Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
14. Blandt de balsamerede
Da den formentlige graver, det vil sige Svend Gjønge, kom ned i hvælvingen, slog han lågen tilbage fra sin lygte og hængte den op på en af murpillerne. Ved dens skin så Manheimer en rummelig kælder med gotiske spidsbuer og to døre mellem sidepillerne. Begge disse døre førte ind til familiebegravelser for de forskellige adelige lig, som kirken gemte. Den ene dør var gennembrudt med jerngitter, gennem åbningen trængte et svagt lys af en lygte, der indenfor var ophængt på væggen. I den første kælder, hvori Manheimer befandt sig, stod flere store kister, betrukne med sort klæde eller læder og beslagne på alle kanter med messingsøm.
»Mord og bøddel!« udbrød Manheimer, idet han så sig om. »Præsten ved at finde et godt gemmested til sine skatte.«
»Ja, herre!« svarede Svend, »men I skal først lære det rigtigt at kende. Der ser noget forstyrret ud hernede, for i de første dage eders folk kom til byen, gik de ind i kirken og ransagede alt. De brød låget af kisterne og løftede ligene ud for at se, om de kunne finde noget værdifuldt hos dem.«
»Det er meget sandfærdigt, hvad du der fortæller,« svarede Manheimer. »Jeg var selv med ved samme lejlighed, men vi fandt ikke noget synderligt. Havde jeg dengang vidst, hvilke skatte den gamle halunk opbevarede, skulle der være blevet ryddet bedre op.«
»Ak, ædle herre! Det lille alterbæger er endda ingen stor skat.«
»For djævelen! Jeg tænker heller ikke på bægeret alene. Med få ord, jeg ved, at præsten her i kirken har forvaret en stor sum penge. Det er dem, du må udlevere os, siden det vel er dig, som skulle skaffe dem bort herfra.«
»Ah!« udbrød Svend, »her har altså været forræderi med i spillet.«
»Det giver jeg dig lov til at grunde på siden. For øjeblikket nytter det ikke at nægte noget, jeg ved besked om alt, og mine kammerater har omringet kirken. Kommer du med udflugter, vil jeg være forbandet, om jeg ikke lader dig hænge op under lysekronen. Forstår du mig?«
»Ja, meget nøje,« svarede Svend; »men jeg er endda heller ikke så ubeskyttet, som I kanske mener; og siden I nævner eders kammerater, så har jeg også mine nær herved.«
Svend smilede og pegede omkring på de åbne ligkister, medens han svarede:
»Jeg mener de døde!«
»Vil du gøre nar af mig?« råbte Manheimer truende.
»Følg blot med og se på dem,« vedblev gjøngen. »Det er endda ikke så dårlige svende, som I bilder jer ind.«
Kaptajnen kastede et blik hen over kisterne, udstødte et råb og fo'r et skridt tilbage. Bag hver kiste så han en høj og bredskuldret skikkelse rejse sig i vejret. Disse fire mænd, som så uformodet viste sig, syntes at betragte kaptajnen med et udfordrende og hånligt smil; de var alle bevæbnede og samlede sig om graveren. Denne hviskede nogle ord til dem, hvorpå de forsvandt.
»Du lader dine mænd gå,« udbrød Manheimer forbavset. »Jeg gør så,« svarede Svend roligt. »Det er ikke her, deres hjælp gøres mest nødig.«
»Som du vil, mand! Vis mig blot, hvor pengene er forvarede, så skal jeg intet ondt gøre dig; men om du så var den skinbarligste Belzebub selv, må du rykke ud med dem.«
»Og hvis jeg alligevel vægrer mig?« spurgte Svend.
»I så fald er vi her to brave adelsmænd, som vil prøve hvorledes svensk stål bider på dig og dine.«
»Frygter I da ikke for en kamp her.« svarede Svend. »Hvor I så de døde så hurtigt blive levende, kunne måske de levende lige så hurtigt blive døde.«
Kaptajn Nieler viste sig i dette øjeblik over åbningen fra altergulvet med sine soldater og steg ned ad stigen.
»Fem til,« udbrød Svend. »Jeg troede ikke, I var så mange.«
»Der venter endnu et par stykker ovenfor.«
»Nej, lad os ikke få flere herned,« svarede Svend, »ellers vil I jo fylde den hele hvælving.«
Og før nogen anede hans hensigt, skubbede han lygten ned fra sømmet og knuste den på gulvets stenfliser. I det bælgmørke, som derved opstod hørte Manheimer Svend drage stigen til sig og et dumpt skrald forårsaget af en ligkiste som han væltede ned fra skamlerne for at danne en forskansning mellem sig og døren til den næste hvælving.
»En lygte herned!« råbte Nieler.
Soldaterne, som ventede ovenfor, udstødte et skrig, da de så, at stigen var taget bort, hvorved de blev hindret i at komme ned til deres kammerater. De bandt en lygte fast i enden af et sabelhæfte og firede den ned i hvælvingen. Lysets stråler brødes i skjoldene og våbnene på væggen over adelsmændenes kister og kastede tillige et svagt skær hen over ligenes gulblege og indtørrede ansigter. Trækvinden fra den åbne lem bevægede de gamle, udtungede faner, som hang ned fra loftet. Mændene ventede kun på et tegn til at kaste sig over den ene, som bag en væltet ligkiste imødeså kampen med en frygtløs ro. Ovenover dem fra den åbne lem så man de ophidsede ansigter af soldaterne, der var blevet skilt fra deres kammerater, og bag døren til den næste hvælving, gennem hvis jerngitter lyset skinnede, flere mørke skikkelser, som færdedes i travl virksomhed, uden tilsyneladende at have nogen tanke eller opmærksomhed for, hvad der skete udenfor.
»Fremad!« råbte Manheimer pludselig. »Det gælder en dukat for det første stød, som rammer ham.«
Med disse ord svang han sig op på ligkisten.
»I så fald vil I ikke komme til at vinde!« råbte Svend og affyrede en pistol mod Manheimer. Kaptajnen tumlede tilbage, men kuglen var prellet af mod hans brystharnisk.
»Måske dog!« udbrød han med en hånlig latter og førte et stød med sin kårde efter Svend.
»Ah!« udbrød denne, »du bærer brystplade. Så forsøg da dette.«
Han gjorde et udfald efter kaptajnens hoved, men Manheimer trak sig tilbage, og sværdet strejfede kun hans venstre skulder.
To andre trængte frem over kisten og angreb på begge sider.
Svend optog den førstes hug i sin kappe, som han hævede med den venstre arm, derpå trådte han et skridt tilside for at undgå den andens slag, og jog sit sværd ind i den ene soldats bryst. Manden udstødte et kvalt suk og faldt overende.
Hans kammerat fik ingen tid til at gentage sit udfald, thi i det samme Svend drog sit sværd ud af den faldne, hævede han det til et hug, der sårede soldaten i armen. Denne udstødte en drøj ed og sprang tilbage over kisten.
Kaptajn Nieler havde imidlertid draget sig hen imod den ene side, i den hensigt at komme inden for kisten, uden at vove sig frem lige over for Svend. Denne begreb hans hensigt. Da soldaten sprang tilbage, kastede gjøngen et blik over sine modstandere og så Nieler med den venstre hånd tilvinke Manheimer, medens han selv gjorde det første skridt, der bragte ham inden for kisten. Svend gjorde et spring hen imod ham og lagde sig ud til et anfald mod Nieler, som denne afbødede; ved det næste stød fornam Svend af den ringe modstand, hans klinge mødte, at den måtte have truffet, men i det halvmørke, som hvilede over hvælvingen, kunne man intet tydeligt bemærke; da Svend drog sit sværd tilbage, udstrakte Nieler begge sine arme, hvirvlede sig rundt, vaklede og faldt til jorden med et gennemtrængende skrig.
Endnu før Nieler faldt for aldrig at rejse sig mere, havde Manheimer gjort et nyt forsøg på at trænge over skranken. Idet han fik fodfæste på den anden side, gjorde han et rasende udfald mod Svend. Denne parerede med kappen over den venstre arm og slog Manheimers kårde i vejret, medens han gengældte stødet, men fejlede atter, idet hans fod gled i den blodstrøm, som Nielers legeme udbredte over fliserne. Derved var han kommet Manheimer så nær, at han ikke fandt plads til at føre noget nyt stød mod ham. Manheimer drog sin daggert, da Svend fo'r ind på ham og slog ham kårdehæftet i hovedet.
På samme tid hørtes et jublende skrig fra soldaterne ovenover lemmen. En af dem havde revet alterklædet over, sammenbundet stykkerne og lod sig nu af sine kammerater hejse ned i hvælvingen. Den næste sad allerede med benene nede under gulvet, beredt til at følge ham, da der lød en gennemtrængende piben inde fra sidehvælvingen. Soldaten studsede. Ved denne lyd fo'r et smil over Svends ansigt. Han trådte et skridt fremad og lod sine øjne løbe omkring i hvælvingen. Hans af kampen ophidsede ansigt glødede i en stærkere rødme, da han så det værk, han her havde udført. Han drog en pistol frem af sin kofte, tog et omhyggeligt sigte og trykkede af. Tillige med knaldet hørte man stumperne af den sønderskudte lygte rasle ned på gulvet. Lyset slukkedes, og hvælvingen var atter indhyllet i det dybeste mørke.
»Se så, mine venner!« udbrød han. »Nu er vor gerning fuldbragt og Svend Gjønge byder jer farvel, indtil vi træffes igen.«
Efter disse ord hørte soldaterne en dør blive åbnet og atter slået i og derpå raslen af skodder, som på den modsatte side blev skudt for.
Manheimer udstødte et dumpt brøl, han anede at hans plan i dette øjeblik blev tilintetgjort, men han vovede ikke at følge efter Svend, før soldaterne ovenfra havde hejst en lygte ned i hvælvingen.
Da der atter blev lyst dernede var Svend forsvundet, det samme var tilfældet med lyset, som hidtil havde skinnet igennem døren fra den næste hvælving.
»Hejs lygten ned til os!« råbte Manheimer rasende. »Alle mand herned, og lad os prøve, om vi ikke i forening kan sprænge døren.«
Soldaterne trængte sig frem over ligkisten og satte skuldrene til døren, men den trodsede ethvert forsøg. Manheimer opfyldte hvælvingen med sine eder og skrig; da han endelig indså, at det ville være ham umuligt at bryde døren op stak han sin daggert ind mellem rammen og jerngitteret; det lykkedes ham omsider at bryde noget af dette ud. Derved fik han armen ind på den anden side og trak skodderne tilbage, hvorved døren gik op og åbnede en gennemgang for svenskerne. Ved lygtens skin så de, at hvælvingen var forladt. En stærk trækvind strømmede de indtrængende i møde fra et af kælderhullerne i muren.
»Mord og bøddel!« brummede Manheimer. »Det er den elendige kapellan, der er skyld i hele vor ulykke. Han skal komme til at bøde derfor. Hvad, om jeg sagde, at han havde lukket mig inde i kirken, og at præsten derhavde stillet os et baghold. Sådan får jeg ram på dem begge, og præsten får tillige at vide, at hans svigersøn røbede os hemmeligheden.«
Med disse tanker beskæftigede den værdige kaptajn sig på vejen til sine kammerater i Gåsetårnet.