Saxos Danmarks Krønike - Femtende Bog

---

Af Saxo Gramaticus (ca. 1190 til efter 1208), oversat af Fr. Winkel Horn.
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Valdemar Den Store fortsat

Kongen havde endnu ikke fået tilstrækkelig Hævn over de Røvere, der havde taget, hvad hans var, og han besluttede derfor at foretage et nyt Tog til Venden. Nørrejyderne lod han blive hjemme, men Sønderjyderne skulde med. Disse blev overfaldne af så voldsom en Storm, at den gjæve og gode Biskop Frederik af Slesvig, da han for fulde Sejl stævnede frem i det forrygende Vejr, fik Roret revet af sit Skib og druknede med næsten alle sine Folk. Dette vakte stor Sorg på hele Flåden, så meget mere, som man, skjønt det gik let nok med at finde Ligene af hans Folk, ikke kunde finde hans, hvor ivrig man end søgte efter det. Først Pinsedag drev det op på Sjællands Kyst, og det hverken lugtede ilde eller så' fælt ud, thi det var slet ikke gået i Forrådnelse, hvilket jeg skulde tro var et guddommeligt Vidnesbyrd om Mandens Hellighed, og ikke mindre Ære var det værd, at han forgjæves lod sig søge af sine Venner og just vilde forherlige den hellige Pinsedag, som han altid havde plejet at fejre som sin kjæreste Højtid, ved at lade sit Lig finde på den. Absalon sørgede inderligt over ham, thi det var en Hjærtensven, han dèr havde mistet.

Kongen mødte Flåden ved Falster, sammenkaldte Høvdingerne og sagde, at han havde besluttet, at han ikke selv vilde gå imod Fjendens store Stridsmagt med så få Folk, thi gjorde han det, kunde han vel nok indlægge sig størst Ære derved, men han kunde også få den største Skam deraf. Han vilde derfor hellere betro Anførselen på dette Togt til Absalon og sin Søn Knud, thi hvis de kom godt derfra, vilde der dog altid vindes nogen Hæder derved, og gik det galt, blev Skammen ikke så stor. De var strax rede til at gjøre, som han bød, og efter at der var stødt så stor en rygisk Flåde til dem, som der i Hast kunde skaffes til Veje, sejlede de ufortøvet til Ostrusna og anfaldt Fjenden med lige så stor Dristighed som Hurtighed. Deres Angreb skete med så stor Hemmelighed og kom så uventet, at de overrumplede de fleste af de intet anende Vender i deres Huse og vilde have hærjet hele Egnen uden at møde nogen Modstand, hvis ikke nogle Klodrianer havde stukket Ild på og derved røbet dem. Det hændte ved denne Lejlighed, at Jarimar, da to Vendere søgte at slippe bort i en Båd, dræbte den ene af dem med en Pil; den anden vilde hævne sin Stalbroder, men da han så', at det var Rygboernes Fyrste, han havde for sig, kastede han skamfuld Pilen fra sig og flyede; så stor Ærefiygt nærer dette Folk for Mænd, der er højt på Strå. Imidlertid løb Flåden op ad Peene; Danskerne tog de Heste, de traf på Engene, og sejlede op til Volgast. Efter at have brudt Broen af og bortryddet alt, hvad der hindrede Sejladsen, kastede de Anker lige uden for Byens Mure, medens Byfolkene var ved at lave deres Blider i Stand, som endnu ikke var i Orden. Danskerne foretrak imidlertid at sejle videre frem for at indlade sig på en kjedsommelig Belejring og førte Krigen så spredt og uberegneligt, at de stadig gjækkede Fjenderne, så de aldrig vidste, hvor de helst skulde belave sig på at forsvare sig, de undgik nemlig de Steder, hvor de kunde vente at ville møde Venderne, og angreb dem, der var blottede for Forsvarere, og når disse kom til, trak de sig med Flid tilbage og angreb andre Steder, der var uden Værn. Og for at der ingen Standsning skulde blive i deres Foretagender, lod de Fodfolkene ro om Natten og sove om Dagen, medens Rytterne sov om Natten og fejdede om Dagen. Da Bugislav og Kazimar skjønnede, at den Måde at angribe på var der ikke noget at stille op imod med Våbenmagt, at deres Land blev lagt øde, og at de ikke kunde få Bugt med Danskerne, der var lige så hurtige som modige, besluttede de sig til at kjøbe sig Fred ved at tiltinge sig deres Venskab, hvis Våben de ikke kunde stå sig imod. De holdt da et Møde med dem og erkjendte dem for deres Overmænd, ja lod endogså, som om de ikke regnede den Skade, der var bleven tilføjet deres Land, for værd at tale om, og vilde drage bort til den store pommerske Ørken og søge sig ny Bosteder dèr. Da Niels Falstring hørte det, gav han sig til at le og sagde, at de kun dårligt sørgede for deres Fædrelands Tarv, når de således lod sig jage hid og did af deres Naboer og tvinge til at afstå en Del af det til Danskerne og en anden til Polakkerne. Efter således at være bleven mindede om, at de burde tænke på, hvad der bådede deres Fædreland, lovede de Absalon, som den, der rådede for Togtet, hundrede Mark Sølv og Knud lige så meget, hvorhos de Sendemænd, de havde taget til Fange, skulde sættes på fri Fod og Kongen have to Tusind Mark Sølv i Erstatning for, hvad de havde røvet. Dette vilde Absalon ikke strax svare på; han tog Høvidsmændene til Side og sagde, at de Vilkår, Fjenden tilbød, vilde det være til Skade for Fædrelandet at tage imod, selv om man fandt Behag i dem, og at det var mere tjenligt end behageligt at forkaste dem. At skaffe Kongen Penge, Landsens Folk Fred og Fangerne Frigivelse kunde ganske vist se tiltalende nok ud, men om det var til Gavn, var et andet Spørgsmål; derimod var der ingen Tvivl om, at det vilde være i højeste Grad fordelagtigt at forkaste dem og fortsætte Krigen. Vendernes Kræfter var allerede i den Grad medtagne, at de vilde blive nødte til at overgive sig, i Fald de ikke fik Fred. Han vilde nu overlade til sine Høvidsmænd at afgjøre, om der skulde være Krig eller Fred, for at det ikke skulde se ud, som om han dumdristig fulgte sit eget Hoved uden at ænse andres Mening. De svarede, at man burde vælge det, som Folk vilde synes bedst om, og denne sine Stalbrødres Mening måtte Absalon altså rette sig efter. Han bød da Esbern sejle i Forvejen og bringe Kongen Bud om de herlige Bedrifter, de havde øvet, thi han vidste jo, at han ventede i Spænding, og vilde ikke, at han skulde blive forskrækket, når han så hurtig og uventet vendte tilbage. Esbern blev imidlertid opholdt af Modvind ud for Hiddensø og fik ikke gunstig Vind, førend Absalon havde modtaget Gislerne og lettede Anker. For at komme forud for ham sejlede han så hurtig, han på nogen Måde kunde. Da Kongen, som just var på Jagt, så' ham komme sejlende, alt hvad Årerne kunde trække, forud for Flåden, undrede han sig såre og troede, at den var bleven slået på Flugt. Da han havde fået at vide af Esbern, hvorledes det forholdt sig, forvandledes hans ugrundede Bekymring til overvættes Glæde, og han sagde, at Krig var nyttigere end Fred. Han gjorde også i sin Glæde Gjæstebud for ham, og ved det gik det overmåde lystigt til. Dagen efter gav han Flåden Hjemlov efter ikke blot at have prist Mandskabet i høje Toner, men også vist det den Ære at stede det til Kys.

Siden, medens Kongen opholdt sig i Jylland, faldt Knud og Karl med en mere hidsig end udsøgt Skare Folk ind i Halland for at hævne sig på deres Fædreland for den Landflygtighed, de selv havde pådraget sig ved deres forbryderske Færd. De havde ventet, at Hallænderne vilde tage imod dem med åbne Arme, men de drev dem tilbage, og de vilde da hellere lade Livet end fly og stillede sig i Slagorden ved den Skov, der danner Grænseskjellet imellem Halland og Gøtland. Lykken var dem imod, og de måtte bøde hårdt, fordi de bar Avindskjold imod deres Fædreland. Knud fik nemlig en Mængde Sår, faldt i Hænderne på Bønderne og blev sat i det samme Fængsel, hvor Magnus sad, så han kom til at dele Straf med den, hvis Forbrydelse han havde været medskyldig i. Karl blev dødelig såret og nåede kun et lidet Stykke bort, før han udåndede sin stærke Sjæl under Træernes spæde Løv, og man må vel prise ham lykkeligere, fordi han døde, end hans Broder, fordi han slap derfra med Livet. Valdemar lagde Beslag på deres Gods i Henhold til Lovens Bestemmelse om, at en Fædrelandsforræder har forbrudt alt, hvad han ejer, og således fik han uventet sin Velstand øget. Karls Lig blev senere fundet af Egnens Folk; det var da allerede gået i Forrådnelse og kunde således være et Vidnesbyrd om, at man ikke bør vrage egne Kår for at stræbe efter andres Højhed.

Hertug Henrik var imidlertid kommen i en farlig Krig med Kejseren, fordi han havde vægret sig ved at yde ham Hjælpetropper imod Italienerne. Da han skjønnede, at det oversteg hans Kræfter at klare så vanskelig en Sag, sendte han det ene Bud efter det andet til Valdemar med Anmodning om at møde ham, og da Kongen føjede ham og kom, gik han helt over Broen, som han aldrig før havde villet gå længere end til Midten af, og bad ham indstændig om Hjælp, idet han på det mest indtrængende påberåbte sig det svorne Forbund, der var imellem dem. Således kan den hårde Nød kue Overmod og Stolthed bøje sig for Ulykken. Kongen svarede, at han ikke havde sluttet noget Forbund, der forpligtede ham til sligt, men for det Venskabs Skyld, der fra gammel Tid af havde været imellem dem, vilde han alligevel hjælpe ham, hvis han vilde lægge sig hans Ord på Sinde og handle efter dem. Henrik spurgte om, hvad han mente, og han sagde da, at når det måtte anses for en vanskelig Sag at yppe Strid med den jordiske Kejser, var det endnu langt farligere at udæske Himlens Herre, eftersom han blot ved et Vink uden menneskelig Hjælp mægter at gjøre os dødelige lykkelige eller ulykkelige. Dersom Henrik, som alt længe havde fortørnet Gud ved at gjøre sig skyldig i Kirkeran, vilde forsone sig med ham ved at give fuld Erstatning for, hvad han havde røvet, vilde han kunne gjøre sig Håb om Sejr, hvis ikke, var det letsindigt af ham at indlade sig på Krig; gjorde de det i Fællesskab, så længe Gud var ham gram, vilde de begge blive besejrede af Fjenden, thi der var ingen Tvivl om, at enhver, der dristede sig til hårdnakket at sætte sig op imod Guds Almagt, vilde få at føle, at hans egen Magt kun var svag og skrøbelig. Han turde derfor ikke yde ham nogen Krigshjælp, med mindre han først sonede den Helligbrøde, han havde begået, og derved afværgede den Fare, der truede ham, thi han satte Gudsfrygt over Venskab. Hertil svarede Henrik, at han ganske vist havde aftvunget Bisperne en hel Del Gods under Navn af Len, men vilde han frivillig give det fra sig igjen, vilde han blive stedt i den yderste Fattigdom; han satte heller ikke så stor Pris på de kronragede Skaldepander, at han godvillig vilde skille sig ved sin Velstand og agte deres Vrede mere end sin egen Ære. Han bad ham imidlertid om at fortie, at han havde afslået hans Anmodning, for at det ikke skulde rygtes blandt Folk, at han havde nægtet at hjælpe ham. Da Kongen var draget bort, lod Henrik over for sine Krigsfolk, som om han havde lovet ham Bistand, thi det var ham om at gjøre ved dette Håb at styrke deres Mod, ellers var han bange for, at de skulde gå over til Kejseren.

Da Danskerne var på Vejen hjem, skete der et vidunderligt Jertegn, som man aldrig før havde set Mage til. Der stimlede nemlig i Løbet af én Nat en uendelig Mængde Mus sammen langvejs fra fra hele Landet, og ynkelig pibende sprang de af sig selv i Slien og druknede. Om Morgenen så' man Ligene af dem, som Vinden havde kastet op på Land, ligge spredte over hele Strandbredden, og det er ikke let at sige, om dette mest var til Forbavselse eller til Nytte for Landsens Folk. Samme Nat blev Absalons Klæder, medens han lå og sov, gnavede itu af nogle Spidsmus, hvilket var et sikkert Forvarsel om de Gjenvordigheder, der forestod ham.

Da han var kommen tilbage til Sjælland, blev det meldt ham, at der var udbrudt Uroligheder i Skåne, at Almuen var kommen på Kant med Stormændene, og at den offentlig havde sammenrottet sig imod de kongelige Fogeder og angrebet dem. En af de fornemste Lensmænd ved Navn Åge havde den på Lundeting i sin Ubesindighed faret så voldsomt og forsmædelig frem imod, at han vilde være bleven revet i Stykker, hvis han ikke var flygtet ind i St. Laurentii Kirke. Denne Brand, som den oprørske Mængde i sit Raseri havde tændt, kunde ingen andre end Absalon slukke, og det vilde være lettere for ham at gjøre det, medens Oprøret endnu var i sin Begyndelse, end når det havde fået Tid til at brede sig. Han måtte derfor endelig skyndsomst komme over til Skåne, hvis han vilde tage sig af Kongens Sager dér, som det stod såre ilde til med. Han rådførte sig med Sune og Esbern, men de rådede ham så stærkt, som de på nogen Måde kunde, fra at indlade sig på den Rejse, thi de vidste, sagde de, at det i Virkeligheden var Stormændene, der hemmelig havde sammenrottet sig for at ophidse Almuen, og at deres eneste Mål var at komme ham til Livs. Da de skånske Sendemænd imidlertid blev ved at forsikre, at det var umuligt at skabe Ro i Landet, med mindre han kom derover, svarede han, at så skulde han komme, det fik så gå, som det vilde; han vilde, om så skulde være, ofre Kongen sit Liv, i Fald det gjordes nødigt, til Tak for alt det gode, han havde gjort ham. Han skikkede altså Folk forud, som skulde stævne de skånske Stormænd til Tinge i Lund, og lovede, at han selv skulde komme strax efter. Han tøvede da heller ikke med at begive sig over til Skåne for opfyldt af Forfædrenes Ånd at stille sig imod Almuens Raseri og stemme imod det af al sin Magt. Almuen, i hvis Sind Oprørsbølgerne gik højt, kærede med voldsomme Ord over den Uret, den led, og da Thord begyndte at holde en Tale til den, nødte den ham ved stadig Piben og truende Tilråb til at holde op. Også de andre af Kongens Tilhængere, der vilde have Ordet, nægtede den det, kun Absalon fandt den sig i at høre på i nogenlunde Ro. Da han imidlertid mærkede, at den ufornuftige Mængde blev ved med Råben og Skjælden og ikke tålmodig hørte på hans forstandige Formaninger, anså han det for hensigtsmæssigt at dele den og bød, at den skulde fordele sig i tre Herredsting, hvorhos han lovede at råde Bod på al Uret, der var øvet af Stormændene. Thord satte han hårdt i Rette, fordi han med løgnagtig Tale havde lokket ham over til et Oprør, som der næppe var nogen Mulighed for at dæmpe, men Thord svarede, at den ophidsede Almues Vildskab hidrørte fra Drukkenskab, og til Bevis herfor anførte han, at nogle sad og snorkede på Tinge; man burde derfor ikke holde Ting med dem i Byen, men ude på Landet, for at disse fordrukne Mennesker ikke skulde få nogen Lejlighed til at drikke sig fulde.

Absalon holdt nu først Ting med Sydskåningerne. Han bød ved denne Lejlighed den kongelige Herredshøvding Peder Evarssøn tage Sæde ved Siden af sig, thi Mængden overøste ham med Beskyldninger, som mere skrev sig fra Avind, end de i Virkeligheden havde noget at støtte sig på; ved således at hædre sin gode Ven ved at give ham Plads ved sin Side sørgede han for, at der ingen Overlast tilføjedes ham. Dagen efter gik med at komme til Bunds i de forelagte Kæremål, og med den største Retfærdighed afsagde han sin Kjendelse over alle de fremførte Klager, og efter at han havde dømt i Sagerne efter Lands Lov og Ret, kunde Almuen ikke andet end være fornøjet og takke ham derfor.

Da han brød op derfra, blev det meldt ham af en skånsk Krigsmand, at Budstikken gik om imellem Almuen for at hidse den til Oprør og stævne den til et Møde om fire Dage ved Hvidkilde. Skjønt han havde de mægtigste skånske Stormænd hos sig, sendte han for ikke at savne nogen af dem, han ønskede at rådføre sig med, også Bud efter Thord og fortalte ham det Rygte, der nys var kommet ham for Øre om Bondeoprøret. Thord søgte nu vel at betage ham al Mistanke i så Henseende og svække hans Tro på Rygtet; der var slet ingen Grund til at frygte for sligt, sagde han, men de andre rådede til at tage sig vel i Vare for Almuens Magt og Vold. Da Meningerne angående denne vanskelige Sag således var forskjellige, blev han selv tvivlrådig og begav sig ud på Søfdøen for nærmere at undersøge Forholdene. Dèr fik han større Vished om, at det var, som der var blevet sagt ham, at Almuen var helt rasende, og da det ikke tyktes ham, at han selv uden Fare kunde træde frem for den, sendte han nogle hen til Tinget for at stille den tilfreds ved at love den alt, hvad den med Billighed kunde forlange. Da disse imidlertid mærkede, at alt var i Oprør som Følge af Almuens vilde Raseri, og at den i sin frække Dumdristighed overøste Stormændene med grove og utilbørlige Ord, tav de stille med, hvad der var blevet dem pålagt, og opflammede derved yderligere Oprørerne, idet de tog mere Hensyn til disses Raseri end til det Hverv, der var blevet overdraget dem. Om de gjorde det af Frygt eller af Troløshed, får stå hen. En af dem ved Navn Peder Lange, en ren Kæmpe at se til, sagde, da han omsider med Nød og næppe fik skaffet sig Ørenlyd, at skjønt han stod i Absalons Tjeneste, var hans Ærbødighed for ham dog ikke så stor, at han gav den Fortrinet for, hvad han skyldte sine Medborgere; Folkets Majestæt gik for ham forud for Hensynet til Ærkebispen, og han skyldte Fædrelandet større Kjærlighed end nogen enkelt Mand; han var rede til at stå Last og Brast med Almuen i alt, hvad den tog sig for, og vilde ikke betænke sig på med Sværd i Hånd at forsvare dens Frihed, der nu så at sige havde lidt Skibbrud og var ved at gå til Grunde. Hertil svarede en af Almuen, at den blot blev holdt for Nar, og at Absalon og Stormændene, som plejede at udsuge Menigmand, med fuldt Overlæg holdt sig borte fra Tinget, og det gav alle ham med Råben og Skrigen Ret i, hvorpå hele Hoben brød op med stort Bulder og Gny og fuldt væbnet steg til Hest for at angribe Absalons Gård. Lidet tænkte de på, hvor tit de havde nydt godt af hans Gavmildhed i det Hus, de nu vilde angribe. For at melde Absalon dette begav de yngste af Sendemændene sig nu hurtig af Sted til Søfdø, idet de snildelig undgik Pilene, der haglede ned over dem fra alle Sider. Absalons Krigsfolk blev såre forfærdede, da de fik Nys om, hvorledes Sagerne stod, og så' sig om efter Midler til at forsvare sig med; nogle drev Hestene sammen, der gik løse på Engene, andre samlede alle de Vogne, de kunde få fat på, og spærrede med dem Vadestedet over til Øen, som Absalon senere lod befæste med en Teglstensmur, atter andre sankede Kastesten. De ældre rådede til, at man enten skulde belave sig på en Belejring eller efter at have giort det af med de første, der angreb dem, drage bort, inden den store Bondehær kom, som de ikke kunde stå sig imod. Absalon sagde imidlertid, at intet af disse Råd kunde han gå ind på, thi til at udholde en Belejring havde han ikke Levnedsmidler nok, og desuden måtte han ikke glemme, at han mere burde være en Fader for disse Mennesker end en Røver. Han var kommen for at stifte Fred, og den vilde han ikke besmitte med Menneskeblod; han vilde optræde som en from Hyrde og ikke som en grum Drabsmand. Han foretrak derfor, at de første, der angreb, blev adsplittede, uden at der tilføjedes dem nogen Fortræd eller anrettedes nogen Blodsudgydelse; det vilde være dem en let Sag at jage dem på Flugt, da de ikke havde nogen ordentlig Ledelse at stole på. Han forbød derpå sine Krigsfolk at tilføje nogen af Folkehoben nogen Overlast, og den første Skare, der kom og satte sig fast på en nærliggende Høj, gik han imod med Korset foran sig, hvorpå den flyede ind i den nærmeste Skov. Hovedmanden for Oprøret blev fangen, men Krigsfolkene mindedes, hvad Absalon havde pålagt dem, og nøjedes med at tage Våbnene fra ham, trække Klæderne af ham og prygle ham igjennem. En af Krigsfolkene var så uheldig, at hans Hest løb løbsk og rendte midt ind imellem Fjendernes tætteste Skare med ham og, uden at hans Stalbrødre vidste det mindste deraf, blev han dræbt i en Mose af Mængden, der stimlede sammen om ham. Således lod Absalon sig nøje med at gjøre Bøndernes Angreb til Skamme, og da ingen Fjender længer truede ham, begav han sig uhindret tilbage til Lund, medens Bønderne lod deres Harme gå ud over Øen ved at plyndre den på det grummeste. Ærkebispen valgte således, højsindet, som han var, den lempeligste og derfor også den sikreste Udvej, idet han foretrak Mildhed for Grumhed, og ved at skåne sin Hjord indlagde han sig større Ære og lagde større Dyd for Dagen, end om han havde hævnet sig for de Krænkelser, der var blevet tilføjet ham; thi jo mere han afholdt sig fra at gjøre Brug af Sværdet, des mere fortjente han at prises for sin Fromhed. Da omsider de kom, som han havde udsendt for at berolige Almuen, beklagede han sig over, at han i sin Troskyldighed var bleven stedt i en sådan Fare på Grund af den Tale, de havde ført, og spurgte dem, hvorfor de ved at røgte hans Ærind så forsømmeligt havde beredt ham sådanne Vanskeligheder, som han ikke kunde forudse og aldeles ikke var belavet på. De svarede, at de slet ikke havde tænkt sig, at det vilde gå således, og tilstod, at de havde båret sig galt ad, og han bød dem da overveje, hvad der nu skulde gjøres, og ved et godt Råd bøde på deres forrige Forseelse. De svarede, at de hverken havde Våben eller Mandskab og måtte drage hjem for at skaffe sig begge Dele, så skulde de komme igjen næste Dag; han selv burde skjule sig så længe, sagde de, der var ingen Skam i, at han gav efter for Forholdenes Magt. Om de sagde dette af Ondskab, eller fordi de ikke vidste bedre Råd, vil jeg overlade til dem at dømme om, som ikke skyr den Ulejlighed at læse, hvorledes de senere bar sig ad. Absalon svarede, at så var det dog hæderligere for ham at trække sig tilbage til sin Borg på Sjælland, han var ikke vant til at krybe i Skjul. Noget så forsmædeligt vilde han ikke indlade sig på, og han sejlede derfor bort på et Skib, Thord skaffede ham; han holdt nemlig for, at for en Mand, der vidste med sig selv, at han ved sine store Bedrifter havde vundet sig et strålende Ry, sømmede det sig ilde at krybe i et Musehul.

Da han var kommen over på Sjælland, fik han fra Valdemar, der holdt Jagt på Samsø, Brev og Bud om at begive sig did, for at de kunde rådslå om vigtige Sager Riget angående. Efter at han dèr tillige med Sune og Esbern tilbørligt havde drøftet de Sager, Kongen forelagde dem, fortalte han omsider om Oprøret i Skåne og betænkte sig således ikke på selv at være den første, der bragte ham Tidende om de Uroligheder, han havde været udsat for. Kongen blev opbragt og truede med at straffe Oprørerne, men Absalon fik ham ved sine Overtalelser således formildet, at han opgav dette Forsæt og opsatte sin Hævn, til han fik talt med Skåningernes Høvdinger, som han i al Venlighed lod stævne til sig, og da de var på Vejen til ham over til Fyn, undlod Absalon ikke at behandle dem med al mulig Forekommenhed. Da de imidlertid opfordrede ham til at bede Kongen om at afskedige Saxe, Åge, Sune og Esbern, der ikke havde hjemme i Skåne, fra deres Bestillinger dèr, og sagde, at Oprøret, som kun skyldtes deres overmodige Adfærd, strax vilde høre op, så snart han satte indfødte til Styret i Steden for Udlændinge, svarede han, at de misundte Kongen hans Myndighed og vilde betage ham hans Frihed til at bortgive Lenene, til hvem han vilde. Hellere end ved så lumsk en Begjæring at søge at berøve Kronen en Ret, den havde været i Besiddelse af i så mange Århundreder, vilde han udsætte sig for Almuens Raseri. Herpå gav Skåningerne ham et utilbørligt overmodigt Svar og truede ham med, at så skulde også hele Oprørets Raseri komme til at gå ud over ham. Da Kongen spurgte dem, hvorledes han bedst kunde berolige Skåningerne, svarede de, at når blot han skrev et Brev til dem, hvori han med et vist Mådehold gav dem både gode og onde Ord, vilde det være nok til at gjøre Ende på Oprøret. Efter deres Tilskyndelse skrev Kongen da et Brev fuldt af Trusler til den skånske Almue, hvilket ikke bidrog lidet til yderligere at puste deres Raseri op i Flammer. Bønderne blev nemlig opbragte over, at han brugte så hvasse Ord til dem, og gav deres Harme over denne skarpe Skrivemåde Luft ved højtidelig at ophæve alle kongelige Skatter, vægre sig ved at betale Bispetiende samt give Præsterne Lov til at gifte sig. Ærkebiskoppen havde de slet ingen Brug for, erklærede de; Præsterne kunde godt besørge hele Kirketjenesten, så de fo'r lige galent frem både i gejstlige og verdslige Sager og føjede til den Foragt, de viste Kongemagten, også Foragt for Religionen.

Da Kongen mærkede, at han ingen Vegne kom med Trusler, besluttede han at bruge Våbenmagt, og da Høsten var til Ende, samlede han en Mængde Skibe til at føre Krigsfolk over på og begav sig over til Helsingborg tillige med Absalon, som han havde befalet at være blandt de sidste, der lagde til Land. En stor Del Almuesfolk, der var samlede dèr i Anledning af Fiskeriet og havde opført en Mængde Hytter på Strandbredden, blev, da de fik Øje på Absalon, så optændte af Had til ham, at de satte Hensynet til deres Erhverv til Side og kastede Sten på hans Skib, da det lagde ind til Land, idet de rent glemte, at den Mand, som de nu vilde fordrive fra Skåne, kunde alle Danske takke for, at de trygt kunde bo, hvor det skulde være i hele Riget. En Del af Almuen viste Kongen den store Ringeagt at forlade Tinget for at styrte ned til Stranden og være med til at modtage Ærkebiskoppen på denne utilbørlige Måde. O, I utaknemmelige Skåninger, som i eders rasende Letsindighed ikke skammer jer ved at byde den, der har gjort jer så meget godt, Skam til Tak! Henrevne af det utilbørligste Raseri søger I at holde eders Hyrde og Fader borte fra eders Land, ham, som I kan takke for, at I nu, efter så tit at have været hjemsøgte af Sørøvernes Grusomhed, trygt kan sejle vidt og bredt, hvorhen I vil! Ham, hvis Tapperhed I skylder, at I selv i sin Tid ikke er blevne forjagne fra eders Kyster, ham formener I nu at lande på dem! Lad dog af med så grovelig at forsynde jer imod denne udmærkede og retsindige Mand, der har gjort sig så fortjent af jer, og skynd jer ved Anger at gjøre godt igjen, hvad I ved eders ubillige Miskjendelse har forbrudt imod ham!

Kongen kunde nu heller ikke længer tålmodig finde sig i deres skammelige Frækhed, men blev så forbitret, at han råbte på Heste og Våben. Biskop Svend af Århus slog imidlertid sine Arme om ham og besvor ham ikke at fare frem med Hårdhed imod Almuen - om det var Frygt eller Kjærlighed, der gjorde ham så dristig, skal jeg lade være usagt. De varme Følelser, Kongen bestandig nærede for Absalon. bevirkede dog, at han tog mere Hensyn til den Fare, hans Ven var stedt i, end til Bispens Bønner. Så snart Kongen kom ned til Stranden, stillede de, der havde angrebet Skibet, sig ganske uskyldige an, gik ind i deres Hytter og lod Absalon gå i Land. Her havde Kongen en Sammenkomst med en Del af den skånske Adel og Absalon med en anden. De af Skåningerne, som Kongen rådførte sig med, om hvad der var at gjøre for at dæmpe Oprøret, rådede ham til at afsætte Absalon og de andre fremmede, der var satte i Spidsen for Landets Styrelse; intet vilde hjælpe mere til at stille Almuens Raseri, end om de kom bort, sagde de, thi dette var ingenlunde rettet imod Kongen, men skyldtes udelukkende de fremmedes onde Gjerninger. De jydske Adelsmænd var af samme Mening. Man antager, at Grunden til, at de ønskede at få Absalon af Vejen, dels var deres Had til Tienden, som nylig var bleven fastslået for Skånes og Sjællands Vedkommende, dels den Frygt, de betoges af ved Tanken om Slaget ved Fodevig. Hans egne Krigsfolk var imidlertid af en hæderligere Tænkemåde og vilde ikke høre Tale om, at han skulde bort; de havde endnu så mange Venner og Frænder og kunde stille så mange våbenføre Mænd, sagde de, at de nok håbede, selv uden Bistand af Kongens Krigsfolk, at være i Stand til at føre deres Herre frank og fri omkring i hele Skåne, om Almuen så var aldrig så fjendtlig sindet og gjorde nok så megen Modstand. For at skaffe Almuen Fred tog Kongen imidlertid mere Hensyn til Jydernes fejge Forestillinger end til de andres mandige Tale. Han kaldte Absalon til sig i Enrum og mindede ham om, hvor enige de altid havde været, og at de aldrig havde stået så stivt og stridig hver på sin Mening, at den ene jo ikke altid til sidst havde lempet sig efter den anden. Nu bad han ham om at opgive sin Beslutning om at drage videre om i Skåne og ikke anse det for en Skam at vende tilbage til Sjælland, men for en Gangs Skyld lægge mere Vægt på, hvad der var nyttigt, end på hvad der tog sig anseligt ud. Hertil svarede Absalon, at han heller ikke denne Gang vilde undslå sig for at lyde Kongen, som han plejede, og følge hans Råd, skjønt han var ganske på det rene med, at der, når han drog bort, vilde blive sagt en Mængde skammelige Løgne om ham. Kongen takkede ham mange Gange for hans store Føjelighed og bad, om han måtte beholde hans Ryttere i sit Følge. Herover gav disse, som omfattede Absalon med den største Troskab og Kjærlighed, sig bitterlig til at græde og sagde, at det var en evig Skam og Skjændsel, at de, ikke som Følge af egen, men af andres Fejghed, skammelig skulde svigte ham, de havde forpligtet sig til at tjene. Med stor Hjærtesorg skiltes de derfor fra Absalon og sluttede sig til Kongens Følge.

Kongen holdt nu forskjellige Tingmøder med Almuen, hvor det så' sort nok ud, thi den mødte alle Vegne frem i fuld Rustning for således tydelig at lægge for Dagen, hvad den bar i sit Skjold. Hver Dag fremkom den med nye falske Beskyldninger imod Absalon, hvilket Jyderne hemmelig roste den for, så de lovpriste, hvad de burde have straffet med Våben i Hånd, og ved denne skammelige Slesken bidrog de mægtig til, at Oprøret yderligere blussede op. Da Levnedsmidlerne slap op, udvalgte Kongen, inden han forlod Skåne, nogle af Almuen for at få Stridighederne med Absalon bilagte og satte så over til Helsingør. Her mødte Absalon omsider frem for Kongen, beviste med mangfoldige Vidnesbyrd sin Uskyldighed i det, man lagde ham til Last, og gjendrev alle de Løgne, der var blevne sagte ham på i hans Fraværelse, med så mange og gode Grunde, at hans Anklagere blev nødte til at tilstå, at de havde Uret, og bede ham om Forladelse og i Steden for at anklage ham måtte ære og berømme ham. Hans Veltalenhed vakte også så stor Beundring hos alle, at adskillige af de tilstedeværende sagde, at han havde talt som en Gud. De skånske Sendemænd drog imidlertid bort med den Erklæring, at de måtte henskyde det hele til deres Landsmænds Afgjørelse, thi de havde ingen Ret til at indgå på noget Forlig uden deres Samtykke.

De skånske Sendemænd opfordrede ærlig og redelig deres Landsmænd til at lade deres galne Oprør fare, men det vilde de ikke høre noget om, de vilde hverken betale deres Bispetiende eller i nogen Måde yde Kirken, hvad der rettelig tilkom den. For nu at straffe dem for deres skammelige og ugudelige Halsstarrighed sendte Absalon ved næste Landemode Gejstligheden et Brev, hvori han påbød, at alle Kirker i Skåne skulde lukkes. Almuen, som havde fået Nys om dette Påbud, mødte under Landemodet fuldt væbnet frem foran St. Laurentii Kirke og holdt Ting dèr. Præsterne sendte da to af deres Midte did for at kundgjøre Påbudet om, at al Messe og anden Gudstjeneste skulde høre op, såfremt Almuen vedblivende vægrede sig ved at svare Tiende. Almuen udvalgte da ligeledes to af sin Midte, som til Gjengjæld skulde undsige Gejstligheden. De lod Præsterne vide, at det var Almuen og ikke Ærkebiskoppen, der sørgede for deres Underhold; det var vitterligt, at de havde dens Godhed og Gavmildhed at takke for, at de fik, hvad de behøvede til Livets Ophold; de skulde derfor enten forrette deres Kirketjeneste eller formedelst deres Utaknemmelighed rømme af Landet, og gjorde de ingen af Delene, skulde de ikke blot have alt deres Gods forbrudt, men også lide Straf på Liv og Lemmer. Hertil svarede Klerkerne med største Standhaftighed, at hverken Frygt for Døden eller for Fattigdom skulde afholde dem fra at efterkomme deres Ærkebisps Befaling. Denne Klerkernes fromme og gudhengivne Bestandighed bevirkede, at Almuen holdt op med at true og i Steden for begyndte at bede om, at Forbudet ikke måtte blive sat i Kraft, førend de kunde få Absalon i Tale. Bønderne var nemlig bange for, at de skulde fremkalde en Borgerkrig, hvis de fo'r hårdt frem imod Præsterne, der ikke var af ringere Herkomst end de selv. Der var nemlig ganske vist en Del fremmede blandt den skånske Gejstlighed, men de indfødte var Gjenstand for langt større Agtelse og Ærbødighed. Det blev da også vedtaget af begge Parter, at der skulde sendes Bud til Absalon med Begjæring om Udsættelse af den lovlige Straf, hvilket han villig tilstod dem, thi han var mere tilbøjelig til at fare frem med Mildhed end med Strænghed. Landemodet takkede han mange Gange for den Standhaftighed, det havde lagt for Dagen. Så lidet ænsede Almuen imidlertid den Godhed, han viste den, at den åbenlyst vedblev med at plyndre både Kongens og Ærkebiskoppens Drabanters Huse.

Da det lakkede ad Fastetiden, drog Kongen over til Skåne ved Helsingborg, og denne Gang havde han kun sine sjællandske Krigsfolk med; Jyderne og Fynboerne lod han blive tilbage, fordi det ærgrede ham. at de forrige Gang havde pustet til Ilden. Absalon begav sig skyndsomst til Lund for som Ærkebiskop at indvie Salvingsolien, og efter at have tilbragt nogle Dage dèr sammen med Kongen begav han sig ud på Landet i Nærheden af Byen. Da det rygtedes, lod Nørreskåningerne og Hallænderne, som de har for Skik, Budstikken gå rundt, opbød til Krig under Påskud af, at det gjaldt om at værne om deres Frihed, og fik på den Måde samlet en hel Hær, der var så rasende, at den hastede efter at komme til at slås med Kongen og bildte sig ind, at det ingen Sag var at give sig i Kast med hele Rigets Styrke. Kongen, som kom fra den søndre Del at Landet, mødte Bondehæren ved Dysieåbro, og da Absalon bad ham om hellere at bruge Knipler end Våben imod dem, svarede han, at han sloges med Mænd og ikke med Hunde. Det var altså ikke Vrede eller Hidsighed, der drev ham, men hans store Klogskab fik ham til at fare frem med en Grumhed, han ellers afskyede, til foreløbig at aflægge sin medfødte Mildhed og give sig Skin af at være grusom for at kue den overmodige Almue og indjage andre Skræk for at indlade sig på sådanne dumdristige Foretagender. Slaget stod på Broen, som begge Hære søgte at komme først over. Kampens Udfald var længe tvivlsomt, thi Bønderne sloges med stor Tapperhed, men omsider kom Absalons Ryttere over et Vadested, Bønderne ikke kjendte, og så var Sejren strax vunden. Mange af Bønderne måtte bide i Græsset, idet de omkom i Floden, medens de søgte at fly for Sværdet. De, der slap derfra med Livet, flygtede. Således kom Guds Straffedom over denne ugudelige Hob, og den måtte bøde for sit gudsforgående Raseri.

Da Kongen var vendt tilbage til Lund, fik han at vide, at Almuen i den østlige Del af Landet også havde grebet til Våben og rykkede frem imod ham, så strax efter at have overvundet én Hær måtte han belave sig på at tage imod en anden. Han fandt det rådeligst at angribe den, førend den var bleven fuldstændig samlet, men blev en Stund holdt tilbage af Lundeboerne, der som Løn for deres Tjeneste krævede Nedsættelse i Skatterne. Da de havde opnået det, fulgte de ikke Kongen længer end ud på Bymarken, så vægrede de sig ved at drage videre under Påskud af, at de måtte forsvare Byen; det var Grunden til, at Kongen kom senere i Lag med Fjenderne. Disse havde fuldt rustede lejret sig ved Getingebro, hvor de tåbelige Mennesker havde sanket mægtige Dynger af Sten for at spærre Broen. Kongen gik over Åen gjennem en Vejle og besluttede at slå til, men Bondehæren var så forskrækket, ikke så meget over, at Kongens Hær var nær, som over det svare Nederlag, deres Stalbrødre nylig havde lidt, at de sendte Bud til ham og bad ham om at gå tilbage til Broen, imod at de lovede at nedlægge deres Våben. Det var især Absalons Mådehold, der formildede Kongens Sind, idet han foreholdt ham, at man burde undgå at slå alt for mange Bønder ihjel. Da Kongen var vendt tilbage til Broen, kom Hovedmændene for Oprøret, faldt ham ydmygt bedende til Fode med oprakte Hænder og lovede ivrigt, at de i alle Måder vilde være ham hørige og lydige, og da man ikke stolede på deres Løfter, bekræftede de dem med Ed. Da Bondehæren havde opløst sig, vendte Kongen tilbage til Lund. Derpå drog han rundt i hele Skåne og tog imod Gisler af Almuen; den gik villig ind på alt, kun Tienden vægrede den sig hårdnakket ved at betale, og intet lå derfor Kongen mere på Sinde end at få Absalon til at give Afkald på den; han burde vogte sig vel, sagde han, for at det ikke skulde gå ham som i sin Tid Kong Knud i Odense, da han søgte at indføre Tienden. Absalon anså det imidlertid både for uhæderligt og ugudeligt at gjøre Skår i Kirkens Rettigheder og vægrede sig standhaftig derved. Selv om Kongen holdt med Almuen, sagde han, skulde det ikke afholde ham fra at blive ved at kræve den for den Tiende, det var dens Skyldighed at udrede, uden at opfordre nogen til at dele den Fare med ham, som han udsatte sig for derved. Det sikreste for Kongen var derfor at tie stille, for at han ikke ved at støtte Kirken skulde pådrage sig Almuens Had. Kongen ærede i sit Hjærte Absalons lige så retfærdige som modige Standhaftighed, og da han mærkede, at han ikke vilde opgive Tienden, bad han ham om at vente med at inddrive den, så kunde man måske senere opnå med Lempe, hvad man ikke kunde tiltvinge sig med Våbenmagt. Denne hans Anmodning gik Absalon ind på, men han erklærede derhos, at han ikke vilde gjøre Brug af de Indtægter, der tidligere havde været tillagt Bisperne i Steden for Tienden, for at det ikke skulde få Udseende af, at han gav Afkald på sin lovlige Ret til denne. Det Mådehold, Absalon lagde for Dagen ved at give dette Løfte, gjorde Ende på Oprøret.

Efter at dette havde tildraget sig, lagde Kejseren sin Snedighed for Dagen ved den Måde, hvorpå han førte sin Krig med Hertug Henrik af Sachsen, thi han håbede ikke mindre at få Bugt med ham ved List end ved Våbenmagt. Især åbenbarede han sin Underfundighed over for Valdemar, som han sikkert troede vilde hjælpe Hertugen. Han skikkede nemlig Sendemænd til Kongen og begjærede en af hans Døtre til Ægte for hver af sine to Sønner, af hvilke den ene skulde være hans Efterfølger på Kejsertronen og den anden var Hertug i Schwaben. Det gjorde han nu i Virkeligheden ikke, fordi han for Alvor søgte Hustruer til sine Sønner, men for at berøve sin Fjende den store Hjælp, han kunde have af sådan en Ven. Jeg ved ikke, om han herved viste størst Underfundighed eller Uforskammethed, eftersom han ikke undså sig ved uden at mene noget med det at bejle til den Mands Svogerskab, som han tidligere havde hildet i sin Lumskheds Garn og narret til at blive sin Lensmand. Kongens Rådgivere forstod da også strax, at der stak Svig under, og sagde, at hans Bejlen ikke skrev sig fra, at han gjærne vilde have sine Sønner gifte med hans Døtre, men fra Had til Henrik, men skjønt de havde opfattet hans Underfundighed ganske rigtig, gik Dronningens Mening af med Sejren; hun mente nemlig, at det var en stor Ære at komme i Svogerskab med Kejseren. Da Kongen spurgte, hvor meget han forlangte i Medgift, sagde de, at det vidste de ikke, og henskjød det til Kejserens Afgjørelse. Denne skikkede så Brev og bad Kongen om at begive sig til Lybæk, så kunde de dèr i Ro og Mag aftale alt fornødent, og den Amnodning efterkom Kongen.

Imidlertid anspændte Kejseren alle Rigets Kræfter for at gjøre det af med Henrik, og den ene By efter den anden faldt fra Hertugen og overgav sig til Kejseren, ikke så meget af Kjærlighed til denne som af Had til Hertugen, thi Henrik var som Følge af den Medgang, han så længe havde haft, bleven overmodig og tænkte, at intet kunde styrte ham ned fra den Lykkens Tinde, han var nået op til, hvorfor han herskede med uhørt Grumhed over dem, der havde måttet bøje Nakken under hans Åg, plagede dem med sit utålelig barske Væsen og behandlede ikke sine Undersåtter bedre end sine Fjender. Da hans Magt nu var bleven i høj Grad svækket, ikke som Følge af Krig eller Nederlag, men fordi hans Krigsfolk sveg ham og faldt fra ham, så at det eneste, han havde at sætte sit Håb til, var den Hjælp han ventede at få af Holstenerne, forlod han over Hals og Hoved Lybæk, hvor han ikke troede sig sikker, og løb med sine Skibe ind i Stormarn, der var det sidste Tilflugtssted, han havde at ty til. Fyrsten dér, Adolf hed han, havde han fra Barnsben af opfostret med stor Kjærlighed; både Naturen og Lykken havde været ham god, og Henrik havde drevet sin Godhed imod ham så vidt, at han selv havde slået ham til Ridder. Nu lønnede han ham så skammelig for alt det gode, han havde gjort ham i hans Opvæxt, at han blev den første af alle hans Lensmænd, der skjændig forrådte ham. Kejseren sendte nu nogle Skibe, med hvilke han agtede at gå over Elben, og som var bemandede med Bueskytter og Slyngekastere, ned ad Floden. Henrik var på sin Side lige så ivrig til at samle en Flåde, som han bemandede med en udsøgt Krigerskare, for at formene Kejseren Overgangen, men da Hertugens Folk så', hvor talrige de fjendtlige Skibe var, blev de så forskrækkede for Overmagten, at de opgav deres Forehavende og tog Flugten, så at Kejseren uhindret kunde sætte over Floden. Han begyndte at belejre Lybæk, men da han var meget bange for Brødrene Bugislav og Kazimars Stridskræfter, skikkede han Sendemænd til dem, og lovede dem begge at forøge både deres Magt og Anseelse, idet han vilde gjøre dem til Hertuger i deres Lande, som de hidtil havde hersket over, uden at nogen ret vidste Besked derom, og uden at have nogen Ærestitel. Henrik havde så tit krænket dem, at de blev glade over Kejserens Løfte, thi det gik ikke op for dem, at han under Skin af at vise dem en Velgjerning vilde lægge et skammeligt Trældomsåg på dem.

Imidlertid begav Valdemar sig til Lybæk med en Flåde, som var mere statelig end stærkt udrustet. De tyske Riddere kom ham i Møde og takkede ham overmåde mange Gange, fordi han var kommen, og bad ham om at sejle så langt op ad Floden, som han kunde, for at han og Kejseren kunde have så meget kortere til hinanden. Det gjorde han, og da Sendemændene Dagen efter spurgte ham, om han ønskede, at Kejseren skulde komme ham i Møde på Halvvejen, svarede han, at han foretrak at begive sig til hans Lejr, da han holdt det for overflødigt, at det romerske Riges Kejser skulde have nogen Ulejlighed for så ringe en Tings Skyld. Kejseren lagde ikke mindre Snildhed for Dagen ved den Måde, hvorpå han tog imod Valdemar, end denne havde vist Beskedenhed ved at begive sig til ham. Efter først på den mest høviske Måde at have hædret ham ved at omfavne og kysse ham greb han nemlig strax hans højre Hånd, aflagde sin Kåbe og førte ham midt igjennem Lejren, idet han som en Herold råbte, at alle skulde gjøre Plads for ham. Da Teltet var styrtet sammen som Følge af den Trængsel, der opstod, fordi alle vilde se Kongen, førte han ham strax bort fra det, ud på åben Mark, og for at forebygge Trængsel holdt han sit Septer udstrakt og råbte så højt, han kunde, at alle skulde sætte sig, hvor de stod. Valdemar, hvem det var om at gjøre at vise sig lige så beskeden, som det var Kejseren magtpåliggende at gjøre Stads af ham, svarede imidlertid, at han nok vilde vente med at sætte sig, til han fik sin egen Stol, thi han vilde ikke ved strax at sætte sig efter hans Opfordring give det Udseende af, at han anmassede sig en Æresplads på Kejsertronen. De fornemme Herrer satte sig, ikke efter Rang og Stand, men som det bedst kunde føje sig i den voldsomme Trængsel, så det blev Tilfældet og ikke deres Værdighed, der kom til at råde for, hvor de fik Sæde. Man hørte Tyskerne udtale deres Beundring over Kongens Skabning og Væxt; de var så begjærlige efter at få ham at se, at, da de ikke kunde komme til, når de sad ned, kravlede den ene op på Skuldrene af den anden og strakte Halsen frem for rigtig at tage ham i Øjesyn. Det var en Konge, det var en Herre, det var en Mand, der var værdig til at være Kejser, sagde de; Kejseren var en Småkonge, en Pusling at se til ved Siden af ham. Så meget Væsen gjorde disse fremmede af Kongens herlige Legemsskabning. Troligvis har Kejseren ladet, som om han ikke tog sine Hirdmænd deres Ord ilde op, for at det ikke skulde se ud, som han blev stødt over den Ros, der blev Kongen til Del. Efter at alle længe havde beundret ham, rejste Kejseren sig og bød nogle få andre gjøre ligeså, hvorpå han førte Kongen hen til det nærmeste Telt med samme Høviskhed, som han havde modtaget ham med, strax da han kom. Dèr satte han alle alvorlige Forretninger til Side og talte en Stund venlig og muntert med ham, og da det led ad Aften, lod han Kongen følge hjem af alle de tyske Ungersvende, efter at de havde truffet Aftale om, at de skulde mødes næste Dag i Skoven tæt ved Havnen for at tales ved i Ro og Mag. Sine Sønner havde han imidlertid pålagt at begive sig om Bord på Kongens Skib og blive dèr, tilsyneladende fordi det morede dem, men i Virkeligheden fordi det var ham om at gjøre ved at lade sine egne Børn omgås ham på så venskabelig en Fod at vise ham, hvor stor Pris han satte på, at han var kommen.

Da de mødtes på det aftalte Sted, begyndte Kejseren at tale om sine Sønners Giftermål og forlangte tredive Tusind Mark i Medgift med den ældste af Valdemars Døtre og otte Tusind Mark med den yngste. Det fandt de danske Stormænd nu strax mistænkeligt og mente, at der stak Svig bag dette Forlangende, eftersom ingen af de to Jomfruer endnu var i giftefærdig Alder, og Valdemar, som mente, at den største af de nævnte Summer var mere, end han kunde overkomme, indskrænkede sig til at love at udrede den mindste i Tillid til Kongen af Ungarn, som han var nær i Slægt med. Denne Overenskornst blev besvoret, og Trolovelsen stadfæstet med begge Parters Ed. Da det var besørget, vendte Kongen tilbage til sine Skibe og Kejseren til sin Lejr.

Strax efter tog Kejseren imod nogle Sendemænd, Venderne havde skikket til ham; de turde nemlig ikke sejle ind til ham af Frygt for Kongens Flåde. Ved Daggry begav han sig med et lidet Følge i en af Kongens Både ud til Valdemars Skib, hvor han kom ganske uventet. Da Kongen sammenkaldte sine Høvdinger, for at de skulde være til Stede ved Samtalen, vilde Kejseren ikke have, at Jarimar, Fyrsten af Rygen, også blev tilkaldt; han vidste nemlig, at han var Danskerne fuldstændig tro, og havde for Resten Dagen i Forvejen gjort en hel Del Stads af ham og oven i Kjøbet kaldt ham Konge. Han havde noget at meddele Kongen under fire Øjne, sagde han, thi som Følge af det tilkommende Svogerskab betragtede han ham ikke blot som sin Ven, men som sin halve Sjæl. For at svække Henrik havde han lokket Venderne med Løfter, som det ingenlunde var hans Agt at holde, når han først havde fået Bugt med ham; han huskede nemlig godt, at han i sin Tid havde lovet ham at underlægge ham Venden. Han bad ham nu finde sig i, at han for Tiden tiltog sig Overhøjheden over Venden og gav de to Brødre, hver i sin Landsdel, en Titel, som de ikke vilde komme til at beholde nær så længe, som den lød anselig, thi så snart han havde overvundet Henrik, vilde han underlægge Kongen Venden. Da Kongen havde givet sit Minde hertil og Dagen efter indfandt sig på Herredagen, overrakte Kejseren højtidelig Bugislav og Kazimar hver sit Banner og gav dem Titlen de Venders Hertug, så at de solgte deres Fædrelands gamle nedarvede Frihed for tomme og intetsigende Ærestitler. Havde de vidst, hvilket Åg der blev lagt på dem, da de tog imod den usle Klud, vilde de have foretrukket Døden for sådan en Velgjerning eller vilde hellere have henlevet alle deres Dage uden kongelig Værdighed, Nu havde de under et Skin af Ære pådraget sig den forsmædeligste Vanære og hjembragte til deres Fædreland et Trældomsåg, der var udpyntet med nogle falske Værdighedstegn.

Ved samme Lejlighed fik en højbåren Thyringer ved Navn Siegfried, som Kejseren lagde et godt Ord ind for, Løfte på en af Kongens Døtre; han fulgte så med Kongen på hans Skib til Slesvig, hvor Bryllupet blev fejret med stor Højtidelighed.

Imidlertid havde Venderne, da den Skanse, de havde opført ved Swinemünde, ved Vintertid var bleven revet bort af Havet, i Løbet af Vinteren samlet Bygningsæmner og opførte i Begyndelsen af Foråret to andre samme Steds, idet de holdt for, at de vilde være uovervindelige, når Peenefloden beskyttedes af Byen Volgast og Swinemünde af disse to Fæstningsværker. Dette fik Kongen lovlig sent Nys om, og han samlede da strax Krigsfolk og lagde ind i Grønsund for at hindre dem i Arbejdet, men her fik han at vide af Rygboerne, at Skanserne allerede var færdige og fuldt bemandede. Han mistvivlede om at kunne tage dem, især fordi der ingen Havne var i Nærheden, og han kaldte da sin Søn Knud, Absalon og Sune til sig og sagde, at da han skjønnede, at det vilde falde ham svært at tage de Skanser, vilde han hellere lade andre prøve derpå end selv gjøre det, for at han ikke, dersom det ikke gik efter Ønske, skulde sætte den Hæder til, han havde vundet ved sine tidligere Bedrifter. Han pålagde derfor Knud og Absalon at drage over og belejre dem; det vilde bringe mindre Skam over Landet, hvis det mislykkedes for dem end for ham, sagde han, og lykkedes det, vilde han ikke have mindre Ære deraf, end om han selv havde vundet den Sejr. Absalon lovede, at han vilde stille sig i Spidsen for Skåningerne og Sjællandsfarerne, men Jyderne vilde han ikke have Anførselen over, thi han vidste på Forhånd, at de vilde lade hånt om at lystre ikke blot ham, men også Knud formedelst hans Ungdom, og det viste sig da også, at det havde han Ret i. Kongen blev vred over det Svar og sagde, at så vilde han selv tage af Sted til Trods for, at han var ilde tilpas, og han blev da også så bekymret, at han blev syg og måtte lægge sig til Sengs, så forpint var han på den ene Side af Begjærlighed efter at få de Skanser tagne og på den anden Side af Tvivl om, at det vilde lykkes. Om Morgenen gik Høvidsmændene til ham og bad ham om at skåne sig, de skulde nok udføre hans Befaling, skjønt han ikke selv var med, sagde de, og med Nød og næppe gik han ind på at tage til Vordingborg efter at have overdraget Krigens Ledelse til sin Søn og Ærkebispen. De måtte blive liggende længe i Havnen på Grund af en voldsom Storm, og hele Strandbredden over hørte man da de oprørske Jyder råbe op om, at de ingen Levnedsmidler havde, og at de ikke vilde med på det Krigstog. Biskop Orm af Ribe, der nød stor Anseelse, ikke blot på Grund af sin høje gejstlige Værdighed, men også for sine sjældne Talegaver, kunde ingen Vegne komme over for dem med sin Veltalenhed, og han mente da omsider, at når Ord ikke hjalp, måtte man bruge Magt, og lod en af Oprørerne, der blev ved med at skrige op uden for hans Telt, gribe og binde, men det havde kun til Følge, at de andre skreg endnu værre op, og at Mytteriet blev endnu stærkere. Høvdingerne blev nu bange for, at Folkene skulde drage bort uden i mindste Måde at ænse Kongens Befaling, og de holdt derfor Råd og tog den Beslutning, at han af sig selv burde opgive dette Tog, idet de holdt for, at det var bedre ved tilsyneladende godvillig at give dem Lov til at drage hjem at forebygge, at de dumdristig rømmede, så at det mere fik Udseende af at ske med Kongens Samtykke end af, at de trodsede deres Vilje igjennem. Dersom de i Steden for at gjøre det med Kongens Minde drog bort på egen Hånd, kunde det nemlig gå ham, som det gik Hellig Knud, da han vilde straffe sine Folk, fordi de havde opløst Flåden, og hvis Valdemar døde af sin Sygdom - Feber havde han allerede -, kunde Følgen let blive, at Knud ikke blev hans Efterfølger. Knud fulgte deres Råd, samlede Flåden og gav Mandskabet Lov til at drage hjem, så det fik Vdseende af, at han viste det en Velvilje ved at tilstå det, hvad han ikke kunde nægte det, så frækt som det gjorde Krav derpå.

Efter således af Frygt for en Opstand at være bleven nødt til at opgive dette Krigstog sejlede Knud tillige med Absalon, Esbern og Sune til Vordingborg for der at oppebie Udfaldet af sin Faders Sygdom. Da Valdemar igjennem det åbne Vindue i sit Sovekammer så' Skibene komme tilbage, blev han højlig forundret, og både hans Græmmelse og hans Sygdom øgedes som Følge deraf. Han gjorde sig imidlertid al mulig Umage for at skjule begge Dele og modtog sin Søn, da han indfandt sig hos ham tillige med sine Rådgivere, med et så fornøjet Ansigt, at de troede, at Sygdommen næsten var overstået; han sagde også selv, at han så godt som ingen Smerte følte, og opbød al sin Sjælskraft for at skjule, hvor meget han led. Han glemte imidlertid ikke at skrifte sine Synder for Absalon, idet han holdt for, at man ikke burde vente med at omvende sig til sin Dødsstund, thi hvornår den kom, vidste man aldrig med Sikkerhed, og den Anger kom for sent og var til ingen Nytte, sagde han, som man af Ulyst til at forbedre sig og af Begjærlighed efter at fremture i Synd opsatte til det sidste Øjeblik. Derhos bestemte han, at Hælvten af hans Fædrenearv med Undtagelse af, hvad der hørte under Kronen, skulde tilfalde Klostrene. Alle nærede imidlertid godt Håb om, at han vilde komme sig, med Undtagelse af Sune, som, hvad enten han nu har haft en Drøm eller på anden Måde fået en Indskydelse, forudsagde, at denne Feber vilde blive Kongens Død, og opfordrede de andre til at være betænkte på, hvad der bedst kunde tjene Sønnens Tarv, når Faderen døde, thi når det skete, vilde der blive så stor Sorg, at ingen vilde kunne have Tanker for andet. Imidlertid kom en Abbed ved Navn Hans over fra Skåne, hvorfra han var bleven hentet, fordi man havde stor Tro til den Hjælp, han kunde yde, skjønt han ikke var nær så kyndig i Lægekunsten, som han gav sig ud for. Efter løselig at have undersøgt Sygdommen lovede han på det bestemteste, hvad han imidlertid ingenlunde var Mand for at holde, at han nok skulde skaffe Kongen hans Helsen igjen. Han tilberedte en Spise, som han kom nogle Lægemidler i og gav Kongen ind, og jog så alle ud af Sovekammeret og bød ham lægge sig til at sove. Da de lidt efter kom ind til ham, fandt de ham helt målløs og badet i Sved over hele Kroppen, og Abbeden bød dem da dække ham omhyggelig til og sagde, at det var en god og sund Sved, men gid Sunes Spådom havde vist sig lige så falsk, som hvad denne Læge i Tillid til sin Kunst forkyndte, thi Kongen døde, så deraf kan man se, hvor lidt man kan stole på Lægerne.

Da Kongens Rådgivere om Morgenen kom ind i Sovekammeret, fandt de ham død, men han så' ud, som om han endnu var i Live, hans Ansigt var ganske som ellers, hverken fortrukket eller stivnet, og hans Kinder var så røde som et levende Menneskes; varm var han også endnu over hele Kroppen, så det var ikke let at afgjøre, om han virkelig var død. Omsider blev han imidlertid bleg, og der var ingen Tvivl længer om, at Døden var indtrådt, og hans Lig blev da lagt på en Båre og ført til Ringsted for at jordfæstes dèr, thi denne By stod i stor Anseelse ikke blot på Grund af sin Ælde, men også fordi hans Fader lå begravet der. Kvinderne gik Liget i Møde med udslagne Hår og sagde under Gråd og Klage, at nu skulde de igjen til at bære det gamle Trældomsåg, thi nu var han død, som havde udløst Landsens Folk af Fangenskab, friet Landet for Frygt for Sørøverne og gjort dem, der boede ved Havet, lige så trygge for Overfald af Røvere som dem, der boede inde i Landet. Bønderne forlod også deres Arbejde, så snart de fik Øje på Ligtoget, og opfyldte Markerne med Gråd og Klage, og det var dem en Glæde at vise deres Konge den sidste Ære ved at tage Ligbåren på deres Skuldre, medens de jamrede over, at Fædrelandet vilde gå til Grunde nu, da Kongen var død, og at de selv kun havde Døden eller det, som var endnu bedrøveligere, i Vente. Da Absalon skulde læse Sjælemesse over ham, kunde han, medens han fremsagde de højtidelige Ord, ikke bekæmpe sin Smerte eller hindre, at hans Tårer randt ned over Alterét, ja han havde knapt så megen Magt over Hånd og Mund, at han kunde fuldføre Gudstjenesten; han blev så sorrigfuld, at han pludselig blev overfalden af en svar og farlig Sygdom, så at det var nær ved, at han havde opgivet Ånden samtidig med, at han sluttede Messen. Man skulde have anset det for utroligt, at en Helt som han kunde blive i den Grad betagen af Sorg, når det ikke havde været vitterligt for alle, hvor stor Kjærlighed han bar til Valdemar. Men skjønt Skæbnen slukkede det ene af Fædrelandets Lys, sparede den dog det andet, for at Danmark ikke skulde savne en Mand, der kunde føre det an til at underlægge sig Venden og vedblive at værge det danske Folk, der under så store Konger var nået frem til så stor Ære og Anseelse. Absalons Tårer, der randt ned over Alteret, medens han bad, var ikke noget ringe Vidnesbyrd om, hvor højt han elskede sin Konge, og jeg tror også, at Røgelsen, der var vædet af dem, har duftet sødt for Gud.