WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Krybskytten




Torry Gredsted: Krybskytten og andre Fortællinger (1932)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


I

   Hvor var der hyggeligt i Skovfoged Mogensens store Dagligstue med det hvidskurede Gulv, den gammeldags, amerikanske Gyngestol i det ene Hjørne, den store Sofa med Hestehårsbetrækket og alle de andre gamle Møbler.
   Udenfor susede Vinden i Granernes Toppe, men så meget desto hyggeligere var det at høre på Bøgeknuderne, der buldrede i den store Kakkelovn, og de to Støveres regelmæssige, dybe Åndedræt fra Fælleskurven i deres Hjørne.
   Men trods al den hjemlige Hygge, der lyste en velgørende i Møde, var Stemningen hos »Stormhuset«s Beboere dog trist og trykket - og der var dog kun få Dage til Jul.
   I den ene Ende af den lange Stue sad Skovfogdens 14-årige Søn, Erik, bøjet over sine Skolebøger - tilsyneladende ivrigt læsende; men skjult iagttog han gennem Fingrene, som han holdt for Øjnene, sin gamle Fader, der sad i Gyngestolen.
   Skovfoged Mogensen havde også lagt Hånden over Øjnene og lod, som om han var slumret ind; men også han holdt hemmeligt Øje med, sin Søn. Og mens de således begge iagttog hinanden, tænkte de hver for sig sine Tanker.
   Erik kunne slet ikke forstå, hvorfor Faderens Humør i den sidste Ugestid havde været så trist - han, der dog ellers altid havde at muntert Ord på Læben, og som hver Eftermiddag glad gik ham i Møde, når han kom hjem fra Skole.
   Erik havde det ikke så let med Skolegangen som så mange andre. Det var en daglig Tur på ti Kilometer frem og ti tilbage enten på Cykle eller til Fods. Nu tænkte han over, hvorfor der dog hvilede en så trykket Stemning over hans Hjem - også Moderen, der i Øjeblikket tumlede med Opvasken i Køkkenet, gik så underlig stille omkring.
   Og hvor han selv glædede sig til Juleferien og det netop i År; thi efter Ferien skulle han desværre i Pension i Byen for at få rigtig god Tid til at læse til sin Mellemskoleeksamen, og Hjemmet her var hans eet og alt.
   Det var netop det, Skovfoged Mogensen i Øjeblikket sad og tænkte på - hvordan han dog nu skulle få Midler til at holde Erik i Pension i Byen, ja, i det hele taget holde Drengen til Bogen, som han både havde Lyst og særdeles gode Evner til. Hans andre Børn var forlængst hjemmefra og kunne nu klare sig selv; men Erik var en lille Efternøler i Børneflokken og var måske netop blevet Skovfogdens Yndlingsbarn - Opmuntringen og Glæden på de gamle Dage.
   Det hele var også sket så pludseligt, og det ville aldrig være sket i den gamle Greves Tid. Han var død for et År siden, og Sønnen Hugo havde overtaget Grevskabet. Som det vel for det meste går under sådanne Forhold, betød også Ejerskiftet her Indførelsen af Reformer på mange Måder, når yngre Kræfter træder til; men det nagede alligevel derinde i Hjertet sådan pludselig at have fået sin Afsked fra Årsskiftet at regne. Og det var endda sket med hårde og sårende Ord - »for gammel til på rette Måde at sikre Skovens Vildt for Krybskytterne,« havde Greven sagt.
   Ja, desværre, der var, og havde altid været mange Krybskytter i Grevskabets vildtrige Skove; men når Skovfogden tænkte på alle de Nætter, han havde gennemstrejfet Skoven og også haft Held med sig til at uskadeliggøre selve Egnens værste Krybskytter, så var det alligevel hårdt nok, at det skulle være Afskedsgrunden. Nu var det Bilernes Tid, og langvejs fra kom de kørende, uden at man kunne ane noget derom, og ligeså hurtigt var de væk igen med Byttet, uden at man kunne spore, hvorfra de kom.
   Så var det altså Slut nu, han skulle flytte fra det Hjem, hvor han havde boet i snart 40 År, og Erik måtte ud i det praktiske Liv som alle de andre. Den lille Pension, der ville blive tilstået ham, kunne jo ikke med den bedste Vilje strække til, og den store Børnefloks Opdragelse havde ikke tilladt Skovfogden at lægge noget hen.
   Det blev vel nok den mest triste Jul, de gik i Møde.
   Og hvordan skulle han få det sagt til Drengen, der endnu ikke anede noget om den Katastrofe, der havde ramt hans Barndomshjem. Men han skulle jo have det at vide.
   Skovfogden tog Hånden fra Øjnene.
   »Hvad læser du, Erik?« begyndte han med lidt usikker Stemme.
   »Geografi, Far; men det er ikke Spor af svært.«
   Nej, Drengen havde let med Lærdommen; men så meget desto sværere var det, at Skolegangen nu efter al Sandsynlighed måtte afbrydes.
   »Erik,« begyndte Skovfogden igen, men stoppede så. Han vidste ikke, hvordan han skulle få det sagt.
   Erik rejste sig og gik hen til sin Far. Nu måtte han have at vide, hvad det var, der trykkede Faderens Humør så stærkt.
   »Far, du er vel ikke syg?« spurgte han blidt og stillede sig hen ved Siden af Gyngestolen.
   Skovfogden tog sin Søns Hånd.
   »På en Måde kan du godt kalde mig syg, Erik, skønt det ikke er Hoved eller Krop, der fejler noget. Men hør nu, hvad jeg har at sige dig, min Dreng, og lad os tale fornuftigt om det,« og Skovfogden fik endelig sin Søn betroet alt, og han følte sig helt lettet, da det endelig var overstået.
   Erik sad først ganske stille hen og stirrede underlig tomt frem i Stuen. Alle mulige Tanker svirrede rundt i hans Hjerne, og de mest forskellige Planer tumlede over hinanden. Det forekom ham helt uforståeligt, at det virkelig skulle være muligt, at de skulle forlade Huset her, og Skoven måske også.
   Han vågnede først op ved Faderens blide Røst: »Erik, du siger slet ikke noget.«
   Først da fik Erik sin Tunge på Gled, og hans trøstende Ord og lyse Tro på, at alt nok skulle blive godt igen, var som Balsam på den gamle Skovfogeds bekymrede og sårede Sind.


II

   Festligt lød Støvernes Glammen gennem den frostklare Skov. Det var Dagen før Juleaften, og Greven afholdt som sædvanlig en Drivjagt for særligt Indbudne.
   Erik havde fået Juleferie og var med på Jagten som Fører af deres egne to udmærket afrettede Støvere. De første Såter var forbi, og alt tegnede til, at det skulle blive en god Jagtdag. Både Skovfogden og hans Søn glemte for en Tid alle triste Tanker under Jagtens Spænding.
   Nu skulle der holdes Frokosthvil. Jægerne havde allerede sat sig, Frokostkurvene var pakket ud, og Snakken gik livligt.
   Da gjaldede der pludseligt et Skud gennem Skoven.
   Skovfoged Mogensen rejste sig med et Sæt og så henimod Jægernes Gruppe. Han blegnede - alle Jægerne var der jo. Skuddet kom ovre fra Præstevænget, ikke mange Hundrede Meter derfra. Der var ingen Tvivl mulig - det var en af Skovens »Sjakaler«, der luskede om og passede det Vildt op, der brød ud til Siden af Drevet. Og det skulle hænde netop nu på hans sidste Jagt, og mens Greven sad der med alle sine Gæster. Erik stod ved Siden af og så angst op på sin Fader, der blev mere og mere bleg.
   »Far, det var ovre fra Præstevænget,« stammede han for blot at sige noget.
   Men Skovfogden svarede ikke, hans Blik var stadig rettet over mod Jægerne. Disse havde naturligvis også hørt Skuddet, og Greven var harmdirrende sprunget op. Det var dog for galt, at Krybskytter og Vildttyve nu drev deres ellers så lyssky Håndværk så frækt og åbenlyst. Var det ham, der var Jagtherre, eller var det de andre?
   »Skovfoged Mogensen,« kaldte han højt, og Skovfogden nærmede sig Jægerne. Erik fulgte efter sin Far.
   »Hvem var det, der skød derovre i Præstevænget?« slyngede Greven ud.
   »Jeg ved det ikke, Hr. Greve.«
   »Nej - De ved det ikke, og De har overhovedet aldrig haft Kendskab til alt det Vildttyveri, der foregår her i Skoven. Det kalder De måske ikke engang selv en Skandale, at det nu foregår ved højlys Dag, og mens jeg og mine Gæster holder Jagt?«
   »Hugo,« kom det fra en af de ældre Jægere, »tag det dog nu mere roligt.«
   »Nej - det er for galt, og det er altsammen efterhånden blevet så demoraliseret her på Godset, at det går udover alle Grænser. Men nu ser De selv, Skovfoged Mogensen, at det var på Tide, De holder op, og gjorde jeg Dem Deres Ret, så var der heller ikke noget, der hed Pension.«
   Den ældre Jæger havde rejst sig. Hele Optrinet virkede i høj Grad pinligt, og det lykkedes ham at få Greven trukket til Side. Frokosten blev genoptaget.
   Med vaklende Skridt gik Skovfoged Mogensen tilbage til sit Arbejde. Erik havde harmdirrende hørt på den ærekrænkende Overhaling, som hans elskede Fader havde været udsat for, og med største Selvbeherskelse havde han tvunget sig til ikke at træde op til Forsvar for ham.
   Hvor kunne dog hans Fader vide, hvem Krybskytten var - og pludselig gav det et Sæt i Erik, hans Fader kunne ikke forlade Jagten; men ingen ville savne ham eller spørge efter ham. Hvad om han stak i Løb over i Præstevænget, så kunne det måske lykkes ham at finde ud af, hvem Krybskytten var. Men der var ingen Tid at spilde.
   »Far, jeg springer afsted,« sagde han let ophidset, »jeg skal nok finde ud af, hvem det var, der skød.«
   Skovfogden var endnu helt fortumlet, så han fik ikke Tid til at gøre Indsigelser, før Erik var væk.
   Skoven kendts Erik naturligvis ud og ind, og det var ham en let Sag at følge den korteste Vej over til Præstevænget. Først gik det i Løb; men nu nærmede han sig Stedet, hvorfra han mente, Skuddet var afgivet, og så blev han forsigtigere. Af og til stoppede han lyttende, og endelig syntes hans Anstrengelser at skulle krones med Held. Det forekom ham, som om han hørte nogen fløjte - ikke som Signal, men en hel Melodi. Snart krøb han nu, snart måtte han »mave« sig frem, og tydeligere og tydeligere lød den Ukendtes Fløjten.
   Pludselig gav det ligesom et voldsomt Stik i Eriks Hjerte - der få Skridt fra ham stod Krybskytten, og bedre kunne ingen gribes på fersk Gerning. Han var i Færd med at tage Indvoldene ud af den nedlagte Buk.
   Eriks Hjerte hamrede voldsomt i hans Bryst - hvad skulle han nu gøre? Han vidste jo fra de mange Krybskyttehistorier, som han naturligvis havde hørt, at det ofte kunne gå voldsomt til, når de blev overrasket på fersk Gerning, og han var jo kun en Dreng.
   Men derhenne lænet op til en stor Bøg fik Erik så Øje på Bøssen, og uden at betænke sig, uden engang at overveje, hvad han gjorde, sprang han i hurtigt Spring frem, greb Bøssen og råbte med skingrende Stemme: »Hænderne op!«
   Krybskytten rejste sig med et Sæt og kunne naturligvis ikke andet end blive højlig forbavset ved pludselig at se sin egen Bøsse rettet truende imod sig.
   »Hvad i Verden er Meningen, Dreng?« råbte han vredt.
   »Hænderne op,« kommanderede Erik igen og indtog en meget truende Stilling.
   »Hvem er du, der vil true mig på Livet med min egen Bøsse?«
   »Jeg er Skovfoged Mogensens Søn,« svarede Erik med en Stemme, der dirrede af Ophidselse, »og De har kun at gå derhen, hvor jeg vil have det.«
   »Men, hvem tror du da, jeg er?«
   »De er en Krybskytte, og det er Deres Skyld, at Far har fået sin Afsked og nu måske også mister Pensionen.«
   Eriks Stemme dirrede endnu mere.
   »Ja så, er du Skovfogdens Søn, så har du vel på en Måde Retten på din Side, og jeg bliver vel nødt til at følge med. Forbistret også, at man skulle blive grebet på fersk Gerning.«
   Erik lagde i hele sin ophidsede Sindstilstand ikke Mærke til det ejendommelige, gavtyvagtige Skær, der gik henover den Fremmedes Øjne, da han opmærksomt mønstrede ham. Og han vidste heller ikke selv af, hvilket herligt Syn det var at se på ham. Hans Hat var faldet af, det lyse Hår tog Vinden i, hans kønne Øjne funklede, og hvert et Ansigtstræk lyste af Vilje og Beslutsomhed.
   »Tag kun Bøssen ned, jeg skal nok følge med,« fortsatte Krybskytten.
   »Nej, De går foran.«
   »Hvor vil du have mig hen?«
   »Far og alle de andre er ikke så langt herfra.«
   »Er det Greven, du mener? Der er jo Jagt i Skoven i Dag.«
   »Ja, det er Greven.«
   »Tak Skæbne!« udbrød Krybskytten og dukkede ydmygt Hovedet.
   »Så går De foran, og jeg skal nok sige Dem Vejen,« og Erik gik i en lille Bue uden, om Krybskytten, mod hvem han stadig havde Bøssepiben rettet.
   Der blev ikke vekslet noget Ord den første Del af Vejen, og lidt efter lidt blev Erik roligere, skønt hans Hjerte endnu bankede stærkt; men det var nu mere af Glæde og også lidt af Stolthed over, at hans Ekspedition var lykkedes så godt.
   Krybskytten foran ham gik roligt og villigt nok, og nu var de snart nået derhen igen, hvor Jægerne spiste Frokost.
   Det var nok en af de Bilister, som Faderen så ofte havde beklaget sig over, for han var så pæn i Klæderne, og den Bøsse, som Erik nu gik med, kunne han let se var et kostbart Våben. Men grebet på fersk Gerning var han, det kom han ikke udenom, og nu glemte Greven nok de hårde Ord om Pensionen.
   »Vil du ikke nok lade mig slippe?« kom det pludselig fra Krybskytten i en bedrøvelig og bedende Tone, men uden at han standsede eller drejede Hovedet.
   »Nej, naturligvis ikke,« svarede Erik hurtigt og hårdt.
   »Men du kan jo beholde Bøssen og så sige, at jeg stak fra dig. Du er jo da kun en Dreng.«
   »Nej,« næsten råbte Erik som Svar.
   »Det bliver ikke morsomt for mig,« vedblev Krybskytten.
   »De har ikke fortjent det bedre. De er Skyld i Fars Ulykke og Fortvivlelse.«
   »Ja, så må jeg tage min Straf,« og Erik hørte et dybt Suk.
   Nu kunne de se de andre der henne i Lysningen. Frokosten var forbi, og Jagten skulle genoptages. Erik så tydeligt sin Far.
   »Far! Her er Krybskytten!« råbte han højt, så alle kunne høre det, og i samlet Klump kom de ham i Møde med hurtige Skridt. Greven var forrest.
   Da han vel var tyve Skridt fra Erik og hans Fange, standsede han pludselig.
   »Men Himmel og Hav - hvad skal det sige, Felix? Hvad er det for et Optog?«
   »Goddag, Hugo - ja, det gør mig ondt, men jeg er grebet på fersk Gerning som Krybskytte i din Skov. Jeg havde jo sendt Afbud til Jagten, men kunne alligevel komme, og mens jeg gik efter jer, kom der en Buk springende. Jeg kunne sandt for Dyden ikke lade være med at brænde løs - du forstår, et spidst Skud i fuld Fart. Havde du set det, ville du have tilgivet mig.«
   Erik stod som ramt af Lynet, da den frygtelige Sandhed gik op for ham. Det var slet ingen Krybskytte, det var en af Jægerne, en af Grevens Familie eller Venner, han havde opført sig sådan imod - ja, truet ham på Livet.
   Alt sortnede i Øjeblikket for ham, han så kun alt omkring sig som i Tåge - Jægerne, der flokkedes om den Nyankomne og trykkede ham i Hånden og i Baggrunden Faderens Skikkelse, som han stod der med bøjet Hoved. Så stillede Erik Bøssen op ad et Træ og styrtede derfra.
   - - - Det blev sen Aften, før Skovfogden vendte hjem fra Jagten Erik sad sammenkrøbet i et Hjørne af Sofaen, han havde hele Eftermiddagen ikke været til at drive derfra, og alle Moderens trøstende Ord havde været forgæves.
   Nu trådte hans Far over Dørtærsklen.
   »Far - jeg ville jo kun hjælpe dig,« var Eriks første Ord, da han styrtede hen til ham.
   »Ja, min Dreng, det forstår jeg, tag det kun roligt, der er jo ingen Skade sket.«
   »Men Greven - hvad sagde han - og den anden?«
   »De tog det hele fra den gemytlige Side, Erik, og til mig har de såmænd ikke sagt et Ord.«
   »Men tager de ikke din Pension fra dig, Far?«
   »Vist ej, Erik - du gjorde jo kun det hele i den bedste Mening. Der er ingen, der tænker mere over det. Mor, lad os nu få noget Aftensmad.«


III

   Den fine Jagtmiddag oppe på Slottet var endt. Nu drak man Kaffen i små Grupper. Baron Felix havde trukket sin Fætter, Greven, hen i en Krog. Han havde ikke kunnet glemme det herlige Syn i Skoven, da den friske, kønne Knægt med det flagrende Hår og de funklende Øjne truende havde stået overfor ham. Han hørte endnu for sit Øre de Ord, at det var ham, der var Skyld i Faderens Ulykke og Fortvivlelse. Nu ville han dog nok have lidt mere Besked om det Forhold.
   »Hugo, hvad er der i Vejen med Skovfoged Mogensen?« begyndte han.
   »Hvad der er i Vejen - der er ikke andet i Vejen, end at jeg har afskediget ham fra Nytår, det er det hele. Han er for gammel nu, og du er ikke den eneste Krybskytte. Skoven vrimler af dem.«
   »Er det så Meningen, at Mogensen skal ud af Huset.«
   »Ja, naturligvis, der skal yngre Kræfter til; men jeg giver ham jo en lille Pension.«
   »Det kan du ikke være bekendt, Hugo. Din Far satte megen Pris på Mogensen, og omtrent hele sit Liv har han boet i Stormhuset.«
   »Ja, det kan nu ikke blive anderledes.«
   »Du kan jo få en Skovbetjent til særligt at passe på Krybskytterne, hvis der virkelig er så mange.«
   »Det har jeg ikke Råd til.«
   »Det ved jeg ikke noget om, men så har jeg.«
   »Hvad er egentlig din Mening, Felix, med alt det her?« spurgte Greven i en fortrædelig Tone.
   »Jo-oh, alle andre har jo altid kaldt mig lidt af en Original, og det kan også være det samme. Men jeg har i Dag set en Drengs Øjne lyne og funkle, og hele hans Krop dirre af Ophidselse blot for at kunne hjælpe sin Far ud af det, som han kaldte hans Ulykke og Fortvivlelse, og det er nok for mig. Herregud, jeg har ikke så mange Glæder og Oplevelser her i Livet. Skal vi så se at blive enige om, at Skovfoged Mogensen bliver i sit Hus og i sin Skov?«
   Grev Hugo var dog ikke nem at blødgøre - der var jo alle de hårde Ord, som ville blive uden Virkning. Men hans Fætter gav ikke op, og til sidst fik han i hvert Fald de Ord lokket over Grevens Læber: »Lad os da i det mindste sove på det til i Morgen.«


IV

   Næste Formiddag - selve Juleaftensdag stod Erik udenfor Huset og kløvede Brænde. Det var nærmest for blot at bestille noget; thi han var både skamfuld og urolig over sin Fadæse i Går. Faderen sad inde i Stuen, bøjet over nogle Regnskaber. Der var slet ingen af dem, der i År havde talt om at hente det sædvanlige lille Juletræ.
   Erik så op, og det løb ham koldt langs Rygraden. Derhenne på Vejen kom Greven og den Fremmede fra i Går. Hvad nu - kom nu Følgerne af hans Dumhed. Han huggede Øksen hårdt i Blokken og løb ind.
   »Far - de kommer.«
   »Hvem kommer?«
   »Greven og den Fremmede fra i Går.«
   »Ja så,« og Skovfogden rejste sig, mens Erik forsvandt ud i Køkkenet.
   Lidt efter trådte de Besøgende ind.
   »Goddag, skovfoged,« begyndte Greven, »Ja, min Fætter, Baron Stockdorff, kender De jo?«
   Skovfogden hilste ærbødigt.
   »Er Deres Dreng hjemme?«
   »Ja, vil Greven tale med ham?«
   »Lad det vente lidt. Hvad er Deres Mening med ham, Skovfoged?«
   »Han går jo i Realskolen og skal have Mellemskoleeksamen til Sommer. Han har let ved Læsningen.«
   »Ja, det er en flink Dreng, Erik - det kender jeg godt,« fortsatte Greven. Hans Tonefald var som sædvanlig lidt brysk og afmålt; men der var dog nu ligesom lidt usikkert over det.
   »Og der er Krummer i den Knægt,« faldt Baron Felix ind, »det fik jeg Syn for i Går.«
   Skovfogdens Ansigt lyste op.
   »For at komme til Sagen, Skovfoged,« fortsatte Greven, »så, kan De ikke holde Drengen til Studierne, når De går på Pension. Vi taler derfor ikke mere om, hvad der er gået forud, tænker ikke derpå. De bliver her i Stormhuset og passer Deres Arbejde som sædvanligt. Der er ingen, der har talt om Afsked og den Slags - lad også de hårde Ord være glemt.«
   »Hr. Greve,« stammede Skovfogden og strakte sin Hånd frem, »er det muligt, så siger jeg så mange, mange Tak.«
   »Det er godt, Skovfoged - lad os så hilse på Drengen.«
   Erik blev kaldt ind, og forundret så han fra Faderen og op på de fine Fremmede.
   »Goddag, Erik,« sagde Greven, »din Fange fra i Går vil gerne hilse på dig.«
   »Ja, Tak for i Går, Erik. Havde blot alle Fædre så brav en Søn, som du viste dig at være,« og Baron Felix trykkede hans Hånd, så det gjorde ondt, »det kan være, at vi bytter Rollerne om senere hen i Livet, så det bliver mig, der går bagefter og viser dig den Vej, du skal gå.«
   Så forlod de Skovfogedboligen lige så pludseligt, som de var kommet. Erik så med undrende Blik op på sin Far, i hvis Øjne store Tårer perlede.
   »Erik, vi bliver her i Hjemmet, og alt er som før,« og Skovfogden knugede sin Søn til sig, »og nu henter du Juletræet.«
   - - -
   Så blev det alligevel en glad og festlig Juleaften i Skovfogedhuset. Grebet af dyb Taknemmelighed stod Erik med sin Far og så ud i Aftenens Mørke. Deroppe på Himlen tindrede Julestjernen.
   »Erik,« tog så Skovfogeden Ordet efter lang Tavshed, »den gamle Greve, min gode Beskytter i så mange År, havde et Valgsprog, som han ofte benyttede. Han sagde det på Latin, og der hed det: per ardua ad astra, og det betyder: ad de trange Veje til Stjernerne. Se, i År lyser Julestjernen både derude og i vore taknemmelige Hjerter - vi fik at sande, at Vejene før Jul var trange, men de førte dog til Stjernerne. Og det er din Skyld, Erik. Tak, min store, gode Dreng!«