Saxos Danmarks Krønike - Tolvte Bog

Af Saxo Gramaticus (ca. 1190 til efter 1208), oversat af Fr. Winkel Horn.
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Olaf Hunger

Da Knud var bleven dræbt, gav Jyderne, der som Følge af deres ugudelige Sammenrottelse, som de stadig holdt fast ved, var særlig gunstig stemte for Olaf, denne deres Stemmer og forlangte ivrig at få ham til Konge, thi de håbede, at han vilde gjøre Gjengjæld imod dem, eftersom de havde udsat sig for så stor Fare for at skaffe ham Riget, hvorimod de ikke holdt det for rådeligt at overdrage denne Værdighed til nogen af hans Brødre, som de troede ilde på Grund af den store Kjærlighed, de havde næret til Knud. For at få ham tilbage, så han kunde overtage Riget, måtte de gå ind på at udrede en Sum Penge og stille Niels, der var både hans og Knuds Broder, som Gissel for hans Løsladelse. Det var jo ikke noget ringe Vidnesbyrd om Broderkjærlighed, Niels således aflagde, idet han ikke betænkte sig på at tage sin Broders Lænker på sig og derved skaffe ham Riget. Men da Erik hørte det, betænkte han, at det var ham, som efter deres Broders Befaling havde tilføjet ham den Tort, og af Frygt for hans Hævn flyede han til Sverige med sin Hustru Bodil, en Datter af Ulf Gallessøns Søn Trugod. Imidlertid kappedes Danskerne om at skaffe de Penge til Veje, der skulde udredes for, at Gislet kunde komme tilbage, og at betale den fastsatte Sum. Da Olaf var bleven udfriet af Fangenskabet i Flandern, gjorde Himlen ham i sin Vrede over Brodermordet ligesom til en Ødelæggelse for den Frugtbarhed og Overflod, Landet hidtil havde været velsignet med, thi da Danskerne jublede over den ny Konges Tronbestigelse og skamløst spottede over den forrige Konges Fald, besluttede Gud, som altid harmes over de lastefulde, og som ikke længe vilde lade deres Ugudelighed gå ustraffet hen, at tugte dem for deres Frækhed med Armod og at lade dem bøde, som de havde fortjent, for det Mord, de havde begået i Fællesskab, ved at lade dem alle lide Nød. Da han ikke blot vilde straffe nogen enkelt, men lade det gå ud over alle, lod han det nemlig i lige så mange År, som Knud havde siddet på Tronen, være det ubetimeligste Vejr og påførte dem således med sin himmelske Magt en Straf, som menneskelig Kraft ikke mægtede at stå sig imod. I Foråret og om Sommeren afsved nemlig den stærke Hede al Grøde på Markerne, og om Efteråret regnede det så stærkt, at det, der var voxet op på lavtliggende eller side Steder, gik i Leje som Følge af den stadige Oversvømmelse, Regnskyllene medførte, medens Vejret måtte have været lige det stik modsatte, om det skulde have været Menneskene tjenligt. I Sommertiden savnede man den fornødne Væde, og i Efteråret, da man helst skulde have tørt Vejr, skyllede Regnen ned, så der ingen Måde var dermed, og Markerne, der var fuldstændig oversvømmede, så' vidt og bredt ud som hele Søer. Hvad Sommeren med Nød og Næppe havde ladet komme frem, ødelagde således Efteråret, og så utidigt var Vejret, at Regnen ikke kunde råde Bod på den Fortræd, Heden havde gjort, og Heden ikke få Bugt med den Oversvømmelse, Regnskyllene medførte. Ja, Bønderne måtte endog sejle om i Både på de oversvømmede Marker og sanke de enkelte Ax sammen, der drev om på Vandet, og derefter tørrede de de rådne Smuler, der var igjen af dem, i Ovne, malede dem og lavede Grød af dem, thi Brød duede de ikke til. Følgen heraf blev, at der opstod en sådan Hungersnød, at største Delen af Landsens Folk omkom af Mangel på Føde. De rige blev således fattige, og de fattige døde, de fornemme mistede deres Velstand, og de ringe satte Livet til, thi de rige skaffede sig, da deres Levnedsmidler slap op for dem, for Guld og Sølv, hvad de behøvede til at bjærge Livet med, men de fattige, som hverken havde Penge eller Mad, sultede rundt omkring ynkelig ihjel. Kongen selv kom i den yderste Nød og måtte bytte sig Korn til for det meste af sit Jordegods, lod sine Ejendomme sælge og kjøbte Levnedsmidler for Pengene, han fik ind for dem. De adelige undså sig heller ikke ved i samme Hensigt at skille sig ved deres Værdighedstegn. Men i Nabolandene var der fuldt op af Korn, så det var åbenbart, at det var det enkelte Folk, der skulde straffes, og ikke en almindelig Landeplage. Denne hårde Tugtelse nødte omsider Landsens Folk til at anerkjende Knuds Hellighed, som de hidtil ikke havde villet indrømme, og til at ære og tilbede hans Højhed, som de før havde foragtet, og denne åbenbare Straf, som udelukkende ramte Danskerne, medens andre Folk havde fuldt op af Korn, godtgjorde da sandelig også tydelig nok både Mordernes Brøde og den myrdedes Uskyld.

Biskop Svend, som nød den største Anseelse blandt Danskerne, havde forudsagt, at denne Ulykke vilde ramme Landet, da han formanede Landsens Folk til at gjøre Bod for det Mord, de havde begået, thi han mente Folket det ærligt og ærede Gud. tog nøje Vare på alt, hvad der angik Religionen, og prædikede med overordentlig Veltalenhed. Derfor var han også yndet af alle, nød den højeste Anseelse og var i Besiddelse af den største Veltalenhed. Og han opbyggede ikke blot sine Undergivne ved de Ord, han talte, men også ved det herlige Forbillede, han gav dem ved sit Levned, thi hans Tænkemåde var lige så smuk som hans Tale. Da Trefoldighedskirken var bygget færdig, opførte han Omgangen i den, og i dette fromme Værk stod Kong Knud ham trolig bi. Ikke mindre magtpåliggende var det ham at få bygget Kirker til Vor Frues Ære, en lod han opføre i Roskilde, og en anden arbejdede han ivrig på i Ringsted, og en tredje grundlagde han i Slagelse for St. Michael, så stor Iver lagde han for Dagen i Henseende til at bygge Kirker. Og han lod sig ikke nøje med den Fromhed, han kunde vise her hjemme, men for yderligere at forøge den i fremmede Lande skyede han ikke det Besvær at give sig ud på Pilgrimsfærd. Da han på Vej til Jerusalem var kommen til Byzanz, samlede han allehånde Klenodier og Helgenlevninger og sendte dem hjem til Brug i Domkirken, men efter at Grækenland havde skuet hans Fromhed, fik så Rhodus hans Død at se. Omtrent samtidig døde Richvald i Lund, og Asger, en Mand, der både udmærkede sig ved høviske Sæder og høj Byrd, blev hans Efterfølger på Bispestolen dèr.

I de næsten ti År, Olaf sad på Tronen, var Landet stadig stedt i sådan Nød, at han ikke kunde udrette noget, der var en Konge værdigt, og Naboerne, der foragtede ham for hans Fattigdoms Skyld, holdt det for en Skam at påføre sådan en Hungerkonge Krig, idet de mente, at det ikke sømmede sig med Våbenmagt at gjøre det af med Sult, og at Mennesker ikke burde pine den, Gud straffede, eller yderligere forøge Himlens Straf ved menneskelig Magt; hvem vilde nemlig nære Misundelse imod et Land, som i så mange År var blevet hærjet af den forsmædeligste Nød? Da Kongen nu skulde fejre Julefesten, var der ikke Brød nok; han så' selv efter alle Vegne, hvor udhungret hans Hus var, og såre forfærdet over, at den Skam skulde overgå ham, at han ikke havde Mad nok at sætte på Bordet, bedækkede han sit Ansigt med sine Hænder, græd bitterlig og kærede i sin store Kvide med Suk og Klage over de strænge Tider, græd over, at han kun havde så mager en Kost at byde så mange Gjæster, og syntes, at det var den største Skam og Forsmædelse, at de skulde sulte på så højhellig en Dag. Jeg mener nu, at det kun tilsyneladende var andres, men i Virkeligheden sin egen Nød, han græd over. Derpå opløftede han sine Øjne til Himlen og bad ydmygt Gud den almægtige om, hvis han var fortørnet på hans Folk, da at lade ham undgjælde derfor i dets Sted, thi han syntes, at de svare Tider, der overgik Landet, var den usaligste Skæbne, der kunde blive det til Del, og skammede sig ved at stille så smal en Kost, som snarere var til at spise sig sulten end mæt i, til Skue for sine fornemme Gjæster. Himlen bønhørte ham; han fik hurtig Ende på sin Elendighed; thi ved sin fromme Bøn - hvis der ellers kan være Tale om Fromhed hos en Brodermorder - skaffede han sig selv Døden og frelste sit Land; ved denne sin ædle Livslede afvendte han den store Ulykke, Landet var blevet straffet med, så han efterlod sig et smukkere Minde ved sin Død, end ved hvad han havde udrettet i levende Live, eftersom han tog sin Død af Sorg over Landets Nød. Han viste, hvor stor Kjærlighed han i sit Hjærte bar til sine Undersåtter, idet han vilde afvende deres Ulykke ved at lade sit eget Liv, og bad om, at den almindelige Elendighed måtte gå ud over ham alene. Man kan derfor ikke nægte, at from må han alligevel have været, eftersom han ofrede sin egen Velfærd for sine Undersåtters. Hungersnøden blev nemlig så at sige jordet med ham, der var Skyld i den, og de, som før havde måttet sulte, kunde nu atter blive mætte.

Erik Ejegod

Efter Olafs Død blev Erik, som kom næst efter ham i Alder, kaldt tilbage fra Sverige og til stor Glæde for alle valgt til hans Eftermand. I hans Tid kom Folket, der så længe havde lidt Nød som Følge af Dyrtiden, atter på Fode, og Kornet, som nu fik betimelig Regn, trivedes nu igjen, ja, medens han stod for Styret, var der så stor Overflod på Markerne, at en Skjæppe Korn, ligegyldigt af hvilken Slags, kunde kjøbes for en Penning. Denne Overflod varede også ved i alle hans Regeringsår. Han fik da også sit Tilnavn Ejegod, ikke blot for sine Dyders, men også for de gode Tiders Skyld, thi Armod blev afløst af Velstand, Mangel af Overflod. Jeg tænker, det kan være fornøjeligt kortelig at høre noget om denne Mands fortræffelige Egenskaber. Han var nemlig ikke blot i Besiddelse af herlige Sindets Gaver, men Naturen havde også givet ham en så sjælden og beundringsværdig Væxt, at han var et Hoved højere end alle andre, og hans Førlighed svarede til hans Højde, så man skulde tro, at Naturen havde skabt og udviklet hele hans Legeme med den største Omhu og Nøjagtighed; Kræfter havde den også givet ham i Forhold til hans herlige Legemsvæxt, så at ligesom ingen var hans Jævning i Væxt, kunde heller ingen måle sig med ham i Styrke, thi i begge Henseender var han udmærket frem for alle andre. Han var, når han sad ned, Mand for at kaste længere med Spyd eller Sten end Folk, som stod op, så det, at han sad ned, kunde ikke hindre ham i at vise, hvad han duede til, ja, han kunde i den Stilling brydes med to af de stærkeste Mænd, og medens han trak den ene ned til sig, holdt han den anden klemt imellem sine Knæ, og han holdt ikke op, førend han havde fået først den ene og så den anden under sig og bundet begges Hænder på Ryggen. Og ikke mindre dygtig var han til at trække Tov, thi medens han selv holdt i Enden af ét Tov med hver Hånd, lod han fire udmærket stærke Mænd trække i den anden Ende af de to Tove, og de anstrængte sig ikke blot forgjæves for at trække ham op fra hans Sæde, men han trak snart i det, han holdt i højre, og snart i det, han holdt i venstre Hånd, og bevirkede ved sin store Styrke, at hans Modstandere måtte slippe deres Tag eller, hvor megen Modstand de end gjorde, lade sig trække med, da de ikke kunde trække ham til sig. Han havde også den herligste Røst og talte på Tinge ikke blot med stor Veltalenhed, men også så højt og tydeligt, at han grant kunde høres, ikke blot af dem, der stod tæt ved, men også af dem, der stod langt borte. Derhos havde han, for at vinde Almuens Gunst, for Skik at slutte sine Taler på Tinge med at pålægge Mændene, når de kom hjem, at hilse deres Koner og Børn så vel som deres Tyende fra ham med Løfte om, at han nok skulde sørge for, at der skete enhver hans Ret, thi i Henseende til at gjøre Ret og Skjel, sagde han. havde han samme Skyldighed over for alle.

Disse herlige Sindets og Legemets Gaver fordunkledes imidlertid af én Ting, og det var hans Løsagtighed, der satte stygge Pletter på hans Levned ved hans Mangel på Mådehold. Han nøjedes nemlig ikke med at pleje Omgang med sin Ægtehustru, men holdt Friller, skjønt Skæbnen havde været ham så god at tildele ham en Hustru, der udmærkede sig både ved Fagerhed og Dyd. Heller ikke skortede det Dronning Bodil på Overbærenhed over for sin Husbonds utilbørlige Adfærd, thi hun viste de Piger, hun mærkede, han havde fattet Elskov til, moderlig Kjærlighed, og for at vise sin Husbond så meget større Føjelighed optog hun dem blandt sine Terner, så længe hun levede, ja, for at deres Fagerhed kunde komme så meget bedre til sin Ret, satte hun endogså tit deres Hår med sine egne Hænder, og skjønt det havde været mere end nok, at hun ikke blev vred, viste hun dem oven i Kjøbet Kjærlighed. Da hun ikke kunde være sin Husbond til Behag ved sin egen Fagerhed, vilde hun nemlig være det ved andres og foretrak at frede om Mandens Kjærlighed til dem frem for at hævne den Tort, der tilføjedes hende, for at den ellers så berømmelige Herre ikke skulde komme i Orde som den, der førte sig skammelig op, og fordi det tyktes hende smukkere at vise sig venlig end hadefuld over for dem, der røvede hende hans Kjærlighed. Derfor kastede hun ikke blot et Slør over sin Husbonds Utugt, men fandt sig endogså i uden Hensyn til deres Letfærdighed at vise Godhed imod dem, der havde fortjent, at hun hadede dem, lønnede deres Foragt med at gjøre Ære af dem, og den Tort, de gjorde hende, med Venlighed. Således gav hun det mest lysende Exempel på kvindelig Tålmod, og ved sin enestående Lemfældighed har hun da også vundet et berømmeligt Eftermæle hos Efterkommerne. Erik havde tre Sønner, Harald, Knud og Erik, af hvilke han skal have avlet den første med en Frille, den anden i sit Ægteskab og den tredje med en anden Mands Kone.

Hvor sagtmodig denne Konge end var, skortede det ham dog ikke på Mands Mod og Hjærte; lige langt fra Grumhed og overdreven Lemfældighed holdt han Middelvejen imellem Hårdhed og Svaghed. Den Fasthed, han kunde vise, kom i højeste Grad Menigmand til gode, thi for at de mægtiges Havesyge ikke skulde slappe Retfærdighedens Bånd og deres Overmod svække Lovens Kraft, optrådte han strængt over for deres Utilbørligheder, og jo længere han var borte fra de ryggesløse Mennesker, des hårdere fik de hans Myndighed at føle, thi når Menigmands Undertrykkere troede, at der var Fred og ingen Fare, fordi han var borte, hændte det tit, at han pludselig lod dem gribe af sine Drabanter og hænge, så deres Uretfærdighed blev vejet på Træbismer.

Derfor frygtede Stormændene ham, medens Småfolk elskede ham, thi over for disse viste han faderlig Overbærenhed, over for hine kongelig Strænghed. Han havde også adskillige Døtre med Friller, af hvilke han giftede en med en Mand ved Navn Hågen, til Løn for, at han havde lovet at hævne Kongens Broder Bjørns Drab. Bjørn havde nemlig undertvunget Holster og Ditmarskere, og for at hindre dem i at gjøre Opstand havde han på den Ø, hvor Vermunds Søn Uffe, efter hvad der fortælles, holdt Tvekamp med de to ypperste sachsiske Kæmper, opført en Fæstning og omgivet Øen med Vold og Grav, men en Gang på Tinge blev han gjennemboret i Siden med et Spyd af en af Landsens Folk, der bar personligt Nag til ham på Grund af det Herredømme, han øvede over dem.

På den Tid plagede Venderne i højeste Grad Danmark med deres Sørøvertog. Deres Overmod var nemlig længe blevet næret ved den Elendighed, Landet havde været hjemsøgt med, og Olaf havde snarere egget dem ved sin Ørkesløshed end drevet dem tilbage ved at tage sig noget for imod dem. Nu overfaldt de en højbåren Mand ved Navn Auden, da han var ved at sætte over fra Sjælland til Falster, og da han foretrak Død for Fangenskab, slog de ham ihjel. Danskerne holder nemlig i Kraft af deres medfødte Tapperhed for, at den sørgeligste Skæbne, der kan ramme dem, er at falde i Fangenskab. Skjalm Hvide, som var Audens Broder, kærede da på Tinge så stærkt herover, at Menigmand på hans Tilskyndelse besluttede, at alle i Fællesskab skulde hævne denne ene Mands Drab. Kongen havde nemlig ladet Folkets Myndighed tage i den Grad til, at det havde Ret til at tage Bestemmelse om Krigstog, og at det ikke var Fyrstens Bud, men Folkets Vilje, der afgjorde, om man skulde gribe til Våben. To Skåninger, Ale og Herre, der var bleven landsforviste for deres Misgjerninger, var også i deres Landflygtighed tyede til Julin, det Sted, hvor fordrevne Danskere sikrest fandt Tilhold, og de drev med stor Iver det samme Håndværk som de andre Julinere og hærjede og ødelagde på det grummeste Danmark med deres Sørøverier. Danmarks Ungdom angreb da Julin og belejrede den, så Julinerne til sidst måtte udlevere alle de Sørøvere, der fandtes inden for Byens Mure, og derhos udrede en Sum Penge. Da Danskerne havde fået disse Sørøvere i deres Magt, mente de, at de burde straffe dem for den Fortræd, de havde tilføjet Riget, ved at lade dem lide den grueligste Død. For at deres Død kunde blive så meget voldsommere, bandt de dem først med bagbundne Hænder fast til Pæle, sprættede så Maven op på dem og trak den nederste Del af de blottede Tarme ud, viklede den om Pælene og holdt ikke op med disse Pinsler, førend Indvoldene var vundne helt ud af Maven på dem, og de grumme Røversjæle drog deres sidste Suk. Det var et sørgeligt Skue, men det havde en overmåde nyttig Virkning for Danskerne, thi ikke blot fik Misdæderne deres Straf, men andre advaredes imod at gjøre sig fortjente til lignende Pinsler, så de, det gik ud over, fik deres Straf, og dem, der så' derpå, var det et Vidnesbyrd om, hvad slige Ildgjerningsmænd kunde vente sig. Og det var ikke blot denne Gang, Erik overvandt det mægtige Venderfolk og svækkede dets Kraft, men både anden og tredje Gang kuede han dets Vildskab så eftertrykkeligt, at det aldrig siden hjemsøgte ham med sine Sørøvertog.

Imidlertid var Biskop Egin i Lund død og Asger, en højbåren Mand fra Jylland, bleven hans Eftermand. På Grund af falske og løse Beskyldninger truede Ærkebiskoppen i Hamborg med at lyse Erik i Band, og af Frygt for denne Trusel kom Kongen dens Udførelse i Forkjøbet ved at henskyde sin Sag under Paven og drog strax til Rom, hvor han lod sin Sag nøje undersøge og kraftig gjendrev Ærkebispens Anklage og forsvarede sig således i alle Måder, at han fuldstændig besejrede sin Modpart. Og han lod sig ikke nøje med således at have forfægtet sin Sag på den eftertrykkeligste Måde, men vilde af Uvilje imod sin Modstander ikke finde sig i, at Rigets Gejstlighed skulde være undergivet et udenlandsk Ærkebispesædes Myndighed. Han drog derfor atter til Rom og begjærede både for sit eget og for Landets og dets Gejstligheds Vedkommende at blive fri for at stå under den tyske Ærkebiskop, for at han ikke i Religionssager skulde være nødt til at adlyde fremmede eller tage imod Forskrifter fra Udlandet i Henseende til Kirketugten. Og han havde ikke svært ved at få Paven til at gå ind på hans Ønske, thi dels vilde denne ikke krænke den udmærkede Mand ved et Afslag, og dels bevirkede Hensynet til hans Værdighed og til den besværlige Rejse, han havde gjort, at Paven gav sit Samtykke og lovede, at han vilde vise Riget den Ære at give det sit eget Ærkesæde, og opfyldt af det Håb, som dette Løfte gav ham, drog Kongen glad hjem.

Men så hændte der en sørgelig Begivenhed, som nu skal fortælles. Thi da Erik var kommen hjem og en Gang, som Konger har for Skik, holdt åbent Taffel, traf det sig så, at der blandt andre var en Spillemand til Stede. Han sagde mangt og meget til Forherligelse af sin Kunst, og blandt andet påstod han, at man med en Strengeleg kunde drive Folk til Afsindighed og Raseri, ja, at der var nedlagt en sådan Magt i den, at de, som hørte dens Toner, ikke kunde undgå at gå fra Sans og Samling. Da han blev spurgt, om han selv var Mand for det, sagde han, at det var han, og så bad Kongen ham om at lade dem se en Prøve på denne sin Kunst, og da det ikke hjalp, truede han ham, så han blev nødt til at give efter. Da han nu ikke kunde få Kongen til at afstå fra sin Begjæring hverken af Frygt for at blive afsindig eller for anden Fare, lod han først alle Våben bære ud af Hallen, for at der ikke skulde være noget, de kunde gjøre Fortræd med, når Raseriet kom over dem, og dernæst lod han nogle Mænd stille sig ude på Svalegangen, så langt borte, at de ikke kunde høre Strengelegen, og pålagde dem, at når de hørte, at Raseriet var kommet over dem, der var inde i Hallen, skulde de løbe ind og rive Strengelegen ud at Hænderne på ham og slå ham i Hovedet med den, thi hvis han fik Lov til at blive ved med at spille, vilde han også bringe dem fra Sans og Samling. Han bød også, at der skulde være nogle ved Hånden, som kunde tage kraftig fat på dem, der blev grebne af Vanvid, for at de ikke, når de i deres Raseri kom i Klammeri, skulde slå hinanden ihjel. Det skete, som han bød, og da Våbnene var bårne ud og bragte under Lås og Lukke, begyndte han at spille på Strengelegen. Først spillede han et Stykke, der var så alvorligt, at de, som hørte det, strax blev som opfyldte af Sorg og Drøvelse; derefter spillede han et lystigt Stykke, der gjorde dem overstadig glade, så deres Sorg forandledes til Lystighed, som de gav Luft i allehånde kåde Fagter og Lader; og til sidst blev hans Spil voldsommere og drev dem fra Sans og Samling, så de i deres Raseri udstødte høje Råb. Således fik han deres Sindsstemning til at skifte, efter som hans Spil vexlede. Da nu de, som stod udenfor, og som ikke kunde høre hans Spil, så, at Kongen og de andre i Hallen teede sig helt afsindig, brød de ind i Huset og greb fat i den rasende Konge, men de kunde ikke holde ham, thi Raseriet, der havde betaget ham, havde så vældig øget de Kræfter, han havde af Naturen, at han med Magt sled sig løs fra deres Tag. Og da han nu havde fået Bugt med dem, der brødes med ham, løb han hen og rev Døren op, greb et Sværd og dræbte fire af sine Hirdmænd, der løb hen for at holde på ham. Til sidst fik Hirdmændene ham overvældet ved at lade Drabanterne fra alle Kanter kaste Dyner over ham, og således fik de med stor Fare for dem alle omsider Hold på ham. Da han atter var kommen til sig selv, betalte han først den Bøde, han var ifalden, fordi han havde forbrudt sig imod Hirdskråen, men for at gjøre endnu strængere Bod og sone sin Synd satte han sig endvidere for at gjøre en Pilglimsfærd og drage til det hellige Land, hvor Frelseren havde færdedes. Efter længe i Løndom at have overvejet dette fromme Forsæt åbenbarede han det omsider for dem, som han vilde have med på Rejsen formedelst deres herlige Skabning, og skjønt det huede dem ilde, kundgjorde han det på Landstingene. Da han nu også gjorde det vitterligt på Viborg Ting, blev Almuen dèr helt bestyrtet, jamrede sig, som om det var en Fader, den skulde miste, og råbte, at ved at drage bort vilde han bringe Landet i Fare, hvorfor alle som én med grædende Tårer besvor ham om at blive hjemme. Til sidst omfavnede de, badede i Tårer, hans Knæ og bønfaldt ham på det indstændigste om ikke at tage mere Hensyn til det Løfte, han havde aflagt, end til det almene Vel; han kunde være vis på, sagde de, at det huede Gud bedre, at han blev hjemme og tog sig retskaffen af Rigets Sager, end at han gik i Landflygtighed. Han forestillede dem, at han ikke kunde give efter for deres Bønner, eftersom han havde aflagt et helligt Løfte til Gud, og holdt urokkelig fast ved sit Forsæt, men Almuen var ikke rådvild, da det gjaldt om at møde den Udflugt, den tilbød at give Tredjedelen at alt, hvad den ejede, til de fattige for at kjøbe ham fri for det Løfte. Men ikke engang dette Tilbud formåede at rokke det fromme Forsæt, han havde fattet, thi han erklærede, at Syndsforladelse ikke kunde erhverves ved Synd, og at han ikke kunde gjøre sig fri for det Løfte, han havde aflagt, ved at lade andre Folk betale nogle Penge; gik han ind på deres Forslag, sagde han, vilde han selv blive Meneder og tillige bringe Landet i Armod. Han vilde også hellere gjøre Rejsen for sine egne Penge end lade andre udrede Omkostningerne ved den, thi han vilde ikke, at hans fromme Forehavende skulde blive andre til Byrde. Derpå tog han Stormændene til Side og rådførte sig med dem om Valget af en Rigsforstander under hans Fraværelse, ikke fordi det skortede ham selv på Forstand, men fordi han ikke ved at undlade at rådføre sig med andre skulde få Udseende af kun at ville følge sit eget Hoved og sætte sin egen Mening over Almenhedens. Da Stormændene hørte det, sagde de imidlertid, at det vilde de overlade til ham selv at tage Bestemmelse om, de tvivlede ikke om, at han også i det Stykke vilde lægge Vind på at ramme Rigets Bedste, de kjendte jo hans Klogskab i så Henseende fra andre Ting. Så bestemte Kongen, at hans Søn Harald, som havde nået en til et sådant Hverv passende Alder og Modenhed, skulde stå for Styret i hans Fraværelse, og Skjalm Hvide, som var såre anset både for sin høje Byrd og sin store Retskaffenhed, og som han havde gjort til Høvedsmand ikke blot over hele Sjælland, men også over Rügen, som han selv havde gjort skatskyldigt, overdrog han at opfostre Knud. Erik derimod, som var af ringere Herkomst på mødrene Side, og som han ikke bar så megen Omsorg for, gav han mindre anselige Formyndere. Efter at have truffet disse Bestemmelser udsøgte han sig alle de højeste Mænd til at følge med sig på Pilgrimsfærden, for at det kunde falde mindre i Øjnene, hvor stor han selv var, når de andre var lige så store; han var nemlig bange for, at hans ualmindelige Størrelse skulde gjøre ham latterlig i fremmedes Øjne, og når Folk så' de andres Størrelse, mente han, vilde de undre sig mindre over hans egen. Dronning Bodil var ikke sen til at beslutte sig til at følge med sin Husbond; hun aflagde det samme Løfte som han, men hun vilde ikke dele Seng med ham, så hun forøgede yderligere ved Kyskhed den Fortjeneste, hun indlagde sig ved at give sig ud på denne Rejse.

Men skjønt Kongen således stod i Begreb med at drage af Landet, ophørte han ingenlunde med at tage Vare på dets Tarv. For at Danskerne ikke i gejstlige Sager skulde stå under en fremmed Ærkebiskop, skikkede han nemlig Sendemænd til Paven for at ansøge om, at Landet nu måtte få sit eget Ærkesæde. Paven undlod da heller ikke at holde, hvad han havde lovet; der kom en pavelig Legat her op for at indsætte en Ærkebiskop her i Landet, og efter at have taget Skjøn over de vigtigste Byer her i Riget og nøje undersøgt alt og gjort sig bekjendt ikke blot med de forskjellige Steder, men også med de forskjellige Personer, der kunde være Tale om, bestemte han, at Ærkesædet skulde være i Lund, dels på Grund af Asgers udmærkede Fromhed, og dels fordi det er så let at komme til den By fra de omliggende Egne, både til Lands og til Vands. Og han fritog det ikke blot for at stå under tysk Overhøjhed, men lagde også Sverige og Norge ind under det i gejstlig Henseende, så det er ikke lidt, Danmark har at være Paven taknemlig for, idet han ikke blot gjorde det selvstændigt, men også gav det Overhøjhed over fremmede Lande.

Imidlertid drog Erik til Skibs til Rusland, hvorfra han over Land drog gjennem dette Rige og en stor Del af Østerleden, til han nåede Byzanz. Kejseren turde ikke lade ham komme ind i Byen, thi han troede, at Kongen havde Svig i Sinde, og at Pilgrimsfærden kun var et Skalkeskjul, derfor bød han ham slå Lejr uden for Murene og beværtede ham dèr. Han havde ham nemlig mistænkt formedelst det Ry, der gik af ham, og formedelst hans Storhed, så han vilde hellere koste noget på ham end åbne Byens Porte for ham. Danskerne, som ellers var i høj Gunst hos ham, fattede han også Mistanke til ved samme Lejlighed og frygtede for, at de vilde sætte Hensynet til Kongen i det Land, de havde hjemme i, over Hensynet til ham, som de kun tjente for Sold. Blandt dem, der gjør Krigstjeneste i Byzanz, indtager Danskerne nemlig den første Plads, og Kejseren plejer at betro sit Liv og sin Velfærd til dem som sin Livvagt. Erik forstod godt Kejserens Mening, men han lod som ingenting og bad blot om at måtte få Lov til at komme ind i Byen for at forrette sin Andagt i Kirkerne, eftersom det udelukkende var Kjærlighed til Religionen, der havde drevet ham til at besøge så helligt et Sted. Kejseren roste hans fromme Iver og lovede, at han skulde få Svar på sin Begjæring næste Dag. Imidlertid gik de Danskere, der var trådt i græsk Tjeneste, til Kejseren og bad, om de måtte gå ud og hilse på deres Konge; det gav han dem Lov til, men han bød dem gjøre det hver for sig, for at Kongen ikke ved sin Tale skulde bedåre og forlokke dem alle på én Gang. Kejseren havde også lejet Folk, som kunde både Dansk og Græsk, til at meddele ham, hvad de og Erik sagde til hinanden. Da de havde hilst på Kongen, og han havde budt dem tage Sæde, tog han til Orde og sagde, at de Danske, der var gået i græsk Tjeneste alt for længst havde opnået den største Ære ved deres Dyder; skjønt de var fremmede, herskede de i Virkeligheden over Landets Børn, og de havde det meget bedre ude end hjemme i deres Fædreland. Derhos havde Kejseren betroet sit Liv i deres Trofastheds Varetægt, og den Udmærkelse skyldtes ikke så meget deres egne Fortjenester som deres Dyder, der havde været i græsk Tjeneste før de. Derfor burde de i høj Grad lade sig det være magtpåliggende at føre et ædrueligt Levned og ikke hengive sig til Drukkenskab, thi de vilde passe deres Tjeneste bedst, når de lod være at fylde sig med Vin og ikke gav Kejseren Anledning til Bekymringer, derimod vilde de blive dvaske til deres Tjeneste og raske til at yppe Kiv og Strid, hvis de ikke holdt sig inden for Ædruelighedens Grænser. Han lagde dem også på Sinde, at de, når de skulde slås med Fjenden, burde lægge mere Vind på at være tapre end på at bjærge Livet, ikke søge at undgå Døden ved at fly eller at slippe uskadt igjennem ved at være fejge; når de en Gang igjen kom hjem til Danmark, skulde han nok lønne dem for deres tro Tjeneste med Velgjerninger, lovede han, og måtte de lade Livet, medens de kæmpede tappert i Slaget, skulde han vise deres Frænder og Pårørende al Ære. Sålunde og på lignende Måde talte han til dem alle og opmuntrede dem til at være den græske Kejser oprigtig tro og hengivne. Da Lejesvendene nu meldte Kejseren dette, sagde han, at det var med Urette, at der blev gjort så meget Væsen af Grækernes Kløgt, eftersom de bar Mistanke til en Konge, hvis Folk de havde så mange Erfaringer for var uden Svig; man kunde danne sig en Forestilling om Kongens Retsindighed efter de ypperlige Prøver, man havde set på hans Folks Trofasthed og Bestandighed. Og da han nu skjønnede, at det var Fromhed og ikke Svig, der drev ham, bød han, at Byen skulde smykkes, og at der skulde bredes Tæpper på Gaderne, hvorpå han selv med stor Ære tog imod ham og under almindelig Jubel gik Hånd i Hånd med ham op til Slottet, hvor han holdt Hof, som om han førte ham i Triumf, og viste således den, som han med Urette havde næret Mistanke til, så stor Ære, som det var noget Menneske muligt. Ja, for at vise sin Gjæst den største Hæder overlod han ham endogså sin Kongeborg, og den har ingen Kejser siden villet bo i, for at det ikke skulde se ud, som om de regnede sig for denne udmærkede Mands Jævning ved at bo i den Borg, der havde huset ham, og for at den Ærbødighed, man viste hans Herberg, kunde stå som et stadigt Minde om Gjæsten. Kejseren lod også en Maler kalde og male Kongen nøjagtig af i fuld Legemsstørrelse, og det både stående og siddende, for at han stadig kunde have hans vældige Skikkelse, som han i så høj Grad beundrede, for Øje. Og da han ikke vilde, at hans Gjæst skulde forlade ham tomhændet, bad han ham selv sige til, hvad han vilde have. Kongen, som foragtede denne Verdens Skatte, sagde da, at han helst vilde have Relikvier, og det fik han. Denne hellige Gave tog han med stor Glæde imod og sendte den under Kejserens Segl hjem til Lund og Roskilde, og for at hans Fødested også kunde have en Helligdom at vise, sendte han et Stykke af Kristi Kors samt Hellig Niels' Ben til Slangerup, thi Kirken dèr skal han have bygget, og dèr, hvor nu Alteret står, skal han have set Dagens Lys. Kejseren vilde også forære ham en stor Mængde Guld, men det brød han sig ikke om og vilde ikke tage imod det for ikke at få Ord for at have svigtet sin Selvbeherskelse og været begjærlig efter Grækernes Skatte. Det tog Kejseren ham strax fortrydelig op og bebrejdede ham det som en Fornærmelse, det var ham og ikke hans Gave, hans Foragt gik ud over, sagde han, og så holdt han op med at bede ham om at tage imod den og nødte ham ved at stille sig fornærmet an til med Tak at tage imod, hvad han bød ham. Og for at det nu ikke skulde få Udseende af, at Kongen blot tog og slet ikke gav, gjengjældte han Kejserens Høflighed ved også at give ham Gaver, som fik Værdi derved, at Grækerne aldrig før havde set sligt, så Kejseren satte så meget større Pris på disse simple Gaver, som de dèr i Landet var for Sjældenheder at regne. Omsider skjænkede Kejseren ham nogle Krigsskibe og forsynede ham med Levnedsmidler, og så sejlede han til Cypern. Denne Ø havde der hidtil været den Mærkværdighed ved, at ingen kunde begraves der, thi lagde man et Lig i Jorden om Dagen, blev det strax kastet op igjen om Natten. Her blev Kongen angreben af Feber, og da han mærkede, at hans sidste Time var nær, bad han om, at hans Lig måtte blive jordet ved Hovedstaden der på Øen; skjønt Jorden plejede at udspy andres Lig, sagde han, vilde hans få Lov til at hvile der i Fred. Han blev da begravet der, som han ønskede, og hans Lig bevirkede, at Jorden opgav sit gamle Nag og at, medens den tidligere ikke vilde finde sig i, at noget Menneskelig hvilede i dens Skjød nu ikke blot han, men også andre fik Lov til at ligge der i Fred. Hans Hustru bukkede også under for denne Pilgrimsfærds Besværligheder og døde. Nu var der af hele Kong Svend Estridssøns Afkom kun de tre Sønner Svend, Niels og Ubbe tilbage, thi som tidligere meldt var Knud, Benedikt og Bjørn faldne for Fjendehånd og de andre døde i Sotteseng.

Der gik to År, efter at Erik var død, førend man i Danmark fik sikker Tidende derom. Svend, som i Alder kom næst efter Erik, var i Tillid til sin Alder så opsat på at blive Konge, at han ikke anså det for nødvendigt at oppebie det almindelige Valg, men stævnede til Ting i Viborg og ikke betænkte sig på at foregribe det almindelige Valgs Afgjørelse ved at lade sig kåre af en enkelt Landsdel. Han var måske bange for, at hans Egenskaber, som hidtil ikke havde været synderlig kjendte, skulde blive underkastede en nøjere Granskning, og vilde derfor hellere tilrive sig Kronen med nogle fås Samtykke end voldgive sin Lykke til Mængdens usikre Afgjørelse, hellere med en enkelt Landsdels Billigelse bemægtige sig, hvad det tilkom hele Landet at overdrage ham. Han sporede sin Hest og sprængte i flyvende Fart ad Viborg Ting til, men så blev han syg, og for at komme lempeligere og bekvemmere af Sted bød han, at de skulde lægge ham i en Vogn, thi hvor slappe end hans Sener var, og hvor mør han end var i hele Kroppen, kunde han ikke styre sin Lyst til at komme hurtig af Sted; han vilde med Glæde dø, sagde han, hvis han blot måtte bære Kongenavn i tre Dage. Hans Sygdom tog imidlertid således til, at han heller ikke kunde tåle at kjøre, og så bød han sine Tjenere skynde sig og skaffe ham en Bærestol, han vilde ikke sørge, om han så skulde opgive Ånden på Tingstedet, sagde han, når Folket blot først havde hilst ham som Konge. Hans Svaghed formåede nemlig ikke at få Bugt med hans uslukkelige Ærgjerrighed. Men medens han uden at ænse sin Sygdom anstrængte sig over Evne for at nå Tinget, kom Døden ham og han ikke Døden i Forkjøbet, og han gik glip ikke blot af Kongemagten, men også af Kongenavnet. Nu skulde der altså træffes Valg imellem Niels og Ubbe, thi Harald havde ved den uretfærdige Måde, hvorpå han havde styret Landet, pådraget sig Almuens største Uvilje; han havde nemlig røgtet sin Gjerning således, at det var en Skam og Skjændsel, og båret sig både stygt og lumpent ad, thi han havde sat alt Hensyn til, hvad ret og billigt var, til Side og på det skjændigste misbrugt sin Magt til at plyndre og udsuge Landsens Folk og pine og plage dem på alle mulige Måder. Ved sin skammelige Styrelse var han da også bleven så almindelig forhadt, at ingen mente, at der kunde være Tale om at skjænke ham Kronen, thi alle holdt for, at det vilde være en Skam og Skjændsel at lønne ham for al den Uretfærdighed, han havde øvet, ved at hylde ham og at sætte ham på en Hædersplads til Gjengjæld for alle de Trængsler, han havde bragt over Landet. Der blev nu holdt almindeligt Landsting ved Isøre, og der blev Kronen tilkjendt Ubbe, fordi han var ældst. Niels, som man troede vilde blive fortrydelig herover, godkjendte overmåde veltilfreds Tingets Valg, thi det havde bestandig været Skik blandt Svend Estridssøns Sønner, at de afløste hverandre på Tronen, efter som de var gamle til, så den gik i Arv fra den ældre til den yngre. Ubbe havde imidlertid ikke store Tanker om sin egen Dygtighed, og i Erkjendelse af sine ringe Evner vægrede han sig ved at tage så tung en Byrde på sine Skuldre og forsikrede, at Broderen, der var meget mere opvakt, var den værdigste til at overtage det Hverv; han holdt nemlig for, at det var klogere selv at erkjende sin Skrøbelighed end at lade andre opdage den. Mig tykkes det nu imidlertid, at han for at undgå alt, hvad der kunde se ud som Anmasselse, har dømt mere ydmygt end sandt om sin Begavelse, som han lagde tydeligere for Dagen ved således hellere at vise Kronen fra sig end at tage imod den, og han fortjente så meget mere den Ære, som han ikke skammede sig ved at afstå til sin kloge Broder, hvad der blev tilbudt ham. Danskerne ydede imidlertid ikke hans beskedne Undseelse tilbørlig Påskjønnelse, thi uden Anelse om, at han, klog, som han var, blot havde benyttet en påtagen Udygtighed som Påskud for at blive fri for at tage en Byrde på sig, gik de ligegyldig ham forbi, som de ved hårdnakket at trænge ind på ham burde have fået til at give efter, thi enhver, som er ved sine fulde fem, må da kunne indse, at han må have været kløgtig nok, eftersom han foretrak at leve som sin egen Mand i Fred og Ro frem for at tragte efter en Værdighed, som giver Bryderier og Bekymringer.

Bog 13 >