Juleaften i Hønsehuset
Sophus Schandorph: Fra Isle de France og fra Sorø Amt (1888)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
I.
Garver-Bolette i R- Fattighus havde en uægte Søn, som hed Ludvig, og som boede hos Moderen i Fattighuset. Han gik for al være den værste Gadedreng i Byen. Når de »fine« Drenge om Sommeren badede sig i Åen, efter at have afklædt sig på den lukkede Badebro, overraskedes de tit af Garver-Bolettes Ludvig og blev af ham regalerede med nogle frygtelige Dukkerter. Han havde klædt sig af på den åbne Bred, var først soppet, så svømmet ud og faldt så, lig en Haj, over sit Bytte, og, før de »fine« Drenge kunne samle sig til Modstand, var Proletaren allerede i Land og løb splitternøgen op ad Landevejen med sine Klæder under Armen, hylende og hujende. Om Vinteren havde de »fine Drenge« deres Rutschbane på en Bakke tæt uden for Byen. Tit, når en »fin, Drengs« Slæde var i vildest Fart, mærkede den kørende et Ryk i Mejerne, han væltede da til Siden og følte sig bearbejdet i Ansigtet af Sne, der blev strøget hårdt og fladt hen over det. Det var Garver-Bolettes Ludvig, der også nu var på Hærværk.
I Friskolen kunne han aldrig nogen Sinde et Ord af sine Lektier, men om Sommeren morede han sig med Bedrifter som at stikke en levende Frø eller Skindet af en røget Sild i Lærerens Baglomme eller fylde hans Hat med Oldenborrer.
Prygl af Læreren bed ikke på ham, og Læreren holdt op at prygle Garver-Bolettes Ludvig fra den Dag af, da han under en Strambuksforretning følte et Bid i Læggen, så ærlig ment, som var det en Bindehund, han var kommen for nær. Men siden den Dag var Drengen ikke slet så ondsindet, og hans Uvornheder havde en mindre ondartet Karakter.
Hans Moder, den karlehøje og føre Garver-Bolette med det store røde, beskæggede Ansigt, kunne prygle sin Dreng mør, når hun tog sig det for. Men hun var kun lidt hjemme, hun måtte ud som Vaske- eller Rengøringskone for at bjærge Føden. Kun enkelte Gange, når hun fik at vide, at Drengen havde slået Ruder ind i Fattighuset eller var strejfet rundt i Byen og havde forsømt Skolen, tog hun et Tag i hans Arm, vred den med sin vældige Hånd, og Knoerne bearbejdede da hans Overarms Muskler, så der sad blå Pletter længe efter.
II.
Det var Juleaften. En tæt Tåge hang hen over Byen som en Sky over et Fjeld. Genboerne kunne ikke se over til hinanden. Stenbroen var fedtet-glat. Folk drev om som uformelige matmørke Afbrydelser af den store klamme Masse, der fortærede alle faste Omrids, alle Farver. Den lugtede surt som Emmen i et Vaskerhus eller Bryggers. I Købmændenes Boder, som fra den tidlige Morgenstund var fyldte af Landboere, der gjorde Indkøb til Højtiden, brændte Lys. De gloede løjerlig ud i Tågen. Den højrøstede Tingen og Prutten, Snapseglassenes Klinken lød, som om den fangedes af et uldent Tæppe. Det eneste, som, alt mens det led højere op ad Dagen, kunne gøre sig gældende i denne altomfattende Ensformighed, var Duften af de Æbleskiver, som bagtes overalt; siden varieredes den af Duft af Gåsesteg fra de velhavende Huse, Ribbens- eller Svinesteg fra Middelstandens, Klipfisk fra Småfolks Køkkener; af og til gav Rødkålen sit Bidrag til det duftende Kor.
Igennem dette Ælteføre forneden, foroven, rundt omkring til alle Sider havde Garver-Bolettes Ludvig vadet om fra den tidlige Morgen. Hans Moder havde ikke været hjemme i Fattighuset i flere Dage; hun havde haft Rengøring og Vask at besørge, sidst hos en velhavende Snedker Jørgen Rasmussen, og der var hun indbudt til at spise Julenadver. Drengen var naturligvis fri for Skole. Tidlig var han gået ud uden nogen fast Plan, men det Forsæt havde han fattet, at få så megen Kommers ud af sin Fridag som muligt.
Men der var ingen »fine« Drenge på Gaden, som han kunne chikanere. Hans Kollegaer Gadedrengene interesserede ham mindre. Da han havde været oppe at slås med en tre, fire Stykker, blev han ked af denne ensformige Sport. Så havde han drevet det til at spænde Ben for en Tjenestepige, så hun faldt med sin Kurv, og derefter vekslet nogle Skældsord med hende. Det var lykkedes ham at sætte sin store smudsige Tøffelhæl på en nedfalden Snip af en Dames Kjoleslæb. Han var derefter dreven ind i en Købmandsgård, hvor der var fuldt af Bøndervogne, havde råbt en lidt anløben Gårdmand an med de Ord: »Pas på, pas på! - Hjulet går rundt«, men havde ikke som ved sidste Efterårsmarkedsdag fundet en så naiv Mand, der var standset, sagde: »Hvad gør Hjulet?« og stod af for at se efter, om der var noget i Vejen; nej, denne Gang fik han til Tak for sin Vittighed en Piskesnært over Nakken, mens Vognen hjulgnistrende for ind i Tågen.
Garver-Bolettes Ludvig var ikke i godt Humør. Han fandt, det var en tarvelig Juleaften, den i År med den kedelige Tåge. Nej, i klart Vejr, i skingrende Frost var der noget at gøre, da kunne der blive Sjov i Gaden. Han drev videre om, Time efter Time, fik ved at liste sig ind i et Par af de halvmørke, af Bønder opfyldte Butikker Lejlighed til at rapse et Par »Formelys«, et Kræmmerhus Rosiner og ved at smutte ind i en simpel Beværtning bag en Bondes brede Ryg til at »negle« fire store Stykker »brunt Sukker« fra en Underkop samt en Æske Tændstikker, som stod i Vindueskarmen. Garver-Bolettes Ludvig plejede nemlig, når han kedede sig og ikke vidste nogen bedre Beskæftigelse, at stryge Tændstikker af, en for en, så gik den Tid dog med en Slags Afveksling, Knald og Fut.
Men, Herre Gud! Skulle det være hans sidste Håb til en Juleaftens Morskab? I Fjor havde han dog hjemme i Fattighuset spist Grød og Flæsk sammen med sin Moder og fået sød Mjød til og havde haft følgende Ekstraglæder: at køre som påtvungen Gæst i Slæde med tre »fine« Drenge om Dagen og om Aftenen at traktere det gamle Fattighuslem, Rebslager Setler, med en Flaske Brændevin, han havde stjålet fra en Disk, så samme værdige Olding havde gennemgået alle Drukkenskabens Stadier: Sang, Dans, vemodig Gråd ved Mindet om gamle Kærester og bedre Dage, Opblussen af Ungdomsmodet, så han ville prygle sine Kollegaer i Fattighuset, Forsikring om, at det var af lutter Kærlighed til dem, Rallen i Stemmen og Dinglen i Benene, endelig en fuldstændig dødlignende Tilstand.
Men i År! Mørket faldt på, mens Drengen drev om på sin mislykkede Ekspedition, og snart var det bælgmørkt udenfor. Inden for alle Ruder sås Lys; bag nogle lød Klavérspil, bag nogle Sang, bag andre højrøstet Tale, Barnelatter, Raslen med Glas og Porcelæn. Garver-Bolettes Ludvig gled ene gennem Tågen som en mat Skygge over en Væg i et halvmørkt Rum. Og, hvor så de tirrende ud, alle disse oplyste Ruder! Skulle han drive en Sten mod et Par af dem? Han var lige ved det et Par Gange, havde bukket sig og fået fat på en Sten, men . . . han nøjedes med at bruge Gadesnavs og kaste det på Dørene. Måske tittede Bevidstheden om det håbløse i en Enekamp mellem ham og alle Byens Huse frem hos ham; det ville dog ende med, at han blev taget af Politiet, og stort Skår kunne det jo ikke gøre i Beboernes Juleglæde, om en Rude blev splintret.
Modet sank mere og mere i Garver-Bolettes Ludvig. I hans på Ideer til Gavtyvestreger aldeles tomme Hoved sivede med Luftens Fugtighed en underlig myg Forknythed ind, noget, han ellers aldrig kendte til. Havde han ikke holdt fast ved den eneste moralske Følelse, han havde: Afsky og Foragt for en »Pibeunge« eller »Tøsedreng«, - for vist ville Garver-Bolettes Ludvig have sat sig på en af de store Afviserstene i Postgårdens Indkørselsport og lettet sig i Gråd, som han da rimeligvis havde forceret op til vilde Brøl og Skrål for at overdøve noget ækelt noget, der lå og gjorde ondt inde i ham. Han ville have hidset sin Arrigskab og Uartighed op mod dette »Indvendige«, som var ham det ubehageligste af alt. For det gjorde lige så ondt, som Svien af det Brandsår, han havde fået for et halvt År siden, da en Smededreng fik ham listet til at røre ved et uskyldig udseende Stykke Jern, men som var glohedt. Det var en Hævn, fordi Garver-Bolettes Ludvig en Dag havde sparket til et Vognhjul, som Smededrengen rullede ned ad Gaden, så det faldt om og slog ham over Benene.
Drengens Moder havde aldrig været øm mod ham, men hun var dog den eneste, han hørte til, og som hørte ham til. Han vidste, hun var hos Snedker Jørgen Rasmussen, vidste også, hvorfor hun ikke ville eller turde tage ham med, thi det Ry, han stod i, var ham velbekendt. Han var »hoven« på sin Vis, og han ville - det svor han en drøj Ed på - ikke på nogen Måde prakke sig på den »Høvlespånsfiler« Jørgen Rasmussen eller hans tykke Kone. Alligevel kunne Drengen ikke lade være stadig at komme tilbage til St. Bentsgade. Jørgen Rasmussen boede i Enden af den, længst fra Torvet. Drengen gik stadig længere og længere ned ad St. Bentsgade. Ikke fordi han ville se eller være sammen med sin Moder - men . . . ja, han vidste ikke, hvad der stak ham.
III.
Uden at Drengen vidste, hvorledes det gik til, stod han trods sin gentagne Ed på ikke at ville se Jørgen Rasmussens Hus på én Gang midt i samme Snedkers Gård. Det var Bælgmørke, og Tågen var bleven til Ruskregn.
Køkkendøren var lukket, men Madosen opfyldte hele Gården, og Drengen kunne høre det stege og brase indenfor. Han så gennem Vinduet Profilen af sin Moder, så hendes Skæghår flimre i Lyset, mens hun tog en vældig Bid af en dampende Æbleskive.
Drengen var skrupsulten. Det var for galt, så de åd derinde. Der måtte gøres noget.
Garver-Bolettes Ludvig så sig om i Gården, ledte efter en Idé og fandt den i en Hast, som om han greb den svævende i Luften. Han vidste, at der i Gården til højre for Våningshuset var en lille Udbygning, og at et af Rummene tjente til Hønsehus. Det kunne være »Grin« at se, hvordan der så ud i et Hønsehus en Juleaften.
Han rekognoscerede først Omgivelserne. Hvad var det? Der blev Uro i Køkkenet. Hans Moder og Pigen tørrede sig om Mund og Hænder i hver sin Snip af et Viskestykke, så åbnedes en Dør, og i en Fart så Drengen et oplyst Træ, strålende broget af Guld, Sølv og alskens Farver . . . Vips . . . så blev Døren smækket i. Men Køkkenlampen stod og brændte på Bordet.
Drengen fik Klinkefaldet på Døren fra Køkkenet til Gården lydløst lirket op, strøg lige så lydløst igennem den, erobrede nogle Æbleskiver fra en Tallerken, drak en forsvarlig Slurk af en Punschekande, tog en hel Nævefuld af noget rødt, der lå i en Si på Skorstenen, og stak både Æbleskiver og den røde våde Masse i Lommen. Da han beredte sig til et uhørligt og hurtigt Tilbagetog, så han, at han havde en Kollega i sin Strandhugs-Idræt. En stor sort Hankat, kommen Gud véd gennem hvilken Åbning, stod og labbede Mælk af en Skål på Køkkenbordet. Den Kat vandt straks Drengens Sympati. Han tog en Flødekande og hældte Indholdet ud i en tom Skål for at lette Katten Lejligheden til yderligere at delikatere sig; hvorpå han atter gled ud i Gården.
Det var i rette Tid. Garver-Bolette og Jørgen Rasmussens Pige, der havde været inde og danse om Juletræet, kom atter frem. Kattens Niddingsdåd blev opdaget, og Misdæderen blev med Kosten jaget ud i Gården under en Række Skældsord, af hvilke »Hundetamp« og »Svine-Peter« var både de mindst logiske og de mindst uhøviske.
Drengen havde lige fået løftet Krogen på Døren til Hønsehuset; da dukkede han sig brat, skræmmet ved det fra Køkkendøren i Gården udsivende svage Lys, og i det samme så han sin Ven Katten.
Den Kat kunne være en ganske grinagtig Kammerat at have med i Hønsehuset den Aften. Han gav sig til at kæle for Katten og sagte hvisle: Mis, Kis! Han kunne se den i Form af en sort Klump stryge sig langs en Mur. Den nærmede sig tøvende, den standsede og spejdede ud i Mørket med gnistrende Øjne.
Imidlertid, den fandt måske et Slags Åndsslægtskab mellem sig og Drengen; den lod sig lokke af hans dæmpede, kælne Kalden; snart følte han dens Ryg krumme sig varmt og blødt under hans klappende Hånd, - med den anden Hånd løftede han Krogen til Hønsehusets Dør, lindede den på Klem, og Katten og Drengen strøg ind i Hønsehuset.
Kun en svag, straks ophørende Kaglen røbede, at en eller to af de højt oppe på Pinde sovende Høns havde lidt en flygtig Forstyrrelse af Søvnen. Alt blev straks stille i det rugende Mørke. Katten unddrog sig Drengens Rækkevidde; han følte den ikke længere, han så ikke engang dens Øjne lyse i Mørket. Nå, foreløbig havde Drengen ingen Brug for Katten. Han var voldsom sulten og ville i Lav med nogle af sine Tyvekoster, det brune Sukker og Rosinerne. Han undte nok Katten en Bid med, men han indså, at hans Indbydelse til et sådant Måltid var unyttig og sagde halv højt:
- Nej, den Slags Mad er Du nok ingen Kat efter, Mo'ns Pir's!
Drengen følte et lignende Velvære, som når han træt kom i Seng om Aftenen. Frisk eller god Luft var han ikke vant til hjemme på Fattiggården eller fra Friskolen. Hønsehusets sødlig lumre Atmosfære, Lunheden i Modsætning til Rusket der udenfor, ja selv Stilheden gjorde, at han befandt sig hyggeligt nogle Øjeblikke, mens han sad og gnaskede Kandissukker og Rosiner.
Men han følte Trang til noget vådt; han begyndte at blive tørstig. Garver-Bolettes Ludvig var en Dreng med Udveje. Katten kunne sagtens; den havde fået både Mælk og Fløde.
En Tændstik blev reven af og et af de stjålne Formelys tændt. Katten hvæsede af Overraskelse - og en Hane begyndte at gale. Den tronede højt oppe på Pinden midt mellem en Række Høns, som sad med Hovederne dukkede ned mellem Halefjerene. Hanens røde Øjne gloede uendelig dumt ud, men dens Halskrave glimtede som tæt Guldbroderi på rødt Silkestof som Grund.
Der er, som bekendt, kun en ringe Æggeproduktion på den Tid af Året. Der findes kun få og spredte Eksemplarer; det vidste Drengen. Men han havde før været i Hønsehuse; han vidste at finde dem. Hele fire Æg! Sikken en Svir at spise rå Æggeblommer til sit Kandissukker. Lækrere Sager fik Jørgen Rasmussens skævbenede Peter og rødhårede Elvine vist næppe. »Æh - I Høvlespånsfiler-Unger! I skal ikke være vigtige!
I har Lys der oppe i Stuen til Gaden! Æh! - jeg kan også lyse op.«
Han tændte det andet Lys. Det kneb med at få Lysene stillede fast; flere Forsøg på at få et af dem borede ned i Jordgulvet mislykkedes. Jorden var for tør. Lyset faldt om, gik ud og sved nogle Halmstrå i Faldet.
Drengen »borede« i sig, og Opfindelseskilden sprudlede. Søm var der nok af på Hønsehusets Vægge, og det prikkede Bomuldshalstørklæde, han bar, var ikke mange sure Sild værd. Han løste det op, rev det midt over, bandt den resterende Halvdel igen om sin Hals - den var såmænd til lige så stor Nytte, som den havde været i Forbindelse med sin fraskilte Halvdel - denne blev nu igen halveret og af hver Kvartdel lavede Drengen to Klanker; de nederste bandt han om »Formelysene«, de øverste hængte han på Sømmene. Det var improviserede Lampetter, Lysene sad svært på Sned, dinglede og dryppede rigelig Tælle ned på Gulvet, men hvad gjorde det?
Garver-Bolettes Ludvig var helt »hoven« af sin Opfindelse. Han syntes, at den lignede noget »Dingeldangel« med Lys i, som han havde set engang i Rådstuesalen, der var smykket til Aftenens Bal, en Formiddag, da hans Moder vaskede Salens Gulv sammen med Arrestforvarerens Kone. Det var, inden Ludvigs Rygte var blevet så slemt, at Folk kun tog Garver-Bolette på Arbejde under den Retingelse, at hun lod sin Dreng blive hjemme.
Nej, sikken et Sjov! Hvor der var lyst i Hønsehuset! Alt mens Drengen spiste Æg og Sukker, vågnede Hønsene, så sig forbavsede om - og Hanen galede, som om det kunne være lys Morgen. Hønsene kaglede småt, og Katten, som Drengen helt havde glemt, tog en Klavretur op ad Væggens Bindingsværksstolpe og sendte den store Hane nogle prøvende mistænkelige Sideblik, som blev besvarede i samme Ånd. Hanen blev siddende på Pinden, Katten i Lugevinduets Karm, indtagende den bevæbnede Neutralitetsholdning, som Katten og Hønsehusets Befolkning altid iagttog på de Tider, der ingen Kyllinger eksisterede, thi i Kyllingetiden herskede der et om ikke åbenlyst, så dog meget årvågent Fjendskab.
Katten krummede Ryg, Hanen rejste Hoved og lod sin Halskrave bruse. Katten gabede, Hanen rystede sig; der var en stadig Korrespondens i deres Bevægelser hver på sin Side: Hver eneste Høne holdt stift Øje med det Individ af en anden Race, der var trængt ind på dens Enemærker - Drengen lod ikke til at interessere dem synderlig.
Han var nu færdig med sin Æggemad, befandt sig rigtig vel, blev velvillig i Sind, som mætte Folk plejer at blive, fandt, at Hønsene og Katten også burde more sig.
Idet han rejste sig for at pirre de vågne, men forlegne eller benovede Høns ned fra Pindene, mærkede han noget fugtigt på sit ene Lår. Det kom fra Lommen. Han tog ned i den, fik en hel Nævfuld af noget fugtigt. - Å! Det var det røde, han havde stjålet fra Sien i Køkkenet.
Mon det var Syltetøj? Lad os smage . . . Nej, det var en Blanding af surt og stærkt! Det smagte egentlig nederdrægtigt. Gud véd, om Hønsene ville æde det?
»Husch! Hu - Halløj . . .! Ned med jer! Hej Du store Hane . . . ned med Dig og alle dine Madammer! . . . Kat! . . . ned med Dig, dit Næsehorn!«
Katten hvæsede og trak sig ind i et Hjørne af Vindueslugen.
Hanen og Hønsene kaglede og skreg op, flagrede spjættende ned på Gulvet . . . og styrtede sig grådig, indbyrdes kæmpende for Føden over den røde Masse, som Garver-Bolettes Ludvig havde strøet ud over Halmen.
Uh - hvor de åd, åd og åd! Og jo mere de åd, jo mere Spektakel gjorde de Drengen kaglede, galede og hvinede om Kap med Hønsene, for om mellem dem som deres Kammerat; kun Katten blev siddende med krum Ryg, gloede ned på det hele med en mefislofelisk Mine. Havde den kunnet synge Partiet af Gounods »Faust«, ville den have omsat Baspartiet i Kattediskant og sunget:
»Fanden fører Ballet op!«Hønsene blev lystigere og lystigere. Hanen blev erotisk; der foregik ubeskrivelige Episoder midt under den vilde Dans. Det var første Gang, at Garver-Bolettes Ludvig fik Indtrykket af, at Høns var Fugle, sådan fløj de, under Vingebasken og Halløj. Han legede Tagfat med dem, nåede stundom at rykke en Vingefjer ud, stundom at gribe den store Hane om Benet - uh, hvor Hanen eller Hønen skreg - Katten mjavede i vilden Sky; de Høns, som ikke for Øjeblikket var med i den vilde Jagt, åd af den røde Masse.
Drengen var beruset af Bevægelsen, Larmen, Vildskaben! Han skreg og hvinede, overdøvede al den Galen og Kaglen, fór om som en besat, greb ned i, hvad der lå på Gulvet, kylede det til alle Sider, lo og sang:
Og derfor vil jeg slåsHan anede intet, sansede intet; han og Hønsene var lige besatte under den infernalske Juleleg, han førte op.
som tapper Landsoldat.
Hurra, Hurra, Hurra!
Hvad nu?
Det dundrer på Døren.
»Lad dundre, jeg dundrer igen!« Og Drengen dundrede med begge Støvlehælene en Trommehvirvel på Indersiden af Hønsehusets Dør, alt mens han bestandig irriterede Hønsene til at flagre og rende omkring.
- Hvem er i Hønsehuset? lød det ude fra den anden Side Døren med en dyb Røst.
Drengen kendte Røsten. Det gik op for ham, at den varslede ham Ørefigen og Hug. Men han var så lyrisk begejstret, at han betragtede slige Dagligdagsting som Ubetydeligheder.
- God Aften og glædelig Jul, Garver-Bolette! brølte han ud gennem Døren.
Udefra lød det:
- Nej, aldrig så længe jeg har levet, og lige til jeg skal gå her fra denne Verden, har jeg kendt Mage til Asensbæst!
Drengen råbte:
Tak, Mutter, Tak, i lige Måde!
- Du skal få lige så mange Hug, som dit Liv kan tåle.
- Tak, Mutter! Vent bare, til det bliver Frostvejr, så varmer det så yndigt.
- Vil Du lukke op, din Svineplanet?
- Værs'artig, Mutter! . . . nå, god Aften! Det er Jørgen Rasmussens Trine! God Aften, Trine!
Garver-Bolette og Tjenestepigen Trine havde oppe fra Køkkenet hørt den usædvanlige Bevægelse i Hønsehuset, set en Lysstribe i Dørsprækken, og Garver-Bolette havde straks haft en Anelse om, at, hvis der var nogen i den hele By, som kunne gøre sådant et Spektakel i Jørgen Rasmussens Hønsehus, måtte det være Låd'vi!
Trine og Garver-Bolette kom ind. Drengen lukkede dem op.
- Nej - hør véd Du hvad, Bolette, sagde Trine, der er, min S'æl, Lampeininger på Væggen. Se - Bolette! . . . se Hønsene, hvor de skaber sig! Se den store Hane . . . Hi-hi-hi! Du, Bolette . . . se, hvor den . . . puh . . . den er . . . hvad? Den er . . .
- Ti stille, Trine! der er jo et Barn til Stede!
- Puh . . . sådan en som Låd'vi! Han véd lige så god Besked som Hanen.
- Hold din Kæve i, Trine!
- Ja, der er noget i'ed, Bolette.
- Hurra for Trines to Børn! råbte Drengen.
- Der kan Du selv se, Bolette! sagde Trine.
- Du er et Bæst, sagde Bolette til sin Søn . . . Men Du, Trine - sikken Hønsene skaber sig! Sikken de render! Høns, som ellers er sådan nogle søvnige Bæster! Og, de dingler, Trine! Gud hjælpe mig, om de ikke dingler! De er fulde, Trine!
- De slubrer noget rødt i sig, Bolette! Du, Lådevi! hva' er'ed, de slubrer i sig?
- Det er bare Syltetøj, Trine! sagde Drengen.
Trine greb efter det røde, lugtede til det og sagde:
- Bolette, ved den levendes! Det er de Solbær, som har været på Brændevin, dem, som jeg hældte ud i Morges. Det er dem, at Hønsene er bleven fulde af . . . Men hvordan er de Solbær komne herned?
- Jeg har snuppet dem, sagde Drengen. Han kunne ikke holde sin Selvfølelse tilbage.
Trine sagde:
- Ja, hør, Bolette! hvis den Dreng ikke er et Sjeni, så vil jeg aldrig . . .
- Have fået to Børn, brølte Drengen; en med Vognmand Herman Petersen Herman og . . . en med . . .
Trine langede ham en over Nakken. Moderen ville fuldstændiggøre Afstraffelsen med en Ørefigen, men Drengen stak i en Fart to Fingre i en Æggeskal, som han holdt op for sig som et Skjold.
Hønsene kaglede voldsomt op, løb dinglende om, berusede, som de var blevne, af de alkoholholdige Solbærrester. Og Garver-Bolettes forargede Forbavselse døvede hendes Slagfærdighed; hun sagde til Trine:
- Han har ædt Æg, den Hundetunge!
Den store Trine brød ud i en forfærdelig Skoggerlatter, kneb den lige så store og endnu førere Garver-Bolette i Armen og fremarbejdede Ordene:
- Nej, nu har jeg oplevet det med, inden jeg døde! Det er en ren Komedie-Dreng!
- Og der sidder, vor Herre Død, Katten, sagde Bolette.
- Ja, der sidder sgu Katten, sekunderede Trine, stadig højt leende . . . Hør, Bolette, jeg tager noget Punsch og nogle Æbleskiver med herned, så sætter vi os også og gør Grin ligesom Katten og Hønsene og Drengen . . . Hva', Bolette? Der er ingen, der skafter en anden Morskab end som den, man selv skaffer sig.
Den glade Stemning smittede Alvorsvaskerkonen. Trine bragte det lovede; hun, Bolette og »Lådevi'« delte Delikatesserne, Katten og Hønsene fik deres Part af Æbleskiverne; Punschen virkede på Menneskene som Solbærrene på Hønsene.
Trine, Moderen og Sønnen dansede i Kæde mellem de dinglende og trippende Høns, mens Trine sang:
Om Vinteren kører vi i Slæde,Badovs! Der faldt Lysestumperne ud af Klankerne og ned på Gulvet. De rygende Tander sluktes i en Fart under Tøffelhælenes Tryk.
så vores Næser bli'r tyrkeblå.
Med Mørket kom Bevidstheden.
- Hvis »de S'æle« hørte det, sagde Bolette.
- Ja, Død og Pine! så bliver jeg ulykkelig, mumlede Trine.
Alle listede sig op i Køkkenet. Familien var oppe endnu undtagen Snedkerens gamle, firsindstyveårige Svigermoder, som beboede et Kammer ud til Gården. Der var lukket og slukket, og Gardinet var nedrullet.
Garver-Bolette og hendes Dreng fulgtes ad til Fattighuset. Drengen fik hverken Hug eller onde Ord; thi Garver-Bolette indrømmede i sit stille Sind, at Drengen havde skaffet hende en glad Juleaften.
IV.
Den gamle Madam Brask, Madam Rasmussens Moder, hviskede ved Kaffebordet Julemorgen med en hemmelighedsfuld Mine:
- Sikke't Spektakel i Hønsehuset i Aftes!
Snedkeren trak på Skuldren. Den gamle gik jo i Barndom og så og hørte, hvad ingen andre så eller hørte.
- Der var Lys, Sang og Dans dernede, vedblev Madam Brask.
- Ja, jeg tror det nok, sagde Snedkeren og gik ud af Stuen, mumlende: Å Sludder!
Madam Brask hviskede til sin Datter:
- I min Tid satte man lidt Mad ud til . . . til disse herre Småfolk Juleaften. Nu skal man være så oplyst. Men jeg har været i Hønsehuset til Morgen, og der lå fire tomme Æggeskaller og to Lysestumper i Halmen. Og så vil I endda sige, at der er ikke andet til, end hvad man kan ta' og føle på. Hvem tror I, der har holdt Julenad're der? Og Hønsene var ikke til at få vågne.