Min Broders Levnet
Carl Bagger (1824).
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
XVI.
Kun trøstig frem, min unge Fod,
Rask over Stub og knudret Rod!
Er Stien stejl og Dybet brat,
Går Trinet end i bælmørk Nat -
Når blot i Sjælen Morgenstunden
I Dæmringsskæret er oprunden,
Så får vel Foden Fæste funden!
Suk ej så dybt. Du stille Bryst,
Fordi Du savner enkelt Lyst!
Lad ikke Tungsinds Edderorm
Bo i den hvalte Tempelform,
Fordi af Kval Du stundom skælved
Mén ej, at han, som Hallen hvælved,
Har den udhulet til dit Helved!
Og kan I Øjne end ej se
To Andre mildt til Eder le,
Da skal I dog ej stirre ned,
Som om ej fandtes Kærlighed:
Mer blank, end klare Øjestene,
Mer trøstende, når Du er ene,
Mer tro står Himmelen, hin rene!
Og Du min unge, ædle Sjæl,
I Ensomheden ikke dvæl!
Tro fast, at om Dig vist der bo
Og nær Dig Hjerter, ædle, tro,
Og når i Liv de om Dig røres.
Og når de nær Dig sammenføres,
De vist og for Dig banke høres.
Udmattet havde jeg forladt min Broder: jeg havde våget over ham i tvende Døgn og havde nu bedt Riegelsen at løse mig af på den besværlige Post. - -
En venligere, en renere Himmel åbner sig nu for Læseren: det er Mathildes Tanker, som er (svagt nok) udtrykte i Mottoet over nærværende Kapitel. Vi ville møde hende med det Første. - -
Det var højt på Dagen, og jeg sov bestandig, men ingen rolig Søvn. Snart så jeg Mathilde vandre sortklædt omkring på en Kirkegård; snart syntes mig, at jeg så Kielerstudenten opløfte et uhyre Oksehoved Rødvin og true min Broders Pande; endelig forekom det mig, at Døren gik op, og Halvor Thyesen trådte ind. Jeg gned mine Øjne og opdagede da, at jeg var vågen, og at Halvor virkelig stod foran min Seng.
»Men er Du gal, Doktor?« tiltalte han mig leende, i to Nætter har Du ikke sovet hjemme, og i Dag ligger Du endnu i Sengen, skjøndt Klokken er halvgåen Et. Det er nok et kysk Liv, Du nu fører. Oh, mine Fødder, Doktor! Blodet snurrer i dem, som Vandet i en Themaskine, jeg er vant til at gå på den bløde Jordvej og ikke på den fordømte Stenbro. Oh, oh! Med Forlov at ta’e dine Tøfler, oh, oh!«
»Men sig mig,« udbrød jeg, da jeg nogenledes var kommen mig af min Overraskelse, »forklar mig dog, hvorfor Du egentlig er kommen til Kjøbenhavn, kjære Halvor?«
»Ja hvorfor?« svarede han. »kan Du sige mig det, for jeg ved det, F-n slå mig ikke,« og ligesom om en ubehagelig Tanke pludselig gennemfoer hans Hjerne, kylede han vredt Støvleknægten, som han just havde taget op fra Gulvet, mod Kakkelovnen, så at det yderst nyttige Møbel splintredes i mange Stykker. »Kun så meget véd jeg,« vedblev han efter denne Kraftanstrengelse, »at så snart jeg fik at vide, at Mathilde Johnsen var taget til Byen, så fik jeg en uimodståelig - Lyst til at se Fuglesamlingen i Stormgaden.«
»Hvad,« råbte jeg og for op fra mit Leje, »er Mathilde her i Byen? - hvor?«
»Ja, det véd jeg sgu ikke,« svarede han ganske ærgerlig.
»Jeg vil straks opsøge hende,« udbrød jeg og klædte mig øjeblikkeligen på. Under dette Toilette spurgte jeg da Halvor om Nyt fra hans Hjem, og den værdige Landmand udkrammede beredvilligen hele sit Forråd. »Karine,« begyndte han, »har fået syv Hvalpe, og Mejersken Else er død. Jeg har alt skudt tre Ræve i Sipperup Krat, men Måren anlægger frygtelige Ødelæggelser i Hønsegården. Hveden var dårlig i År, og til Jul skal min Søster giftes med Tiendekommissæren. Der var forleden Auktion over Præstens Efterladenskaber, og jeg kjøbte hans Ræveskindspelts; der solgtes også en ledagtig Mængde skimlede Bøger.« -
»Fra hvem mon er dette Brev, her ligger til mig?« afbrød jeg ham og brækkede Seglet. Jeg læste:
»Tilgiv mig, kjære Hr. Harring, at jeg henvender mig til Dem, men jeg har ingen Ven undtagen Dem; De har desuden lovet mig at ville stå mig bi med Råd og Dåd, når jeg skulle trænge. Kom ret snart til deres Mathilde Johnsen.«
Knapstedsgaard, - den - 18.
Jeg viste Halvor dette Brev; han læste det hurtigt og gav sig derpå til at nynne en af sine Favoritviser:
»Den danske Landsoldat han er
Som Loven bidsk og grum,
Men haver også Pigen kjær
Udi et enligt Rum.
Hans Mod er ej tilfals,
Faldera!
Vi vil en Jernring lægge om vor Fjendes Hals.« -
Dog pludseligt holdt han inde med Sangen og henvendte sig til mig med et Blik fuldt af inderlig Smerte. »Hun har valgt Dig og ikke mig,« sagde han, »jeg sér det tydeligt, og herved er Intet at gjøre. Jeg vil ikke se hende, men jeg vil straks rejse tilbage til Jylland og gi’e Fuglesamlingen Døden og Dævlen. Tag Du hende da, men vær god imod hende, thi Halvor Thyesen ville blive grumme vred, hvis hun kom til at beklage sig over Dig.« Han trykte mig i Hånden og gik stille ud af Døren; jeg så ham først igen i Jylland.
Men jeg ilede hen til Knapstedsgaard og spurgte efter Mathilde Johnsen; man viste mig op på et Værelse, der sad Mathilde med Hånden under Kinden, og hendes Øjne var fulde af Tårer. Hun udstødte et Glædesskrig, da hun så mig. »Endelig, endelig,« sagde hun, »jeg troede, at også De havde forladt mig; i to Dage har jeg forgæves ventet, Gud ske Lov, at De kom.« Hun rakte mig sin Hånd, men jeg omfavnede hende og bedækkede hendes Ansigt og Hænder med Kys. Dog snart rev hun sig løs og sagde rødmende: »Johannes vi forglemme os begge to. Se derhen!«
Jeg kastede mit Blik hen i den Retning, hvor hun pegede, og forundret opdagede jeg en dejlig Dreng; han kunne vel være en fire År. »Hvad er det?« spurgte jeg blegnende.
»Den Mand der står,« sagde nu Mathilde til Drengen, »han vil være din Fader! men gå nu ned i Billardstuen og se på dem, der spille. Hun kyssede endnu Drengen, forend han gik ned, og vi satte os ned i Sofaen.
»Det er Arthurs og mit Barn,« tog hun smerteligt til Orde.
»Men De sagde jo til mig, at det var dødt?« udbrød jeg.
»Jeg vidste jo selv ikke Andet, svarede hun, min Fader havde bedraget mig.«
Men i det følgende Kapitel vil Læseren erfare, hvad Mathilde fortalte mig; gid han ville høre det med den samme Interesse, som jeg i sin Tid optog det!