Min Broders Levnet
Carl Bagger (1824).
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
II.
Der er en Plet i dit Øje,
Der er en Bleghed på din Kind,
Som viser klart og nøje:
Der hviler Noget på dit Sind.
Efter halvandet Års Ægteskab bragte min Moder en Søn til Verden, og denne Søn kaldtes Arthur.
Og det er da til Dig, kære Arthur, til dine manes, at jeg helliger disse få Blade. Mig tykkes, som jeg således sidder her i min forfaldne Præstegård, at jeg mærker en skælvende Bevægelse i Luften over mit Hoved. Er det din forklarede Ånd, som besøger mig her i min Udørken? Vel, vi skilles forsonede ad, og det unaturlige Broderhad tilintetgjordes, førend Du døde.
Arthur blev øjeblikkeligen min Faders Kæledægge: lille Arthur måtte gå med Fader på Jagt og Fiskeri, lille Arthur måtte tænde Faders Tobakspiber og nippe til Faders Punscheglas, og - hvad der allerstrengest overholdtes - lille Arthur måtte, ihvor uartig han end måtte te sig, aldrig straffes eller endog mundtligen irettesættes af sin Moder. Og var det da, efter en sådan Opdragelse, noget Under, eller måske rettere sagt, var det ikke naturligt, at lille Arthur blev næsvis imod sin Moder, hovmodig imod Tjenestefolkene og senere, da jeg var kommen til Verden, tyrannisk over sin mindre Broder? Jeg husker meget vel, at en af hans Hovedforlystelser bestod i, at stå tidligt op om Morgenen og foretage sig en Promenade gennem alle Pige- og Karle-Kamrene, hvor han da diverterede sig med at hælde Vand i de åbne snorkende Munde. Han overtalte en Gang mig til at følge sig på sådan en Morgenvandring, og jeg skal ikke nægte, at det havde noget pudsigt ved sig at se, hvorlunde de stakkels Mennesker pludseligt opvågnede, nær ved at kvæles, og hvorledes der da, medens Ansigtet konvulsiviskt fordrejedes, stode store Fontainer ud af Munden. - -
Jeg var to År yngre end Arthur; og, medens jeg aldeles ikke var afholdt af min Fader, nød jeg min Moders fulde, ømme Kærlighed; ja, jeg kunne næsten fristes til at sige, at min Fader kun betragtede Arthur som sit Barn, medens omvendt min Moder anså mig som hendes egentlige, kære Foster.
Min Faders onde Lune tiltog med Årene, og især indtraf det hyppigen om Efteråret, når de vilde Storme oprørte Kattegattet. Når Uvejret således rasede udenfor, måtte flere af Gårdens Karle hele Natten igennem ride langs Strandkanten og spejde, om der ikke var et eller andet Skib til syne, som stod Fare for at forlise. Kun når Svaret lød negativt, beroligedes min Fader nogenledes. - -
Og nu kunne vi da vende tilbage til Storsalen i Højerup, hvor, som ovenmeldt, begge mine Forældre, Præsten, Kaptajn Cornelius og en af min Faders fjernere Slægtninge var forsamlede.
Cornelius tog til Orde: »Olivia, Du har tilskrevet mig og bedet mig om skyndigt at komme ud til Dig; jeg ser, at Du også har anmodet Præsten om at komme, jeg ser endnu en anden, mig ubekjendt, Herre tilstede, - hvad ligger Dig på Hjertet? thi jeg håber, at hvad Du ytrer i dit Brev til mig, og hvad den ærværdige Præst før i sin Tale sigtede til, - en Skilsmisse - nej, Olivia, så vidt kan det ikke være gået?«
»Det er gået så vidt, jeg kan ikke leve sammen med Harring!« lød min Moders Svar.
»Og jeg kjender Harring,« råbte Cornelius noget forbitret, »jeg kjender hans gode og hans svage Sider, og han er et godt Menneske i det Hele taget. Er det hans ulykkelige Sygdom, der har bortvendt din Kjærlighed fra ham? den vidste Du, at han plagedes af, den Gang Du ægtede ham. Det er din Pligt at pleje ham, ikke at anklage ham.«
»Jeg tør ikke!« hulkede min Moder, »jeg tør ikke leve sammen med ham.«
Min Fader havde hidtil stået tavs og spændt, men nu blev Uroligheden synlig i hans Ansigtstræk, han blev dødbleg; i det samme hørtes et frygteligt Vindstod at tørne mod Vinduerne, og Kattegattet, i fuldt Oprør, begyndte sin rædsomme Larm; da så jeg, at min Fader skælvede og stirrede ængsteligt udad mod Stranden.
»Hvad mener De, nådige Frue,« spurgte nu Præsten, »med det Udtryk: at De ikke turde?«
»Kvindepassiar!« mumlede Cornelius. Da råbte min Moder: »Lover mig alle I, der her er tilstede, at hvad I nu høre, skal aldrig tiere komme over eders Læber, sværger det, ved hvad I, hver især, holde for helligst.«
Og de svor.
Nu trådte min Moder frem på Gulvet; hun holdt sig ikke længere fastklynget til Cornelius, men hendes Væsen var frit, og hendes Holdning sikker, idet hun henvendte sig til min Fader: »Harring, hvorfor frygter Du Stormen, hvorfor er Du ængstelig tilmode, når Kattegattet er i Oprør? Din første Kone styrtede ikke i Søen, men hun blev styrtet, og den, der gjorde det. det var Dig!«
En stum Forfærdelse gennembævede de Tilstedeværende; min Faders Ansigtstræk vibrerede frygteligt.
»Du tilstod mig det den sidste, stormfulde Nat,« vedblev min Moder, »Du tiggede mig først om at være tavs med din Hemmelighed, men senere truede Du mig med den samme Skjæbne; Du fortrød, at Du havde betroet mig det. Og - Du lagde Hånd på mig! Se, Onkel, Sporene af Voldsgjerningen på min Hals og sig mig så, om Du vil have, at jeg længer skal forblive her.« -
»Ikke et Øjeblik,« råbte Cornelius, idet han med Rædsel betragtede de blå Pletter på min Moders hvide Hals, »lad min Vogn forspænde. Du skal vende tilbage til mit Hus. Forbandet være det Øjeblik, da jeg fik det Indfald at føre ham over til Ostindien!«
Da stirrede min Fader vildt om sig, det mørke Øjeblik trådte ind. »Hvad!« råbte han, »hvorfor går jeg i Uniform, når der ingen Krig er i Landet? Det er ikke sandt, hvad Du siger, hun styrtede sig selv ud i Søen, men jeg har ingen Fred på mig, det er hele Ulykken. Dybt i Bølgen, der er koldt og sort, og hun har hvide Klæder, ser Du, de skinne igjennem det mørke Vand. Jeg var lidt hidsig, men jeg styrtede mig jo selv bag efter for at frelse hende. Kan jeg gjøre for, at jeg ikke fandt hende? Hvor er Arthur? Du skal lære at svømme, så kan din Fjende ikke drukne Dig!« -
Atter kastede Stormen sig imod Bygningen, da styrtede min Fader bevidstløs baglæns om, ligesom knust af Vindstødet. Alle, undtagen min Faders Slægtning, fjernede sig, og Tilberedelserne til Afrejsen gik for sig. Spørgsmålet var nu blot om, hvo der skulle have Børnene, min Broder og mig. Da kom min Faders Slægtning ind i Stuen til os; han havde det Budskab til min Moder, at min Fader var kommen sig, men var dog gået tilsengs. Forresten lod han Moder sige, at hun selv skulle fastsætte, hvad hun ville have i Penge om Året; han bad hende om Tilgivelse, og om ikke at dømme ham for hårdt. Han var aldeles enig med hende om, at der burde finde en Skilsmisse Sted; han ville ikke selv risikere, at han i et mørkt Moment, uden selv at vide det, mishandlede hende. En Ting bad han hende kun om, det var at tillade ham at beholde Arthur; han kunne ikke undvære Drengen, og Drengen ville selv helst blive hos sin Fader.
I det Samme åbnedes Døren og Arthur stod for os. Han havde grædt, og det lod til , at han var meget opbragt. »Stygge Moder,« råbte han, »slemme Moder har gjort Fa’er Fortræd, så Fa’er er bleven syg. Og med Dig, Johannes!« henvendte han sig til mig, »med Dig skal jeg tale, når vi Begge blive store. Så vil jeg fægte med Dig og skyde Dig ihjel, fordi Du ikke vil blive hos Fader.« Og dermed slog han Døren i, og vi hørte, hvorledes han løb op til Faders Værelse.
Efter et Kvarters Forløb sad vi tre, Cornelius, min Moder og jeg, i en Wienervogn på Rejsen til Kjøbenhavn. Min Moder så aldrig mer det herlige Højerup, men jeg var der i fjor. Ejendommen er kommen i Fremmedes Hænder; Gården er malet op med en hvid Farve, før var den rød; de lange Alléer af Kastanjetræer er omhugne; Buksbomhækkene tilintetgjorte, Blomsterfloret uddøet, - kort, Alt syntes mig forandret, undtagen det balstyrige Kattegat, der buldrede tæt udenfor Haven.