Pjerrot

Af Zakarias Nielsen (1913)
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Pjerrot var en Hund, den dejligste Hund i Verden. Ja, det er nu min Mening. Jeg fik den som Hvalp af en Bager i Udby, da var den ikke større, end at den kunne sidde i min Frakkelomme, men den kostede da heller ikke mere end 3 Øre, - og så fik jeg endda i Tilgift en stor Tvebak, som den skulle have at gnave af på Vejen hjem. Da jeg nåede hjem til Børnene med den lille rødgule, lådne Kammerat, var de nær ved at sætte Huset på den anden Ende af Glæde; især var lille Elise, som den Gang var syv År, rent ovenud af Fryd; hun hoppede og fægtede med Hænderne og hylede formelig af Henrykkelse over den lille Tykkert, der troskyldig sad og kiggede op af min Lomme.

„Far, må det være min Hund?” råbte hun.

„Nej, Far, må det være min?” stemte Knud i med.

„Nej, Far, Far . . .”

Huha, de Unger! „Stille!” råbte jeg, så det rystede i Huset.

„Jamen Far . . .!”

„Søde, gode Far . . .!” -

„Hold nu op. I skal være lige gode om den,” sagde jeg bestemt. Og derved blev det.

Jeg er Møller, Vandmøller, og bor noget ensomt nede ved Harreby Aa. Der bor en Kludekræmmer i et lille Hus bag ved min Have, ellers har jeg ingen Naboer, Børnene kom kun sjældent ud iblandt fremmede, navnlig efter at min Kone var død; de var derfor ikke vante til mange Fornøjelser. Men den lille tykke Gæst, der var kommen til Huse, skaffede dem en Fornøjelse fra Morgen til Aften.

Hvalpen skulle have et Navn; men Børnene kunne ikke blive enige om, hvad den skulle hedde. „Strut” og „Snut” og mange andre dejlige Navne blev foreslåede, men igen forkastede. Så traf det sig en Morgen, da Elise havde svøbt et hvidt Lommetørklæde om Livet på Hvalpen og givet den en Natkappe på, at jeg kom til at sige, at den lignede en lille Pjerrot.

„Pjerrot, Pjerrot!” råbte begge Børnene, og dette Navn kom Hunden til at bære hele sit Liv.

Som den lille Tamp kunne æde! Ja, det var noget forskrækkeligt. Mælk og Grød, Flæskehapper, Fedtebrød, alt muligt, gled i den som - ja som Fedt i en Hund. Og det kan nok også være, at den trivedes af Foderet. Otte Dage efter at vi havde fået den, prøvede jeg, om den endnu kunne sidde i min Frakkelomme - jo, den kunne lige glide ned i Dybet, men Lommen den revnede ved den ene Side, for Tøjet var lidt skørt. Det blev så sidste Gang, Pjerrot kom i Hullet.

Efterhånden som den voksede til, øvede Børnene alle Slags Leg og Løjer med den. Med Jubel og glade „Vov vov” gik det hver Dag af Sted i Galop rundt i Havens Gange. En Gang imellem rullede Tyksakken et Par Omgange, men en, to, tre var den oppe igen, stak Halen mellem Benene, bøjede Hovedet nedad og kilede af Sted igen, med Ørerne daskende om Hovedet, så det knaldede efter.

Hvad der morede Elise mest var at lade Hunden bide sig fast i en Las, som hun holdt i Hånden, og så - hyp hyp! op og ned ad Gangene. Hunden rev og ruskede i Lasen, så Støvet stod i Vejret, knurrede og hev til sig, strittede imod med alle fire og lod sig slæbe ned ad Gangen, indtil den med eet fik i Sinde at gøre et skælmsk Spring til Siden, hvorved den somme Tider fik Held til at rive Elise omkuld. Når det lykkedes Pjerrot at trække Lasen fra pigebarnet, løb den et Par Omgange med den rundt i Haven, lagde sig derpå ganske rolig på Grønningen, men lå nok så lunt og lurede efter, om Børnene ikke ville komme og nappe Lasen. Hvis de så med List og Lempe nærmede sig - vips! sprang Pjerrot op, virrede med Hovedet, så Lasen snurrede rundt som en lille Møllevinge, pilede derefter af Sted til et andet Hjørne i Haven. Åh, hvor jeg morede mig ved at se på Løjerne. Jeg stod somme Tider ved Lågen og lo, så min Mave hoppede.

Ofte sad Mads Kludekræmmer tillige med sine to Drenge uden for Gavlen af sit Hus og ordnede Klude. En Eftermiddag havde de forladt deres Kludebunker et Øjeblik. Hvad sker? Da Mads og Drengene kommer tilbage, ser de, at deres kære Klude er blevet splittet mod alle fire Verdenshjørner.

„Hunden, Hunden!” råber begge Drengene i Munden på hinanden og peger hen efter Havehegnet.

Ja, der løb Pjerrot og daskede sig om Ørerne med det halve af et Par gamle Underbukser; men langs med Plankeværket lå en Velsignelse af gamle Skjortelinninger, Trøjeærmer og Strømpefødder.

„Nu skulle den Hundetamp dog have så mange Tærsk!” sagde den største af Drengene. „Pjerrot, Pjerrot, lille søde Pjerrot, kom, skal du få et Suleben!”

Med en tyk Kæp skjult bag Ryggen gik han hen imod Hegnet. Uden at ane noget ondt kom Pjerrot springende hen til ham. Da lod den lille Slyngel Kæppen suse i Luften og falde, hårdt over den stakkels godtroende Hunds Ryg, hvorefter han kylede en Sten i Haserne på den og ramte dens ene Bagben. Hylende og haltende løb Hunden med Halen mellem Benene ind i Gangen, hvor Knud og Elise længe måtte trøste den for at få den til at tie. Men den Dag lærte Pjerrot, at der er stygge Mennesker til.

Elise havde en Høne, der hed Vrikke, et Navn, som hun havde givet den, fordi den var så lavbenet og vrikkede så morsomt, når den gik. Hun elskede denne lille Høne; hun havde kælet for den, lige fra den ikke var større end Ægget, den var krøbet ud af. „Vrikke! Vrikke! Vrikke!” hørte jeg hende hver Morgen råbe uden for Køkkendøren. Da, kom Hønen løbende i Vrikkegalop og begyndte ivrigt at hakke Korn af hendes Hånd. Hvor meget end Elise holdt af Pjerrot, tror jeg dog, hun elskede Vrikke endnu højere, og Hunden kunne aldrig forvolde hende nogen værre Angst, end når den i ungdommelig Kådhed gav sig til at lege Tagfat med Vrikke, så Fjerene fløj af Kroppen på den.

Pjerrot var altid så voldsom, han var bleven en stor, langbenet Lømmel med brede, daskende Øren og en lang, busket Hale. Der var ikke noget ondt i Pjerrot, det var der ikke, han elskede alle - dog ikke Kludekræmmerens Dreng - han elskede også den lille søde Vrikke, men han elskede alt for hårdt; han tog sig ikke i Agt for, at hans spidse Tænder stak igennem som Søm, eller at hans brede, klodsede Labber med de skarpe Klør næsten rev alt sønder og sammen, som de klappede på. Jeg for min Del holdt ikke af at blive klappet af Pjerrot.

Som sagt, Pjerrot var en Klodsmajor, men en god Klodsmajor. Han var så glad, han ville så gerne lege med alle, selv med den store kinesiske Hane, der dog var så gal af sig.

Men en Dag legede Pjerrot så længe med Hanen, at den vendte Øjne, løb rundt og råbte: „Væk”, „Væk!” hvorefter den faldt om og blev liggende så død som en Sild.

Det skulle Pjerrot ikke have gjort; thi Følgen blev for det første, at han fik et Par varme Lussinger, og for det andet, at jeg fældede den Dom: „Nu skal Pjerrot bindes.”

Endnu samme Dag fik jeg en Tømrer til at smække et Hus sammen af nogle Brædder, og Pjerrot blev lagt i Lænke.

Men hvor den Hund dog tudede! „Hu-u-u!” - „Ja, du kunne lade være at bide Kineseren.” - „Hu-u-u!” - „Ja, det nytter ikke, du hyler.” - „Hu-u-u!” - „Vil du nu holde din Mund, og det straks!” - „Hu-u-uuuuu!” Knud og Elise var lige ved at give sig til at tude med. „Far . . .” - „Åh lille Far . . .” Dersom jeg var Mand for at holde Stand over for al denne Ynk! Ja, hvis du vil love mig at lade være med at bide og klappe for hårdt herefter . . .” sagde jeg til Hunden. Pjerrot svingede med Halen og syntes at love alt muligt. Så forbarmede jeg mig da over ham og løste ham igen.

Vild af Taknemlighed sprang han op ad mig, svøbte sin varme Tunge om min Næse og rev min Vest i Stykker med sine Klør. Derefter fik Børnene hver en Omgang med Kys og Klap. Og da det var besørget, galoperede han ud af Gården ud i Marken, over Stok og Sten, hen over Kludekræmmerens Sokker og Skjortelinninger, ind over Urte- og Blomsterbede og tilbage igen ind i Gården, hvor det eneste levende Væsen, han mødte, var lille Vrikke, der troskyldig stod og huggede Grød i sig af Pjerrots eget Fad.

„Er du der, min dejlige Putte!” tænkte Pjerrot. „Kom, lad os få os en Svingom sammen; jeg er så glad, så glad - hej hopsasa!”

Pjerrot nappede Vrikke i Vingen, svang den et Par Gange rundt; men Vrikke, der slet ikke fandt Spøgen morsom, gav Hals og sprællede af alle Kræfter.

„Pjerrot! Pjerrot dog!” råbte i det samme begge Børnene, der havde hørt den ulykkelige Hønes Skrig og løb til for at frelse den.

Pjerrot var en lydig Hund, han holdt altid op med at gøre Fortræd, når han havde øvet en Ulykkesgerning og der blev skændt på ham. Ak, men lille Vrikke lå med udslagen Vinge på Jorden og gispede.

Elise tog Hønen op i Favnen. „Der er Blod på Vingen!” sagde hun grædende. „Stakkels, stakkels Vrikke . . .! Fy, din stygge Hund!”

„Fy, skamme dig!” stemmede Knud i med og truede vredt ad Hunden. „Hvad skulle du nu ha’?”

Pjerrot satte et angergivent Ansigt op og gav et Par bedrøvede Sving med Halen. Det så ud, som han lovede, at han aldrig skulle gøre det mer. Nå, så fik han et Par Tjat af en lille Kæp; men de må ikke have gjort ondt, thi Pjerrot, der nok skønnede, at det hele nu var overstået, sprang fornøjet op ad Drengen, oversavlede hans Ansigt og fik til sidst revet ham omkuld med sine Kærtegn.

Men Elise gik ind med sin Høne, badede dens Vinge og bandt linnede Klude om den, medens Tårerne vedblev at flyde ned over hendes Kinder.

Uden at sige noget til Børnene lagde jeg igen Hunden i Lænke. Og så havde vi den samme Historie igen: „Hu-u-u-u.” - „Ja, du kunne have ladet Hønen gå, din Slubbert!” - „Hu-u-u.” - „Hold Mund!” - „Huuuuu . . .!”

Det blev en frygtelig Nat. Elise lå og klynkede i Søvne og talte hele Tiden om Blod. En Gang råbte hun fortvivlet:

„Nu er han der igen . . . fy, Pjerrot, vil du lade være!”

Og ude fra Gården lød Pjerrots langtrukne „Hu-u-uuuu” den hele Nat.

Pjerrot, der en Gang imellem stod bunden og en Gang imellem gik løs, lærte i Tidens Løb en Mængde forskellige Kunster. Han kunne sidde, gå på Bagbenene, springe over en Stok osv. Jeg fik også lært ham at opsøge min Hue og mit Lommetørklæde. Når jeg sagde: „Pjerrot, hvor er min Hue?” sprang han straks omkring og snusede, indtil han fandt den. Ligeledes havde jeg lært ham at „gribe fat” som jeg kaldte det, Når jeg pegede på en Person, dvs. en fremmed Person, og sagde: „Pjerrot, grib fat!” fór Hunden ind på ham, satte Forbenene på hans Bryst og skubbede ham op mod en Væg eller et Træ, knurrede og gloede med bistre Øjne på ham og vedblev at holde ham således fangen, til jeg råbte: „Slip!” Disse Kunster, som Hunden lærte, uden at jeg havde nødig at anvende Prygl eller Sult, kom mig flere Gange til Nytte, som jeg nu skal fortælle.

Først må jeg dog fortælle, at Vrikke aldrig kom sig mere. I et helt År gik den og „hængte” med Vingen, og omsider døde den, det lille Skind. Pjerrot havde derved mistet Elises Kærlighed; men han vandt den igen et halvt Års Tid efter. Hør, hvordan det gik til!

En pjaltet klædt Skærsliber, en skummel Karl med et mørkt, noget forstyrret Blik, kom en Dag kørende med sin lille Trillevogn ind i Gården. Vognen blev trukket af en stor broget Hund, der var så mager, at den knap kunne hænge sammen. Manden, der så ud til at være en tredive År, var vistnok Zigeuner. Han talte et underligt Pludresprog, halvt Tysk, halvt Dansk.

„Sliber Sakser og Knive - billig og gut.”

Han fik en Forskærerkniv og en Saks at slibe, og da han var færdig med Arbejdet, kom han ind i Køkkenet og fik sin Betaling.

„Dakker, dakker!” sagde han og bukkede.

Men idet han gik, så han Lejlighed til at nappe et Par Sølvskeer, der lå på Køkkenbordet tæt ved Døren. Elise opdagede Tyveriet og råbte:

„Far, Far, han tog Sølvskeerne!”

Som en Vind fór jeg ud af Døren, og slog en Hånd i Kraven på Fyren og tog Skeerne fra ham.

„Gute Herre, Gute Herre,” bad han og gav sig til at snøfte. „Jeg er so hungrig, og min arme Hund ligeso . . . jeg er so fattig . . . gute Herre, gute Herre, forgiv mig min Synd.”

Jeg nøjedes da med at give ham et Puf og bede ham pakke sig ud af min Gård.

„Dakker for nådig Straf,” sagde han, men idet han drejede sig for at tøfle af, tilkastede han Elise et hadefuldt Blik, og surmulede for sig selv: „Hohoho, lille Jomfru!”

Elise, der var bleven en stor og rask Pige med røde Kinder, var just ikke ræd af sig, men dette Blik fik hende dog til at fare sammen og sige: „Hu, Far, så du de Øjne?”

Idet Skærsliberen kørte forbi Hundehuset, sprang Pjerrot frem og ville fare i den anden Hund; men Skærsliberen gav ham et så kraftigt Spark, at han faldt og udstødte et Hyl; hurtig var han dog på Benene igen, rev og rykkede i Lænken og gøede rasende efter de bortkørende. Havde han ikke været bunden, ville han vist have betalt dette Spark med nogle frygtelige Bid med sine store Tænder, thi Pjerrot var nu ikke sådan til at spøge med.

Elise, der så, hvor ondskabsfuldt han sparkede Hunden, udbrød: „Det var dog vist en rigtig ond en. Bare han dog aldrig skal komme her mere!”

Hun forvandt dog snart hele Forskrækkelsen og gav sig til at slibe Knive og hjælpe Pigen med Middagsmaden.

Det var umådelig varmt den Dag; skønt hun gik med bare Arme og bare Ben, pustede hun dog af Hede, og hendes to fyldige Kinder blussede som to Valmuer.

Som hun flere Gange tidligere havde gjort, løb hun ved Solnedgang over til Harrebygaards store Rugmark for at pille Kornblomster langs Grøften. To dejlige, nysudsprungne Klinteblomster stod og vinkede så indbydende et lille Stykke inde i Rugen. Det kunne dog vist ikke gøre noget, tænkte hun, om hun gik ind og tog dem; hun skulle nok passe godt på, at hun ikke trådte Rugen ned. Men se nu der - et Stykke længere inde stod der to, som var endnu smukkere. Varsomt bøjede hun Stråene til Side og gik ind til Blomsterne. Men hvad ser hun? Længere inde står der tre allerkæreste Kornblomster og titter til hende mellem Stråene - også dem måtte hun have med. Da hun vendte sig for at gå tilbage, snublede hun i Stråene og styrtede lige på Hovedet ned i en Rende. Åh, hvor det gjorde ondt i Panden! Et Øjeblik lå hun og så sig om. Hvad var det dog for nogle Gnister, hun så oppe på Himlen? Og Sæden - hvordan var det dog, Stråene dansede rundt?

Endelig rejste hun sig og gav sig til at gå. Men hvordan hang det dog sammen? Hun blev ved at gå - fremad, fremad, men kom ikke ud til Grøften.

Da gik det på een Gang op for hende, at hun var gået vild i Rugen. I en hel Time gik hun og stampede om i den store Hovmark. En Ræv -! Var det ikke en Ræv? Jo jo, se, hvor den kilede af! Og sé der: et Hønseben og en hele Bunke Fjer! . . . .

Men hvordan skulle hun dog finde ud? Rug, Rug til alle Sider, mandshøj Rug med tunge Vipper, der daskede hende ind i Ansigtet. Tårerne begyndte at pible frem i hendes Øjne, og Benene rystede under hende.

„Åh Gud, Gud, hjælp mig at finde ud!”

Det tog til at mørkne, og Luften blev klam og kølig. Med slæbende Ben og værkende Pande asede hun fremad i den tætte Skov af Strå. Endelig, endelig ser hun en Lysning i Rugen forude. „Gud ske Lov, Gud ske Lov!” - Hun springer ud på Kløvermarken og ser sig om. „Hvor er jeg?” Hun synes, hun aldrig før har set de Huse og de Træer derovre.

På een Gang udstøder hun et hvinende Skrig og bliver stiv af Rædsel . . . Skærsliberen.

Ja, ham var det, der rejste sig fra Kanten af Rugmarken, hvor han syntes at have redt sig et Natteleje for sig og sin Hund.

„Hoho, lille Jomfru -!” sagde han med et ondt Grin og fór hen til hende. „Nu kan jeg dakke dig for den schmukke Tjeneste, du viste mig.”

Elise løb skrigende hen over Kløvermarken; men Skærsliberen sprang efter hende og fik hurtig fat i hendes flagrende Hår.

„Skrig ikke so, min dajlige Barn,” sagde han og kneb hende så kraftigt i Armen, at den var sorteblå i fjorten Dage efter. „Jeg vil jo bare scknakke lidt Schery med dig.”

„Slip mig, slip mig!” skreg hun fortvivlet. „Jeg slår . . . jeg river . . . jeg bider . . .!”

„Na na na, tag doch ikke so på Vej, min Skat, men vær en søt lille Pige. Kom!” vedblev han og drog hende med Magt efter sig, „kom, kom med her hen i Rugen! Der kan du hvile ut med Hector, til vi drager videre. For nu følger du da med mig og hjælper Hector at drækken Vagnen. Ikke sandt? Du vil følge med mig her rundt i den ganze Land og slibe Sakser ikke sandt?”

Atter og atter hvinede hun og råbte om Hjælp; men nu tog han for Alvor fat på hende, holdt sin Hånd for hendes Mund og kuede hende til at tie. „Nu sætter du dig her i Rugen ved Siden af mig og tier ganz stille.” Han fæstede sit mørke, stirrende Blik på hende med en Kraft, der virkede så lammende på Pigen, at hun virkelig satte sig i Rugen, ganske tavs men rystede på alle Lemmer.

Alt det, jeg her har fortalt, fik jeg først at vide bagefter. Jeg sad nemlig, mens det hele gik for sig, i god Ro hjemme på Trappen og læste i en Avis og anede intet ondt. Pigen, Mariane, havde imidlertid begyndt at ane Uråd. Ligesom jeg allerbedst sidder, kommer hun farende hen til mig:

„Jeg er bange for, at Elise er kommet noget til.”

„Hvad siger du?” spørger jeg og rejser mig.

„Ja, hun har været borte i et Par Timer, og hun er ingen Steder at finde. Jeg har søgt efter hende både i Haven og nede ved Åen, alle Vegne omkring, men forgæves. Jeg har også været inde hos Kludekræmmerens, men de vidste ingenting om hende. Konen sagde bare, at hun for en Stund siden havde hørt et Skrig langt borte fra, men hvor det egentlig kom fra, det vidste hun ikke.”

Jeg skal ikke nægte, at jeg blev lidt underlig til Mode; men jeg lod dog som ingenting og sagde: „Åh, hun kommer vel nok; kanske hun er rendt op til Byen.”

Men hun kom ikke. Det blev halvmørkt, Kl. blev halv ti, og endnu var der ingen Elise at se. Da blev jeg alvorlig bange.

Men hvad skulle jeg gøre? Hvor skulle jeg begynde at søge nu i den halvmørke Aften?

Da faldt mit Blik på Pjerrot, som lå og strakte sig uden for sit Hus, og jeg sagde straks til mig selv, at han var den eneste, der var i Stand til at opsøge Elise.

„Skaf mig i en Fart et eller andet Stykke af Elises Klæder!” sagde jeg til Pigen og gik hen til Pjerrot.

Mariane kom med en Strømpe.

Da jeg havde løst Hunden, holdt jeg Strømpen hen for Næsen af den og sagde:

„Find Elise! Af Sted!”

At Hunden forstod mig, så jeg øjeblikkelig, den begyndte nemlig straks at fare omkring i Haven og rundt om Huset, hele Tiden med Næsen mod Jorden. Til sidst løb den hen ad Rugmarken til. Jeg fulgte efter, så hurtig mine Ben kunne bære mig; men snart forsvandt den for mig i Rugen.

Rådvild stod jeg en Stund og stirrede hen over den store Rugmark.

Da hørte jeg langt borte fra et Skrig, efterfulgt af et voldsomt Hunde-Spektakel. Jeg skyndte mig af alle Kræfter op over Kløvermarken og hen imod Stedet.

„Far, Far!” råbte Elise og fór med et forstyrret Ansigt ned imod mig. Håret stod om Hovedet på hende, og Øjnene stod vidt opspilede. Netop som hun nåede ned til mig, snublede hun af Udmattelse og sank ned for mine Fødder.

„Barn! Hvordan hænger dette dog sammen?” spurgte jeg og løftede hende op.

„Skærsliberen . . .” gispede hun og pegede op efter Vognen, hvor den lasede Bandit og hans Hund kæmpede en rasende Kamp med Pjerrot.

Da jeg mærkede, at Elise nu begyndte at komme til sig selv igen, satte jeg hende i Græsset: „Sid nu rolig her et Øjeblik! Nu er der ingen Fare mer!”

Og af Sted løb jeg op imod de kæmpende. Skærsliberens Hund, der blødte stærkt fra et flænget Øre, løb hylende sin Vej, dens Herre, der havde fået revet et stort Hul på sin Bluse, greb fat i sin Vogn og ville følge Hunden; men så råber jeg, så højt jeg kan:

„Pjerrot, grib fat!”

I næste Nu havde Pjerrot hugget sine frygtelige Tænder i Mandens Skulder og kastede ham til Jorden. Med Forbenene på hans Bryst og åndende med sit blodige Gab over hans Ansigt stod han og stirrede forbitret ned på ham. Da jeg frygtede for, at den rasende Hund skulle bide Manden ihjel, måtte jeg skynde mig at råbe: „Slip!”

Skærsliberen sprang op og teede sig som et forstyrret Menneske, hvad han måske også var. Med Gråd og Snøften kastede han sig på Knæ for mig og greb, min Hånd: „Gode Herre, forgiv mig også denne Gang! Jeg havde ikke ondt i Sinde mod Barnen, det havde jeg ikke. Men jeg er en ulykkelig Menneske, jeg er ikke nogen ond Menneske, det er jeg ikke, men jeg har sådan en vanskelig Sind, jeg ved ikke, hvad jeg gør, når jeg ser noget for mine Øjne, som gør Inddryk på min Sind . . . så handler jeg efter Øgenblikkets Indskydning . . . forgiv mig, gode Herre, jeg lover . . . jeg lover . . .”

Jeg ved ikke, hvad det var, han lovede; men da jeg ikke kunne tro andet, end at de Tårer, der stod i hans Øjne, virkelig var ærlige, lod jeg ham slippe med den Dødsangst, han havde været i, mens han lå og stirrede op på Pjerrots blodige Tænder.

Elise lå syg i flere Dage derefter, men havde ellers ingen Skade taget. Pjerrot gik hver Dag og slikkede hendes Hånd og virrede med sin store, buskede Hale. Det var helt rørende for mig at se på de to og høre Elise sige den ene Gang efter den anden:

„Pjerrot, kære, rare, gode Pjerrot, jeg er slet ikke vred på dig mer, fordi du bed Vrikke.”

Der gik et Par År. Som tidligere stod Pjerrot af og til bunden, men som oftest nød han Livet i Frihed. En ny Hund var kommen til Huse, en lille fin Foxterrier, som var meget vagtsom, men som der ellers ikke er videre at fortælle om.

Der kom triste Tider for mig. Ved en Broders Fallit mistede jeg en hel Del Penge, Uheld havde jeg med mine Køer, og alt gik tilbage for mig. Jeg havde ondt ved at skaffe Brødet til Børnene, Pigen, Karlen, begge Hundene og mig selv - Svenden havde jeg måttet afskedige - og hvor nødig jeg ville, måtte jeg tænke på at skille mig af med Pjerrot, for han åd lige så meget som begge Børnene tilsammen, og for hans Skyld måtte jeg stundom selv gå sulten i Seng.

En Dag sendte jeg Bud med Mads Kludekræmmer til Svenden, der imidlertid var bleven gift med en gammel Enke og boede en Fjerdingvej borte, og lod spørge, om han ville have Hunden. Ja, det ville han gerne.

Jørgen Møllersvend var en gammel skikkelig Fyr, der havde tjent mig trofast i mange År. Han var ligeså dum, som han var platfodet, men god og trofast var han. Med et Tøjr på Nakken kom han selv en Eftermiddag traskende på sine brede Ben for at hente Hunden. Jeg lagde Tøjret på Pjerrot, og Jørgen trak af med ham. Den stakkels Hund - han så sig bedrøvet tilbage, ligesom han ville sige os Farvel. Jeg var helt ilde til Mode, Børnene stod og var ganske blege, til sidst stak de begge to i at græde. Jeg fortrød næsten, at jeg havde skilt mig af med det kære, trofaste Dyr; men der var jo intet andet for - det måtte ske.

„Så!” sagde jeg, da der var gået en halv Times Tid, „nu står stakkels Pjerrot måske og tuder ovre i sit ny Hjem.”

„Vov vov vov!” lyder det i det samme ude i Gården. Børnene og jeg farer til Ruderne. Hvad ser vi? Der løber Pjerrot nok så fornøjet og leger Tagfat med en Kalv, som gik løs i Gården.

„Pjerrot, Pjerrot!” råber begge Børnene i vild Glæde og styrter af Sted ud til Hunden.

Men hvordan kunne dette dog hænge sammen?

Da varer det ikke mer end en halv Times Tid, så kommer Jørgen igen traskende med Tøjret på Nakken.

„Aldrig i mine Dage har jeg dog kendt værre Gavtyv!” udbryder han, da han får Øje på Hunden.

Og nu fortæller han videre, hvordan den havde narret ham: „Alt gik meget godt og vel det første Stykke Vej. Han gik så stille og pænt bag efter mig, så jeg slet ikke kunne mærke, at jeg havde nogen Hund i Tøjret. Da jeg så når ud til Korsvejen . . . . atsih! (Han kom til at nyse) . . . kommer ud til Korsvejen, træffer jeg sammen med Niels Træskomand fra Udby.

Vi siger „Goddav” til hinanden og kommer i Snak sammen, „Hvad er det for en Hund?” spørger han. „Det er min,” svarer jeg, som sandt var. Nå, så følges vi ad ned ad Vejen. Men så begynder Niels at grine i Skægget: „Eh eh eh!” - „Hvad griner du af?” spørger jeg. „Åh, det er ingenting,” svarer han og stryger sig om Næsen. Da vi har gået et lille Stykke til, begynder han igen at grine og gnægre, og det blev han ved med. „Du har altid væ’t en Grinebider,” siger jeg til ham, for jeg blev tilsidst gal i Hovedet; det var, li’som han gik og gjorde Nar ad mig. Da jeg så endelig når hjem til mit Hus, siger jeg til Karen: „Se her kommer jeg med Dyret.” - „Hvor er det Dyr?” spørger hun, og Niels stikker i at grine igen. „Det er her,” siger jeg og vender mig om . . . „nej, nu har jeg aldrig kendt Mage i mine Dage” - væk! - ikke mere Hund end her bag på min Hånd. Tænk nu en Gang, Hosbond, der har jeg gamle Mand gået som et Fjols og trukket det bare Tøjr efter mig lige ude fra Korsvejen! Den tossede Hundetamp, har han ikke, mens at vi stod og snakkede, smøget Tøjret af sig og var rendt sin Vej . . .”

Børnene og Pigen og jeg selv stak i at le af alle Kræfter over det Puds, Pjerrot havde spillet den gamle, troskyldige Jørgen Møllersvend.

„Ja sådan er det; Folk de griner ad en til,” sagde Jørgen og lo selv med.

Men den Dag fældede jeg en ny Dom: „Pjerrot skal ikke tiere trækkes af Gårde.”

Knud hjalp mig stadig i Møllen, og da han blev stor, blev han Svend hos mig. Og da Elise var sytten År, var hun både kraftig nok og dygtig nok til at kunne styre Huset for mig.

Pjerrot begyndte nu at blive til Årerne; men han var lige så klog og tro som nogen Sinde før, en rigtig dejlig Hund var Pjerrot.

Om en Hændelse, som ordentlig satte Skræk i Blodet på mig, men som ved Guds nådige Indgriben ingen sørgelige Følger fik, skal jeg nu fortælle.

Da jeg en Eftermiddag står alene nede i Møllen og er i Færd med at binde for nogle Grynsække, kommer Pjerrot farende ind til mig med en sær ængstelig Piben og med alle Tegn på Uro og Angst. Jeg forstod, at der var noget alvorligt på Færde, hvad det så var, og jeg skyndte mig derfor af Sted bag efter Hunden, som straks løb igen. Den førte mig ned på Engen, hvor vi havde vor Blegeplads langs Åen. Da jeg kommer i Nærheden af Åen, hører jeg en stærk Stønnen og pjasken ude fra den store Hulke1. Pjerrot, som allerede havde nået Åen, løb urolig frem og tilbage på Bredden og tudede og gøede. Nu fik jeg Øje på en af Elises Tøfler, som lå ved Siden af et Stykke Lærred tæt ved Brinken. En forfærdelig Angst gennemsusede mig. Med et par Spring stod jeg henne ved den dybe Hulke, og hvor forfærdet bliver jeg ikke, da jeg ser en Mandsperson, der ikke var nogen anden end Skærsliberen, komme svømmende på Ryggen med Elise i sin venstre Arm.

„Deres Hand, Deres Hand!” råbte han. „Skynd Dem, jeg kan ikke mer!”

Jeg kaster mig ned på Knæerne og rækker Hånden så langt ud imod ham, som jeg kan.

„Dak!” Han griber fat og svinger sig op på en Bulk, der hang ud over Vandet; jeg selv fik fat i Elises Arm, og et Øjeblik efter lå både hun og hendes Redningsmand frelste på Brinken.

At der endnu var Liv i pigen, det opdagede jeg straks, men hun var ganske uden Bevidsthed. Efter at vi havde tumlet en Del med hende på Engen og fået hende til at gylpe er Masse Vand op, slog hun endelig Øjne op: „Hvor er jeg?”

„Du er hos din Far, mit Barn.”

„Hvem har reddet mig?”

„Jeg, lille Jomfru,” sagde Skærsliberen og stak Hånden til Huen. „Und so håber jeg, vi er kvit.”

Pjerrot hylede af Glæde og slikkede Elises våde Hår; Skærsliberen ville han ikke have noget med at gøre.

Først da vi havde fået Elise ført hjem og lagt hende i sin Seng, fik jeg af Skærsliberen en Forklaring over, hvordan det hele var gået til.

„Det var ikke min Fejler,” sagde han. „Jeg kunne ikke forhinder, at Jomfruen blive angest, da hun så mig ved Diget. Jeg se, at hun snuble i Lærredet og tabe Ligevægten og styrte i Vandet, Ein zwein drei er jeg dernede, kaste min Jakke og ud på Hovedet - jeg er en dygtig Schiwemmer, jeg svømme i Donau tusinde Ganger -, men jeg måtte dykke drei Ganger. So fik jeg fat i hendes Kjole, men jeg blev so udmattet og råbe: „Hjælp! Hjælp!” Hunden begyndte at tude og gø og rende sin Vej . . . So komme gode Herre løbende, Gud love! Hatte De vente een Minut til, so begge to gåen forloren.”

„Ja Gud ske evig Lov og Tak, at det gik godt!” sagde jeg.

„Tak!” sagde Elise og rakte Skærsliberen Hånden.

„Ja Tak, Tak!” stemte jeg i med, og tog hans anden Hånd. „Jeg ser, der er en bedre Grund i Dem, end jeg en Gang troede.”

Manden viskede en Tåre af Øjet. „Jeg er ingen ond Menneske, det er jeg ikke; men som jeg sagde Dem en Gang, jeg har en underlig opbrusende Sind, jeg kan ikke stå imod, når noget lokker og kalder i min Sind, jeg må handle - både ond og god.”

„Men De er jo pjaskvåd! De skal have noget tørt . . .”

„Gør ingenting,” afbrød han mig. „Sommerdage! Jeg har for Resten en par Bukser nede i min Bylt på Vognen bag Diget. Og so har jeg jo min dørre Jakke, som ligger ned ved Åen.”

Han fór ud og satte i Løb nedad mod Åen. Jeg ventede og ventede på, at han skulle komme tilbage; men han kom ikke - jeg har aldrig set ham siden.

Et underligt Menneske. Jeg tror ikke han var rigtig klog; men at han ikke var „nogen ond Menneske”, som han sagde, det havde Elise og jeg nu fået Bevis for.

Pjerrot - ham havde jeg jo nær rent glemt, og han bør rigtignok ikke glemmes; den kloge, trofaste, gamle Pjerrot. Både Elise og jeg gik hver Dag og kælede for ham, og det var, som han forstod, at han havde øvet en ædel Dåd, i det mindste knejste den gamle Fyr helt selvfølende, hver Gang jeg sagde:

„Godt gjort, gamle Dreng!”

Sommeren efter udbrød der Hundesyge i Egnen, og Øvrigheden udstedte en Kundgørelse om, at alle løsgående Hunde skulle bindes eller forsynes med Mundkurv.

Pjerrot havde ikke i flere År stået bundet, og jeg kunne umulig nænne at lægge ham i Lænke nu på hans gamle Dage. Der var altså intet andet for mig at gøre end at give ham en Mundkurv på. Af nogle gamle stærke Læderremme syede jeg selv en, og da den var færdig, kaldte jeg Hunden til mig.

„Ja, Pjerrot, det gør mig ondt, men der er ikke andet for,” sagde jeg og viste ham Indretningen.

Hunden så op på mig, som om den ville sige: „Sådan en kan du byde Hvalpe og unge Springfyre, men ikke sådan en gammel Fyr som mig.”

„Ja, det kan ikke nytte, Pjerrot; Justitsråden har sagt det.”

Pjerrot måtte finde sig i sin Skæbne. Han gjorde ingen som helst Modstand, da jeg gav ham Mundkurven på; men Fyren var fornærmet, det kunne jeg tydelig se på ham. Med et skulende Blik til mig luskede han af ud i Haven. Men to Minutter efter så jeg Pjerrot strække sig, så lang han var, ude midt i Gården - uden Mundkurv.

„Men Pjerrot dog!” udbrød jeg forbavset. „Hvad er dog dette for noget?”

Pjerrot blev liggende ganske rolig.

„Hører du ikke, hvad jeg siger?”

Uden at røre sig af Pletten skævede han gnavent op til mig. Hvis han havde kunnet tale, er jeg vis på, at han havde sagt: „Jeg er for gammel til sådan nogle Tossestreger.”

Mundkurven lå ude i Haven og var splittet ad. Rimeligvis havde Hunden gnedet den i Stykker mod et af de gamle Træers knudrede Bark.

Jeg syede den sammen på ny og gav Pjerrot den på igen; men det gik ikke et Hår bedre denne Gang. I Løbet af de første to Dage måtte jeg lave tre nye Mundkurve og endda sy dem sammen fem Gange, uden at det ville lykkes mig at få slået Lås for Pjerrots Mund.

Men det allerværste var dog, at Pjerrot begyndte at tabe Ædelysten og hænge med Hovedet. Han skulle dog vel aldrig gå hen og blive syg for mig, tænkte jeg.

Jo, ganske rigtig! Efter endnu et Par Dages Forløb begyndte han at kaste op og dingle usikkert på Benene.

„Ja, han har Hundesyge,” erklærede også Dyrlægen.

Da blev der for tredie Gang fældet Dom over Hunden: „Pjerrot skal skydes!”

Hvor gjorde det mig ondt for det kære Dyr, der havde tjent mig så trofast i en lang Række År!

Min Hånd rystede, da jeg ladede Bøssen. „Min Hund, min dejlige Hund!”

„Åh hvad,” sagde Knud, der var lidt rask i Munden, „det er jo da kun et Dyr.”

„Så kan du jo skyde ham.”

„Ja, det kan jeg godt; men du skyder jo meget sikrere end jeg, Far.”

Nu vel, jeg strammede mig op; det var jo da kun et Nu.

Pjerrot blev bundet til et Træ, og jeg trådte frem med Bøssen i Hånden.

Mit Hjerte bankede, som det skulle sprænges, og da jeg spændte Hanen: „Knæk, Knæk” - og Hunden i det samme drejede Hovedet om og kastede et Blik, så fuldt af Smerte, så inderlig bedende, hen på mig, kom jeg til at ryste og måtte række Knud Bøssen:

„Du får gøre det alligevel.”

Knud blev ganske bleg, men sagde rask: „Det skal snart være overstået.”

Men idet han hævede Bøssen, så Pjerrot atter hen på os. I det samme kom Elise farende:

„Hvad er det dog, I har for? I må ikke, I må ikke, I må ikke!”

„Snak!” sagde jeg barsk. „Vil du hellere have, at Hunden skal pines og dø af Vandskræk? Gå din Vej og lad os få Has på det!”

Hun gik hen til Hunden og klappede den: „Pjerrot, åh, Pjerrot, min egen, Pjerrot!” Derefter slog hun Hånden med Lommetørklædet for Øjnene og fór ind i Køkkenet.

„Ja nu må det være,” sagde jeg.

Knud hævede atter Bøssen. Idet jeg vendte mig bort, kastede jeg et sidste Blik hen på Hunden: „Farvel, Pjerrot.”

Da så Pjerrot for tredie Gang hen på os, denne Gang med en svag Tuden, der lød som en hjertegribende Klage.

Knud var bleg som et Lig. „Hm . . . hm!” rømmede han sig og famlede usikkert med Bøssen. „Jeg tror ligegodt . . .”

„Hvad tror du?”

„Jeg tror, jeg vil hellere rende ned og hente Kludekræmmeren.”

Mads kom øjeblikkelig. Knud og jeg vendte os om. Vi kunne næppe ånde.

Da lød der et Knald - Pjerrot var død.

For sidste Gang strøg jeg Hånden ned ad Hundens bløde Ryg. Så vendte jeg mig atter bort og - ja, lad mig kun tilstå det ærlig og redelig: jeg græd - græd virkelig, skønt jeg er en stor og stærk Mand.

Pjerrot - du dejlige Hund!