Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
20. En vejviser
Samme morgen var en rytterafdeling forsamlet ved et hus på den anden side af åen. To af rytterne fodrede deres heste, nogle andre havde taget plads på et opløst halmknippe og holdt måltid.
Ejeren af stedet stod i stalddøren med en lille, halvpåklædt dreng på armen og betragtede de fremmede gæster. Både på rytterne og på deres dampende heste så man, at de lige havde tilbagelagt et langt og anstrengende ridt.
De to stuer, hvoraf huset bestod, var ligeledes opfyldt med krigsfolk. Anføreren gik op og ned ad gulvet, indsvøbt i sin kappe og med en lang stikkårde under armen. Hans ansigt var mørkt og fortrædeligt. Det er den ædle kaptajn Manheimer, som vi her genfinder. Dagen efter at lehnsmanden Tyge Høeg havde afsendt kræmmeren til oberst Sparre på Jungshoved, lod han et bud gå med brev til Vordingborg for at bede sin gode ven Manheimer om en samtale. Budet traf kaptajnen i færd med at stille sig i spidsen for et nyt tog mod Svend. Den højmodige kriger holdt just en opmuntringstale til folkene, hvori han tilbød af sin egen lomme at fordoble den sum, som i forvejen var blevet udlovet for gjøngens pågribelse. Rytterne jublede, og da Tyge Høegs brev indeholdt nogle ytringer, som Manheimer antog kunne lede ham på spor, drog han med sin skare op til slottet.
Lehnsmanden underrettede ham om alt, hvad der havde fundet sted den foregående aften: Hvorledes flygtningene førte to tønder med sig på en slæde, og at Svend uagtet alle forsøg på at holde ham tilbage var draget bort med lehnsmandens hest for slæden.
Den gamle husholderske, som blev kaldt op for at give forklaring om årsagen til Ibs pludselige bortgang, meddelte dem, at han var gået op til Lundbygaard for at bestille kvarter.
Manheimers ansigt strålede af glæde, han havde ikke alene et sikkert spor for sig, en kamplysten skare efter sig, men tillige den rimeligste udsigt til sejr, siden Svend og Ib var ene om at føre pengene bort. Han tog afsked med lehnsmanden med de mest glimrende løfter, og toget satte sig på ny i bevægelse over til Lundbygaard.
Ulykkeligvis anede han ikke, at ethvert skridt fremad bestandig fjernede ham længere fra gjøngerne, og at den listige Ib blot havde nævnt den omtalte herregård for at skjule den vej, de agtede at drage.
Således red da svenskerne mod vest, medens Svend holdt sig mod øst langs med søkysten, og derfor måtte Manheimer også blive uvidende om alle de hændelser, som tildrog sig på Jungshoved.
Lundbygaard havde i den sidste uge været besat af en svensk kommando, og kaptajnen blev straks efter sin ankomst overbevist om, at man havde ført ham bag lyset.
På Jungshoved fik Manheimer de første pålidelige efterretninger om Svend, men hans uheldige stjerne ville, at han just skulle indtræffe dagen efter gjøngens flugt. Under den uorden og forvirring, som fandt sted på slottet efter barakkernes brand, vidste ingen, hvor slæden var blevet af.
Korporalen og den afdeling dragoner, der havde fanget Svend, var desuden draget nordpå med oberst Sparre. Efter alle sine frugtesløse undersøgelser havde Manheimer kun en ny forbitrelse at føje til den tidligere, da han begav sig på hjemvejen til Vordingborg.
På én gang droges Manheimers blik hen til vinduet. Han hørte latter og højrøstede stemmer udenfor og så rytterne stimle sammen om et menneske, som lidt før var trådt ind i gården.
Det var en lille uanselig skikkelse, iført en hvid vadmels kofte, hvis ærmer kun halvt dækkede de nøgne arme, der var lange og magre, den brunlige hud var sammenskrumpet og rynket. På benene havde han lærredsbukser, som endte i et par store, brune fiskerstøvler, på hovedet en rød, ulden hue, under den kom enkelte grålige og sammenfiltrede hårlokker til syne. Den ubekendte talte meget ivrigt til dragonerne, og da Manheimer flere gange hørte sit navn nævne, bankede han på ruden og befalede folkene at føre den fremmede ind til ham.
»Hvad gør du her?« spurgte han barsk.
Den ubekendtes ansigt fortrak sig til et smil, der frembragte en mængde skarpe rynker omkring munden. Derpå svarede han hæst og pibende:
»Ak, strenge herre, jeg går fra sted til sted og søger efter kaptajn Manheimer. Er det eder?«
»Nu ja, og hvad så?«
»Så havde jeg nok lyst til at snakke et par ord med jer.«
»Tal da i hast og gå så djævelen i vold!« råbte kaptajnen, opirret over den ligefremme tone i mandens ord og det vedvarende og spottende smil, der havde udvidet hans mund således, at to rækker sorte og afstumpede tænder kom til syne.
»Det var til jer, jeg ville tale,« vedblev manden, »men ikke til folkene. Lad dem gå lidt udenfor.«
»Folkene bliver her,« svarede Manheimer.
»Ja, så vil jeg gå min vej. Jeg taler nu engang ikke, så længe de er til stede.«
»Ikke?« råbte Manheimer rasende. »Det vil vi dog få at se.«
»Nej, det vil I ikke få at se, strenge herre!«
»Om hvem var det, du ville tale?«
»Om ham, I søger.«
»Mord og bøddel!« råbte Manheimer med strålende ansigt, »hvis så er, skal du have din villie. « Lad os alene en lille stund.«
Dragonerne adlød, skønt meget mod deres ønske.
»Nå, kaptajn!« udbrød han spottende, »hvem af så sin villie?«
»Tal blot, for djævelen!«
»Ja, ja, giv dog stunder; det er på den anden mil, jeg går i dag, skønt jeg, som I ser, ikke er så ung længere. Lad os sidde lidt ned og med forlov!«
Under de sidste ord greb manden en mjødflaske, som stod på bordet, satte den for munden og tømte den. Manheimers tålmodighed var næsten til ende, imidlertid beherskede han sig og udbrød:
»Lad mig så høre, hvad du ved.«
»Jeg ved, at I er draget med eders mandskab efter Svend Poulsen eller Svend Gjønge, som de også kalder ham, og at han har holdt jer for nar og ladet jer trække omkring fra øst til vest nu flere dage til ende.«
»Nå, men hvor er han da?«
»Hvor han er,« gentog den fremmede med en modbydelig latter.
»Herregud, det er jo netop det, jeg vil have jer til at udfinde.«
»Så ved du det ikke, du kender ikke hans skjulested?«
»Tror I, jeg ville have opspurgt eder, om jeg selv havde kunnet finde ham?« Manheimer sprang op med en rasende forbandelse, han drog sin kårde og råbte:
»Guds hellige død, mand! Nu har du snart talt dit sidste ord.«
Den ubekendte havde også rejst sig, han greb Manheimer i armen og udbrød:
»Vær dog stille, kaptajn! Sid ned og hør mig rolig til ende! Jeg tænkte, at jeg havde en mand for mig og ikke et skrigende barn. Jeg ved ikke hvor Svend er, som jeg nylig sagde, men jeg kender hans opspind og alle hans veje og skal vise jer, hvor I kan tage ham. Jeg ved heller ikke hvor meget han fører med sig, men det får også være Jer det samme siden vi tager alt, hvad han har, og deler det.«
»Vi deler?« gentog Manheimer i den dybeste forbavselse.
»Halvpart til eder og halvpart til mig.«
»Halvtredssindstyve tusind rigsdaler!« udbrød kaptajnen. - »Ja, Gu' deler vi.«
»Er der så mange penge?« hviskede den ubekendte med et henrykt smil. »Nuvel, strenge herre, desto bedre, halvt om arbejdet og halvt om lønnen.«
»Ganske vist!« svarede Manheimer med et hovednik, »det er ikke mere end billigt.«
»Ja, I ler ad mig, herre! Men det bliver alligevel som jeg siger, enten tager jeg halvparten, eller også det hele. Og hvis I prøver på list - nu ja, det står til eder. Kanske I har flere kræfter end jeg, vi skal ret snart komme til at prøve dem. I har mange folk, og jeg er alene, men det siger jeg alligevel, Vorherre i himmerig høre det, at hvad I nu endog sætter eders lid til, så skal I dog aldrig komme levende ud af landet eller få gavn af Svends penge, før jeg har fået min part.«
Den ubekendtes stemme og mine indeholdt på en gang noget så truende og tillige en så sikker selvtillid, at Manheimer for tredie gang under deres korte samtale følte sig behersket deraf.
»Mord og bøddel!« udbrød han med påtaget ligegyldighed, »hvad hyler I over? Jeg siger jo, at vi vil dele.«
»Det giver sig nok altsammen siden.«
»Hører I til Svend Gjønges folk?«
»Nej, det gør jeg ikke.«
»Hvad er I da for en mand?«
»Jeg er heller ingen mand.«
»Ingen mand?«
»Å nej, jeg er et fruentimmer, som de kalder Kulsoen.«
»Du et fruentimmer!« gentog Manheimer med en hånlig latter.
»Ja, strenge hr. kaptajn! Men I skal ikke spotte mig derfor, jeg kan gøre en mands gerning, I vil selv blive vidne dertil.«
»Og hvorledes mener du da, at vi skal fange an for at få fat på Svend Gjønge?«
»Ser I,« ytrede konen og rykkede sig nærmere hen på bænken til Manheimer. »Så vidt jeg har erfaret, drager han med sin skat ad vejen mod nordvest, som klogest nok er, siden han ad den kant vil træffe færrest krigsfolk. Oven for Køge går de over bugten, men inden de kommer så vidt, må vi have nået ham, det er, hvad vi først skal tænke på; derfor gør vi bedst i at lade eders ryttere stige til hest, så rider vi nord om byen, hvor adelsvejen skiller sig. Hvad der mere er at forrette, tales vi ved om imens. I befaler folkene, og jeg -«
»Ja, du befaler mig,« mumlede Manheimer og tilkastede hende et hadefuldt blik.
»Nej, strenge herre!« svarede Kulsoen smilende. »Jeg beder jer om at skaffe mig en hest, som kan holde ud med de andres.«
»Den skal du få, kvinde!« sagde Manheimer og forlod stuen.
Da Kulsoen var ene, gned hun sine hænder med en ondskabsfuld og hånlig latter. Derpå tog hun en vinflaske som stod på kaptajnens bord, og tømte den.
En halv time senere havde rytterskaren forladt bondehuset. Kulsoen red ved kaptajn Manheimers side. Omkring hendes krogede og magre skikkelse flagrede en blå rytterkappe.