af Livet nu, da det var gået så skjævt for ham, at Balder to Gange havde sejret over ham. Derpå tog han Afsked med dem alle, søgte hen til vanskelig tilgængelige Egne, hvortil der hverken førte Vej eller Sti, og vankede om i Udørkener, hvor ellers aldrig noget Menneske satte sin Fod. Det går jo nemlig gjærne så, at den, som hjemsøges af Sorg, han ingen Trøst kan finde for, tyr til fjærne og afsides Steder, som om det kunde hjælpe til at fordrive Sorgen, og at den, der har tunge Bekymringer, ikke kan finde sig i at færdes blandt Mennesker, så højt elsker Sorgen Ensomhed, og den, som er syg på Sjælen, finder mest Behag i Snavs og Urenlighed. Hød havde haft for Skik at sidde på Toppen af et meget højt Bjærg og afgive sine Kjendelser, når Folk kom og rådspurgte ham, og de, som nu søgte ham forgjæves der, klagede over hans Ørkesløshed, alle skjældte med de hårdeste Ord over hans Fraværelse.

Men da Hød en Stund havde vanket om i vildsomme Egne og var kommen igjennem en Skov, hvor Mennesker ellers aldrig færdedes, kom han til en Hule, hvor nogle ukjendte Møer holdt til, som viste sig at være de samme, som i sin Tid havde givet ham hans Kjortel, som Våben ikke bed på. Da de spurgte, hvorfor han var kommen did, fortalte han dem, hvor ulykkelig det var gået ham i Krigen, sagde, at de havde sveget ham, og begyndte at jamre sig over den kranke Skæbne, han havde haft, og den Vånde, han var i, og at beklage sig over, at det havde føjet sig helt anderledes for ham, end de havde lovet. Dertil svarede Skovmøerne, at skjønt han kun sjælden var gået af med Sejren, havde han dog voldt sine Fjender lige så stort Tab, som han selv havde lidt, og ikke anrettet mindre Mandefald blandt dem end de blandt hans Folk. Forøvrigt var Sejren ham vis, dersom han kunde få fat i en overmåde sød Spise, som Balder havde opfundet til at øge sine Kræfter med; kunde han blot berøve sin Fjende denne styrkende Mad, vilde intet falde ham svært.

Da Hød hørte det, fik han strax igjen svært Mod på at kriges med Balder, skjønt det måtte tykkes såre vanskeligt at angribe Guder med Jordiske Våben. Der var også dem af hans Folk, som holdt for, at det ikke vilde være rådeligt for ham at give sig i Krig med Guder; men så umådelig ophidset var hans Sind, at al Ærbødighed for deres ophøjede Væsen var forsvundet af det; thi hos tapre Mænd får ikke altid Fornuften Bugt med Hidsigheden, stundom får Dumdristigheden Overtaget over Besindigheden. Måske har Hød også betænkt, at de ypperste Mænds Magt tit står på de svageste Fødder, og al liden Tue kan vælte stort Læs.

Balder samlede nu Danskerne og rykkede imod Hød for at holde Slag med ham. Da der var faldet en umådelig Mængde, næsten lige mange på hver Side, gjorde Natten Ende på Kampen. Omtrent ved den tredje Nattevagt gik Hød, uden at nogen vidste det, ud for at udspejde Fjenden; thi han kunde ikke sove for den Bekymring, den overhængende Fare holdt ham i, som det jo for det meste går, at Sindets overvættes Bevægelse hindrer Legemet i at finde Hvile, og Sjælens Uro ikke tillader Legemet at falde til Ro. Da han var kommen ind i Fjendens Lejr, fornam han, at de tre Møer, der bragte Balder den hemmelighedsfulde Spise, havde forladt Lejren. Han kunde følge deres Spor i Duggen og løb efter dem og kom således omsider til det Hus, de holdt til i. Da de spurgte, hvem han var, sagde han, at han var Harpespiller, og gav dem strax Syn for sagn, thi da de rakte ham en Harpe, og han havde stemt den, slog han Strængene og spillede således for dem, at han kildrede deres Øren med de lifligste Toner. Disse Møer havde tre Snoge, hvis Gift de plejede at blande i den styrkende Spise, de lavede til Balder; de fik dem til at gabe, og så randt der en Mængde Edder fra dem ned i Spisen. De to af Møerne vilde i deres Venlighed have budt Hød at spise af den; men den ældste af dem forbød dem det og sagde, at det vilde være Svig imod Balder, om de øgede hans Fjendes Kræfter. Han sagde dertil, at han ikke var Hød selv, men hans Stalbroder, og Møerne var da så venlige ikke blot at lade ham nyde noget af Spisen, men også at skjænke ham et dejligt skinnende Bælte, som bragte Sejr i Kamp.

Da han nu gik samme Vej tilbage, som han var kommen ad, mødte han Balder og sårede ham således i Siden, at han blev liggende halv død. Da dette spurgtes, gjenlød hele Høds Lejr af hans Krigeres Fryderåb, og Danskerne kærede og klagede over den Skæbne, der var overgået Balder. Da denne grant skjønnede, at det led mod Døden med ham, begyndte han, opflammet af de Smerter, hans Sår voldte ham, Dagen efter Kampen igjen, og medens den rasede, lod han sig i en Bærestol føre om i Slaget, for at han ikke skulde få Ord for at have søgt en uhæderlig Død i sit Telt. Natten efter åbenbarede Hel sig for ham i en Drøm og sagde, at Dagen efter skulde han hvile i hendes Favn. Og det var intet tomt Drømmevarsel, thi da Tredjedagen var leden til Ende, døde Balder af de overvættes Pinsler, hans Sår voldte ham. Hans Krigsfolk holdt en kongelig Ligfærd efter ham og opkastede en Høj over ham. Denne Høj gav nogle Mænd i vore Dage - deres Formand hed Harald - sig en Gang ved Nattetid til at grave i, fordi de som Følge af det Ry, der gik af den Begravelse, der i gammel Tid havde fundet Sted, håbede at finde Skatte i den; men de blev pludselig slagne af Skræk og opgav deres Forehavende. Det syntes dem nemlig, som der pludselig fra Højens Top, som de havde gravet igjennem, brød en vældig brusende Vandstrøm frem, der med den voldsomste Fart overskyllede Markerne nedenfor og rev alt med, hvad der kom i Vejen for den. Forskrækkede over dens Voldsomhed kastede de deres Hakker og tog flugten til alle Sider i den Tro, at det frembrydende vand vilde rive dem bort med sig, i Fald de længere vedblev med deres Forehavende. Således drev den Skræk, dette Steds Skytsånder pludselig indjog de unge Mennesker, dem til at opgive deres Griskhed og tænke på deres Frelse og lærte dem at lade de Skatte, de higede efter, i Stikken og at tage Vare på deres Liv. Det er nu sikkert nok, at denne fremvældende Vandstrøm var et Blændværk og ingen Virkelighed, ikke opstået i Jordens Indvolde, men frembragt ved Gjøglekunster; thi Naturen lader ikke Kilder vælde frem på slige tørre Steder, men siden den Tid har alle som Følge af Rygtet om den Gravning ladet Højen ligge i Fred. Derfor ved man ikke, om der er Skatte gjemt i den, eftersom der ikke siden Haralds Tid er nogen, der har dristet sig til at grave i dens dunkle Grund.

Odin søgte nu, uagtet han ansås for den øverste Gud, til Spåmænd og Sandsigere og alle andre, som han havde hørt lagde sig efter at se ind i Fremtiden, for at få at vide, hvorledes han skulde tage Hævn for sin Søn; thi sådan en ufuldkommen Gud har for det meste menneskelig Bistand nødig. En Finne ved Navn Rostjov forudsagde ham da, at han med Rind, en Datter af Ruthenernes Konge, skulde avle en anden Søn, der skulde hævne sin Broders Bane, thi Guderne havde bestemt, at deres Medbroder skulde hævnes af denne sin endnu ufødte Broder. Da Odin havde hørt det, trak han Hatten ned over Øjnene, for at ingen skulde kjende ham, og drog til den nævnte Konge og gav sig i Krigstjeneste hos ham. Kongen gjorde ham til sin Krigsøverste, og med den Hær, han fik at råde over, vandt han den herligste Sejr over Fjenden, og som Følge af den Tapperhed, han havde vist i Kampen, blev han en af Kongens allerbedste Venner og blev overøst ikke mindre med Gaver end med Æresbevisninger. Kort Tid efter drev han ganske alene Fjendernes Fylking på Flugt og vendte tilbage ikke blot som Budbringer om dette vidunderlige Nederlag, men også som den, der havde anrettet det. Alle undrede sig over, at en Mands Kræfter havde været nok til at vinde så stor en Sejr over utallige, og da han nu, stolende på den Fortjeneste, han således havde indlagt sig, hemmelig åbenbarede Kongen sin Elskov, tog denne med den største Velvilje imod hans Bejlen, men da han så, glad herover, bad Pigen om et Kys, gav hun ham en Kindhest i Steden.

Hverken den Spot eller den Skade, denne Forsmædelse havde bragt over ham, fik ham imidlertid til at opgive sit Forehavende. Året efter kom han nemlig, eftersom han ikke med Skam vilde opgive, hvad han til at begynde med havde været så opsat på, tilbage til Kongsgården i en anden Dragt. De, han traf på, skulde nu have ondt ved at kjende ham igjen, thi sine virkelige Ansigtstræk havde han udvisket med Smuds, og han havde dækket sin gamle Skikkelse med et Lag af Uhumskhed. Han kaldte sig Rost og sagde, at han var dreven i Smedehåndværket, og ved at smede adskillige Ting i Kobber med stor Kunstfærdighed lagde han i den Grad sin Dygtighed for Dagen, at Kongen gav ham en Mængde Guld og bød ham gjøre Kvindesmykker deraf. Han smedede da alskens Smykker, og så forærede han Pigen et Armbånd, der var endnu kunstfærdigere gjort end alt det andet, og nogle lige så herlige Ringe. Men lede lader sig ikke overvinde, hvor megen Umag man end gjør sig derfor; da han bad Rind om et Kys, fik han en Næsestyver; thi Gaver agtes kun ringe, når den, som giver dem, er ilde lidt; kjærkomment er kun, hvad der rækkes af Vennehånd, så hvad Gaven er værd for den, der får den, kommer for det meste an på, hvem Giveren er. Den stivsindede Pige tvivlede ikke om, at den gamle havde en Ræv bag Øret og ved sin foregivne Gavmildhed kun vilde opnå at få sin Lyst styret, så hun må have været lige så skarpsindig som ubøjelig, eftersom hun opdagede, at der lå Svig bag hans venlighed, og at hans Gavmildhed dækkede over uhøviske Lyster. Hendes Fader gav hende mange onde Ord, fordi hun ikke vilde tage ham til Mand, men hun, som kun med Afsky kunde tænke på at gifte sig med en Gamling, sagde, at Piger ikke burde forhaste sig med at tage en Mand i Favn, så længe de var unge, og gav således sin Ungdom til Påskud for sin Uvilje imod dette Giftermål.

Men Odin, som vidste, at intet hjælper Kjærligheden til at nå sit Mål mere end Udholdenhed, drog for tredje Gang til Kongen, skjønt han nu to Gange havde lidt den Tort at blive så forsmædelig afvist. Han påtog sig atter en ny Skikkelse og gav sig denne Gang ud for at være forfaren i alskens krigerske Idrætter, hvilket ikke blot Elskov, men også Lyst til at aftvætte den Forsmædelse, han havde lidt, drev ham til; de, der i gamle Dage var drevne i Gjøglekunster, formåede således med Lethed at påtage sig forskjellige Skikkelser og give sig ud for hvad det skulde være; de kunde foruden deres naturlige Udseende give sig Skin af at have hvilken Alder de vilde, og Gamlingen gav da nu de fornøjeligste Prøver på sin Kunst ved frejdig at give sig i Dystridt med de dygtigste. Men heller ikke dette kunde bøje Pigens stride Sind; thi den, som først har fattet stærk Lede til en, lader sig sjælden vende til Elskov. Da han, inden han red bort, vilde tage et Kys fra hende, gav hun ham sådant et Puf, at han gik forover og slog Hagen i Jorden; men så rørte han strax ved hende med et Stykke Bark, hvorpå der var ristet Tryllevers, og deraf blev hun ligesom helt vanvittig, og med den ringe Hævn for den Forsmædelse, hun nu så mange Gange havde tilføjet ham, lod han sig nøje.

Odin opgav dog endnu ikke sit Forehavende; thi den Tro, han havde til sin Højhed, indgjød ham stadig Håb; han klædte sig i Kvindeklæder og drog ufortrøden til Kongen for fjerde Gang. Kongen tog ham i sin Tjeneste, og han viste sig ikke blot som et flittigt Tyende, men var også noget rå af sig; da han imidlertid gik i Kvindeklæder, troede de fleste, at han virkelig var en Kvinde. Han kaldte sig Vegge og gav sig ud for at forstå sig på Lægekunsten og gav også de største Prøver på sin Dygtighed deri. Omsider fik han Tjeneste i Dronningens Fruerstue som Prinsessens Terne og blev sat til at to hendes Fødder om Aftenen, så han havde Lejlighed til at klappe hende både på Lægge og Lår. Og eftersom Lykken er omskiftelig, skjænkede Tilfældet ham nu, hvad han ikke havde kunnet opnå ved List. Det hændte nemlig at Pigen blev syg og måtte søge Lægehjælp, og for at komme sig måtte hun kalde den til Hjælp, som hun havde vraget, og lade sig frelse af den, hun bestandig havde båret Afsky for. Efter at han på det nøjeste havde undersøgt Sygdommens kjendetegn, foreskrev han hende en Lægedrik, for at hun så hurtig som muligt kunde få Bugt med den, men den var så besk, sagde han, at hun ikke vilde kunne gå den Kur igjennem, hvis hun ikke lod sig binde, thi det gjaldt om at drive Sygdomsstoffet ud af hende, og det sad dybt inde. Da hendes Fader hørte det, bød han strax, at Pigen skulde bindes i sin Seng og tålmodig finde sig i alt, hvad Lægen gjorde ved hende; han lod sig nemlig narre af Kvindedragten, som den gamle betjente sig af til at skjule sin hårdnakkede Snedighed med. Sålunde fik Odin Lejlighed til at sætte sin Vilje igjennem med hende, thi da han så' sit Snit, lod han Lægedom være Lægedom og styrede sin Lyst, førend han tænkte på at jage Feberen på Flugt, idet han benyttede sig af hendes Svaghed, eftersom han af Erfaring vidste, at når hun var rask, kunde han ingen Vegne komme med hende. Jeg må dog hertil uden Fortrydelse bemærke, at der er to Meninger om den Ting; thi somme sige, at da Kongen så', hvor Lægen led af Elskov, og at han ingen Vegne kom til Trods for alle de Anstrængelser, han gjorde sig både legemlig og åndelig, syntes han, at han ikke burde narres for sin vel fortjente Løn, og gav ham Lov til hemmelig at favne Pigen. Så vidt kan en Faders Ukjærlighed over for sit Afkom gå, når Vreden får Bugt med den naturlige Mildhed. Da Datteren siden gjorde Barsel, skammede han sig da også og fortrød sin Vildfarelse.

Da Guderne, som havde deres Hovedsæde i Byzanz, skjønnede, at Odin havde besmittet sin guddommelige Værdighed ved således på forskellig Måde at have sat sin Anseelse til, besluttede de at udelukke ham af deres Forsamling; de fratog ham ikke blot Herredømmet, men skilte ham også ved den Ære og Tilbedelse, han var Gjenstand for hjemme, og jog ham i Landflygtighed, idet de anså det for bedre, at deres skammelige Høvding mistede sin Magt, end at den almindelige Gudsdyrkelse vanhelligedes, og de, som var uskyldige, blev indviklede i en andens Brøde og kom til at bøde for, hvad han havde forbrudt. De indså nemlig, at de, som de havde forført til at yde dem guddommelig Ære, foragtede dem i Steden for at adlyde dem, da det blev bekjendt, hvilken Tort der var overgået den øverste Gud, at de skammede sig over dem i Steden for at tilbede dem, anså Gudsdyrkelsen for Helligbrøde og de fastsatte højtidelige Tempelskikke for barnagtige Tossestreger. De havde så at sige Døden for Øjnene, var opfyldte af Frygt og mente, at den enes Synd vilde komme over alles Hoved, og for at han ikke skulde drive den almindelige Gudsdyrkelse i Landflygtighed, dømte de derfor ham dertil og gjorde ikke blot en Mand ved Navn Oller til deres Høvding, men tildelte ham også guddommelig Værdighed, som om det var lige nemt at gjøre en Mand til Høvding og til Gud. Og skjønt de foreløbig, kun havde kåret ham til Ypperstepræst, gav de ham fuld guddommelig Ære og Myndighed, for at han ikke skulde få Ord for blot at forvalte en andens Embede, men i alle Måder være hans lovlige Efterfølger, og for at gjøre hans Anseelse fuldkommen, gav de ham også Odins Navn, for ved den Gunst, det nød, at forebygge Misfornøjelse med den skete Forandring. Da Oller havde indtaget Forsædet i Gudernes Råd i en halv Snes År, ynkedes de omsider over de tunge Kår, Odin fristede i sin Landflygtighed, og mente, at nu var han bleven straffet hårdt nok, hvorfor de atter drog ham op af Skarnet og indsatte ham i hans fordums Herlighed, eftersom Tiden nu også havde udvisket den Skamplet, han havde fået på sig, skjønt somme mente, at han var uværdig til nogen Sinde mere at nyde guddommelig Anseelse, fordi han ved sine Forklædninger og ved at påtage sig Kvindegjerning på det forsmædeligste havde skamskjændet sit Guddomsnavn. Der er da også dem, som siger, at han kjøbte sin tabte Værdighed igjen i dyre Domme ved at smigre for somme af Guderne og formilde somme ved Gaver, og at det kostede ham svære Penge igjen at opnå den Hæderspost, han havde beklædt. Om man vil vide, hvor meget han gav derfor, får man spørge dem, der har bragt i Erfaring, hvor meget en Guddomsbestilling koster; jeg må bekjende, at jeg ikke ved det så nøje. Da Oller var bleven fordreven fra Byzanz af Odin, drog han til Sverige, hvor han, som om han var kommen til en helt ny Verden, søgte at bringe sit Ry på Fode igjen; men Danskerne slog ham ihjel. Rygtet fortæller, at han var så dreven i Trolddomskunster, at han, når han skulde over Havet, i Steden for Skib betjente sig af en Knokkel, som han havde ristet Galdresange på, og at han på den Måde kom lige så hurtig af Sted, som om han havde roet sig frem.

Da Odin igjen havde opnået sin guddommelige Værdighed, vandt han sådan Ære og Anseelse, at dens Glans bredte sig over alle Lande, så alle Folk anså ham for Lyset, der var vendt tilbage til Verden, og der ikke var noget Sted på hele Jordens Kreds, hvor man ikke bøjede sig for hans Guddomsmagt. Da han fik Nys om, at hans Søn Bue, som han havde avlet med Rind, lagde sig ivrig efter Krigsvæsenet, kaldte han ham for sig, bød ham mindes sin Broders Død og opfordrede ham til hellere at tage Hævn over Balders Banemænd end kriges med Folk, der ingen Ting havde gjort ham, eftersom Kamp sømmer sig bedst og bringer mest Held, når den har en Guderne velbehagelig Grund i et retfærdigt Ønske om Hævn.

Imidlertid spurgtes det, at Gevar svigefuldt var bleven tagen af Dage af sin Statholder Gunne. Hød rustede sig da af alle Kræfter for at hævne hans Død, fangede Gunne, kastede ham på et Bål og brændte ham levende til Straf for, at han ved Nattetid var kommen bag på Gevar og havde brændt ham inde. Efter således at have hævnet sin Fosterfaders Død satte han hans Sønner Herlet og Gerit til at råde over Norge.

Derefter stævnede han sine Stormænd til Tinge og sagde dem, at i den Krig, han nu skulde til at føre med Bue, vilde han komme til at lade Livet, hvilket ikke var noget, han havde en usikker Formodning om, men havde tilforladelige Spåmænds Ord for. Han bad dem derfor om at lade hans Søn Rørik blive Konge efter ham, for at ikke onde Mennesker skulde mage det så, at Kongemagten gik over til fremmede og ukjendte Slægter; han vilde føle større Glæde ved at vide, at hans Søn skulde være hans Eftermand, end Sorg ved Tanken om sin nær forestående Død, sagde han. Det føjede de ham strax i, og derefter holdt han Slag med Bue og faldt. Men Bue havde ingen Glæde af Sejren; thi han blev så hårdt såret, at hans Krigere måtte skiftes til at bære ham på Skjold hjem fra Slaget, og Dagen efter døde han under stor Pine af sit Sår. Den ruthenske Hær holdt en prægtig Ligfærd efter ham, opkastede en mægtig Gravhøj over hans Lig og gav den Navn efter ham, for at så ypperlig en Ungersvend ikke alt for hurtig skulde gå Efterslægten af Minde.

Rørik, Hardvendel og Fenge

Kurerne og Svenskerne fik nu i Sinde at angribe Danmark, som de hvert År plejede at bringe Skat, som om Høds Død havde løst dem fra deres Skatskyldighed; det gav også Slaverne Mod til at falde fra, og flere andre Folk blev fra Undersåtter til Fjender. For at afværge denne Uret kaldte Rørik Danskerne under Våben, mindede dem om Forfædrenes Bedrifter og opflammede dem ved kraftig Formaning til at vise sig som tapre Mænd. For ikke at føre Krig uden at have en Høvding, som de så', de ikke kunde undvære, valgte Fjenderne sig en Konge, og efter at have lagt to Afdelinger af deres Hær i Skjul rykkede de frem i åben Mark med Resten. Men Rørik lod sig ikke nare af deres List. Da han så', at hans Flåde var kommen ind i en snæver og grund Vig, lod han den føre af Grunden og ud på Dybet, for at Fjenden ikke skulde angribe den fra forskjellige Sider, medens den sad fast i Dyndet. Derhos bød han en Del af sine Folk om Dagen at holde sig i Skjul, hvorfra de uventet skulde falde over Fjenderne, når de angreb hans Skibe, så kunde det være, sagde han, at de selv faldt i den Grav, de havde gravet for ham. De Fjender, der lå i Baghold, vidste ikke, hvor forsigtig Danskerne havde båret sig ad, og var ubesindige nok til at gjøre et Udfald og blev alle dræbte. Resten af Slaverne, som ikke vidste noget om det Nederlag, deres Stalbrødre havde lidt, kunde ikke begribe, hvorfor Rørik tøvede så længe, og efter at de længe havde ventet på ham i Tvivl og Uvished, og det Dag for Dag faldt dem besværligere, besluttede de omsider at angribe ham med deres Flåde.

Der var iblandt dem en Mand, som udmærkede sig ved sin høje Væxt og var en stor Troldkarl. Da de fik Øje på Danskernes Rækker, sagde han til dem: " Lad en Kamp på Tomandshånd gå forud for det almindelige Nederlag, for at de manges Fare kan forebygges ved, at nogle få opofrer sig. En sådan Dyst vil jeg ikke undslå mig for, om nogen af jer drister sig til at gå imod mig, men jeg forlanger, at der skal stilles ét Vilkår, som jeg vil udtrykke således: Sejrer jeg, er vi for Fremtiden fri for Skat, bukker jeg under, udredes Skatten som hidtil til eder, så at jeg enten som Sejrherre befrir mit Fædreland for Trældomsåget eller, i Fald jeg bliver overvunden, lægger det på det. Hvordan Lykken end føjer sig, byder jeg mig selv som Borgen og Sikkerhed for, at det bliver, som jeg har sagt". En af Danskerne, hvis Mod var større end hans Legemsstyrke, spurgte, da han hørte det, Rørik, hvad den skulde have i Løn, som optog den Kamp, der udæskedes til. Rørik havde sex Armbånd, der dannede en uopløselig Knude, idet de var således snoet ind i hverandre, at de ikke kunde skilles ad; dem lovede han den, der turde påtage sig den Dyst, men Ungersvenden, som ikke stolede på Lykken, svarede: "I Fald jeg kommer godt derfra, Kong Rørik, vil jeg overlade til din Gavmildhed at lønne mig derfor og lade dig selv bestemme Sejrens Pris; men hvis det nu ikke går efter Ønske, hvad Løn mener du da at skylde den overvundne, hvis Lod enten bliver den grumme Død eller tung Skjændsel, thi det er de Følgesvende, Svagheden plejer at få, det er de Overvundnes Sold, hvad andet end den største Vanære venter dem ? Hvad Løn udredes der, hvad Tak ydes der den, der ikke vinder Tapperhedens Løn ? Hvem fletter Kranse til den, der bukker under i Strid, hvem rækker ham Sejrspris? Tapperhed, ikke Afmagt tilkjendes Prisen, og den, der ikke har Lykken med sig, vinder ingen Hæder; Tapperhed får Ros og Ære, Uheldet følges enten af en uhæderlig Død eller af et Liv i Skjændsel. Jeg ved ikke, til hvilken Side Krigslykken vil vende sig, og vil derfor ikke dumdristig anmasse mig til at begjære en Løn, om hvilken jeg ikke ved, om den med Rette tilkommer mig, thi den som ikke er vis på Sejren, hør ikke tilegne sig Sejrherrens visse Løn. Så længe det er uvist, hvad Udfald Sagen får, vil jeg ikke kræve Sejrskransen, som om jeg havde fortjent den; jeg vil ikke tage imod Guld og Gods, der lige så godt kan blive mig Dødsens som Livsens Sold. Det er Dårskab at gribe efter umoden Frugt og at ville plukke den, før man ved, om man har Ret dertil. Denne min Hånd skal enten bringe mig Sejr eller Død". Efter at have talt sålunde hug han til Fjenden med sit Sværd, men hans Lykke var ringere end hans Mod, thi han blev slået tilbage og faldt for det første drøje Hug. Det var et bedrøveligt Syn for Danskerne, men Slaverne gjorde stor Stads af deres sejrrige Landsmand og tog imod ham med festlige Danse. Dagen efter tren han igjen frem for Danskerne og udæskede dem ligesom forhen, hvad enten nu den nys vundne Sejr havde gjort ham hovmodig, eller han var begjærlig efter at vinde en ny; thi han troede, at det var Danskernes tapreste Mand, han havde fældet, og at ingen anden af dem havde Mod til at kæmpe med ham. Han stolede på, at han ved den ene Kæmpes Fald havde lammet hele Hærens Kræfter og tænkte, at intet mere vilde falde ham vanskeligt, hvad han så end prøvede på, thi intet nærer Hovmod mere end Held, og Medgang er den kraftigste Spore for Overmod.

Det gik Rørik nær til Hjærte, at én Mands Frækhed skulde lamme hele Hærens Mod, at Danskerne, der havde vundet så stor Navnkundighed ved deres Sejre, ikke blot blev overmodig behandlede, men ligefrem skammelig ringeagtede af dem, de fordum havde overvundet, og at der iblandt så mange Krigere ikke fandtes nogen, der havde så frejdigt Mod eller så stærk en Hånd, at han fik Lyst til at ofre sin Velfærd for sit Fædreland. Denne Danskernes skammelige Sendrægtighed rådede en Mand ved Navn Ubbe Bod på ved sin Højsindethed. Han var større og stærkere end de fleste og dygtig i Trolddomskunster. Han spurgte også med velberåd Hu om, hvad han skulde have i Kampløn, og Kongen lovede ham Armbåndene. "Hvor kan jeg stole på dit Løfte", sagde Ubbe, "når du selv beholder Kampprisen i Hænde i Steden for at give en anden den i Forvaring? Lad en komme hid og tage den i sin Varetægt, for at du ikke siden skal tage dit Løfte tilbage; thi urokkelig Vished om Kampens Løn opflammer Kæmpernes Mod". Det er nu sikkert nok, at han blot sagde dette for Spøg, thi kun Tapperhed drev ham til at afværge sit Lands Forsmædelse; men Rørik, som troede, at det var Griskhed, der lagde ham de Ord i Munden og ikke vilde have Skin af imod kongelig Sæd at ville tage sin Gave tilbage eller at tilbagekalde sit Løfte, vilde da, som han stod der på Skibet, med et vældigt Kast slynge Armbåndene over til ham. Det mislykkedes nu for ham på Grund af den store Afstand, han satte for lidt Kraft på, så Armbåndene nåede ikke så langt hen, som de skulde, og faldt i Vandet, og heraf fik han Tilnavn og blev kaldt Rørik Slyngebånd. Dette gav Anledning til, at Ubbe gav et stort Bevis på sin Tapperhed; thi det, at han gik glip af sin Løn ved, at den gik til Bunds, fik ham ikke til at opgive sit dristige Forehavende, for at det ikke skulde få Udseende af, at hans Tapperhed var i Gjerrighedens Sold. Derfor higede han ivrig efter at komme til at slås og viste, at han var mere opsat på at gjøre, hvad hæderligt var, end optagen af Vindesyge, at han satte Tapperhed over Griskhed, og at den tillidsfulde Fortrøstning, han havde, ikke havde sin Grund i Håb om Belønning, men i Højsind. Der blev strax afstukket en Kreds, Krigerne flokkedes om den, Kæmperne tørnede sammen med Bulder og Gny, og Tilskuerne råbte deres forskjellige Ønsker om Stridens Gang i Munden på hverandre. De to Kæmper var Fyr og Flamme og gav hinanden Hug på Hug, til de faldt, så Kampen og begges Liv fik Ende på én Gang; jeg tænker, at Lykken føjede det så, for at ingen af dem skulde få Ære og Gammen af den andens Død. Men dette Udfald fik Oprørerne til at falde til Føje over for Rørik, og de betalte atter Skat som hidtil.

Ved samme Tid satte Rørik Brødrene Hardvendel og Fenge, hvis Fader Gervendel havde været Høvedsmand i Jylland, ved Styret samme Steds. Efter at han havde været Høvedsmand i tre År, havde Hardvendel vundet så stor Navnkundighed ved sine Vikingetog, at Kong Koll i Norge, der var skinsyg på ham for hans Bedrifter og Ry, kom på de Tanker, at det vilde være en stor Hæder for ham, om han ved at overvinde ham kunde fordunkle den Glans, der vidt og bredt stod om denne Vikings Navn. Efter at have sejlet vidt og bredt omkring og spejdet efter ham stødte han omsider på hans Flåde. Der lå en Ø midt ude i Havet, og ved den havde de to Vikinger lagt til med deres Skibe, hver på sin Side af den. Kysten var så fager, at de begge fik Lyst til at gå i Land, og Egnens Dejlighed lokkede dem længere og længere ind i Landet, hvor de vankede om i de grønne Lunde og Skove, og der traf det sig så, at de mødte hinanden ganske ene. Hardvendel tog da først til Orde og spurgte Kong Koll, hvilken Måde han helst vilde slås med ham på; selv syntes han bedst om at der var så få med dertil som muligt, sagde han; Tvekamp var bedre end nogen anden Slags Kamp skikket til at vinde Sejr ved Tapperhed; thi i den havde man kun sit eget Mod at stole på, eftersom fremmed Hjælp var udelukket. Koll undrede sig over Ungersvendens kjække Ord og svarede: "Eftersom du overlader til mig at vælge hvorledes vi skulle kæmpe, mener jeg, at vi gjør bedst i at slås på Tomandshånd uden Forstyrrelse af andre; thi både kræver den Kamp måde mest Mod og fører hurtigst til Sejr, det er vi ganske enige om, og den Mening er vi komne til af os selv, hver for sig. Men eftersom Udfaldet er uvist, bør vi love at behandle hinanden høvisk, og ikke lade os således rive med af vor Lidenskab, at vi undlader at vise hinanden den sidste Ære. Vort Sind er nu opfyldt af Had, men det bør dog også have Plads til Kjærlighed, at den, når Tiden kommer, kan afløse Naget, thi ihvorvel der er Splid imellem vore Sjæle, bør dog Naturens Ret forsone os, den knytter et Bånd imellem os, hvor stor den Avind end er, som skiller os ad. Lad det derfor være en hellig Aftale imellem os, at den, som sejrer, sørger for den overvundnes Ligfærd; thi det er Høviskhedens sidste Pligt, som ingen retsindig Mand unddrager sig. Begge vore Hære skulle uden Nag i Endrægtighed røgte dette Hverv. Efter Døden bør al Avind være forbi, ved Graven bør Fjendskabet høre op. Lad os ikke være så grumme, at vi forfølge hinanden hinsides Graven, om der end var Had imellem os i levende Live, Det vil være en Ære for Sejrherren, at han giver den overvundne en prægtig Ligfærd; thi den, der giver sin døde Fjende, hvad der tilkommer ham, vinder de efterlevendes Kjærlighed, og den, der beflitter sig på at vise Høviskhed imod den hedengangne, overvinder de levende ved sin Kjærlighedsgjerning. Der er også en anden ikke mindre sørgelig Skæbne, nemlig at man undertiden vel beholder Livet, men bliver lemlæstet; den, hvem det overgår, mener jeg, man bør være lige så villig til at tage sig af som den, Døden rammer. Det hænder ofte, at man slipper fra Kampen med Livet, men efter at have sat sin Førlighed til, og det regnes for en tungere Skæbne end Døden; thi når man er død, er alting glemt, men Krøblingen kan ikke slippe bort fra sit lemlæstede Legeme. Den Ulykke bør der også rådes Bod på. Lad os derfor være enige om, at dersom en af os bliver lemlæstet, får han af den anden ti Mark Guld i Skadeserstatning; thi byder Kjærlighed os at ynkes over andres Ulykker, hvor meget mere bør man da ikke ynkes over sine egne? Enhver bør sørge for sit Legems Tarv; den, der undlader det, er for Selvmorder at regne".

Efter at de havde givet hinanden Hånden herpå, begyndte de Kampen; hverken det, at de mødtes for første Gang, eller den vårgrønne Skovs Fagerhed afholdt dem fra at krydse Sværd med hinanden. Hardvendel, som i sin overvættes Hidsighed var mere opsat på at angribe sin Fjende end på at skjærme sit eget Legeme, kastede Skjoldet og svang Sværdet med begge Hænder. Hans Dristighed fik sin Løn; thi efter at han havde hugget så længe på Kolls Skjold, at der ikke var stort tilbage af det, hug han den ene Fod af ham, og det blev hans Banesår. Som aftalt var, gav han ham en kongelig Ligfærd og lod opkaste en prægtig Høj over ham. Derefter forfulgte og dræbte han hans Søster Sela, der også var vel forfaren i alt, hvad der hørte til Viking og Krigsvæsen.

Efter i tre År at have øvet de største Heltebedrifter skjænkede Hardvendel Rørik de Våben og alt det udsøgte Bytte, han havde taget, for at komme så meget højere i hans Gunst, og Kongen fattede da også så stort Venskab for ham, at han gav ham sin Datter Gerut til Ægte, med hvem han avlede en Søn Amlet.

Den store Medgang, Hardvendel havde, vakte hans Broder Fenges Avind, så han besluttede at tage ham af Dage. Så lidt kan Dyden være tryg; selv over for den gjælder det, at Frænde er Frænde værst. Da han så' Lejlighed dertil, betænkte han sig ikke på at følge sit Hjærtes grumme Lyst og besudle sine Hænder med sin Broders Blod, og til Brodermord føjede han så Blodskam, idet han ægtede sin myrdede Broders Hustru. Det går jo nemlig for det meste så, at når en har begået en Forbrydelse, er han strax rede til at begå en ny, idet den ene driver ham til den anden. Så fræk og snedig var han derhos til at dække over sin skjændige Gjerning, at han gav det Udseende af, at han havde begået sin Misgjerning i en god Mening og smykkede Brodermordet med Kjærlighedens Navn, idet han foregav, at skjønt Gerut var så blid af Sind, at hun ikke gjorde nogen den ringeste Fortræd, havde hendes Husbond båret det voldsomste Had til hende, og at han havde dræbt sin Broder for at frelse hende, fordi det tyktes ham uværdigt, at så blid en Kvinde, der ikke havde den ringeste Smule Galde i sig, skulde finde sig i hans grumme Hårdhed. Den Løgn forfejlede da heller ikke sin Hensigt; thi høje Herrer, som ikke så sjælden skjænke Smigrere deres Gunst og holde Øretudere i Ære, er det ikke svært at få til at tro på en Løgn. Således betænkte Fenge sig ikke på med lige forbrydersk Sind at gjøre sig skyldig i en dobbelt Ugudelighed ved at besmitte sin Broders Ægteseng efter først at have myrdet ham.

Da Amlet så' det, fandt han det ikke rådeligt at bære sig fornuftig ad for ikke derved at vække Mistanke hos sin Farbroder; han stillede sig derfor an, som om han var tåbelig og i højeste Måde havde taget Skade på Forstanden, og ved dette snilde Påfund skjulte han ikke blot, hvad der boede i ham, men reddede også sit Liv. Han lå stadig hjemme ved sin Moders Arne og døsede i Skarnet og smurte sig til over hele Kroppen med alskens Uhumskhed, så han var fæl at se, og Trækkene i hans Ansigt, der var dækket af Smuds, var prægede af den latterligste Fjollethed, ligesom alt, hvad han sagde, lød helt forrykt, og alt, hvad han tog sig for, vidnede om fuldstændig Sløvhed; kort sagt, man skulde ikke tro, han var et Menneske, men et latterligt Uhyre, der var helt fra Sans og Samling. Stundom, når han sad ved Arnen og ragede i Asken med Hænderne, lavede han Trækroge, som han så hærdede i Ilden og krummede i Enderne, så de kunde hægtes tæt sammen. Da han en Gang blev spurgt, hvad det var, han tog sig for, svarede han, at han lavede hvasse Spyd til at hævne sin Fader med, hvilket Svar vakte ikke liden Lystighed, thi alle anså dette hans Arbejde for latterligt og ørkesløst, skjønt netop det siden hjalp ham til at fuldbyrde sit Forsæt. Den Snildhed, der i Virkeligheden var i dette Svar, vakte nu imidlertid først Mistanke hos dem, der så' dybere i Tingene, om at han var klogere, end han så' ud til, thi den Flid og Omhu, hvormed han arbejdede på så ringe Ting, tydede på en Sindrighed, som han holdt hemmelig, og man kunde heller ikke tro, at den, der forstod at bruge sine Hænder så snildt, havde Skade på Forstanden. Han plejede også at samle disse svedne Kjæppe i en Dynge og at gjemme dem på det omhyggeligste, og somme påstod derfor, at hans Forstand var god nok, men at han dulgte sin Kløgt under påtagen Enfoldighed og rugede over dybe Planer, som han snildelig skjulte. De mente, at den bedste Måde at komme under Vejr med hans Listighed på var på et hemmeligt Sted at lade ham møde en dejlig Kvinde, der så skulde prøve på at forlokke ham til Elskov, thi Trangen til Elskov er så heftig, at den ikke lader sig skjule, den vilde være for stærk til, at han kunde holde den i Tømme ved Snildhed, og hvis hans Galskab var forstilt, vilde han, når Lejlighed gaves, strax give efter for sin Lyst. Der blev da sat nogle Folk ud på ham, som skulde ride langt ind i Skoven med ham og hemmelig være til Stede, når han blev sat på den Prøve. Det traf sig så, at der blandt dem var en, som havde haft Amme sammen med Amlet, og som ikke havde glemt den Kjærlighed, der havde været imellem dem i deres fælles Barndoms Dage; for ham betød Mindet om deres fordums Samliv mere, end hvad der nys var blevet ham pålagt, og han fulgte med Amlet blandt de beskikkede Mænd mere for at give ham et Vink end for at lokke ham i Fælden, thi han tvivlede ikke om, at der vilde times ham det værste, dersom han ved det ringeste Tegn gav til Kjende, at han var ved sin Fornuft, og især hvis han for deres Øjne hengav sig til Elskov. Det indså Amlet nu også godt selv, og da man bød ham stige til Hest, satte han sig med Vilje således op, at han vendte Ryggen til Hestens Hoved og Ansigtet til Halen, og på denne lagde han Bidslet, som om det var hans Mening at styre Hestens Fart ved den. Ved dette snilde Påfund skuffede han Farbroderens Anslag og undgik Snaren. Det var ellers et nok så latterligt Syn, da Hesten løb af Sted uden Tømme med en Rytter, der styrede den ved Halen.

Da de på Vejen mødte en Ulv i et Krat, og hans Ledsagere sagde, at det var en Ung Hest, sagde Amlet, at Fenge havde alt for få af den Slags gående imellem sit Kvæg, hvorved han på en lige så stilfærdig som vittig Måde ønskede ondt over, hvad der hørte hans Farbroder til. Da de hertil bemærkede, at det var meget forstandigt svaret, sagde han, at han med Vilje havde udtrykt sig således, for at man ikke i nogen Måde skulde kunne sige om ham, at han fo'r med Løgn. Det var ham nemlig om at gjøre kun at sige, hvad han mente, derfor sagde han det på en så sindrig Måde, at man ikke kunde sige, han løj, og heller ikke på Grund af den sindrige Iklædning få fat i hans virkelige Mening.

Nede ved Strandbredden så' de Roret af et strandet Skib, og hans Ledsagere sagde da, at det var en svært stor kniv, de der havde fundet. "Ja, sagde han, "den skal have en ualmindelig stor Skinke at skære i", hvorved han tænkte på Havet, som Rorets Størrelse passede godt til. Da de kom forbi nogle Sandklitter og gjorde ham opmærksom på dem med den Bemærkning, at det var noget dejligt Mel, svarede han, at det jo også var malet af Stormen og Havets Skum, og da hans Ledsagere roste dette Svar, sagde han selv, at det var meget klogt sagt. Da de med Vilje havde forladt ham, for at han så meget dristigere kunde følge sin Lyst, mødte han ligesom ved et Tilfælde på et afsides Sted den Kvinde, hans Farbroder havde sat ud på ham, og han vilde sikkert strax have taget hende i Favn, hvis ikke hans Diebroder havde givet ham et lønligt Vink om, at der var Forræderi med i Spillet. Efter at denne havde overvejet, hvorledes han bedst skulde bære sig ad med hemmelig at advare ham og få ham til at styre sin farlige Lyst, havde han nemlig fundet på at anbringe en Avne, han fandt på Jorden, under Bagen af en Bremse, som han så gjennede lige hen til det Sted, hvor han vidste Amlet var, og dermed gjorde han ham, som ikke anede Uråd, en stor Tjeneste; Amlet var nemlig lige så snild til at forstå Advarslen som den anden til at finde på den, thi da han så' Bremsen med Avnen på Bagen, skjønnede han strax, at det var et hemmeligt Vink om, at der var Ulve i Mosen. Da han nu således havde fået sin Mistanke vakt og Skræk i Blodet, tog han, for at kunne være tryggere, Kvinden med hen til et afsides Sted, hvor der var fuldt op af Moser, og der fuldbyrdede han sin Hensigt og bad hende derhos på det indstændigste om ikke at røbe det til nogen, hvilket hun var lige så villig til at love ham som han ivrig til at bede hende derom; thi hun var bleven opfostret sammen med ham og holdt derfor overmåde meget af ham.

Da Amlet kom hjem, og de alle for Løjer spurgte ham, om han så havde fået sin Elskov styret, svarede han ja, han havde hvilet i Pigens Favn, og da de videre spurgte, hvor det var gået for sig og hvilke Bolstre de havde hvilet på, svarede han, at de havde ligget på en Hestehov, en Hanekam og nogle Loftsfelter, han havde nemlig, for ikke at blive nødt til at lyve, taget lidt af hver af disse Ting med, da han gav sig ud på denne Fristefærd. Dette Svar vakte da også almindelig Latter, skjønt hans spøgefulde Ord ikke sagde andet, end hvad sandt var. Da de nu også spurgte Pigen, svarede hun, at der ikke havde været noget imellem dem, og det troede de så meget villigere, som ingen af dem, der havde været med, vidste noget om, hvad der var foregået; men han, som havde givet Bremsen Avnen at flyve med, sagde, for at Amlet kunde vide, at det var ham, der havde frelst ham ved sit snilde Påfund, at han nylig ganske særlig havde været betænkt på hans Tarv. Amlet gav ham et lige så snildt Svar; thi for at han kunde vide, at han var ham taknemlig for det Vink, han havde givet ham, sagde han, at han nok havde set, at der kom noget flyvende i fuld Fart med et Strå på Ryggen og en Avne i Bagen. De andre var ved at revne af Latter over det Svar, men Amlets Ven glædede sig over hans Forstand.

Da han nu således havde narret dem alle, og ingen kunde få hans Forstandskiste dirket op, sagde en af Fenges Venner, der var klogere i sine egne Tanker end i Virkeligheden, at det ikke lod sig gjøre ved almindelig Snedighed at få en Forstand, der var så godt gjemt, frem for Dagens Lys, han var alt for stædig, til at man kunde komme nogen Vegne med ham ved at stille ham på lette Prøver, hans Snedighed var så mangfoldig, at det ikke kunde nytte at bruge simple Midler. Derfor havde han nu ved at granske dybt over Tingene udfundet en sindrigere Fremgangsmåde, som det ikke var svært at følge, og som sikkert vilde føre til, at de kom på det rene med, hvad de søgte at få at vide. Fenge skulde nemlig lade, som om han for en vigtig Sags Skyld var nødt til at rejse bort, og så skulde Amlet lukkes ind i Sovekammeret til sin Moder, efter at der først, uden at nogen af dem vidste det, var stillet en Mand på Lur i en Krog derinde for at give nøje Agt på, hvad de talte sammen; dersom Amlet var ved sin Forstand, vilde han nemlig ikke tage i Betænkning at tale rent ud til Moderen, thi hendes Ærlighed vilde han ikke være bange for at stole på. For at vise, at han lige så fuldt var Mand for at føre sin Plan igjennem som for at finde på den, tilbød han selv at påtage sig den Spejdertjeneste. Fenge blev glad over dette Forslag og drog bort under Påskud af, at han skulde på en lang Rejse. Manden, som havde fundet på dette Råd, havde lønlig listet sig ind i Kammeret, hvor Amlet skulde være sammen med sin Moder, og skjult sig i Halmen, Gulvet var strøet med. Men Amlet fandt også Udvej til at undgå den Snare. Da han frygtede for, at der var Lurere, bar han sig først ad på sin sædvanlige vanvittige Måde, galede som en Hane, baskede med Armene, som om det var Vinger, og sprang omkring i Halmen for at prøve, om der lå nogen gjemt i den. Da han mærkede noget ligesom en Klump under Fødderne, stak han i det med sit Sværd, gjennemborede det og trak så Manden frem af hans Skjul og slog ham ihjel, derpå huggede han hans Lig i Stykker, kogte Stumperne og kastede dem i Kulen til Æde for Svinene, så Uslingens Krop fik sit Leje i Skarn og Uhumskhed, Efter at han således havde fået Lureren af Vejen, gik han atter ind i Kammeret, og da hans Moder nu begyndte at græde og jamre sig over hans Forrykthed, sagde han: "Hvorfor søger du, skammelige Kvinde, at skjule din grove Synd med falske Tårer, du, der som en fræk Skjøge skjænder og besudler dit Leje, idet du fuld af Ukyskhed favner din Husbonds Morder og med de væmmeligste Kjærtegn slesker for den, der har undlivet din Søns Fader? Således tager Hopper imod de Hingste, der har overvundet dem, de før holdt sig til; det er umælende Dyrs Natur snart i Flæng at parres med en, snart med en anden, og du viser jo noksom ved at bære dig ad som de, at du har glemt din første Mand. Jeg stiller mig ikke uden Grund an, som om jeg var forrykt, thi jeg tvivler ikke om, at han, der har myrdet sin Broder, også vilde fare frem med samme Grumhed imod andre Frænder. Derfor er det bedre, at jeg har Udseende af at være gal end af at være klog; ved at lade, som om jeg er rent forrykt redder jeg Livet. I mit stille Sind pønser jeg dog stadig på at hævne min Fader; men jeg passer mit Snit, jeg venter på gunstig Lejlighed dertil. Hver Ting må have sin Tid og sit Sted. Over for en falsk og grum Mand må man gå mere snedig til Værks. Du har derfor ikke nødig at jamre dig over min Forrykthed, med mere Føje burde du græde over din egen Skjændsel, snarere sørge over, at din egen Sjæl er i Ulave, end over at andres er det. Og glem så for Resten ikke at holde Tand for Tunge". Ved således at overdænge sin Moder med hårde Ord fik han hende til at vende tilbage til Dyd og Ærbarhed og til at indse, at hendes fordums Kjærlighed var mere værd end den Vellyst, hun havde givet sig hen til.

Da Fenge vendte tilbage, og Spejderen ingen Steds var at finde, lod han længe på det ivrigste søge efter ham, men alle sagde, at de hverken havde hørt eller set noget til ham. De spurgte også for Spøg Amlet, om han ikke havde Færten af, hvor han var bleven af; han svarede, at han var gået i Kulen og gået til Bunds der, og så havde Svinene ædt ham med alt det Skarn, han havde fået på sig. Skjønt hans Ord indeholdt en Tilståelse af Sandheden, lo de dog blot ad den, fordi den lød som Vanvid.

Fenge havde nu imidlertid stadig en stærk Mistanke om, at hans Stifsøn pønsede på Svig, og vilde derfor gjærne tage ham af Dage, men da han ikke selv turde gjøre det af Frygt både for hans Bedstefader Røriks og hans Moders Vrede, besluttede han, for selv at kunne lade, som han var uden Skyld, at få en anden til at gjøre det og lade Kongen af England myrde ham, idet han, opsat, som han var, på at skjule sin Grumhed, hellere vilde bringe Skjændsel over sin Ven end pådrage sig selv Vanry. Ved sin Bortrejse pålagde Amlet lønlig sin Moder, når der var gået et År, at tjælde Hallen med Tæpper og holde hans Gravøl, som om han var død; til den Tid lovede han at komme tilbage. I Følge med ham var to af Fenges Hirdmænd, der havde Brev med til Kongen af England, i hvilket det pålagdes ham at lade den medfølgende unge Mand dræbe - det var indristet i en Trækjevle, hvilket i gamle Dage var en meget almindelig Måde at skrive Brev på. Medens de sov, ransagede Amlet deres Gjemmer og fik fat i Brevet, og da han havde læst det, skrabede han Indholdet ud og ristede noget helt andet i Stedet, idet han satte sine Rejsefællers Navne i Steden for sit eget og anmodede om, at de måtte blive ombragte. Og ikke nok med, at han således friede sig selv fra Døden og lod den komme over de andres Hoveder, tilføjede han falskelig en Anmodning i Fenges Navn, om at Kongen af England vilde give den højst forstandige unge Mand, han sendte ham, sin Datter til Ægte.

Da de kom til England, og Sendemændene fik Foretræde for Kongen, overrakte de ham Brevet, som de troede skulde bringe en anden Døden, men som i Virkeligheden indeholdt deres egen Dødsdom. Kongen lod som ingen Ting og tog venlig og gjæstfrit imod dem, men Amlet agtede det kongelige Måltid, der anrettedes for dem, så ringe, som om det var den simpleste Mad, vendte sig med en Afholdenhed, som alle undrede sig over, fra Bordets rige Overflod og vilde hverken spise eller drikke. Alle så' med Forundring på, at denne fremmede unge Mand bar sådan Afsky for det kongelige Bords lækre og med Overdådighed tillavede Retter, som om det havde været grov Bondekost. Da Måltidet var til Ende og Gjæsterne gik til Ro, lod Kongen en Mand skjule sig i deres Sovekammer for om Natten at erfare, hvad de talte sammen. Da Amlets Rejsefæller nu spurgte, hvorfor han, da de sad til Bords, ikke havde villet røre Maden, som om det havde været Gift, svarede han, at Brødet var besmittet med Blod, Øllet smagte af Jærn, Flæsket stod der Stank af som af Menneskelig, det havde været en død Mands Ådsel for nær og var blevet fordærvet deraf. Han sagde endvidere, at Kongen havde Trælleøjne, og at Dronningen i tre Ting havde båret sig ad som en Trælkvinde, og smædede således nok så meget dem, der havde ladet Maden lave, som Maden selv. Hans Stalbrødre skjændte nu på ham, fordi han nu igjen kom med sit gamle Vanvid, og begyndte at spotte ham og give ham spydige Ord, fordi han lastede, hvad han burde rose, klagede over, hvad godt var, førte usømmelig Tale om så ypperlig en Konge og en Kvinde af så høviske Sæder, og ved sine forsmædelige Ord tilføjede dem den største Tort, skjønt de begge var al Ære værd.

Da Kongen fik dette at vide af sin Drabant, sagde han - og ved de få Ord viste han, hvor kløgtig han var -, at enten måtte dette Menneske have mere Forstand end andre, eller han måtte være forrykt. Han lod derpå sin Foged kalde og spurgte, hvor han havde Brødet fra. Da Fogden svarede, at det var lavet af deres egen Bager, spurgte Kongen, hvor Kornet, det var bagt af, havde voxet, og om der var Tegn til, at nogen var bleven slået ihjel der, og Fogden sagde da, at der tæt ved Kongsgården var en Mark, der var fuld af gamle Ben af slagne Mænd, så det var tydeligt nok, at der i gamle Dage havde fundet et stort Mandefald Sted, og der havde han i Håb om at få overmåde mange Fold ladet Vårsæden så, fordi der var mere Grøde i Jorden der end anden Steds, og det kunde jo derfor nok være, at Brødet havde fået nogen Afsmag af de rådne Ben. Da Kongen hørte det, skjønnede han, at det var rigtigt, hvad Amlet havde sagt, og han vilde nu også have at vide, hvor Flæsket kom fra. Fogden sagde da, at hans Svin som Følge af, at der ikke var blevet passet tilstrækkelig på, var slupne ud og havde ædt det forrådnede Lig af en Røver, så det kunde måske være, at det var deraf deres Kjød smagte fordærvet. Da Kongen var kommen på det rene med, at Amlet også havde haft Ret i dette, spurgte han, hvad Øllet var brygget af, og da Fogden svarede, at det var brygget af Spelt og Vand, lod han grave dybt i det Kildevæld, Fogden viste ham, og der fandt de en Mængde rustne Sværd, som man holdt for havde givet Vandet Afsmag. Andre siger, at det var Mjøden, Amlet lastede, fordi han, da den blev øst op, fandt nogle Bier i den, der havde ædt af en død Mands Ister, og så var den dårlige Smag gået over i Mjøden fra Honningen. Da Kongen nu således så', at det havde sin Rigtighed med den Afsmag, Amlet havde anket over, og yderligere, da han spurgte ham, hvad han mente med de nedsættende Ord, han havde sagt om hans Øjne, fik at vide, at han havde sigtet til en Plet, der hvilede på hans Herkomst, talte han hemmelig med sin Moder og spurgte hende, hvem der var Fader til ham. Da han, efter at hun havde svaret, at hun ikke havde haft Samkvem med andre end Kongen, truede hende med, at han nok skulde få Sandheden ud af hende ved Hjælp af Pinebænken, tilstod hun, at det var en Træl, der var Fader til ham, og af denne aftvungne Bekjendelse fik han således at vide, hvorledes det forholdt sig med den Plet på hans Herkomst, Amlet havde hentydet til. Men medens han skammede sig over sin lave Byrd, glædede han sig på den anden Side over den unge Mands Kløgt, og han spurgte ham nu, hvorfor han havde tilføjet Dronningen den Tort at sige, at hun bar sig ad som en Trælkvinde. Men da han nu således besværede sig over, at hans Gjæst om Natten havde talt nedsættende om hans Hustrus Høviskhed, fik han at vide, at hendes Moder virkelig var en Trælkvinde, thi Amlet sagde, at de tre Ting, han havde ment, da han lastede hende for at bære sig ad som en Trælkvinde, var for det første, at hun på sådanne Kvinders Vis svøbte Hovedet ind i sin Kåbe, for det andet, at hun kiltrede sin Kjortel op, når hun gik, og for det tredje, at hun stangede sine Tænder og tyggede Madresterne, og for at han kunde se, at hun ikke blot havde Trællelader, men også var af Trællebyrd, fortalte han ham, at hendes Moder var bleven taget til Fange og gjort til Trælkvinde.

Kongen fik nu sådan Ærbødighed for hans Klogskab, som om det var guddommelig Visdom, han var begavet med, og gav ham sin Datter til Ægte, og alt, hvad han sagde, tog han, som om det kom fra Himlen. Hans Ledsagere lod han i Henhold til sin Vens Anmodning hænge Dagen efter. Amlet lod, som om han blev fortrydelig over denne Vennetjeneste, som om det var en Uret, der var sket ham, og Kongen gav ham da i Mandebod noget Guld, som han senere lod smelte og hemmelig støbe ind i nogle hule Træstokke.

Da han havde været i England et År, bad han om Lov til at rejse og vendte hjem, og af alle de Skatte, Kongen havde givet ham, tog han ikke andet med end Stokkene med Guldet i. Da han kom til Jylland, afførte han sig sine fine Klæder og aflagde sit høviske Væsen og antog i Steden derfor med Vilje atter de latterlige Lader, han tidligere havde båret til Skue, og da han bedækket med Smuds trådte ind i Hallen, hvor de var ved at holde hans Gravøl, vakte det den største Forbavselse hos alle, at Rygtet altså havde løjet ham død. Deres Forskrækkelse forvandledes imidlertid omsider til Lystighed, og Gjæsterne gjorde Løjer med hverandre. fordi de holdt Gravøl efter ham, som om han var død, og så stod han levende iblandt dem. Da de spurgte ham, hvor hans Stalbrødre var, viste han dem Stokkene, han havde med, og sagde, at her var de begge to, og det er jo ikke så lige at sige, om dette Svar var mest sandfærdigt eller morsomt, thi skjønt de fleste anså det for tåbeligt, var det jo overensstemmende med Sandheden, for så vidt som han i de dødes Sted viste dem den Mandebod, han havde fået for dem. Derpå gav han sig til at hjælpe Mundskjænkene for at få Lystigheden bedre i Gang imellem Gjæsterne og drak dem flittig til, og for at hans side Kjortel ikke skulde hindre hans Gang, bandt han den op med sit Sværdbælte, og Sværdet trak han jævnlig ud af Skeden og sårede sig med dets od i Fingerspidserne, hvorfor nogle af Gjæsterne slog en Jærnnagle igjennem det og Skeden, så at det ikke kunde drages. For så meget tryggere at kunne bane Vejen for sit Anslag skjænkede han flittig for Hirdmændene, fik dem til at tømme det ene Horn efter det andet og overvældede dem alle således med Drik, at de af Drukkenskab ikke kunde stå på Benene og lagde sig til at sove i Borgen og således brugte Gildehallen som Sovekammer. Da han nu så', at de var lette at overliste, og at Lejligheden til at udføre hans Forsæt var kommen, hentede han de Kjæppe, han i sin Tid havde lavet til, frem fra Stedet, hvor han havde forvaret dem, og gik atter ind i Huset, hvor Hirdmændene lå hulter til bulter på Gulvet og brækkede sig, alt medens de sov Rusen ud. Han skar Båndene over, der holdt Tæpperne fast, som hans Moder efter Aftale havde tjældet Hallens Vægge med indvendig, og da de faldt ned over de snorkende Mænd, stak han Kjæppene med Krogene i dem og filtrede det hele så uløselig sammen, at ingen af dem, der lå under det, kunde rejse sig, hvor meget de end anstrængte sig. Derpå stak han ild på Huset, Flammerne tog hurtig til i Styrke, så Ilden bredte sig og snart omspændte hele Borgen og fortærede den med alle dem, der var i den hvad enten de nu stadig lå i dyb Søvn, eller de forgjæves søgte at rejse sig. Derpå gik han ind i Fenges Sovekammer, hvor Kongen var bleven båren ind af sine Mænd, rev Sværdet, der hang ved hans Seng, til sig og hængte sit eget i Stedet for. Så vækkede han sin Farbroder og sagde ham, at hans Hirdmænd var ved at brænde op, og at Amlet var kommen, rustet med sine gamle Kroge og opsat på at tage den Hævn, han havde til gode for sin Faders Drab. Da Fenge hørte det, sprang han ud af Sengen og blev fældet, da han savnede sit eget Sværd og forgjæves søgte at drage det, der hang i dets Sted.

En modig Mand og værdig til et evigt Eftermæle var Amlet, som snildelig gav sig Udseende af at være en Tåbe og ved en beundringsværdig godt påtagen Galskab holdt sin overmenneskelige Kløgt skjult og ikke blot ved sin Snildhed fik bjærget Livet, men også ved dens Hjælp fandt Lejlighed til at hævne sin Fader, så det må stå uafgjort hen, om han ved således snildt at vare sig selv og kjækt at hævne sin Fader lagde mest Mod eller Klogskab for Dagen.

Bog 4 >