Min Broders Levnet
Carl Bagger (1824).
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
XVII.
Arme Forladte, ak, Du har ej
Fader, som tro kan vise Dig Vej,
Er og dit Hjerte stærkt, at Du kan
Savnfri tumles i fremmede Land?
»Stille, Du Stemme, Fader jeg har.
Fader, som stedse kærlig mig var:
Højt over Skyen, hist i det Blå
Ser Du hans Trone funklende stå!«
Arme Forladte, ikke din Arm
Slyngtes om Moderens elskende Barm:
Aldrig at skue, Stakkel, Du fik
Glæden i Moderens funklende Blik.
»Moder jeg haver, herlig og stor.
Hende jeg skuer i Syd og i Nord;
Ej hende fængsle Gjærder og Mur:
Venlige Moder hedder Natur.«
Omtrent fire År for det Tidspunkt, da de sidstnævnte Begivenheder forefaldt, stod Mathilde Johnsen med forgrædte Øjne foran sin Fader Konsistorialråden.
»Jeg tør ikke længer fordølge Dig det, Fader,« sagde hun med skælvende Stemme, »at Løjtnant Harring har bedåret mig: jeg bærer et Foster under mit Hjerte. Ikke nok at han har besnæret mig, men han har tillige forladt mig og er rejst til Kjøbenhavn.«
Dette frapperede vel den gamle Fader, men - det Slemme var nu en Gang sket og kunne ikke kaldes tilbage - en Fejl, som Ingen véd, er ingen Fejl: det gjaldt nu blot om at holde det Hele hemmeligt for den øvrige Verden.
Og da nu det skæbnesvangre Fødselsøjeblik pludselig påkom den bange Mathilde, satte Præsten sig i sin magelige Agestol og kørte efter Jordemoderen: gamle Hans var Kusk, en tro Tjener, og havde fra sin første Ungdom af været Tyende hos Konsistorialråden: intet Under derfor, at Præsten betroede den gamle Betjent hele Ulykken, og Hans var også tro og tavs.
»Du kjører vist for stærkt, Hans,« sagde Præsten på Vejen, »lad for Guds Skyld ikke Hestene styrte.«
»De kan ikke styrte, Husbond.« svarede Hans og piskede atter på.
»Jo, Sand for Gud, kan de det,« råbte den bekymrede Fader.
»Nej, Husbond,« beroligede Kusken sin Herre, »nej, de kan ikke styrte nu. Når et Menneske skal hente Jordmo’er, så kan Hestene ikke styrte; så meget holder dog Vorherre af de uskyldige Småbørn, det véd jeg meget bedre.«
»Ak,« sukkede Johnsen, »den simple Mand har oftere en stærkere og skjønnere Tro, end selve Generalsuperintendenten.«
Da den gamle Præst trådte ind til Jordemoderen, Dorthe Christensen, var denne allerede i Seng; hun vækkedes, og Præsten sagde til hende: »min Datter Mathilde er i Barnsnød, og Du må betjene hende, kom, følg mig straks. Men såsnart at Barnet er kommet til Verden, skal Du tage det med Dig og derpå bestandig sige til Mathilde, at det er dødt. Det skal opdrages i en simpel Bondefamilie, thi jeg vil ikke ved min Død kunne efterlade såmeget, at Barnet kan komme til at få en Opdragelse, der svarer til Moderens Stand. Desuden ville jeg ikke for al Verden have, at Nogen skulle erfare min Datters Skam. I øvrigt skal jeg betale godt for Barnet og rigeligt for din Tavshed desuden. - det døde Barn vil snart vorde forglemt, men det levende ville hvert Øjeblik på en Måde sysselsætte Mathilde.«
Og da nu Fødselen var overstået, og Præsten havde døbt Barnet: Carl Petersen, overgav han det derpå ganske koldsindigt til Jordemoderen, for at hun skulle sætte det i Kost hos simple Bønderfolk; men da Mathilde spurgte efter sit Barn, da svarede Faderen, at det var dødt.
Mathilde græd, men trøstede sig alligevel tilsidst dermed, at Barnet dog ikke nu kom til at lide nogen Skam i Verden og måske friste en kummerlig Tilværelse. Man viste hende en lille Grav, som man angav at være den små Carls, og mangen Gang gik Mathilde sent ud på Natten hen og lagde Blomster på den grønne Forhøjning, og der begræd hun som død den lille, raske Purk, der imidlertid i røde Bondeklæder tumledes i en velhavende Husmands lille Have og legede med en tam Skade.
Efter halvfjerde Års Forløb blev Jordemoderen, Dorthe Christensen, syg og ventede at henfare inden få Timer. Den »kloge Kone« havde forgæves anvendt hele sin æskulapiske Færdighed, og man ventede alt Snedkeren, der skulle endnu på den Levende tage Mål til Kisten; da trådte en gammel Sognefoged frem og gav sit vise Råd. »Det slår netop nu til med Månen,« sagde han, »og vi kunne i det mindste forsøge det med Dorthe. Min Fader har i sin Tid fortalt mig, at når Doktoren rent havde opgivet en Syg, da skulle man, når Månen stod midt imellem Ny og Næ, grave en Grav på vildene Mark og lægge den Syge ned i Hulingen; og da skulle man bære en Plov tre Gange over den Syge, og hvis den Syge kunne overleve det, så var han frelst fra Døden.« -
Og gamle Bønder bar ved Midnat (thi således befaler endnu den Dag i Dag Overtroen de jyske Bønder at fuldføre slig Forretning) den Syge ud på Marken, og de grove Graven, og Månen stod midt mellem Ny og Næ, og Livets Symbol, den virksomme Plov, gik tre Gange over den Syge; men Livsprincippet kunne ikke indpodes i den Døende, og Uglen hylede i den nærliggende Granskov, og Snedkeren tømrede rask væk på Ligkisten, thi Begge havde en Anelse om, at Dorthe Christensen dog skulle dø.
Atter bar de gamle Bønder den døende Kone hjem, men da forlangte hun at tale med Frøken Mathilde. Straks løb en lille Dreng (som vi ovenfor have set) over Marken hen til Præstens, men Drengen traf på Mathilde, Halvor Thyesen og mig, netop da vi fra en Forhøjning i Præstegårdens Have betragtede de tretten Høje, hvori Herremandens Skat skulle være nedgravet.
Da nu Præstedatteren tøvede længe, og den syge Kone frygtede for at dø, forinden hun kom, da lod hun den omtalte Husmand kalde, hos hvem den lille Carl var i Kost, og da Alle var gåede ud af Stuen, tiltalte hun ham således: »det Barn, som Du har i Huse, det er Frøken Mathildes Barn: thi hun har bragt det til Verden. Jeg siger dette til Dig, for at Du, når Præsten dør, men heller ikke før, kan meddele Frøkenen, at hendes Barn er i live og ikke under Mulde. Her under min Hovedpude kan Du tage hundrede og halvtredsindstyve Rigsdaler til Barnets Pleje, men så skal det også have det godt. Det var Synd, om den lille Carl, som tegner så godt, skulle med Tiden blive Soldat; det var Synd, om ikke Moderen skulle gjense sit Barn, og det var Synd, om ikke Barnet skulle arve sin Moders og Faders Rettigheder.« - Og dermed opgav Dorthe Christensen Ånden, og gamle Bondekoner afklædte Liget, og Snedkeren kom med sin Kiste endnu knap en stiv Klokketime, efter at Patienten var død. - -
Men Dagen efter at Konsistorialråden var død, kom der en Husmand ind i Stuen til Mathilde og havde et dejligt, fire Års Drengebarn ved Hånden (det var den samme Bonde, hvem jeg havde truffet på om Morgenen, efter at jeg havde forvredet min Fod på Ballet i Præstegården), og han sagde til Mathilde: »min gode Frøken, De har mistet deres Fader, men jeg vil give Dem en Søn i Stedet: thi Dorthe Christensen har på sit Yderste erklæret lille Carl for deres Søn. Dertil så gav den salig Kone (rar Kone, mens hun levede, har betjent min Kone flink i alle Måder hele otte Gange), hun gav mig hundrede og halvtredssindstyve Daler, hvoraf jeg kun har til Barnets Fornødenheder brugt de to og tyve, og her er såmænd Resten. I øvrigt kan da Frøkenen forhøre Dem hos gamle Hans, om det ikke er sandt Alt, hvad jeg nu har sagt.«