Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
21. Undervejs
Næstfølgende nat stak gjøngerne ild på et stort hømagasin nord for Jungshoved for at lede svenskernes opmærksomhed bort fra, hvad der foregik på den anden side af slottet. Medens alle strømmede hen til brandstedet,opgravede Svend i god ro sin tønde og bragte den ned i gravkammeret. Her udtog han pengene og en del papirer, som lå i to skindposer, og indsyede dem i bugen af et skudt krondyr.
Denne hjort var samme aften taget fra lehnsmanden Tyge Høegs jæger tilligemed et brev, som denne skulle bringe op til det svenske hovedkvarter i Køge. Svend Gjønge agtede nu selv at besørge dette ærinde på sin vis og havde forklædt sig og Ib som herregårdsskytter.
En talrig mængde gjønger var denne aften forsamlede nede i gravkammeret. De havde rustet sig til en rejse, det tydelige bevis herpå var en velfyldt tværsæk, som enhver af dem bar over den ene skulder. Desuden var de alle for ynet med skydegeværer og en mængde små krudthorn, som hang i en rem over brystet. Svends løfte til rigsrådet, da det vægrede sig ved at sende ham våben, var endelig blevet indfriet; han havde selv forskaffet sig disse. Geværerne bar alle svensk mærke og var afpudsede med megen omhu. Den synlige glæde, med hvilken flere af folkene betragtede deres bøsser, vidnede tillige om, at de nylig var blevet ejere af denne skat. Svend tilendebragte sit arbejde med at indsy pengeposerne uden at tale, en dyb alvor hvilede over de flestes ansigter. Ane Marie sad på hølejet med sin lille søn på skødet, hendes øjne var uafbrudt rettet på Svend.
»Se så!« udbrød endelig Ib, idet han overskar garnet, hvormed han havde tilsyet hjortens bug. »Nu er det bestilt, vi er færdige.«
»Hvordan er vejret udenfor?« spurgte Svend.
»Mørkt og tåget.«
»Så lad os komme afsted,« sagde Svend, »enhver til sin gerning, Gud Fader holde sin hånd over os alle. I har jo forstået, hvad jeg bød jer at gøre?«
»Ja,« svarede gjøngerne.
Svend vedblev: »Seks af jer drager bag efter os og spreder jer omkring i egnen; men overalt, hvor I træffer et af svenskernes hømagasiner, der tøver I, til I har fået det stukket i brand. Jeg står ved mit ord og giver en rigsdaler for hvert magasin, som brænder; men da jeg ved i forvejen, at enhver af jer vil fortjene sine penge, kan jeg lige så godt betale dem forud. I er frygtløse og modige folk alle til hobe; sagde jeg til jer: Gå hen enhver og fæld en svensk høvedsmand, I ville gøre det. Der, gjønger, brave mænd! Der har I pengene straks og noget derover.«
Svend lagde en pung i Abels hånd og trykkede den.
»I andre kender den vej, vi agter at drage, og ved, hvad I har at gøre. - Lad os gå.«
Ane Marie satte barnet på gulvet og gik hen til Svend.
»Lad os læse en Herrens bøn først,« sagde hun, »og tegne os med det hellige kors, det gør godt på din rejse.«
Svend nikkede, tog sin hue af hovedet og knælede ned på gulvet, alle de øvrige fulgte hans eksempel, den lille dreng lå ved siden af Svend med foldede hænder, hans store, mørke øjne var heftede på Ane Marie, som blev stående oprejst, medens hun langsomt og skælvende fremsagde et Fadervor.
Da bønnen var endt, rejste gjøngerne sig, nikkede til Ane Marie og forlod hulen. Hjorten blev lagt på en forspændt slæde, som ventede inde i skoven. Det farefulde tog begyndte. Natten var mørk og skummel, den dybeste tavshed herskede overalt, de bladløse buske og træer antog i dette mørke forunderlige, fantastiske skikkelser; men gjøngerne var for vant til at færdes på denne tid af døgnet til at agte derpå. De fulgte efter slæden i to rækker, med bøsserne under deres kapper og lyttende efter alt, hvad der forekom dem mistænkeligt. Uden for skoven skiltes de, efter at Svend havde indprentet enhver især alle de enkeltheder, han havde at iagttage.
Ane Marie var fulgt med dem ud af hulen. Hun blev stående i udkanten af skoven med sin lille søn på armen og så mændene og slæden forsvinde i forskellige retninger i mørket.
Manheimers skare vedblev at følge hovedvejen op forbi Præstø. Dragonerne kom med bemærkninger om den uanselige skikkelse, der red foran dem hos kaptajnen, og som krumbøjet og vaklende til begge sider i den høje ryttersadel, næppe syntes at have kraft nok til at holde sig opret på hesten.
»Vi kan ellers nok fare lidt i mag,« ytrede Kulsoen. »Medens dagen varer, rider vi ikke Svend Gjønge op.«
»Bliver du alt træt?« spurgte Manheimer spottende.
»Å nej!« svarede hun. »Hvis så var, ville jeg kun være eder en dårlig fører, men jeg tænker, at Svend er for listig en ræv til at vove sig ud i solskin; bedst gør vi derfor i at høre os lidt for undervejs, siden får vi nok vor lyst styret til at ride.«
Medens Kulsoen talte, var rytterne komet op til bondebyen Bårse. Byen løber ind i landet mod nordvest til Næstved Og Ringsted, den anden vedbliver derimod at følge retningen opad mod Køge. Omtrent lige ved omdrejningen lå dengang en lille smedie, hvs ejer just var i færd med at beslå en rytterhest. Da han så skaren nærme sig, standsede han sit arbejde og stirrede svenskerne i møde med et nysgerrigt blik. Kulsoen red hen til ham.
»Guds fred og god morgen Asmus!« udbrød hun smilende over det udtryk af forundring, hvormed manden genkendte hende. »Har du ingen vejfarende set denne morgenstund?«
»Vejfarende?« gentog manden med åben mund og vedblev at stirre på hende. - »Herre Jømine, Boel, er det også hende? - Så nu er hun da blevet til et mandfolk?«
»Ak ja, Asmus! Det går mig ikke bedre, men du svarede mig ikke på mit sørgsmål!«
»Hvad skulle det være for vejfarende?«
»En mand eller to, der ager på en slæde og fører øltønder med sig.«
»Dem har jeg ikke set til, men havde hun været her i går, så kunne hun have tjent sig en skillings penge.«
»Hvormed?« spurgte Kulsoen.
»Den ene af herremandens søer oppe på Engelholm er kommet forkert af sted og har fået troldtøj i sig, så den hverken kan leve eller dø. Herremanden lod derfor gå bud om efter en klog kone, at hun kunne læse noget over den; da ingen var at finde, hentede han sin doktor fra byen, men det ved du nok bedst selv, hvad en doktors piller kan hjælpe for troldtøj.«
Kulsoen smilte foragteligt. Manheimer havde lyttet til denne samtale med største forbavselse.
»Hvem er det ellers, du søger efter?« vedblev smeden.
»Ja, du kender ham endda nok, Asmus Smed!«
svarede Kulsoen, »siden samme karl bandt dig fast til den store jagtpæl og pryglede dig med sin hundepisk formedelst du havde langet en harekilling på marken.«
Smedens sodede ansigt blev blodrødt, medens konen talte. Hans øjne flammede og han svarede:
»Gid alle landsens ulykker fare over Svend Gjønge! Hvis det er ham, du søger, vil han snart komme til at sukke efter vejret al den stund, der er nok en flok foruden de gode folk der, som sporer efter ham.«
»Hvad er det for en flok?« spurgte Manheimer.
»Den lille oberst, som lå nede på Jungshoved,« svarede smeden med et ydmygt buk, »han, som de kalder for Sparre, kom i går til morgen ridende med sine mænd og spurgte ligesom nys Boel, om jeg havde formærket noget til Svend.« Manheimer rynkede brynene og tyggede på sin knebelsbart.
»Hvilken vej red obersten?« spurgte han.
»Lige frem, strenge herre! Op ad Køge til; men Svend farer nok knap ad adelsvej, formedelst han kender de andre veje så vel.«
»Så tænker jeg, vi drejer til venstre,« sagde kaptajnen.
»Jeg ville just give det samme råd!« svarede konen.
»De har ellers bestemt noget for i disse dage« vedblev smeden. »Jeg har set en efter en af gjøngerne drage her forbi, og i morges tidlig kom Jens Jerntrøje ridende på en sort hest og bad mig fornemme, om dens sko lå fast, her til lands bruger vi kun at lægge beslag under hestens fremben, formedelst jernet er så dyrt, og skoene på Jens Jerntrøjes hest lå godt. Se den vel efter, Asmus smed! sagde han imens, for den skal gå en lang vej ret snart! - Hvor skal den da hen? spørger jeg. « En lang vej, sagde Jens, så grinede han og drejede her om til venstre.
»Lad os komme af sted,« udbrød Manheimer og gav sin hest af sporen. Kulsoen hilste med et nik og fulgte kaptajnen. Smeden slog et kors for sig efter hende, før han igen tog fat på sit afbrudte arbejde.
»Hvad nu?« spurgte Manheimer, da de var kommet et stykke ind på vejen.
»Ja, nu begynder vi at spore vor mand,« svarede Kulsoen. »Drager gjøngerne ad denne vej, må Svend også komme her, jeg tror heller ikke, at en af hans folk lader sin hest beslå og rider omkring i morgenstunden for sin plasers skyld. Hvis I nu synes det, tager I og eders folk for det første kvarter oppe i bønderhusene hist foran os. Derfra kan I holde skarpt udkig og bemærke enhver, som kommer ad vejen. Imens skal jeg liste mig over til Snesere by og se at få lidt underretning af konen til Jens Jerntrøje, som smeden omtalte.«
Manheimer smilte. »Mord og bøddel!« udbrød han. »Du er et klogt fruentimmer. Men hvad var det, den smed mente med herremandens ko og dens troldtøj? Giver du dig også af med kogleri?«
»Hvad skal man sige til det strenge herre! Imellemstunder forundes der mig ikke bedre vilkår.«
Kaptajnen syntes at være hensunken i dyb eftertanke. Pludselig drejede han sin hest nærmere hen mod Kulsoen og udbrød dæmpet:
»Kan du også spå?«
»Det er den mindste af mine kunster.«
»Sandfærdigt?«
»Så vist, som I trækker vejret.«
»Prøv på at spå mig,« sagde Manheimer og drog skindhandskerne af sin højre hånd. »Kan du gøre det rigtigt, så har jeg et tomarksstykke til dig i min lomme.«
»Hvoraf kan I fornemme, om jeg spår rigtigt?« spurgte Kulsoen og tilkastede ham et lurende blik.
»Jeg er blevet spået engang før,« sagde kaptajnen, »og det af en berømt mand, din mester tilfulde. Hvis du nu spår mig det samme som han, ved jeg, at du forstår din kunst og farer med sandhed.«
»Ræk mig da hånden,« sagde Kulsoen.
Hun lod sin hest gå i langsomt skridt, greb Manheimers hånd og betragtede den opmærksomt nogle øjeblikke.
»Det var da sære tegn!« ytrede hun straks efter. »Jeg har nu spået så mangen mand sit livsbrød, men aldrig set mærker som eders tilforn. Hvad den fremmede forkyndte, det siger jeg ikke, for det ved jeg ikke, men i eders hånd står at læse, at I hverken vil komme til at dø i vandet eller på landet. Stemmer det med, hvad I før har hørt?«
»Jo, på en måde slår det til,« svarede Manheimer eftertænksomt. »På en måde. Men står der ikke noget at læse om, at jeg skal blive en rig mand?«
»Å nej, strenge hr. kaptajn!« svarede Kulsoen. »Det står aldrig i menneskenes hånd.«
»Hvor da?«
»I hans hoved; - fordi jeg tænker, det ikke kommer an på andre end os selv, hvad vi vil blive. - Her har vi husene foran os. Nu rider I ind og lader karle og heste hvile ud, imens de holder god udkig, jeg går imidlertid ud og ser at få lidt mere at vide.«
Klokken var henimod to om natten, da gjøngerne nåede ind i den store skovstrækning mellem Everdrup og den nye herreborg, som Jens Sparre i 1609 havde opført på det gamle Paddeborgs ruiner. En skarp nordenvind jog skyerne hen over den mørke himmel, mellem disse så man af og til stjernerne komme til syne. Denne gang var det tilfældet, som lod Svend undgå sine fjender, idet Manheimer, ved at følge vejen til Næstved, var draget for langt vestlig, og oberst Sparre, der havde begyndt sin forfølgelse op ad Køgevejen, var kommet forud på den modsatte side. Svend drog nu fremad midt i imellem dem, idet han, bekendt med alle stier og snigveje, bestandig søgte at holde sig i nærheden af skovene,der kunne yde det sikreste skjul.
Fire gjønger fulgte til hest med slæden. To af dem i et bøsseskuds afstand forud, de andre lige så langt bagefter.
Da de var kommet ind i Sparresholms skove, udstødte Svend et ugleskrig til et tegn for sine folk, derefter holdt han stille og steg af. Han så sig tilfreds omkring og udbrød halvt hviskende til Ib:
»Så vidt er vi da sluppet, og jeg tænker, det var det værste stykke vej vi har lagt tilbage. Nu tager vi os en mundfuld mad og giver hesten et stykke med, før vi farer videre. Bliver det ved på den vis, når vi vel de store skove ved Lellinge inden daggry.«
»Raskere vil det gå, når vi kommer dybere ind i skoven; der venter Jesper os med en frisk hest,« ytrede Ib, medens han tog sin madpose frem og lade den ned på hjorten.
Svend og Ib holdt måltid. Til de øvrige gjønger så man intet. Efter at ugleskriget havde underrettet dem om, at slæden standsede, trak de sig nærmere hen til udkanten af skoven og ventede der, lyttende og spejdende til alle sider.
Stedet, hvor Svend holdt hvil, var en favneplads, det vil sige en åbning, dannet ved at fælde træerne og sammenstille det ophugne ved i favnemål. En smal og temmelig ubanet vej førte herfra tværs igennem skoven. På begge sider stod træerne tætte og sammenvoksede med hindbærskud, tjørn og brombærranker, at man kun med møje var i stand til at trænge derigennem. Midt over denne vej gik i en lang afstand, på hin side Sparresholm, en stejl og temmelig bred grøft, som optog vandet fra den dybe sø, hvori herregården var bygget. Over denne grøft havde skovhuggerne lagt nogle afskårne træstammer og udfyldt åbningerne med grene og græstørv, så at de dannede en bred og sikker bro.
»I Guds navn!« sagde Svend, idet han rejste sig op. »Drik du resten af flasken, Ib, og lad os se at komme afsted igen. - Du sidder så stille og grundende i nat.«
»Jeg tænker på Asmus smed, som vi mødte, da vi listede forbi Engelholm. Blot han ikke spiller os en streg; han stod og samtalede med en svensk rytter, og jeg syntes, han kikkede så nysgerrigt efter, hvad vi førte med os på slæden.«
»Nej!« svarede Svend tillidsfuldt. »Han kunne ikke kende os i vor jægerdragt; og i værste fald ville det blive for sent, inden han fik bud op til gården derom og skaffede folk ud efter os.«
»Han mener dig det ikke godt, Svend, fra den tid, du greb ham som krybskytte.«
»Jeg får at finde mig deri, lad os nu se, vi kommer videre.«
De lagde bidslet på hesten og tog plads i slæden.
I samme Øjeblik lød et langtrukkent ugleskrig igennem skoven. Svend studsede. Dette skrig blev straks efter gentaget fra den modsatte side, og endnu før ekkoet heraf var hendøet, faldt et skud. Der hørtes hestetrav nede på vejen, og to af de udstillede vagtposter kom jagende hen imod slæden.
»Svensken er efter os!« råbte den ene af dem, da han nåede favnepladsen. »Det gælder om at komme herfra i en hast. De rider langs med hegnet uden for skoven i en rad og har en vejviser foran.«
Ib stod som forstenet og stirrede på Svend.
»Hvor mange ryttere talte du, Tam?« spurgte Svend, der allerede havde genvundet sin sædvanlige ro og kulde i farens øjeblikke.
»Der var tolv foruden vejviseren,« svarede Tam.
»Hvad betød da skriget, vi hørte forude?« spurgte Svend.
»Jeg hører begge vore folk komme,« hviskede Ib, som havde lagt øret lyttende til jorden.
Idet han rejste sig, kom de to ryttere fra den modsatte side jagende i strakt løb og standsede deres prustende heste foran slæden.
»De er kommet bag på os,« hviskede den ene af dem med en dyb basstemme. »En for en rider de langs med grøften og søger en gennemgang over skovhegnet.«
»Hvor mange er de, Abel?«
»Jeg talte tolv og en vejviser dertil. Det er en dansk mand, kunne jeg høre på hans mæle, for de var os hel nær, før jeg gav tegnet.«
»Hvem skød?«
»En af rytterne, den gang de hørte mig tude. Hans skud faldt på lykke og fromme, men kuglen peb dog imellem vore heste.«
»Så afsted, det hurtigste, vi kan,« hviskede Svend. Sæt din foldekniv fast i pistolskaftet, Ib, og prik hesten dermed, at den kan komme desto snarere fremad. I andre stiger af og spærrer vejen med alle de afhuggede grene, der ligger omkring, så snart vi er kørt. To af eder sidder så op igen og rider et par hundrede skridt videre frem for at gøre den anden forhugning til, alt som vi har aftalt. Brug bøsserne vel, hvor I ser eders snit dertil, men sigt kun på høvedsmændene og søg at nå os igen, så snart I har skudt.« Efter disse befalinger steg Svend og Ib op i slæden og jog af sted dybere ind i skoven.
Ibs mørke anelser havde vist sig grundede, det var smeden fra Bårse, som røbede Svends flugt. Så snart slæden var kommet ham ud af sigte lånte han den svenske rytters hest og ilede efter Manheimer. Det blev så meget lettere nå denne, som skaren havde udhvilet hele eftermiddagen i de to bøndergårde, medens Kulsoen var ude på sine undersøgelser. Til Svends uheld havde smeden længe drevet krybskytteri omkring i egnen, han var derfoer godt kendt med skovene og kunne ad de nærmeste veje føre kaptajnen og hans folk op til Sparresholms skove. Her havde Kulsoen fået nys om, at en af gjøngerne ved midnat skulle vente efter kammeraterne med heste.
Neden for gården traf Manheimer en afdeling af Sparres ryttere, som obersten på tilbagevejen fra Køge havde udsendt i forskellige retninger. Kaptajnen gav føreren for disse den underretning, han fandt fornøden, og lod dem følge med sig; derved blev det ham muligt at omspænde skoven i en større omkreds, ligesom også smeden førte dem så snildt og ubemærket fremad, at de ville have været i stand til at nå lige til stedet, hvor Svend gjorde holdt, hvis han ikke havde anvendt den forsigtighed at udstille de fire vagtposter.
Som gjøngerne berettede havde svenskerne delt sig i to hold, efter de var kommet under skoven. Manheimers skare var den første, der fandt en åbning i hegnet. Her skiltets smeden fra dem, modtog en belønning og red tilbage med den lånte hest. Kaptajnen lod sine ryttere forene sig således at de dannede en linie, der indtog hele vejens bredde. Han red selv i spidsen, Kulsoen ved hans side.
Under hele det anstrengende ridt havde hun holdt sig på denne plads, krumbøjet og vaklende som i begyndelsen, men uden noget synligt tegn til træthed, tværtimod opfordrede hun bestandig Manheimer til at ride hurtigere. Hendes grålige hår gled ned og flagrede i lange ender frem fra huen. Rytternes første spot over hendes forunderlige skikkelse var veget for en vis sky frygt, efter at de havde hørt de enkelte ytringer, som smeden undervejs lod falde om de hemmelige kræfter, hun rådede over. Selv Manheimer syntes at tage større hensyn til hende, medens han beundrede hendes udholdenhed og indså det kløgtige i alle de råd, hun tilhviskede ham. Rytterskaren red nu i hurtigt trav igennem skoven, indtil den kom ind på favnepladsen, hvor gjøngerne imidlertid havde udført deres forhugning.
»Mord og bøddel!« råbte Manheimer. »De skælmer har spærret os vejen.«
»Gudskelov derfor,« svarede Kulsoen, »det er det bedste stykke arbejde, jeg har set i nat.«
»Hvad snakker I der, kvinde?«
»De havde vel knap gjort sig den umage at spærre for os, hvis ikke Svend var i betryk og i nærheden med sin slæde. Nu ved vi, hvad vi skal holde os til. Lad nogle af karlene stige af og rydde grenene til side, strenge herre! Men selv drager vi os en kende tilbage, om nogen skulle ligge på lur her næst ved. Gjøngerne har ord for at træffe deres mand. Den ene skyder sin kugle i den andens mærke.«
Tre dragoner steg af hestene og banede sig vej igennem forhugningen. I det samme sås en lysstribe bag de nærmeste træstammer, og to skud skraldede igennem skoven. En salve fra rytternes karabiner fulgte øjeblikkelig efter. Kulsoen havde rykket sin hest til siden, således at hun sad dækket af et træ. Manheimer brugte derimod ikke denne forsigtighed. Straks efter rytternes skud stejlede hans hest og styrtede dødeligt truffet omkuld i sneen. Det lykkedes kaptajnen at gøre sig fri af stigbøjlerne og springe af. Idet han vendte sig, så han en af dragonerne vakle i sadlen og falde forover på hesten. Skuddet havde gennemboret hans bryst.
»Han har fået sin bekomst,« sagde Kulsoen, idet hun forlod sit skjul og greb den faldnes hest i tømmen. »Tag eders pistoler, herre, og stig op, at vi kan komme videre.«
Manheimer adlød og kommanderede fremad.
Ude på favnepladsen havde det svage stjernelys tilladt dem at Skelne forhugningen, hvis grene viste sig mørke imod sneen, men da rytterne kom længere ind på vejen hvor træerne stod tættere, svandt dette lys igen; alt var indhyllet i et skummelt og uhyggeligt mørke. Desuagtet opfordrede Kulsoen Manheimer til at ride hurtigere.
»For tusind djævle!« råbte kaptajnen. Kan I da aldrig blive træt, fruentimmer?«
»Nej min strenge herre,« svarede konen med en spotsk latter, jeg kan aldrig blive træt undervejs, men Svend kører skrapt, om jeg kender ham ret, det er desuden lige så lyst for os som for ham.«
Mens hun talte, opstod en pludselig forvirring blandt rytterne, flere af hestene snublede den hele række standsede. I samme øjeblik faldt to skud.
»Hvad djævelen er det?« råbte Manheimer, idet han så Kulsoen styrte med sin hest og med en indre glæde antog, at hun var blevet truffet.
»De har spændt et tov over vejen fra træerne,« svarede Kulsoen og rejste sig fra den døde hest. »Lån mig eders sabel så hugger jeg det over, og vi rider videre.«
Manheimer rakte hende sabelen og sagde: »Hvorledes tænker du vel at komme videre, når din hest er skudt?«
Kulsoen overskar rebet og rakte kaptajnen sablen tilbage.
»Ak jo!« svarede hun smilende, »vi finder vel på råd.« Hun greb fat i Manheimers sadelbom satte sin fod på hans, og før han ret begreb hendes hensigt eller kunne forhindre den, havde hun taget plads bag ham på hesten. Kaptajnen vendte sit ansigt mod hende med en rasende harme, men Kulsoen standsede det udbrud, hun forudså, ved at hviske:
»Lad os blot komme af sted. I kan endnu have min hjælp behov. Ser I hist henne, lige forud, hvor vejen bliver lysere kan I øjne den mand, som vi søger.«
Manheimer så virkelig Svend og hans slæde i lang afstand foran sig. Dette syn forsonede ham med den ubehagelige rytterske, men Kulsoen, der anede, hvad han ville, slyngede sin ene arm om hans liv, lo spottende og hviskede:
»Det er ret, herre, lad det kun gå så stærkt, som hesten orker. I behøver ikke at frygte for mig, jeg holder mig nok fast. I min anden hånd har jeg en pistol med opspændt hane, og før jeg skulle lade mig skille fra eder, strenge herre, sætter jeg pistolløbet for eders hoved og trykker af. Så såre der falder en mand igen, skal jeg tage hans hest, men indtil da får I at finde jer i mit selskab. Sig folkene, at de skal lade deres karabiner på ny, og når vi kommer Svend lidt nærmere, så lad dem tage sigte efter hesten, mændene fanger I siden.« Manheimer skar tænder af raseri, men han gav sine ryttere befaling til at lade.
»Ser I, hvor det bliver lysere efterhånden som vi kommer frem,« vedblev Kulsoen; »vi haler godt ind på dem. Men hvad er det? Nu holder slæden jo stille.«
I det svage lys, som den frembrydende dagning kastede ned mellem træerne hen ad den linie, som grøften dannede i skoven, så man en mørk gruppe adskilles, efter at den havde stået et øjeblik stille.
»Nu drager de videre,« sagde Kulsoen. »Lad os sætte ind på dem, det bedste, vi kan. Før det bliver lyst, skal vi være ejere af skatten.«
Hun slog hælene mod hestens sider og vedblev: »I har ikke nødig at være bange for mig, ædle herre, om de end ligger på lur dernede og skyder efter os. Jeg sidder her bagved, så rart dækket af eder, og det skulle være et slemt stykke bly, der kunne gå igennem os begge.«
»Du skal komme til at klæde stejle og hjul når vi har denne tur vel overstået,« svarede Manheimer.
»Å, det siger I kun for spøg. I er endda ikke den første, der har gjort mig det løfte, men der er tit en lang vej fra mund til hjerte. Først deler vi mønter, så giver resten sig siden.«
Da rytterne kom til grøften, fandt de broen afkastet. Manheimer udstødte en skrækkelig ed, idet han standsede hesten.
»Hvad gør vi nu?« mumlede han.
»Jeg tænker vi jager sporerne i hestens sider og sætter over,« svarede Kulsoen.
»Den kan ikke springe over med os begge.«
»Det går nok, lad os prøve det.«
Manheimer rykkede hesten tilbage og gav sine folk befaling til at sætte over grøften, tre for tre.
Springet blev prøvet, og alle ryttere nåede lykkeligt over.
På samme tid løsnedes to skud bag de nærmeste træer, og to mænd faldt.
»Se så!« udbrød Kulsoen, medens hun lod sig glide ned på jorden og greb en af de faldnes heste i tøjlen. »Nu begynder vi igen; dagen bryder frem, og vi har ikke langt tilbage.«
Hun besteg hesten, og idet forfølgelsen fortsattes med slappe tøjler og fordoblet hurtighed, tog konen en blikflaske frem af sin koftelomme under kåben og tømte den. Det var nu efterhånden blevet så lyst, at man tydeligt kunne skelne alle de nærmeste genstande. I lang afstand sås den lille slæde.
Kulsoen udstødte et jubelskrig, da hun mærkede, at de kom den nærmere.
»Ak, lille folk!« udbrød hun, for første gang henvendende sig til dragonerne. »Nu har I snart fortjent eders morgendrik; om jeg ikke tager fejl, er det Svend Gjønge og hans svoger, som vi har foran os. Se blot, hvor de pisker på den arme hest for at komme af sted. For sandt må jeg sige om svensken, at han har modige mænd, der hverken ræddes for død eller djævel.«
»Men I da?« udbrød en af rytterne.
»Satans til menneske!« tilføjede en anden. »I rider jo som den bedste dragon.«
»Ja, å ja!« svarede Kulsoen med et skummelt smil. »Jeg har siddet over en hest før i nat og redet et ridt, der var værre end dette, skønt jeg ikke kom nær så langt.«
»Hvad er det for en hest?«
»Træhesten!« svarede hun med en skoggerlatter og indtog efter disse ord sin tidligere plads ved Manheimers side.