WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Saxos Danmarks Krønike - Ottende Bog




Af Saxo Gramaticus (ca. 1190 til efter 1208), oversat af Fr. Winkel Horn.
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


Harald Hildetand

Svenskekrigen er først bleven beskrevet i danske Vers af Stærkodder, som selv var en af Hovedmændene i den, og dens Historie er mere bevaret i mundtlig Overlevering end i Skrifter. Idet jeg nu har sat mig for at gjengive den Fremstilling, som han efter Fædrenes Skik gav i Modersmålet, på Latin, vil jeg først og fremmest opregne de ypperste Stormænd på begge Sider, thi den store Hob, som det ikke engang er muligt at give nøjagtigt Tal på, har jeg ingen Lyst til at opregne. Og først vil jeg da nævne dem, der stod på Haralds Side, og derefter dem, der tjente Ring.

Af de Høvdinger, der var stødt til Harald, var vitterlig de navnkundigste Svend og Sambar, Ambar og Elle, Rate Fynbo, Salgard og Ro, som førte Tilnavn efter sit lange Skjæg. Til dem kommer Skalk Skåning og Alf Aggessøn, Ølve Brede og Gnepja Gamle samt Gard, som grundlagde Byen Stang. Endvidere Haralds Frænder Blend, der havde hjemme i det yderste Thule, og Brand med Tilnavnet Billing. Til dem sluttede sig Thorny og Thorving, Tejt og Hjalte. Disse Mænd var sejlede til Lejre rustede til Kamp med Legemet, men de udmærkede sig også ved ypperlige Åndens Gaver, og til deres anselige Ydre svarede den Iver, hvormed de øvede sig i åndelige Idrætter; de afskjød nemlig Pile ikke blot med Buer, men også med Blider, kæmpede for det meste Mand for Mand med Fjenden og var også overmåde forfarne i at digte på Modersmålet. Så ivrig havde de lagt Vind på ligelig at øve Sjæl og Legeme. Men fra Lejre kom Hjort og Borg, Bele og Beigad, og til dem sluttede sig Barre og Toke. Fra Slesvig var Hake Huggenkind og Tymme Sejlmager komne under Anførsel af Hed og Visna, som Naturen havde givet Mands Mod i Kvindekroppe. Vebjørg var opfyldt af det samme Mod, og hende fulgte Bo Bramessøn og Brat Jyde, begjærlige efter Krig. I samme Flok var Orm den Bretske, Ubbe Friser, Are den Enøjede, Alf og Got. Efter dem nævnes Dal den Tykke og Duk Slaver. Visna, der var en såre hårdsindet Kvinde og overmåde forfaren i, hvad der hørte til Krigsvæsenet, var omgiven af en Flok Slaver, af hvilke Barre og Gnizle var de ypperste, men de andre i den Flok dækkede Legemet med små Skjolde og havde meget lange Sværd og himmelblå Skjolde, som de i Slaget enten kastede om på Ryggen eller gav til Trosknægtene, hvorpå de uden at dække Brystet og med Legemet udsat for alskens Fare med dragne Sværd stormede ind i Kampen. Som de ypperste blandt dem udmærkede sig Tolkar og Yme. Efter dem nævnes med Berømmelse Toke fra Jom samt Otrit, som førte Tilnavnet hin Unge. Hed, der var omgiven af de raskeste Mænd, førte en væbnet Skare i Striden; de ypperste blandt dem var Grimar og Grensle. Efter dem nævnes Ger Liflænder, Hame og Hunger, Humble og Bjarre som de tapreste blandt Kongerne. Disse Mænd holdt tit Tvekamp og havde Held med sig og vandt vidt og bredt herlige Sejre. Således æredes de Jomfruer, jeg har nævnet, ikke blot for deres Høviskhed, men også for Dygtighed til Kamp, og nu førte de deres Landkrigere i Slag. Således strømmede den danske Hær sammen Skare efter Skare. Der var syv Konger lige i Mod, men ikke på samme Side, idet nogle af dem havde sluttet sig til Harald, andre til Ring. På Haralds Side stod endvidere Høme og Hosathul, Him og Hasting og Hedin den Smækre, samt Dag med Tilnavnet Grenske og Harald Olafssøn. Fra Hadeland kom Hår og Herlev samt Hødbrod med Tilnavnet den Ubændige og tog Tjeneste i den danske Hær. Fra Imisland kom Humnehy og Harald; til dem sluttede sig Hake og Bemundssønnerne Sigmund og Serk, som alle kom Nord fra. Alle disse Mænd tjente Kongen, som viste dem gavmildt Venskab, thi han holdt dem højt i Ære og skjænkede dem guldprydede Sværd og kosteligt Krigsbytte. Der kom også gamle Gandalfs Sønner, som Harald viste stort Venskab, fordi de havde tjent ham fra gammel Tid af. Havet var opfyldt af den danske Flåde, der syntes at danne ligesom en Bro imellem Sjælland og Skåne; de, der vilde færdes imellem disse to Landsdele, havde en nem Vej til Fods over denne tætte Skibshob. Men Harald vilde ikke ruste sig til Krig, uden at Svenskerne vidste Besked derom, derfor skikkede han Sendemænd til Ring, der åbenlyst skulde erklære ham Fjendskab og gjøre almindelig kundbart, at Freden imellem dem var brudt. Dem bød han også i Forvejen forkynde Stedet, hvor Slaget skulde stå. Nu har jeg opregnet dem, der stod på Haralds Side.

På Rings Side opregnes Ulf, Agge, Vindar, Egil den Enøjede, Gøt, Hildir, Gute Alfssøn, Styr den Stærke og Sten fra Venern. Hertil kommer Gert den Raske og Grom Vermlænding. Så de, der havde hjemme ved den nordre Del af Elben, Saxe Splitter, Sal Gøtlænder, Thord Nikkende, Thrond med Næsen, Grunde, Odde, Grind, Tove, Koll, Bjarke, Høgne den Snilde, Rokar den Sorte. Disse Mænd anså det for under deres Værdighed at slå sig sammen med Hoben og sondrede sig ud fra den øvrige Hær i en Flok. Derhos nævnes Rane Hildessøn og Liud Gode, Svend den Skallede, Rethyr Falk og Rolf Kvindekjær. Til dem sluttede sig Ring Adilssøn og Harald fra Thoten, Valstén fra Vigen, Thorolf Digre, Thengil den Høje, Hun og Sølve, Birvil den Blege Borgar og Skumbar. Fra Thelemarken kom de tapreste, de, som havde mest Mod og mindst Overmod, Thorlev den Stædige, Thorkel Gotlænder, Grette den Onde, der holdt af at gjøre Indfald. Efter dem kom Had den Hårde og Roald Tå. Fra Norge nævnes Thrond Trønder, Toke fra Møre, Ravn Hvide, Hafrbjarne, Blig Braknæse, Bjørn fra Sogn, Find fra Fjordefylke, Besse fra Fjalar, Sivard Ornehoved, Erik Sagamand, Holmstén Hvide, Rut Tvivler, Erling Snog. Fra Jæderen kom Odd Engelskmand, Alf Vidførle, Ejnar Tykvom og Ivar den Drøje. Fra Island kom Mår den Røde, der var født og opfostret i det Landskab, som kaldes Midfjord, Grombar Gamle, Gram Bryndalk og Grim fra Skjære i Skagafjord. Dernæst Berg Spåmand med sine Følgesvende Brage og Ravnkel. Men blandt Svenskerne var de tapreste: Arvake, Keklukarl, Krok Bonde, Gudfast og Gunne fra Gislemark. De var Frænder af Guden Frø og Gudernes trofasteste Vidner. Også Yngve og Ole, Alver og Folke, Alriks Sønner, gik i Krigstjeneste hos Ring; de var raske på Hånden, rådsnare og meget nære Venner af Ring. De holdt også for, at Guden Frø var deres Slægts Stamfader. Blandt dem var også Sigmund fra Sigtun, en vældig Stridsmand på Tinge, dreven i at få Overenskomster om Kjøb og Salg bragt i Stand. Derhos Froste Tumling. Sammen med ham var Alf den Høje fra Upsal; han var flink til at kaste med Spyd og plejede at gå forrest i Slaget. Ole var omgiven af syv Konger, der var såre raske på Hånden og rådsnare, nemlig Holte og Hendil, Holmar, Lejf og Home og derhos Ragnald Ruthener, Radbards Sønnesøn, samt Sivald, der pløjede Havet med elleve Snekker, Læse, Pannoniernes Overvinder, hejsede gyldent Sejl på sin guldbeslagne Snekke, og Erik Helsing sejlede på et Skib, hvis Stævne var bugtede som en Drage. Tryggve og Torvil kom sejlende for sig selv med tolv Skibe hver. Forøvrigt var der i hele Rings Flåde to Tusind fem Hundrede Skibe, og den gotlandske Flåde ventede på den svenske i den Havn, som hedder Garnum.

Ring anførte Landhæren, Ole havde han sat til at stå for Styret på Flåden. Gotlænderne havde fået Tid og Sted berammet, hvornår de skulde møde Svenskerne imellem Vig og Verund. Da så' man vidt og bredt Snekker pløje Havet, og de fra Masterne udspændte Sejl hindrede Udsigten. Den svenske Flåde havde en heldig Sejlads og kom først til Kamppladsen, Danskerne havde ugunstigt Vejr at kæmpe med. Ring lod det Mandskab, der var om Bord på Flåden, gå i Land og lod det flokkevis opstille i Slagorden tillige med det, han selv havde ført over Land. Da Hæren begyndte at udfolde sig i videre Udstrækning over Sletterne, viste det sig, at den ene Fløj nåede helt til Verund. Kongen red selv omkring iblandt Mængden, der ikke havde Rede på Sted og Orden, og stillede alle de flinkeste og bedst rustede forrest under Anførsel af Ole, Regnald og Vivil; Resten af Hæren opstillede han på begge Fløjene ligesom i en Bue. Den højre bød han Yngve og Tryggve og Alrikssønnerne at tage sig af, over den venstre satte han Læse. Store Flokke af Ester og Kurer dækkede Hærens Flanker. Bagest stod Slyngekasterne.

Imidlertid var den danske Flåde efter i syv samfulde Dage at have sejlet for Medbør nået til den Stad Kalmar, og vel måtte man undre sig, når man så at sige vidt og bredt så' Havet sætte Sejl til for Vinden og Himlen skjules af de fra Ræerne bugnende Sejl; Flåden var nemlig bleven forøget med Slaver og Liflændere og syv Tusind Sachsere. Men til at føre og vejlede dem, der drog over Land, udvalgtes Skåninger, thi de var vejkjendte. Da den danske Hær nåede frem til Svenskerne, som stod rede til at tage imod den, bød Ring sine Krigsfolk tålmodig vente, til Harald havde opstillet sin Slagorden, og ikke blæse til Angreb, førend de så', at Kongen havde besteget sin Vogn ved Siden af Bannerne. Han håbede, sagde han, at en Hær, der satte sin Lid til en blind Mands Anførsel, let vilde blive slagen. Harald, som på Gravens Rand var bleven greben af Begjærlighed efter en andens Rige, var ikke mindre vidløs end blind; skjønt han, når han betænkte, hvor gammel han var, næsten burde lade sig nøje med en Grav, kunde han ikke få Magt nok. Fjenden havde letsindigt og frækt begyndt Krigen, Svenskerne var derfor nødte til at kæmpe for deres Frihed, deres Fædreland og deres Børn. Desuden var overmåde få af Fjenderne Danske, de fleste i deres Hær var Sachsere og andre blødagtige Folkefærd. Svenskerne og Nordmændene burde derfor betænke, i hvor høj Grad Nordboerne altid havde været Tyskere og Slaver overlegne. En Hær, som snarere syntes at bestå af sammenløbet Udskud end af en fast og pålidelig Krigsstyrke, var kun Foragt værd. Ved denne Tale opflammede han ikke lidet sine Krigeres Mod. Brun, som Harald havde befalet at opstille Hæren i Stedet for ham, ordnede den nu i Kilefylking, stillede Hed på højre Fløj, satte Hake over den venstre og lod Visna bære Banneret. Harald, der sad på sin Vogn, beklagede sig nu så lydelig, han kunde, over, at Ring lønnede de Velgjerninger, han havde vist ham, med Utaknemlighed. Han, der havde fået sit Rige som Gave af ham, påførte ham nu Krig. Ring havde hverken Medlidenhed med en gammel Mand eller skånede sin Morbroder, men satte alt Hensyn til Frændskab og nydte Velgjerninger til Side for sine egne Lidenskaber. Han bød derfor Danskerne mindes, at de altid havde vundet Berømmelse ved at sejre over fremmede, at de mere havde været vante til at herske over deres Naboer end til at adlyde dem, og opfordrede dem til ikke at finde sig i, at en så stor og strålende Hæder blev tilintetgjort ved et overvundet Folks Frækhed, eller tilstede, at det Rige, han havde vundet, da han stod i sin Ungdoms Vår, blev ham fratagen nu i hans affældige Alderdom.

Så gjaldede Lurerne, og Kampen begyndte af yderste Kraft på begge Sider. Man kunde fristes til at tro, at Himlen var falden ned på Jorden, at Skove og Sletter sank i Afgrunden, at alt blandedes imellem hinanden, at det gamle Kaos var vendt tilbage, at guddommelige og menneskelige Ting hvirvledes imellem hinanden af et rasende Uvejr, og at alt på én Gang styrtedes i Undergang. Da de begyndte at kaste med Spyd, fyldte Våbnenes ulidelige Klirren Luften med et utroligt Gny, Dampen fra Sårene lagde sig pludselig som en Tåge over Himlen, og Dagens Lys formørkedes af den tætte Spydhagl. Og Slyngekasterne udrettede heller ikke lidt i Slaget. Men da de med Hænderne eller med Blider havde bortskudt alle deres Kastevåben, sloges de i Nærkamp med Sværd og jærnbeslagne Køller, og da nåede Blodsudgydelsen sit Højdepunkt; Sveden begyndte at drive af de trætte Legemer, og Sværdenes Gny hørtes langt bort. Stærkodder, som er den første, der har beskrevet dette Slag på Modersmålet, kæmpede forrest i Fylkingen, og han fortæller, at han fældede Haralds Hirdmænd Hun og Elle, Hort og Burgha og hug den højre Hånd af Visna. Han siger også, at en Mand ved Navn Ro tillige med to andre, Gnepja og Gardar, blev sårede af ham og faldt i Slaget, og foruden dem Skalks Fader, som han ikke nævner ved Navn. Han fortæller endvidere. at han slog Hake, den tapreste af Danskerne, til Jorden, men at han til Gjengjæld blev så hårdt såret af ham, at han gik af Slaget med Lungen hængende ud af Brystet, at han fik Halsen halvt skåret over og mistede en Finger på den ene Hånd, og at et gabende Sår længe holdt sig åbent, som om det aldrig vilde sætte Ar eller kunde læges. Han vidner også, at Pigen Vebjørg kæmpede mod Fjenden og fældede Kæmpen Sote, og medens hun truede flere andre Kæmper med Døden, gjennemborede Thorkel fra Thelemarken hende med en Pil. Gotlænderne var nemlig så stærke til at spænde Buen, at deres Pile endogså gik igjennem Skjoldene, og intet var værre til at anrette Mandsslæt, Pilespidserne trængte igjennem Brynjer og Hjælme, som om det var den bare Krop, de ramte. Imidlertid havde Ubbe Friser, den raskeste af Haralds Krigsfolk og udmærket frem for andre i Henseende til Legemsvæxt, fældet fem og tyve udsøgte Kæmper, foruden at han havde såret elleve. Alle disse var af svensk eller gøtisk Herkomst. Derpå angreb han den forreste Fylking, trængte ind iblandt Fjenderne, hvor de stod tættest, og jog med Sværd og Lanse de skrækslagne Svenskere fra hinanden, så de flygtede til alle Sider, og det hele var nær ved at blive til almindelig Flugt, da Hagder, Rold og Grette angreb Kæmpen og kappedes med ham i Tapperhed, idet de satte sig for at forebygge det almindelige Nederlag ved at udsætte sig selv for Fare. Men angribe ham på nært Hold turde de dog ikke, de holdt sig i Afstand og skjød med Pile efter ham, og således blev Ubbe på langt Hold gjennemboret af en Mængde Pile, idet ingen dristede sig til at indlade sig i Håndmænge med ham. Der sad hundrede og fire og fyrretyve Pile i Kæmpens Bryst, inden Kræfterne svigtede ham og han bed i Græsset. Da først anrettede Thrønderne og Folkene fra Dalarne et vældigt Nederlag blandt Danskerne; Striden blussede nemlig op igjen som Følge af den store Kraft, Bueskytterne udfoldede, og intet voldte vore Landsmænd større Fortræd.

Men da Harald, som var blind af Ælde, hørte sine Folks klagende Mumlen, forstod han, at Lykken havde tilsmilet hans Fjender. Han kjørte i en med Leer besat Stridsvogn, på hvilken Brun forræderisk gjorde Tjeneste som Kusk, og nu bød han da denne skaffe sig at vide, hvorledes Ring havde opstillet sin Fylking. Brun trak lidt på Smilebåndet og sagde, at han havde opstillet sin Hær til Kamp i Kilefylking. Da Kongen hørte det, blev hans Sind uroligt, og såre forundret spurgte han, af hvem Ring kunde have lært at ordne sin Hær på den Måde, så meget mere som det var Odin, der havde opfundet den Opstilling og lærte den fra sig, og ingen andre end han havde fået Undervisning af ham i denne ny Måde at ordne Fylkingen på. Da Brun ingen Ting svarede hertil, gik det op for Kongen, at han var Odin selv, og at Guden, som fordum havde været ham så huld, nu havde påtaget sig en anden Skikkelse for enten at komme ham til Undsætning eller unddrage ham sin Hjælp. Han begyndte da strax ivrig at bønfalde ham om at lade den afgjørende Sejr tilfalde Danskerne, som han før havde været huld, og at øve sin Velgjerning imod dem fuldt ud, så Enden kom til at svare til Begyndelsen, og til Gjengjæld lovede han at vie alle de faldnes Sjæle til ham. Men Brun lod sig ingen Måde bevæge af hans indtrængende Bønner, han stødte pludselig Kongen ud af Vognen, så han styrtede til Jorden, rev i Faldet hans Kølle fra ham, svang den mod hans Hoved og dræbte ham med hans eget Våben. Omkring Kongens Vogn lå der utallige Lig af slagne Kæmper, den uhyggelige Dynge gik helt op over Hjulene, ja, Lighoben nåede helt op til Vognstangen. Af Rings Hær var der nemlig faldet henved tolv Tusind Ædlinger og af Haralds henved tredive Tusind for ikke at tale om de mange af Almuen, der havde måttet lade Livet.

Da Ring spurgte, at Harald var død, gav han Tegn til, at hans Fylking skulde opløses, og bød sine Mænd holde inde med Kampen. Derpå sluttede han Fred og Stilstand med Fjenderne efter at have mindet dem om, at nu, da de havde mistet deres Høvding, var det ørkesløst at kæmpe længer, og så bød han Svenskerne søge rundt omkring i de hulter til bulter liggende Dynger af Lig efter Haralds, for at det kongelige Lig ikke skulde gå glip af de Gravofre, der tilkom det, og Folk begyndte da ivrig at lede imellem Ligene. Der gik en halv Dag med at søge efter det, og da det omsider blev fundet tillige med Køllen, lod Ring for at forsone Haralds Ånd, Hesten, han red på, spænde for Kongens Stridsvogn, prydede den med et gyldent Sadeldækken og indviede den til ham. Derpå aflagde han højtidelige Løfter og tilføjede en Bøn om, at Harald på den Ganger måtte ride til Underverdenen forud for dem, der havde fulgt ham i Døden, og hos dens Fyrste opnå rolige Boliger for sine Stalbrødre og sine Fjender. Så lod han rejse et Bål og bød Danskerne sætte deres Konges guldprydede Skib op derpå. Og da Ilden fortærede Liget på Bålet, gik han omkring blandt de sørgende Stormænd og opfordrede dem indtrængende til gavmildt at nære den ved med rund Hånd at kaste Våben og Guld og alt, hvad de ellers havde af Klenodier, ind i den for at hædre en så stor og af alle så fortjent Konge. Han bød også, at det brændte Ligs Aske skulde lægges i en Urne og føres til Lejre og der bisættes på kongelig Vis med hans Hest og Våben. Ved således fuldt ud at give sin Morbroder den Ære efter Døden, der tilkom ham, vandt han Danskernes Hjærter og vendte deres Had til Kjærlighed. De bad nu, om Hed måtte blive sat over det, der var tilbage af Riget, men for at Fjendernes svigtende Kræfter ikke strax skulde voxe til igjen, skilte han Skåne fra Danmark og satte Ole til at råde for det, og lod blot Hed stå for Styret på Sjælland og i de øvrige Dele af Riget. Således lagde den omskiftelige Lykke Daneriget under Svenskernes Vælde. Og her ender Fortællingen om Bråvallaslaget.



Ole

Sjællænderne, som havde haft Harald til Konge, og hvis Sind Erindringen om deres fordums Lykke stadig foresvævede, fandt imidlertid, at det var en Forsmædelse at lade sig foreskrive Love af en Kvinde; de henvendte sig derfor til Ole og bad ham om ikke at tåle, at de, der havde været vante til at tjene den navnkundigste Konge, nu skulde være en Kvinde underdanige; de lovede derhos, at de vilde falde fra hende og underkaste sig ham, om han vilde gribe til Våben for at fri dem fra deres forsmædelige Kår. Ole var ikke sen til at opfylde deres Bøn, fristet såvel af Mindet om hans Forfædres Berømmelse som af Krigernes Hyldest. Han stævnede derfor Hed til sig og nødte hende mere ved Trusler end ved Våbenmagt til at afstå alle de Landsdele, hun rådede over, med Undtagelse af Jylland, og Jylland gjorde han endda skatskyldigt for ikke at give en Kvinde fri Rådighed over et Rige. Han avlede nu også en Søn, som han gav Navnet Omund. Men så forfaldt han til Grumhed og blev så uretfærdig en Konge, at alle de, som tidligere havde fundet det forsmædeligt at lade sig beherske af en Dronning, nu fortrød, at de havde skammet sig over at stå under hende, og tolv Høvdinger begyndte at lægge Råd op imod hans Liv, hvad enten det nu var deres Fædrelands Ulykke, der drev dem dertil, eller de af anden Grund var fjendtlig sindede imod Ole. Blandt dem var Hlenne, Atyl, Thott og Vithne, af hvilke den sidst nævnte var af dansk Afstamning, skjønt han var Høvedsmand over Slaverne. Da de ikke stolede på, at deres egne Kræfter eller Kløgt vilde forslå til den Dåd, fik de for Penge Stærkodder til at være med. Han lod sig overtale til at øve Dåden med sit Sværd og besluttede for at røgte det blodige Hverv, han havde påtaget sig, at angribe Kongen, medens han var i Bad. Han gik ind til ham, medens han var ved at tvætte sig, men blev strax slået af hans hvasse Blik og hans Øjnes stadige Bevægelighed og flimrende Glans, hans Lemmer lammedes af hemmelig Angst, han standsede, trådte et Skridt tilbage og lod Hånden synke og opgav sit Forsæt. Således kunde han, der havde trådt så mange Høvdingers og Kæmpers Våben under Fødder, ikke udholde en enkelt våbenløs Mands skarpe Blik. Men Ole, som godt vidste, hvilken Magt hans Åsyn havde, tilhyllede det og bød ham trine nærmere og melde, hvad han havde at melde, thi han var på Grund af gammelt Stalbroderskab og lange Tiders fortrolig Omgang den sidste, han vilde have mistænkt for Forræderi. Men Stærkodder sprang med draget Sværd ind på Kongen, gjennemborede ham og hug ham i Halsen, da han prøvede på at rejse sig. Hundrede og tyve Pund Guld fik Stærkodder i Løn, men senere sørgede han, naget af Anger og Skam, så bitterlig over den Udåd, han havde begået, at han ikke kunde holde sine Tårer tilbage, blot den kom på Tale, i den Grad skammede han sig, da han var kommen til sig selv igjen, over sin grumme Brøde. Han dræbte også til Straf for den Misgjerning, han havde begået, nogle af dem, der havde tilskyndet ham til den, og hævnede således den Dåd, han selv havde lånt Hånd til.



Omund

Danskerne gjorde nu Oles Søn Omund til Konge, idet de mente, at de burde tage mere Hensyn til hans Faders ædle Byrd end til, hvad han havde gjort sig fortjent til af dem. Efter at han var bleven voxen, stod han i ingen Måde tilbage for sin Fader i Henseende til Bedrifter, han lagde nemlig Vind på at nå eller overgå dem, Ole havde øvet. I de Dage herskede en Mand ved Navn Ring over en Del af Nordmændene, og det store Ry, der gik af hans Datter Æse, fik Omund, som just så' sig om efter en Kone, til at kaste sine Øjne på hende. Men en særegen Ejendommelighed hos Ring gjorde Skår i hans Håb om et heldigt Udfald af sin Bejlen, han attråede nemlig kun til Svigersøn en Mand af prøvet Tapperhed, thi han satte lige så stor Ære i Våbendåd, som andre sætter i Velstand. For at vinde Navnkundighed på den Vis og få Ry for Tapperhed søgte Omund derfor at opnå sit Ønske ved Hjælp af sine Stridskræfter og sejlede til Norge med en Flåde i den Hensigt at angribe Rings Rige under Påskud af, at han havde Arveret dertil. Odd, Underkongen på Jæderen, tog venlig imod ham og erklærede, at Ring visselig havde bemægtiget sig Omunds Fædrenearv og klagede over, at han jævnlig øvede Overlast imod ham selv. Ring var imidlertid på Vikingetog i Irland, så det var et Land uden Høvding, Omund angreb, og han skånede derfor, hvad der hørte Menigmand til, gav Rings særlige Gods til Pris for Plyndring og dræbte hans Frænder. Odd havde også sluttet sig til Omund. Men hvor mange og mangfoldige Bedrifter denne end øvede, kunde han aldrig få sig til at tilføje Folk, der var ham underlegne i Antal, Overlast, thi han huskede stadig på, at han, som havde den tapreste Fader, burde sejre i sine Krige ved Tapperhed og ikke ved Antallet af Krigsfolk. Imidlertid kom Ring hjem fra sit Vikingetog, og da Omund spurgte det, begyndte han at bygge et meget stort Skib, hvorfra han ligesom fra en Fæstning kunde angribe Fjenden ovenfra med Kastespyd. Han gjorde Athyls Sønner Homod og Thole til Stavnboer på det og gjorde den ene af dem til Styrmand og satte den anden til at værge Stævnen. Det skortede hverken Ring på Kløgt eller Dygtighed til at tage det op med dem, han lod nemlig kun en ringe Del af sine Folk stille til Skue og magede det så, at Fjenden skulde angribes i Ryggen. Da Omund af Odd havde fået Kundskab om dette snedige Anslag. sendte han Folk ud, der skulde gjøre det af med dem, der var lagt i Baghold, og bød Athyl Skåning angribe Ring. Han var mindre heldig i at adlyde dette Bud end rask til at give sig i Lag dermed, han tabte Slaget og led et sådant Nederlag, at han måtte fly til Skåne. Efter at Omund med Odds Bistand igjen havde fået samlet Stridskræfter, lod han sin Flåde udfolde sig for at holde Søslag. Samtidig gik Athyl, som i Drømmesyner havde fået sikker Kundskab om Krigen i Norge, hurtigst muligt under Sejl for at gjøre godt igjen, hvad han havde forbrudt ved sin Flugt, og stødte til Omunds Glæde til ham, lidt før Slaget skulde begynde. Stolende på hans Hjælp gav Omund sig i Lag med det og havde lige så meget Held med sig, som han gik tillidsfuld til det, thi i den Dyst, han selv tog, vandt han den Sejr, som hans Mænd var gået glip af. Dødelig såret så' Ring på ham med sine bristende Øjne, og efter at have vinket ham hen til sig med Hånden, så godt han kunde, thi Stemmen svigtede ham, bad han ham indstændig om at blive hans Svigersøn og forsikrede, at han med Glæde gik i Døden, når han efterlod sin Datter sådan en Husbond. Han døde, inden han kunde få Svar, og Omund udgjød Tårer over hans Død. Han gav Homod, hvis trofaste Bistand han havde nydt godt af i Krigen, den ene af Rings Døtre til Ægte og ægtede selv den anden.

I de samme Dage havde Jomfru Rusla, som i Henseende til ypperlige Krigsbedrifter viste større Mod, end Kvinder plejer at lægge for Dagen, i Norge ført hyppige Kampe med Sin Broder Thrond, om hvem der skulde have Overherredømmet. Da hun ikke kunde finde sig i, at Omund herskede over Nordmændene, erklærede hun alle, der lød under Danmark, Krig. Da Omund fik Bud herom, sendte han sine dygtigste Mænd ud for at undertrykke dette Oprør, men Rusla overvandt dem og blev så hovmodig af sin Sejr, at hendes Sind opfyldtes af overdrevne Forhåbninger, og hun satte sin Hu til at bemægtige sig Overherredømmet i selve Danmark. Hun angreb først Halland, hvor hun blev modtagen af Homod og Thole, som Kongen havde sendt did, og overvunden måtte hun ty til sin Flåde. Kun tredive af hendes Skibe lykkedes det at slippe bort, de øvrige blev tagne af Fjenden. Da hun var undsluppen Danskerne, blev hun angrebet af sin Broder Thrond, som blev overvunden af hende og mistede hele sin Hær og måtte flygte over Dovrefjæld uden en eneste Følgesvend, og således omskiftede hun, som kort i Forvejen havde måttet vige for Danskerne, nu Flugt med Sejr ved at overvinde sin Broder. Da Omund spurgte det, sejlede han igjen til Norge med en stor Flåde, og det første, han gjorde, var at lade Homod og Thole, som han sendte til Thelemarken ad en hemmelig Gjenvej, ophidse Folkene der til at rejse sig imod hendes Herredømme, og Følgen blev, at Rusla blev fordreven fra Riget af Almuen og tyede ud på Øerne i Håb om at kunne bjærge sig der, og da Danskerne kom, vendte hun Ryg og flyede uden Sværdslag. Kongen forfulgte ivrig den flygtende, opbragte hendes Flåde på Havet og tilintetgjorde den fuldstændig og vandt en afgjørende Sejr over Fjenderne uden Blodsudgydelse og gjorde herligt Bytte. Rusla, der var sluppen bort med nogle ganske få Skibe, pløjede Bølgerne af alle Kræfter, og medens hun søgte at undslippe Danskerne, stødte hun på sin Broder og blev dræbt af ham. Således plejer uforudsete Farer at volde størst Fortræd, og de Ulykker, man mindst frygter, gjør Tilfældet ofte værre end dem, der truer. Kongen gav Thrond et Høvdingdømme til Løn, fordi han havde fældet sin Søster, Resten af Landet gjorde han skatskyldig, og derpå vendte han hjem til Danmark.

På den Tid var Thore og Bjørn, Ruslas ypperste Kæmper, på Vikingetog ved Irland. De havde i sin Tid svoret at hævne deres Herskerinde, og da de nu spurgte hendes Død, skyndte de sig til Omund og æskede ham til Holmgang, hvilket det fordum ansås for en Skam for en Konge at afslå, thi i gamle Dage regnedes en Fyrstes Navnkundighed mere efter Våbendåd end efter Rigdom. Homod og Thole trådte nu frem og bød sig til at kæmpe med dem, der udæskede Kongen. Omund priste dem højlig derfor, men vægrede sig i Førstningen for Skams Skyld ved at tage imod deres Hjælp, men til sidst gav han efter for sine Mænds mange Bønner og fandt sig i, at andre forsøgte Lykken i hans Sted. I den Kamp, hedder det sig, bed Bjørn i Græsset, og Thore slap fra det hårdt såret. Da han var kommen sig af sine Sår, tog Kongen ham strax i sin Tjeneste og gjorde ham til Jarl over Norge. Derpå krævede han ved Sendemænd den sædvanlige Skat af Slaverne, men de tirrede ham ikke blot ved at dræbe Sendemændene, men også ved at angribe Jylland. Han overvandt da i et Slag syv Konger og stadfæstede ved sin Sejr den vante Ret til Skat.

Stærkodder var nu bleven affældig som Følge af sin høje Ælde, og man holdt for, at han nu havde udtjent som Krigsmand og Kæmpe. For at han nu ikke for sin Alderdoms Skyld skulde miste sin fordums Hæder, mente han, det vilde være ypperligt frivillig at søge Døden og af egen Drift fremskynde den. Han, som så tit havde bestået herlige Kampe, holdt for, at det vilde være skammeligt at dø Strådød, og for at forøge den Navnkundighed, han havde vundet i sit forbigangne Liv, foretrak han at falde for en hvilken som helst fribåren Mands Hånd frem for at vente på en sendrægtigt kommende naturlig Død. Så forsmædeligt ansås det i gamle Dage for at være for dem, der gav sig af med Krigsvæsen, at dø på Sottesengen. Da han nu altså var affældig og hans Øjnes Lys slukket, og han var led ved at leve længer, bar han, for at kjøbe en til at blive hans Drabsmand, det Guld han havde tjent ved at dræbe Ole, hængende om Halsen, idet han mente, at den bedste Måde, hvorpå han kunde sone det Højforræderi, han havde begået, vilde være at betale den samme Løn, han havde fået for at dræbe Ole, for selv at blive dræbt og at udrede det Guld, han havde fået for en andens Død, som Betaling for sin egen, thi det, tyktes ham, var den smukkeste Brug, han kunde gjøre af den Løn, han havde tjent på så skammelig Vis. Omgjordet med to Sværd vaklede han af Sted støttende sine kraftesløse Skridt med to Stokke, og da en Almuesmand så' ham, tyktes det ham overflødigt, at den gamle Mand havde to Sværd, hvorfor han spottende bad ham om at give ham det ene af dem. Stærkodder vakte Håb hos ham om, at han vilde gjøre hvad han bad om, og bød ham komme nærmere, og så drog han det ene Sværd og gjennemborede ham. Det så' en Mand ved Navn Had, der var ved at bede vilde Dyr med sine Hunde - hans Fader var den Hlenne, som Stærkodder i sin Tid dreven af Anger over sit ugudelige Mord på Ole havde dræbt -, og nu opgav han sin Jagt og bød to af sine Følgesvende spore deres Heste af alle Kræfter og ride ind på den gamle Mand for at skræmme ham. De sprængte af Sted, men da de vilde ride tilbage, stoppede Stærkodder dem med sine Stokke, og de måtte bøde med Livet. Had blev såre forskrækket ved at se dette og red nærmere, og han kjendte da den gamle, men denne kjendte ikke ham. Så spurgte Had, om han vilde tuske et Sværd bort for en Vogn, hvortil Stærkodder svarede, at i gamle Dage plejede han at revse Spottefugle, og aldrig havde frække Folk fornærmet ham ustraffet, men hans blinde Øjne kunde ikke skjelne Ynglingens Træk, og derfor kvad han denne Vise, der skulde kundgjøre, hvor harmfuld han var:

Altid fremad
Floden flyder,
sådan lider
Livets Løb.
Stund, som svandt,
for stedse svandt,
og til sidst
er Døden sikker.

Gammel Mand
har liden Gammen,
dumme Øjne,
døve Øren,
Ælde lammer
alle Lemmer,
sløver Vid
og slapper Viljen.

Grumt har Tidens
Tand mig gnavet,
frem i Mørke
jeg mig famler.
Tungt og trægt
jeg Jorden træder,
støtte må mig
tvende Stave.

Glemt af alle
er den gamle;
før hans Ry
om Lande fløj.
Ikkun Had
måske mig husker;
måtte jeg
dog ham blot møde!

Grant jeg mindes,
gjæv han var,
trofast Ven
mod sine Venner,
ej sit Guld
for dem han gjemte,
og for Fjender
ej han flyede.

Så for mig
det Nornen maged,
at mit Liv
i Kamp er ledet;
altid glad jeg
svang mit Glavind,
Gammen var mig
Slagets Gny.

Stovt jeg stod
i Stridens Stævne,
flokkevis jeg
Fjender fælded;
Ulv og Ørn
jeg Ådsler skaffed,
Hæder vandt jeg
mig ved Hug.

Skjold og Hjælm
jeg sønder hugged,
selv blev ej
for Sår jeg sparet;
end den Mand
jeg mindes grant,
som mig kraftig
Issen kløved.
Had svarede og kvad:

Skal jeg så dig
skue, Skjald,
dig, som kvad
om Kamp og Konger?
Sig mig, hveden
hid du vandred,
hvorhen fører
dig din Vej?

Sært din Skæbne
nu er skiftet;
hvor er Kæmpens
kjendte Kræfter?
Mat du vakler
hen ad Vejen,
støtter dig på
tvende Stave.

Som på Vandet
Vind og Vove
tumler med
den tunge Skude,
så har Livet
leget med dig,
liden Lyst
det har dig levnet.

Bedst, mig tykkes,
nu du bytter
mod en Vogn
dit hvasse Våben;
aldrig Sværd
du svinger mer,
giv du mig
dit gode Glavind.

Bedre vil
en Vogn dig både
end de Stave,
som dig støtter.
Giv dit Sværd mig
med det gode,
vil med Magt
du ej det miste.
Stærkodder svarede:

Tåbe, tomme
Ord du taler!
uden Løn
bør Hjælp man yde.
Vandre på min
Fod jeg vil,
ej mit Sværd
til dig jeg sælger.

Skam dig, at du
håned Skjalden,
som bør højt
i Ære holdes!
Smukt en gammel
Helt at smæde,
som har Ros og
Ry fortjent!

Give dig
mit gode Glavind!
Er det Våben
du vel værdig?
Kun en bold
og ædel Kæmpe
svinge skal
mit hvasse Sværd.

Ej for fejge
Folk det passer,
ej for Folk,
som Vellyst fryder.
Mæsk din Bug
med Mad og Mjød;
bedre det
end Kamp dig båder.

Tit på Hjælme
tungt det faldt,
da med Oles
Søn jeg drog.
Hvem jeg mødte
på min Vej,
gol med Gny
mit Glavind over.

Fly jeg Kurlands-
flokken lærte,
da den spændte
Snarer for os.
Tungt på Træsko
Dansken trådte,
skarpe Pigge
ej ham skaded.

Hame vog jeg
- hårdt han hug -,
Ynk jeg voldte
Estlandsynglen;
Svarlig skreg
Sangalers Skare,
da jeg fulgte
Flebaks Søn.

Hårdt det holdt
at bjærge Ho'det
fra de Mænd
i Thelemarken,
brast da både
Hjælm og Brynje,
Hårdt de Smedes
Hamre hugged.

Over Tysken
Hævn jeg tog,
da jeg Svertings
Sønner fælded,
gjæsted dem
i Gammenslag,
hævned glad
den gode Frode.

Fager Mø
jeg modig værned,
Brødre syv
i Græsset bed.
Jorden dèr
mit Blod fik drikke,
aldrig Græs
der groede siden.

Så med Ker
til Søs jeg kæmped,
Vaske vog jeg,
fælded Visin,
fælded Lers
de fire Sønner,
kued alle
Bjarmlands Kæmper.

Fangede så
Irers Fyrste,
tog Dublins
de dyre Skatte.
Aldrig går det
vist i Glemme,
hvad jeg øved
på Bråvalla.

Længe nok
du lyttet har,
dog kun lidt
fik du at vide.
Aldrig fik min
Tale Ende,
om jeg skulde
alt fortælle.
Sålunde kvad Stærkodder. Da han endelig af deres Samtale skjønnede, at Had var Hlennes Søn, og således kom på det rene med, at den unge Mand var af fornem Herkomst, bød han ham sin Hals til Hug, idet han opmuntrede ham til ikke at være bange for at tage Hævn over sin Faders Banemand, og derhos lovede han, at når han gjorde det, skulde han få det Guld, han havde fået af Hlenne. Og for end yderligere at ophidse ham imod sig, skal han have kvædet sålunde:

Had, din Fader,
bør du hævne,
jeg med Vold
og Vilje vog ham.
For hans Bane
selv jeg byder
dig mit Liv
og Løn derhos.

Længe var jeg
led ved Livet,
men kun Helt
skal Helten fælde.
Føj mig nu
og dræb din Fjende,
glad i Døden
går den gamle.

Trøsket Træ,
som ej kan trives,
vige bør
for Træ, som voxer.
Fældes vil jeg,
før jeg falder,
sød er Død,
som selv man søger.
Med disse Ord tog han Pengene op af Pungen og rakte ham dem. Had, der lige så meget ansporedes af Begjærlighed efter at komme i Besiddelse af Guldet som af Lyst til at hævne sin Fader, lovede, at han vilde gjøre, som han bad, og ikke afslå den Løn, han bød ham. Stærkodder rakte ham ivrig sit Sværd. strakte Halsen frem og opmuntrede ham til at hugge til uden Frygt og til ikke at bruge Sværdet som en Kvinde, og lod ham derhos vide, at når han, efter at have fuldt byrdet Drabet, sprang imellem Hovedet og Kroppen, inden denne faldt, vilde Våben ikke bide på ham; men om han sagde dette for virkelig at belære ham eller for at straffe ham for Drabet, er ikke let at sige, thi det kan godt være, at Legemets Masse vilde have knust ham, når han sprang. Had svang Sværdet af al sin Magt og hug Hovedet af den gamle. Da det afhuggede Hoved faldt til Jorden, skal det, efter hvad der fortælles, have bidt i Græsset, så at Mundens Glubskhed endnu i Dødens Stund bar Vidne om hans Sinds Grumhed. Had, som frygtede for, at der stak Svig under Stærkodders Løfter, vogtede sig imidlertid vel for at springe; havde han været letsindig nok til at gjøre det, vilde han måske være bleven knust af Liget, idet det faldt, og således være kommen til at bøde med sit eget Liv, fordi han havde dræbt den gamle. Dog vilde han ikke lade så vældig en Kæmpe ligge ubegravet og lod derfor hans Lig jorde på den Slette, der hedder Rolyng.



Sivard

Omund døde, efter hvad jeg har erfaret, overmåde rolig under den dybeste Fred og efterlod sig to Sønner og lige så mange Døtre. Den ældste Søn Sivard arvede Riget, medens hans Broder Budle endnu var spæd. På den Tid havde Svenskekongen Gøtar fattet en grænseløs Elskov til den ene af Omunds Døtre på Grund af det Ry, der gik af hendes overordentlige Dejlighed, og han overdrog da en Mand ved Navn Ebbe, Sibbes Søn, det Hverv som hans Sendemand at bejle til Jomfruen. Han røgtede sit Hverv forstandigt og bragte velkomment Bud med tilbage om, at Pigen gav sit Samtykke. og der var nu ikke andet, han ønskede, end at komme til at holde Bryllup, men da Gøtar var bange for at holde det blandt fremmede, bad han om, at hans Brud måtte blive sendt over til ham, idet han atter benyttede sig af Ebbe, den samme Sendemand, som han havde skikket til Danmark første Gang.

Da Ebbe nu kun med et ganske lidet Følge drog igjennem Halland, søgte han Nattely i en Landsby, hvor to Brødre havde deres Huse liggende lige over for hinanden med en Flod imellem. Disse Brødre havde for Skik at myrde dem, de gjæstfrit havde modtaget, idet de snedig forstod at skjule deres røveriske Færd under Venligheds Maske. De havde hængt en aflang Bjælke ligesom en Perse og forsynet med en Jernegg op i den øverste Del af Huset, hvor den var gjort fast med skjulte Kjæder, og ved Nattetid plejede de så at fire den ned ved at give los på Kjæderne og skære Hovederne af dem, der lå neden under den. På den Måde havde de med dette Hængeværk halshugget adskillige. Efter at Ebbe og hans Mænd havde nydt et rigeligt Måltid, redte Tjenerne et Leje til dem ved Arnen, således at de ved Hjælp af den lumske Bjælke kunde hugge Hovederne af dem, som de lå der med dem op imod Ilden. Da de var gået, bød Ebbe, som nærede Mistanke til den Indretning, de havde hængende over Hovederne på sig, sine Stalbrødre at lade, som om de sov, og så skifte Plads, det vilde både dem overmåde vel, sagde han. Der var imidlertid nogle iblandt dem, som ikke hørte med til Ebbes Følge, og som ikke brød sig om det Bud, de andre lød, men blev liggende ganske rolig der, hvor de fra først af havde lagt sig. Da det så var begyndt at blive mørk Nat, blev den svære hængende Indretning firet ned af dem, der var sat til at passe den, og idet den slap ud af Båndene, der holdt den, og med stor Kraft faldt til Jorden, slog den dem, der lå under den, ihjel. Da nu de, hvem det pålå at udføre denne Misgjerning, kom med Lys for at forvisse sig om, hvorledes det var gået, så' de, at Ebbe, for hvis Skyld de især havde gjort det, forsigtig havde forebygget Faren. Han angreb dem strax, og de måtte bøde med Livet for, hvad de havde gjort. I det gjensidige Blodbad mistede Ebbe også sine Ledsagere, men han fandt en Båd og slap på den over den af Isflager opfyldte Flod og bragte Gøtar Bud om det Nederlag, han havde lidt, i Steden for om Udfaldet af sit Ærinde.

Gøtar skjønnede, at dette var sket på Sivards Anstiftelse, og beredte sig til at hævne den Uret, der var tilføjet ham, med Våbenmagt. Sivard blev overvunden af ham i Halland og flyede, efter at Fjenderne havde taget hans Søster til Fange, til Jylland. Her vandt han et Slag imod Slavernes Almue, der havde vovet sig til Kamp uden at have nogen Høvidsmand, og den Sejr skaffede ham lige så megen Ære, som hans Flugt havde bragt ham Skam. Men da de, som han havde slået, dengang de ingen Høvidsmand havde, kort efter fik en Anfører, blev han overvunden af dem i et Slag på Fyn. Han kæmpede gjentagne Gange med dem i Jylland, men havde stadig Uheld med sig, og Enden blev, at han efter at have mistet Skåne og Jylland kun havde den midterste Del af Riget tilbage ligesom Dele af en fortæret, hovedløs Krop. Hans Søn Jarmerik faldt tillige med sine små Søstre i Fjendens Hænder, og den ene af Pigerne blev solgt til Nordmændene, den anden til Tyskerne, thi i gamle Dage plejede Giftermål at være Gjenstand for Salg. Daneriget, som var blevet udvidet med så meget Mod, navnkundigt ved Forfædrenes store Bedrifter og styrket ved så mange Sejre, blev således ved én Mands Fejghed fra den mest strålende Lykke og den mest blomstrende Tilstand drevet så langt ud i Skjændsel, at det nu selv måtte udrede Skat, i Steden for at det før havde opkrævet den. Men Sivard, som så tit var bleven slagen og havde måttet fly på den skammeligste Måde, kunde ikke udholde at holde Statens søndrede Ror i sin Hånd under de forsmædelige Kår, Landet nu var stedt i, efter at Forfædrene havde vundet så megen Hæder, og for at han ikke ved at leve længere skulde sætte den sidste Rest af Ære til, skyndte han sig at søge en hæderlig Død på Valpladsen, thi Attrå efter at afkaste al Bekymring gjorde hans Sjæl, der ikke kunde glemme Ulykken, led ved Livet; i den Grad havde hans Begjærlighed efter at slippe bort fra sin Skam gjort ham Dagens Lys forhadt. Efter at have samlet Krigsfolk erklærede han derfor en Mand ved Navn Simon, der under Gøtars Overhøjhed var Høvidsmand i Skåne, åbenlys Krig, og idet han drev den igjennem med hårdnakket Letsindighed, endte han efter at have fældet Simon sit Liv under et stort Blodbad blandt sine Fjender. Befri Fædrelandet for den Tynge at måtte betale Skat kunde han dog ikke.



Budle og Jarmerik

Imidlertid holdtes Jarmerik tillige med sin jævnaldrende og Diebroder Gunn i Fængsel hos Slaverkongen Ismar. Omsider blev han tagen ud af Fængslet og sat til Agerbrug og måtte gjøre Bondearbejde. På Grund af den Dygtighed, hvormed han røgtede denne Gjerning, blev han forflyttet til Opsynsmand over Kongens Trælle. Da han også røgtede dette Hverv med den største Redelighed, blev han optagen blandt Kongens Hirdmænd, og da han på Hofmandsvis lagde overordentlig Høviskhed for Dagen, blev han snart en af Kongens Venner og fik den første Plads i hans Fortrolighed, og ved sine Fortjenester nåede han således ligesom Trin for Trin fra de laveste Kår op til Ærens højeste Tinde. For ikke at henleve sin Ungdom i Sløvhed og Dorskhed øvede han sig i krigerske Idrætter og udviklede ved Flid de Gaver, Naturen havde skjænket ham. Alle holdt af Jarmerik, kun Dronningen nærede Mistillid til ham. Så meldte Rygtet pludselig, at Kongens Broder var død. Ismar vilde give ham den prægtigste Begravelse, og for at gjøre så meget større Stads af hans Ligfærd lod han med kongelig Rundhåndethed berede et Gjæstebud. Jarmerik, hvem ellers Omsorgen for Husvæsenet påhvilede sammen med Dronningen, begyndte imidlertid at se sig om efter en Udvej til Flugt, hvortil den Omstændighed, at Kongen var borte, syntes at byde Lejlighed. Han var nemlig på det rene med, at, skjønt han levede i Glans og Herlighed, vilde han dog kun vedblive at være Kongens usle Træl og så at sige leve af Nåde og andres Velgjerninger. Han mente derhos, at skjønt han nød de største Æresbevisninger hos Kongen, var Friheden at foretrække for al Gammen, og han brændte af den største Begjærlighed efter at se sit Fædreland og sin Slægt. Men da han vidste, at Dronningen havde sørget for tilstrækkelige Vagtposter, for at ingen af Fangerne skulde undløbe, sørgede han for ved List at nå, hvad han ikke kunde nå med Magt. Han tog derfor en af Bast og Vidjer flettet Kurv af Form som et Menneske, af den Slags, som Bønderne plejer at bruge til at skræmme Fuglene fra Kornet med, lagde en levende Hund i den, afførte sig sine Klæder og klædte Kurven på med dem, for at den skulde få så meget større Lighed med et Menneske. Derpå brød han Kongens eget Skatkammer ned, tog Pengene ud deraf og gjemte dem på Steder, som kun han kjendte. Imidlertid havde Gunn, som han havde pålagt at skjule, at han var borte, båret Kurven ind i Borgen og fået Hunden til at gjø, og da Dronningen spurgte, hvad der var på Færde, sagde han, at det var Jarmerik, der var gået fra Forstanden og råbte op. Da hun så' den menneskelignende Kurv, lod hun sig narre af Ligheden og bød, at det forrykte Menneske skulde kastes ud af Huset. Gunn bar da Kurven udenfor og lagde den i Sengen, som om det var hans Stalbroder, der var helt rasende. Da det lakkede ad Nat, muntrede han Skildvagterne og beværtede dem rigelig med Mad og Vin, og da de sov, skar han deres Hoveder af og lagde dem ned imellem Benene på dem for at gjøre deres Død så meget forsmædeligere. Dronningen vågnede ved Støjen og styrtede til Døren nysgjerrig efter at få at vide, hvad Grunden dertil var, og da hun uforsigtig stak Hovedet udenfor, gjennemborede Gunn hende med sit Sværd, inden hun fik set sig for. Da hun fornam sit Banesår, segnede hun om, rettede Blikket mod sin Banemand og sagde: "Havde jeg fået Lov til at beholde Liv og Helsen, skulde ingen Svig hjælpe dig ustraffet ud af Landet", og den Slags Trusler udstødte hun mange af imod sin Banemand, inden hun døde. Derpå stak Jarmerik sammen med Gunn, hans Forbundsfælle ved denne berømmelige Dåd, hemmelig Ild på Teltet, hvor Kongen ved Gjæstebudet fejrede sin Broders Ligfærd, og alle var overvældede af Drik. Da Ilden greb om sig vidt og bredt, rystede nogle Rusen af sig, steg til Hest og satte efter Ophavsmændene til Branden, da de havde set, hvem det var. Men de to Ynglinger sprængte først af Sted på de Heste, de havde taget, og til sidst, da det lange Ridt havde mattet Dyrene, flygtede de videre til Fods. Da Forfølgerne næsten havde indhentet dem, blev en Flod, de kom til, deres Frelse. Der var nemlig en Bro over den, og for at sinke Forfølgerne overhuggede de, inden de gik over den, Plankerne ind til Midten, så den ikke blot ikke kunde bære nogen Vægt, men var lige ved at styrte sammen. Da de var komne over, skjulte de sig omhyggelig i en mørk Afgrund. Slaverne, der satte efter dem, så' ikke den Fare, der truede dem, men red uforsigtig ud på Broen, og da Plankerne ramlede sammen under Vægten af Hestene, styrtede de i Floden. Da de svømmede ind til Bredden, blev de modtagne af Gunn og Jarmerik og enten druknede eller blev dræbte. Således udførte de to Ungersvende med en så overordentlig Snildhed, som om de ikke var bortløbne Trælle, men gamle kløgtige Mænd, en Bedrift, der var større, end man kunde vente efter deres Alder, og udførte heldig deres sindrigt udtænkte Plan. Da de nåede Strandbredden, tog de et Skib, som de tilfældigvis traf på, og sejlede ud på Dybet. Da Barbarerne, som forfulgte dem, så' dem sejle, søgte de at kalde dem tilbage ved at råbe til dem, at hvis de vendte om, lovede de dem, at de skulde blive Konger, thi efter hvad der var almindelig Vedtægt fra Arilds Tid af, skulde den, der dræbte en Konge, være hans Efterfølger. Medens de flygtede, døvede Slaverne længe deres Øren med uafbrudt at råbe deres træske Løfter efter dem.

På den Tid herskede Budle, Sivards Broder, som Stedfortræder over Danskerne, men da Jarmerik kom hjem, nødte de ham til at overgive Riget til ham, så han fra Konge blev Undersåt. I de samme Dage dræbte Gøtar Sibbe, som han skyldte for at have krænket hans Søster. Opbragte over Sibbes Død tyede hans Frænder jamrende til Jarmerik og lovede, at de for at få Hævn for deres Frænde vilde angribe Gøtar sammen med ham. Og de holdt, hvad de lovede, thi efter ved deres Bistand at have fældet Gøtar bemægtigede Jarmerik sig Sverige. Da han nu herskede over to Folk, påførte han i Tillid til sin forøgede Magt Slaverne Krig. Fyrretyve slaviske Fanger lod han hænge, hver med en Ulv ved Siden af sig. Den Straf blev tidligere anvendt for Frændemord, nu vilde han, at den skulde anvendes over for Fjenderne, for at man af dette Fællesskab med grumme Vilddyr kunde skjønne, hvor rovgriske de havde været over for Danskerne. Efter også at have underlagt sig Landet lagde han Besætninger på passende Steder. Derpå drog han videre og anrettede Nederlag blandt Semberne, Kurlænderne og adskillige andre af Østerledens Folkefærd; Slaverne holdt for, at nu, da Kongen var optagen på denne Måde, var der Lejlighed for dem til at gjøre oprør, og efter at have dræbt de Høvdinger, han havde sat over dem, hærjede de Danmark. Jarmerik opsnappede, da han vendte tilbage fra Vikingetog, deres Flåde og ødelagde den, og ved den Bedrift øgede han end yderligere den Hæder, han havde vundet ved sine tidligere Sejre. Deres Stormænd tog han for øvrigt Livet af på en Måde, som det var en Ynk at se på; han trak nemlig først Remme igjennem deres Haser, og så bandt han dem til vilde Tyres Klove og pudsede Bulbidere på dem, så de blev slæbt over Stok og Sten ud i Sumpe og Moradser. Det tog Modet fra Slaverne, og de bøjede sig i Angst og Bæven for Kongens Myndighed. Efter at Jarmerik nu var bleven beriget med Bytte fra så mange Folkefærd, lod han med beundringsværdig Kunstfærdighed opføre en Bygning på en høj Klippe for at have et sikkert Sted at gjemme det på. Han opkastede en Høj af Græstørv og lagde Grunden med en Mængde Klippeblokke; den nederste Del omgav han med en Vold, i Midten var der Kamre og øverst Brystværn, og helt rundt omgav han den med en uafbrudt Række Vagtposter. Fire overmåde store Porte, en på hver Side, gav uhindret Adgang, og i dette prægtige Hus opdyngede han alle sine Skatte. Efter således at have ordnet sine Sager hjemme vendte han atter sin Hu til fremmede Lande. Han begyndte igjen at sejle og var ikke sen til at holde Søslag med fire hellespontiske Brødre, gamle forfarne Vikinger, som han mødte på Havet. Efter at have kæmpet med dem i tre Dage holdt han inde med Kampen imod at få deres Søster og Hælvten af den Skat og Skyld, de havde lagt på dem, de havde overvundet.

Derpå kom Bikke, en Søn af Liflændernes Konge, efter at være undsluppen fra det Fangenskab, de nys omtalte Brødre holdt ham i, til Jarmerik, men han havde nu alligevel ikke glemt den Uret, denne havde øvet imod ham ved i sin Tid at have berøvet ham hans Brødre. Han blev venlig modtagen af Jarmerik og fik snart en afgjørende Stemme ved alle hans hemmelige Rådslagninger. Da han mærkede, at han i alle Ting kunde få Kongen til at gjøre, hvad han sagde, forledte han ham, når han spurgte ham til Råds, til de afskyeligste Ting og drev ham til at begå Forbrydelser og Skjændselsgjerninger, og således søgte han snedig at skade Kongen under Skin af at være ham en tro Tjener. Det var især hans nærmeste Frænder, han ophidsede ham imod, idet han således søgte ved List at opnå den Hævn for sine Brødre, som han ikke kunde skaffe sig med Magt, og Enden blev, at Kongen, som lagde sig efter de skidneste Laster i Steden for efter Dyd, blev almindelig forhadt på Grund af de Grusomheder, han begik efter sin troløse Rådgivers Tilskyndelse. Endogså blandt Slaverne udbrød der Oprør imod ham, og for at dæmpe det lod han trække Reb igjennem Benene på dem af deres Høvdinger, han havde fanget, hvorpå han lod dem sønderrive af Heste, som trak hver til sin Side. Således omkom deres Fyrster ved at få deres Legemer splittede ad til Straf for deres Halsstarrighed, og det holdt Slaverne i fast og urokkelig Underdanighed.

Imidlertid greb Jarmeriks Søstersønner, der var fødte og opdragne i Tyskland, støttende sig på den Adkomst, de havde til Riget efter deres Bedstefader, til Våben imod deres Morbroder, idet de påstod, at det lige så godt tilkom dem som ham. Han ødelagde deres Fæstninger i Tyskland med Krigsmaskiner, belejrede eller indtog adskillige af deres Byer og jævnede endog nogle af dem med Jorden og vendte hjem til Danmark med en Sejr, som intet Blod havde kostet ham. Så kom de hellespontiske Brødre med deres Søster, for at han, som aftalt var, kunde holde Bryllup med hende. Da det var fejret, drog han atter efter Bikkes Tilskyndelse til Tyskland, fangede i et Slag sine Søstersønner og betænkte sig ikke på at lade dem hænge. Han samlede derpå Landets Stormænd under Påskud af, at han vilde gjøre Gilde for dem, og lod dem dræbe på samme Måde.

Kongen satte sin Søn Broder, som var født ham i et tidligere Ægteskab, til at have Opsigt med sin Stifmoder, og det Hverv røgtede han med den største Årvågenhed og Samvittighedsfuldhed, men Bikke beskyldte ham hos hans Fader for at have bedrevet Ukyskhed med hende, og for at give det Udseende af, at det ikke var nogen falsk Anklage, underkjøbte han Folk til at aflægge falsk Vidnesbyrd. Da Anklagen var bleven fremsat i sin fulde Udstrækning, og Broder ikke kunde anføre noget til Støtte for sit Forsvar, bød hans Fader sine Venner fælde Dom over den overbeviste Misdæder, idet han holdt for, at det vilde være mindre stridende imod hans faderlige Følelser at lade andre idømme Sønnen den Straf, der tilkom ham, end at gjøre det selv. De kjendte alle for Ret, at han burde landsforvises, med Undtagelse af Bikke, han gyste ikke tilbage for at fælde en grummere Dom, at han skulde lade sit Liv; den, der havde begået en så skammelig Forbrydelse, burde hænges, sagde han; men for at ingen skulde tro, at det var hans Faders Grumhed, der voldte det, skulde han, når han havde fået Strikken om Halsen, holdes oppe af Tjenere med en Bærestang. sagde han, så at de, når de blev trætte og slap Byrden, så at sige blev skyldige i den unge Mands Død og ved deres Brøde friede Kongen fra Beskyldning for at have dræbt sin Søn. Hvis den anklagede ikke fik sin Straf, tilføjede han derhos, vilde han pønse på Anslag imod sin Faders Liv. Bolersken Svanhild burde for at komme af med Livet på så forsmædelig en Måde som muligt trædes ihjel af Dyr. Kongen fulgte Bikkes Råd og lod sin Søn hænge, men lod de omstående støtte ham med en Planke, så han ikke kvaltes, og da Strikken således ingen Skade gjorde ham, idet den kun trykkede Halsen ganske lidt, så' det ud, som om Straffen kun fuldbyrdedes for et Syns Skyld. Men Dronningen lod han binde til Jorden med de stærkeste Bånd for at lade hende søndertræde af Heste. Hun skal, efter hvad der fortælles, have været så fager, at selv Hestene gyste tilbage for at søndertræde så dejlige Lemmer med deres smudsige Hove. Det bares Kongen for, som om dette måtte være et Vidnesbyrd om hans Hustrus Uskyldighed, og greben af Anger over sin Vildfarelse skyndte han sig at løse den falskelig anklagede. Imidlertid kom Bikke hastig til og sagde, at når hun lå med Ansigtet opad, skræmmede hun Hestene med sin grufulde Galdren, de kunde kun træde hende under Fødder, når hun lå næsegrus. Han vidste nemlig godt, at hendes Fagerhed var hendes Frelse. Efter at Dronningen var bleven lagt, som han sagde, blev Hesteflokken dreven frem og satte de mange Hove dybt i hendes Legeme, og sålunde døde Svanhild. Imidlertid gik den Hund, Broder plejede at have med sig, hen til Kongen, idet den ligesom klagede sig og syntes at græde over den Straf, dens Herre led, og hans Falk, som blev bragt til Kongen, begyndte med Næbbet at plukke Fjerene helt af på Brystet. Kongen tog dens Nøgenhed som et Varsel om, at han vilde blive barnløs, og for at forebygge dette Varsel sendte han skyndsomst Folk hen at løse hans Søn af Strikken, thi han tog den fjerløse Fugl som et Forbud om, at han vilde komme til at gå barnløs i sin Grav, i Fald han ikke tog sig i Agt. Da Broder var bleven befriet fra Døden, blev Bikke ræd for, at han vilde blive straffet for sin Anklage, og han skyndte sig derfor til de hellespontiske Brødre og meldte dem, at Kongen havde ladet Svanhild lide en forsmædelig Død. Da de satte Sejl til for at hævne deres Søster, vendte han tilbage til Jarmerik og sagde ham, at Hellespontierne lavede sig til at påføre ham Krig. Kongen holdt for, at det var sikrere at kæmpe bag Mure end i åben Mark, og trak sig tilbage til den faste Borg, han havde bygget, og for at kunne udholde en Belejring dér fyldte han de indre Rum med Forråd og besatte Brystværnene med væbnede Mænd. Borgens øverste Tinder var helt rundt smykkede med Skjolde, der funklede af Guld. Nu traf det sig så, at Hellespontierne, da de skulde dele det Bytte, de havde gjort, dræbte en stor Hob af deres Mænd, som de beskyldte for at have gjort sig skyldige i Underslæb. Da de nu som Følge af denne indbyrdes Strid havde fældet så mange af deres Krigsfolk, mente de, at det vilde overstige deres Kræfter at indtage Borgen, og de søgte derfor Hjælp hos en Troldkvinde ved Navn Gudrun: hun magede det så, at Kongens Stridsmænd pludselig blev slagne med Blindhed og gav sig til at slås indbyrdes. Da Hellespontierne så' det, rykkede de frem med et Stormtag og besatte de forreste Adgange til Portene. Derpå rev de Stolperne op og brød ind i Huset, hvor de fældede Fjendens blinde Skarer. Under det Ustyr kom Odin til og kastede sig midt ind iblandt de kæmpende, hvor Trængslen var størst, og gjengav ved sin guddommelige Magt Danskerne, som han altid havde omfattet med faderlig Kjærlighed, det Syn, som Trolddomskunster havde berøvet dem, og derhos gav han dem Anvisning på, at de, skjønt Hellespontierne plejede at hærde deres Legemer imod Våben ved Galdresange, kunde fælde dem ved at overdænge dem med Sten. Således gjorde begge Hære det gjensidig af med hinanden. Jarmerik mistede begge Ben og begge Arme, og den afstumpede Krop rullede om blandt Ligene. Efter ham blev Broder Konge, men det var han kun lidet skikket til.



Snie

Efter Broder tog Sivald Styret. Hans Søn Snie lagde sig, da hans Fader blev gammel, ivrig efter Vikingefærd og ikke blot bevarede han Riget, men gjengav det, mindsket, som det var blevet, dets gamle Omfang. Da han var bleven Konge, gjorde han Ende på Kæmperne Eskil og Alkils Frækhed og forenede ved denne Sejr atter Skåne, der længe havde været unddraget Danmarks Overhøjhed, med Riget. Omsider blev han betagen af Elskov til Gøtekongens Datter, og hun gjengjældte hans Kjærlighed. Så skikkede han hemmelig Sendemænd til hende for at få Lejlighed til at komme sammen med hende, men de blev fangne af Pigens Fader, som lod dem hænge til Straf for den Sendefærd, de så letsindig havde påtaget sig. Snie, som var opsat på at hævne dem, faldt ind i Gøtland, og da Kongen dér mødte ham med sin Hær, opfordrede de før nævnte Kæmper ham til at lade Sagen afgjøre ved Holmgang mellem begge Kongernes Kæmper. Snie stillede da den Betingelse, at hver af Kongerne enten skulde miste sit eget Rige eller vinde den andens, efter som Lykken var hans Kæmper imod eller med, så at den overvundnes Rige blev Sejrens Løn. Enden blev, at Gøtekongen trak det korteste Strå som Følge af, at det gik hans Kæmper ilde, og måtte afstå sit Rige til Danskerne. Da Snie fik at vide, at Gøtekongens Datter efter sin Faders Tilskyndelse var bleven ført bort og gift med Svenskekongen, sendte han en Mand i pjaltede Klæder, der plejede at gå om og tigge på Alfarvej, til hende for at forfare hendes Sind. Da han på Tiggeres Vis havde lagt sig tæt ved Dørtærskelen, fik han tilfældigvis Dronningen at se, og han sagde da med sagte Stemme: "Snie elsker dig". Hun hørte, hvad han sagde, men lod, som om hun ingenting hørte, og hverken så' sig tilbage eller vendte om, men gik videre ind i Borgen, og da hun strax efter kom tilbage, sagde hun med så sagte Stemme, at han næsten ikke kunde høre det: "Jeg elsker den, der elsker mig", og derefter gik hun videre ud af Hallen. Tiggeren blev glad over, at hun havde givet Tilsagn om Gjenkjærlighed, og da han Dagen efter sad ved Døren, og Dronningen kom, sagde han på sin vante kortfattede Måde: "Til Ønskets Opfyldelse kræves der et Sted". Hun opfattede også denne Gang Meningen af hans snilde Ord og gik videre, idet hun fuldstændig lod som ingenting. Da hun lidt efter gik forbi ham igjen, sagde hun, at hun snart kom til Bøkesøre, thi did havde hun bestemt sig til at fly. Da Tiggeren havde fået det at vide, spurgte han igjen på sin sædvanlige snilde Måde for at få Rede på, hvornår hun vilde holde sit Løfte, og hun var lige så snild som han og lige så dunkel i sin Tale og svarede ham så kortfattet, hun kunde, at det vilde blive først på Vinteren. Hendes Ledsagere, som havde opfattet enkelte Ord af denne Elskovstale, troede, at det, der i Virkeligheden var Udslag af den største Snildhed, var fuldstændig Dårekistesnak. Da Snie havde fået Besked af Tiggeren, bortførte han Dronningen på et Skib, da hun var gået ud under Påskud af at ville i Bad, efter at han først havde taget hendes Mands Skatte. Siden var der jævnlig Krig imellem ham og Svenskekongen, idet denne søgte at få sin lovlige Hustru tilbage og hin at holde fast på sin ulovlige Elskov, og Udfaldet var tvivlsomt, thi Sejren vendte sig snart til den ene Side, snart til den anden.

På den Tid blev Markernes Afgrøde fordærvet som Følge af overmåde dårligt Vejr, og der blev svar Dyrtid. Da Almuen som Følge af Levnedsmidlernes Knaphed led hårdt af Hungersnød, pålagde Kongen, der ivrig grublede over, hvorledes han skulde kunne hjælpe på de strænge Tider, Folket Ædruelighed, thi han havde lagt Mærke til, at der gik mere med til at slukke Drankernes Tørst, end de sultne fik. Han forbød derfor Gjæstebud og bød, at der ikke måtte brygges Øl af Korn, idet han ved at forbyde overflødigt Drikkeri mente at kunne tage Bråden af Hungersnøden, og at der kunde skaffes fuldt op af Mad, når Folk tørstede.

Nu var der en Mand, som var meget opsat på at fugte sin Hals og derfor var overmåde kjed af, at alt Drikkeri blev forbudt. og så fandt han da med stor Snedighed på en ny Måde at tilfredsstille sin Lyst på og brød det almindelige Påbud om Afholdenhed ved selv at hengive sig til Drukkenskab, idet han for den Fornøjelses Skyld anvendte et på en Gang latterligt og skarpsindigt Middel. Han tilfredsstillede nemlig sin Lyst til at drikke sig fuld ved at slikke den forbudne Drik i sig dråbevis. Da han nu for den Sags Skyld blev stævnet for Kongen, erklærede han, at der ikke kunde tænkes noget mere ædrueligt Menneske end ham, eftersom han holdt sin Begjærlighed efter at drikke i fulde Drag i Tømme ved den sindrige Opfindelse, han havde gjort, i Retning af at drikke lidt ad Gangen, og han vedblev at værge sig imod den Beskyldning, der var rejst imod ham, ved at skyde sig ind under, at han blot søbede. Så blev det under Trusler forbudt ham ikke blot at drikke, men også at søbe, men han kunde ikke aflægge sin Vane, og for at nyde den ulovlige Drik på en lovlig Måde og ikke lade nogen anden råde over sin Hals dyppede han Skorper i Øl, spiste Brødet, der var helt gjennemtrukket med Øl, og trak den attråede Rus i Langdrag ved at spise langsomt, og således nåede han den forbudne Overmættelse på en Måde, der ikke syntes at stride imod Forordningen. Så hårdnakket og rasende var hans Drikfældighed, at han satte Livet på Spil for sine Udsvævelsers Skyld og uden en Gang at lade sig skræmme af Kongens Trusler stivede sin ubesindige Lyst af, så den lod hånt om al Fare. For anden Gang blev han stævnet for Kongen anklaget for at have handlet imod Forordningen, men selv da undlod han ikke at forsvare, hvad han havde gjort, idet han gjorde gjældende, at han ingenlunde havde brudt de Love, Kongen havde givet, eller ved de Nydelser, han havde hengivet sig til, krænket det Bud, han havde udstedt om Mådeholdenhed, særlig når man tog i Betragtning, at den Beskrivelse af Afholdenhed, der gaves i Forordningen om Ædruelighed. syntes at gjøre det utvivlsomt, at det var forbudt at drikke Øl, men ikke at spise det. Kongen svor nu ved Rigets Bedste og kaldte alle Guder til Vidne derpå, at hvis han nogen Sinde igjen vovede sligt, skulde han undgjælde derfor med Livet. Han holdt imidlertid for, at Døden ikke var nær så hård som Ædruelighed, og at det var lettere at give Afkald på Livet end på overstadig Drik, og han kogte atter Korn i Vand og gjærede Øllet, og da han nu ikke længer håbede at kunne anføre noget yderligere til Forsvar eller Undskyldning for sin Drikfældighed, gav han sig den åbenlyst i Vold, satte Dumdristighed i Steden for sin tidligere Snildhed og tømte frejdig sit Bæger, idet han hellere vilde vente på den Straf, Kongen vilde give ham, end blive ædruelig. Da Kongen nu spurgte ham, hvorfor han så mange Gange havde formastet sig til at gjøre, hvad der var forbudt, svarede han: "Det er ikke så meget min Drikfældighed som Velvilje over for dig, Konge, der er Skyld deri. Jeg tænkte nemlig på, at en Konges Ligfærd må fejres med et Gilde, og for at der nu ikke formedelst Kornmangel skal savnes Øl ved det Gilde, der skal fejres, når du dør, har jeg brygget den forbudne Drik. så det er mere Omtanke end Drikfældighed, der har drevet mig dertil. Jeg tvivler nemlig ikke om, at du dør af Sult før end nogen anden, så at du bliver den første, der skal begraves, thi du har selvfølgelig udstedt denne usædvanlige Mådeholdsforordning, fordi du var bange for, at det først vilde komme til at skorte dig selv på Føde. Det er dig selv og ikke andre, du tænker på, når du indlader dig på at påbyde sådant Gnieri". Mandens vittige Spot bragte Kongen til at opgive sin Vrede og skamme sig i Stedet for, og da han så', at den Forordning, han havde udstedt for det almene Vels Skyld, indbragte ham Spot, lod han Hensynet til Almenhedens Tarv fare og tilbagekaldte Forordningen, idet han hellere vilde opgive sin Hensigt end pådrage sig sine Undersåtters Harme.

Hvad enten det nu kom af, at Jorden fik for lidt Regn, eller den var for udmarvet, var Markerne, som jeg alt har sagt, golde og gav kun liden Grøde, så det skortede Landet på Levnedsmidler, og det mattedes af Hungersnød, og da det Forråd, der var, kun forslog lidt, var der ingen Udvej til at fjærne Hungersnøden. Så blev der efter Forslag af Åge og Ebbe vedtaget en Folkebeslutning om, at de gamle Folk og Småbørnene skulde slås ihjel, kort sagt alle, der ikke var kraftige nok til at bære Våben, skulde sendes ud af Landet, så at kun de stærke og kraftige fik Lov til at blive der, og ingen andre end dygtige Krigere og Jordbrugere måtte blive boende i deres Huse og Fædrenehjem. Da de bragte deres Moder Gambaruk denne Tidende, skjønnede hun, at Ophavsmændene til denne skammelige Beslutning havde søgt Redning i en Forbrydelse; hun fordømte, hvad der var vedtaget på Tinge, og sagde, at man ikke burde af hjælpe Nød ved at dræbe sine nærmeste; et hæderligere Råd og langt tjenligere for deres Sjæles og Legemers Velfærd vilde det være, om de uden at tilsidesætte de Hensyn, de skyldte Forældre og Børn, ved Lodkastning bestemte, hvem der skulde drage af Landet. Og dersom Loddet traf affældige Oldinger, skulde de stærke byde sig til at drage i Landflygtighed i deres Sted og frivillig påtage sig at bære denne Byrde for de svage. De, der kunde få sig til at kjøbe Livet for Brøde og Ugudelighed og lade en så uretfærdig Bestemmelse gå ud over deres Forældre og Børn, var ikke værd at leve, thi de satte Grumhed i Kjærlighedens Sted, og alle de, for hvem Kjærlighed til deres eget Liv havde mere at sige end Kjærlighed til deres Forældre og Børn, gjorde sig kun ilde fortjente af Fædrelandet. Dette Forslag blev forelagt Folkeforsamlingen, og de fleste stemte for det. Der blev altså trukket Lod om, hvorledes hver især havde at forholde sig, og de, som Loddet traf, dømtes til at drage af Landet. Således skete det, at de, som ikke af egen Drift havde villet bøje sig for Nødvendigheden, nu blev nødte til at føje sig efter Lykkespillets Dom. De sejlede først til Bleking og dernæst forbi Moring og lagde så til Land ved Gotland, hvor de, som også Paulus Diaconus vidner, på Gudinden Friggs Tilskyndelse skal have antaget Navnet Longobarder, som det Rige, de siden stiftede, blev opkaldt efter. Omsider lagde de til ved Rügen, hvor de forlod deres Skibe og begyndte deres Tog over Fastlandet. De drog igjennem mange Lande, som de hærjede, og efter at have anrettet Nederlag vidt og bredt søgte de sig omsider Bopæle i Italien og ombyttede Folkets gamle Navn dér med deres eget.

Imidlertid blev Danmark som Følge af, at Agerdyrkningsarbejdet mindskedes og Plovfurerne blev overgroede, mere og mere som et Skovland at se til, mistede næsten helt det oprindelige smukke Grønsvær og blev bedækket med tætte og fæle Skove, der voxede op. Dette bærer da også Markerne endnu den Dag i Dag Vidne om, thi disse, som fordum var frugtbart Agerland, ses nu at være opfyldte med Træstammer, og hvor fordum Agerdyrkerne grov dybt i Jorden og spredte de store Græstørv, der voxer nu Skov, som dækker Jorden, der endnu bærer Spor af at have været dyrket i gamle Dage. Havde den ikke ligget udyrket, øde og overgroet i lange Tider, havde ét og samme Jordsmon ingenlunde således kunnet blive delt imellem de Furer, Ploven har draget, og Træernes faste Rødder. Også de Høje, som Folk i gamle Dage havde opkastet på den flade Mark for at begrave døde, er nu overgroede med Skov. Man kan også spredt i Skovene se talrige Dynger af Sten, som i sin Tid var spredte over Markerne i hele deres Udstrækning, men som Bønderne omhyggelig havde samlet og lagt i Dynger, for at de ikke skulde hindre dem i at pløje alle Vegne, idet de foretrak, at et lille Stykke Jord gik til Spilde, fremfor at hele Marken var tung at arbejde i. Af det Arbejde, som Bønderne den Gang havde gjort for lettere at kunne dyrke Jorden, kan man altså slutte, at Befolkningen i Oldtiden var talrigere end senere Tiders, som nøjes med små Marker og holder Agerdyrkningsarbejdet inden for snævrere Grænser, end man gjorde i gamle Dage. Den nulevende Slægt undrer sig derfor over, at den i Steden for en Jord, som i gamle Dage var mægtig at bære Korn, har fået en, som kun er skikket til at frembringe Olden, og over, at der i Steden for Plovstjerten og Kornmarkerne er kommet et Land bevoxet med Træer. Dette, som jeg har fortalt så sandfærdigt, som jeg har kunnet, må være nok om Snie.



Bjørn, Harald og Gorm

Efter Snie fulgte Bjørn, og efter ham kom Harald til Styret. Hans Søn Gorm vandt ikke ringe Navnkundighed blandt Danskernes Høvdinger i gamle Dage ved sine modige Bedrifter. Han lagde sig nemlig efter en ny Måde at lægge sin Kjækhed for Dagen på, idet han foretrak at anvende det Mod, der var gået i Arv til ham, på at udforske Naturens Hemmeligheder fremfor at øve det på Krigsbedrifter, og ligesom andre Konger tilskyndedes af Krigsiver, således drev hans Hjærtens Attrå ham til at granske alle de underfulde Ting, han enten selv stødte på, eller som Rygtet meldte om. Og da han var opsat på at se fremmede og usædvanlige Ting, holdt han særlig for, at han måtte undersøge et Rygte, der var kommet til ham fra Islænderne om en vis Gejrrøds Gård. De fortalte nemlig jævnlig utrolige Ting om de store Skatte, han havde samlet dèr, men Vejen did var opfyldt af alskens Farer og næsten utilgjængelig for Mennesker, hed det sig. Efter hvad Folk, som havde prøvet det, forsikrede, måtte man nemlig sejle over Havet, der ligger uden om Jorden, lade Solen og Stjærnerne bag sig og vandre ned i Kaos, til man til sidst kom til Steder, hvor der intet Lys var, men herskede stadigt Mørke. Men han kuede i sit ungdommelige Sind Frygten for de Farer, der truede, ikke så meget af Begjærlighed efter Bytte som af Lyst til at vinde Hæder, thi han håbede, at hans Berømmelse vilde øges meget, om han vovede sig i Lag med et ganske uprøvet Foretagende. Tre Hundrede Mænd erklærede, at de nærede samme Ønske som Kongen, og han gjorde Thorkil, der havde bragt Rygtet, til Fører på Toget, eftersom han var stedkjendt og vidste Besked om de Egne, det gjaldt om at komme til. Han vægrede sig ikke ved at påtage sig dette Hverv, men bød, at Skibene, for at de kunde modstå det Havs usædvanlige Barskhed, de skulde sejle over, skulde bygges stærkere end ellers og forsynes med Tovværk med mange Knuder og beslås tæt med Nagler, samt at de skulde lades rigelig med Levnedsmidler og overdækkes med Oxehuder, der kunde beskytte det indre af dem imod Søerne, der væltede ind over dem. Så gav de sig på Rejsen med kun tre Skibe med hundrede udsøgte Mænd i hvert.

Men da de kom til Halogaland, var det forbi med Medbøren, og de tumledes om hid og did på Havet, udsatte for en vanskelig Sejlads' Farer. Omsider, da de var fuldstændig blottede for Levnedsmidler, så de endogså savnede Brød, måtte de fordrive Sulten med en Smule Grød. Efter at der var gået nogle Dage, hørte de Stormen brage og buldre langt borte, som om den var ved at overskylle Klipper. Så skjønnede de, at der måtte være Land i Nærheden, og en ung Mand, som var overordentlig smidig, fik da Befaling til at klatre op i Mastetoppen for at holde Udkig, og han meldte, at der var en stejl Ø i Sigte. Glade stirrede alle med begjærlige Øjne efter Landet, han pegede på, idet de ivrig ventede på den Tilflugt, det forjættede Land bød dem. Da de omsider var nåede i Land, gik de ad såre høje Stier over Skrænter, der spærrede Vejen for dem, op på en højere liggende Del af det. Så sagde Thorkil, at de ikke måtte tage mere af det Kvæg, der i Mængde løb omkring på Strandbredden, end hvad der behøvedes til at stille deres Sult én Gang; gjorde de det, vilde Landvætterne hindre dem i at drage bort. Men Søfolkene, der var mere opsatte på at sørge for, at de kunde mætte sig en Tid lang, end på at gjøre, hvad han bød, satte det Råd, han gav dem for deres Sikkerheds Skyld, til Side for Lysten til at frådse og fyldte Skibenes tomme Lastrum med Kroppe af slagtede Oxer. Dyrene var meget lette at fange, thi de viste ingen Frygt, men flokkedes undrende ved det uvante Syn af Mændene. Natten efter kom en Mængde Utysker flyvende og slog sig ned på Kysten, råbte op, så det gjaldede i hele Skoven, og omringede og besatte Skibene. Et af dem, som var større end de andre og væbnet med en stor Knippel, gik på sine Fødder over Dybet, og da det kom tæt hen til dem, begyndte det at råbe, at de ikke fik Lov til at sejle bort, førend de havde sonet den Uret, de havde begået ved at slagte Oxerne, og udleveret en Mand for hvert Skib som Erstatning for Gudernes Kvæg. Thorkil føjede sig efter Utyskets Trusler for at frelse alle ved at ofre nogle få og udleverede tre Mand, som blev udtagne ved Lodkastning.

Da det var gjort, fik de Medbør og sejlede til det yderste Bjarmeland. I dette Land hersker der stadig Kulde, det er bedækket med såre høj Sne, ikke engang Sommerhedens Magt virker på det, Korn voxer der ikke, og der er fuldt op af vilde Dyr, som man sjælden ser andre Steder. Der er mange Elve, hvis Vand vælter brusende og skummende af Sted på Grund af de mange Klipper, der findes i Elvelejerne. Her lod Thorkil Skibene trække på Land og bød Folkene opslå deres Telte på Strandbredden, nu var de komne til et Sted, sagde han, hvorfra der kun var et lille Stykke Vej til Gejrrød. Han forbød dem derhos at indlade sig i Samtale med nogen, hvem der så kom; der var intet, som gav Utyskerne mere Magt til at gjøre Fortræd, end når Fremmede ikke tiltalte dem med fornøden Høflighed, og derfor var det det sikreste, at hans Kammerater tav stille; han alene kunde trygt tale, fordi han allerede kjendte dette Folkefærds Sæder og Skikke. Da Mørket begyndte at falde på, kom der en usædvanlig stor Mand og blandede sig imellem Søfolkene, som han hilste ved Navn. De blev alle forskrækkede, men Thorkil sagde, at ham skulde de tage gladelig imod, det var Gudmund, Gejrrøds Broder, som på det kjærligste beskjærmede alle, som landede der, imod enhver Fare. Da Gudmund spurgte, hvorfor de andre var så tavse, svarede han, at de var ganske ukyndige i Sproget og skammede sig ved at tale et Sprog, de ikke kunde. Så indbød Gudmund dem til at være hans Gjæster og lod dem sætte sig op på Vogne. Som de nu kjørte, så' de en Flod, som der førte en Guldbro over. Den var de opsatte på at komme over, men han holdt dem tilbage og sagde, at den Flod dannede Skjellet imellem Menneskenes og Utyskernes Verden, længere end til den havde ingen dødelig Lov til at komme. Så kom de til deres Vejvisers Hus. Der tog Thorkil sine Stalbrødre til Side og formanede dem til at bære sig ad som forstandige Mænd over for de forskjellige Slags Fristelser, Skæbnen førte dem i Møde; de skulde afholde sig fra de fremmedes Mad og mætte sig med deres egen; de skulde sætte sig afsides fra de indfødte og ikke sidde ved Siden af nogen af dem, medens de sad til Bords. De, der nød af den Mad, vilde nemlig miste deres Hukommelse og for bestandig komme til at leve i et hæsligt Samkvem med Utyskernes gyselige Skarer. Ligeledes formanede han dem til at afholde sig fra deres Tjenestefolk og deres Bægere. Ved Bordene stod Gudmunds tolv udmærket vel begavede Sønner og lige så mange såre fagre Døtre. Da han så', at Kongen kun nød, hvad hans egne Folk bød ham, bebrejdede han ham, at han afviste hans Venlighed, og klagede over, at han krænkede sin Gjæsteven, men Thorkil var ikke i Forlegenhed for en passende Undskyldning. Han sagde nemlig, at Folk, der spiste Mad, de ikke var vante til, for det meste plejede at blive alvorlig syge deraf, og at det ikke så meget var af Mangel på Taknemlighed for den Høflighed, en fremmed viste ham, som af Iver for at bevare sin Helbred, at Kongen sørgede for sine legemlige Fornødenheder på den Måde, han var vant til, og lod sin egen Mad sætte frem for sig. Han måtte derfor ingenlunde optage det som Foragt, der blev gjort af fornuftig Lyst til at fri sig for Sygdom. Da Gudmund så', at Gjæsterne ved deres Nøjsomhed gjorde de svigefulde Anstalter, han havde truffet, til intet, besluttede han, da han ikke kunde få Bugt med deres Afholdenhed, at gjøre det af med deres Kyskhed og opbød ivrig al sin Sindrighed for at svække den. Han tilbød Kongen en af sine Døtre til Ægte og lovede de andre, at de skulde få de Kvinder af hans Husstand, de vilde have. De fleste var tilbøjelige til at gå ind derpå, men Thorkil forebyggede ved sine heldbringende Formaninger, at de faldt for den Fristelse, ligesom han havde gjort over for de andre, idet han med vidunderlig Sikkerhed forstod på én Gang at optræde som en forsigtig Gjæst og som en munter Bordfælle. Fire af Danskerne foretrak Vellyst for Velfærd og tog imod Tilbudet. Samkvemmet med Kvinderne berøvede dem Forstanden og Mindet om Fortiden og gjorde dem vanvittige; siden den Tid skal de, efter hvad der siges, ikke have været ved deres fulde fem. Havde de holdt sig inden for tilbørlig Selvbeherskelses Grænser, vilde de i Hæder og Ære have målt sig med Herkules, deres Mod vilde have overgået Kæmpers, og de vilde til evig Tid bevares i Mindet som udmærkede Mænd, der havde udført beundringsværdige Bedrifter for Fædrelandet. Gudmund, som fremdeles fastholdt sit Forsæt og stadig pønsede på Svig, gav sig nu til at rose sin Haves Dejlighed og søgte at lokke Kongen der ned for at nyde af dens Frugter, opsat på at få Bugt med hans standhaftige Forsigtighed ved Hjælp af Øjenslyst og hvad der kunde friste Ganen. Thorkil bestyrkede ligesom før Kongen imod dette falske Påfund; han afviste denne forstilte Venlighed under Påskud af, at han måtte påskynde sin Rejse. Da Gudmund skjønnede, at Thorkil i alle Måder var kløgtigere end han, opgav han Håbet om at føre sin Svig igjennem, kjørte dem alle over på den anden Flodbred og lod dem rejse videre Da de drog videre, så' de ikke langt borte en skummel og vanrøgtet By, som mest lignede en dampende Sky. På Stager, der var opstillede rundt omkring på Brystværnet, var der anbragt afhuggede Mandehoveder. Foran Porten lå overordentlig glubske Hunde, som bevogtede Indgangen. Thorkil kastede et Horn besmurt med Fedt til dem, at de kunde slikke på det, og således slap han billig til at dæmpe deres rasende Glubskhed. Indgangen gjennem Portene var anbragt højt oppe; de klavrede derop ad Stiger og kom med Besvær ind ad den. Det Indre af Byen var fuldt af mørke og hæslige Spøgelser, og det var ikke let at sige, hvad der var gyseligst, at se eller høre disse skrigende Skikkelser; alt var vederstyggeligt, og råddent Skarn plagede de nysankomnes Næser med en utålelig Stank. Så kom de til Klippehuset, som Rygtet sagde var Gejrrøds Borg. De besluttede at stige op på dets snævre og gruopvækkende fremspringende Brystværn, men ved selve Indgangen standsede de forfærdede og kunde ikke gå et Skridt længer. Da Thorkil så', hvor forsagte de var, fik han dem ved mandig Tiltale til at opgive deres Betænkeligheder ved at gå ind og formanede dem til at holde Styr på sig selv og ikke røre ved noget af, hvad der fandtes i Huset, selv om det kunde være fornøjeligt at eje det, eller det så' godt ud; de skulde holde deres Sind fjærnt fra al Begjærlighed så vel som fra Frygt, måtte ikke attrå, hvad der kunde være fornøjeligt at tage, og ikke være bange for, hvad der var gyseligt at se, skjønt de vilde komme til at færdes imellem nok af begge Dele. Greb de grisk efter noget, vilde deres Hænder pludselig blive som bundne fast, og de vilde ikke kunne rive dem løs fra det, de havde rørt ved, de vilde ligesom være knyttede til det med et uopløseligt Bånd. Derhos pålagde han dem at gå ind i Orden, fire ad Gangen. Broder og Buk var de første, som prøvede at gå ind, og med dem fulgte Thorkil og Kongen, og så kom de øvrige ordnede i Rækker. Indenfor var Huset forfaldent alle Vegne og opfyld t af en stærk og hæslig Damp, og man så' fuldt op af alle Ting, som kunde såre Øje eller Hjærte. Dørstolperne var besmurte med ældgammel Sod, Væggene bedækkede med Smuds, Loftet var lagt af Spyd, Gulvet bedækket med Snoge og overstænket med alskens Uhumskhed, alt frembød et så usædvanligt Skue, at det indjog de indtrædende Skræk; men frem for alt pinte den stadige lede Stank deres Næser. Blodløse spøgelseagtige Uhyrer sad på Jærnstole, og Siddepladserne var adskilte fra hverandre med Blygitre; ved Dørtærsklerne holdt gyselige Dørvogtere Vagt. Nogle af disse gjorde Larm med sammenbundne Stokke, andre havde en grim Leg for, idet de fra begge Sider trak i en Gedehud. Her formanede Thorkil dem igjen og pålagde dem ikke i letsindig Griskhed at strække Hænderne ud efter forbudne Ting. De gik videre gjennem et Brud i Klippen, og ikke langt derfra så' de en gammel Mand med gjennemboret Krop sidde på en Forhøjning lige over for det Sted, hvor der var brudt noget bort af Klippen, og på Stole ved Siden af sad tre Kvinder, hvis Legemer var fulde af Bylder, og som så' ud, som om de havde mistet al Kraft i Ryggen. Thorkil, som vidste god Besked om, hvorledes det hang sammen, fortalte sine nysgjerrige Stalbrødre, at Guden Thor i længst forsvundne Tider, da han var bleven tirret af Jætternes Frækhed, havde jaget en gloende Stålstang igjennem Brystet på Gejrrød, der kæmpede med ham, og så var Stangen fløjet videre og havde sønderrevet Fjældet og gjennembrudt dets Sider; men Kvinderne, sagde han, havde han ramt med sin vældige Tordenkile, og til Straf, fordi de havde angrebet den nævnte Gud, havde de fået Ryggen knækket. Da de gik derfra, så' de syv Tønder ombundne med Guldbånd, hvori der hang store Sølvringe forbundne med dem ved talrige Led. Ved dem lå der en i begge Ender guldbeslået Tand af et sjældent Vilddyr; ved Siden af den lå der et stort Bøffelhorn, kunstfærdig udskåret og prydet med udsøgte strålende Ædelstene, og ved Siden af det igjen lå der et overordentlig tungt Armbånd. Opflammet af tøjlesløs Begjærlighed greb en af Mændene med sine griske Hænder efter Guldarmbåndet uden at ane, at der skjulte sig den største Fare under det herlige Metals Glans, og at dødbringende Ulykke lurede bag det strålende Bytte. En anden, som heller ikke kunde styre sin Begjærlighed, strakte sine rystende Hænder ud efter Hornet, og en tredje, som heller ikke kunde styre sine Fingre, tog, for at kappes med de andre i Mod, Tanden på Skulderen. Det Bytte, de havde gjort, var lysteligt at se til og så' tillige ud til at være godt at have, thi det var fagert og tillokkende at skue. Men Armbåndet blev til en Slange, der med sine hvasse Gifttænder sårede ham, der bar det; Hornet forlængede sig og blev til en Drage, der tog Livet af den, der bar det, og Tanden forvandlede sig til et Sværd, der borede sin Od i Hjærtet på den, der bar den. De andre blev bange for, at de skulde få samme ulykkelige Skæbne som deres Stalbrødre, mente, at de uskyldige vilde omkomme ligesom de skyldige, og turde ikke engang håbe, at deres Uskyldighed sikrede dem. Så førte Døren til et andet Værelse dem ind i et snævert Rum, hvor der åbenbarede sig et endnu rigere hemmeligt Skatkammer fuldt af Våben, der var for store til at passe til Legemer af Menneskestørrelse. Imellem dem sås en Kongekåbe med tilhørende prægtig Hat og et vidunderlig skjønt forarbejdet Bælte. Thorkil blev så betagen af Beundring ved Synet af disse Ting, at han gav sin Begjærlighed frie Tøjler og opgav den Selvbeberskelse, han havde sat sig for; han, som så tit havde formanet andre, kunde nu ikke holde sin egen Attrå i Tømme, men greb Kappen, og dette letsindige Forbillede fik alle de andre til også at vove sig til at plyndre. Men så rystedes Huset i sin dybeste Grund og begyndte pludselig at vakle som i Bølgegang, og Kvinderne råbte, at de alt for længe havde tålt disse skjændige Røvere, og pludselig sprang de, som de før havde anset for halv døde eller livløse Spøgelser, op fra deres Sæder, som om de adlød Kvindernes Skrig, og gik voldsomt løs på de fremmede, og de andre Utysker udstødte hæse Brøl. Så tog Broder og Buk deres Tilflugt til den Idræt, de var gammelkjendte med; de angreb Spøgelserne, der trængte ind på dem, med Pile alle Vegne fra, og med deres Buer og Slynger drev de Utyskernes Fylking tilbage. Intet andet Middel kunde være virksommere til at drive dem tilbage end det, men alligevel frelste denne Bueskydning kun tyve af hele Kongens Følge, de andre blev sønderrevne af Utyskerne. De, der var slupne derfra, gik tilbage til Floden, hvor Gudmund færgede dem over; han modtog dem i sit Hus, men hvor længe og hvor meget han end bad dem om at blive, kunde han ikke få dem til det, og til sidst lod han dem da drage bort efter at have givet dem Gaver. Her vogtede Buk kun lidet på sig selv, hans Selvbeherskelse slappedes, og han aflagde den Dyd, han hidtil havde været i Besiddelse af, thi han fattede en ubetvingelig Elskov til en af Gudmunds Døtre og favnede hende, men det Favntag blev hans Undergang, thi pludselig begyndte det at hvirvle rundt i hans Hjærne, og han mistede Erindringen om, hvad der hidtil var sket. Således blev den ypperlige Helt, der havde sejret over så mange Utysker og fået Bugt med så mange Farer, overvunden af Elskov til en Jomfru og lod sin Sjæl fjærne sig fra Dyden og gå under Vellystens usle Åg. Af Ærbødighed imod Kongen fulgte han ham på Vej, da han drog bort, men da han skulde over Vadestedet med sin Vogn, sank Hjulene dybt i, og han blev greben af de stærke Hvirvler og omkom. Kongen begræd sin Vens Død og skyndte sig at sejle bort. I Førstningen gik hans Rejse heldig, men så blev de tumlet om af Modbør; hans Folk omkom af Sult, og der var kun få tilbage af dem; så vågnede Frygten for Guderne i hans Sind, og han tog sin Tilflugt til at aflægge Løfter til Guderne, idet han holdt for, at i den yderste Nød var der kun Hjælp at finde hos dem. De andre anråbte forskjellige Guder og mente, at de burde ofre til flere Guder, men selv bad han og bragte Sonofre til Udgårdsloke, og så opnåede han det gunstige Vejr, han ønskede.

Da han kom hjem og betænkte, hvor mange Have han havde befaret, og hvor mange Besværligheder han havde gjennemgået, mente han, at han burde holde sin af Anstrængelser trætte Sjæl borte fra alle Gjenvordigheder, og tog sig derfor en Dronning fra Sverige og gav sig i Steden for at drive sine tidligere Sysler i Lag med i Ro og Mag at tænke. Han levede således længe i den største Fred og Ro, men da hans Liv næsten var ledet til Ende, og han i Kraft af de rimelige Grunde, visse Folk anførte derfor, var kommen til Erkjendelse af, at Sjælene er udødelige, drøftede han stadig i sit stille Sind under allehånde Overvejelser, hvilke Boliger han vilde komme til, når hans Sjæl forlod Legemet, eller hvilken Løn man gjorde sig fortjent til ved ivrig Tilbedelse af Guderne.

Medens han nu grublede over dette, kom nogle Mænd, som ikke var vel sindede imod Thorkil, til ham og sagde, at det blev han nødt til at rådspørge Guderne om; Vished i så vigtig en Sag, der overgik menneskelig Forstand. og som det ikke var let for de dødelige at komme på det rene med, måtte man søge hos de himmelske Sandsigere. Derfor måtte han stemme Udgårdsloke gunstig for sig, og det var ingen mere skikket til end Thorkil. Der var også nogle, som beskyldte ham for at lægge Råd op imod Kongen og stræbe ham efter Livet. Da Thorkil nu så', at det var bestemt, at han skulde udsætte sig for den yderste Fare, bad han om at få dem, der havde forklaget ham, med som Ledsagere på Rejsen. Da de, som havde bagvasket en uskyldig Mand, så', at den Fare, de havde beredt en anden, faldt tilbage på dem selv, søgte de at tage deres Råd tilbage, men det hjalp ikke, at de tudede Kongen Ørene fulde, han nødte dem til at give sig ud på Sejladsen under Thorkils Anførsel og hånede dem oven i Kjøbet, fordi de var bange. Således vender det onde, man udpønser imod en anden, sig for det meste med Nødvendighed imod Ophavsmanden selv. Da de mærkede, at de med Nødvendighed dreves ud i denne uundgåelige Fare, spændte de Oxehuder over Skibet og fyldte det rigeligt med Levnedsmidler.

Så sejlede de og kom til et Sted, hvor der ingen Sol var og heller ingen Stjærner, hvor der intet Dagslys fandtes, men en evig Nat rugede. Efter at de længe havde sejlet under denne usædvanlige Himmel, slap deres Ved op, så de ikke havde noget at nære Ilden med, og da de ikke kunde koge deres Mad, stillede de deres Sult med rå Føde. Men adskillige af dem, der gjorde det, blev farligt syge af den ufordøjelige Mad, de fyldte sig med, thi først blev Maverne efterhånden slappede som Følge af den uvante Kost, og så bredte Smitten sig videre, og Sygdommen angreb selve Livskraften, og således voldte Umådeholdenhed både i den ene og i den anden Retning Fortræd, thi ligesom det var skadeligt at faste, således var det farligt at tilfredsstille sin Spiselyst, så de kunde ikke spise trygt, og det holdt hårdt at afholde sig derfra. De var allerede ved at opgive alt Håb om Frelse, da der pludselig - ligesom Buestrængen lettest brister, når den spændes stærkest -, lyste dem en uventet Forjættelse om Hjælp i Møde. De så' nemlig pludselig et Bål skinne ikke langt borte, og det gav atter de fortvivlede Mænd Håb om at bevare Livet. Thorkil, der anså det for et af Himlen sendt Middel til Frelse, besluttede at tage noget Ild fra det, og for at være sikrere på at kunne finde tilbage til sine Stalbrødre gjorde han en Ædelsten fast i Toppen af Skibsmasten, for at den med sin Glans kunde tjene som Kjendingsmærke. Da han var kommen i Land, fik han Øje på en Hule i en snæver Kløft, som en smal Vej førte hen til. Han bød sine Ledsagere vente udenfor og gik selv ind i Hulen, hvor han så' to sorte, overmåde store Mænd, som med deres Næser, der så' ud som Horn, var i Færd med at holde Ilden ved lige med alt, hvad de kunde få fat på. Indgangen var hæslig at se til, Dørstolperne rådne, Væggen sort af Smuds, Loftet snavset og Gulvet fuldt af Slanger, så alt stødte i lige høj Grad Øje og Sind. Den ene af Jætterne hilste på ham og sagde, at han havde indladt sig på et yderst vanskeligt Foretagende ved i sin brændende Attrå efter at besøge en fremmed Gud og med nysgjerrig Granskning at ransage en Egn uden for Verden. Han vilde imidlertid anvise ham, ad hvilke Veje han skulde drage for at fuldbyrde den Rejse, han havde sat sig for, dersom han kunde sige tre Fyndord hvert med en Sandhed i. Så sagde Thorkil: "Ingen Steds, hvorhen jeg kom, så' jeg Folk med slige Næser. - Aldrig var jeg noget Sted, hvor så nødig jeg gad være. - Bedst den Fod mig tykkes nu, som kan først herfra mig bære". Jætten frydede sig over Thorkils Kløgt og roste hans Fyndords Sandfærdighed; derpå sagde han, at han først måtte rejse til et Land, hvor intet Græs kunde gro, og som var hyllet i tæt Mørke; men inden han kunde nå sit Bestemmelsessted, måtte han først sejle i fire Døgn og stadig ro. Der vilde han så kunne besøge Udgårdsloke, som havde opslået sin skidne Bolig i fæle og hæslige Huler. Thorkil blev meget forskrækket ved at høre, at der blev pålagt ham så lang og farlig en Sørejse, men det usikre Håb fik Overtaget over den Frygt, han i Øjeblikket følte, og han bad om en Brand. "Ja", sagde Jætten, "vil du have Ild, må du sige tre Fyndord til". Så sagde Thorkil: "Godt Råd bør følges, kommer det end fra ringe Mand. - Så langt har jeg letsindig vovet mig ud, at, om jeg kan slippe hjem, har jeg først og fremmest mine Ben at takke for min Frelse. - Stod det mig frit for at vende om, skulde jeg vel vogte mig for at komme her igjen".

Derpå bragte han Ild til sine Stalbrødre, og så fik han gunstig Bør og kom fjerde Dagen efter til Havnen, han søgte, og så' da for sig et Land, hvor en stadig Nat gjorde Afvexling af Lys og Mørke umulig. Han kunde næsten ingen Ting se, men skimtede dog en usædvanlig stor Klippe. Opsat på at undersøge den bød han sine Ledsagere, der holdt Vagt udenfor, at slå Ild med Flintesten og tænde et Bål i Indgangen som et hensigtsmæssigt Værn imod onde Ånder. Derpå lod han nogle andre bære en Fakkel foran ham og klemte sin Krop ind igjennem Hulens snævre Svælg og så' da alle Vegne imellem en Mængde Slanger, der krøb omkring, talrige Jærnstole. Dernæst faldt hans Øjne på en langsomt rindende Flod, hvis Vand sagtelig gled hen over Sandbunden. Den gik han over og kom så til en Hule, der skrånede lidt mere nedad, og fra den åbnede der sig for de indtrædende en mørk og fæl Hal, i hvilken de så' Udgårdsloke sidde bunden på Hænder og Fødder med umådelig store Lænker; hvert af hans stinkende Hovedhår var så stort og stivt som et Spyd af Korneltræ. Med sine Stalbrødres Bistand rykkede Thorkil, for at man så meget snarere skulde tro på hans Bedrifter, et at dem ud af Hagen på ham, hvilket han fandt sig i, og strax blev der så voldsom en Stank, at ingen af dem, der stod hos, kunde trække Vejret uden at stoppe Næsen til med Kappen. Med Nød og næppe slap de ud, overspyede af Slangerne, der fo'r imod dem fra alle Sider. Kun fem af Thorkils Ledsagere nåede om Bord på Skibet med deres Høvedsmand, de andre blev dræbte af Edderen. De onde Ånder satte rasende efter dem og spyede fra alle Sider deres Edder ned på dem, men Søfolkene skjærmede sig med deres Huder og kastede Edderen, der blev spyet ud over dem, tilbage. En af dem, som vilde se ud, blev ramt i Hovedet af Edderen, og strax blev det skilt fra Halsen, som om det var hugget af med et Sværd. En anden kigede ud under Huderne, og da han tog Øjnene til sig igjen, var han blind. En tredje stak Hånden ud for at slå sin Kappe til Side, og da han tog Armen til sig igjen, var Hånden borte som Følge af Edderens Kraft. De andre anråbte forgjæves Guderne om at være dem gunstigere, men så bad Thorkil til hele Verdens Gud og ikke blot bad til ham, men bragte ham også Ofre, og så varede det ikke længe, før de havde den samme Himmel over sig som før og efter en heldig Sejlads nåede lysere Himmelstrøg. Det bares dem for, som om de var komne til en helt anden Verden og nåede til selve Indgangen til den af Mennesker beboede Verden. Omsider lagde han til Land ved Tyskland, som da havde antaget Kristendommen, og hos Folket der lærte han Begyndelsesgrundene til den sande Gudsdyrkelse. Efter at næsten alle hans Stalbrødre var omkomne dèr som Følge af den uvante Luft, de havde indåndet, rejste han tilbage til Danmark, kun ledsaget af to, som den grumme Skæbne havde sparet. Al den Uhumskhed, han var bleven oversmurt med, havde gjort hans Skikkelse og oprindelige Ansigtstræk i den Grad ukjendelige, at ikke engang hans Venner kunde kjende ham; men da han havde fået Snavset vasket af sig, kjendte de ham, og Kongen blev overordentlig opsat på at høre, hvorledes hans Sendefærd var løbet af. Men hans Fjender havde endnu ikke opgivet deres Avind, og nogle af dem sagde, at Kongen vilde dø en brat Død, så snart han lyttede til, hvad Thorkil fortalte. Kongen var så meget mere tilbøjelig til at fæste Lid til dette Udsagn, som en Drøm, der falskelig havde forudsagt ham det samme, havde gjort ham lettroende. Der blev derfor på Kongens Bud lejet Folk, som skulde dræbe Thorkil om Natten. Dette fik han på en eller anden Måde Færten af, og uden at nogen vidste det, stod han op af sin Seng og lagde en svær Træblok i sit Sted, og da han havde gjort det, huggede de lejede Mordere løs på Træblokken, og således gjorde han Kongens svigefulde Anslag til intet. Dagen efter trådte han frem for Kongen, da denne sad ved Måltidet, og sagde: "Jeg tilgiver din Grumhed og forlader dig din Vildfarelse, at du i Steden for at takke mig har besluttet at straffe mig, der bringer gode Tidender hjem fra min Sendefærd. Du, for hvem jeg har sat Livet på Spil under så mange Gjenvordigheder og rendt Panden imod så mange Farer, og som jeg håbede taknemlig vilde lønne mig for mine Bedrifter, du, og du alene, skjønner jeg, vil straffe mig grumt for min Tapperhed. Men jeg giver Afkald på at hævne mig og nøjes som Straf for den Krænkelse, du har tilføjet mig, med den Skam, du må føle i dit Hjærtes inderste - hvis en utaknemlig kan føle Skam. Jeg gjør dig ikke Uret ved at sige, at du overgår alle onde Ånder i Grumhed og alle Vilddyr i Vildhed, når jeg, som er sluppen fra så mange Utyskers lumske Angreb, ikke har kunnet være sikker for Angreb af dig". Kongen fik nu Lyst til at høre alt af hans egen Mund, og i Erkjendelse af, at det ikke var let at stå Skæbnen imod, bød han ham fortælle i ret Orden alt, hvad der var hændet ham. Han lyttede begjærlig til alt, hvad han fortalte, indtil Talen kom på hans Gud; at han blev ilde omtalt, kunde han ikke finde sig i; han kunde ikke tåle, at det blev lagt Udgårdsloke til Last, hvor led han var, og det skar ham i den Grad i Hjærtet at høre, hvor fæl han var bleven, at han ikke kunde holde det ud og opgav Ånden midt under Fortællingen. Således kom han, medens han ivrig dyrkede en falsk Gud, til Erkjendelse af, hvor Usalighedens Fængsel i Sandhed er. Stanken af det Hår, Thorkil havde plukket ud af Jættens Skjæg til Vidnesbyrd om sine store Bedrifter, bredte sig også imellem de tilstedeværende og dræbte mange af dem.



Gøtrik

Da Gorm var død, blev hans Søn Gøtrik Konge. Han udmærkede sig ikke blot ved Tapperhed, men også ved ædelt Sind, og det er ikke let at sige, om hans Tapperhed var større end hans Mildhed, thi han tøjlede i den Grad sin Barskhed med Venlighed, at de to Ting syntes at holde hinanden i Ligevægt hos ham.

På den Tid kom der til Kong Gøt af Norge to Islændere, Bjørn og Ræv, og Kongen forærede Ræv, som han gjorde mest Ære af og viste størst Fortrolighed, en svær Armring. En af Hirdmændene gav sig, da han så' det, til med store Ord at rose Gavens Anselighed og sagde, at Gøt ikke havde sin Lige i Godhed. Men skjønt Ræv skyldte Kongen Tak for den Velgjerning, han havde modtaget af ham, kunde han dog ikke godkjende de store Ord, hvormed Hirdmanden så overdrevent priste ham, og sagde, at Gøtrik var mere gavmild end Gøt. For at knuse Smigrerens tomme Påstand vilde han hellere aflægge Vidnesbyrd om den fraværendes Gavmildhed end løgnagtig sleske for den Velgjører, han stod Ansigt til Ansigt med; og for det andet holdt han for, at det var langt bedre at blive beskyldt for Utaknemmelighed end at støtte en tom og pralende Ros ved at istemme den, og at man hellere burde gjøre Indtryk på Kongen ved alvorlig Sandhed end ved løgnagtig Smiger. Ulv - således hed Hirdmanden - blev imidlertid ikke blot ved med stædig at fastholde sine Lovtaler over Kongen, men vilde endogså lade det komme an på en Prøve og foreslog Ræv, at de skulde vædde. Ræv drog så med hans Samtykke til Danmark, hvor han traf Gøtrik siddende på sin Trone i Færd med at betale sine Krigere deres Sold. Da Kongen spurgte, hvem han var, svarede han, at man kaldte ham den lille Ræv. Det lo somme af, og somme undrede sig derover, men Gøtrik sagde: "Det hører sig til, at en Ræv tager sit Bytte med Munden", og med de Ord tog han en Ring af sin Arm, kaldte Manden hen til sig og stak ham den i Munden. Ræv satte den straks på sin Arm og holdt denne, prydet med Guld, som den nu var, op til Beskuelse for alle, men den anden Arm holdt han skjult, som fordi den intet Smykke havde, og til Løn for hans Snildhed skjænkede Kongen ham med sin enestående Rundhåndethed en Ring til, der ikke stod tilbage for den første. Det blev han såre glad over, ikke så meget på Grund af Gavens Anselighed, som fordi han vandt det Væddemål, han havde indgået. Da Kongen hørte om Væddemålet, glædede han sig over, at han havde vist sig gavmild imod ham mere ved et Tilfælde end med Forsæt, og sagde, at han havde mere Fornøjelse af at give ham Gaven, end han havde af at modtage den. Så drog Ræv tilbage til Norge, og da Hirdmanden ikke vilde betale det tabte Væddemål, slog han ham ihjel og fangede Gøts Datter, som han gav til Gøtrik.

Efter at Gøtrik, som også kaldes Godfred, havde kæmpet i fremmede Lande og øget sin Hæder og Styrke ved det Held, der fulgte hans Våben, foretog han sig blandt andre mindeværdige Ting også at pålægge Sachserne den Lov med Hensyn til Skatten, de havde at udrede, at hver Gang der foregik Kongeskifte i Danmark, skulde deres Høvdinger afgive hundrede hvide Heste til den ny Konge ved hans Tronbestigelse, og når der foregik Høvdingskifte hos Sachserne, skulde den ny Høvding ligeledes, strax når han overtog Magten, udrede denne Skat og ved således at vise sin Lydighed bøje sig for Danmarks Vælde, idet han anerkjendte vort Lands Overherredømme og højtidelig tilkjendegav sin Underkastelse. Og Gøtrik nøjedes ikke engang med at undertvinge Tyskland, men skikkede Ræv som offentlig Sendemand til Sverige for at søge at vinde det. Svenskerne turde ikke tage Livet af ham med åbenlys Vold, men vovede sig til at gjøre det lumskelig, idet de dræbte ham med en Sten, medens han sov; de hængte nemlig en Møllesten op over ham og skar så Tovene, den hang i, over og lod den falde ned på hans Hals. Som Bod for denne Brøde blev det bestemt, at hver af dem, der havde haft Del i den, skulde betale tolv Mark Guld til Gøtrik og alle andre hver en Unze. Den Afgift kaldte de Ræveskat.

Imidlertid skete det, at Frankernes Konge Karl overvandt Sachserne i Krig og ikke blot nødte dem til at antage Kristendommen, men også til at underkaste sig hans Herredømme. Da Gøtrik spurgte det, angreb han de ved Elben boende Folkefærd og søgte igjen at lægge Sachsen ind under sit Rige som i gamle Dage, thi Sachserne holdt ivrig fast på det Åg, Karl havde lagt på dem, og foretrak det romerske Herredømme for det danske. Karl havde just den Gang trukket sin sejrrige Hær tilbage hinsides Rhinen og afholdt sig derfor fra at angribe den fremrykkende Fjende, som om Floden, der lå imellem dem, hindrede ham deri, og da han besluttede sig til at gå over den igjen for at gjøre det af med Gøtrik, fik han Bud fra Pave Leo i Rom om at komme did og beskytte Byen. Han efterkom denne Opfordring og overdrog sin Søn Pipin at føre Krigen imod Gøtrik, så at Pipin, medens Karl selv kæmpede med en Fjende langt borte, skulde tage Vare på den Krig, han var kommen i med sin Nabo; thi optagen, som han var, af Bekymringer til to Sider, måtte han dele sin Stridsmagt for at få tilstrækkelige Midler til at møde Kravene fra begge Sider. Imidlertid vandt Gøtrik en herlig Sejr over Sachserne, og efter at have samlet ny Stridskræfter og fået tilvejebragt en talrigere Hærstyrke besluttede han at hævne sig ikke blot på Sachserne, men på alle Tyskerne for den Uret, de havde begået imod ham ved at afkaste hans Herredømme. Først underlagde han sig med sin Flåde Frisland. Dette Land er meget lavt, og når det rasende Hav bryder gjennem Digerne, der er opkastede som Værn imod Bølgerne, plejer hele Vandmassen at skylle ind over de åbne Marker. Gøtrik pålagde Friserne en Skat, der mere var usædvanlig end hård; jeg vil kortelig gjøre Rede for, hvorledes den udrededes. Der blev bygget et Hus, som var to Hundrede og fyrretyve Fod langt og delt i tolv Rum, hvert på tyve Fod, så at de tilsammen strakte sig i den angivne Længde. I den øverste Ende af dette Hus sad Kongens Skatmester, og i den nederste Ende lå der ret ud for ham et rundt Skjold. Når Friserne nu kom for at betale Skat, måtte de kaste Pengestykkerne hver for sig i Skjoldets Hulhed, og kun dem, som Skatmesteren langt borte, som han sad, tydelig hørte klinge, tog han for gode og regnede med i den kongelige Skat, så at han kun regnede det for Skat, der blev betalt med Pengestykker, som han på Frastand hørte falde i Skjoldet; de, hvis Klang var svag, så at den ikke nåede hans Øren, blev ganske vist også lagt i Skatkammeret, men de blev ikke regnet med i Skatten. Da adskillige Pengestykker ikke gav så tydelig Klang, at Skatmesteren kunde høre den, blev Følgen, at adskillige, som kom for at betale den Skjærv, de havde at erlægge, måtte af med mange flere Penge, end det egentlig tilkom dem at betale. Denne Skattebyrde skal Karl senere have fritaget dem for. Efter at være draget igjennem Frisland besluttede Gøtrik, da Karl allerede var vendt tilbage fra Rom, at trænge ind i de fjærnere Dele af Tyskland, men så blev han svigefuldt angreben af en af sine egne Mænd og faldt for Forræderens Sværd. Da Karl spurgte det, sprang han op med overstrømmende Glæde og tilstod, at noget glædeligere end denne Begivenhed aldrig var faldet i hans Lod.


Bog 9 >