Under kulsort Sky
Har jeg levet kun sorgfulde Dage;
Jeg vil bort, jeg vil fly,
Jeg vil til Hovedstaden tilbage.
For mit Sår gives intet Plaster,
Et Apothek er der ikke for mig;
Du By med de hundrede Laster,
Mit grædende Øje skal gense Dig!
Er det sandt, hvad en tysk Professor (Gerlach i Halle) siger, at Logiken er, om end ikke en medicina mentis, så dog et almindeligt Politi i hele Forstandens Rige, så må jeg angerfuld og vemodig indrømme, at der, på hele Turen hjem til Thyesens Gård, i min Hjerne herskede en aldeles lovlos Tilstand, et psykologisk Anarki.
Jeg gik lige op på mit Værelse, og snart efter trådte Halvor ind til mig. På hans Ansigt så jeg straks, at der i hans Indre havde fundet en dygtig Kamp Sted, og således er da den menneskelige Natur beskaffen, at Halvor åbenbart glædede sig over mit nedslagne Håb: nu havde han jo en Staldbroder i foragtet Kærlighed, og på den anden Side frydedes jeg ved, at han var min Kammerat i Ulykken. Jeg meddelte ham forresten kun så meget af Historien, at jeg af Mathilde havde fået et totalt Afslag, og at hun først efter sin Faders Død ville bestemme sig til En eller Ingen af Parterne.
»I øvrigt,« sagde jeg, »må jeg fortælle Dig, min gode Thyesen, at jeg ikke længe vil forblive på din Faders Gård. Må jeg tale frit ud? og vil Du love mig, ikke at forebringe din Familie, hvad jeg i dette Øjeblik betror Dig? nu vel, dit Håndtryk er mig en sikker Borgen. Jeg har længe mærket, at din Moder søger at tilvejebringe en Forbindelse mellem din Søster Charlotte og mig; din Moder har i lang Tid - jeg har godt mærket det - søgt at sværte Mathilde for mig og at nedsætte hende ved alle Lejligheder: hun ønskede måske heller, (og deri kan jeg ikke fortænke hende), at Mathilde blev din Kone. Hvad nu din Søster Charlotte angår, så er hun en særdeles vakker Pige, hvis venlige Hjertelag vist vil - tidligt eller sildigt - tilvende hende en Mand, bedre og ædlere end mig; men elske hende, det kan jeg nu en Gang ikke. Endelig - og det er da Hovedgrunden, hvorfor jeg må ilsomst rejse fra Jylland - så har jeg fået et Brev fra Kjøbenhavn, hvori der meldes mig, at min Broder Arthur er betænkeligt syg.«
Denne Erklæring (kunne jeg tydeligt se) slog Halvor i en mærkelig Grad: ligesom han nu en Gang var vant til, hver Onsdag og Søndag at skifte Uldsokker og Skjorte, ligesom det nu en Gang hos ham var indført som Skik, regelmæssigt til visse Tider på Dagen at besøge Kostalden og til andre bestemte Tider (og dem overholdt han strengt) at spise Frokost og Middagsmad, - således var han nu en Gang bleven vant til dagligen at se og at tale med mig og at betro mig, hvor højt han elskede Mathilde, og hvor bange han var for, at det lille Føl, som var falden efter Tamerlan, (en udmærket Racehingst), skulle med Tiden blive en Krybbebider. Tanken om dette Afsavn af en god Ven bedrøvede ham da således, at Øjnene udspiledes og bleve så store, som to fuldvægtige Specier, og at Munden åbnedes så vidt, at en Karet med fire Heste godt kunne være sluppen igennem, endog med betydelig Kontrabande (Toldvæsenet er jo ikke så strengt). »Ih! oh!« var den eneste Lyd, det eneste, klingende Symbol på Forundring, som Halvor mægtede at fremstamme, og langsomt forlod han Værelset.
Før min Afrejse forestod der mig imidlertid Opfyldelsen af en tung Pligt, og det var at skrive til Mathilde. Med den ømmeste Skånsel berørte jeg næppe engang hendes Hemmelighed - o det var et vanskeligt Brev at skrive! »Tro ikke,« sagde jeg blandt andet, »at De står nedværdiget i mine Øjne, hele deres Brøde hviler på Arthurs Hoved: det er Forføreren, og ikke den Faldne, man skal foragte. Imidlertid vil jeg øjeblikkeligen rejse herfra, tilgiv mig, at jeg ikke vil se Dem. Lad en Stund gå hen, da vil jeg med den gamle Begejstring kunne betragte Dem, nu derimod kan jeg ikke andet end nære smertelige Følelser, når De står for mig. Og kan dette undre Dem? er jeg ikke på en Gang bleven skuffet i mine herligste Forhåbninger, har jeg ikke opdaget en brødefuld Hemmelighed, hvis mørke Pletter vansire min egen Broder? Og hvad har jeg at håbe, at vente i min Fremtid? ligger den ikke udstrakt for mit Øje som en uhyre Sandørken uden en eneste Oase, uden en eneste forfriskende Kilde? Jeg havde aldrig elsket før; jeg er nu ingen Fusentast længer; min Forstand er udviklet, desto inderligere vare også de Følelser, som jeg nærede for Dem. Det var ingen Balinclination, det var intet ungdommeligt Sværmeri, det var den reneste Kjærlighed. Dog én Ting må jeg bede Dem om: lad mig tale med min Broder. Jeg har dog en Formodning om, at De endnu elsker ham; hvo véd, om han ikke angerfuld vender tilbage til Dem, og om ikke De kunne styre hans vilde Lidenskaber og blive hans frelsende, gode Engel? Jeg fraskriver mig enhver Fordring på Dem, jeg vil, hvad det end skal koste mig, lære at betragte Dem som en yngre Søster. Een Ting kan De være forvisset om, og det er, at De bestandig i mig skal finde en oprigtig Ven; også stoler jeg på, at De i Forlegenheder aldrig vil henvende Dem til nogen Anden, end til deres Johannes.«
Dette Brev sendte jeg hende en halv Time, før jeg selv rejste bort: jeg ville ikke have, at hun skulle afslå mig min Bøn: jeg ville tale med Arthur.
Kort efter at jeg havde bortsendt dette Brev, kom Halvor for at sige mig Farvel. »Ak,« sagde han, »hvo skulle have tænkt, at Du så snart ville forlade os! nu er det Midsommer, og jeg havde allerede glædet mig til, at vi skulle gå på Jagt sammen til Efteråret, Du kan tro, Doktor, at der er grumme mange Ræve i Sipperup Krat. Den Dag, da - jeg havde skudt efter Dig, Dagen derpå, mener jeg, gik jeg såmænd op til Mathilde, og bad hende, hvis hun havde den ringeste Godhed for mig. eller hvis hun følte Begyndelsen af en Smule Kjærlighed til mig, at hun da for Guds Skyld ville kvæle denne Lidenskab i Fødslen og derimod ene elske Dig, men hun lo mig ud. Dog håber jeg at besøge Dig til Vinter i Byen; jeg har aldrig været i Kjøbenhavn, og jeg har hørt, at der skal være en stor Fuglesamling i Stormgaden, den ville jeg dog nok se, før jeg dør, som nok snart forestår, thi den fordømte Kjærlighed har forjaget al min Appetit og min Søvn.«
Den gamle Thyesen og alle hans voksne Børn toge en venlig Afsked med mig, men Fruen i Huset snerrede ad mig; thi Charlotte var jo endnu ikke blevet forlovet, og jeg ejede jo cirka tyve tusind Daler, som, Gud ske Lov, ikke stod i Kapellets Enkekasse.