Saxos Danmarks Krønike - Sextende Bog

Af Saxo Gramaticus (ca. 1190 til efter 1208), oversat af Fr. Winkel Horn.
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Knud den Sjette

Da Ligfærden var til Ende og Kongen stedet til Jorden med den største Ære, begav Knud sig efter sine Rådgiveres Tilskyndelse hurtigst muligt over til Jylland for at få sin kongelige Magt og Myndighed stadfæstet og tage sin Faders Krigsfolk i Ed. Kongenavnet havde han jo ikke nødig at søge, eftersom han forlængst var bleven salvet og kronet. På Viborg Ting tog Folk imod ham med al mulig Velvilje, på Urnehoved Ting var der nogle, som hemmelig var ham fjendske, men dem fik han snart Bugt med, og de andre tog da også venlig imod ham, så at han med Landsens Folks Samtykke blev anerkjendt som Arving til Riget.

Imidlertid begyndte Skåningerne, glade over, at Valdemar var død, igjen at give deres Frækhed frie Tøjler og krævede Bøder af Stormændene for Nederlaget ved Dysieåbro, hvor så mange havde mistet kjære Frænder og Venner. En Mand ved Navn Åge Tuesøn pustede med sin forgiftige Tale til Ilden og fik atter det dæmpede og næsten helt slukkede Oprør i Skåne til at bryde ud i lys Lue. For at forebygge denne Ulykke begav Absalon sig over til Skåne, hvor han på Tinge talte frimodig til den ondsindede Almue, men uden at udrette noget, thi den forlod ham og begav sig hen til Hovedmændene for Oprøret, der holdt Ting et andet Sted og var så overmodige og uforskammede, at de red omkring og stævnede hele den skånske Almue til at møde bevæbnet samme Steds igjen, når Såtiden var omme, for at værge sin Frihed. Absalon fandt det derfor rådeligst at begive sig over til Sjælland igjen, og som Følge af, at han drog bort, tog Almuens Dumdristighed og Grumhed yderligere til. Den overfaldt Thords og Esberns Gårde, som den først plyndrede og derefter stak Ild på, og i de følgende Dage gik adskillige andre af den skånske Adels Gårde også op i Luer. Hovedmændene for Oprøret lod nemlig Bønderne tilfredsstille deres Lyst til at ødelægge Stormændenes Gods for at gjøre dem så meget dumdristigere og mere opsatte på at gå ivrig og gladelig til Værks ved Udsigten til det skjønne Bytte og den Løn, de kunde vente sig for deres Anstrængelser. Adskillige af Adelsmændene overgav derfor af Frygt for, at der vilde blive øvet samme Vold og Overlast imod deres Gårde som imod deres Standsfællers, alt, hvad de ejede og havde, i deres Venners Varetægt; en Del gik om Bord på Skibe og stak i Søen, fordi de holdt for, at deres Liv og Velfærd var sikrere dèr end på deres Gårde; en Del søgte Trøst og Husvalelse hos Absalon. Da Knuds og Absalons Ryttere så', at det gik dem lige så ilde som deres Herrer, besluttede de at værge sig med Våbenmagt imod den Vold og Overlast, der tilføjedes dem. Hovedmændene for Opstanden, som under de sidste Optøjer havde fået at mærke, at de ingen Vegne kom, når de ikke havde en Anfører, indkaldte nu fra Sverige en Mand ved Navn Harald, der vel var af kongeligt Blod, men både sløv og dårligt skåren for Tungebåndet og i det hele taget ganske uskikket til at være Konge, eftersom Naturen eller Lykken i ingen Henseende havde skjænket ham noget Fortrin med Undtagelse af hans fornemme Herkomst, så jeg skal lade være usagt, om Svenskerne havde størst Skam af at sende sådan en Mand eller Skåningerne af at tage imod ham. Stormændene blev imidlertid bestyrtede og forfærdede, da dette rygtedes, og efter som Rygterne om Fjendens Fremrykning lød forskjellig, skikkede de Bud til Absalon, snart med Opfordring til at komme over og hjælpe dem, snart med Pålæg om, at han skulde blive borte med hele sin Styrke, da Harald endnu ikke var falden ind i Landet. Da han omsider brød ind i Landet med de Krigsfolk, han havde fået af Kong Knud af Sverige og Birger Jarl, strømmede Almuen ivrig til ved Rygtet om den nye Høvding, den havde fået, og der samledes en utrolig Mængde Folk om ham. I Tillid til denne sin Stridsmagt truede han Lundeboerne, som lukkede deres Porte for ham, med at ødelægge Byen. Som Følge heraf skikkede adskillige af Stormændene Bud til hinanden, de samledes, og efter at have sat Mod i hinanden slog de Lejr ved Lommeå, medens andre af Kongens Krigsfolk undlod at møde, idet de lod, som om de ikke vidste noget om, hvad der gik for sig. De, der havde samlet sig, var imidlertid så opsatte på at komme til at slås, at de uden at ænse nogen Fare og opfyldte af Foragt for Bønderne, uden Hensyn til, at de selv var så få, gav Hestene slappe Tøjler og uden ordentlig Anførsel sprængte ind på Fjenderne, alt hvad Remmer og Tøj kunde holde. Ved dette Angreb gjorde Fjenderne, de stormede løs på, dem mindre Skade end Vinden, som de havde lige stik imod sig, thi den var så stærk, at den i Farten rev Skjoldene fra dem, men Bønderne turde ikke engang holde Stand, da de kom farende imod dem, og Bondehæren, som var mere mandstærk end modig, blev således slagen uden Blodsudgydelse, og det er ikke så lige at afgjøre, om de havde mest Skam eller Skade deraf. For at komme hurtigere af Sted på den Flugt, de greb til, førend de tænkte på at slå fra sig, skammede Bønderne sig nemlig ikke ved at kaste både deres Skjolde og Våben, som de ikke trøstede sig til at gjøre Brug af. Efter at de dels var bleven dræbte, dels tagne til Fange, flyede Harald hjem til Sverige tillige med Åge, der havde fået ham til at tragte efter Kronen. Hvad Lundeboerne angår, hjalp de ingen af Parterne, men afventede Krigens Udfald, for så at holde med dem, der gik af med Sejren. Da de så', hvem der havde haft Lykken med sig, begyndte de at håne de overvundne, som om det var dem, der havde vundet Sejren, og begjærlige efter Ros og Bytte greb de nu efter det, andre havde tilkæmpet sig ved deres Tapperhed.

Bønderne var imidlertid så frække, at de ikke havde fået nok af at påføre Stormændene Krig to Gange; de stævnede atter til Ting og tog ikke i Betænkning at undsige dem for tredje Gang, idet det var deres Agt ved at udrydde hele Adelen at hævne sig for det sviende Sår, der var blevet tilføjet dem, og tilfredsstille den rasende Oprørslyst, de var besatte af, så halsstarrig holdt de fast ved deres Forsæt, hvad enten det nu var Skam over det Nederlag, de havde lidt, eller Hævntørst, der drev dem. Hverken den Ærbødighed, de var disse udmærkede Mænd skyldige, eller Mindet om de Nederlag, de havde lidt, kunde afholde dem fra at følge deres Lyst til at gjøre Oprør. Den Fare, der som Følge heraf truede alle de skånske Stormænd, afværgede Absalon imidlertid ved skyndsomst at komme over med Sjællandsfarerne. Han begav sig nemlig med vajende Bannere til Stedet, hvor Tinget skulde holdes, og hindrede ikke blot Almuen i at sætte sit oprørske Forehavende i Værk, men satte også ved de redeligste og retskafneste Kjendelser de Love i Kraft igjen, som den med den største Ubillighed havde kuldkastet. Det hjalp ikke Harald, at han ikke var til Stede, Stormændene fældede alligevel Dom over ham, så man kan sige, at han blev straffet to Gange af Skåningerne, en Gang med Våbenmagt og en Gang ved, at der gik Dom over ham, og det er vel ikke godt at afgjøre, hvilken af de to Straffe der var værst for ham. Almuen var så langt fra at driste sig til at øve Fjendtligheder, at den nedlagde Våbnene og lod, som om den slet ikke havde haft ondt i Sinde, blandede sig imellem Absalons Folk, som om den kun var kommen for at holde Ting i al Fredelighed, og gav ivrig sit Bifald til Kjende ved hver enkelt Kjendelse, han fældede, skjønt den var alt andet end glad derved. Således gjorde dette Ting Ende på det skrækkelige og langvarige Oprør, og Almuen har aldrig siden dristet sig til at prøve på at sætte sig op imod Adelen.

Imidlertid havde Knud som Følge af Tidenderne om Krigen i Skåne set sig nødsaget til at begive sig fra Jylland over til Fyn, og dèr mødte han Esbern, som af sin Broder Absalon var bleven sendt over til ham for at meddele ham, at de kongelige havde sejret. Da Kongen uventet mødte ham, troede han, at han havde sørgeligt nyt at melde, blev urolig og turde knapt se på ham, så bange var han for, hvad han vilde få at høre. Da imidlertid ikke blot Esberns glade Ansigt gav ham Håb om, at det stod bedre til, end han troede, men hans Ord yderligere bragte ham det glade Budskab, at hans Folk havde sejret, blev han såre fornøjet og drog over til Skåne. Her gav han Frosteherred til Pris for Brand og Plyndring, og det vilde også være blevet ødelagt, hvis ikke Absalon, der havde stor Godhed for det, havde lagt sig imellem. Han fik sat igjennem, at de, der havde forbrudt sig imod Kongen ved at slutte sig til Harald, slap med Pengebøder, og det må vel nok kaldes umådelig mildt, at han i sin Godhed lod Folk, der havde gjort sig skyldige i den største Forbrydelse, slippe med at bøde for deres Brøde med en ringe Afgift. Dette gav også de andre Håb om at opnå Tilgivelse, og ved Absalons kjærlige Forbøn lod Kongen sig formilde og gav således et herligt Vidnesbyrd om sit Mådehold, idet han for en eneste Vens Bønners Skyld gav Afkald på den Hævn, alle havde gjort sig fortjente til ved deres Brøde. Den dydige unge Mand havde sandelig ikke fortjent, at en fremmed Fyrste lagde Snarer for ham!

Det gjorde nu alligevel Kejseren, thi han skikkede gjentagne Gange Sendemænd til ham med Pålæg om, at han skulde indfinde sig ved hans Hof for at søge hans Venskab, som hans Fader havde gjort før ham. Efter sine Rådgiveres Tilskyndelse skrev Knud imidlertid tilbage i de høfligste Udtryk og undskyldte sig med, at han endnu var så ny i Regeringen. Hans Rådgivere var nemlig ganske på det rene med Kejserens Snedighed og skjønnede grant, at han lagde an på at besnære Sønnens Enfoldighed med den samme Træskhed, som han i sin Tid havde lokket Faderens Lettroenhed i Garnet med. Så skikkede Kejseren et Brev fuldt af Trusler til ham og lod ham vide, at han vilde tage Riget fra ham og give det til en anden, men Kongen nøjedes med at svare tilbage, at før end han tog Riget fra ham, måtte han vel først finde en, der havde Lyst til at tage Danmark som Len af ham, ved hvilket dristige Svar han ikke blot spottede hans Trusler, men også gav til Kjende, at han nærede den største Tillid til sine Undersåtter. Da Kejseren indså, at han ingen Vegne kom på den Måde, fik han Sigfried, som var gift med Kongens Søster, til at prøve på ved Overtalelser at opnå, hvad han ikke selv formåede ved sine Breve. Han rejste til Danmark, og efter at have fortalt Kongen, hvor højt han elskede ham for Svogerskabets Skyld, og hvad Kejseren var for en mægtig Mand, begyndte han at forestille Absalon, Sune og Esbern, der var de eneste af Kongens Rådgivere, som var sammen med ham og Kongen, hvor stor Troskab de skyldte Knud, hvis Formyndere de var, og hvor stor Tillid hans Fader havde vist dem. Han bad dem derhos om dog endelig ikke under Skin af at være hans Venner at optræde, som om de var hans Fjender, ved at opfordre deres Myndling, som var betroet til deres Varetægt og som både var ung af Alder og uskikket til at råde sig selv, til at kaste sig ind i en besværlig Krig, der oversteg hans Kræfter. På den Måde vilde de under Påskud af at værne om hans Frihed skille ham ved Riget; hellere burde de give ham gode og nyttige Råd og ikke anse det for en Skam for ham at give sig ind under det romerske Riges Kejser. Hertil svarede Absalon, at der ingen Tvivl var om, at han med Glæde vilde give Knud de bedste Råd, han vidste; han ønskede også, at han skulde søge Kejserens Venskab, men på sådanne Vilkår, at det intet Skår gjorde i hans egen Ære og Højhed. Valdemar havde nemlig også søgt Kejserens Venskab, men aldrig havde nogen været falskere og mindre ordholdende over for ham end Kejser Frederik. For Resten burde Sigfried vide, at Knud herskede over sit Land med samme Ret og Frihed som Kejseren over det romerske Rige. Nu blev Sigfried vred og gav sig i sit Overmod til at overøse ham med Trusler, men Absalon svarede: "Måler du Danmark med samme Alen som dig selv, og bilder du dig ind, at det vil være den letteste Sag af Verden for Kejseren at tage Danmark, når det behager ham, som han kan tage Thyringen? Pak dig strax og sig til din Kejser, at Danekongen ikke agter at vise hans kejserlige Majestæt den ringeste Hørighed og Lydighed". Jeg synes, at Manden ærlig havde fortjent den Foragt, der således blev vist ham, eftersom han tog mere Hensyn til en fremmed Fyrste end til sin egen Måg og påtog sig en Sendefærd, der gik ud på forsmædeligt at skille Danmark af med dets Frihed.

Da Kejseren fik den Besked, fattede han Nag til Knud for den Foragt, han viste ham, men da han ikke kunde påføre ham Krig, måtte han nøjes med at hade ham i Steden for at hævne sig på ham med Våbenmagt. Han opgav dog ikke Håbet om at få Danmark i sin Vold, men holdt det for rådeligst at vente, til der blev Borgerkrig i Landet, i Håb om, at han, når danskerne blev splidagtige indbyrdes, vilde kunne overvinde dem med ringere Fare for sine egne Folk. Da han imidlertid mærkede, at den ønskede Lejlighed lod vente på sig, henvendte han sig til den vendiske Hertug Bugislav, som nylig havde taget Arv efter sin Broder Kazimar, da denne var død barnløs, og søgte ved mangfoldige Gaver og Løfter om Guld og grønne Skove at få ham til at yppe Krig med Danmark. Bugislav var ikke klogere, end at han kun alt for villig lånte Øre til Kejserens Opfordring, men da han ikke åbenlyst turde erklære Danmark Krig, søgte han først Påskud til at komme i Strid med sin Morbroder Jarimar, Statholderen på Rygen, og foretrak således Kejserens Tjeneste for Hensynet til, hvad han var sin nære Frænde skyldig. Da Knud fik Nys herom af Jarimar, sendte han strax Bud til Bugislav med Forespørgsel om, hvad Grunden var til, at han således pludselig brød Freden. Bugislav svarede, at han ikke tænkte på Fjendtligheder imod Kongen eller Danmark, men blot vilde hævne sig for, hvad Jarimar havde forbrudt sig imod ham, hvorhos han bad om, at den Uenighed, der var imellem dem, måtte hlive forelagt Kongen af Sendemænd fra begge Parter, for at han kunde dømme dem imellem, så vilde han imidlertid lade Våbnene hvile; han vilde meget gjærne have, at Kongen skulde stifte Fred imellem dem, sagde han, og søgte i det hele taget ved fagre Ord at give det Udseende af, at han mente det ganske ærlig. Kongen, som ikke anede, at han pønsede på Svig, berammede Tid og Sted, for at han kunde dømme i Sagen, og på Samsø, hvortil han havde stævnet en stor Del af Rigens Adel, ikke blot for at drøfte denne Sag, men også for at få Rigets verdslige Love forbedrede, modtog han begge Parters Sendemænd. De forebragte, hvad de hver for sig havde at sige, men da Beskyldningerne imod Jarimar mere syntes at være løs Snak end grundede på Sandhed, og Sagen ikke kunde optages til Doms, fordi de pågjældende selv ikke var til Stede, lovede og besvor Bugislavs Sendemænd af egen Drift, at deres Herre skulde give Møde, så snart det måtte behage Kongen. Sendemændene var således ikke mindre snedige og opsatte på at føre Kongen bag Lyset end han, som havde udsendt dem, og Kongen var da også troskyldig og uforsigtig nok til at fæste Lid til deres Løfter, hævede strax Mødet og begav sig over til Jylland.

De tapreste af Skåningerne og Sjællandsfarerne kærede imidlertid over den langvarige Ro og Lediggang. Det alt for stilfærdige Liv, de førte, havde allerede begyndt at gjøre dem dorske, sagde de, og det langvarige Vellevned havde slappet deres Mod, som i Kong Valdemars Tid næsten hele Året rundt var blevet øvet og hærdet ved alskens krigerske Tog og Idrætter, og det følger jo af sig selv, at ligesom Krigeres Mod og Kræfter anspændes og holdes i Ånde, når de får Lejlighed til at bruge dem, således svækkes og sløves de, når de skal gå ledige. For at holde Krigsfolkenes Tapperhed ved lige blev det da bestemt, at der skulde foretages et Hærtog imod Esterne.

Bugislav havde imidlertid på Kejserens Opfordring samlet Krigsfolk ikke blot hjemme i sit eget Land, men også vidt og bredt i Nabolandene og havde fået skaffet en Flåde på fem Hundrede fuldt rustede Krigsskibe til Veje for at gå mod Rygen. Den Stridsmagt mente han, at ingen Fjende vilde kunde modstå, og han skikkede da strax en Mand ved Navn Bugislav som Sendemand til Kejseren for at melde ham, at han havde samlet så stor en Hær imod Danmark, at der ingen Tvivl kunde være om, at Knud vilde opgive Håbet om at kunne stå sig imod den og hurtigst muligt give sig ind under det romerske Rige. Det Tilsagn blev Kejseren glad over, han priste Bugislav og gav Sendemanden kejserlige Gaver.

Jarimar blev nu imidlertid forskrækket over den Krig, der så pludselig og uventet var for Hånden, og sendte Bud til Absalon, som opholdt sig på Sjælland, for at lade ham vide, hvilken stor Fare der hang lige over Hovedet på Rygboerne. Absalon sendte med den Ilfærdighed, der var nødvendig, når det gjaldt om at forebygge, at Forbundsfæller blev slagne, Breve rundt på Sjælland og bød enhver, der var i våbenfør Alder, begive sig til Flåden, Han samlede store og små Skibe, Lastskibe og Krigsskibe imellem hverandre og gav Almuen og Adelen Lov til i Flæng at bemægtige sig de Skibe, de kunde få fat på. Det samme Bud lod han udgå til Øerne omkring Sjælland, men Fynboerne og Skåningerne pålagde han inden sex Dage at indfinde sig i den til Mødested bestemte Havn, ellers kunde de blive hjemme, thi længere Frist kunde der ikke tilstås til Forberedelser. Så ivrige var imidlertid de, han stævnede til at deltage i Togtet, efter at efterkomme hans Befaling, at de i den Grad kappedes om at komme hurtig af Sted, at mange kom, før den fastsatte Tid var udløben, og ingen for sent. Knud kunde imidlertid, skjønt der blev sendt Bud over til ham i Jylland, ikke komme til at tage Del i Absalons Foretagende formedelst den lange Vej, han havde, og den knappe Tid, der var fastsat. Fynboerne mødte kun med sex og Skåningerne med fjorten Skibe; de andre kunde ikke blive tidsnok færdige. Man kunde synes, at de fortjente at lastes, fordi de mødte så overmåde fåtallige, men det tjener dem jo noget til Undskyldning, at de havde så lang en Vej. Det var Dagen før Pinse, at Absalons Flåde samledes i Havnen, hvor han havde stævnet den til at møde, og for ingen Tid at spilde brød han endnu samme Dag op og sejlede til Hiddensø. Dèr kom nogle Sendemænd fra Rygboerne Flåden i Møde og bad den blive liggende, til man kunde få at vide, på hvilken Kant af Rygen Fjenderne agtede at gjøre Angreb. Bugislav havde nemlig lagt sig ind under Kostø, der ligger ud for Rygen, men skjønt han var så tæt ved Fjendens Land, kunde han ikke dy sig for at lade Ædruelighed vige Pladsen for Drukkenskab og dækkede således op for sine Folk med Mad og Drikke, at man snarere skulde tro, han var kommen for at gjøre Gilde for dem end for at føre Krig. Absalon gjorde, som Sendemændene bad ham, og da de Dagen efter kom igjen og meldte, at Bugislav vilde gjøre Landgang lige over for Strelø, tog han strax Banneret og lod sig, skjønt Mørket allerede var ved at falde på, hurtigst muligt sætte i Land i en Båd, stævnede ved en Herold Styrmændene til Krigsråd og lod i største Hast sende Bud omkring til alle Krigsfolkene, som han ved sine Opmuntringer fik gjort umådelig ivrige, idet han lod dem vide, at han i en Drøm havde fået sikker Forjættelse om Sejr. Krigsfolkene svarede da også, at de ikke ønskede andet, end at det måtte komme til Slag, og at de ikke tvivlede om, at de, hvis det gjorde det, vilde gå af med Sejren. Denne deres Fyrighed hidrørte dels fra, at de så længe havde været vante til at sejre, og dels fra den Danskerne medfødte Tapperhed, så at de vel fortjente at vinde den Sejr, deres egne Ord forjættede dem. Af Frygt for at komme til at tage fejl af Sejlløbet, da Sundet ikke alle Vegne var lige dybt, ventede Absalon imidlertid til Daggry, og da han så vilde lette, blev han forsinket noget ved, at Ankeret var gået for dybt ned i Sandet, hvilket havde til Følge, at alle de andre forlod ham i deres umådelige Iver efter at komme af Sted. Han holdt det imidlertid ikke for nogen Tort, at Hæren var kommen forud for ham, thi han så', at det mere skyldtes hans Opmuntringer end hans Tøven. Jeg holder da også for, at han med Rette kunde ønske sig til Lykke med at have sådanne Folk, som hellere vilde være med til at gjøre deres Skyldighed ved at skynde sig end til at tøve, fordi han var nødt dertil. Da han omsider slap løs, vandt han imidlertid den Tid, der var gået til Spilde, ind igjen ved at lade sine Folk ro så hurtig, at han næsten havde nået de forreste Skibe og i sin Iver efter at slås var lige ved at indhente det forsømte. Så mødte han imidlertid, medens hele Flåden således skyndte sig fremad, et Skib, der var udsendt af Rygboerne for at lade ham vide, at han helst måtte mindske Farten noget, thi Bugislav lå endnu ved Kostø, og det var uvist, hvor han vilde gjøre Landgang; Jarimar lå også med sine Folk og ventede på, hvor Fjenden vilde gå i Land. Absalon lagde da en Dæmper på sin Ivrighed og sejlede ind til Drigge; dèr kom der Bud til ham med Melding om, at Fjenden var sejlet hjem, men det var en Fejltagelse, thi Sendebudene var bleven ført bag Lyset af en Tåge, der var kommen op. De bad også Danskerne om at begive sig til Havnen ved Darsin og lovede dem, at de dèr skulde træffe Jarimar med hele den rygiske Hær, så de kunde rådslå om, hvad der videre var at gjøre. Da de kom did og hverken traf Jarimar eller nogen af hans Folk, sendte Absalon Niels Falstring, der var kyndig i det vendiske Sprog, til Jarimar for at få at vide, hvor Fjenden var bleven af. Så snart han var borte, roede Absalon i en Båd ind til Land for at holde Gudstjeneste, men så fik han pludselig ved en af Jarimars Venner Bud om, at den pommerske Flåde var under Opsejling, den var allerede så nær, at man vilde kunne se den, hvis den tætte Tåge ikke hindrede det. Han kaldte derfor strax dem tilbage, som bar Messeskrudet, og lod hurtig Flåden lægge ud på Dybet for at møde Fjenden, thi nu vilde han ikke tjene Gud med Bønner, men med Våben, og vi kan vel heller ikke tænke os noget Gud mere velbehageligt Offer end sådanne ugudelige Menneskers Undergang. Det var imidlertid mindre Pommerinkernes Agt pludselig at gjøre Indfald i Fjendens Land end ved at sejle omkring snart hist og snart her at drive Gjæk med Rygboernes Rytteri, der skulde hindre dem i at gjøre Landgang. Da de fik Øje på den danske Flåde, troede de, at det var Borvin der kom dem til Undsætning med sine Folk fra den vestre Del af Venden, thi formedelst Tågen kunde de hverken se, hvor mange Skibe der var, eller hvorledes de så' ud, og det kunde heller ikke falde dem ind, at Danskerne, der havde hjemme så langt borte fra Venden, kunde være nået did i Løbet af så kort Tid, så meget mere som deres Spejdere i deres overvættes Tryghed ikke passede deres Tjeneste med synderlig Omhu. Siden holdt Bugislav derfor for, at det måtte være den rygiske Flåde, der kom, og han bød da, at halvandet Hundrede Småskibe skulde omringe den, medens Resten af Flåden lagde sig i Slagorden og kastede Anker; de Skibe, der var bestemte til at føre Levnedsmidlerne på, og som var noget større end Langskibene, lod han lægge sig imellem disse og Land, for at det skulde tage sig ud, som om der var flere Krigsskibe, end der i Virkeligheden var; Sune lod sig da også narre deraf og troede, at Bugislav havde fået Undsætning af Tyskerne, men da Tågen omsider begyndte at lette, og Absalon så' Fjendernes Småskibe sejle forbi ham, sagde han skjemtende, at de ikke alle skulde slippe uskadte hjem igjen. Han opmuntrede nu sine Stalbrødre af al Magt og var som Anfører den første, der sejlede ind på den fjentlige Flåde og angreb den. Da Sune foreholdt ham, at de havde fået Undsætning af Tyskerne, og at han derfor ikke burde fare for hastig frem, men mindske Roningen og lade Krigsfolkene væbne sig, sagde han, at der slet ingen Grund var til at tøve, thi Fjenden var således indestængt, at han hverken trygt kunde indlade sig i Kamp eller give sig på Flugt med Udsigt til at slippe godt derfra; der var derfor intet til Hinder for, at de strax sejrede over ham. Da Sune imidlertid blev ved med sine Advarsler, begyndte Absalons Krigsfolk at iføre sig deres Rustninger, medens en Del blev ved med at ro. Fjenden mærkede endnu intet til, hvad de tog sig for, thi den stærke og vedholdende Tåge hindrede ham deri. Da de kom nærmere, kunde de danske Ungersvende imidlertid hverken finde sig i at tøve eller tie længer, de hejsede Bannerne og dyede sig heller ikke for at give deres Kampiver Luft ved højrøstet at istemme en Sang. Absalons Banner, som altid plejede at jage Fjenderne på Flugt, så snart de så' det, røbede Venderne, at Danskerne var der, og betog dem ganske Modet til at slås. Under Angst og Bæven lettede de Anker og sejlede bort med Flåden over Hals og Hoved, og det Stykke Vej, de havde været lang Tid om at sejle, tilbagelagde de nu i Løbet af nogle få Timer. En utallig Mængde af dem, som ikke kunde komme hurtig nok af Sted, enten fordi Skibene var for store eller fordi det tog for lang Tid at få Ankrene ind, sprang over Bord og vilde hellere omkomme i Bølgerne end falde for Sværd. Det gik så hurtig, at man næsten i samme Nu så' deres Skibe fulde af Mennesker og helt tomme. Det hjalp dem ikke, da de var sprungne over Bord, at de prøvede på at svømme, thi Hvirvlerne i Vandet trak dem til Bunds, og dèr blev de stikkende i Dyndet. Hvor angst og bange må de Mennesker ikke have været, siden deres Rædsel var så stor, at den ikke engang tillod dem at tænke på at bjærge Livet! Atten Skibe sprang læk som Følge af, at så overvættes mange strømmede over på dem, og gik til Bunds med dem, der havde søgt at bjærge sig på dem. Kun få havde Mod til at bie på Fjenden. En var så angst, at han bar sig ligefrem latterlig ad, thi da han ikke turde følge sine Stalbrødres Exempel og springe over Bord og heller ikke vilde lade sig slå ihjel af Fjenden, tog han et Stykke Skibstov og slog det om Halsen på sig som en Strikke og hængte sig, hvilket adskillige af Danskerne til at begynde med undrede sig over, men siden gjorde Nar ad. Danskerne begyndte imidlertid i deres Begjærlighed efter at gjøre Bytte at sløje af med Forfølgelsen. Absalon lagde dem, idet han sejlede forbi dem, på Sinde, at de hellere burde forfølge Fjenden end søge Bytte, og skjønt han kun fik syv Skibe med sig, aflod han ikke med at forfølge hele den flygtende Flåde med den tillidsfulde Forvisning, hvormed han så tit havde jaget Fjenden af Sted foran sig, at når Folk flygter, tænker de ikke på, hvor få der forfølger dem, men blot på, hvor tapre de er. Mandskabet på næsten hundrede Skibe opgav alt Håb om at slippe bort til Vands og søgte ind til Land og spredte sig våbenløse og rædselslagne rundt om i tykke Ødeskove. Jarimar, der var i høj Grad opsat på at værge sit Fædreland, tørstede også mere efter Fjendeblod end efter Bytte. Fem og tredive Skibe med den fjendtlige Adel om Bord roede alt, hvad trække kunde, for at slippe bort fra Absalon, men da Mandskabet så', at der kun var syv Skibe efter dem, syntes det, at det ikke blot var bedrøveligt, men også en Skam at fly, og mindskede derfor et Par Gange Farten, som om det agtede at give sig i Kamp med Danskerne. Absalons Venner opfordrede ham til at vente, til den øvrige Flåde kom til, men han vilde på ingen Måde mindske Farten og blev ved at sejle efter dem, han holdt mere af at drage sig sine Fjenders Angst end sine Stalbrødres Hjælp til Nytte, sagde han. Da det gik op for Venderne, tabte de i den Grad Modet, at deres Frygt fuldstændig fik Overtaget over deres Skamfølelse, og de gav sig til at kaste Heste og Rustninger over Bord for ved at lette Skibene at sætte dem bedre i Stand til at komme hurtig af Sted, hvorhos de brugte Årerne endnu ivrigere end før, til de omsider nåede Peenemünde, hvor deres vedholdende Flugt fik Ende, da de fandt et Tilflugtssted dèr. Absalon, som uden Rast havde forfulgt dem lige dertil, vendte nu ved Aftentide tilbage til sine Stalbrødre, der havde været optagne af at gjøre Bytte. Han vilde ikke engang have sin Del af det, thi han holdt det for mest prisværdigt, at han høstede Ære og Krigsfolkene Bytte. Af de fem Hundrede Skibe, som den fjendtlige Flåde bestod af, slap fem og tredive bort, atten sprang læk og sank, og Resten faldt i Danskernes Hænder. Det var altså den Dag, da Fjendernes Flåde fuldstændig blændedes af den Glans, der udstrålede fra Absalon, og enten måtte fly eller gå til Grunde, den Dag, der gjorde Ende på de mange Rædsler og så mange Farer for dem, der færdedes på Søen, befriede Sjællands Havne og Østersøen for Sørøvernes ulykkesvangre Angreb, nødte de vilde og grumme Barbarer til at bøje sig under Åget og gjorde vort Fædreland, som hidtil knap nok havde kunnet værge sin egen Frihed, til Herre over Venden. Det var en vældig og mageløs Sejr, som i Bund og Grund gjorde det af med hele Fjendens Magt. Og medens den kostede Venderne en Mængde Blod, kostede den Danskerne slet intet; der faldt kun fire Rygboer, og det er endda uvist, om de faldt for deres Stalbrødres eller for Fjendernes Spyd. Dagen efter ankom der atten skånske Skibe, og Absalon, som lagde mindre Vægt på deres Sendrægtighed end på deres gode Vilje, bød, at de skulde være med ved Byttets Deling mellem Sejrherrerne.

Da han dernæst var opsat på at få at vide, hvad Venderne nu havde i Sinde, greb han til et snildt Middel til at komme under Vejr hermed. Under Påskud af det gode Venskab, der før havde hersket imellem Danskerne og Bugislav, skikkede han nemlig Sendemænd til ham, der skulde foreholde ham, hvor troløst han havde båret sig ad, og opfordre ham til at formilde Kongens overvættes Harme ved at gjøre sig al mulig Flid for at forsone ham. Bugislav lod, som om han ikke tog sig det store Nederlag nær, som han havde lidt, priste Absalon for den Venlighed, han viste ham, og lovede, at han vilde følge hans Råd. Den vendiske Almue derimod havde fået en sådan Skræk i Blodet som Følge af, at den således var bleven jaget på Flugt, at den ikke engang skammede sig ved at flygte påny, rædselsslagen som den blev ved Synet af Skibet, Sendemændene var om Bord på. Absalon holdt nu for, at det vilde tage sig anseligst ud, at han sendte en fornem Mand til Danmark med Bud om de Bedrifter, han havde øvet, inden Rygtet om dem nåede did. Han lod derfor en højbåren Fynbo ved Navn Tage sejle til Danmark med Bugislavs Telt, der var tilfaldet Absalon som hans Del af Byttet, for at han ikke blot kunde meddele Kongen Sejren, men også til Stadfæstelse forevise ham dette herlige Bytte. Han pålagde ham også at opfordre Kongen til at gjøre et nyt Tog imod Venderne inden Høsten, for at de ikke skulde få Tid til at samle nye Stridskræfter. Knud stævnede strax Jyderne til Ting i Viborg og lod Tage dèr gjøre Rede for den Bedrift, Absalon havde udført, for at den, som havde bragt Bud derom, selv kunde opmuntre dem til den forestående Krig, og det gjorde han således, at alle fik den største Lyst til at gå ud med Flåden.

Da Kejseren fik Bud om det store Nederlag, Bugislav havde lidt, og fik at vide, at den Bedrift var bleven øvet udelukkende under Absalons Anførsel, opgav han ikke blot alt Håb om at kunne underlægge sig Danmark, men tabte også ganske Modet til at angribe det, idet han slet ikke stolede på sine egne Kræfter, da han ingen Vegne var kommen ved fremmedes Hjælp. Rygtet om Sejren nåede også med utrolig Hurtighed ned til Byzanz, hvilket Absalon senere fik at vide af nogle af sine Ryttere, som på den Tid gjorde Krigstjeneste der nede.

Den ny Afgrøde afhjalp imidlertid Fjendernes Mangel på Levnedsmidler, thi da det trak ud med Kongens Afrejse, benyttede de sig med overmåde stor Nytte deraf til at forsyne deres Byer med Kornforråd. Volgasterne blev dog så forskrækkede over Rygtet om dette Tog, at de fyldte de dybere Steder i Peenefloden op med en Mængde Sten for at spærre Skibene Adgangen til deres Mure. Absalon var så opsat på at få dem bort igjen, at han for at få de unge Mennesker med sig ikke betænkte sig på at springe ud i Vandet og tage Sten op, og han fik da også Flodlejet så vidt ryddet, at det blev sejlbart, og Flåden kunde løbe ud, skjønt Byfolkene havde stillet deres Blider således, at de lige netop bestrøg de Steder af Floden, hvor Stenene lå. Efter at disse Hindringer var bleven ryddede af Vejen fra Indløbet, var det en let Sag for Danskerne at sejle ind imod Byen og omringe den. Belejringen begyndte altså, men de mange Pæle, der var rammede ned i Vandet til Værn for Byen, hindrede dog Skibene i at lægge helt ind til den. Denne Vanskelighed var de tapre danske Ungersvende så opsatte på at overvinde, at de ikke tog i Betænkning at ro ind til Pælene, springe i Vandet og vade videre frem, skjønt Byfolkene på nært Hold overdængede dem med deres Kastespyd og skjød på Skibene længere ude med deres Blider, så at det gjaldt om at undgå de vældige Stenkast, thi at værge sig imod dem ved at bøde for sig lod sig ikke gjøre. Skibene var derfor i en vanskelig og farlig Stilling, thi de lå tæt sammen, og Stenene, der blev udslynget imod dem, var overmåde store, man måtte stadig sno og dreje sig for at gå Ram forbi, thi Våben og Værge kunde ikke hjælpe til at undgå Blidekastene. Da Absalon var gået midt ud på sit Skib, hvor han ved stadig at vende sig undgik Stenene, fik en Vender Øje på hans Skjoldmærke, hvorfor han gav dem, der stod for Blidekastningen et Vink, pegede på ham og sagde, at ham skulde de skyde på. Så var der en, som spurgte Absalon, om han lagde Mærke til, at Venderen pegede på ham, hvortil han svarede, at han nok så', i hvor høj Grad hans Liv lå ham på Sinde, ved hvilket skjemtefulde Svar han på én Gang sigtede både til Fjenden og den, der advarede ham. Det kan man kalde en uforfærdet Mand, som, medens hans Liv står på Spil, kan skjemte med Faren! Således får man, når Nøden er størst, de sikreste Beviser på en Mands Tapperhed og Bestandighed.

Da man ingen Vegne kom med at tage Byen med Storm, fandt Esbern på en anden Måde at angribe den på. Han lod nemlig et usædvanlig stort Skib fylde med forskjellige brændbare Sager og drive for Vinden ind imod det Sted af Muren, der var lettest at stikke i Brand, men det stødle på en Pæl, der var skjult under Vandet, og brændte helt op med alt det Tømmer, der var derpå, uden at tilføje Byfolkene nogen Skade, så at denne ubetydelige Pæl gjorde det af med Håbet om en stor Sejr, og en så ringe Tilfældighed friede Fjenderne fra den truende Undergang.

Imidlertid pønsede Bugislav på, hvorledes han med Svig skulde hævne den Tort, der var overgået ham, og begjærede under Påskud af, at han vilde slutte Fred, ved sine Sendemænd en Samtale med Absalon og begav sig derpå med en stor Skare Ryttere til det fastsatte Mødested. Da Absalon kom ham i Møde med to Skibe, bad han ham om at gå i Land, de kunde bekvemmere tales ved i et Telt end om Bord på et Skib, sagde han. Da Absalon for at efterkomme hans Anmodning vilde gå fra Borde, lykkedes det dog en højbåren Nordmand ved Navn Erling at holde ham tilbage ved at fortælle ham en fæl Drøm, han havde haft, og forudsige ham, at Fjenderne ganske sikkert vilde svige ham, i Fald han gav sit Liv i deres Vold. Absalon lyttede til hans Ord som til en Advarsel, Himlen på en underfuld Måde havde ladet ham blive til Del, og da Bugislav igjen opfordrede ham til at komme til ham, svarede han, at en Ærkebiskop var mere end en Hertug, og at det ikke sømmede sig, at den, der var højest på Strå, søgte sin Undermand. Således berøvede han ved at foreholde ham hans ringere Stand sin Fjende Lejligheden til at øve Svig imod sig. Bugislav brød da pludselig op igjen under Påskud af, at der var ham for trangt om Bord på Skibet, og røbede således, at han virkelig pønsede på Svig, thi medens han ellers altid plejede at søge Absalon på hans Skib, skyede han det nu, slagen af sin onde Samvittighed, som et Sted hvor Døden hang ham over Hovedet. Absalon begav sig atter ud til Flåden, glad over, at han havde fæstet mere Lid til Erlings Drøm end til Fjenden.

Danskerne havde imidlertid besluttet at hærje Landet, hvilket de holdt for rådeligere end at ødelægge en enkelt By, og da de nu havde Vanskelighed ved at komme over den smalle Bro, angreb Byfolkene dem med en Mængde Småskuder. Absalon og Kongen sendte strax nogle Bueskytter, som drev dem tilbage, hvorpå de lagde ind til Land for derfra bekvemmere at angribe Flåden, og de begyndte nu at overdænge Danskerne, ikke blot med Kastespyd, men også med Skjældsord, idet de med Råben og Skrigen skjældte dem for fejge Uslinger, som om de var overvundne. Da de andre Byfolk så' det, tog de de Både, de hist og her fik fat i, forlod Murene, de skulde forsvare, og satte over til den anden Bred for at plyndre Teltene, som Danskerne havde ladt i Stikken; disse havde imidlertid, inden de forlod dem, stukket dem i Brand, og formedelst Røgen kunde Volgasterne ikke se Kongens Ryttere, som på Land ventede på, at Flåden skulde komme. Da de nu uventet blev angrebne af dem, blev de såre forfærdede; en Del af dem søgte ud til deres Både, en Del faldt på Land for Danskernes Våben eller omkom i Floden. Bueskytterne dræbte dem, der vilde svømme bort, og de, der søgte at slippe bort i Bådene, kæntrede, og således fik de deres fortjente Straf, fordi de havde spottet Danskerne, og de, der var i Byen, og som nylig havde smædet Danskerne med falske Beskyldninger for Fejghed, fik nu nok at gjøre med at sørge over deres Bysbørns ynkelige Skæbne, da de blev dræbte lige for deres Øjne.

Da Rygtet herom nåede til Usedom, skyndte Folkene dèr sig at afbrænde deres Forstæder, for at Fjenderne ikke skulde benytte sig af dem til at stikke Ild på Bymurene, og ved således frivillig at ødelægge deres Huse skaffede de deres By et mægtigt Værn, så at det, at de fik færre Huse, øgede deres Sikkerhed inden for Murene. Imidlertid hærjede Kongen Landet og pålagde Absalon at indtage Julin og Skanserne ved Swinemünde. Til den Ende sendte denne sin Broder Esbern forud til Swinemünde med en Del af Flåden for enten at indtage selve Skanserne, om det kunde føje sig så, eller afskære Besætningen i dem, indtil han kunde komme did fra Julin. Da Esbern kom, fandt han imidlertid Skanserne tomme, thi Besætningen havde selvfølgelig ikke villet afvente Fjendens Komme, men var hemmelig draget bort, Der blev da stukket Ild på dem begge. Da Absalon, som nu var bleven færdig med, hvad han havde at gjøre ved Julin, havde fået Nys herom, ikke blot ved Røgen, han så' langt borte, men også ved de Beretninger, han fik af Danskerne, som vendte tilbage derfra, begav han sig atter til Kongen, glad over, at hans Broder ved det Arbejde, han havde gjort, havde befriet ham for en hel Del Besvær. Da Kongen skjønnede, at det vilde blive vanskeligt at indtage de Byer, hvor der var fuldt op af de Ting, de havde Brug for, og at det kun var tomme Huse, han brændte, besluttede han at drage bort igjen og at komme tilbage, når Høsten var overstået, for da, når Laderne var fulde, at plyndre de Huse, han nu havde fundet øde og tomme. Og da han nu, ikke mindre kjed af de Anstrængelser, det kostede at indtage Byer, end af at brænde tomme Huse, var kommen til Swinemünde for at vende hjem med Flåden, bød han, at det, der var tilbage af de afbrændte Skanser, skulde jævnes med Jorden, og for at udslette ethvert Spor af dem lod han endogså Stenene tage op af Jorden og kaste i Havet, skjønt man næppe kunde røre ved dem, så varme var de endnu af Branden. Med dette Arbejde endte Togtet.

Efter at have siddet hjemme Høstens Tid over samlede Kongen tolv Tusind Rygboere og drog igjennem Egnen om Tribse, som lå under hans Herredømme, og derpå drog han for ikke at stå tilbage for sin Fader over Moserne ved Peenefloden og kom til Byen Lübkin. Da han var draget forbi den og agtede sig videre til Demmin, kom han til en By, hvor der var fuldt op af Drikkevarer, og hvor Folkene holdt Gildelag med så stor Tryghed, at det var, som om de aldeles ingen Grund havde til at frygte for at blive angrebne af Fjenden. Hvilke Sviregaster må vi ikke tro disse Mennesker var i Fredstid, siden de ikke engang, når Fjenden stod for Døren, kunde afholde sig fra at svække deres Kræfter ved at hengive sig til Drukkenskab? Derpå begav Danskerne sig igjen til deres Skibe og spredte sig så for at gjøre Bytte og stikke Ild på, thi Kongen havde nu på Grund af den lange Vej opgivet at drage imod Demmin. Han havde ikke mer end tredive Mand med sig, da en Drabant meldte ham, at en stor Skare Vender holdt en rig Landsby besat, og han sendte derfor Absalon, som tilfældigvis var i hans Følge, did med Halvdelen af de Ryttere, han havde hos sig, for at han skulde komme sine Stalbrødre til Undsætning. Han gjorde, som der blev ham befalet, og for at skjule, hvor få Folk han havde, bød han sine Ryttere sprede sig, så at det fik Udseende af, at de var fler, end de var, og for yderligere at bibringe Fjenden et Indtryk af, at der fulgte flere efter, gjorde han et heftigt Anfald. Venderne havde imidlertid allerede rømmet Byen og trukket sig ind i en Skov, og da han her tog et Skjøn over deres Styrke og så', at hans var deres langt underlegen, vilde han give det Udseende af, at han fik Forstærkning, og lod derfor en Del af sine Folk liste sig hemmelig bort og derpå vende åbenlyst tilbage, og det gjentog han adskillige Gange. Fjenderne troede derfor, at han efterhånden fik flere og flere Folk til Undsætning, og da han ikke havde Folk nok til at føre Byttet bort, lod han gjøre et stort Bål og brændte derpå alt, hvad der fandtes af Forråd i Landsbyen, og lod således det, han ikke kunde drage Nytte af, gå op i Luer, og så rigt Bytte var der, at det endogså skar dem i Hjærtet, der lavede Bålet, at se så mange kostelige Ting blive ødelagte. Da det var besørget, begav Absalon sig tilbage til Kongen. Efter at denne havde overnattet foran Lubin, ødelagde han, hvad der endnu var tilbage af Landsbyerne, og lod Rygboerne lægge en Bro over Moserne, som det havde været så besværligt at komme over; derpå drog han uden Vanskelighed over dem, og så gik de om Bord på Flåden og lagde ind i Havnen tæt ved Peenefloden. Der måtte de ligge længe på Grund af en voldsom Storm, og imens skikkede Bugislav Sendemænd til ham for at bede om Fred, som han dog ikke tilstod ham, skjønt han var nødt til at rejse hjem, da Levnedsmidlerne var ved at slippe op.

Efter at have tilbragt Vinteren hjemme lagde Kongen igjen med en stor Flåde ind i Swinemünde og ødelagde Groteswin. Da Jarimar hørte Fjendernes Krigslur og vilde melde Kongen, at de var under Fremrykning, forbød Absalon ham at gjøre det, førend han så' dem for sine Øjne, og han sagde da, at så var det en vanskelig Sag, han havde påtaget sig, thi hvis hans Forbundsfæller som Følge af, at han tav, uventet blev ramte af en Ulykke, vilde man lægge ham til Last, at han ikke havde passet ordentlig på, og hvis han forhastede sig med at bringe Bud, kunde han få Ord for at være fejg, så hvis han kom for tidlig med sit Bud, fik han Skam af det, og tøvede han for længe, fik han Ord for at være efterladende. Danskerne var kun lidet fornøjede med det Bytte, de gjorde der på Egnen, og Rygtet om de pomerske Rigdomme lokkede dem; de skulde, hed det sig, være overmåde store, og ingen havde været i Lag med dem før. Der var ingen, som fandt det vanskeligt at give sig ud på Tog så langvejs bort, og skjønt det blev sagt dem i Forvejen, at de vilde komme til at døje ondt, lide Sult og være nødte til at drage igjennem øde Egne, fik Begjærligheden efter Bytte Overtaget over Frygten for de Farer, der ventede dem. Det hed sig, at Befolkningen var fejg og kvindagtig, og at der kun fandtes få Byer og Våben i Landet, og da Danskerne var vante til, at Lykken føjede sig efter dem, brændte de af Begjærlighed efter at komme af Sted i Håb om, at de, som havde gjort så mange heldige Tog, også denne Gang vilde have Lykken med sig. Da der undervejs ingen Levnedsmidler var at få, blev ikke blot de belæssede Heste, men også Fodfolkene, der måtte slæbe på Levnedsmidlerne, så udmattede, at deres Kræfter svigtede dem. Enden på det blev, at de måtte vende om og på Flåden gå tilbage til Julin. Kongen besluttede nu at angribe Camin, idet han foretrak at komme uventet over den frem for at angribe den åbenlyst, og med stedkjendte Vejvisere rykkede han under store Vanskeligheder hurtig frem igjennem ukjendte og uvejbare Skove. Adskillige fo'r vild; kun Sjællandsfarerne og Skåningerne, som havde Rygboer til Vejvisere, nåede under Anførsel af Absalons Søstersøn Alexander frem til Camin ad den lige og korteste Vej og vilde have indtaget Byen, hvis de ikke havde varskoet Indbyggerne ved at brænde Gårde af på Vejen. Da Bugislav, som just på den Tid opholdt sig der i Byen, så', hvor få de var, besluttede han at angribe dem med en stor Styrke. Esbern, som havde Øvelse og Erfaring i den Slags Ting, opfordrede Danskerne til at fly på Skrømt for at lokke Fjenderne så meget længer bort fra Byen, og de forfulgte da også længe de flygtende. Til sidst gik det imidlertid op for Bugislav, at det var et Krigspuds, og han kaldte da sine Folk, som var komne i fuld Uorden ved at løbe efter Danskerne, tilbage og overøste dem med Bebrejdelser, fordi de i deres Uforsigtighed havde vovet sig så langt bort fra Byen. Da Esbern så' det, kastede han Masken, opgav den forstilte Flugt og vendte sine Bannere imod Fjenden, og så vidt bragte han det, at Bugislav sprang af sin Hest og med Angst og Bæven flygtede ind i Byen igjen og søgte at bjærge sig ved sin Fodraphed, da han ikke turde stole på, at han kunde gjøre det med sine Våben eller ved Hjælp af sin Hest. Alexander førte derpå sit Banner ind ad Byens Port, og der var ingen, som drev ham tilbage, thi Fjenderne var så betagne af Skræk at de ikke engang turde værge deres Port mod Angreb. De danske Ungersvende lod sig nøje med den Ære, de herved indlagde sig, lagde i Bevidstheden om deres ringe Antal Bånd på deres Mod og foretrak lidt efter lidt at trække sig tilbage i samlet Slagorden frem for yderligere at fortrædige Byen. Efter at de unge havde foretaget dette Angreb, kom Kongen til med Resten af Hæren. Han stod af Hesten tæt ved Muren for nøje at undersøge, hvorledes den lettest kunde tages, men da han igjen havde siddet op og ladet sine Bannere plante rundt om Volden, kom Klerkerne i højtideligt Optog ud til ham med deres Relikvier og på bare Ben som Tegn på, hvor sønderknuste og sorrigfulde de var, faldt på Knæ for ham og bad ham, idet de mindede ham om hans fromme Fader, om dog at skåne Kirkerne og ikke brænde Guds Huse sammen med Menneskenes; de besvor ham om ikke at rase så grumt imod Fjenderne, at han lod de til Guds Tjeneste indviede Bygninger gå op i Luer, thi ved en så afskyelig Misgjerning vilde han forspilde al den Fortjeneste, både han selv og hans Forfædre havde indlagt sig. De tilføjede, at Bugislav krævede sikkert Lejde, så at han trygt kunde begive sig ud til Kongen. Hertil svarede Knud, at det var hans Agt at kriges med Mennesker, men ikke med Gud, og at så sandt den Krig, han førte, var en retfærdig Krig, skulde den ikke besmittes med Helligbrøde. Da Klerkerne så sagde, at i Fald han brændte den Del af Byen, der lå uden for Murene, vilde de Kirker, der lå imellem Husene, også gå op i Luer sammen med dem, lod han for deres Bønners Skyld sin Vrede fare og vilde hellere lade Fjendernes Huse ligge urørte end ødelægge Gudshusene sammen med dem. Glade blev de, da han således for deres Bønners Skyld lovede at skåne Byen, og efter at have takket ham for denne Velgjerning gik de bort, idet de gav deres Fryd Luft i en from Sang.

Da Bugislav havde fået Tilsagn om, hvad han bad om, søgte han Absalon og bad ham om at møde ham næste Dag tillige med Jarimar, thi han vilde have dem til at mægle Fred imellem sig og Kongen, eftersom han i så mange Samtaler havde fornummet, at de var hans Venner. Absalon, som mente, at han snarere pønsede på Svig end sagde sin oprigtige Mening, erklærede, at han ikke vilde gå i Forbøn for ham på anden Måde, end at Egnen skulde hærjes med Ild, for at det ikke skulde hedde sig, at de havde draget så lang en Vej for til sidst at lade sig holde for Nar. Bugislav svarede, at intet af, hvad der lå uden for Murene, hørte ham til, men bad om, at Kirkerne og for deres Skyld de Huse, der lå i Nærheden af dem, måtte blive skånede. Den Begjæring blev tilstået ham, og Resten af Dagen gik med til på det grummeste at ødelægge de omliggende Landsbyer. Som Følge af de Ulykker og Farer, der truede ham, turde Bugislav ikke undlade at holde sit Løfte og indfinde sig til den fastsatte Tid, og Absalon og Jarimar gav ham da Hånden og førte ham til Kongen. Det blev vedtaget, at han skulde betale en stor Sum Penge i Bøde, og han kunde kun opnå Fred på de Vilkår, at han skulde tage sit Land, som han hidtil havde haft som Fædrenearv, til Len af Kongen og ombytte sin Frihed med Trældom, idet han ligesom Rygboerne skulde svare Skat. Til Bekræftelse på denne Overenskomst lovede han at stille Gisler, og derpå gik han bort ledsaget af de samme, der havde ført ham did. For at han ikke skulde skilles fra dem, uden at der var bleven gjort nogen Stads af ham, gjorde Absalon et Gilde for ham og sine Venner, og ved det drak han så overstadig og blev så magtes- og sanseløs, at man knapt skulde tro, han var ved sine fulde fem. Under dette umådelige Drikkeri glemte han den Værdighed, der var bleven ham berøvet, og i Steden for at græde over den Trældom, han var kommen i, glædede han sig, som om han endnu stadig var en fri Mand. Da han omsider var bleven helt døddrukken, blev han båren fra Skibet hen i et Telt, og Absalon bød fyrretyve væbnede Mænd at holde Vagt uden for Indgangen til Teltet og passe på, at der ikke tilstødte ham noget i Løbet af Natten. I den Grad omhyggelige plejer Danskerne at være for, at deres Gjæster ikke skal komme noget til, at de våger over deres Liv og Velfærd som over deres eget. Bugislav skjønnede så meget på denne Godhed, at han fik Venderne gjort venlig stemte over for Danskerne, så at Absalon fik den Løn, han ved sin smukke Handlemåde havde fortjent. Da Bugislav vågnede om Morgenen og fik Øje på Mændene, der havde våget over ham, priste han Danskerne for deres Trofasthed og sagde, idet han berømmede dem i de højeste Toner, at han var mere glad over den Opmærksomhed, Absalon havde vist ham, end bedrøvet over, at han havde måttet give Afkald på sit Land. Derpå blev han ført tilbage til det Sted, hvor hans Krigsfolk ventede på ham, og Dagen efter kom han igjen med de fornemste vendiske Adelsmænd, kastede sig tillige med sin Hustru og sine Børn for Kongens Fødder og bad ydmygt om Forladelse for det langvarige Oprør, han havde anstiftet, og efter at han dels havde stillet og dels lovet at ville stille Gisler, undså han sig ikke ved at tage det Land, hans Forfædre havde ejet, som Len, så at han for Fremtiden måtte takke en andens Gunst og Nåde for det, der var gået i Arv til ham. Kongen ynkedes over denne Fyrste, som Nøden havde drevet så vidt, og syntes, at han nu var straffet hårdt nok, hvorfor han rejste ham op og sagde, at han hellere vilde skjænke ham Herredømmet over Landet end indlemme det i sit Rige. Og ikke mindre rørtes Kongen over Bugislavs Sønner, der på mødrene Side var hans Frænder.

Således opnåede Knud med ringe Ulejlighed at underlægge sig Venden, hvilket ikke var lykkedes Valdemar til Trods for hans stadige Anstrængelser, så at Lykken var hans Våben endnu gunstigere, end den havde været hans Faders. I samme Stund tørnede vældige Skymasser sammen på Himlen, og der lød så vældige Tordenskrald, at både Danskerne og Venderne forfærdedes derover. Dette holdt spådomskløgtige Folk for et Varsel om det vendiske Riges Undergang. Bugislav, der nu havde fået så mange Beviser på de Danskes Trofasthed, lagde også lige til det sidste ved ubrødelig Troskab for Dagen, at han ikke havde glemt den Velgjerning, der var bleven vist ham, ja, da han lå på sin Dødsseng, kaldte han sine Rådgivere til sig og lod dem med Ed forpligte sig til at føre hans Hustru og Børn til Kongen og lade ham dele Riget imellem de umyndige, og hvad Kongen bestemte, skulde de holde sig efterrettelige, som om det var Bugislavs sidste Vilje. Han tvivlede i ingen Henseende om Danskernes Ærlighed og Oprigtighed, som han så tit havde fået herlige Beviser på. Den ædle Herre droges vel også til Minde, hvor stort Gavn Rygboerne havde haft af stadig at holde trofast Venskab med Danskerne.