WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Tyrefægtningen




Torry Gredsted: Krybskytten og andre Fortællinger (1932)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


I

   Arne sad alene i sin Faders - Forpagter Bækhøjs - store Kontor. Han havde trukket begge Ben højt op under sig, og hans Øjne fulgte hurtigt Linie efter Linie i den tilsyneladende så spændende Bog, der lå på hans Knæ.
   Det var meget sjældent, at den 12-årige Arne gav sig i Kast med en Bog. Han levede ellers sit Liv udendørs, og her på Faderens store Gård havde han rig Lejlighed til at tumle sig frit og utvungent.
   Men nu havde han ganske tilfældigt taget denne Bog fra sin Faders Reol, og han skulle lige love for, at den var spændende.
   Den handlede om Tyrefægtning.
   Trods alt det spændende slap Arnes Øjne Bogen, og han kiggede et Øjeblik tænksomt frem for sig. Met et Sæt sprang han pludselig op, løb hen til Døren og kiggede ud.
   Nej - der var ingen hverken at høre eller se. Så i en Fart hen til Telefonen. »Nr. 11 - Tak. - Jeg ville gerne tale med Holger. - Tak. - Er det dig, Holger? - Det er Arne - Du, kom, hør engang - nej, kom bare herud, så hurtigt du kan. Jeg har en knippel god Idé. - Ja, skynd dig - kom i Løbet af 0, Niks.« - Afringning.
   Endnu nogle Sider blev slugt; men så havde Arne ikke Ro på sig længere. Han måtte ud at møde Holger - Doktorsønnen fra den lille, nærliggende By.
   På Landevejen mødtes de to.
   »Hvad har du fundet på, Arne?« var Holgers første Spørgsmål. Han ventede sig alt; for han kendte Arnes rige Fantasi.
   »Jo, du - hør nu. Jeg har lige læst en mægtig spændende Bog om Tyrefægtning, forstår du, og så - - men lad os lige smide Cyklerne, så skal jeg fortælle dig det.«
   De lagde Cyklerne i Grøften og satte sig selv på Kanten. I et flydende Foredrag satte Arne sin gode Ven ind i alt, hvad der hørte til Tyrefægtning og endte med at fortælle om den stolte Matador, der stod ganske alene overfor den rasende Tyr.
   »Og forstår du så ikke, hvad vi vil lave?« sluttede han.
   Nej, det vidste Holger ikke sådan lige på en Studs.
   »Jo, naturligvis - vi laver Tyrefægtning. Nede i Avernak-Indelukket går der netop fire af Fars unge Tyre. De passer akkurat lige i Alder; men du kan tro, de er ikke sådan at have med at gøre.
   Vi to er Matadorer, og når vi har øvet os lidt, så inviterer vi hele Klassen ud at se på det. Jeg har fået Lov til at lå dem allesammen ud til min Fødselsdag, så kan det blive Spænd at lave Tyrefægtning.«
   Holger var helt fortumlet over at høre denne dristige Plan; men han var vant til i eet og alt at følge sin Kammerat. Det var ikke første Gang, de to sammen havde udført en Bedrift, som lå ud over det dagligdags.


II

   På hver Side af Indgangsleddet til Avernak-Indelukket hang en halv Snes Drenge, i hvis Ansigter den højeste Spænding stod at læse. Foran dem stod fire prægtige Tyre og kiggede nysgerrigt på dem med de blanke, sorte Øjne.
   Hvad var dog Meningen? Hvorfor havde deres Vært ført dem herud og anbragt dem her ved Leddet? Hvad havde der været i de store Pakker, som Arne og Holger havde bragt med, og hvorfor havde de to trukket sig tilbage ind i Skoven?
   Sludderen gik højrøstet, og alle mulige Forslag svirrede i Luften; men ingen fandt dog det rette. Arne og Holger havde forstået at bevare deres Hemmelighed godt. Tyrefægtningen skulle komme som en Bombe over Forsamlingen - noget hidtil uset og ukendt her på Egnen.
   Tyve Par spejdende Øjne stirrede over mod Skoven. Nu bevægede Grenene sig.
   »De kommer! De kommer!« lød det fra den spejdende Række.
   Og ud trådte Arne og Holger - i et fantastisk Udstyr, der lignede de virkelige Matadorers. På Hovedet bar de en lille Hue, lavet af et Lommetørklæde, der var smukt pyntet med Guldbånd syet i korslagt Mønster.
   Samme Omgang havde deres hvide Skjorter fået, og disse var foruden pyntet med en Bryst, og Rygplade af Pailletter, som Holger havde klippet ud af en gammel Karnevalsdragt på Doktorfruens Pulterkammer.
   Deres hvide Gymnastikbukser skinnede ligeledes af Guld, og Sølvbændler, og selv deres Gymnastiksko havde de bronzeret.
   Solen lyste og skinnede på al deres Pragt, mens de med værdige Skridt nærmede sig den undrende Skare ved Indhegningen.
   »No-o-oh! I-i-ih! A-a-v! Hva-a!« var de første forbavsede Udbrud af Overraskelse.
   »Hvad forestiller de?« kom så endelig et sammenhængende Spørgsmål.
   Ingen svarede straks; men nu var Arne og Holger så nær, at enhver tydeligt kunne se det store, røde Forklæde, som de stolte Matadorer havde udfoldet og bar over den halvt fremstrakte venstre Arm.
   »Tyrefægtning!« skreg en 5-6 Stykker med een Mund. Ih - at de dog ikke straks havde tænkt på det.
   Naturligvis ville de to lave Tyrefægtning. Nu kunne de alle se det; for enhver af dem vidste jo, at Tyre ikke kan udstå den røde Farve.
   Pludselig vågnede Interessen igen for de fire Tyre i Indhegningen, og alle kiggede på dem. Også de havde fået Øje på de to spraglede Skikkelser.
   De kendte deres Plageånder fra de forløbne Dage, da Arne og Holger havde øvet sig i deres Kunst. Tre af Tyrene trak sig frivilligt lidt tilbage i Baggrunden; men en af dem sænkede Hovedet, brummede vredt og skrabede Jorden op med sin Klov.
   »De er ikke rigtig kloge - ih, de vil da ikke gå ind til dem? Se, hvor den er rasende,« ytrede en.
   Ingen svarede ham. En forventningsfuld Tavshed bredte sig over den ungdommelige Forsamling. Enhver havde på Følelsen, at det her ville blive spændende.
   Så nåede »Matadorerne« hen til de andre. Først betragtede alle med stor Forundring de to strålende Skikkelsers Pragt, og dernæst blev de opmærksomme på nogle Stokke, der lignede Pile, og som Arne og Holger bar i højre Hånd. De var hver en halv Meter lange og prydet med blå, gule, røde og hvide Bånd.
   »Hvad vil I lave?« gispede en.
   »Stille!« kommanderede Arne og hævede sin højre Hånd. »Vi er to berømte Matadorer, og vi har den Ære at ville forevise vor Kunst for det ærede Publikum. Det er ikke lutter Spøg - se kun på Kamptyrene.
   Det gælder om at ramme Tyren midt i Panden med denne Pil. I må ikke komme over Rækværket. Nu begynder Forestillingen.«
   Arne og Holger gik hver til sin Side af Leddet og hoppede behændigt over Ståltrådshegnet.
   Langsomt og med det røde Klæde vidt udfoldet nærmede de sig Tyren, der endnu stod midt ud for Drengeklyngen. Den var åbenbart lidt i Tvivl om, hvem den skulle gå først imod.
   Dens dybt sænkede Hoved virrede fra den ene til den anden Side, og med de små, ondskabsfulde Øjne, hvoraf man kun næsten så det hvide, holdt den Øje med sine Fjender.
   Med et lille, kort Grynt satte den sig så pludselig i Bevægelse og galoperede henimod Arne. Ikke en Lyd hørtes fra alle Tilskuerne - kun Betagethedens dybe, halvt stønnende Åndedræt.
   Ville han klare Situationen? Han stod jo fuldstændig rolig - flyt dig, løb dog, løb dog - - - nu - så det ikke akkurat ud, som om Tyren havde grebet ham og slynget ham op i Luften - - nej, nej, han havde jo reddet sig i sidste Øjeblik ved et behændigt Spring til Siden, og det var kun det røde Klæde, som Tyren havde hvirvlet op i Luften.
   Den første betagende Spænding var overstået, og Begejstringen begyndte at få Tag i den ungdommelige Tilskuerskare. Først råbte nogle Bravo, så begyndte nogle andre at klappe, og snart hujede og råbte de alle i Munden på hinanden.
   Holger var imidlertid løbet til for også at høste sin Del af Triumfen. Tyren snurrede om og satte efter ham; men også han klarede stolt Situationen.
   Atter bragede Bifaldet, og det gjorde de to unge »Matadorer« dristigere og dristigere. De fløj i store Spring omkring den ulykkelige Tyr, der til sidst hverken vidste ud eller ind.
   Flere Gange var den på Nippet til at opgive Kampen og flygte bort til de andre; men så fik den Øje på det usalige, røde Klæde, der udfordrende flagrede for Øjnene af den, og atter måtte den styrte sig imod det, for dog kun at støde sine Horn op i den tomme Luft.
   Tyren var ved at blive træt, og det store Øjeblik var kommet, da »Matadorerne« skulle plante deres båndprydede Stokke i Tyrens Pande. Det blev dog ikke til noget; thi nu trak de tre andre Tyre sig nærmere og nærmere, og en af dem satte så småt i kluntet Galop.
   Holger løb den i Møde for at trække den efter sig med sit røde Klæde, at ikke Arne skulle have to overfor sig. Det lykkedes ham også, og snart havde de to hver sin Tyr, hvis Angreb de Gang på Gang med virkelig Behændighed afparerede.
   - - - - Ved de virkelige Tyrefægtninger hænder det Gang på Gang, at man pludselig kan se en lille Knægt, hvem Begejstringen over det vilde Skuespil har berøvet Sans og Samling, springe op fra sin Plads og hensynsløst tumle forbi Tilskuerne - ovenover - nedenunder - ligemeget hvordan.
   I et behændigt Spring er han over Barrieren, smøger sin Frakke eller Skjorte af og farer frem mod Tyren.
   Behjertede Mænd styrter til, og snart er Fyren fanget og ublidt lempet over Barrieren, hvor en Politibetjent tager sig af ham.
   Begejstringen over det spændende Skuespil havde også her grebet alle Arnes Klassekammerater, og hvorfor skulle der ikke ske noget lignende her?
   Og det skete også. Knud Wilken - kendt som sin Klasses bedste Gymnastiker - glemte i sin Begejstrings Rus ganske sig selv og Arnes udtrykkelige Påbud om at blive på den anden Side af Indhegningen.
   Pludselig var han i et Spring over Rækværket, trak hurtigt sin Trøje af og ville også til at optræde som Matador.
   Hans Eksempel smittede med det samme, og et Øjeblik efter knagede og bragede Rækværket under de mange Drenges Vægt. Ikke alle kom lige behændigt over.
   Det blev dog Tyrene for meget. De snurrede rundt, og med Halen lodret i Vejret galoperede de bort.
   Arne og Holger stod et Øjeblik som lamslået. Hvad skulle dog det betyde? Men de var slet ikke i Stand til at dæmpe den Ophidselse, de selv havde været Mestre for at optænde hos Kammeraterne.
   Tyrefægtningen var åbenbart forbi; for der flygtede alle Kamptyrene.
   »Det er Bøfler - vi er Indianere - efter dem!« lød så pludselig et højt gennemtrængende Råb.
   Ja, det var naturligvis Løsningen, så fik de jo alle lidt Fornøjelse ud af Tyrene. Inden Holger og Arne fik sig taget sammen, styrtede hele Flokken under vild Hujen og Skrålen efter de fire Tyre.
   Vildere og vildere gik Jagten Indhegningen rundt. De ulykkelige Dyr styrtede sanseløse af Sted, og indhegningen genlød af Skrig og Skrål. Alle var hidset op til det yderste.
   Arne kunne se, at dette her gik ikke. Sæt hans Far kom og så, hvorledes de behandlede hans fire Præmietyre - Gårdens Stolthed. Han fægtede med Armene og søgte med høje Råb at standse den vilde, hujende Flok, når den kom i Nærheden af ham; men det lykkedes ham ikke. Først da de unge Krigere selv følte Træthed, slappedes deres Ophidselse.
   Langt om længe fik Arne og Holger dog endelig Hold på dem igen. De samlede sig om Indgangen. Tyrene var søgt hen til den fjerneste Del af Indhegningen - to af dem havde smidt sig ned.
   Ophidselsen var forbi, og en trykkende Stemning hvilede over Forsamlingen.
   »I er nok klar over, at det her siger I ikke et eneste Ord om hjemme og heller ikke på Skolen,« sagde Arne, »nu klæder vi os om, og så går vi hjem.«
   Der var ikke een, som ikke var fuldstændig enig med ham i, at det var bedst at holde ren Mund med, hvad der var passeret.


III

   Arne kom først sent op den følgende Morgen. Dels var det jo Søndag, og dels var han midt om Natten blevet vækket og havde været oven Senge over en Time, fordi et voldsomt Tordenvejr med knitrende Lyn var gået lige henover Egnen.
   Nu var det dog atter strålende Solskin, og selv inde i Stuerne kunne man mærke Tordenvejrets forfriskende Indvirkning.
   Arne bankede på Faderens Kontordør og trådte ind for at sige God Morgen. Forpagter Bækhøj stod ved Telefonen.
   »Ja, Dyrlæge - det er min Sandten et underligt Tilfælde,« hørte Arne Faderen sige.
   Det gav et Sæt i ham alene ved Ordet: Dyrlæge.
   En begyndende Angst snørede hans Strube sammen; for der var vel ikke noget i Vejen med de fire Præmietyre nede i Indelukket. Han var så meget Landmandssøn, at han var ganske klar over, at det godt kunne være, at en af Tyrene ikke havde kunnet tåle den hårde Medfart, de havde været ude for.
   Med stigende Angst og Forfærdelse hørte Arne nu Samtalens Fortsættelse, ja - det vil naturligvis sige, han kunne ikke høre, hvad Dyrlægen sagde; men Faderens Ord var tydelige nok og ikke til at misforstå.
   »Ja, der kan man se. Nu var de fire Tyre min Stolthed og Glæde, og De ved selv, Dyrlæge, hvor jeg har kælet for dem og så - - - - Hvad siger De? - - - - Ja, alle fire, nu er de ikke til andet end Sæbegryden - - - - De tager så Blanketterne til Assuranceselskabet med - - - Hvornår? - - Ja, jeg venter Dem så her, så kan De køre med mig i Giggen ned til Indhegningen - de gik nede i Avernak, der kan Deres Bil jo alligevel ikke køre - - - Tak skal De have, Dyrlæge - - - Farvel, Farvel!«
   Arne var iskold over hele Kroppen, og alt begyndte at danse rundt for hans Øjne. Faderens Skikkelse tegnede sig som en underlig Skikkelse, der bevægede sig frem og tilbage i Tågen,
   »Farvel, Farvel,« hørte han, og de Ord bragte ham igen til Besindelse.
   Lydløst sneg han sig ud af Døren. Han turde ikke møde sin Faders Øjne. Som en syg ravede han over i Laden og smed sig i Halmen.
   Hvad var der dog sket - jo, Dyrlægen skulle komme og ned i Avernak-Indelukket for at syne de fire døde Tyre. Døde - døde, de var døde alle fire, og det var hans Skyld, udelukkende hans Skyld.
   Hvad havde han dog gjort, og hvordan skulle han dog få det sagt til Faderen. Åh, og de Tyre var jo dem, hans Far holdt allermest af, og som han var så stolt over. Nu var de døde - døde.
   Arne borede sig dybere og dybere ned i Halmen, og Samvittighedskvalerne fo'r som Ild gennem ham og rystede hans Krop som i Feber.
   Pludselig sprang han op. Han måtte tale med nogen om det. Holger - ja, han måtte have fat på Holger.
   Angst for at blive set sneg han sig ad Omveje langs Mure og Halmstakke, til han nåede Udhuset, hvor hans Cykle stod. Et Øjeblik efter suste han som en rasende henad Landevejen - ad Doktorboligen til.
   Holger blev i høj Grad forskrækket, da han så det forfærdede Udtryk i Vennens Ansigt. Det var kobberrødt efter den rasende Kørsel, dog - det kunne jo endda være; men Ansigtet var helt fortrukket, og hans Øjne lyste og skinnede som hos en febersyg Patient.
   »Hvad er der dog sket, Arne?« råbte Holger.
   »De er døde,« var det eneste Svar, Arne kunne fremstamme.
   »Hva' - hvem, hvad siger du?«
   »De et døde - alle fire - Tyrene!«
   Holger blev øjeblikkelig kridhvid i Ansigtet ved denne forfærdelige Meddelelse, som han her så pludselig fik slynget ud.
   I lang Tid stod de to Venner uden at kunne finde Ord.
   »Hvad skal vi dog gøre?« fik Arne endelig sagt.
   »Vi må sige det til din Far - som det er.«
   »Holger, det bliver forfærdeligt.«
   Deltagende stak Holger sin Arm ind under Vennens, og de to fulgtes ad ned til Lysthuset. Her blev der talt frem og tilbage om den alvorlige Sag; men Resultatet af deres Samtale blev til sidst det eneste rigtige.
   Det var Kærnegutter de to - trods alt. De sejrede over enhver Fristelse til at fortie, hvad de havde bedrevet, og de var klar til at stå til Regnskab for deres letsindige Handling.
   En halv Time senere fulgtes de ad hjem mod Forpagtergården.
   Hvor Alléen stødte til Hovedvejen, mødte de Dyrlægens Bil. Den gemytlige Dyrlæge vinkede nok så muntert til dem, som var Skyld i de fire Tyres Død.
   Uvilkårligt trådte de begge hårdt til i Pedalerne, nu de kom nærmere. Det frygtelige skulle overstås, og jo før desto bedre.
   Ud fra Gården svingede to Fladvogne med omtrent alle Karlene. De havde Reb og Taljer med, og Drengene vidste straks, hvor de skulle hen.
   »Vil I med, Knægte - ned til Avernak og hente Tyrene?« råbte Underforvalteren.
   Det gav et Stik i deres Hjerter, og Pedalerne fik et ekstra hårdt Tryk.
   Lidt efter bankede de varsomt på Forpagter Bækhøjs Kontor.
   »Kom ind!«
   »Er det -« men længere kom Forpagteren ikke.
   Da Arne stod overfor sin Far, brast det for ham. Alle hans Beslutninger om, hvordan han ville begynde på sin vanskelige Tilståelse, blev til intet.
   Tårerne styrtede ham ned ad Kinderne, og han greb sin Faders Hånd så krampagtigt, et Forpagter Bækhøj blev helt kold af Angst.
   »Men Dreng dog - Arne dog - hvad er der sket?«
   Også Holger var så dybt betaget af Situationen, at heller ikke han kunne holde sine Tårer tilbage.
   »Arne - hører du dog - sig mig det dog,« fortsatte Forpagteren og holdt Drengen ud fra sig.
   »Det er mig - det er os - det er vores Skyld, at Tyrene - er - døde.«
   Forpagter Bækhøj trak Vejret med et Lettelsens Suk. Ingen af Drengene lagde dog Mærke dertil. Han førte sin Søn hen til den store Sofa og anbragte ham der. Holger fik han også til at sætte sig, mens han selv gik frem og tilbage over Gulvet.
   »Hvad er det, du siger, Arne? Er det jeres Skyld, at Tyrene er døde?«
   »Ja.«
   »Kom nu kun lidt til Ro og lad mig så høre.«
   I afbrudte Sætninger kom så hele Tilståelsen. Snart var det Arne, snart Holger, som fortalte. Men ingen af dem søgte at skjule noget eller besmykke deres Handlinger.
   Forpagter Bækhøj hørte på det hele uden at afbryde dem.
   Da de var færdige, gik han hen til sit Skrivebord, rodede længe rundt i en af de inderste Skuffer; men fandt så omsider, hvad han søgte.
   »Kom her hen, Drenge, og se. Engang i mine unge Dage var jeg i Spanien, og jeg har selv set en Tyrefægtning. Men hvor jeg tit og ofte har ønsket, at jeg ikke havde overværet dette modbydelige Dyrplageri. Se kun på dette lille Hefte med Billederne derfra.«
   Forpagteren viste dem alle de forskellige Scener fra en Tyrefægtning. Han brugte ikke blide Ord, og Drengene gyste ved at høre om, hvor skændigt, lavt og brutalt Menneskene kunne behandle de ulykkelige, umælende Dyr.
   »Nu har I selv hørt om en virkelig Tyrefægtning, og lad os så tale om jeres.«
   Arne og Holger dukkede Hovedet - så nu kom det værste.
   »I har været forfærdelig letsindige, Drenge, og jeg kan slet ikke forstå, at I kan finde på at drille Dyrene således. Men jeg er glad for, at I alligevel kommer så åbent og ærligt til mig og fortæller det hele.
   Jeg kan se på jer, at I begge fortryder det - virkeligt for Alvor, og nu skal jeg tage en tung Byrde fra jer. I var ikke Skyld i Tyrenes Død.«
   Drengene så forundret op på Forpagteren. Var de ikke Skyld i Tyrenes Død?
   Forpagteren smilte.
   »Nej, Skylden er Tordenvejrets eller rettere Lynets. Desværre har mine fire dejlige Tyre haft for Skik at lægge sig op til Rækværket. Lynet er slået ned i Ståltrådshegnet og dræbt dem alle fire på en Gang. Dyrlægen har lige været her, og her ligger hans Attest.«
   Et lykkeligt Smil udbredte sig over de to Drenges Ansigter, og Forpagteren kunne tydeligt høre deres befriende Suk.
   »Og så, Drenge - giv mig så jeres Hånd. Er vi nu enige om, at de umælende Dyr - hvad det end er for nogle - for Fremtiden ingen bedre Venner, ingen noblere Beskyttere har end jer to. Ikke sandt - vi er enige?«
   »Ja,« lød Arnes og Holgers Svar fuldstændig samtidigt.