WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

»Ørnenes« onde Ånd




Torry Gredsted: Krybskytten og andre Fortællinger (1932)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


   »Det er Frispark - Jørgen spændte Ben!« lød Råbet højt udover Fodboldbanen.
   »Sikke noget Vrøvl,« kom Svaret temmelig ophidset.
   Dommeren dømte Frispark, og Jørgens Øjne skød Lyn.
   Mere skulle der ikke til at indlede - om ikke just Fjendskab, så dog et spændt Forhold mellem de to hver for sig prægtige 14-årige Drenge - Jørgen og Peter.
   Og det trods de ellers var rigtige Perlevenner.
   Deres Uvenskab havde nu varet i flere Uger, og ingen af dem tænkte på at gøre det første Skridt for at få det ud af Verden. Underligt nok - netop fordi de begge var så prægtige Drenge.
   Jørgen var stor og kraftig af sin Alder og med et Par brune Øjne, der lyste af Liv og Lune. Han kunne ride og svømme, spillede glimrende Fodbold - kort sagt, Sportsmand helt igennem og med en veltrænet Krop, som Vejret, Sult og Anstrengelser ikke havde megen Indflydelse på.
   Men fuld af »Skarnsstreger« var han.
   Peter var Fører for en udmærket Spejderpatrulje ved Navn »Ørnen«, og han var en Dreng, der forstod sine Sager. Derfor herskede der i den Patrulje en udmærket Orden og en blind Lydighed som ingen andre Steder.
   »Ørnen« var blandt andet berømt for sine udmærkede Ture i Ferien, og det er om en sådan Tur, denne lille Historie handler; men naturligvis spiller vor Ven Jørgen også en Rolle heri.
   Sommerferien var begyndt, og »Ørnene« var i fuld Gang med at pakke deres hjemmelavede Bagagevogn. Næste Dag skulle der startes.
   Jørgen sad og dinglede dovent med Benene ud af sit Vindue. - Han tænkte længe, men pludseligt opklaredes hans Ansigt, og hans Øjne fik det ejendommelige Spil, som tydede på, at han havde fundet en ny »Skarnsstreg«.
   Det havde han også.
   »Jeg tager med »Ørnen« på Feriefur,« mumlede han, »de skal få mig at mærke, de Vigtigpråse. Nu skal du få Tak for sidst, lille Peter.«
   Med et energisk Spring var han nede og snart i fuld Gang med at udarbejde Enkelthederne i Planen.
   Men hvad var hans Plan?
   Jo, han ville følge »Ørnen« som en Skygge. Aldrig måtte de opdage ham; men stadigt skulle de mærke, at de blev forfulgt af en ond Ånd. Han ville sætte deres fornemste Opdageregenskaber på Prøve.
   En varm Julidag ser vi »Ørnen« på Vandring og 3 Kilometer længere borte vor Ven Jørgen roligt - men ivrigt spejdende - følge deres Spor.
   Men vi må straks gå lidt videre frem i Historien.
   Det var blevet Uvejr, og »Ørnene« havde søgt Ly i en Gård. Ingen havde dog lagt Mærke til, at Jørgen også havde indkvarteret sig der og nu lå på Stænget og holdt Øje med Spejderne på Logulvet nedenunder.
   Kokken havde netop bragt 6 velduftende og velstegte Bøffer ind til de sultne Drenge. Ah! hvor de duftede, det var næsten for fristende for vor sultne og drivvåde Ven på Stænget.
   »Der er ingen, der rører noget endnu,« lød Patruljeførerens skarpe Kommando. »I ser jo dog, der er en til hver, og at de er lige store. Alle Mand i Gang med at dække op, vi vil have det lidt festligt ved den første Middag.«
   Men medens nu alle var i Gang med at hente og fremtage Spisesager m.m. havde Jørgen behændigt snuppet en Bøf på en Fork og balanceret den op til sig. Det skete i et Øjeblik, og fikst blev det gjort.
   »Var der ikke 6 Bøffer, Søren?«
   »Jo.«
   »Der er jo kun 5.«
   »Vrøvl.«
   »Så kan du jo selv tælle.«
   »Hva'? l-2-3-4-5!«
   Der opstod en almindelig Forvirring; thi de havde jo alle set 6 for et Øjeblik siden.
   »Er der nogen af jer, der har taget en jeg mener for Løjers Skyld?«
   »Nej, nej!«
   De 5 Bøffer stod og blev kolde, mens Patruljen grublede videre over det mystiske Tilfælde.
   Alt imens kravlede Jørgen forsigtigt over Stænget med sin varme Bøf, redte sig et Leje og nød den med et Stykke tørt Brød til.
   Det var hans første vellykkede Streg - den onde Ånd var begyndt at svæve over »Ørnene«. - - - -
   Mørket faldt på, og Spejderne var gået til Køjs. Samtalen gik dog længe livligt, og først og fremmest om det mystiske Tilfælde med Bøffen; men den blev de da til sidst færdige med at tale om, og så kom Rejseprogrammet på Tale. I Enkeltheder drøftede »Ørnene« det, lidet anende, at deres onde Ånd lå deroppe og hørte hvert Ord. Ak, hvad de nu i Måneder havde holdt hemmeligt, røbede de i en enkelt Time.
   »Det var en fin en den,« tænkte Jørgen, »nu kan jeg tage den mere overlegent - nu behøver jeg ikke at følge deres Spor. Vi mødes altså i Morgen i Nærheden af Baroniet Sofienlund. Godnat Drenge,« og forsigtigt krøb han tilbage.
   Det blev Nat, og »Ørnene« sov deres sunde Søvn. Kun stakkels, tykke Sørens Hjerne arbejdede videre, og helt op til sig kunne Jørgen høre ham tale i Søvne: »En-to-tre-fire-fem.«
   Han var slem til at tale i Søvne, samme Søren; men han holdt sig heller ikke beskedent tilbage ved Aftensmåltidet.
   Næste Dags Middag træffer vi »Ørnene« på en af Sofienlunds Marker. De havde slået deres smukke, hvide, aflange Telt op og var i Færd med at tilberede deres Middagsmad.
   I temmelig god Afstand derfra ligger Jørgen i Hjørnet af en lille Lund og kigger på »Ørnene« i sin gode Kikkert.
   Hvad ser han?
   En nydelig, ung Dame - vel ca. 14 År - kommer ridende på en smuk, brun Hest og fulgt af en Tjener. - Hun får Øje på Teltet - hun rider derhen - Patruljeføreren kommer springende til - han hilser - hun stiger af - Tjeneren rider hen og holder hendes Hest - hun går ind i Teltet - hun går hen til ildstedet. Min Sandten, hun sætter sig ned midt iblandt dem - vil hun spise med? - - - Nej, nu rider hun igen - se til Kai, hvor han kan hjælpe hende i Sadlen - nu hilser de alle - hun vender sig om og vinker. - Så nu er hun ude af Syne. - - -
   »Det må kunne bruges, dette her,« tænkte Jørgen og lagde sig ned på Maven med Hovedet hvilende på Hænderne - hans Tænkerstilling.
   En halv Time senere er han i Løb til den nærmeste Landsby. Af en gammel Husmandskone får han undervejs at vide, at der på Slottet kun er een Datter, den unge Baronesse Vibecke Jannow.
   Det var altså utvivlsomt hende, der var i Besøg hos »Ørnene«. I Landsbyen køber han en Kurv og et Stykke af deres fineste Skrivepapir, og i en Gård får han overladt de lækreste Stikkelsbær. På Papiret skriver han: »Hermed Desserten. Venlig Hilsen. V. J.«
   Og så tilbage igen. En lille, barbenet Knægt bruger han som Bud. Han får strenge Ordrer om bare at aflevere Kurven og så forsvinde hurtigt igen.
   Fra sit Udkigssted følger Jørgen ham gennem Kikkerten. Alt går godt. Nu er han ved Teltet - han afleverer Kurven - de læser Papiret. Bravo, imens er Knægten væk igen.
   »Bare jeg nu kunne høre, hvad de sagde,« tænkte Jørgen. Og det havde han Ret i; thi det ville have glædet ham. Der var stor Bestyrtelse og Forvirring blandt »Ørnene«. En ny Gåde havde de fået at løse.
   »Lad mig,« sagde Kai, »nu har jeg det. Det er fra Baronessen. Kan I huske, hun spurgte om, hvad vi skulle have til Dessert.«
   »Jo, det er der ingen Tvivl om,« faldt en anden ind, »hun sagde jo også, at hun hed Vibeke.«
   »Det er dog en sjov Skrift, hun har.«
   Nå, Stikkelsbærrene blev hurtigt spist, og »Ørnene« sad tilbage med den tomme Kurv.
   »Kurven - hvad skal vi gøre med Kurven?«
   »Den skal naturligvis afleveres.«
   »Må jeg gå op med den, Peter?« spurgte Kai.
   »Nej, må jeg?«
   »Nej, må jeg?«
   »Nej, må jeg ikke?«
   »Stille!« tordnede Patruljeføreren, »den skal naturligvis afleveres ved en Deputation. Kai og jeg går derop og takker. Færdig.«
   De fik travlt med at gøre sig fine og tog af Sted, fulgt af de øvriges misundelige Blikke og Jørgens skadefro Smil - det gik, som han havde tænkt.
   En lille Time efter vendte de tilbage temmelig slukørede og med den tomme Kurv.
   »Nå, hvordan gik det?« spurgte de andre, »I har jo Kurven med hjem igen.«
   »Det var slet ikke hende, der havde sendt den, det var morderlig flovt,« kom det spagfærdigt fra den stolte Peter.
   Havde der ikke været Forvirring blandt »Ørnene« før, så blev der det nu efter dette andet mystiske Tilfælde. Ingen kunne klare Gåden.
   Det blev atter Nat. Jørgen lå indsvøbt i sit Tæppe nede i Lunden og sov roligt ovenpå fuldendt Dagværk, og omsider blev der også Ro blandt »Ørnene«.
   Kun tykke Søren væltede sig frem og tilbage, som led han af Mareridt. Pludselig rejste han sig op og råber endnu sovende: »Bøffen!«
   De andre vågner.
   »Hvad er der dog i Vejen, Søren?«
   »Stikkelsbærrene!« og så vågnede han også.
   Næste Dags Middag sidder Jørgen ved Proprietær Hallings veldækkede Bord. Proprietæren havde indfanget ham i Nærheden af Gården, hvor han havde truffet ham gumlende på et gammelt Franskbrød og havde taget ham med hjem.
   Dette var ikke Jørgen uvelkomment; thi han vidste, at »Ørnene,« den Dag skulle slå Lejr i Nærheden. Han sad just og fortalte Hr. Halling, Fruen og den 14-årige Frk. Fanny, hvem han var, men holdt omhyggeligt sit virkelige Ærinde hemmeligt.
   Man var midt i den søde Suppe, da Jørgen pludselig bliver lidt bleg om Kinden, hans Øjne farer et Øjeblik fortvivlet om, så lægger han Skeen og rejser sig.
   »Undskyld, Hr. Proprietær - jeg løber ind i Stuen ved Siden af. - Jeg kommer straks igen. - Lov mig ikke at røbe mig. - Jeg mener, De må endelig ikke sige, at jeg er her. - Hører De, endelig ikke med et Ord - Jeg mener til ham, der kommer der,« stammede Jørgen.
   »Hvem, hvor, hvad, hvorledes?« udbrød Proprietæren forbavset; men Jørgen var i samme Nu forsvundet gennem Døren ind til Værelset ved Siden af.
   I det samme trådte lange Frederik fra »Ørnen« ind i Havestuen, hilste pænt og bad om Tilladelse til at slå Telt og tænde Ild op på den gamle Græsmark syd for Vejen.
   »Ja, værs'go,« sagde Proprietæren, »gør I kun det, så kommer jeg ned til jer efter Middag,« og lange Frederik trak sig hilsende tilbage.
   Proprietæren åbnede Døren og kaldte på Jørgen. »Må jeg så bede om en Forklaring på dette her, min Ven.«
   Jørgen forklarede ham alt, fortalte om sin Plan og sine vellykkede Eksperimenter. Man glemte helt at spise, og da han var færdig, lagde Proprietæren sin store Hånd på hans Skulder og sagde:
   »Du er en Knop Dreng. Det er en glimrende Idé. Nu bliver du her, min Ven, og så arbejder vi to sammen. Det er en glimrende Idé.«
   Proprietæren blev helt oprømt, og lille Frk. Fanny så med strålende Øjne op på Jørgen.
   Efter Middagen lagde de Slagplanen. Jørgen og Fanny skulle aflure Spejderne. Når de drog ud på den sædvanlige lille Eftermiddagstur, og kun Vagten var tilbage, skulle Fanny på en eller anden Måde få ham bort fra Teltet, og Jørgen imens bytte grundigt om på Spejdernes Tøj, Tæpper m. m.
   Som sagt, så gjort. »Ørnene« drog ud på Eftermiddagen bort, og lange Frederik havde åbenbart »Tur« den Dag; thi det var ham, der stod på Post.
   Fanny gik hen til ham, for på sine Forældres Vegne at indbyde Patruljen til Kaffe om Aftenen. Hun beså Teltet, og Frederik gjorde sig al Umage for at gøre sig behagelig.
   »Nå, nu må jeg hjem,« sagde hun omsider, »følg mig lidt på Vej og hjælp mig over Stenten.«
   Frederik fik en hård Kamp at bestå. På den ene Side Pligten - han havde jo fået udtrykkelig Besked om ikke under nogen Omstændigheder at forlade sin Post, - på den anden Side, ja, han måtte jo også hjælpe en ung Dame, der bad om det, og han fulgte Fanny på Vej.
   Imens brugte Jørgen Tiden. Det var utroligt, hvad han fik udrettet. Tæpper blev byttet om, Skeer og Gafler blev puttet i forkerte Futteraler, ja - han fik endda Tid til at sy Navnesedler om.
   Patruljen vendte hjem, og Mage til Postyr havde Føreren endnu ikke kendt indenfor sin Patrulje med den gennemførte Orden.
   Intet kunne de finde af deres egne Sager. Hugos Spiserekvisitter var kommet i Kais Hylster, og Frederiks Navnetræk var syet på Peters Tæppe, som ganske vist var af samme Slags, men lidt tykkere osv., osv. -
   Al Harme vendte sig mod den ulykkelige Frederik, som til Straf fik en ekstra Vagt, mens de andre tog op til Proprietærens Kaffebord.
   Det kunne nu være det samme, men hvem havde gjort det, og hvorledes kunne det overhovedet ske. Det blev en ny Gåde, som beskæftigede deres Hjerner Dag og Nat.
   De var klar over, at de blev forfulgt, men af hvem og hvorledes?
   Dagene gik - og hver Dag havde Jørgen en lille Overraskelse til Patruljen. Med stor Opfindsomhed fik han Vagterne narret bort, og Patruljeføreren tordnede og dikterede Ekstravagt på Ekstravagt.
   Nu manglede Jørgen kun til sidst at narre selve den stolte, men årvågne Patruljefører. Dag efter Dag havde han afluret ham; men endnu havde der ikke tilbudt sig nogen Lejlighed.
   Så endelig kom Lejligheden den sidste Nat.
   »Ørnene« lå ved en Mose. Inde i Teltet hørte man kun de dybe Åndedrag, som tydede på en fast og rolig Søvn. Peter vandrede frem og tilbage uden for Teltet. Han havde Hundevagten den Nat.
   Hvad var det? Rørte der sig ikke noget nede i Mosen. Nej - jo - nu hører han pludselig de ynkeligste Hyl fra en Kat. Dødsangstens Skrig. Her må handles hurtigt. Det er naturligvis en Kat, der er faldet i et Vandhul. Af Sted derned, han må optræde som Redningsmand.
   Men mens Peter søger rundt i Mosen, er Jørgen behændigt smuttet udenom, og i en Fart får han alle Pløkkene rykket op, og Teltet væltet nedover den dybt slumrende Patrulje.
   Stor Forvirring. Da Peter vendte tilbage, blev han ikke modtaget med blide Ord. Stilfærdigt forklarede han Historien om den druknende Kat. Indvendig godtede de sig over, at det også kunne hænde deres Fører at blive narret fra Posten, og der var endda en, som vovede en spydig Bemærkning om det underlige i, at en Kat optrådte under Hundevagten.
   - - - -
   Næste Dags Eftermiddag vendte Patruljen atter tilbage til deres By. På Gaden mødte de »ganske tilfældigt« Jørgen.
   »Nå - har I haft en rar og rolig Tur?« råbte han muntert til dem.
   Der var dog ingen af dem - undtagen deres Fører, Peter, som lagde Mærke til det lidt spottende Tonefald.
   Som et Lyn slog den Tanke ned i ham, at deres onde Ånd ingen anden havde været end Jørgen.
   »Vent et Øjeblik her,« lød hans Kommando til Patruljen, og i få Spring var han ovre hos Jørgen.
   Der stod de to lige overfor hinanden, og deres Øjne mødtes. Men kun et lille Øjeblik så de hinanden i Øjnene, så opklaredes deres Ansigter af et stort Smil.
   »Den klarede du morderlig godt, Jørgen,« begyndte Peter, »og så er vi kvit, ikke sandt - for det kan godt være, at du alligevel ikke spændte Ben.«
   »Du er altså ikke gal på mig for det, Peter - jeg ved såmænd ikke selv, om jeg alligevel ikke den Dag kom til det.«
   Jørgen strakte Hånden frem, og Peter greb den. I det Øjeblik havde de to gamle Venner atter fundet hinanden.
   »Gal i Hovedet på dig, Jørgen,« svarede Peter, »nej, tværtimod. Du skal blive optaget i Patruljen som Æresmedlem, og vi vil døbe dig: Ørnenes onde Ånd.«