Saxos Danmarks Krønike - Syvende Bog

---

Af Saxo Gramaticus (ca. 1190 til efter 1208), oversat af Fr. Winkel Horn.
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Frode V

Folk, der er kyndige i gamle Sager, fortæller, at Ingild havde fire Sønner, af hvilke de tre faldt i Krig og kun Olaf blev Konge efter sin Fader; andre fortæller, at Olaf var Søn af Ingilds Søster, hvilket dog er uvist. Efterslægten ved kun liden Besked om hans Bedrifter, som Oldtidens Slør har skjult; kun det sidste Råd, hans Visdom indgav, har overlevet Glemselen. Da han lå på sit yderste, bød han nemlig af Omsorg for sine Sønner, Frode og Harald, at den ene skulde have Magt og Myndighed til Lands, den anden til Vands, og det ikke for bestandig, men således, at de skiftedes til at have den et År ad Gangen. Således blev Kongemagten delt lige imellem dem, men Frode, som først fik Herredømmet til Søs, kom i Vanry for de mange Nederlag, han led på sine Vikingetog. Grunden til, at det gik ham så ilde, var, at hans Søfolk var nygifte og foretrak de ægteskabelige Glæder for Besværlighederne ved Krigstjeneste uden for Landet. Da der var gået en Tid, tilfaldt Herredømmet til Søs den yngre Broder Harald, og han udsøgte sig, af Frygt for at lide samme Skuffelse som Broderen, Krigsfolk, der ikke var gifte. Hans Lykke svarede til det Valg, han havde gjort, thi han vandt som Viking lige så stor Berømmelse, som hans Broder havde fået Vanhæder, og derover blev Broderen misundelig på ham. Hertil kom, at deres Hustruer, Signe og Ulfhild, af hvilke den ene var Datter af Svenskekongen Sivard, den anden af Karl, Statholderen i Gøtland, jævnlig trættedes om, hvem af dem der var mest højbåren, og fik gjort Ende på Samkvemmet imellem deres Mænd, og Følgen blev, at, da Samlivet således var blevet brudt, delte Harald og Frode det Boskab, de havde fælles, og lagde mere Vægt på de trættekjære Kvinders onde Ord end på Broderkjærlighedens Pligter.

Frode mente nu også, at hans Broders Hæder bragte ham i Foragt, og han bød da en af sine Hirdmænd lønlig at ombringe ham, da han skjønnede, at hans Undermand i Alder overgik ham i Mod. Da Dåden var øvet, lod han hemmelig Gjerningsmanden myrde, for at denne hans Medvider ikke skulde røbe Forbrydelsen. Derpå bød han, for at gjøre det troligt, at han var uskyldig, og undgå at blive brændemærket for denne Udåd, at der skulde anstilles en omhyggelig Undersøgelse over, hvorledes det var gået til med den Ulykke, der så uventet havde voldt hans Broders Død. Men hvor mange Kunster han end gjorde, kunde han dog ikke hindre, at Menigmand i sit stille Sind gav ham Skylden. Da han senere en Gang spurgte Karl, hvem der havde dræbt Harald, svarede Karl, at det var falsk af ham at spørge om en Ting, som han godt selv vidste. De Ord blev Karls Død, thi Frode skjønnede, at han hemmelig havde bebrejdet ham Brodermord.

Derpå blev Harald og Halfdan, Haralds Sønner med Karls Datter Signe, stræbte efter Livet af deres Farbroder, men deres Fosterfædre udtænkte et snildt Middel til at frelse deres Liv. De bandt nemlig afhuggede Ulvekløer under deres Fodsåler og lod dem ved tit at løbe omkring opfylde Moradset i Nærheden af Huset, hvor de boede, og den snedækte Jord med deres Spor, for at det skulde se ud, som om der havde været Vilddyr på Færde. Derpå dræbte de nogle Trælkvinders Børn, rev deres Lig i Stykker og spredte deres sønderrevne Lemmer rundt om. Da man nu forgjæves søgte efter de to Knøse, fandt man de spredte Stumper af Ligene, fik Øje på Ulvesporene og så', at Jorden var bestænket med Blod; man troede da, at Drengene var bleven fortærede af grådige Ulve, og næsten ingen kunde tvivle over for et så håndgribeligt Bevis på, at de var bleven sønderrevne. Troen på det, man havde set, blev Knøsenes Værn. Deres Fosterfædre skjulte dem strax i en stor Steneg, for at der ikke skulde være noget Spor af, at de var i Live, og i lang Tid blev der bragt dem Føde under Foregivende af, at de var Hunde; de blev også kaldt ved Hundenavne, for at der ikke skulde komme noget ud om, at de blev holdt skjult. Kun Frode vilde ikke tro på, at de var døde, og han gik til en Kvinde, der var kyndig i Spådomskunst, og spurgte, hvor de var skjulte. Så kraftige var hendes Galdresange, at hun havde Ord for i lang Afstand at kunne se en Ting og drage den frem, om den så var aldrig så godt gjemt. Hun sagde at en Mand ved Navn Ragnar hemmelig havde påtaget sig at opfostre dem og for at skjule dem kaldte dem ved Hundenavne. Da de nu ved hendes Galdresanges overvættes Kraft så' sig dragne ud af deres Skjul og stadig trækkes nærmere og nærmere hen imod Sejdkvindens Øjne, lod de, for ikke at blive forrådte ved den Magt, denne forfærdelige Tvang havde over dem, en Regn af Guld, som de havde fået af deres Fosterfædre, falde i Skjødet på hende. Da hun havde fået denne Gave, lod hun, som hun pludselig blev syg, og faldt om som død. Da Tjenerne spurgte, hvad Grunden var til, at hun således pludselig var faldet sammen, sagde hun, at det var umuligt at udgranske, hvor Haralds Sønner var flyet hen, thi deres Magt var så stor, at den svækkede Virkningen selv af hendes kraftigste Sange; hun måtte derfor nøjes med en ringe Gave og kunde ikke vente nogen større Belønning af Kongen. Da Ragnar nu mærkede, at Rygtet om ham og hans Fostersønner begyndte at blive almindeligt i Folkemunde, drog han til Fyn med dem. Her blev han fanget af Frode og tilstod, at han havde skjult Knøsene, men bad Kongen om at skåne hans Myndlinger, som han havde berøvet deres Fader, han måtte ikke tro, der var nogen Lykke ved dobbelt Frændemord, sagde han. Ved disse Ord forvandlede han Kongens Grumhed til Skamfuldhed og lovede, at hvis de gjorde noget Opstyr i Riget, skulde han melde Kongen det. Således skaffede han sine Myndlinger Sikkerhed og levede mange År uden Frygt.

Da de var bleven voxne, drog de til Sjælland, og da deres Venner bød dem at hævne deres Fader, svor de, at enten de eller deres Farbroder skulde være Dødsens, inden der var gået et År. Da Ragnar fik Nys om det, gik han, tilskyndet af Erindringen om, hvad han havde lovet, ved Nattetid til Kongeborgen og sagde i al Stilhed, at han kom for, som han havde lovet, at meddele Kongen noget, men han vilde ikke have, at de vækkede Frode, thi Kongen vilde ikke vide af, at nogen vækkede ham, når han sov; gjorde nogen det, plejede han at straffe dem med Sværdet; for så grov en Forbrydelse ansås det i gamle Dage påtrængende at forstyrre en Konge i hans Søvn, når det ikke var nødvendigt. Da Frode om Morgenen fik dette at vide af Vagten, skjønnede han, at Ragnar var kommen for at bringe ham Bud om, at der var et Anslag i Gjære, og han samlede derfor en Krigsstyrke og besluttede at forekomme Svig ved Grumhed. Haralds Sønner havde ingen anden Udvej end at anstille sig som forrykte; da de pludselig så' sig overrumplede, begyndte de nemlig som forrykte Mennesker at bære sig ad, som om de blev forfulgte af onde Ånder, og da Frode troede, at de var besatte, opgav han sit Forehavende, idet han anså det for en Skam at angribe dem med Sværd, der syntes i Færd med selv at vende Sværdet imod sig. Men Natten efter brændte de ham inde, og sålunde fik han sin fortjente Straf for Brodermordet, thi efter at have angrebet Kongeborgen stenede de først Dronningen til Døde, og derpå tvang de, efter at have stukket Ild på Huset, Frode til at krybe ind i en for længst udgravet snæver Hule og søge Tilflugt i dens underjordiske Ganges Smuthuller. I denne Indespærring holdt han sig skjult, til han omkom kvalt af Røg og Dunster.

Halfdan og Harald

Da Frode var tagen af Dage, herskede Halfdan i henved tre År over Danmark; derpå overgav han Herredømmet til sin Broder Harald som Stedfortræder og hærjede som Viking med Vold og Magt på Øland og de nærliggende Øer, der skilles fra Sveriges Fastland ved et bugtet Sund. Her trak han om Vinteren sine Skibe på Land og omgav dem med en Vold, og tre År tilbragte han på dette Togt. Derpå angreb han Sverige og fældede Kongen i et Slag. Så vilde han tage en Dyst op med Kongens Dattersøn Erik, en Søn af hans Farbroder Frode, og da han havde fået at vide, at Eriks Kæmpe Hake var dreven i at døve Sværd med Galdresange, lavede han sig til at hugge med en vældig Kølle besat med Jærnknopper, som om han vilde overvinde Trolddomsmagten med Træets Kraft. Derpå satte han - thi han overgik alle andre ved sin udmærkede Tapperhed - midt under Fjendernes hidsigste Angreb Hjælmen på sit Hoved, kastede Skjoldet og svang med begge Hænder Køllen imod den Mur af Skjolde, der blev rejst imod ham, og ingen Hindring var så stærk, at den ikke blev slået i Stumper og Stykker af dens vældige Slag; også Kæmpen, der styrtede frem for at slås med ham, fældede han med et voldsomt Hug med sit Våben. Han tabte nu alligevel Slaget og flyede for at søge Lægedom for sine Sår til Helsingland til en Mand, der hed Vitolf, og som i sin Tid havde tjent Harald. Denne Mand havde tilbragt største Delen af sit Liv i Felten, men efter sin Høvdings sørgelige Død havde han trukket sig tilbage til denne øde Egn og søgte i Bondegjerning Hvile efter Krigens vante Idrætter. Selv var han ofte bleven ramt af Fjendens Spyd og Pile, og han havde erhvervet sig en ikke ringe Kyndighed i Lægekunsten ved stadig at måtte læge sine egne Sår; men hvis nogen søgte at opnå hans Hjælp ved at smigre for ham, plejede han i Steden for at helbrede ham at give ham noget, som hemmelig gjorde ham Skade, thi han holdt det for ædlere at true sig Velgjerninger til end at sleske sig dem til. Da Eriks Krigsfolk, opsatte på at angribe Halfdan, vilde til at gå løs på hans Hus, berøvede han dem Synet således, at de hverken kunde se Huset, skjønt det var tæt ved, eller finde Vej til det, i den Grad sløvede han deres Syn med en skuffende Tåge.

Da Halfdan ved Vitolfs Bistand var kommen helt til Kræfter igjen, tog han Thore, en Kæmpe af udmærket Dygtighed, med sig og erklærede Erik Krig. Da den fjendtlige Styrke rykkede frem, og han så', at den var hans overlegen i Antal, bød han, at en Del af hans Hær skulde skjule sig imellem Buskene ved Vejen for fra dette Baghold at gjøre det af med Fjenden, når han rykkede frem, hvor Vejen var snævrest. Dette forudså Erik, som havde undersøgt Vejen, han måtte rykke frem ad, og han mente derfor, at han måtte trække sig tilbage, for at han ikke, når han fulgte den foreskrevne Vej, ved Fjendernes Svig skulde komme i Klemme imellem de stejle Bjærges Krumninger. Det kom derfor til Kamp imellem dem i en Dal, der på begge Sider indesluttedes af stejle Bjærgskrænter. Da Halfdan så', at hans Fylking vaklede, klavrede han tillige med Thore op på en Klippe, hvor der var fuldt op af store Sten, og derfra væltede de løsrevne Klippemasser ned over Fjenden nedenunder og knuste hans Fylking ved deres Fald og Vægt. Således gjenvandt Halfdan med Sten den Sejr, hans Våben var gået glip af. På Grund af denne tapre Bedrift fik han Tilnavnet Bjærggram, der synes at være sammensat af Ordet Bjærg og et Ord, der betegner hans Vildhed. Han kom snart i så stort Ry blandt Svenskerne, at de holdt ham for at være en Søn af den store Thor, og at Folket viste ham guddommelig Ære og anså ham for værdig til, at man offentlig ofrede til ham. Men eftersom det plejer at falde de overvundne vanskeligt at slå sig til Ro, og de undertvungnes Frækhed bestandig higer imod, hvad der er dem forment, angreb Erik, medens han pønsede på at råde Bod på de Tab, hans Flugt havde påført ham, de Landsdele, Halfdan havde underlagt sig. Ikke engang Danmark undlod han at lade sin Grumhed gå ud over, idet han anså det for al Ære værd at hjemsøge den Mands Land, der havde fordrevet ham fra hans eget. Idet han således foretrak at påføre et andet Land Overlast frem for at vise den tilbage, der blev tilføjet hans eget, friede han Sverige fra Fjender, thi da Halfdan erfor, at hans Broder Harald var bleven slået af ham i tre Slag og fældet i det fjerde, blev han af Frygt for at miste Riget nødt til at forlade Sverige og vende hjem til Danmark, og således kom Erik så meget hurtigere igjen i Besiddelse af Herredømmet over Sverige, som han havde været let til at opgive det. Havde Lykken været ham lige så gunstig i Henseende til at bevare Herredømmet som i Henseende til at gjenvinde det, vilde den ikke have givet ham i Halfdans Vold. Med hans Tilfangetagelse gik det sålunde til: Da Halfdan var vendt tilbage til Sverige, skjulte han snedig sin Flåde og sejlede imod Erik med to Skibe. Erik angreb ham med ti, og ad forskjellige Krogveje sejlede han så tilbage til det Sted, hvor han havde sin Flåde skjult. Erik forfulgte ham for langt, og den danske Flåde kom frem på Havet. Erik blev omringet, men han afslog det Tilbud, der blev gjort ham om at beholde Livet på Betingelse af Trældom, han kunde ikke indlade sig på at sætte Livet over Friheden og foretrak Døden for Trællekår for ikke at få Ord for af Begjærlighed efter Livet at lade sig fra fri Mand gjøre til Træl og for ikke at blive den Mands underdanige Tjener, som Lykken for stakket siden havde gjort til hans Ligemand. Så lidt vil Tapperheden vide af at kjøbe Livet med Vanære. Han blev da lagt i Lænker og sendt bort til et Sted, hvor mange vilde Dyr holdt til, og fik således et Endeligt, som en sådan Sjælsstorhed ikke havde fortjent.

Halfdan, som nu var Herre over to Riger, smykkede det Ry, han havde vundet, med trefoldig Hæder; han var nemlig veltalende og forfaren i at digte på den fra Fædrene nedarvede Vis og ikke mindre udmærket til al Kæmpeidræt end til at håndhæve sin kongelige Magt og Myndighed. Men da han fik Nys om, at to dristige Vikinger, Toke og Amund, truede de omliggende Landsdele, angreb han dem og fældede dem i et Søslag, thi intet, holdt de gamle for, var mere værd at eftertragte end Berømmelse, som ikke vandtes ved Rigdoms Glans, men ved Våbendåd. De navnkundigste Mænd i gamle Dage lagde derfor Vind på at tage sig af Oprør og yppe Strid, hadede Lediggang, foretrak Krig for Fred, satte en Ære i Dyder og ikke i Rigdom og havde mest Glæde af Kamp og Krig, mindst af Gjæstebud.

Men Halfdan kom ikke længe til at savne en Medbejler. En Mand ved Navn Sivald, af såre berømmelig Herkomst, fortalte nemlig med Gråd og Klage de på Tinge forsamlede Svenskere, hvorlunde Frode og hans Dronning var komne af Dage, og vakte derved så stort Had til Halfdan hos næsten alle, at de Fleste gav deres Minde til, at han måtte gjøre Oprør. Han lod sig nu ikke nøje med at have opnået deres Stemmer, men bedårede i den Grad Folkets Sind ved sin Ærgjerrigheds Kunster, at han fik næsten alle med til at sætte Kongekronen på hans Hoved. Han havde syv Sønner, der var så drevne i Trolddomskunster, at de tit, når de pludselig blev grebne af voldsomt Raseri, hylede skrækkelig, bed i deres Skjolde, slugte gloende Kul og gik igjennem et hvilket som helst Bål, man tændte op for dem, og der var så intet andet Middel til at få Bugt med deres Afsindighed end enten at lægge dem i Lænker eller bringe dem Menneskeliv som Sonoffer. Dette Raseri indgav deres grumme Sind eller onde Ånder dem. Da Halfdan spurgte dette, medens han var optagen af Vikingetog, sagde han, at det var godt, at hans Krigsfolk, som hidtil havde raset imod fremmede, nu kom til at bruge Sværdene imod deres Landsmænds Kjød og Blod, og at de, som havde været vante til at lægge Vind på at udvide Riget, nu kom til at hævne den Uret, der var bleven øvet ved, at man havde bemægtiget sig det. Da han rykkede frem, skikkede Sivald Sendemænd til ham og opfordrede ham til, i Fald hans Bedrifter svarede til det Ry, der gik af dem, og han var så stor en Mand, som han havde Ord for at være, at møde ham og hans Sønner i Enekamp og skåne sin Hær ved selv at udsætte sig for Fare. Da Halfdan svarede, at det ikke var Lov, at mere end to skulde kæmpe med hinanden, sagde Sivald, at det var intet Under, at en ugift Mand, som ingen Børn havde, undslog sig for den Kamp, der bødes ham, eftersom hans kølige Natur havde gydt ham en led Kulde både i Kroppen og i Sjælen; Børn hørte sammen med deres Ophav, thi de var komne til Verden som Kjød af hans Kjød; han og hans Sønner måtte derfor regnes for én Mand, thi Naturen havde så at sige givet dem ét Legeme. Opbragt over denne skammelige Spot tog Halfdan mod Udfordringen for ved ypperlige Manddomsgjerninger at hævne den forsmædelige Bebrejdelse, der var bleven gjort ham, fordi han var ugift. Medens han nu vankede om i en skyggefuld Skov, rykkede han en Eg, der stod på hans Vej, op af Jorden med Rode og lavede sig en vældig Kølle af den ved blot at hugge Grenene af, og stolende på dette Våben digtede han følgende korte Kvad:

Knejsende jeg
Køllen bærer,
Køllen, som
skal knuse Fjenden.
Glade vist ej
Gøter vorder,
får de først
dens Hug at føle.

Hårdest Hals
dens Hug skal knække,
Pandebrask
som Glar den bryder,
vilde Voldsmænd
Ve den volder,
for dens Slag
skal Svensken segne.

Blod skal flyde,
Ben skal brydes,
hvor min svenske
Kølle svinges.
Sine Landsmænds
Liv den øder,
Frænde tit er
Frænde værst.

Efter at have kvædet dette gik han løs på Sivald og hans syv Sønner; deres svare Kræfter nyttede dem intet imod hans vældige Kølle, og han fældede dem alle.

På den Tid satte en Mand, som kom fra Helsingland og hed Hardben, en Ære i at røve og voldtage Kongedøtre; hvo, som vilde hindre ham i at tilfredsstille sin Lyst, slog han ihjel; han foretrak altid fornemme Jomfruer for dem af ringe Herkomst, og jo mere højbårne de Møer var, han krænkede, des mere Ære mente han, han havde af det. Ingen, som vovede at måle sig med ham i Tapperhed, slap ustraffet derfra; hans Krop var så stor, at den målte ni Alen i Længde. Han havde til Husfæller tolv Kæmper, som havde den Bestilling at binde ham for at dæmpe det Raseri, der kom over ham, hver Gang Kamplysten kom op i ham. Disse Mænd opfordrede Halfdan til at holde Tvekamp med Hardben og hans Kæmper, og han ikke blot lovede det, men lovede også med den største Selvtillid, at han nok skulde gå af med Sejren. Da Hardben hørte det, blev han strax greben af Raseri, bed Stykker ud af Skjoldranden, slugte brændende Kul, tog gloende Emmer i Munden og sank dem, så de gik helt ned i Indvoldene, løb uden at ænse nogen Fare gjennem knitrende Flammer, og til sidst, da han havde bedrevet alle Slags Grumheder, gjennemborede han i sit Raseri sex af sine Kæmper med sit Sværd. Det er uvist, om denne Afsindighed kom over ham som Følge af Kamplyst, eller den hidrørte fra medfødt Vildhed. Derpå gik han tillige med Resten af sine Kæmper løs på Halfdan, som knuste ham med en umådelig stor Hammer, og således gik han glip af Sejren og mistede oven i Kjøbet Livet, og både Halfdan, som han havde udæsket, og de Konger, hvis Døtre han havde taget med Vold, fik Hævn over ham.

Men Skæbnen bød stadig Halfdan uventet Anledning til Kamp, som om den aldrig kunde blive kjed af at sætte hans Kræfter på Prøve.

Det traf sig så, at en Finne ved Navn Egder på sine Vikingetog gjorde Strandhug hos Svenskerne, og Halfdan angreb ham da med tre Skibe - så mange, havde han nemlig fået at vide, at også Egder havde. Natten gjorde Ende på Kampen, inden han havde overvundet ham, men Dagen efter fældede han ham i Tvekamp. Så kom det ham for Øre, at en vældig Kæmpe ved Navn Grim under Trusel om Tvekamp bejlede til Thorhild, Datter af en Underkonge ved Navn Hød, og at hendes Fadcr havde kundgjort, at den, der ryddede Kæmpen af Vejen, skulde få Datteren til Ægte, og skjønt Halfdan var bleven gammel i ugift Stand, følte han sig ikke mindre tilskyndet ved Underkongens Løfte end ved Kæmpens Frækhed og begav sig til Norge. Da han kom did, udslettede han alle Mærker, man kunde kjende ham på, ved at sværte sit Ansigt med Snavs, og da han kom ind på Kamppladsen, drog han først sit Sværd. Da han vidste, at hans Fjende havde døvet det med sit Blik, kastede han det på Jorden, drog et andet af Balgen, gik løs på Grim med det og hug de yderste Led af hans Brynje og den nederste Del af hans Skjold igjennem. Grim undrede sig over, at han havde kunnet gjøre det, og sagde, at han ikke mindedes at have set nogen gammel Mand kæmpe taprere; derpå drog han sit Sværd og kløvede med et Hug Skjoldet, Halfdan holdt op imod ham. Da han ikke strax kunde få den højre Hånd trukket til sig efter Hugget, var Halfdan ufortøvet rede og skyndte sig at hugge den af med sit Sværd, men Grim greb ikke des mindre Sværdet med venstre Hånd, stak ham i Låret og gav ham således et ringe Sår som Hævn for, at han havde lemlæstet ham. Halfdan, som nu havde sejret, tillod den overvundne at kjøbe den Rest af Liv, han havde tilbage, for en Sum Penge, thi han vilde ikke have Ord for skammelig at tage de usle Rester af Liv fra en ukampfør og lemlæstet Mand, og herved viste han sig næsten lige så stor ved at skåne sin Fjende, som han havde vist sig ved at overvinde ham. Som Løn for sin Sejr fik han Thorhild til Ægte og avlede med hende en Søn Asmund, som de norske Konger holder det for en Ære at nedlede deres Herkomst fra, idet de således ordentligvis fører deres Æt op til Halfdan.

Så var der en Viking ved Navn Ebbe, som, skjønt han var af ringe Byrd, ansporet af den Selvtillid, han følte som Følge af sin Tapperhed, attråede et fornemt Giftermål. Han forlangte Sigrid, en Datter af Gøternes Konge Yngve, til Ægte og derhos Hælvten af Riget i Medgift. Halfdan hlev spurgt til Råds, om man skulde tilstå ham dette Giftermål, og han rådede da til, at man på Skrømt skulde gå ind derpå, så skulde han nok få det forpurret, lovede han. Han pålagde dem også at lade en Plads stå åben til ham ved Gjæstebudet. Yngve fulgte Rådet, og Halfdan aflagde da alt, hvad der vidnede om hans kongelige Værdighed, og påtog sig en fremmed og uanselig Skikkelse. Da han ved Naltetid indfandt sig til Bryllupsfesten, blev de, han mødte, forskrækkede for ham og undrede sig over, at der var kommen en Mand, som var større end andre Mennesker. Så snart han var kommen ind i Kongeborgen, mønstrede han alle dem, der var der inde, og spurgte, hvem det var, der sad næst ved Kongen. Da Ebbe nu svarede, at det var Kongens tilkommende Svigersøn, der sad ved Siden af ham, spurgte Halfdan ham med de harmfuldeste Ord, om han var afsindig eller besat af onde Ånder, siden han havde Frækhed nok til at mænge sin Slægts usle Smuds med en højbåren Æts Herlighed og dristede sig til at lægge sine Bondenæver på Kongeætten, og så nøjedes han ikke engang med at begjære hende, men vilde have Del i et fremmed Rige. Derpå udæskede han ham til Kamp og sagde, at han ikke fik sit Ønske opfyldt, før han havde sejret. Ebbe sagde, at Utysker sloges om Natten, Mænd om Dagen, men for at han ikke skulde undslå sig for Kampen under Påskud af, at det var Nat, svarede Halfdan hertil, at Månen skinnede så klart, at det var lyst som om Dagen. Således nødte han Ebbe til at slås og forvandlede Gildet til et Skuespil og fældede ham, så der blev Ligfærd i Steden for Bryllup. Da der var gået nogle År, drog han til Danmark, og da han ingen Børn havde, efterlod han sine Skatte til Yngve og bestemte, at han skulde være Konge efter ham. Yngve blev senere fældet i Krig af en Medbejler ved Navn Ragnald; han efterlod sig en Søn ved Navn Sivald.

Sivald

Sivald havde en Datter, der hed Syrithe og var så overvættes blufærdig, at skjønt hun formedelst sin Skjønhed havde en stor Mængde Bejlere, lod det til, at ingen af dem kunde få hende til blot så meget som at se på sig. Stolende på denne sin Selvbeherskelse bad hun sin Fader give hende den til Husbond, som ved sine fagre Ords Sødhed kunde opnå et Blik af hende. I gamle Dage plejede nemlig Pigernes Selvbeherskelse hos os mægtig at tæmme frække Mænds Blik, for at Sindets Renhed ikke skulde besmittes af den Frihed, Øjnene tog sig, og man lagde Vind på, at Ansigtets Blufærdighed bar Vidne om Hjærtets Kyskhed. Nu var der en Mand ved Navn Ottar, Ebbes Søn, som stadig brændte af Begjærlighed efter at bejle til denne Jomfru, hvad enten det nu var hans store Bedrifter eller Tillid til hans Veltalenhed og høviske Væsen, der opflammede ham, men skjønt han ved at opbyde alle sin Ånds Kræfter søgte at formilde hendes Blik, kunde han med al sin Kunst ikke få hende til at slå Øjnene op, og han drog bort undrende sig over hendes Strængheds uovervindelige Standhaftighed. Så var der en Jætte, som var opsat på det samme, og da han skjønnede, at han heller ingen Vegne kunde komme med hende, underkjøbte han en Kvinde, som efter at have vundet Jomfruens Fortrolighed en Tid lang tjente hende som Terne og omsider fik lokket hende langt bort fra hendes Faders hus ved listig at dreje om ad en Sidevej, hvorpå Jætten strax styrtede frem og bortførte hende til en Bjærgegns snævreste Afkroge. Andre holder for, at han selv falskelig påtog sig en Kvindes Skikkelse og ved stadig at øve sine listige Kunster fik Pigen lokket bort fra Hjemmet og så til sidst bortførte hende. Da Ottar spurgte det, gjennemsøgte han Bjærgets Afkroge for at finde Jomfruen, og da han havde fundet hende, slog han Jætten ihjel og førte hende bort med sig, men Jætten havde med sådan Flid bundet Pigens Hår, at de var helt filtret ind i hinanden og ligesom dannede en sammenhængende kruset Masse, så det næsten ikke var muligt at få den sammenfiltrede Hårknude løst op uden at bruge Kniven.

Ottar søgte atter ved at lokke for Pigen på forskjellig Måde at opnå et Blik af hende, og først efter at han længe forgjæves havde søgt at få hende til at slå sine ubevægelige Øjne op, opgav han sit Forehavende, da han ingen Vegne kunde komme; men krænke Pigen kunde han ikke få sig til, thi han vilde ikke på så styg en Måde sætte en Plet på så højbåren en Jomfru, Så vankede hun længe ad forskjellige Krogveje om i Ødemarkerne, til hun i Skoven kom til et Hus, hvor der boede en Ellekvinde af overmåde stor Væxt. Hun satte hende til at vogte sine Geder, men Ottar hjalp hende fri og fristede hende atter ved at kvæde sålunde:

Lad dig sige,
lyd mit Råd,
føj min Vilje,
vord min Viv;
bedre, Mø,
det vist dig båder
end at gjæte
Gygens Geder.

Bort fra Hexens
hus du fare,
fly nu flux
og følg mig, Mø.
Snart jeg på
min snelle Snekke
fører dig
til mine Frænder.

Vend til mig
dit Blik, du væne,
se, med Længsel
jeg dig søgte.
Blot et Blik
jeg beder om,
kan du nænne
det at nægte?

"Hvad har således forstyrret din Forstand og gjort dig så afsindig", sagde han, "at du hellere vil vogte fremmedes Hjord og regnes blandt Utyskers Trælkvinder end, som det sømmer sig, give dit Minde til at blive min Viv?" Men for at hendes kyske Sinds Standhaftighed ikke skulde komme til at vakle ved Synet af noget, af hvad der var om hende, holdt hun ikke des mindre urokkelig Øjnene nedslagne. Hvor stor må ikke Kvindernes Ærbarhed have været i de Tider, eftersom de ikke engang ved deres Elskers ivrigste Lokken kunne bevæges til at se blot ganske lidt op!

Da Ottar ikke engang ved de to gode Tjenester, han havde vist hende, kunde opnå et Blik af Jomfruen, vendte han skamfuld og bedrøvet tilbage til sin Flåde. Syrithe løb på sin vante Vis langt bort over Klipperne, og da det traf sig så, at hun på sin Omflakken kom til Ebbes Ganrd, udgav hun sig, skamfuld over sin Nøgenhed og Hjælpeløshed, for at være et Fattigmandsbarn. Ottars Moder skjønnede nu imidlertid alligevel, at hun var en ædelbåren Kvinde, til Trods for at hun var falmet og klædt i en fattig Kjortel, viste hende til Sæde på en Hædersplads og beholdt hende hos sig med en Venlighed, som var al ære værd, thi Jomfruens Dejlighed røbede hendes ædle Herkomst, og hendes Åsyn bar Vidne om hendes Æt. Da Ottar så' hende, spurgte han hende, hvorfor hun skjulte sit Ansigt med sin Kjortel, og for yderligere at prøve hendes Sindelag, foregav han, at han skulde have Bryllup og lod Syrithe bære Lyset, da han gik til Brudekammeret. Da Lyset næsten var brændt ned, og hun pintes mere og mere, alt som Flammen kom nærmere og nærmere, lagde hun en sådan Tålmodighed for Dagen, at hun ikke rørte Hånden, så man skulde tro, at hun ingen Smerte følte ved, at hun brændte sig; den Ild, der var i hendes Indre, dæmpede nemlig den udvortes Hede, og den glødende Attrå i hendes Sjæl holdt Flammen, som sved hendes Hud, Stangen.

Omsider bød Ottar hende give Agt på sin Hånd, og bly slog hun Øjnene op og så' på ham med sit milde Blik; det foregivne Bryllnp blev nu strax opgivet, og hun fulgte med ham til Brudesengen som hans Hustru. Senere fangede Sivald Ottar og hade i Sinde at lade ham hænge, fordi han havde skjændet hans Datter, men Syrithe gjorde da strax Rede for, hvorledes det var gået til med hendes Bortførelse, og skaffede ikke blot Ottar Kongens Gunst igjen, men fik også sin Fader til at ægte hans Søster.

Nogen Tid efter stod der på Sjælland et Slag imellem Sivald og Ragnald med udsøgte Krigere af udmærket Tapperhed på begge Sider. I tre Dage anrettede de et stort Blodbad, men så stor var Tapperheden på begge Sider, at det var uvist, hvorhen Sejren vilde vende sig. Da styrtede Ottar, hvad enten han nu var bleven kjed af den langvarige Kamp eller blev greben af Begjærlighed efter at vinde Hæder, med Dødsforagt ind på Fjendernes Fylking, hvor den var tættest, fældede Ragnald midt iblandt hans tapreste Krigere og skaffede således pludselig Danskerne Sejr. Dette Slag blev ellers mærkeligt ved den Fejghed, de anseligste Stormænd lagde for Dagen, thi hele Hæren blev greben af en sådan Rædsel, at fyrretyve af de tapreste Svenskere siges at have vendt Ryg og taget Flugten. Den ypperste iblandt dem, Stærkodderj plejede ellers ikke at lade sig for skrække, om det så gik nok så hårdt til, og Faren var aldrig så stor, men nu blev han greben af en sælsom Angst og foretrak at følge sine Stalbrødre på Flugten frem for at lade hånt derom. Jeg skulde næsten tro, at det var guddommelige Magter, der indjog ham denne Skræk, for at han ikke skulde bilde sig ind, at han var i Besiddelse af overmenneskelig Tapperhed. Således plejer de dødeliges Lykke aldrig at være fuldkommen. Alle disse Mænd gav sig i Tjeneste hos Hake, den største Viking i de Tider, som Vrag fra Krigen. der skylledes op til ham.

Sigar

Derpå blev Sigar Konge efter sin Fader Sivald. Han havde Sønnerne Sivald, Alf og Alger og en Datter, Signe. Alf, som overgik de andre i Mod og Fagerhed,gav sig i Vikingefærd. Hans Hår, der var ganske lyst, var omstrålet af en sådan Skjønhed, at det skinnede som Sølv. I de samme Dage skal der i Gøtland have været en Konge ved Navn Sivard, som havde to Sønner, Vemund og Østen, og en Datter, Alvilde, som så at sige lige fra Vuggen af var så ærbar, at hun stadig skjulte sit Ansigt med sit Slør for at undgå, at hendes Skjønhed vakte nogens Attrå. Hendes Fader satte hende i stræng Forvaring og lod hende opfostre en Drage og en Snog, for at dette Kryb, når det voxede til, kunde vogte hendes Kyskhed, thi det var ingen let Sag at bane sig Vej til et Kammer, som der var sat så farlig en Slå for. Han bestemte også, at, om nogen forgjæves søgte at skaffe sig Adgang dertil, skulde han strax halshugges og hans Hoved sættes på en Stage.

Den Frygt, der således var knyttet til dette dumdristige Foretagende, lagde en Dæmper på Ungersvendenes iltre Sind. Alf, Sigars Søn, fandt imidlertid, at det var desto berømmeligere at gjøre Forsøget, jo farligere det var; han meldte sig derfor som Bejler og fik Anvisning på at fælde Dyrene, der holdt Vagt uden for Jomfruens Bur, thi, som kundgjort var, tilkom det den, der besejrede dem, at tage hende i Favn. For ret at egge deres Raseri imod ham hyllede han sig i et blodigt Skind, og omgjordet med det jog han, så snart han var kommen inden for Indhegningens Port, et gloende Stål. som han holdt i en Tang, i Svælget på den gabende Drage og fældede den således. Derpå kastede han sit Spyd midt i Gabet på Snogen, der snoede og bugtede sig frem imod ham, og det blev dens Bane. Da han nu krævede den Løn, der var lovet for Sejren, sagde Sivard, at han kun vilde tage den til Svigersøn, som hans Datter selv frit valgte. Pigens Moder var den eneste, som ikke så' med gunstige Øjne på hans Bejlen, og udforskede i en hemmelig Samtale sin Datters Sind. Da denne ivrig priste ham for hans Tapperhed, gjorde hun hende hårde Bebrejdelser, fordi hun slappede sin Kyskhed og lod sig fange af lokkende Blikke og uden at spørge om hans Dyd med letfærdigt Sind kastede sine Øjne på Skjønhedens dårende Tillokkelser. Så fattede Alvilde Foragt for den danske Ungersvend, ombyttede sine Kvindeklæder med Mandsdragt og blev fra en over al Måde bly Jomfru til en grum Viking. Efter at have taget adskillige Piger, der var lige sådan sindede som hun, i sin Tjeneste kom hun tilfældigvis til et Sted, hvor en Flok Vikinger sørgede over Tabet af deres Høvding, som var falden i Kamp. Formedelst hendes Fagerhed gjorde de hende til deres Høvding. og hun udførte Bedrifter, der langt overgik, hvad man kunde vente af en Kvindes Mod. Alf gjorde mange møjsommelige Togter for at opsøge hende, og ved Vintertid traf det sig så, at han stødte på Blakmannernes Flåde. Vandet var på den Tid hårdt frosset, og Skibene var omgivne af en sådan Ismasse, at de ikke var til at få af Stedet, om man så trak på Årerne af alle Kræfter. Da den langvarige Frost bød de indespærrede en sikrere Vej, befol Alf sine Mænd at begive sig ud på Havets faste Flade med deres Sokkebroge på, efter at de havde taget deres glatte Sko af for bedre at kunne stå fast, når de løb over Ismarken. Blakmannerne troede, at de vilde tage Flugten, så hurtig deres Fødder kunde bære dem, og angreb dem derfor, men de kunde ikke stå fast på Benene, thi den glatte Is gjorde deres Gang usikker. Danskerne derimod gik med faste Fjed over det af Kulden stivnede Vand og overmandede deres Fjender, der var usikre på Benene. Efter at have overvundet dem satte de Kursen mod Finland. Da de dèr kom ind i en snæver Vig, sendte de Spejdere ud og fik da at vide, at havnen holdtes besat af nogle få Skibe. Alvilde var nemlig før end de sejlet ind i den samme snævre Vig med sin Flåde. Da hun nu så Skibe, hun ikke kjendte, langt borte, roede hun dem hurtig i Møde, thi hun holdt for, at det var bedre at angribe Fjenden end at bie på ham. Alfs Mænd syntes ikke om at angribe Fjendens Skibe med de få, de havde, men han svarede, at han vilde skamme sig, om nogen skulde komme og fortælle Alvilde, at han havde opgivet sit Forsæt, fordi der kom nogle få Skibe imod ham, man burde ikke lade sådan en Småting sætte en Plet på det Ry, man havde vundet ved store Bedrifter. Danskerne undrede sig ikke lidet over, hvor deres Fjender havde så fagre Legemer og så velskabte Lemmer fra. Da Søslaget begyndte, sprang Alf over i Alvildes Forstavn og gik frem helt til Bagstavnen, idet han fældede enhver, der stillede sig imod ham. Hans Stalbroder Borkar slog Hjælmen af Alvilde, og da han så', hvor glathaget hun var, skjønnede han, at her burde man kysse og ikke slås, lægge de grumme Våben til Side og handle med Fjenden på en blidere Måde. Alf blev glad over, at hun, som han med utrættelig Møje og under så mange Farer havde søgt til Lands og til Vands, nu uformodentlig førtes ham i Møde; han greb hende ivrig og nødte hende til igjen at ombytte Mandsdragten med Kvindeklæder, og siden fik han med hende en Datter Gyrithe. Borkar ægtede en af Alvildes Følge ved Navn Gro og fik med hende en Søn Harald, som den næste Slægt kaldte med Tilnavnet Hildetand.

For at nu ingen skal undre sig over, at det svage Kjøn lagde sig efter Krigsvæsen, vil jeg gjøre et lille Sidespring for kortelig at gjøre Rede for sådanne Kvinders Vilkår og Sæder. Der gaves i fordums Dage blandt Danskerne Kvinder, som omdannede deres kvindelige Skjønhed til mandigt Væsen og anvendte næsten al deres Tid på krigerske Idrætter, for at deres Tapperhed ikke skulle sløves ved Yppigheds Smitte. De hadede nemlig al Slags vellystig Levemåde og hærdede stadig Legeme og Sjæl ved Udholdenhed og Anstrængelse, og idet de gav Afkald på al kvindelig Svagheds Blødagtighed, tvang de Kvindesjælen til at lægge sig efter mandlig Grumhed og lagde så ivrig Vind på Krigsvæsenet, at man kunde fristes til at tro, de ikke længer var Kvinder. Det var især sådanne, som havde stærke Sjæle eller udmærkede sig ved slanke, høje Legemer, der plejede at slå ind på det Liv. Som om de glemte de Kår, de var fødte i, og foretrak Barskhed for kjælne Ord, bød de kamp i Steden for Kjærtegn, tørstede efter Blod og ikke efter Kys, lagde sig hellere efter Krigens end efter Kjærlighedens Idrætter og krystede Spyd i de Hænder, de burde have brugt ved Væven, tænkte ikke på Brudesengen, men på Døden, og angreb med hvasse Våben de Mænd, som de kunde have frydet med deres Skjønhed. Nu vender jeg tilbage fra denne Udflugt og tager Tråden op igjen.

Tidlig om Våren, da Alf og Alger atter havde givet sig ud på Vikingetog og afsøgte Havet i forskjellige Retninger, stødte de med hundrede Skibe på Underkongen Hamunds Sønner Helvin, Hagbard og Hamund. De yppede Kamp med dem, og kun Tusmørkets Tåge standsede deres af Blodbadet trætte Hænder, og Krigsmændene fik Befaling til at holde Fred om Natten. Dagen efter blev Freden fornyet og stadfæstet ved gjensidig Ed, thi så store Sår havde begge Parter fået i Gårsdagens Kamp, at der ikke kunde være Tale om at begynde igjen, så de, som lige stor Tapperhed havde udmattet, blev af Nødvendigheden drevne til at holde Fred. I de samme Dage bejlede Hildegisel, en Tysker af fornem Herkomst, stolende på sin Fagerhed og høje Byrd, til Sigars Datter Signe, men hun nærede den største Foragt for ham på Grund af hans Uanselighed, thi Mod havde han selv ingenting af og vilde helst grunde sin Lykke på andres Gjævhed. Det Ry, der gik af Hakes store Bedrifter, havde især bøjet hendes Hu til ham, thi hun havde større Tanker om de stærke end om de svage og beundrede ikke Skjønhed, men Bedrifter, vel vidende, at al Fagerheds Tillokkelse blegner i Sammenligning med Tapperhed og ingenlunde kan veje op mod den. Der gives nemlig Piger, som mere betages af deres Elskeres Navnkundighed end af deres smukke Udseende, som ikke dømmer efter det ydre, men efter det indre, og som kun Ærbødighed for en Mands Mod kan opflamme til at give ham deres Tro. Men da Hagbard nu kom til Danmark med Sigars Sønner og uden deres Vidende fik deres Søster i Tale, fik han hende til at love ham hemmelig at skjænke ham sin Elskov. Da senere Ternerne holdt Mandjævning imellem de gjæveste Mænd og sammenlignede deres Adkomster til Berømmelse, sagde hun, at hun foretrak Hake for Hildegisel, thi hos denne fandt hun intet andet, der var værd at prise, end hans Skjønhed, men hos hin vejede det gjæve Sind op imod det uskjønne Ansigt. Og ikke tilfreds med at have prist ham med jævne Ord, kvad hun denne Vise:

Favr og fin
ej Folk ham finder,
men som herlig
Helt han prises.
Mod og Manddom
Manden pryder
mest af alt
i mine Øjne.

Se, hvor stolt
hans Øje stråler,
Adel lyser
af hans Åsyn!
Om den anden
ej jeg véd
andet end,
at fager er han.

Kun en stakket
Stund det varer,
før hans Fagerhed
er falmet.
Vist jeg om
den anden ved:
aldrig ruster
Heltens Ry.

Mig ej flygtig
Skjønhed frister,
dårer mig
som mange andre.
Højt jeg priser
Heltens Manddom,
ænser ej
et fagert Ansigt.

Det bares dem, som var til Stede og hørte denne Vise, for, som kvad hun Hagbards Pris under Hakes Navn. Hildegisel blev gram i Hu over, at hun foretrak Hagbard for ham og fik ved Gaver en blind Mand ved Navn Bølvis lokket til at få Venskabet mellem Sigars og Hamunds Sønner vendt til Had. Kong Sigar plejede nemlig ved alt, hvad han tog sig for, at lytte til to gamle Mænds Råd, af hvilke Bølvis var den ene. De var så forskjellige i Sind, at den ene plejede at bringe Folk, der var Fjendskab imellem, til at fatte Venskab for hinanden, den anden lagde Vind på at sætte Splid imellem Venner og puste til llden, når der var Fjendskab imellem dem. Bølvis bagvaskede da først Hamunds Sønner for Sigars Sønner med løgnagtig og ondskabsfuld Tale; de plejede aldrig trofast at holde Fred og Stalbroderskab, sagde han, det var bedre at holde Styr på dem ved at kriges med dem end ved at slutte Forbund med dem. Ungersvendenes Pagt blev da brudt, og medens Hagbard var borte, angreb Sigars Sønner Alf og Alger Helvin og Hamund og fældede dem ved den Havn, som kaldes Hamunds Vig.

Hagbard kom så senere med friske Kræfter for at hævne sine Brødre og fældede dem i et Slag. Hildegisel slap fra det med et Spyd igjennem begge Arsballerne, hvilket gav Anledning til Spot over de tyske Stridsmænd, thi dette Sår var jo ikke blot stygt, men også skjændselsfuldt.

Derpå klædte Hagbard sig i Kvindeklæder, og som om han ingen Overlast havde tilføjet Sigars Datter ved at dræbe hendes Brødre, gik han ene til hende i Tillid til det Løfte, hun havde givet ham, idet han mere stolede trygt på hendes Troskab end nærede Frygt for Følgerne af sin Dåd. I den Grad lader vellystig Attrå hånt om Farer. Og for at have et Påskud for Rejsen udgav han sig for Hakes Skjoldmø og sagde, at han bragte Bud fra ham til Sigar. Da han om Aftenen fik sit Natteleje anvist blandt Ternerne, og Pigerne, som tvættede hans Fødder, tørrede dem, spurgte de, hvoraf det kom, at hans Ben var så lådne og hans Hænder så hårde at føle på. Han kvad da:

Sært, at I
kan spørge, Piger,
hvi min Sål
er sejg som Horn,
hvi min Læg
er grov og låden,
hvi min Hånd
er hård at kryste.

Strandens Sten
min Sål har slidt;
Vind og Vejr
på Huden virker.
Ej som I
jeg altid sad
stille i
en Fruerstue.

Snart jeg snelt
min Snekke sejled,
snart på Strand
jeg Strandhug gjorde,
stormed Borge,
brændte Byer,
aldrig Rør
og Lad jeg rørte.

Kun i Plader
jeg mig klædte,
bar som I
ej bløde Klæder;
altid Sværd
og Spyd jeg svang,
det gjør Huden
hård og ru.

Signe tøvede ikke med at støtte dette hans Udsagn med samstemmende Udtalelser. Det var rimeligt, sagde hun, at Hænder, der hyppigere havde med Sår end med Uld at gjøre og hyppigere var optagne af Kamp end af at sysle med Væven, havde et til deres Gjerning svarende Udseende og ikke var svage og bløde at føle på som andre Kvinders. De var jo hærdede dels af Krigens Anstrængelser, dels af Arbejdet til Søs. Hakes Skjoldmø gav sig jo nemlig ikke af med Kvindesysler, men var vant til med blodbestænket Hånd at svinge Lansen og kaste med Spyd. Intet Under derfor, at hendes Fodsåler var hærdede af de umådelige Vandringer, hun havde gjort, og at de ru Stene på Strandbredderne, hun så tit havde måttet gå på, havde slidt dem, så Huden på dem var bleven tyk og sejg og ikke var fin og blød at føle på som deres, eftersom de næsten aldrig gik ud, men stadig sad indelukkede i Borgen. Da Hagbard var kommen til at dele Seng med hende under Påskud af, at han burde hædres med det fornemste Leje, hviskede han til hende midt under de Gammensord, de vexlede:

Fagre Mø, som
fro jeg favner,
og som under
mig din Elskov,
vil du aldrig
Vennen svigte,
aldrig elske
anden Mand?

Om din Fader
nu mig fanger,
vil med Hagbard
grumt han handle.
Flux mit liv
jeg da må lade,
mangt han har
på mig at hævne.

Først jeg dine
Brødre fælded,
nu med dig
jeg Leje deler;
aldrig efter
det han under
Hagbard Liv
og Livets Lykke.

Sig du væne,
hvad du vil,
når mit Liv
jeg nu må lade.
Tungt det falder
mig at tænke
dig i anden
Elskers Arm.

Hertil svarede Signe:

Aldrig anden
Mand jeg elsker,
andens Viv
jeg aldrig vorder.
Skal dit Liv du
lade, kjære,
følger jeg dig
flux i Døden.

Ene dig
jeg gav min Elskov,
Ingen før
i Favn mig tog;
aldrig skal os
Skæbnen skille,
Liv og Død
med dig jeg deler.

Om dig hvasse
Våben bider,
falder Signe
ved din Side;
hvad der end
din Død skal volde,
samme Lod
mig Livet røver.

Disse Ord oplivede således Hagbards Mod, at han havde mere Gammen af hendes Løfte end Frygt for den Fare, der ventede ham, når han skulde gå. Da Ternerne havde forrådt ham og Sigars Stridsmænd angreb ham, forsvarede han sig længe og kraftig og fældede adskillige at dem i Døren. Omsider blev han fangen og ført frem på Tinge, hvor Folkets Meninger var delte. Mange sagde nemlig, at han burde straffes på Livet for så stor en Misgjerning, men Bilvis, Bølvis' Broder, og andre fældede en bedre Dom; det var bedre at gjøre Brug af hans Tapperhed end at fare grumt frem imod ham, sagde de. Så trådte Bølvis frem og sagde, at det var onde Råd, som bød Kongen at tilgive, når han burde have Hævn. og med uværdig Medynk vilde mildne hans retfærdige Harme. Hvorledes skulde Sigar over for ham kunne bevæges af Tilbøjelighed til Skånsel eller Medynk, ham, som ikke blot havde berøvet ham den Trøst, han skulde have af sine to Sønner, men også havde påført ham Skjændsel ved at forføre hans Datter?

Denne Mening bifaldt de fleste, og så blev Hagbard da dømt til Døden, og der blev rejst en Galge, han skulde hænges i. Således gik det til, at den, som fra første Færd af næsten ingen Stemmer havde haft imod sig, blev straffet, fordi alles Grumhed vendte sig imod ham. Straks efter rakte Dronningen ham et Bæger og bød ham slukke sin Tørst, idet hun truede ham sålunde:

Ædle Helt,
du bolde Hagbard,
tag det Bæger,
jeg dig byder!
Ej bør rød
og ræd du ryste;
drik dig Mod til,
før du dør.

Ravne skal
dit Ådsel slide,
når i Galgen
højt det gynger,
mens din Sjæl
til Helhjem stævner
for blandt Skygger
sig at fjæle.

Ungersvenden tog Bægeret, hun bød ham, og svarede:

Bægeret, du
byder, Dronning,
vil jeg fro
og frejdig tømme.
Hel forgjæves
Hagbard venter,
glad jeg snart
til Valhal går.

Uden Hævn ej
heden går jeg,
barnløs snart
mit Ord du sander.
Sårt du dine
Sønner savner,
som mit gode
Glavind vog.

Således hævnede han sig for hendes Trusler ved at minde hende om, at han havde dræbt hendes Sønner, og derpå kastede han Bægeret i Ansigtet på hende, så Vinen randt ned ad det.

Imidlertid spurgte Signe sine grædende Terner, om de kunde få sig til at deltage med hende i, hvad hun havde sat sig for, og de lovede at gjøre alt, hvad deres Jomfru ønskede, og det gav de hende deres Ord på. Derpå sagde hun med grædende Tårer, at hun vilde følge den eneste Mand, hun havde delt sit Leje med, i Døden, og bød dem, så snart der blev givet Tegn fra Udkigstårnet, at stikke Ild på Huset med Fakler, og derhos skulde de lave Strikker af deres Hovedklæder og, idet de skjød Skamlerne bort under deres Fødder, kvæle sig med dem. Det gik de ind på, og for at de skulde blive mindre bange for Døden, gav hun dem Vin at drikke og drak dem selv til. Så blev Hagbard ført op på den Høj, som siden har båret Navn efter ham, for at hænges der. For nu at prøve sin elskedes Troskab bød han Knægtene hænge hans Kappe op i Galgen, det vilde more ham, sagde han, at se, hvorledes hans nær forestående Død vilde tage sig ud. De gjorde, som han bød, og Vagten i Udkigstårnet, som troede, at det var Hagbard, han så' hænge i Galgen, gav Tegnet til de i Borgen forsamlede Piger. Disse stak strax Ild på Huset og hængte sig, idet de skjød Skamlerne bort under deres Fødder. Da Hagbard så' Kongeborgen omspændt af Luer og det vel kjendte Jomfrubur brænde, sagde han, at han følte større Glæde over sin elskedes Troskab end Sorg over, at han skulde dø, og idet han opfordrede de hosstående til at dræbe ham, vidnede han i følgende Kvad, hvor lidet han ænsede Døden:

Hurtig, Svende,
hæng nu Hagbard!
glad han nu
i Døden går.
Signes Bur
nu lystig brænder;
se, hvor Luen
liflig lyser.

Sagn og Sang
skal Signe prise,
trofast Brud
har Bålet tændt,
Liv og Død
vi svor at dele,
holdt hun har,
hvad huldt hun loved.

Højt jeg love
må min Lykke,
at jeg fik
så ædel Brud.
Her var godt,
men bedre hisset;
aldrig skal
vi to nu skilles.

"Se", sagde han, "jeg hilser min forestående Død med Glæde; thi ikke engang blandt Skyggerne tilsteder Kjærligheden, at de elskendes Favntag ophører". Og medens han sagde det, hængte Knægtene ham. Men på det ingen skal tro, at alle Oldtidens Spor er helt forsvundne, bekræftes Troværdigheden af det, som nys er fortalt, endnu den Dag i Dag ved Vidnesbyrd på selve Stedet, thi både har Hagbard ved sin Død givet det Navn, og ikke langt fra Sigars By er der et Sted, hvor en Høj rager lidt op over Sletten og ved sin Jorddynge viser, at der har været et gammelt Bosted.

En Mand har også fortalt Absalon, at han havde set en Bjælke, der var funden der på Stedet, og som en Bonde havde stødt på med sit Plovjærn, da han pløjede Jorden.

Da Hake Hamundssøn spurgte denne Tidende og nu vilde vende sine Våben fra Irerne imod Danskerne for at hævne sin Broder, forlod Hake Sjællænder, Vigers Søn, og Stærkodder ham. De havde været hans Stalbrødre hele Tiden, siden Ragnald faldt, men nu følte den ene sig tilskyndet af Venskab, den anden af Hensynet til sin Herkomst, og således drev forskjellige Grunde dem begge til at handle på samme Vis. Fædrelandskjærlighed afholdt nemlig Hake fra at angribe Danmark, thi medens de andre førte Krig imod fremmede, vilde han være kommen til at kæmpe med sine Landsmænd.

Stærkodder derimod vilde ikke gå som Fjende imod den gamle Sigar, fordi han havde nydt Gjæstevenskab hos ham og således vilde være kommen til at lønne godt med ondt. Så stor Ærbødighed nærer nemlig somme for Gjæstevenskabet, at de ikke er at bevæge til at øve nogen Overlast imod dem, de mindes en Gang at have nydt Venlighed af. Men Hake, som regnede sin Broders Død for et større Tab end sine Kæmpers Frafald, samlede sin Flåde i den Havn, som hedder Hærvig, lod sine Krigsfolk gå i Land og opstillede sin Fylking af Fodfolk dèr, hvor nu den By, Esbern har bygget, med sine Forskansninger beskjærmer de omboende og formener vilde Barbarer Adgang. Derpå delte han sine Folk i tre Skarer og sendte to Tredjedele af Flåden i Forvejen til Åen Suså, idet han satte nogle få Mænd til at ro. Skibene skulde gjøre den vanskelige Sejlads op ad Åens Krumninger og i fornødent Fald komme Fodfolkene til Undsætning. Selv gik han med Resten til Fods og søgte for det meste ind i Skovene for ikke at blive set. Denne Vej, som i gamle Dage var opfyldt af store Skove, er nu til Dels tjenlig for Ploven og kun sparsomt bevoxet med Krat. For at de ikke, når de kom ud på åben Mark, skulde savne Træernes Skjul, bød han dem afhugge Grene og bære dem foran sig, og for at intet skulde besvære dem under deres hurtige Fremrykning, bød han dem derhos kaste en Del af deres Klæder samt deres Sværdskeder fra sig og bære Sværdene blottede. Til evigt Minde herom gav han en Høj og et Vadested Navn.

Ved således at rykke frem om Natten skuffede han to Vagtposter, men da han kom til den tredje, ilede Spejderen, som blev dette usædvanlige Syn var, strax til Sigars Sovekammer og sagde, at han havde en sælsom Tidende at melde, han havde set Løv og Buske gå som Mennesker. Da Kongen spurgte, hvor langt borte den gående Skov var, svarede han, at den var tæt ved, og Kongen sagde da, at dette Vidunder varslede hans Død. Derfor kaldes den Sump, hvor Grenene blev huggede af, i Folkemunde Helmosen. Da han var bange for, at der var for snæver Plads i Byen, forlod han den og søgte ud i åben Mark for at byde Fjenderne Slag der. Ved det Sted, som nu hedder Valbrønde, hvilket vil sige Ligbrønden, måtte han bide i Græsset, efter at Slaget var gået ham imod. Hake benyttede sig af sin Sejr til at fare frem med Grumhed og lod så stor en Misgjerning følge efter sin Lykke, at han, opsat på at dræbe i Flæng, hverken ænsede Byrd eller Kjøn. Han kjendte hverken til Medlidenhed eller Skam, men rødnede sit Sværd i Kvindeblod og dræbte grumt Mødre og Børn i det almindelige Blodbad.

Sivald, Sigars Søn, som hidtil havde holdt sig hjemme i sin Faders Hus, samlede nu, da han fik Nys om dette, en Hær for at tage Hævn over Hake. Denne, som blev forskrækket over det store Tilløb, Sivald fik, besluttede nu med Tredjedelen af Hæren at vende tilbage til Flåden i Hærvig og tage Vejen over Havet. Hans Stalbroder Hake med Tilnavnet den Hugprude, mente imidlertid, at han mere burde sætte Lid til den nys vundne Sejr end nære Frygt, fordi Hake drog bort, og, idet han foretrak Døden for Flugt, vilde han bevare Resten af Hæren. Han trak da Lejren lidt tilbage og ventede ved Byen Axelsted en liden Stund på, at Flåden skulde komme, idet han lastede sine Stalbrødre for deres Sendrægtighed, fordi det varede så længe, inden de kom. Flåden, der var bleven sendt ind i Åen, var nemlig endnu ikke kommen til den Havn, den efter Bestemmelsen skulde ankre op i. Sigars Fald og Kjærligheden til Sivald opflammede nu imidlertid Almuens Sind i den Grad, at begge Kjøn blev opsatte på Kamp, så at man ikke skal tro, at Kvinderne holdt sig tilbage fra at hjælpe til i Slaget. Næste Morgen mødtes Hake og Sivald, og Slaget varede i to Dage. Der blev kæmpet med den største Grumhed, begge Høvdinger faldt, og de, der var tilbage af Danskerne, sejrede. Men Natten efter, at Slaget var endt, nåede Flåden den bestemte Havn efter at være sejlet igjennem Suså. I gamle Dage var denne Å nemlig sejlbar, men nu er den så tilgroet og smal, at kun få Skibe kan komme ind i dens snævre og dorske Løb. Da Søfolkene ved Daggry så' deres Stalbrødres Lig, opkastede de for at jorde Høvdingen en anselig Høj, som endnu i vore Dage er navnkundig og kaldes Hakes Gravhøj. Pludselig kom så Borkar over dem med sine skånske Ryttere og huggede dem ned, og efter at have fældet Fjenderne besatte han Skibene, som nu var blottede for Rorfolk, og satte over Hals og Hoved med åndeløs Hast efter Hamunds Søn.

Han traf ham, og efter at det var gået Hake ilde i Slaget, flyede denne slagen af Skræk med tre Skibe til Skotland, hvor han to År efter døde.

Fra Sigar til Harald Hildetand

Alle disse Krige og Ulykker havde i den Grad svækket den danske Kongeslægt, at der nu kun var Gyrithe, Alfs Datter og Sigars Sønnedatter, tilbage af den. Da Danskerne ikke længer havde deres højbårne Fyrster til at stå for Styret, som de var vante til, overdrog de Herredømmet til Mænd af Folket og valgte sig Fyrster blandt Menigmand, satte Østmar over Skåne og Hunding over Sjælland, Hane gav de Herredømmet over Fyn og Rørik og Hother over Jylland, således at de skulde dele Magten og Myndigheden imellem sig. For at man nu ikke skal være uvidende om, hvem der blev Stamfader for den følgende Kongeslægt, falder det mig ind, at jeg nødvendigvis må gjøre et lidet Sidespring for at gjøre Rede for visse Ting.

Der fortælles da, at Gunnar, den tapreste blandt Svenskerne, en Gang af de vægtigste Grunde var bleven opbragt på Nordmændene og ved sine Bønner opnåede tilladelse til at angribe dem, men så misbrugte denne Tilladelse ved at udsætte sig for de største Farer. Det første af de Angreb, han havde sat sig for, rettede han imod Jæderen, hvor han fo'r frem med lld og Sværd; Bytte brød han sig ikke om, hans eneste Glæde var, at Veje og Stier overalt, hvor han fo'r frem, blev bedækkede med Lig og bestænkede med Blod, thi medens andre plejede at undgå Blodsudgydelse og at lægge mere Vind på at vinde Bytte end på at øve Manddrab, foretrak han Grumhed for Vinding og søgte helst at tilfredsstille sin Blodtørst ved at dræbe Mennesker, og tilskyndede ved denne Grumhed kom Landsens Folk den truende Fare i Forkjøbet ved at overgive sig. Da Nordmændenes Konge Ragnald, som var en højt bedaget Olding, hørte, hvorledes han fo'r frem, lod han grave en Hule og sin Datter Drot indelukke i den med passende Følge og Levnedsmidler for lang Tid. Også nogle Sværd, der var smedede med den største Kunstfærdighed, nedlagde han tillige med det kongelige Boskab i Hulen for ikke at sætte Fjenden i Stand til at tage og bruge det Sværd, som han så', han selv ikke kunde gjøre Brug af. Og for at man ikke skulde blive Hulen var på Grund af dens Højde, lod han Bakken oven over den jævne med Jorden. Derpå drog han i Krig, men da han med sine gamle Lemmer ikke kunde gå alene i Slaget, støttede han sig til sine Hirdmænds Skuldre og gik således ført og holdt oppe af andre. Han faldt i Slaget efter at have kæmpet med mere Iver end Held, og hans Land fik efter hans Død stor Grund til at skamme sig.

For at straffe det overvundne Folk for dets Fejghed på en usædvanlig styg Måde satte Gunnar nemlig en Hund til Høvding over det. Hvad skal vi vel tro, han har tilsigtet med dette, andet end at lade et hovmodigt Folk føle sig rigtig grundig straffet for sit Overmod ved at måtte bøje sine stive Nakker for en gjøende Hund. Og for at Forsmædelsen skulde være fuldstændig, indsatte han Jarler, som i Hundens Navn skulde varetage Landets Anliggender, og satte Stormænd af forskjellig Rang til stadig at våge over den. Han fastsatte også, at hvis en af Hirden fandt det forsmædeligt at vise sin Høvding Hyldest og ikke vilde være med til i dybeste Ærbødighed at følge den, når den rendte frem og tilbage, skulde han straffes med Lemlæstelse. Han pålagde også Folket dobbelt Skat og Skyld, idet der både skulde betales af Høstens Afgrøde og om Foråret. Således opnåede han ved at knække Nordmændenes Hovmod, at de ret tydelig fik at fornemme, hvilket Skår der var gjort i deres Stolthed, eftersom de så' sig tvungne til at bringe en Hund Hyldest. Da han hørte. at Kongens Datter var anbragt i et Skjulested langt borte, anspændte han al sin Sindrighed for at opspore, hvor hun var, og så skete det da, at han, som selv søgte efter hende sammen med andre, utydelig hørte en Lyd som af Hvisken, der kom langt borte fra under Jorden. Han gik langsomt videre og skjelnede nu tydeligere en menneskelig Stemme. Han befol da, at Jorden, de gik på, skulde graves op helt ned til den faste Klippe, og Hulen kom da pludselig for Dagen, og han så' dens bugtede Gange. Trællene, som søgte at forsvare de blottede Adgange til Hulen, blev dræbte og Pigen trukket ud af den tillige med de dèr forvarede Sager, men sin Faders Sværd havde hun med megen Omtanke gjemt på et endnu hemmeligere og sikrere Sted. Gunnar tvang hende nu til at være ham til Vilje, og hun fødte ham Sønnen Hildiger, som i den Grad slægtede sin Fader på i Henseende til Grumhed, at han altid var opsat på Manddrab, ikke tænkte på andet end på at slå Mennesker ihjel og altid led af en umættelig Blodtørst. Han blev da også til sidst landsforvist af sin Fader for sin ulidelige Grumhed, men da han strax fik et Jarledømme overladt af Alver, anvendte han fremdeles al sin Livstid på Krig og Orlog, fejdede på sine Naboer og anrettede Mandslæt iblandt dem, thi han opgav intet af sin vante Grumhed, fordi han var bleven landsforvist, og skiftede ikke Sind, fordi han havde måttet skifte Bosted.

Imidlertid havde Borkar fået Nys om, at Ragnalds Datter Drot med Vold var bleven tvungen til at ægte Gunnar, og han skilte da denne både ved Hustru og Liv og tog selv Drot til Ægte, hvilket hun ikke var uvillig til, thi det tyktes hende ret og billigt, at hun ægtede sin Faders Hævner, hun sørgede nemlig over sin Fader og kunde aldrig med Glæde være hans Banemand til Vilje. Med hende avlede Borkar en Søn Halfdan, som i sin første Ungdom havde ord for at være tåbelig, men senere blev berømmelig ved de mest strålende Bedrifter og vandt Ry for de ypperligste Egenskaber, der kan pryde en Mand. Medens han endnu var Dreng, gav en navnkundig Kæmpe, som han i Kådhed havde drevet Gjæk med, ham en Gang en Næsestyver, og han gik da strax løs på ham med en Stok, han havde i Hånden, og slog ham ihjel. Dette var et Varsel om det Ry, han skulde vinde ved sine Bedrifter; den Foragt, han tidligere havde været Gjenstand for, veg i Resten af hans Liv Pladsen for det mest strålende Ry. Den Handling indviede hans herlige Krigsbedrifters Storhed.

I de Dage hjemsøgte en ruthensk Viking ved Navn Rød skammelig vort Fædreland med Plyndring og Grumhed. Han var så glubsk, at, medens andre dog ikke kunde nænne at plyndre deres Fanger helt ind til Skindet, anså han det ikke for utilbørligt også at plyndre dem for de Klædningsstykker, der dækker de Dele af Legemet, som Blufærdigheden byder at skjule. Derfor plejer vi endnu at bruge Ordet Røde-Ran for at betegne et meget grovt og umenneskeligt Røveri. Han havde også stundom for Skik at anvende følgende Pinselsstraf: han gjorde den højre Fod rigtig fast på Jorden, og det venstre Ben bandt han til Grene, som i den Hensigt var bøjede, og når Grenene så blev slupne og sprang tilbage, flaktes Kroppen midt ad. Hane, Kongen på Fyn, vilde gjærne indlægge sig stor Hæder og Ære og prøvede derfor på at bekæmpe ham med sin Flåde, men måtte give sig på Flugt kun fuJgt af én Mand. Det er til Spot og Spe for ham, at det Ordsprog èr blevet gængs: "Hane er hjemme rigest". Nu kunde Borkar ikke længer holde ud at se på den Fortræd, hans Landsmænd led, og han angreb derfor Rød; de kæmpede sammen, og de omkom sammen. Efter hvad der fortælles, blev Halfdan hårdt såret i det samme Slag og var en Tid lang svag af de Sår, han havde fået. Et af dem havde på en temmelig iøjnefaldende Måde skæmmet hans Mund. Den knuste Del af Læben vår nemlig så svullen, at Kjødet ikke kunde gro ud og fylde den buldne Flænge. Dette skaffede ham et forsmædeligt Tilnavn, uagtet Sår forpå ellers snarere plejer at indbringe den, der får dem, Ros og ikke Skam. Så ondsindet kan den almindelige Mening undertiden tyde, hvad der i sig selv er Ære værd.

Da Gyrithe, Alfs Datter, imidlertid betænkte, at hun var den eneste, der var tilbage af Kongestammen, og der ikke fandtes nogen, som var hendes Jævning i Byrd, og som hun kunde ægte, aflagde hun Løfte om frivillig Kyskhed, idet hun anså det for bedre ikke at gifte sig end at ægte en Mand af Folket, og for at sikre sig inod Vold lod hun sit Jomfrubur bevogte af en udsøgt Skare Kæmper. En Gang traf det sig så, at Halfdan kom til hende, da Kæmperne, hvis Broder han selv som Dreng havde slået ihjel, var borte. Han sagde da til hende, at hun burde løse sit Jomfrubælte og ombytte Kyskhed med Elskov, at hun ikke burde give i den Grad efter for sit Ønske om at leve kysk, at hun lod hånt om ved at gifte sig at gjenoprette det forfaldne Kongedømme. Han bød hende tage ham, der var af overmåde ædel Byrd, i Betragtning som en, hun kunde gifte sig med, eftersom hun syntes kun at ville unde nogen sin Elskov af den Grund, han havde nævnet. Hertil svarede Gyrithe, at hun ikke kunde få sig til at parre den Rest, der var tilbage af Kongestammen, med en Mand af ringere Herkomst, og ikke nok med, at hun bebrejdede ham hans Byrd, men hun lagde ham også hans vanskabte Mund til Last. Halfdan sagde da, at hun havde sigtet ham for to Lyder, for det første, at hans Herkomst ikke var glimrende nok, for det andet, at han havde en Flænge som et Hareskår, der ikke vilde gro sammen; derfor vilde han nu ikke komme igjen for at bejle til hende, før han havde vundet så stor Berømmelse i Krig, at den gjorde begge disse Lyder til intet. Han bad hende også om ikke at unde nogen Mand at dele Leje med hende, før end hun havde spurgt sikre Tidender om, at han var kommen hjem, eller at han var død. Kæmperne, hvis Broder han forlængst havde dræbt, blev vrede over, at han havde talt med Gyrithe, og forfulgte ham til Hest. Da han så' det, bød han sine Stalhrødre skjule sig, thi han vilde ene tage imod Kæmperne, sagde han, og da hans Ledsagere tøvede og holdt for, at den Befaling vilde de have Skam af at adlyde, drev han dem bort med Trusler; Gyrithe skulde aldrig spørge, at han af Frygt unddrog sig en Kamp. Han fældede strax en Eg og tildannede den som en Kølle, kæmpede så ene med tolv og dræbte dem. Da de havde måttet bide i Græsset, vilde han ikke lade sig nøje med den Ære, han havde vundet ved så ypperlig en Bedrift, men fik, for at udføre endnu større Ting, af sin Moder de Sværd, der havde tilhørt hans Bedstefader, det ene hed Lysing, det andet Hviding på Grund af den Glans, der lyste af den hvasse Od. Da han spurgte, at der rasede en Krig imellem Svenskekongen Alver og Ruthenerne, drog han på stående Fod til Rusland, tilbød Landsens Folk dèr sin Bistand og blev af alle modtagen med den største Ære. Alver var ikke langt borte, de var kun skilte fra hinanden ved et lidet Stykke Vej. Alvers Stridsmand Hildiger, Gunnars Søn, udæskede Ruthenernes Kæmper til at slås med sig, men da han så' Halfdan træde frem og godt vidste, at han var hans Broder, fik Blodets Røst Overtaget over hans Tapperhed, og han sagde, at han, der havde Ry for at have fældet halvfjerdsindstyve Kæmper, ikke vilde slås med en lidet forsøgt Mand. Han bød ham først forsøge i det mindre, så kunde han bagefter gå over til Ting, der svarede til hans Kræfter. Dette sagde han ikke af Mistillid til sit Mod, men for at bevare sin Ærlighed, thi han var ikke blot meget tapper, men også forfaren i at døve Sværd med Galdresange. Da han nu betænkte, at Halfdans Fader var hans egen Faders Banemand, rørte der sig to Følelser i ham: Lyst til at hævne sin Fader og Kjærlighed til Broderen, og han holdt det derfor for rådeligere at unddrage sig Udfordringen end at begå en stor Brøde. Halfdan forlangte da, at en anden Kæmpe skulde gå imod ham i hans Sted, og fældede den, der mødte frem; det varede ikke længe, før end også Fjenderne tilkjendte ham Sejrskransen, og alle erklærede ham enstemmig for den tapreste af alle. Dagen efter forlangte han at slås med to og fældede dem begge, tredje Dagen vog han tre, fjerde Dagen fire, femte Dagen fem. Da ottende Dagen kom, og Tallet på dem, han sloges med, og de Sejre, han vandt, stadig var voxet i samme Forhold, fældede han elleve i én Dyst. NU skjønnede Hildiger, at det Ry, han havde vundet for sine Bedrifter, ikke var større end Halfdans Tapperhed, og han kunde nu ikke længer få sig til at nægte at kæmpe med ham. Da han var bleven dødelig såret af Halfdan med et Sværd, der var omviklet med Klude, kastede han sine Våben og tiltalte liggende på Jorden sin Broder sålunde:

Godt det er
en Gang at skifte
gode Ord
i Gammenslag.
Våben nu vi
lade hvile,
vexle Ord som
gode Venner.

Tid vi har
til sindig Tale,
lider end mit
Liv mod Enden.
Mig til Døden
Nornen dømte
dig hun Liv
og Lykke under.

Svensk og Dansk,
som krydsed Sværd,
begge samme
Moder bar.
Fandt end sent
vi først hinanden,
begge Drot vi
died, Broder.

Tungt, at Broder
Broder fælder;
glad jeg er, at
mig det gjaldt.
Vist jeg ved,
du sande vil,
ej jeg svang
mit Sværd med Lempe.

Se mit gode
svenske Skjold,
mangen Dåd
på det du skuer;
malet står der
mangen Sejr,
mange Fjender
som jeg fælded.

Se, i Midten
står min Søn,
ham jeg vog
imod min VilJe.
Svart hans Faders
Hjærte sved det
da mit Glavind
gav ham Døden.

Ilde Lykken
leger med os,
snart til Gråd
den Gammen vender.
Ingen bryder
Nornens Bud,
Skæbnen, hun os
skikker, får vi.

Da han havde kvædet dette, lastede Halfdan ham, fordi han først nu, da det var for sent, åbenbarede, at han var hans Broder. Han svarede, at han havde tiet for ikke ved at undslå sig for Kampen at skulle få Ord for at være fejg og ved at indlade sig på den få Ord for at have begået en Brøde, og medens han således søgte at undskylde sig, døde han. Men blandt Danskerne udbredte det Rygte sig, at Halfdan var falden for Hildigers Hånd. En Sachser af den fornemste Byrd, Sivard hed han, begyndte nu at bejle til Gyrithe, der var den eneste, som var tilbage af den danske Kongeæt. Hemmelig foretrak hun Halfdan for ham, og så stillede hun da sin Bejler det Vilkår, at hun ikke vilde ægte ham, før end han havde samlet Daneriget, der nu var splittet i Stumper og Stykker, til et Rige og med Våbenmagt givet hende tilbage, hvad der var ranet fra hende med Urette. Sivard prøvede forgjæves derpå, men da han havde bestukket alle dem, der havde noget at sige i den Sag, blev hun omsider trolovet med ham. Da Halfdan i Rusland fik dette at vide af Kjøbmænd, sejlede han så hurtig hjem, at han kom, inden Brylluppet var holdt. På Brylluppets første Dag bød han, inden han gik op til Kongeborgen, sine Mænd, at de ikke måtte forlade de Vagtposter, han havde anvist dem, før end de hørte Våbengny langt borte. Ukjendt af Gjæsterne gik han frem for Jomfruen, og for ikke at åbenbare sin Mening for flere ved at sige den rent ud i simple Ord nedlagde han den i et dunkelt og tvetydigt Kvad, som følger:

Da fra Danmark
bort jeg drog,
Kvinders Falskhed
ej jeg kjendte.
En jeg vog,
og to jeg vog,
tre og fire
så Jeg fældte.

Fem og sex
på Valen segned,
syv og otte
fulgte efter,
ni og ti
sig måtte neje,
elleve faldt
i sidste Omgang.

Ej for Rænker
ræd jeg var,
stolt jeg på
et Løfte stoled.
Tåbe tro
på Kvindetale,
lide trygt
på Kvindeløfter.

Hertil svarede Gyrithe:

Last mig ej
for sveget Løfte,
last kun Rygtet,
som har løjet.
Tung om Hjærtet
jeg det troede,
da det meldte,
du var død.

Hårdt de trygled
mig og trued,
nødig jeg
til sidst mig nejed.
Glad jeg nu
min Hånd dig giver,
aldrig svigter
jeg mit Ord.

"Ingenlunde har jeg brudt mit Løfte til dig", sagde hun, "om jeg end, ene, som jeg var, ikke mægtede at modstå så manges Overtalelser og vægre mig ved at gjøre, hvad de strængelig formanede mig til i Henseende til at modtage dette Ægteskabstilbud". Jomfruen havde endnu ikke fået talt ud, da Halfdan gjennemborede hendes Brudgom med sit Sværd, og ikke nøjet med at have fældet en Mand, fældede han største Delen af Gjæsterne. Da Sachserne vaklende frem og tilbage i Drukkenskab angreb ham, blev de ihjelslagne af hans Mænd, som nu kom til. Derefter ægtede Halfdan Gyrithe, men da han kom på det rene med, at hun var ufrugtbar, og han var i højeste Grad opsat på at få Afkom, drog han til Upsal for at opnå, at hun blev frugtbar, og der blev da svaret ham, at, om han vilde avle Børn, måtte han først bringe sin Broders Skygge et Sonoffer. Dette Bud adlød han, og så opnåede han, hvad han ønskede, idet han med Gyrithe fik en Søn, som han kaldte Harald. l hans Navn søgte han igjen at samle Daneriget og give det dets fordums Omfang, thi det var blevet splittet ved Høvdingernes Vold og Uret, og i en Krig på Sjæl land angreb han da en såre navnkundig Kæmpe ved Navn Vesete og faldt i Slaget. Da Gyrithe, som af Kjærlighed til sin Søn deltog i Slaget i Mandsklæder, så' det, tog hun Sønnen, der kæmpede ivrig, medens hans Stalbrødre flyede, på sine Skuldre og bar ham hen til en Lund i Nærheden. De fleste af Fjenderne var for trætte til at forfølge hende, men en at dem skjød en Pil igjennem Bagdelen på ham,medens han hang på hendes Ryg, og Harald syntes derfor, at hans Moder mere havde påført ham Skam end ydet bam Hjælp.

Harald Hildetand

Harald var såre fager og overmåde stor af Væxt, ligesom han overgik sine jævnaldrende i Kræfter og Legemsbygning. Odin, på hvis Bud han syntes at være bleven avlet, var ham så gunstig at love, at Jærn ikke skulde kunne volde ham nogen Mén, og som Følge heraf mægtede Våben, som sårede andre, ikke at tilføje ham nogen Skade. Han undlod da heller ikke at gjengjælde denne Velgjerning, thi, efter hvad der fortælles, skal han have lovet Odin Sjælene af dem, han fældede. Til Minde om sin Fader lod han nogle Runeristere indhugge hans Bedrifter på en Klippe i Bleking, som jeg allerede har omtalt i Fortalen. Derpå drog han, da han spurgte, at Vesete skulde holde Bryllup i Skåne, did i en Tiggers Skikkelse, og da Gjæstebudet om Aftenen var til Ende, og alle lå døvede af Drik og Søvn, sprængte han med en Bjælke Brudekammerets Væg. Vesete tilføjede ham ikke noget Sår, men slog ham sådan over Munden med en Knippel, at han mistede to Tænder derved; senere voxede der uventet et Par Kindtænder ud i Stedet og bødede på Skaden. Heraf fik han Tilnavnet Hildetand, som nogle siger, han fik, fordi han havde en Række fremspringende Tænder. Efter ved denne Lejlighed at have fældet Vesete fik han Herredømmet i Skåne. Derpå angreb han Hader i Jylland og fældede ham, og en Bys Navn hevarer stadig Mindel om hans Fald.

Derpå bemægtigede han sig Lejre, efter at have fældet Hunding og Rørik, og samlede atter det splittede Danerige i dets gamle Omfang. Så spurgte han, at Asmund, Kongen over Vigen, var bleven berøvet sit Rige af sin ældre Søster, og opbragt over en sådan Frækhed af en Kvinde, drog han, medens Krigen endnu var uafgjort, til Norge med et Skib for at komme Asmund til Undsætning. Da Slaget begyndte, gik han imod Fjenden iført en Purpurkåbe og med en guldbaldyret Hue på Hovedet, så at han snarere måtte siges at være pyntet til Fest end rustet til Kamp, således stolede han i Steden for på Våben på den lønlige Vished, han havde om, at Lykken var ham god. Men hans Mod svarede ikke til hans Dragt, thi skjønt han var våbenløs og kun iført sit kongelige Skrud, gik han frem foran de væbnedes Fylkinger, stillede sig blot i Kampen og udsatte sig for de største Farer. Spydene, der slyngedes imod ham, mistede al Evne til at volde ham Men, ret som om deres Odde var døvede, og da Fjenderne så', hvorledes han kæmpede våbenløs, trængte de ind på ham og var, om ikke for andet, så for Skams Skyld, nødte til at gå drabelig frem. Men Harald, som stadig var uskadt, fældede dem med sit Sværd eller nødte dem til at fly, og således gav han Asmund hans Rige tilbage, efter at han havde dræbt hans Søster. Da Asmund bød ham Sejrens Løn, sagde han, at Æren alene var Løn nok, og viste sig således lige så stor ved at afslå de Gaver, der bødes ham, som han havde vist sig ved at fortjene dem. Herved indgjød han alle lige så stor Beundring for sin Uegennyttighed som for sin Tapperhed, idet han erklærede, at Sejren skulde bringe ham Hæder og ikke Guld og Gods.

Imidlertid døde Svenskernes Konge Alver og efterlod sig Sønnerne Olaf, Yngve og Ingild. Yngve var ikke fornøjet med den Magt og Anseelse, der var gået i Arv til ham fra hans Fader, og for at udvide sit Rige erklærede han Danskerne Krig. Da Harald var opsat på at få Gudernes Mening at vide om, hvilket Udfald Krigen vilde få, kom der en overmåde stor gammel Mand, som kun havde et Øje og havde en låden Kappe på, til ham og sagde, at han hed Odin og forstod sig på Krigsvæsen, og han gav ham de nyttigste Anvisninger om, hvorledes han skulde opstille sin Hær i Slagorden, Han bød ham, når han skulde kæmpe til Lands, at dele hele sin Hær i tre Fylkinger, som han hver skulde ordne i tyve Rækker, men den midterste Fylking skulde desuden springe frem foran deandre to med tyve Mand opstillede i fem Rækker, og den ligesom de to andre skulde han give Form som Spidsen af en Kegle eller Kile, og på begge Sider af den skulde Fløjene gå skråt ud. Rækkerne i hver af Fylkingerne skulde han ordne således, at der, når Krigsfolkene stillede sig op, i den forreste Række skulde være to Mand og så kun én flere i hver af de følgende, således at der i anden række var tre, i tredje fire og således fremdeles; således skulde Forholdet holdes alle Rækkerne igjennem, indtil Fløjmændene i Midterfylkingens sidste Række kom i lige Linie med og sluttede sig tæt op til Sidefløjenes sidste række, og derfra skulde så hver Fylking fortsættes videre med ti Rækker. Bag disse Fylkinger skulle han opstille det unge Mandskab med Kastespyd og bag det igjen de gamle, som med deres prøvede Tapperhed skulde styrke deres Stalbrødres Kræfter, når de glippede; derefter, skulde en med Valpladsen vel kjendt Regnemester hertil føje Fløje af Slyngekastere, som skulde stå bag deres Stalbrødre og angribe Fjenden på langt Hold med deres Blider, og bag ved dem igjen skulde han i Flæng og uden Hensyn til Stand og Vilkår stille Folk af anhver Alder og Rang.

Bagtroppen skulde han derhos ordne i tre Kiler ligesom Fortroppen og med det samme Forhold i Rækkerne. Den bageste Del af denne vilde så, idet den stødte op til de foranstående , beskytte dem just derved, at den vendte til den anden Side. Men kom han i Søslag, skulde han udskille en Del af sin Flåde, som så, når han begyndte slaget, på mangfoldig Måde skulde fare hid og did omkring de fjendtlige Skibe. Efter at have tilegnet sig disse Regler i Krigskunsten kom han Svenskerne i Forkjøbet og fældede Yngve og Olaf, medens de endnu var ved at lave sig til at føre Krig. Da deres Broder Ingild sendte Bud til ham og under Påskud af, at det stod ilde til med hans Helsen, bad om Våbenstilstand, tilstod han ham hans Begjæring, for at hans Tapperhed, som havde lært at skåne dem, der havde Sorg og Kvide, ikke skulde få Udseende af at krænke den, der nu kun havde så krank en Lykke.

Da Ingild senere udæskede ham ved skammelig at røve hans Søster, mattede han ham længe ved at påføre ham en Krig, i hvilken Sejren snart hældede til den ene, snart til den anden Side, indtil han omsider sluttede Venskab med ham, idet han holdt det for bedre at have ham til Forbundsfælle end til Fjende.

Da han derefter spurgte, at der skulde være Krig om Kongedømmet imellem Trøndernes Konge Olaf og Jomfruerne Stikla og Rusla, blev han såre opbragt over disse Kvinders Frækhed og drog, uden at nogen vidste af det, til ham, forklædte sig således, at man ikke så hans fremstående Tænder, og angreb Jomfruerne. Han fældede dem begge og gav to Havne Navne, der mindede om deres. Ved den Lejlighed gav han et storartet Bevis på sin Tapperhed, thi uden at have andet på end en Skjorte, som man bærer den under Rustningen, stillede han sit Bryst blot for Fjendernes Våben. Da Olaf tilbød ham Løn for Sejren, afslog han den, så det var ikke let at sige, om han havde lagt størst Tapperhed eller Uegennyttighed for Dagen. Derpå angreb han en frisisk Kæmpe ved Navn Ubbe, som tit hærjede på Jyllands Kyster og anrettede stort Mandefald blandt Almuen, og da han ikke kunde få Bugt med ham med Våben, bød han sine Krigsfolk gribe ham med Hænderne, strakte ham til Jorden og lod ham binde og lægge i Lænker.

Således overvandt han på en forsmædelig Måde den, som han kort i Forvejen havde troet skulde tilføje ham et svært Nederlag.

Harald gav ham imidlertid sin Søster til Ægte og fik ham derved til at tage Krigstjeneste hos sig, og derpå gjorde han de Folk, der boede ved Rhinen, skatskyldige og udskrev Krigsfolk af de tapreste iblandt dem. Lidende på dem overvandt han Slavenland i Krig og bød, at dets Høvedsmænd Dal og Duk formedelst deres Tapperhed blot skulde tages til Fange og ikke dræbes. Efter at have taget dem i sin Tjeneste, underlagde han sig med Våbenmagt Aqvitanien og drog så strax efter til England, fældede Humbrernes Konge og tog alle de ypperste af det overvundne Lands Ungdom med sig; som den første iblandt dem regnedes Orm med Tilnavnet den Bretske. Rygtet om disse Bedrifter lokkede Kæmper til ham fra alle Dele af Verden, og dem samlede han i en Flok for sig, som han gav Sold. Hans Styrke øgedes således ved dette Tilløb, at han holdt alle Lande i den Grad i Ro ved den Frygt, hans Navn indgjød, at han betog alle deres Fyrster Modet til at kæmpe indbyrdes, og på Havet turde ingen tiltage sig noget Herredømme, uden at han gav sit Minde dertil, thi fra Arilds Tid af havde i Daneriget Herredømmet til Lands været adskilt fra Herredømmet til Vands.

Imidlertid døde Ingild i Sverige og eflerlod sig en ganske liden Søn, Ring, som han havde med Haralds Søster. Harald gav ham Formyndere og gjorde ham til Konge i hans Fædrenerige. Efter således at have underlagt sig Lande og Fyrster levede han halvtredsindstyve År i Fred. For at Krigsfolkenes Mod ikke skulde sløves til Dorskhed i denne lange Fredstid, bestemte han, at Kæmperne flittig skulde undervise dem i at give og afbøde Hug og Stød. Nogle af hans Kæmper var drevne i en mærkelig Måde at kæmpe på, idet de plejede at ramme Modpartens Øjenbryn med et Hug, som aldrig fejlede. Blinkede nogen af Frygt, når Hugget faldt, blev han strax jaget bort fra Hirden og afskediget af Krigstjenesten.

I de Dage drog Olaf eller Ole, en Søn af Sivard og Haralds Søster, fra Norge til Danmark opsat på at se sin Morbroder.

Eftersom det er vitterligt, at han først kom i Haralds Hird og efter Svenskekrigen fik Herredømmet over Danmark, hører det i visse Måder hid at fortælle, hvad Mindet har bevaret om hans Bedrifter. Da Ole havde nået sit femtende År i sin Faders Gård, gav han hartad utrolige Beviser på, hvilke ypperlige Gaver han besad både i Henseende til Sjæl og Legeme, og derhos var han så grum og vild af Åsyn, at han over for Fjenden udrettede det samme med sine Øjne som andre med Våben og skræmmede selv de modigste med sine hvasse og lynende Blikke. Da han havde spurgt, at Gunne, Høvedsmanden over Thelemarken, sammen med sin Søn Grim på Stimandsvis hærjede i Ødeskoven, der er opfyldt af tæt Krat og skumle Dale, blev han harmfuld over dette Uvæsen og bad sin Fader om at give ham Hund og Hest og sådanne Våben, som let kunde skaffes til Veje, idet han fordømte den Ungdom, der lod den Tid, der burde vies til Tapperhed, hengå i Ørkesløshed. Da han havde fået, hvad han bad om, ransagede han på det omhyggeligste den nævnte Skov og fandt da Spor dybt indtrykte i Sneen, som røbede, hvor Stimanden havde haft sin Gang. Ledet af dem kom han over et Bjærg og nåede til en overmåde stor Elv. Her hørte Menneskesporene, som han hidtil havde fulgt, op, og han besluttede da at sætte over Elven, men selve Vandets Masse, hvis Bølger rullede af Sted i rivende Fart, syntes at gjøre det umuligt at komme over, thi der var fuldt op af skjulte Skjær, så hele Elvelejet stod som i én skummende Hvirvel. Lysten til at komme hurtig af Sted fik imidlertid Overtaget i Oles Sind over Tanken om Faren, så hans Mod fik Bugt med hans Frygt, og hans Dumdristighed lod hånt om Faren, han anså intet for vanskeligt, når han havde Lyst dertil, og kom på sin Hest igjennem de brusende Hvirvler. Da han var kommen over Elven, kom han til nogle snævre Passer, som på alle Sider var omgivne af Moser, som det ikke var let at trænge ind i, fordi der var opkastet en Vold foran dem. Han førte sin Hest over Volden og så' da en Indhegning med mange Stalde. Opsat på at sætte sin Hest ind dèr, drev han en Flok af dem, der var der, ud, men så kom en Mand ved Navn Toke, Gunnes Træl, ud, opbragt over, at en fremmed var så fræk, og angreb ham hårdelig, men han afbødede hans Angreh blot ved at holde Skjoldet for. Ole syntes, det vilde være en Skam at dræbe ham med sit Sværd og han greb ham derfor og knuste hvert Ledemod i ham og kastede ham så ind i Huset, han var kommen så hæsblæsende ud af. Gunne og Grim blev strax rasende over denne Forsmædelse, kom ud hver af sin Dør og gik begge på en Gang løs på Ole uden at ænse hans Alder og Kræfter. Han sårede dem dødelig, og da deres Legemskræfter var helt udtømte, kvad Grim, skjønt han næsten var helt kraftesløs og knapt kunde drage sit sidste Suk, med sin sidste Rallen følgende Vise:

Mat og mødig
nu jeg mærker,
at i Døden
snart jeg dåner;
tungt og trægt
jeg tækker Vejret,
ud af Såret
Livet siver.

Dog en stakket
Stund endnu
vil vort Sværd
vi modig svinge,
at, vi, når
i Grav vi gjemmes,
må for Mod
og Manddom prises.

Sidste Slag
vi nu vil slå,
før vi skal
til Helhejm fare.
Med på Farten
skal vor Fjende!
Samme Grav
os alle gjemme!

Sålunde kvad Grim, og hans Fader, som vilde kappes med ham i ubetvingeligt Mod og føje sin Opfordring til sin Søns kjække Vise, kvad nu:

Vælder Blodet
end af Brystet,
er kun lidet
Liv os levnet,
kjækt vi til
det sidste kæmper,
at vort Ry
må evigt leve.

Sværd for sidste
Gang jeg svinger,
flux jeg nu
vor Fjende fælder,
Trende Lig
på Bål skal lægges,
samme Urne
Asken gjemme.

Da han havde kvædet dette, gjorde de begge, støttende sig på deres Knæ - thi den nær forestående Død havde udtømt deres Kræfter - en sidste Kraftanstrcengelse for at kæmpe med Ole, for at de kunde få deres Fjende med i Døden, thi at de skulde dø, ænsede de ikke, når blot han, som fældede dem, kom til at gjøre dem Følgeskab. Ole fældede den ene af dem med sit Sværd, den anden lod han sin Hund gjøre det af med. Men han vandt ikke denne Sejr, uden at den kostede ham Blod, thi han, som hidtil var forbleven uskadt, havde nu fået et Sår foran på Kroppen. Hans Hund slikkede ham flittig, og så kom han til Kræfter igjen. For at udbrede sikker Kundskab om sin Sejr hængte han Stimændenes Lig op i Galger, så de kunde ses vidt og bredt. Derhos bemægtigede han sig deres Borg og gjemte alt det Bytte, han fandt der, til Brug i Fremtiden.

På den Tid havde Brødrene Skate og Hjale's frække Overmod i den Grad taget Overhånd, at de røvede fagre Jomfruer fra deres Forældre og krænkede dem. Det traf sig nu så, at de fik i Sinde at røve Æse, en Datter af Olaf, Underkongen i Vermland, og de lod da hendes Fader vide, at hvis han ikke vilde give hende til Pris for dem, måtte han enten selv gå i Tvekamp til Værn for sit Barn eller stille en anden i sit Sted. Da Ole spurgte det, glædede han sig over den Lejlighed til Kamp, der her tilbød sig, og gik til Olafs Hus forklædt som Bonde. Han fik Plads blandt de nederste ved Bordet, og da han så', at hele Kongens Hus sørgede, kaldte han med Forsæt Kongens Søn hen til sig og spurgte, hvorfor de satte så bedrøvelige Ansigter op. Han svarede, at hvis der ikke snart kom nogen til Hjælp, vilde hans Søsters Kyskhed inden føje Tid blive krænket af nogle grumme Kæmper. Ole spurgte så, hvad Løn den vilde få, der satte sit Liv på Spil for Jomfruen, og da Sønnen spurgte Olaf derom, svarede denne, at den, der gik i Kamp for hans Datter, skulle få hende til Ægte. De Ord vakte i høj Grad Oles Lyst til at indlade sig på det Vovestykke.

Jomfruen havde for Skik at gå tæt hen til Gjæsterne og holde et Lys op for Ansigtet og tage dem nøje i Øjesyn for at danne sig et sikkert Skjøn om deres Sæder og Levemåde, som gjæstede dem, ja, man tror endogså, at hun af Ansigtets Mærker og Linier skjønnede deres Herkomst, hun så' på, og blot ved sit skarpe Syn kunde afgjøre, hvad Byrd enhver var af. Da hun nu kom hen til Ole og stod og så' på ham med sine forskende Øjne, blev hun slået af det usædvanlig gruopvækkende, der var i hans Blik, og faldt om næsten død, men da hendes Kræfter lidt efter lidt vendte tilbage, og hun igjen begyndte at trække Vejret friere, prøvede hun igjen på at se på Ungersvenden, og hun gled da pludselig og faldt forover, som om hun var helt fra sig selv. Tredje Gang prøvcde hun på at åbne sine lukkede og nedslagne Øjne, men faldt atter pludselig om ude af Stand ikke blot til at åbne Øjnene, men også til at stå på sine Fødder. I den Grad kan Forbavselse lamslå. Olaf spurgte nu, hvoraf det kom, at hun faldt så tit, og hun svarede, at hun var bleven slået af Gjæstens barske Blik, han var af Kongeæt, og hvis han kunde gjøre Røvernes Forsæt til intet, var han overmåde værdig til at blive hendes Husbond. De bad nu alle Ole om at blotte sit Ansigt - han havde nemlig trukket Hatten ned over det -, at de kunde se hans Træk. Han bød dem da alle aflægge deres Sorg og holde sig fra al Gråd og Kvide, og så blottede han sit Ansigt, og alle stirrede ivrig på ham undrende sig over hans store Fagerhed, thi hans Lokker var gule og skinnede som Guld. Øjnene holdt han lukkede for ikke at indjage dem Skræk, når de så dem. Så fattede de Mod igjen i Håb om bedre Tider, og det var, som om Gjæsterne vilde give sig til at danse og Hirdmændene til at hoppe og springe, idet den dybeste Sørgmodighed vejredes bort af overstrømmende Glæde og Munterhed. Således borttog Håbet Frygten, og Gjæstebudet fik et helt andet Udseende, og intet var, som det havde været fra første Færd af; således forjog en Gjæsts venlige Løfte den fælles Frygt af alles Sind. Imidlertid kom Hjale og Skate med ti Svende, som om de vilde bortføre Pigen lige på Stedet, og gjorde Ustyr overalt med Råben og Skrigen. Hvis Kongen ikke strax overgav dem Pigen, udæskede de ham til Kamp, sagde de. Ole besvarede strax deres Skrål med at love, at han vilde slås med dem; han stillede den Betingelse, at ingen lumsk måtte angribe nogen bagfra, medens Kampen stod på, der skulde kun kæmpes Ansigt mod Ansigt. Derpå fældede han med sit Sværd, som hed Løgthe, ene dem alle tolv, hvilket var en større Bedrift, end man skulde vente af ham efter hans unge Alder. For øvrigt fandt Kampen Sted på en Holm midt i en Mose, og ikke langt derfra ligger der en Landsby, som til Minde om denne Kamp bærer begge Hjale og Skates Navne i Forening.

Nu fik han altså som Sejrens Løn Pigen til Ægte, og da hun havde født ham en Søn Omund, fik han af sin Svigerfader Lov til at drage hjem og se til sin Fader. Da han havde fået at vide, at hans Land på Underkongen Thores Vegne blev angrebet af BlotToste og Ljotar, som også havde et Tilnåvn, ilede han did for at kæmpe med dem, kun fulgt af en Svend, der var forklædt som Kvinde. Da han ikke var langt fra Thores Borg, gjemte han sit Sværd i en hul Stok og lod sin Ledsager gjøre ligeså, og da han kom til Kongeborgen, skjulte han sit sande Åsyn under en falsk Skikkelse og gav sig Udseende af at være en affældig Olding. Han havde været Stodderkonge hos Sivard, sagde han, men Kongens Søn Ole havde ved sit stadige Had drevet ham i Landflygtighed. Så begyndte adskillige af Hirdmændene strax spotvis at hilse ham med Kongenavn, knæle for ham og række ham Hånden. Derpå bød han dem gjøre Alvor af, hvad de havde gjort for Spøg, drog Sværdet, han havde skjult i Stokken, og gik løs på Kongen. En Del hjalp Ole, idet de tog Spøgen for Alvor og ikke vilde bryde det Løfte, de spotvis havde givet, men adskillige brød sig ikke om det tåbelige Løfte og stillede sig på Thores Side, så der opstod en indbyrdes og tvivlsom Kamp. Omsider blev Thore overvældet og dræbt ikke mindre af sine egne Folks end af sin Gjæsts Våben, og Ljotar, der var bleven dødelig såret og skjønnede, at Sejrherren, Ole. var lige så skarpsindig som tapper til at øve Bedrifter, gav ham Tilnavnet den Flinke og spåede ham, at samme Slags Svig, som han havde anvendt over for Thore, også vilde blive hans Bane, thi der var ingen Tvivl om, at Forræderi blandt hans egen Husstand vilde fælde ham. Og med de Ord på Læberne opgav han pludselig Ånden. Vi ser altså, at den døendes sidste Ord med Spådomskløgt varslede Sejrherrens Død, som den med Tiden skulde times ham.

Efter disse Bedrifter begav Ole sig ikke til sin Fader, førend han havde skaffet ham Fred i hans Hus. Hans Fader gav ham Anførselen til Søs, og han fældede i Søslag halvfjerdsindstyve Søkonger, af hvilke Birvil og Hvirvil, Torvil, Nef og Onef, Redvard, Rand og Erand var de ypperste. Ved den Hæder og Ære, han således vandt, opflammede han mange Kæmper, hvis hele Digten og Tragten gik ud på at øve tapre Bedrifter, til at slutte Forbund med ham. Han dannede sig endog en Livvagt af ubændige Ungersvende, som brændte af Begjærlighed efter at vinde Hæder. I den optog han også Stærkodder og behandlede ham med den største Ære og viste ham større Venskab, end han selv havde Gavn af. Udrustet med sådanne Kræfter revsede han ved sin store Navnkundighed Nabokongernes Frækhed således, at han berøvede dem al Styrke til at føre Krig med hinanden og også betog dem al Lyst og Dristighed dertil.

Derefter drog han til Harald og fik også af ham Anførselen til Søs, og til sidst blev han sendt i Krigstjeneste hos Ring. På den Tid var der en Mand ved Navn Brun, som ene var indviet i og deltog i alle Haralds Råd og Anslag. Hver Gang Harald og Ring havde Brug for et hemmeligt Bud, plejede de at betro Hvervet til ham. Grunden til denne Fortrolighed var, at Harald og Brun var bleven opdragne sammen og havde leget sammen som Børn. Da han på en af sine stadige møjsommelige Rejser druknede i en Flod, påtog Odin sig hans Navn og Udseende og bragte ved at røgte de Sendelser, der blev ham overdragne, på forræderisk Måde den stærke Enighed, der var imellem Kongerne, til at vakle, og så stor var hans Falskhed i Henseende til at så Splid, at han på begge Sider avlede et så bittert Had imellem dem, der var knyttede til hinanden med Venskabs og Frændskabs Bånd, at det kun syntes at kunne stilles ved Krig. I Førstningen voxede Uenigheden imellem dem i Stilhed, indtil den hemmelige Avind brød åbenlyst frem, da det, de pønsede på hver for sig, kom for Dagen. Efter at Fjendskabet var erklæret, gik der syv År med at træffe Forberedelser til Krigen. Nogle siger, at Harald ikke handlede, som han giorde, dreven af Had eller af Skinsyge i Henseende til Kongemagten, men med Flid og af egen Drift hemmelig søgte en Anledning til at komme af med Livet, thi da han formedelst sin Alderdom og sin Strænghed var bleven Landsens Folk til Byrde, foretrak han at falde for Sværd fremfor at pines af Sygdom, vilde hellere opgive Ånden på Valpladsen end i Sengen og attråede en Død, der svarede til hans forbigangne Livs Bedrifter. For derfor at gjøre sin Død så meget berømmeligere og fare heden med et så meget større Følge stod hans Hu til at få mange til at gå i Døden sammen med ham, og han beredte sig derfor af egen Drift til Krig, for at der kunde være Stof til Mandsslæt. Af disse Grunde var han opsat på både selv at komme af med Livet og at skille andre af dermed, og for at Mandefaldet kunde blive lige stort på begge Sider, magede han det så, at begge Parter var omtrent lige mandstærke, idet han dog lod Ring have en noget større Styrke, fordi han helst så', at han gik ud af Kampen med Livet og som Sejrherre.