Skytten på Aunsbjerg
Steen Steensen Blicher
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
I min Opvæxt måtte jeg oftere og længere end jeg ønskede opholde mig, eller rettere: indspærres på denne Gård. Besidderen Etatsråd Steen de Steensen var nemlig min Moders Morbroder. Han og Kone - en Schinckel - havde ingen Børn; jeg var opkaldt efter ham; og han var en godmodig Mand. Hun - ja, hun holdt virkelig af mig - hun var »fuldblods«, som det nu hedder; og man veed, at denne Race ikke er fri for Nykker, dem ej engang den »permanente Guillotine« er istand til at udpille: hun vilde herske; intet videre. »Hvor er din Villie, lille Steen?« sagde hun ofte til mig - men ikke uden når Fremmede vare tilstede. Jeg var en Dukke, en Automat; og hun havde lært mig at svare: »I Bedstemoders Lomme.« - Den stakkels Drengs sædvanlige Trøst var, i hendes Fraværelse at drille hendes Yndlingshund »Manille«, der, mellem os sagt, var af en yderst gnaven og irritabel Tænkemåde. Jeg fik, henad Vejen sagt, den Satisfaction: at den engang uforvarende kom ind i Tøjreslaget til en Ørn, der også var fængslet, men til en Grønplet i Haugen, hvor da denne Fuglenes Konge myrdede Favoriten, og åd ham til Frokost. Det forståer sig: på den regjerende Dronnings Befaling blev der holdt Standret over ham, og Dommen, at skydes, strax fuldbyrdet af Skytten Vilhelm.
Samme Skytte var ellers min Favorit; og jeg var aldrig lykkeligere, end når jeg engang kunde fåe Lov til at besøge ham i hans Kammer, besee hans Geværer, lege med hans Hunde, og høre hans Jagthistorier. - Han hedde ellers »Guillaume«, der betyder det samme på fransk som Wilhelm på tydsk, og han var en Franskmand. - Jeg veed det nok: jeg er kommen i Ord for at lyve; og nu kunde måskee Een og Anden også her ville beskylde mig for et Falsum. Men jeg er ikke bange; jeg kan legitimere mig - og jeg holder af Legitimiteten. General Numsen, som engang, endnu i Mands Minde, var Chef for daværende Rytterregiment i Randers, havde, før han kom i russisk Tjeneste, tjent i den franske Armee. Her havde han fået Rytteren Guillaume til Oppasser, og da de Begge vare blevne kede af Kehrausen ved Rosbach, som Pompadourgeneralen - ikke førte op, thi det gjorde den gamle Fritz - men førte ned, ad Rhinen til - så blev både Numsen og hans Tjener så forstoppede i Halsen af al det Pudder, der støvede fra de franske Parykker, at de sagde Farvel til Skjørteregimentet, og fulgtes ad herind til Danmark.
Vilhelm var en undersætsig fiirskåren Karl med et tykt sort Hår, ditto Øjenbryn og små brune Øjne til et bredt, blegt, men dog vakkert Ansigt. Mod almindelig fransk Natur var han så alvorlig, at jeg aldrig mindes at have seet ham lee; endog kun et Smiil af ham var en Sjeldenhed; og endda låe der i samme Noget, som ikke huede mig. - Han var derhos ordknap, og sagde ikke mere, end netop behøvedes; undtagen når han engang imellem fik i sinde at fortælle mig Noget; og da tyktes mig, at han såe langt anderledes ud end til daglig Brug. - »Herren« - således hed Bedstefader til daglig Brug - gjorde meer af ham, end af selve Forvalteren, og sagde mange Gange: »at det var den ærligste Sjæl i Verden.« - »Nådigfruen« leed ham ikke synderligt; og det kom mig for, som om hun med Forsæt undgik at tale med ham; i det mindste måtte jeg ofte overbringe ham hendes Befalinger, om han end ikke var længere borte, end fra een Dør til en anden. - Næsten ligesålidt Samkvem havde han med de andre Tyende på Gården - eet undtaget. Og dette ene var - en ung, og, efter Kyndiges Mening, meget smuk Stuepige, ved Navn Mette. Man skulde troe, at Hun måttet ligne Ham i Sind og Væsen; men tvertimod: Hun var stedse mild og munter; dog derhos så anstændig i sin hele Opførsel, at Tjeneren, som ikke kunde undvære - og heller aldrig savnede - lidt Kjeresterie, så med Een så med Enanden, han kaldte hende - når hun eller Vilhelm ikke hørte det - »Sipsippenip.« Forvalteren, Gartneren og Ladefogden betitlede hende ligeså pent; men, det forståer sig, ikke i Herskabets Nærværelse. - Jeg undrede mig tidt og kunde ikke begribe, hvoraf det kom: at, når Vilhelm og Mette vare sammen, såe Han mere mild, og Hun mere alvorlig ud end ellers; og ligesålidt: hvorfor Begge efter en Tids Forløb såe alvorlige ud, og det enten de vare hos hinanden eller fra hinanden. Og det blev jo længere jo værre, og omsider såe jeg stakkels Mette græde, når nemlig Ingen anden end jeg Smådreng var tilstede. Og når jeg så spurgte hende: hvorfor hun græd? så sagde hun: at hun havde Ondt i Tænderne. Men meer herom siden. Nu skal jeg foreløbig bede om Tilladelse, at fortælle Noget, som tildrog sig på den Tid da Stuepigen begyndte at fåe Ondt i Tænderne.
Herren havde sendt Skytten synderpå - jeg husker ikke hvortil eller hvorfor. På Hjemvejen kommer han mod Aften ridende til Them Kro, en Miilsvej der vesten for Himmelbjerget. Medens Hesten nu skal bede et Par Timerstid, sætter han sig i Krostuen mellem Sengen og en stor Bilæggerkakelovn, for der ved Varmen at lure lidt. Strax efter kommer så een så enanden Bonde derind, og de sætte sig ved Bordet, og fåe sig et Kruus og en Pibe Tobak; men Ingen af dem lægger Mærke til Skytten.
Nu var nogle Uger iforvejen hændet den Ulykke der i Nærheden: at et Par Heste vare blevne løbske for en Skovvogn, at de havde væltet den, og at en Bondepige, som kjørte dem, og var ene på Vognen, havde fået Hovedet knuust mod et Træ. Denne Begivenhed var da Æmnet for Gjæsternes Samtale. To af dem havde selv været med på samme Skovrejse; men så langt bagefter, at de ikke havde seet hvorledes det egentlig gik til. En Bondekarl, som kjørte den Vogn, der var næst efter hendes, vidste heller ikke, hvorover Hestene bleve løbske; og Ingen af de Efterfølgende kunde see noget til de to forreste Vogne, da Ulykken skete. At hiin Karl heller Intet havde seet, vidste de ikke anderledes at forklare sig, end at han måtte have sovet. - Som de nu sidde og snakke herom, træder just den Karl ind, og sætter sig til Bordet, og bliver strax af de Andre opfordret til at fortælle endnu engang hvorledes det var tilgået. Efterat have vædet sine Taleredskaber med et Glas Brændeviin og en Slurk Øl, opfyldte han Begjæringen. Men hans Beretning må ikke have tilfredsstillet Tilhørerne, eftersom så Den og så Den faldt ham i Talen med den Bemærkning: at det, han nu sagde, ikke i det eller det stemmede med den Forklaring, han først havde givet. Tilsidst blev han vred, stivede Ryggen til Væggen og råbte til Den, som igjen fremkom med sin Observation: »Hvad gåer af Dig? Du tænker vel aldrig at jeg har Skyld i Karens Død? Det -« her slog han med Knytnæve i Bordet - »det skal Du, Dennemand knage mig, bevise!« Den Tiltalte blev heel forbløffet, og taug; men een af de ældste søgte at berolige den Opbragte med den Forsikkring: at det var der jo Ingen, der enten havde tænkt eller sagt. I dette Øjeblik springer Vilhelm frem fra sit Skjul, slåer et Dommedagsslag i Bordet foran Karlen, og udtordner: »Du har myrdet hende - det skal jeg bevise.« De forfærdede Gjæster sprang op fra deres Sæder; men den tilråbte Karl gled ned af Bænken, og med kun det liigblege Ansigt over Bordet, skjælvende, klapprende med Tænderne, stammede han: »Det har jeg også - Jeg vil jo bekjende.«
Skytten havde naturligviis ikke sovet; men nøje lagt Mærke til hele Samtalen, og deraf erhværvet sig den Overbeviisning, at Hiin var Morderen. Da han nu kom frem så pludseligt, så spøgelsesagtigt, som en Hevnens Engel, og rystede den brødetunge Samvittighed, da opløste sig Synderens Forhærdelse - hans tiltvungne Mod var knuset, hans Frækhed tilintetgjort.
Bunden førtes han til Herredsfogden, og forklarede: at Pigen havde været frugtsommelig ved ham, at han var keed af hende, og at hendes idelige Bebrejdelser og Trusler, at ville røbe ham, og derved forhindre hans tilsigtede Ægteskab med en anden Pige, havde bragt ham til at beslutte hendes Død. På et Sted i Skoven, hvor Vejen drejede af, så hans og hendes Vogn for nogle Minutter blev skjult af Træer og Buske for de Efterkommende, sprang han af, og gav hende med Bagen af sin Buløxe et dræbende Slag i Nakken, hug Hestene med Pidsken, og disse, som fornam at Ingen styrede dem, løb nu rigtig afsted over Stok og Steen. - Synderen leed sin fortjente Straf; men Vilhelm blev almindeligen anseet som Een »der kunde meer end sit Fadervor« det vil sige: for en Hexemester.
Det er ej alene for at caracterisere Hovedpersonen i denne min sandfærdige Fortælling,*) at jeg har fortalt Mordhistorien hisset, tilligemed Opdagelsesscenen; men fordi jeg næsten troer, at den sidste ståer i Sammenhæng med et andet Dødsfald, hvorom snart vil mældes. Men nu ville vi med Skytten tilbage til Aunsbjerg.
Nogle få Dage efter hans Hjemkomst sidder Etatsråden i Dagligstuen, og hører mig på en Lectie, da hans Kone kommer stormende derind, ladende Døren på viid Væg; men da hun havde nået Midten af Værelset, standsede hun, slog begge Armene ud, og stod der som fastnaglet med stive Øjne og bævende Læber. »Gud hjælp os! Mama!« sagde han, uden at rejse sig, »hvad er der påfærde?« - »Mette! Mette!« udstødte hun. - »Hvad hun? Mama!« spurgte han ganske rolig. - »Mette er selvanden,« fik hun med Møje og Forfærdelse frem. »Så har hun, sandt for Herren!« (det var hans eneste Eedsformular) »været ved Mandfolk.« - »Hun skal væk! ud af Gården!« råbte hun »og det strax! og Han med!« - »Hvad for en Han? Mama!« spurgte han. »Skytten,« svarte hun »Skytten, min Hjerte! det ugudelige Menneske!« - »Lille Mama!« gjenmælede han, »jeg troer, sandt for Herren! Du er - jeg havde nær sagt - Vilhelm er ligeså fri som jeg.« »Ja det siger Du, min Hjerte!« råbte hun, »fordi det slemme Skarn ståer så højt hos Dig. Men han har selv tilstået det. Jeg har længe havt Mistanke til den Taske, at det ikke var rigtigt med hende, og så tager jeg hende for mig nu inde i Fadeburet, og gåer hende på Klingen, og så bekjender hun også; men hun vil på ingen Måde udlægge den Sandskyldige. Men nu skal Du høre videre, min Hjerte! Som jeg nu klemmer på hende af alle Kræfter, så gåer Fadebuurdøren op, og Hvem ståer i Døren? Vilhelm, min Hjerte! og så siger han - jeg spurgte ham ikke, Tøsen ikke heller - så siger han: laver Mette til Barsel, så bliver jeg Fader til Barnet. - Hvad siger Du nu? min Hjerte!« - Nu rejste Etatsråden sig med een for mig hidtil ukjendt Heftighed, og sagde: »Jeg troer, sandt for Herren! at vi er' i Hundedagene - Mama! lad dem Begge to komme ind!« - Hun ilede ud, Han smed Bogen på Canopeen, og gik med Hænderne på Ryggen frem og tilbage i Stuen. - Nu kom Synderne, Hun forgrædt og blussende - Han med sit sædvanlige stille og alvorlige Åsyn. Nådigfruen stod bag ved dem med Næverne i Siderne; Etatsråden foran dem med sine bestandig på Ryggen. - Han såe neppe til Synderinden; men fæstede sine Øjne på Vilhelms ubevægede Ansigt. »Menneske!« udbrød han efter en Pause, »Det havde jeg ikke troet om ham - en gammel Karl - sine halvtredsindstive, troer jeg - og det unge Barn -« - »Hr. Etatsråd!« mælede Skytten med uforstyrrelig Ligevægt, »måe jeg ikke tale et Ord med Herren under fire Øjne!« - Herren taug et Par Secunder, sagde derpå: »følg med!« gik foran ind i et Sideværelse, Vilhelm efter ham - Døren blev lukket.
Ingen kunde høre hvad de talede med hverandre derinde; thi det gik meget stille til; og Intet blev lydeligt, undtagen en Gang imellem et »sandt for Herren!«
Imedens denne hemmelige Forhandling varede - og, det troer jeg, medtog en halv Time - herskede fuldkommen Taushed i Stuen. Mama kastede sig på Canopeen, og såe snart på Mette, snart til Cabinetsdøren. Mette stod som en Billedstøtte, og stirrede stivt ned i Gulvet, medens Tårene trillede ned ad hendes meer og meer blegnende Kinder. Jeg sad på mit eget lille Tabouret, såe i min Bog, og grundede på, hvad der dog skulde komme ud af alt dette, der var mig ligeså uforståeligt som Hieroglypherne nu ere for de Lærde.
Da Herren igjen kom ud fra de hemmelige Forhandlinger med sin Tjener bag efter sig, vidskede han Næsen - mig tyktes også Øjnene - med sit Lommeklæde. I hiins Åsyn viste sig et lysere Skjær, end forhen.
»Lille Mama!« så talte den Første, men langsom og afbrudt, »der bliver nu meget snart et Par af disse To - Du vil vel have ham Mette?« - Denne nejede, og bøjede sit Ansigt endnu dybere - »Og så skal der ikke snakkes meer om det Forbigangne, Mama! - Vilhelm! der er det Huus ved Siden af Smedens oppe i Vium - det er nu fæsteledigt - det kunne I fåe; og derfor kan Du ligegodt passe din Tjeneste hos mig.« - Skytten bukkede, og sagde til sin Forlovede: »Tak det nådige Herskab, Mette!« Denne fløj hulkende hen til Herren, og nejede først for ham, så for Fruen, og vaklede derpå ud af Stuen. Skytten gik langsomt efter; men da han var i Døren, råbte Etatsråden til ham med livelig Røst: »Å! Vilhelm! kik ud i Ellerne engang! om Sneppen ikke skulde være kommen inat - vi skrive den Eenogtivende.« - Skytten nikkede med et stille Smiil, og gik.
Aunsbjerg ligger i Lysgaard Herred, og hører til Sørslev Sogn. Kirken har den historiske Mærkværdighed: at den jydske Adel - så vil Sagnet - forsamlede sig i samme, da den lagde Råd op om at opsige Christian den Anden Huldskab og Troskab, og Mogens Munk ved Lodtrækning fik det farlige Hverv, at forkynde Majestæten denne Beslutning. Men Kirkegården har for mig een endnu mere levende Interesse - den tilhører også de Døde. Der er - jeg vil håbe den er der endnu - en temmelig stor Jordhøj, omsat med hugne Steen, og mod Syden forsynet med Jerngitterværk til Port eller Låge. Her hvile de jordiske Levninger af mine to yngste Sødskende - døde i spæde Barndom - af Nådigherren og hans Frue, med Flere af samme Slægt. De to Første vare endnu ufødte, de to Andre endnu både levende og livlige, da jeg bivånede Guillaume Marteaus og Mette Kjeldsdatters Bryllupshøjtid i Sørslev Kirke.
Endnu samme Dag flyttede de Nygifte til Vium. Dog husker jeg nok: at da Han havde fulgt sin Kone til det nye Hjem, vendte han endnu samme Aften, men silde måskee, tilbage; og at det heller ikke anstod min nådige Bedstemoder, hvilket jeg lige sålidet kunde begribe, som hvorfor Hun et »Stød« derefter blev vred over, at Han havde ladet sin Søn give mit Fornavn.
Alt gik nu atter i den gamle Stiil; kun med den Forandring: at jeg imellem, når Vejret var godt, fik Lov til at følge med på Jagter, nemlig sådanne, hvor Vildtet ved Hunde eller Mennesker drives til den stillestående Skytte. Jeg fik nu Plads bagved Bedstefader, hvergang med Formaning: ikke at røre mig! Denne Befaling adlød jeg med bedre Villie, end når »søde Bedstemoder« klinede mig til Tabourettet derhjemme. - Ligesom Vilhelm syntes, efter sit Giftermål, at være trængt endnu dybere ind i sin Herres Kridthuus: således kom jeg også længere ind i Vilhelms, formedelst min så tidlig vakte Sands for Jagten. Men jeg må ile med min Historie; såmeget mere, som jeg higer efter at have det, som nu kommer, bag ved mig.
Det var en Dag i Høst, at Skytten, efter Befaling, reed ud ad Alheden på Urhønsejagt. Han kom ikke hjem om Aftenen - man tænkte: han var bleven i Vium. Men næste Dag kom han heller ikke. Om Aftenen sendtes Bud derop - Konen havde ikke seet ham siden den foregående Morgen, da han på Hentoget havde været en »Vending« inde hos hende. Nu blev Bedstefader urolig, og befrygtede med Grund en Ulykke: tvende pålidelige Folk bleve samme Aften sendte afsted til Alheden, for at opsøge ham, og spørge efter ham i Colonibyerne. Hen på følgende Formiddag kom de tilbage med den Efterretning: at han to Dage iforvejen havde været inde i Haverdal, hos Kromanden, og fået Noget til Føden for Hest og Hund og sig selv, og at han i god Tid var redet derfra hjem til Aunsbjerg. - Nu satte Herren sig selv tilhest, ledsaget af Forvalteren og et Par Skovfogder. Han var mørk og ængstelig, og jeg begyndte allerede at græde for Vilhelm.
Det var mig en lang Dag. Ved dens Ende kom de tilbage, med tvende Vogne efter sig: på den første låe Vilhelms afsjælede Liig, på den anden hans døde Hest; hans Hund slentrede bagefter med ludende Hoved og slunken Mave.
Der hvor Alhedens Kongeskov nu ståer, var på hiin Tid ikke andet end Lyng. Men Anlæget begyndtes dog samme År, som det Nysfortalte tildrog sig. Endnu kaldes det ældste til Skovcultur indtagne Jordsmon, beliggende et tusinde Alen vesten for Skovriderboligen, »den gamle Plantage.« På hele dette Stykke var der efter Forstregler gravet firkantede Huller, den opgravede Overtørv lagt ved Siden. Her var det at stakkels Vilhelm omsider fandtes, efter lang Leden i den vidtløftige, og heromkring bakkede Hede. Hønsehunden blev deres Vejviser. - Da de nemlig først forgjæves havde søgt hans Spor på Colonien og hos de så vidtadspredte Hedeboere af Vium Sogn, og siden eftersøgt Lyngdale og Tørvegrave, hørte man pludselig langt borte en Hunds ynkelige Tuden. Man reed efter Lyden, der i korte Mellemrum gjentoges; og da man kom nærmere, råbte Etatsråden: »Det er, sandt for Herren! Vagtel.« Lidt nærmere, og de fik Øje på den hvide Hund, der nu rejste Næsen i Skye, og hylede, og nu lagde sig ned og forsvandt i Lyngen. De ilede did - der låe inde mellem Hullerne i den påbegyndte Plantage Jæger og Hest, den Første lidt foran den Sidstes Hoved, og Hunden ved hans Side. - Sandsynligviis måtte Hesten ved uforsigtigt Ridt mellem disse Huller være styrtet, og Rytteren have fløjet forud og brækket Halsen. Begge vare allerede begyndte at gåe i Forrådnelse. Men Etatsråden nærede en anden Mening: han lod ved Rettens Hjælp anstille Undersøgelser, af hvilke der dog slet Intet kom ud. Vel såes et Hul på Hestens Bringe; men det kunde, i dens Fald, en skarp Steen have gjort; og desuden blev Stanken jo længere jo værre, og Ingen kunde eller vilde påtage sig Obductionen på nogen af dem.
Man måtte nu beslutte sig til at begrave Skyttens Liig. Jeg var med i Følget, da min salig Fader kastede de tre første Spadeslag på Kisten, og udtalte den til Forkrænkeligheden og til Forklarelsen indviende Formular; men Graven blev først fyldt og tilklappet efter fleres Dages Forløb, da Etatsråden såe, at alle hans Bestræbelser for at opdage Noget vare spildte.
Hesten blev samme Dag nedgravet på Toften, hvor den havde været henlagt, og Hunden - kjere Læser! ihvo Du end er, stød Dig ikke over en gammel fattig Poets Kjællingvornhed! Lee heller ikke ad ham! så må Du forresten gjerne troe, at han gåer lidt i Barndom-Hunden Vagtel, min kjereste Legecammerat på det alvorlige Aunsbjerg, han som mangen Gang havde deelt mit Smørrebrød med mig, og flere end een Gang fundet og bragt mig et tabt Lommeklæde eller Handske, ja, jeg vil tilståe det reent ud: jeg græd også over Vagtel. Om det var for Vilhelms Skyld? Meget muligt - jeg veed det ikke selv. - Sålænge Skytten låe Liig, låe Hunden hos ham. Han vilde fulgt ham til Graven; men var dertil alt for udtæret. Man lukkede Porten for ham: da slæbde han sig ud i Toften, og lagde sig oven på Hestens Hvilested. Vi satte de lækkreste Spiser for ham - han vendte Hovedet bort fra dem - han sultede og sørgede sig tildøde - han blev puttet ned ved Hesten - Bedstefader græd også over ham.
Men der var Een, som græd endnu mere end Jeg -Vagtelvar ikke den eneste, der sørgede sig tildøde for Vilhelm. Både mens han stod i åben Grav, og længe efter at den havde fået sit grønne Dække, gik Enken hver Aften derop for at sørge - græde kunde hun ikke mere; hun havde ingen flere Tårer tilbage. - Graven var lidt nordud fra Kirketårnet - jeg skulde finde Stedet nu ligeså sikkert som for et halvt hundrede År siden - der satte hun sig med Ryggen mod Muren, og de foldede Hænder i Skjødet, og stirrede i stum Fortvivlelse på den Tue, der skjulede hendes så rædsomt bortrevne Ven. - Hver Dag besøgte min Fader hende; men hans Trøst fandt ingen Indgang. »Min eneste Ven på Jorden!« disse vare hendes eneste Ord. -
Barnet leed under Moderens Smerte. Det hentæredes - tre Uger efter Faderens Død blev det gjemt ved hans Side. På Enken gjorde dette andet Tab intet Indtryk. Hun brød sig slet ikke om det lille Liig, og skjænkede det kun et tilfældigt og følesløst Øjekast. Hendes Nabokoner måtte besørge dets Iklædning og Jordefærd.
Der gik neppe en Måned, før Moderen låe ved Mandens anden Side.
Ni År vare forløbne, jeg på øverste Part i Mesterlectie, da jeg i Hundedagsferierne besøgte min Oldmorbroder på Liselund, en Parcelgård af Aunsbjerg, på hvilken han, efter at have solgt Gods og alt det øvrige, tilbragde sine sidste Dage.
Jeg måtte gjøre Rede for min Fremgang i Videnskaberne, og meget Andet, som den spørgelystne Gamle fandt Fornøjelse i at vide. Under denne Samtale kom vi uformærkt tilbage til forrige Tider; og den ene Erindring fra mine Barndomsår gjenfødte den anden. Så var det ej heller sært, at tænke på disse Begivenheder, som Læseren nu kjender. - Jeg bragde dem da på Bane, og yttrede mit Ønske, om mulige Oplysninger i dette, der endnu stedse var mig så dunkelt, ja ret egentlig skummelt.
Den gamle Mand såe på mig, og klippede med sine rødkantede Øjenlåge. »Hm!« sagde han, »jeg veed næsten ikke, om Du kan have Godt af at vide disse Ting - dog - det kunde endda være. I Guds Navn! jeg vil åbenbare Dig, hvad jeg veed; brug så selv din Forstand! og træk en god Lærdom ud af denne miserable Historie!«
Han taug endnu en Stund, hældede Hagen mod Brystet, tog sin Dåse, smækkede med Fingrene tre Gange på Siden - som sig hør og bør, når man vil tage en Priis med Anstand - men han tog ingen; han hvilede Dåsen på Knæet, hævede sit Ansigt, såe stivt hen på sin Livbøsse, der hang på Væggen lige overfor, og sagde:
»Den Flint der - ja nu bruger jeg den ikke stort mere - mine Øjne holde ikke længere med - den har tilhørt Guillaume de Martonniere - de Martonniere! læg Mærke til det, min Søn! Jeg byttede mig den til for en anden, der rigtignok var bedre; men ikke faldt mig så godt; og gav ham i Bytte dette Krudthorn, Du seer der, indlagt med Sølv - jeg kjøbte det tilbage på hans Auction - det er nu i denne Tid nitten År siden Han kom fra min Svoger på Hald og til mig. Jeg har aldrig havt bedre Skytte eller bedre Menneske i mit Brød« - her tørte han en Tåre af Øjet, og sagde: »mine Øjne rinde slemt i disse Dage - vi fåe ondt Vejr - hent mig Blyvandet min Søn! inde på Kakkelovnen!« Jeg gjorde det, han badede Øjnene, og tog atter ved: »Du husker jo da han i Them Kroe forbløffede denne Morder og Misdæder, og tvang ham ved sin glubske Adfærd til Bekjendelse?« - Jeg nikkede - »Men Du veed vist ikke, at dette Skarn var Kjereste med Mette - hende Guillaume tog tilægte; og at han var Fader til det Barn hun fik?« - »Nej!« råbte jeg forskrækket. - »Hm!« vedblev han, »var Du ikke på Gården den Dag, da hendes Svangerskab blev opdaget af min salig Kone, og han var inde med mig i Cabinettet der ved Storstuedøren?« - »Jo« - »Da var det, han gjorde Rede for sig, og gav mig god og klar Beskeed, som jeg nu vil fortælle Dig. - Da der blev holdt Forhør over Morderen, måtte Vilhelm flere Gange derud, for at confronteres med ham. I det sidste, før Dommen skulde fældes, formanede Herredsfogden ham til at bekjende, om, og hvad, han ellers kunde have på Samvittigheden. Da brast han første Gang i Gråd, og kunde en Stund ikke komme tilorde, så hæftig bevæget var han. Fogden befalede nu sin Skriver at dyppe Pennen; men Synderen sagde: hvad jeg har at bekjende, er Noget, som kun den barmhjertige Gud kan straffe mig for, og derfor kan det ikke nytte at skrive Noget derom. Jeg vilde også bede: om jeg måtte være Ene med Herredsfogden og denne Mand -« det var Vilhelm - »for ellers kan jeg ikke sige det Mindste.« - Fogden føjede ham i hans Begjæring. Og åbenbarede han da: at hans rette Kjereste, og den han vilde havt tilægte, hvis Djævelen ikke havde besnæret ham, var Mette Kjeldsdatter - vores daværende Stuepige. Han havde nemlig tjent her, i Forpagter Hansens Tid, og så var han bleven godevenner med hende. Nu var det første Pintsedag, og de havde Lystighed herinde i Hesthaven, som de har hvert År, og der skedte det da, at hun lod sig forføre til Utugt - ak! min kjere Søn! Synden, mærk Dig det! den er Menneskenes Fordærvelse. Nu havde de nok også fået hverandre, for han havde rigtig Godhed for hende, og Begges Forældre vare velhavende; men så skedte det, at han kom noget efter til et Bryllup i hans Hjemegn, og så forsåe han sig også med den Anden, som han siden myrdede, for at fåe Mette. »Nu beder og besværger jeg Dig« - således sagde han til Slutning til Vilhelm - »Du er den, som bringer mig på Retterstedet - men det klager jeg ikke over - det takker jeg Dig for - men jeg beder Dig for Jesu Skyld, at Du vil gjøre hvad der ståer i din Magt, for at trøste Mette, og lindre hendes store Nød og Elendighed! og så aldrig åbenbare for noget Menneske, at hun er besovet af en så grov Misdæder, undtagen alleneste for Aunsbjergmanden, hvis Du troer, det kan være til hendes Gavn.« - »Jeg blev jo heftig forskrækket over at høre det« - foer min Gamle fort - »og spurgte ham, hvad han da egentlig havde isinde.« - Han strøg sig med Hånden over Panden og sagde: - »Jeg har berøvet Pigen hendes Kjereste - hvorvel, det kan jeg aldrig angre - men hun er uskyldig i hans Brøde, og jeg er skyldig at gjengive hende, hvad jeg formåer. Desuden« - her blev hans Ansigt så skummelt, som jeg aldrig før eller siden såe det - »desuden« - men her foer der som en Gysen over ham - han gik hurtig til Vinduet, som for at trække Luft, vendte sig derpå rask om, og sagde: »er Etatsråden tilfreds med min Bestemmelse?« - Jeg ikke allene bejaede dette Spørgsmål, men forsikkrede, at jeg agtede ham desmere for det. Og således kom da dette kortvarige og glædeløse Ægteskab istand. - Jeg glemmer ikke sålænge jeg lever den Morgen, da han kom af med Livet. Inden han reed forlangte han at ville tale med mig. Og så siger han, ganske rolig og philosophisk - som om Talen kunde været om Vind og Vejr -»Hr. Etatsråd Steensen!« siger han - han plejede ellers ikke at lægge Navnet til - »dersom der idag eller en anden Dag skulde tilstøde mig Noget, og jeg ikke skulde tale mere med Dem, så vil jeg bede Dem, for den Godheds Skyld, De altid har udviist imod mig: at De vil opfylde den Begjæring, jeg har stilet til Dem, og som findes først i min Portefeuille. Den ligger i mellemste Skuffe til Højre i mit Skatol, og her er Nøglen!« - Jeg blev lidt sær ved denne her Tiltale - for Du tvivler vel ikke på, min Søn! at der er Anelser til - og denne var desværre! som Du veed, ikke af de falske. Nå, jeg tog mod Nøglen, og sagde ham Terrainet, hvor jeg denne Gang vilde have Urhønsene skudte. Han reed -« her måtte den Gamle atter tage sin Tilflugt til Blyvandet; og det varede nu noget længere, inden det vilde hjelpe. Endelig tog han på ny ved: »Jeg fattede strax Mistanke om, at han var taget voldelig afdage, og ligeså om Gjerningsmanden, som i så Fald ikke kunde være Nogen anden end Broderen til den anden Morder. Og det ikke såmeget fordi Vilhelm havde røbet denne, som for det at Han en Tid iforvejen havde attraperet Knægten på Krybeskytterie, og taget Geværet fra ham. Thi jeg har glemt at sige Dig: denne Skjelm havde fået et Huus derude, som låe meget bekvemt for sådan Håndtering; og han var fra en Egn - derude ved Silkeborg, Them og Mattrup, hvor Vildttyveriet ret gik i Svang - og gåer endnu, kan jeg troe. Jeg formodede nu: at Vilhelm, da han reed fra Haverdal - thi hans Vej gik langt uden om den gamle Plantage - har fået Øje på Krybeskytten derhenne - for der var et godt Sted at lure på Kronvildtet, når det trak hen for at vande i Aaresvad - at han har sat efter ham, og at Skurken så, da han ikke kunde undløbe, har skudt, og truffet Hesten. - Men havde man endogså fundet Kuglen derinde i det halvrådne Creatur, hvis var den så?«
Jeg græd, efter såmange Års Forløb, påny for min kjere stakkels Vilhelm; og da min Gamle såe det, måtte han atter gribe til Øjenvandet. - »Men« begyndte han igjen »da hans Liig var bleven lagt på Strå, kom jeg først i Tanker om Nøglen, han havde flyet mig, og åbnede hans Skatol - see der! tag nu min Nøgle, gåe ind i Kammeret her, og åbne min Skriverpult! i nederste Skuffe midt for ligger et sammenlagt Papir, ombunden med en sort Silkelidse - bring mig det!« - Jeg hentede det. - »Tag mig mine Briller - dog nej - Du kan selv læse det, men højt!« - Jeg læste. »Dersom det skulde være Forsynets Villie, at jeg skal døe en uventet og brad Død, forinden jeg altså har kunnet tage nogen Bestemmelse med mine efterladte Sager, da beder jeg Hr. Etatsråd St. de Steensen, om han vilde forfare med dem efter som herved følger: Mine få Bøger beder jeg ham selv beholde til Erindring om mig; mine Klæder, Jagtredskaber, og hvad ellers kan gjøres i Penge, sælges, og hvad derved indkommer, skal tilhøre min Kone, eller om hun skulde døe, da den Lille, og om den også afgåer, hendes nærmeste Pårørende; endelig findes i et hemmeligt Gjemme en liden Pakke Breve, som Etatsråden for det første ville tage til sig, og hvad med Samme videre skal foretages, derom findes Oplysning i selve Pakken. For at finde det hemmelige Rum, behøves kun at trykke med en spids Syl« - længere var intet læseligt, da det var overslået med Blæk. - »Det gjorde Katten« sagde den Gamle, »den sprang op på Bordet til mig, som jeg sad og læste, og væltede Blækhuset; men forneden seer Du, at han har underskrevet sig Guillaume de Martonniere. Han har altså været Adelsmand; men Skuffen kunde jeg ikke finde, hvor ofte jeg end ledte efter den.« - »Men har De da Skatollet?« spurgte jeg. - »Ja vel har jeg det, for jeg kjøbte det på Auctionen, jeg lod holde efter ham. Jeg har ikke kunnet beslutte mig til at hugge det istykker, såmeget mindre, som der slet ikke er Tegn til noget hemmeligt Gjemme; thi alle Rum synes mig at være lige store, og at strække sig lige ind til Bagklædningen. Har han ejet de omtalte Documenter, måe han have havt dem et andet Sted.
Således endte han; og jeg må ligeledes ende. Da han døde, og hans Efterladenskaber bleve solgte, var jeg langtfraværende, og veed ikke hvor dette Skatol blev af; ligesålidt, om det er til endnu. Men skulde dette være Tilfældet, og Nogen, som læser disse Blade, er vidende herom, da kunde der skee mig - og måskee Flere - en Tjeneste ved Underretning herom; thi jeg nærer den Overbeviisning: at de nævnte Breve dog måe findes i dette Bohave, og vilde rimeligviis give Oplysning om Guillaume de Martonnieres tidligere Liv og Hændelser, og vise os, hvorledes denne franske Adelsmand er kommen til at ende sine Dage som simpel Skytte hos en jydsk Herremand.
Højstærede Læsere og Læserinder! harmes ikke på mig! fordi denne lille Historie, der vel neppe kan anslåes højere end til en stor Anecdot, er så stykkeviis, dunkel og sørgelig. Er ikke al vor Kundskab herneden stykkeviis? er ikke al vor Viisdom dunkel? og Størstedelen af vor Erfaring - jo lad det kun ståe her - sørgelig? - Jeg stod mange Gange i mine unge Drengeår på Vium Kirkegård, der hvor Mette havde siddet og seet på Mandens og Barnets Grave. Jeg har siddet der, når Solen skreed ned i Nordvest bag Lyshøj, og hørt på Rørdrummens Sørgesang histnede i Bastrup Søe. Jeg sørgede også; men der var ikke Græmmelse, mindre Tvivl eller Frygt i min Sorg. Der var Noget - der var Meget, som lignede Glæde, som var Glæde. - Dyret sørger ikke, undtagen måskee i menneskeligt Samkvem - Sorg er Menneskets Forrettighed.
*) Den er det virkelig.