Den lille Karen
Thomasine Gyllembourg (1830)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
En formuende og anseet Embedsmand i en af Sjællands Kjøbstæder sad engang for flere År siden med sin Familie i sin smukke og rummelige Stue. Det var en deilig Efterårsaften. Stjernerne skinnede på Himlen, og Månen tittede ind ad Vinduerne, som om den med qvindelig Nysgjerrighed vilde betragte de skjønne festlige Klæder, det skinnende hvide Atlas, Blonder og Bånd, som låe udbredte rundt om i Værelset, især på det store Bord, midt i Stuen, hvor Fruen i Huset med sine to Døtre sad og arbejdede ved Skinnet af Lys og Lamper, medens Herren sad ved Siden, ganske fordybet i de nylig ankomne Aviser. - Men i en Krog nær et Vindue, sad den lille Karen ved et eget Bord og syede af alle Kræfter. Denne lille Karen var en Datter af en nylig afdød, meget dannet og meget fattig Mand, der efter mangt et Skibbrud på Livets Hav havde beklædt et lille Embede i denne By, og levet ganske eensom med en aldrende Søster og sin eneste Datter, hvem han fra hendes tidligste Barndom havde indviet til de venlige Muser, der i al hans Modgang havde udgjort hans Trøst. Den gode Tante, stærk bevandret i alle huuslige og qvindelige Sys'ler, havde underviist den unge Pige i disse, og den lykkelige Fader fandt, at hans lille Karen forenede Alt hvad der kunde gjøre et qvindeligt Væsen elskværdigt og indtagende. Han glædede sig til at Confirmationsdagen nærmede sig, da han offentlig skulde fremstille denne sin Yndling for Gud og Mennesker, som en hidtil skjult, for Verden ubekjendt Skat. Han pønsede på, hvorledes han skulde gjøre Udvei til en anstændig Dragt til hende ved denne høitidelige Leilighed, da Døden pludselig endte hans Forhåbninger og Sorger. Den stakkels, neppe femtenårige Karen, såvelsom hendes Tante, befandt sig nu i samme Stilling som Brandlidte eller Skibbrudne, uden anden Tilflugt end den, Medlidenheden vilde skjænke dem. Tanten søgte en Condition som Husholderske, medens Karen med lignende Udsigter kom i Huset hos en Pårørende af hendes Fader, den omtalte Embedsmand, som vi vilde kalde Hr. A. Her skulde hun blive for det Første, og ståe til Confirmation næste Søndag med Husets Døttre, med hvilke hun var gået til Præsten.
Man sad nu, og arbeidede på disse unge Damers Pynt; også Karen var beskjæftiget dermed. Hun var glad over at sidde ubemærket i sin stille Krog. Hun følte sig fremmed i denne Omgivelse, og forladt af hele Verden. Hendes Tanker sværmede med usigelig Veemod tilbage i den forsvundne Tid, og vendte sig med Ængstelse mod den tilkommende. Med et beklemt Hjerte løftede hun sine Øine fra sit Arbeide, og såe ud af Vinduet mod den stjernefulde Himmel, da i det Samme et klart Stjerneskud foer hen over den, til hjertelig Opmuntring for den bedrøvede Pige, der syntes, at en god Ånd havde tilhvisket hende Trøst og Håb ved dette Tegn. I samme Øieblik kom en prægtig Reisevogn med fire Heste for, rullende gjennem Gaden, og holdt for Porten. Husets Damer foer op med hæftige Udråb: »Ak Herre Gud! Det er Hr. von S. Skal vi nu være så ulykkelige at trækkes med det rædsomme Uhyre!« - Herren i Huset truede ad sine Døttre, og løb ud at modtage den så frygtelig bebudede Gjæst, og imidlertid sagde den yngste Datter til den ganske forskrækkede Karen: »Det er en rig og fornem Godseier som boer et Par Mile herfra.« - »Er han ond og grusom?« spurgte den uskyldige Karen. »Nei på ingen Måde,« sagde Frøken Louise, og loe høit: »Man kunde gjerne sige, han er god, men det er en kjedsommelig Pedant og en afskyelig Vanskabning!« - Nu gik Døren op og Hr. A. indførte med mange Buk og Complimenter en midaldrende Mand af et sørgeligt Udseende. Han var aldeles forvoxet, skjæv og krum, og støttede sig ved en Krykke. Damerne modtoge ham med største Mildhed og Opmærksomhed. Han satte sig, og talte med Livlighed og en fiin Verdenstone. Karen kunde ikke blive kjed af at betragte hans besynderlige Udseende. Hans dødblege Ansigt, hans sygelige, lidende, skarpe Træk, og især hans store Øine, havde et sådant Udtryk af noget Ophøiet og Ædelt, at hun følte sig ligesom vederqvæget ved hans Nærværelse. Hun havde bemærket, at han ofte med Opmærksomhed havde hæftet sine Øine på hende, og sagte spurgt Fruen i Huset om hvem hun var. Han indlod sig nu med Damerne i en Samtale om deres Confirmations-Klæder og Pynt, som de udfoldede og forklarede for ham. Med Besværlighed reiste han sig omsider, nærmede sig Karen, og spurgte beskeden: »De syer også på Deres Pynt til næste Søndag?« - »Nei,« svarede hun undseelig, »det er ikke min Pynt.« - »Er Deres da færdig?« - Den stakkels Pige taug forlegen. - »Jeg skal vise Dem Karens Stads,« råbte Frøken Louise leende, idet hun løb ud af Stuen, og kom strax igjen med en, både i Henseende til Materie og Form meget fattig, og langt fra ikke ny Kjole. Frøkenen udbredte den leende og sagde: »Det er, som De seer, en Sørgekjole, thi Karen har Sorg for sin Fader, men hvor bedrøvet hun end selv er, så seer Kjolen dog endnu mere bedrøvet ud end hun.« Tårerne stode den stakkels Karen i Øinene, Hr. v. S. såe på hende, uden at sige et Ord, og steg strax derpå i sin Vogn, og kjørte hjem.
Dagen efter fik Karen det glædelige Bud fra sin Tante, at hun ganske uventet var bleven hentet til Hr. v. S., der uden videre Anbefaling havde antaget hende, på høist fordeelagtige Vilkår, til at bestyre sit Huus, hvis Pragt og Behagelighed hun ikke noksom kunde berømme. En stor Sorg blev herved lettet af den lille Karens Hjerte, og en stor Overraskelse ventede hende, thi Dagen før Confirmationsdagen, bragte en Staffet fra Kjøbenhavn en stor Kasse og et Brev under hendes Adresse. Brevet var uden Underskrift, og lød som følger:
»Fat Mod, elskværdige Pige! og tro ikke at Du er forladt og ene i Verden. Tro heller at en god Skytsånd følger Dig, og agter på hvert Dit Skridt. I dennes Navn modtage Du medfølgende ringe Gaver. Du kan bære dem uden at rødme.«
Med største Forundring fandt man nu i Kassen en heel Påklædning, tydelig bestemt til næste Dags Høitid. Det var en høist elegant, smagfuld og tillige beskeden Sørgedragt. Den var besørget med stor Omhu, ikke det Mindste manglede derved. Alle vare forundrede, Karen fandt en Rigdom af Trøst i ovenanførte Linier; og den Tanke at en god Ånd virkelig beskyttende fulgte hende, og såe Alt hvad hun foretog sig, beskjæftigede hendes Phantasie, skjøndt hendes klare Forstand vel indsåe at det var en jordisk Ven som handlede her. Hun gjættede endogså på Hr. v. S., og da hun næste Dag ved Indtrædelsen i Kirken såe ham, hilsede hun ham med Undseelse og Taknemmelighed. Ubeskrivelig deilig og elskelig, stod den lille Karen på Kirkegulvet i sin sorte Dragt, ved Siden af de hvide, glindsende Cousiner, som hun aldeles fordunklede. Ingen følte dette mere levende end den unge Husar-Lieutenant H., en udmærket smuk og behagelig Mand, der med sin Moder var kommen fra Kjøbenhavn for at besøge Hr. A's Familie, med hvem de stode i venskabelig Forbindelse. Denne unge Mand fattede en virkelig Lidenskab for den smukke Karen, og vidste så godt at give hende sine Følelser tilkjende, at han ganske vandt hendes uskyldige, trofaste Hjerte. For hende, som var ubekjendt med al Forstillelse og Coquetterie, var den Mand, hun elskede, den Sidste for hvem hun forstod at skjule sig. Dog, under bestandig Tvang ved deres Omgivelsers mistænkelige Øine, var det kun i få og flygtige Øieblikke at de turde nærme dem hinanden.
En Dag fandt Karen i sit Syskrin en Seddel, som hun ikke begreb, hvorfra kom. Hun åbnede den, gjenkjendte den samme Hånd som i hiint anonyme Brev, der fulgte den omtalte Kasse, og læste Følgende:
»Vogt Dig, uskyldige Karen! Lieutenant H. har i flere Måneder været forlovet med Din Cousine, Frøken Louise A. Ifølge sin Moders Ønske, men dog frivillig, har han indgået denne Forbindelse.«
Den stakkels Karen blev som ramt af Lynild. Lieutenant H. og hans Moder reiste bort Dagen efter, uden at det var muligt for hende at fåe talt et Ord med ham i Eenrum, men tusinde små Omstændigheder, som hun nu først bemærkede, og Frøken Louises egne Yttringer overbeviste hende tilstrækkelig om Sandheden af den advarende Skytsånds Ord. Hendes Ophold i Hr. A's Familie, blev hende nu dobbelt tungt, og da der på samme Tid tilbød sig en Leilighed til at forlade dette Huus, greb hun denne med Begjærlighed og modtog en Condition hos en Dame, der søgte en såkaldet Jomfru, det er at sige, en Person, der foruden de Arbeider og Byrder, der pålægges en simpel Tjenestepige, endnu har den langt tungere Pligt, stedse at måtte opholde sig i sit Herskabs Selskab, som en Afleder for dets onde Luner, en Deeltager og Medhjelper i alle Familiens Sorger og Besværligheder, uden dog at regnes som et Medlem af samme. En sådan Stilling, som få Mænd vilde have Kraft til at bære, blev nu den femtenårige Karens Lod. Men der gives Mennesker, især i det qvindelige Kjøn, der, om også Skjæbnen fører dem ud i den værste Ørken, dog altid forståe at finde en grøn Plet, og opslåe der en lille Hytte mod Stormen, hvor Enhver må bekjende, at der er godt at være. Dette lykkelige Talent besad Karen; hun var født med en egen Gave til at behage Andre og trøste sig selv. I det Huus, hvor hun nu befandt sig, var en voxen Datter, der besad Forstand og Hjerte nok til at skjønne på Karens Fortrin, og som ved sit Venskab og sin Omgang søgte at holde hende skadesløs for det Tornefulde i hendes Stilling. De to unge Veninder vidste således at indrette det, at Karen fik Lov til for det meste at opholde sig med sit Arbeide i Frøkenens Værelse, og der indrettede hun sig et hyggeligt og fredeligt Hjem. Heller ikke var hun forladt af sin Skytsånd (et Navn, hvormed hun i sine Tanker altid betegnede sin ubekjendte Ven). Fra Tid til anden fandt hun i sine Gjemmer alleslags Foræringer, såvel af nødvendige som behagelige Ting, og små Breve, der roste hendes Opførsel og fortrøstede hende til en lykkelig Fremtid, der ikke vilde udeblive. Ivrigt forskede hun efter at erfare, hvorfra og på hvad Måde disse Ting kom i hendes Hænder. Hendes Mistanke faldt på en gammel Pige i Huset, som ofte gav sig Ærinde i hendes Kammer, men dette Spor forsvandt også, uden at give nærmere Oplysning.
Mere end et År var således forløbet, da der en Dag var stort Selskab i Huset, og hun i dette med Forbauselse mødte Lieutenant H., der havde vidst at skaffe sig Adgang i denne Familie. Endnu samme Aften fandt han Leilighed til at tale med Karen. Med brændende Kjærlighed afmalte han hende sit Hjertes Tilstand, sagde hende (hvad hun allerede havde hørt) at han ganske havde brudt sin Forbindelse med Frøken A., hvilken han, førend han kjendte Karen, overtalt af sin Moder, havde indgået; at han i lang Tid forgjæves havde søgt at nærme sig sin elskede Karen, som han bønfaldt om at skjænke ham sin Tro og forlade den ydmygende Stilling, hvori hun befandt sig. Til sin Moder kunde han desværre ikke føre hende, men han vilde bringe hende til en Familie, hvor hun kunde opholde sig, indtil han, som han håbede, om få År kunde være i sådanne Kår, at han turde tilbyde hende at dele dem. Den stakkels Pige tænkte, at alle Kår vilde synes hende gode, når hun blot turde dele dem med ham. Men den Tanke, at give sig under en fremmed Families Beskyttelse og forbinde sig med denne unge Mand tiltrods for hans Moders Villie, sårede hendes rene Følelse. Hun såe oftere den Elskede, der ingen Møie sparede for at overtale hende til at begunstige hans Ønsker. Han stod desuden i venskabelig Forbindelse med en Søn af det Huus, hvori Karen opholdt sig, og gjennem denne fik hun jævnlig Breve og mundtlige Bud fra ham. Vægtskålen tyngede stærkt til Lieutenantens Side. Da fandt Karen pånye en af de velbekjendte Sedler, og dens Indhold var følgende:
»Lad Dig advare, elskede Karen! Lad Dit varme Hjerte, Din Uerfarenhed ikke forlede Dig til at vige fra den Vei, hvor Fornuft og Mådehold ere gået ved Din Side. Lieutenant H. har ingen Udsigter til at kunde ægte Dig førend efter mange Års Forløb. Indlad Dig ikke i en Forbindelse, som Tiden næsten altid berøver dens Fortryllelse. Er den unge Mand trofast og mandig, da lad ham vise det ved Tålmodighed og Beskedenhed. O Karen! hør en ubekjendt, men trofast Vens Stemme. Fordærv ikke Din Skjæbne! Din Lykkestjerne glimter alt i Horizonten og vil snart skinne over dit Hoved.«
Det syntes Karen umuligt at være denne Stemme ulydig. Fornuft og Ret, meente hun, var altid enige med den. Da hun nu såe den Elskede igjen, søgte hun med den elskværdigste Fromhed, den inderligste Hengivenhed at bibringe ham de Grunde, der bestemte hende til ikke at vilde enten binde ham eller sig selv ved Løfter, eller tage Deel i Handlinger, som strede mod hendes fine qvindelige Følelse.
Den unge Mand, som troede at have Seiren i Hånden, blev fortvivlet, og vovede at yttre, at han af hendes egen Familie havde hørt, at en hemmelig Elsker allerede inden hendes Confirmationsdag havde sendt hende Foræringer og Breve, og at hun bestandig stod i Forbindelse med denne Ubekjendte. Han havde, sagde han, æret hende så høit, at disse Rygter bleve uden Virkning på hans Sind; men nu vågnede de med dobbelt Kraft. Hvor dybt det end smertede Karen at høre et Forhold, der var hende så helligt, omtalt på denne Måde, fortalte dog den åbenhjertige Pige ham Alt hvad hun selv vidste om denne Sag; men langt fra hermed at berolige ham, blev han endnu mere opbragt, og i sin Hæftighed talte han sig selv ind i en så rasende Lidenskab, at han på det Skrækkeligste fornærmede og sårede Karen, og forlod hende i en Sindsbevægelse, der indjog den lille fromme Pige en dødelig Skræk.
Dybt krænket og sønderreven i sit inderste Væsen, blev den stakkels Pige endnu ulykkeligere, da hun kort efter erfarede, at Lieutenant H. strax efter hiin Scene havde fornyet sin gamle Forbindelse med hendes Cousine Frøken Louise. Dette var mere end Karen kunde bære. Hun blev syg, og det varede længe inden hun gjenvandt sin Sundhed og Fatning.
En Aften mod Efteråret stod hun i Vinduet, fordybet i sine Tanker; da kom en prægtig Reisevogn, forspændt med fire Heste, rullende ned ad Gaden, og holdt for Porten. Med Forundring syntes Karen at gjenkjende den samme Equipage, som hiin Aften for to År siden havde bragt Hr. v. S.; men inden hun fik Tid til at anstille Betragtninger herover, trådte hendes Tante ind til hende, og med alle Tegn på den inderligste Kjærlighed sluttede denne hendes første Veninde sin længe savnede Yndling i sine Arme. Hun sagde Karen med få og hurtige Ord, at hun kom i sin Herres Navn for at hente hende, da Hr. v. S. låe for Døden, og havde en Sag af Vigtighed at åbenbare hende; hun måtte strax følge med hende, der var intet Øieblik at spilde. Tanten begjærede hendes Afsked af Herskabet, hun var hos. Hendes Veninde, den gode Frøken, omfavnede hende med Tårer, hjalp selv at indpakke hendes få Sager, og inden en Time vare Karen og hendes Tante på Reisen. De kjørte hele Natten, og imidlertid fortalte hendes gamle Veninde, hvad Karen tilforn havde anet, at Hr. v. S. var den skjulte Ven, som hun kaldte sin Skytsånd; ved meget simple Midler, især ved en fortrolig Ven af ham, som boede i Hovedstaden og omgikkes i det Huus, hvor Karen havde opholdt sig, havde han fulgt hendes Skridt, våget over hende, og vidst at skaffe de omtalte Breve og Foræringer i hendes Hænder. Hun åbenbare nu også Karen, at Hr. v. S. havde isinde at efterlade hende sit skjønne Gods og al sin Rigdom, men for at kunde gjøre dette lovformeligt og sikkert, var det nødvendigt at hun måtte være hans Enke, og derfor havde han besluttet på sin Dødsseng at lade sig vie til hende. Karen blev forfærdet, og havde tusinde Betænkeligheder, som Tanten alle overvandt ved at forestille hende, at Hr. v. S. ingen Nærpårørende havde, at de få langtud Beslægtede, han endnu eiede, vare rige og bosatte i Udlandet, og at denne ædle Mand, ligefra den første og eneste Gang han havde seet Karen, havde fattet denne Plan, som han nu vilde udføre.
Inderligt bevægede det Karen at see Hr. v. S. igjen. Disse Træk, som hiin Aften havde gjort så dybt et Indtryk på hendes Sind, såe hun nu så kjendelig berørte af Dødens Hånd. »Kun således,« sagde han, »vilde jeg lægge Deres varme, friske Hånd i min kolde og visne; kun når Døden stod ved min Side som en sikker Forlover, vilde jeg binde en blomstrende Skabning til en ussel Krøbling.« En Jurist var tilstede, med de fornødne Vidner, et Testament var allerede opsat. Præsten på Godset indviede med få Ord den besynderlige Pagt. Alle Formaliteter bleve iagttagne.
Det var mod Aften. Karen og hendes Tante sadde tause ved den Døendes Seng. Alting var stille. Man hørte ingen Lyd uden Perpendikelens Slag i et Stueuhr, der syntes at holde en ængstelig Forelæsning over Livets Korthed og Minutets Længde i Timer som disse. Nu kom en gammel Tjener ind med forgrædte Øine, og hviskede til Tanten, og Karen bemærkede med Gysen, at han talte om Snedkeren, som var kommen fra Kjøbstaden for at tage Mål til Ligkisten. Med et beklemt Hjerte reiste Karen sig, og gik hen til Vinduet. Hele Gården var fuld af Mennesker, for det meeste Bønder, Mænd og Qvinder, som stode og såe op til Vinduerne. Tjeneren sagde, det var Godsets Folk, som vare komne for at spørge til Herrens Tilstand. Karen bemærkede at Mange iblandt dem græd. Hendes Tårer flød ligesom deres, hun løftede sine Øine til den stjernefulde Himmel, og bad begeistret for et Liv, der var så mange dyrebart. »Skjænk ham Livet, o min Gud!« sagde hun, »og und mig at jeg må leve for at forsone ham med det!« Et Stjerneskud foer over Himlen, og Karen erindrede med Veemod hiin Aften, da hun ligesom nu havde seet et sådant Lysbillede, og i samme Øieblik den Mand var indtrådt, som så mægtig og velgjørende havde indgrebet i hendes Skjæbne.
Mod Midnat vågnede den Syge af en dyb Slummer, hvori han var falden; han syntes styrket. Karen rakte ham en Læskedrik, han tømte den, trykkede smilende hendes Hånd, og sov atter ind.
Tidlig næste Morgen kom en aldrende Læge fra næste By; han kom kjørende Fod for Fod, og blev ledet op ad Trappen af en ung Amanuensis, der under sin gamle Principals Sygdom havde behandlet Hr. v. S. Det Ønske, dog endnu engang at see denne hans gamle Ven, havde bevæget ham, uagtet han selv var syg, til at reise til Hr. v. S. Han nærmede sig Sengen, undersøgende den Syges Tilstand, og sagde: »Jeg anseer det ikke for afgjort at Døden er så nær.« - »Her er også skeet en meget besynderlig Forandring til det Bedre siden i Går,« svarede den unge Læge. Og virkelie forbedrede Hr. v. S's Tilstand sig fra Time til anden, så at han inden tre Dages Forløb blev af Lægerne erklæret for at være uden Fare. Det var som om den Glæde at have udført den længe betænkte Plan, at have sikret den lille Karens Fremtid og viist hende sin Kjærlighed, havde gydet en velgjørende Ro i den Syges Sind, og som hendes Nærværelse, den Lyksalighed at pleies af hende havde holdt den allerede flygtende Sjæl tilbage på Jorden.
En Dag da Hr. v. S. selv følte, hvorledes Sundheden vendte tilbage, tog han veemodig Karens Hånd, kyssede den, og sagde: »Tilgiv mig, min elskede Karen! Gud er mit Vidne, det var ikke således meent: Livet har aldrig været mig sødt førend nu, og dog er jeg næsten istand til at kaste det fra mig for at befrie en så elskværdig Pige fra et så ulige, så ulyksaligt Bånd, som det hvormed jeg mod min Villie har lænkebundet hendes skjønne Ungdom.« - Med al denne skjønne Ungdoms Varme udfoldede Karen sit hele englelige Hjerte for ham, fortalte ham, hvorledes hun stedse havde kaldt ham sin Skytsånd, hvilke varme Bønner hun havde sendt til Himlen for hans Helbredelse, og vidste så vel at berolige ham, at Hr. v. S. i dette Øieblik nød den første salige Time, der nogensinde var bleven ham til Deel i hans, af en umild Skjæbnes Hånd smertelig fordærvede Liv.
Han kom sig nu meget snart aldeles, ja det syntes endog, som om hans svagelige Helbred var bleven styrket ved denne sidste Sygdom, så at han aldrig havde følt sig så sund som nu. Men hans Sjæl var altfor sund, til at han ikke i mangt et Øieblik skulde med ubeskrivelig Smerte tænke på Karens Fremtid ved hans Side, og heller ikke hun selv var altid istand til den enthusiastiske Følelse af hans indre Værd, der i hans Sygdom havde opløftet hende over sig selv. Mangt et Øieblik følte hun en sørgelig Tomhed, som hun ofte forgjæves opbød Alt for at skjule. - Hendes Stilling var iøvrigt, som man kan tænke sig: glimrende. Den lille ydmyge, forladte Karen var omgiven af Pragt og Rigdom, elsket af Alt hvad der nærmede sig til hende, en Gjenstand for Alles Opmærksomhed, tilbedet af sin Mand, der bestræbte sig for at gjætte hendes Ønsker. Heller ikke var Karen blind for denne lykkelige Forandring i hendes Skjæbne; men hvad som mere end noget Andet forligte hende med denne, var hendes Ægtemands Behagelighed og Delicatesse i Omgang. Det syntes virkelig som om Naturen havde erstattet ham hans legemlige Feil ved at begave ham med en sjelden Rigdom af åndelige Gaver. Man kunde ikke uden Forundring see den store Livlighed som så overordentlig contrasterede med hans sammenkrympede Legerne, og de brændende Øine, de bevægelige Træk, som, når han talede, oplivede hans blege Ansigt. Det var umuligt at kjede sig med ham. En Rigdom af Tanker og Følelser spillede uophørlig i hans Samtale, og et fiint Galanterie, en besynderlig Takt og Gratie i hans Omgang gjorde den tiltrækkende selv for dem som ikke forstode at gjøre sig Rede for disse Fortrin. Karen forstod at skjønne derpå. Hr. v. S. var hele Formiddagen beskjæftiget. I de korte Vinterdage mødtes han først med Karen i den smukke Spisesal, hvor et stedse festligt og elegant dækket Middagsbord modtog den lille Familie, der, foruden Tanten, som oftest forøgedes med et Par af Egnens fornemste Embedsmænd, Præsten og Andre. Disse Måltider forstod Hr. v. S. at krydre ved et stort Talent til at være en behagelig Vert og ved disse små Yttringer i Samtalen, som ere Intet, når man betragter dem nøie, men som forskjønne Øieblikket, der føder og tilintetgjør dem, hvorfor man medrette kan ligne en sådan Samtale ved et Fyrværkeri. De lange Aftener, som de ofte eensomt tilbragte i Karens Cabinet, glede, hurtigt og behageligt hen ved en fortrolig Ild, medens Stormen raste udenfor, og Sneen piskede mod Ruden, eller medens Månen skinnede i en stille Vinteraften, og man hørte Uglens sørgelige Sang fra den nærliggende Skov. Ofte læste Hr. v. S. høit for Tanten og Karen, hvem han derved gjorde bekjendt med hidtil ukjendte Skatte; ofte udfoldede han her i stille Samtale sin egen Ånds og sit Hjertes rige Skatte. Ingen Kunst eller Videnskab syntes fremmed for denne Mand. Hans uheldige Legemsbygning, der fra Barndommen af havde tillukket for ham så mangen Vei til Glæder, som optoge de Lykkeligeres Tid, havde, forenet med hans åndelige Anlæg og hans udvortes lykkelige Kår, givet ham Lyst, Tid og Midler til ganske at hellige sig Videnskaber og Studeringer, og i den Dannelse, han således forskaffede sig, at finde Erstatning for sin Ulykke.
Vinteren var således hengået; da fik Karen en Dag et Brev fra Hr. A's Familie, hvori man meldte hende, at hendes fordums Elskede, Lieutenant H., nu skulde have Bryllup med sin forlovede Brud, at en civil Post, som han havde erholdt i en langt fraliggende Provinds, gjorde det muligt for det unge Par at leve anstændigt, og at Bryllupsdagen var bestemt om en Måned. Man indbød til denne Fest Hr. v. S. og hans Frue. Karen blev blodrød ved at læse dette Brev. Hun leverede det til sin Mand, og forlod Værelset. Da hun kom tilbage, fandt hun Hr. v. S. forstemt. Hun syntes endogså, at han såe ud som om han havde grædt. - Forgjæves stræbte de begge at falde ind i den gamle Tone. Det var umuligt. Denne ulykkelige Stemning vilde ikke vige den næste Dag, heller ikke den følgende, og således forgik Uger og Måneder. Karen spurgte ofte kjærlig om Grunden til sin Vens Mismod. Hun spurgte kjærligt, men ikke frimodigt, ikke åbenhjertigt, og fik følgelig heller intet frimodigt og åbenhjertigt Svar. Hans Stemning betog hende Modet, når hun vilde tale frit med ham. Hr. v. S. såe atter bleg og bedrøvet ud, som da Karen første Gang havde seet ham. Han satte sig ofte langt fra hende, og betragtede hende taus med inderlig Veemodighed. Hun græmmede sig, uden at tale mere derom, men hendes friske Ungdom syntes at falme.
Det var en deilig Påskemorgen, da Karen stod op med lettere Hjerte end sædvanligt. I sit lille Cabinet fandt hun Blomster og Krandse af friske Løv, som Godsets Piger havde bragt. Gjennem det åbne Vindue duftede Blomsterne hende imøde fra den skjønne Have. Hun spurgte efter Hr. v. S. Man svarede at han var kjørt ud. - Uden at gjøre sig videre Betænkning, gik hun til Kirken, og trådte ind mellem den talrige Forsamling af Godsets Bønder, der alle hilsede hende med kjærlig Ærbødighed. Hun syntes, at en glad Anelse gjennemtrængte hendes Hjerte, da hun i Forening med disse simple, men trofaste Venner opsendte sine Bønner til Himlen. Da hun kom hjem, kom Hr. v. S's gamle Tjener hende imøde, og bad hende træde ind i hans Herres Værelse. Hr. v. S. modtog hende med en rørt og høitidelig Mine, og sagde: »Min dyrebare Karen! Du veed selv, at jeg ikke bød Dig min Hånd uden i den Tanke at Døden strax skulde løse vor unaturlige Forening. Min Hensigt var at gjøre Dig lykkelig, men jeg har gjort det Modsatte mod min Villie. Du veed at jeg - med al min Kjærlighed - dog aldrig har nærmet mig Dine Yndigheder uden med en Faders kjærlige Ærbødighed; jeg kan derfor uden Forlegenhed række Dig til Underskrift denne Skilsmisse-Contract, som jeg alt har underskrevet. Det Gods, jeg eier i en anden Provinds, er Dit; om tre Års Forløb kan Du række Din Hånd til Lieutenant H., som jeg veed Du elsker. Jeg har erkyndiget mig om ham. Jeg troer sikkert, at han kun i Forbittrelse over Din formeente Utroskab har fornyet sin Forbindelse med Din Cousine, og tvivler ikke på, at han jo med Glæde bryder dette Bånd, når han derved tør håbe at vinde Dig. Jeg har skrevet ham til. Læs Brevet, inden jeg afsender det, for at Du kan overbevise Dig om, at jeg ikke har behandlet denne Sag med Udelicatesse. Du reiser nu strax til Dit Gods, og oppebier de for Skilsmissen bestemte tre Års Forløb. I ere begge unge, den Tid vil snart gåe ...« Hr. v. S. fik ikke udtalt, da Karen med hæftig Gråd kastede sig i en Stol. Han nærmede sig til hende. Hun reiste sig og sagde med Fatning: »Det havde jeg ikke ventet, Hr. v. S., at De således vilde fjerne mig fra Dem. Deres Opførsel er vist nok ædel, men jeg kan ikke beundre den. Ja, jeg har elsket Lieutenant H., det er sandt, men jeg troer, at jeg i mine forladte Dage har udgrædt denne Kjærlighed. Ved Efterretningen om hans nærforestående Bryllup blev jeg forvirret, jeg veed ikke selv, hvorfor. Var det en Gnist af den gamle Kjærlighed, der blussede op, da var det den sidste. Jeg har netop siden hiint Øieblik prøvet mig selv. Jeg elsker ham ikke længere. Jeg har lært at kjende noget Bedre. Jeg har lært at skjønne på hvad en Mands Fasthed og Selvbeherskelse har for Værd for et værgeløst Fruentimmer. Jeg kan ikke leve uden hos Dem. Deres åndrige Omgang, Deres høie Dyd overveier for mig alle andre Fortrin. De kan forskyde mig, om De vil, men dette Document underskriver jeg ikke.« - Med disse Ord sønderrev hun forbittret det Papiir, Hr. v. S. havde leveret hende, og med Tårer forlod hun Værelset, og gik ind i sit Cabinet, hvor hendes over al Beskrivelse lyksalige Ægtemand snart fulgte efter hende.
Næste Års Påskemorgen lod Hr. v. S. med stor Høitidelighed døbe sin og Karens Søn, og den lykkelige unge Moder følte fra hiint Øieblik ingen Tomhed i sit Hjem eller sit Hjerte.