Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
23. Audiensen
Fra det øjeblik, Svend begyndte sin rejse over isen, syntes faren at være forsvundet. Forfølgerne navde tabt hans spor og lod ham drage sin vej uhindret.
Efterhånden som natten skred frem, viste månen sig klarere og gennembrød den tætte tåge, som hidtil havde forhindret fiskeren i at tage kending af landet og vælge vejen med sikkerhed.
Morgensolens røde lys farvede spiret på Nicolai Kirke, da de steg i land neden for Valby. Der var ualmindelig larm og virksomhed overalt i hovedstaden. Da de tre mænd drog op igennem gaderne til Rosenborg slot, hvor kongen havde taget bopæl under krigen, så de flere klynger af borgere i ivrig samtale med hverandre; en vis glæde var udbredt over deres ansigter. Gjøngerne blev ikke længe uvidende om årsagen. Det var den syv og tyvende februar, de nåede op til København. Aftenen i forvejen blev freden underskrevet i Roskilde. Mængden var endnu ubekendt med alle dens ydmygende betingelser, måske ville man alligevel i den første glædesrus have foretrukket disse for den frygt og usikkerhed, de savn og tiltagende besværligheder, der siden Karl Gustavs landgang havde hvilet både over de fri og ufri stænder i den truede hovedstad. Efterhånden som de kom til slottet, hvis nærmeste omegn var ubebygget, blev det vanskeligere at bane sig vej igennem mængden; Svend og Ib hver på sin side af slæden, fiskeren trak den.
Ved indgangen til Slottet blev de standset af to hellebardister, som stod på hver side af pillerne uden for vindebroen. Svends forestillinger frugtede ikke. Skildvagterne strakte dem deres korsgeværer i møde og havde befaling til kun at indlade hofbetjentene og rigsråderne, der var sammenkaldt af kongen til at møde på slottet denne morgen. Svend studsede over en så uventet forhindring. På ethvert andet sted ville han næppe have ladet sig standse heraf, i dette øjeblik fandt han sig i omstændighederne. Han blev stående ved siden af slæden, støttet til sin bøsse; et spottende smil fo'r over hans læber, idet han så ned på hjorten og flygtigt sammenlignede de overvundne hindringer med denne sidste. Ib delte ikke hans tålmod. Han blev stående på broen med huen bag i nakken, den venstre hånd i siden, og udbrød med en stemme, der stedse blev tydeligere, efterhånden som de omkringståendes opmærksomhed droges hen på ham:
»I ulyksalige spyddragere! Hvad tænker I dog på, medens I nægter sådanne mænd som os adgang til hove? Hans Nåde vil skikke jer al landsens elendighed på halsen, når det rygtes - jer og jeres efterkommere lige til det syvende led. Jeg siger det uden overdrivelse.«
»Hvad bringer I Kongelig Majestæt?« spurgte sergeanten, som var kommet til. »Vi bringer ham den gladeste tidning, han har modtaget på denne side kyndelmisse.«
»Eja, en hjort!« sagde Sergeanten spottende. »Den vil rigtignok volde Hans Nåde stor glæde.«
»Men hvilken hjort! Det siger jeg, til Gudfader hører det, at en sådan hjort som vores lever der ikke mage til i denne verden. Den er sine halvtredsindstyve tusind daler værd mellem brødre.«
De omkringstående brast i latter.
»Halvtredsindstyve tusind rigsdaler,« gentog sergeanten spottende.
»Ja, og så regner jeg endda hverken skroget eller skindet med,« tilføjede Ib.
I dette øjeblik blev hans tale afbrudt ved et tegn fra Svend. Mængden gjorde plads fore en gammel, gråhåret mand, som kom gående hen imod slottet. Han var klædt i en kort, sort kappe, under hvilken man så en brun fløjls vams, kantet med sølv. Omkring halsen bar han en lang guldkæde, som endte i en medaillon af samme metal. Da han nærmede sig vindebroen, tog han efter den tids hofetikette sin baret af og betrådte slottets enemærker med blottet hoved. Det var den hæderlige Kristen Skel, som her gik op til slottet.
»Strenge herre!« udbrød Svend, idet han trådte hen til rigsråden, »et ord, hvis I tillader det.« Skeel standsede. Svend vedblev: »Mig har Kongelig Majestæt skikket i by at forrette et ærinde, som jeg bringer ham besked på i denne slæde. Vagten nægter os adgang til slottet. I skænker mig eders beskyttelse!«
Rigsråden lod sit blik gå fra Svend til Ib og slæden. Derpå spurgte han:
»Hvem er I gode mænd?«
»Folk kalder mig Svend Gjønge i daglig tale.«
»Min tro!« udbrød rigsråden overrasket og lagde sin hånd på Svends skulder, »det navn har vi endda hørt omtale, medens krigen stod på. Hvad bringer du kongen i dag, Svend?«
»En sum penge, som borgmester Hans Nansen har hentet nede fra øerne.«
»Ak ja, jeg hørte jo tale derom. Hans Majestæt har været i stor uro for din skyld, Svend Gjønge!«
»Hans Majestæt burde bedre forlade sig på sine tjenere, end at han skulle være i uro for dem,« svarede Svend.
»Og de nægter dig adgang til slottet?« spurgte Skeel med blikket henvendt på de to hellebardister.
»I regner os det ikke til last, strenge herre!« svarede sergeanten, som var blevet stående og havde hørt de sidste ord. »Kongelig befaling blev os kundgjort årle i morges, at kun slottets tjenere og de, der bære den høje adels mærke, måtte gå over broen.«
Rigsråden smilte.
»Kongelig befaling må vi lyde,« svarede han, »I gør da plads for denne mand, skildvagter, han bærer nu så godt et adeligt mærke som nogen.« Med disse ord løste rigsråden båndet på sin kappe og kastede den over Svends skulder.
Ib udbrød i et jubelskrig.
»Ak, høje herre, hvad gør I der?« svarede Svend.
»Gå du trøstig din vej, Svend Gjønge!« sagde den gamle adelsmand, »der har aldrig banket bedre hjerte under denne kappe end i dette øjeblik.« Hellebardisterne trådte tilbage og lod fiskeren trække slæden over broen. Ib havde sat sig ned på den; idet han kom forbi vagten, stak han benene ud af slæden til begge sider for at indtage Så stor plads som muligt og besvarede soldaternes hilsen for rigsråden med et fornemt nik og en derpå følgende grimasse. Da de kom inden for graven, gav Skeel Svend et tegn til at følge med sig op ad den lille trappe, der førte til kongens privatværelse. Ib blev stående nede i gården ved hjorten.
Rigsråden lod sig melde og blev straks indladt tilligemed Svend. Kongen sad foran et stort bord, der var stillet hen ved kaminen i salens baggrund. Lige over for ham var gehejmeskriver Gabel i færd med at forelæse fredsunderhandlingerne, som Magnus Høeg aftenen tilforn havde bragt med sig fra Roskilde. Efter at Skeel havde hilst, lagde han sin hånd på gjøngens skulder og udbrød:
»Min nådige herre konge; her bringer jeg den glædeligeste nyhed, som Eders Majestæt længe har modtaget.«
»Svend Gjønge!« udbrød kongen, idet han rejste sig fra bordet og gik hen imod ham. »Vær os velkommen, min gode helt!«
Svend havde bøjet sig i knæ, idet han kyssede kongens fremstrakte hånd.
»Og det ærinde vi gav dig, Gjøngehøvding, hvorledes har du forrettet det?«
»Som det sømmer sig at forrette Eders Majestæts ærinder, fuldstændig og til Eders tilfredshed.«
»Du bringer altså pengene?«
»De ligger nede på slæden«
»Den hele sum?«
»Tror min høje konge, at jeg ellers ville have fremstillet mig for Eder?«
»Men hvorledes bar du dig ad for at slippe fra svenskens krigsfolk som havde besat alle veje?«
»Vi hjalp os igemmem med list, og hvor det ikke gik an, der slog vi til med vore våben, så lod svensken os fare.«
»De mærkede altså, hvad I førte med eder?«
»Ja.«
»Og I blev forfulgt?«
»Lidt.«
»Men du slap helskindet fra dem?«
»Ja, min høje konge?« svarede Svend smilende, »jeg havde for travlt i Eders tjeneste til at lade mig såre.«
»Profecro!« udbrød Frederik, idet han fornøjet gned sine hænder. »jeg har hørt mange af dine streger fortælle, dem, vor borgmester Nansen vidste at tale om, men denne sidste vil jeg kalde for den bedste. - Om Gud havde givet Danmark mange af dine lige, da skulle der vel have været os bedre vilkår beskikket.«
»Jeg siger ikke nej dertil,« svarede Svend frimodig.
Kongen gik hen til vinduet og så ned i gården.
Mod dette vindue havde Ib uafbrudt rettet sit blik, siden Svend forlod ham. Da han så kongens ansigt inden for ruden, tog han hue mellem hænderne og knælede ned i sneen.
»Hvem er den mand?« spurgte Frederik den Tredie.
Svend kastede et blik ned på Ib og sagde:
Det er en mand, som jeg skylder megen taksigelse. Uden hans hjælp ville jeg ikke have kunnet udrette Eders Majestæts ærinde.
»Jeg synes at have set ham tilforn.«
»Ja, han kommer i dag for at bevise, hvor troligt han har opfyldt det løfte, han dengang aflagde.«
»Hvilket løfte?«
»At være Eders Majestæt en god og ærlig stridsmand.«
»Nu erindrer jeg det, han fremstillede sig for os i fjor på Jungshoved. Vi lader ham komme op.«
»Jeg tror, at han kun venter på tilladelse dertil.«
»Men vore penge, Gjøngehøvding! Jeg ser alene en skudt hjort på din slæde.«
»Hjorten er vor pengepose,« svarede Svend. »Formedelst vi havde ingen bedre.«
Under denne samtale var Ib blevet liggende på knæ nede i gården ved siden af slæden; hans små, sorte øjne var ufravendt rettet mod vinduet. Da kongen gav tegn, sprang han op og kastede hjorten over sine skuldre og ilede op ad trapperne til værelset.
»I sandhed!« sagde kongen henvendt til Gabel, »det er første gang, vi har modtaget landets skat under den forsegling.«
Døren gik op, Ib trådte ind med hjorten over sine brede skuldre og med et smil, der uden tvivl viste den smukkeste rad tænder, som fandtes på slottet. Han lagde hjorten inden for døren og vovede ikke at træde frem i salen. Hans dristighed var forsvundet i dette øjeblik, sky og ængstelig som et barn kastede han et blik hen til Svend, som om han ville opfordre ham til bistand. Idet kongen gik hen til ham, gjorde han pludselig et uhyre langt spring nærmere hen mod Svend og sank derefter på knæ, med huen trykket tæt ind mod brystet.
»Rejs dig, min søn!« sagde kong Frederik i den blide tone der var ham egen. »Vi har hørt dine bedrifter fortælle ønsker at forsikre dig om vor erkendtlighed og gunst.«
»Nådige Majestæt!« svarede Ib stammende og drejede forlegen på sin hue. »Eders dronning fæstede mig til at blive en flittig og brav stridsmand, så sagde Gud Fader ja dertil og hjalp for resten.«
»I to mænd, der står her, har altså ene mægtet at bringe den skat igennem landet, skønt det var opfyldt af fjender.«
Ib kastede et tilfreds blik hen på Svend, kongens venlighed gav ham mod til at svare:
»Den hjort har kostet svensken mange dyre menneskeliv.«
»Og eder da?«
»Svend Gjønge ved råd for alt, han er så klog og så udspekuleret.«
»Men hvormed skal vi da belønne din troskab og iver i vor tjeneste?«
»Vil allernådigste konge give sin dronning besked på, at jeg har holdt mig ved godt mod og været hende en ærlig stridsmand, som hun bad mig om, så er det godt.«
Det budskab skal jeg besørge; men din belønning, mand, tal kun dristigt, du skal ikke ængste dig!«
Ib snappede efter vejret og nikkede som sædvanlig, når han fattedes ord; derpå hviskede han undseligt og sagte:
»Om Kongelig Majestæt vil sige ja til, at jeg må kysse på Eders hånd, så skal I have mangfoldige tak.«
Kong Frederiks øjne strålede, idet han rakte ham hånden. Ib tørrede munden på sit opslag, medens han med fremstrakt hoved kyssede kongens hånd uden at vove at gribe den.
»Hvis det ikke fattes ham på mod at komme frem hermed, så havde han endnu et ønske tilbage,« svarede Svend.
»Tal da,« sagde kongen, »jeg siger forud ja dertil, hvis det står i min magt at opfylde det.«
»Nej, jeg vil ikke sige det,« sagde Ib.
»Så tal du hans sag, min Gjøngehøvding!«
Ib tilkastede Svend et bønligt blik og rystede på hovedet, Svend syntes ikke at lægge mærke dertil, men svarede:
»Fordi denne mand, uden at betænke sig, ville gå i døden for at fremme Eders Majestæts mindste ønske, og fordi han så den under øjne hver dag og time, siden skatten i Vordingborg blev givet i vore hænder, derfor bønfalder han om, at kongen vil lade ham forlov at bære samme kjortel og mærke som Eders vagtmestre.«
»Hvorfor vil han just bære en vagtmesterkjortel?« spurgte kong Frederik.
»Jeg kender alene hans Ønske, men ikke grunden,« svarede Svend smilende.
»Det var formedelst jeg syntes så godt om dragten,« svarede Ib forlegen. »Men det er vist for meget forlangt for det, jeg har gjort, og så kan det gerne vente til en bedre lejlighed. Kanske får vi mere at bestille for Eders Nåde en anden gang, da I så, det gik så godt den første.«
»Nej!« svarede kongen godmodig, »vi har ikke nødig at vente, dit ønske kan blive tilstået straks, og endda vil vi være dig forpligtet.«
»Å nej,« udbrød Ib med strålende øjne og et lykkeligt smil. »Nu har I gjort mig så sjæleglad; mangfoldig taksigelse derfor.«
Efter at Ib havde sagt dette, kyssede han sin flade hånd og berørte med fingerspidserne den yderste flig af kongens klædning.
Under den tavshed der herved opstod, trådte en hofkavaler ind ad døren og udbrød:
»Det høje riges råd har nu forsamlet sig og ønsker Eders Majestæts nærværelse.«
»Godt,« svarede kongen, »vi vil straks komme.«
Kavaleren gik. Kongen vendte sig mod Svend.
»Et ord endnu, Gjøngehøvding, før vi skilles. Vi ønsker at give dig et bevis på vor nåde, men ved ikke ret, hvorledes vi bedst kan gengælde din tjeneste.«
»Min tjeneste!« gentog Svend frimodig. »Jeg tænkte ikke den behøvede nogen gengæld, siden kongen har ret til at forlange alle sine undersåtters tjeneste.«
Men du vovede ved denne lejlighed dit liv, på hvilket vi sætter langt større pris end du selv.«
»Det tror jeg ikke, min høje konge! Hvis mit liv har noget værdi i Eders mening, så er det mig også for dyrebart til, at jeg skulle sælge det, som en kræmmer sælger sine varer. Ligesom Ib her viste sig modig og brav for at fuldkomme sit løfte til Eders nådige frue, så gjorde jeg det for at holde mit løfte til Eder. Et løfte er en gæld, som bør betales, og det er nu sket.«
»I sandhed, min helt! Du har gjort mere end fuldkommet dit løfte. Med den håndfuld folk, du havde, standsede du fjenden, gav os kundskab om hans planer, tilførte os hans ammunitionsvogne og opbrændte hans magasiner, - hvilket sidste er bedre end alt øvrigt, siden engelske gesandten Meadowe beretter, at dette var en såre vigtig grund for vor krigeriske broder Karl Gustav til at slutte freden, og nu endelig i dag tilfører du os denne skat midt igennem hans lejr. Profecto! Hvem af vore undersåtter ville vel vove på alt dette, og hvem ville vel have vovet at holde det, uden du? - Derfor ønsker vi at belønne dig.«
»Det kan være, Eders Majestæt? Men jeg ønsker det ikke.«
»Hvorledes?« udbrød Frederik den Tredie studsende. Svend slog ikke sine øjne ned for kongens blik hvor strengt og prøvende det end var.
»I kender mig ikke ret, min høje konge!« svarede han og tilføjede smilende: »Hvis det også er sandt, at jeg bestandig hidtil i landets tjeneste har hentet flere skrammer end belønninger, hvis mine fortjenester er så store, som Eders Majestæt siger, og hvis ingen anden ville have vovet, hvad jeg har vovet, hvormed ville I da belønne mig?«
Frederik den Tredie betænkte sig et øjeblik og svarede:
»Gud har lagt al jordisk magt i kongens hånd, og det beror på os at opfylde ethvert billigt ønske, vore undersåtter kan have.«
»I så fald har jeg et ønske, og jeg beder Eder om at opfylde det.«
»Nu vel!« udbrød kongen levende.
»Vil Eders Majestæt tænke på mig siden, når jeg kan blive Eder til nogen nytte.«
»Er det alt?«
»Ja,« svarede Svend med ædel stolthed, »det er alt. Så skal den regning være betalt, som trykker Eder så såre, og som jeg først kom i hu, da Eders Nåde mindede mig derom.«
Kongen var synlig bevæget over det trohjertige i Svends ord, hans øjne strålede, idet han betragtede dette ædle, åbne og mandige ansigt, og han rakte ham sin højre hånd. Idet Svend tog den, lagde kongen den anden kærtegnende på hans hoved og udbrød:
»Gud være med dig, min ridderlige helt!«
Svend følte sig grebet af den inderlighed, som lå i stemmen, hvormed kongen talte. Så slet en hofmand han endogså havde vist sig at være, bøjede han ved denne lejlighed knæ og udbrød, idet han lod sine flammende øjne hvile på kongen:
»Tak, min gode konge, tak! Til i dag har I kun forlangt min tjeneste af mig, næste gang må I forlange mit liv, thi kun med det kan jeg betale den nåde, I viser mig.«
I dette øjeblik udbrød Ib, efter at han længe forgæves havde søgt at få ordene frem:
»Men ikke sandt, Kongelig Majestæt vil vel også tænke lidt på mig, når han skikker Svend i byen, at det bliver et ærinde, hvor vi kan være to!«
»Jeg skal nok tænke på dig,« svarede kongen, hilste og begav sig tillige med Gabel og Skeel ind i det tilstødende gemak, hvor rigsrådet var samlet. Gjøngerne forlod slottet.