Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
26. "Højt at flyve, dybt at falde"
Med det begyndende forår fløj rygtet om freden overalt igennem Danmark. I marts måned indskibede Karl Gustav sig til Helsingborg. Det blev overdraget rigsadmiral Wrangel at føre de svenske tropper bort fra Sjælland; men endnu før denne befaling kunne fuldbringes, bragte Erik Dalberg, Karls fortrolige, et hemmeligt budskab, som pålagde ham at standse med indskibning og søge påskud til at holde krigsfolkene tilbage. Wrangel adlød, og nogle rytterregimenter, til hvilke vor bekendt Manheimer hørte, lagde sig i kvarter i Vordingborg. Man var ikke forlegen for at finde grund til at retfærdiggøre denne adfærd. De svenske underhandlere gjorde nye vanskeligheder, derved opstod stridigheder, og krænkelsen fik et skin af ret.
Imidlertid begyndte rolighedens og fredens sysler igen på øerne. Herremændene vendte tilbage til deres godser. Dronning Sophie, hvis magt og højtflyvende planer hele vinteren havde været begrænset af palisaderne omkring Københavns volde, rustede sig atter til jagt, hun forlod hovedstaden, omgivet af en skare lykkeriddere, som hendes tilbøjelighed havde kaldt ind i landet, og som trivedes ypperligt i hendes nådes solskin.
Det var i slutningen af marts måned, da Svend en eftermiddag gik ned til Jungshoved igennem Hestehaven, som man kalder den store og mørke skovstrækning, der uden for Bønsvig bedækker kysten langs med Præstø bugt. Lærkerne sang, sneen var smeltet, på markerne så man hovfolkene drive deres stude foran ploven, efterfulgt af den rødbenede stork, som søgte orme i fugerne. Alt var denne dag et billede på foråret med dets poesi, dets friskhed og milde, velgørende luft.
Også i Svends indre boede foråret med håb og lykkelige anelser. Hans ophold i hovedstaden havde været en fortsat række af udmærkelser og triumfer, som han hidtil kun havde fejret i drømme. Han vendte nu tilbage til skuepladsen for sine bedrifter, opfyldt af en længe savnet ro. Kærlighed og dens længsler opfyldte hans sjæl med de forskelligste billeder.
Uagtet de hyppige bekræftelser, han havde modtaget på Julies kærlighed, var det dog hidtil ikke lykkedes ham at frigøre sig for en vis ængstelse. Hendes ord og den hensynsløse ømhed, hun viste i enhver af deres sammenkomster, var vel utvetydige beviser på hendes følelser, men ikke tillige beviser imod hans frygt. Foruden de høje skranker, fremtiden stillede imod ham, fremkaldtes denne frygt af de ulige forhold, af standsforskellen, der dengang var alt. I andre øjeblikke var det netop denne standsforskel og det, der i verdens mening adskilte dem, som mægtigst bandt Svend til hende.
»Siden skæbnen ikke vil mig noget stort,« havde han sagt til sig selv, »men lod mig fødes i en hytte, for at jeg kun skulle være et redskab for andre, vil jeg selv se at gøre mig til noget.«
Derfor var krigen ham en kærkommen lejlighed til at iværksætte sine planer og tillige det sandsynligste middel til at opfylde dem.
»Jeg kan ikke vinde midler og land,« tænkte han, »men Gud Fader har givet mig manddom og mod. Jeg vil erhverve mig et navn og en god lov blandt hendes frænder, så bliver jeg værdigere i hendes øjne, og hun vil da elske mig højere.«
Med denne beslutning drog Svend fra sin hjemstavn over til Skåne og forenede sig med gjøngerne, disse modige folk, som sloges af lyst og tilbøjelighed, ligesom Svend sloges for sin kærlighed.
Lykken kronede hans håb. Kongen havde offentlig bevidnet ham sin velvillie, den gamle Christen Skeel havde åbnet ham sit hus, adelsmændene tilgav ham i de første øjeblikke hans mangel på rang og den tvivlsomme stilling, han indtog i samfundet; de stillede sig under en autoritet som rigsrådens, idet de søgte Gjøngehøvdingens selskab. Han ilede nu tilbage til sin skønne elskede, han tænkte sig hende fornem og strålende, omgivet af al den pragt og yppige overflod, der havde så megen betydning i hans øjne, han tænkte sig endelig selv som elsker ved hendes fødder, øm og hengiven.
Og dette billede skulle lige så uformodet som pludseligt blive til virkelighed: thi ved en omdrejning af skovvejen, som Svend gik hen ad, hørte han stemmer og så straks efter Julie Parsberg komme ham i møde, lykkelig og leende, støttende sig til kavaler, lyttende med foroverbøjet hoved og med et blik, som Svend såre vel kendte og tidligere havde troet udelukkende tilhørte ham.
Billedet var altså blevet til virkelighed blot med en omveksling af personer. Det var kaptajn Lykke, der havde indtaget Svends plads.
Svend Gjønge stod som forstenet ved dette møde eller rettere ved at iagttage hendes blik. Men med en næsten overnaturlig kraftanstrengelse betvang han de forskellige udtryk af smerte og harme, der jog hen voer hans ansigt som uvejrsskyer på himlen; vant til at beherske, hvad der mødte ham vedblev han at gå videre og hilste alvorligt og ærbødigt, idet han kom forbi dem.
Julie havde allerede bemærket Svend. Også på hende var en vis ubestemthed og forvirring synlig, men hun beherskede sig og smilede venligt, medens hun hilste, og udbrød, idet hun gik forbi:
»Ah, er det eder, Svend Gjønge! Velkommen tilbage«
Derefter fortsatte hun sin spadseretur med kaptajnen.
Den, som havde set Svend Gjønge nogle øjeblikke før, medens hans åbne og mandige åsyn strålede af glæde og håb, skulle næppe have genkendt ham i den blege skikkelse, som med rynket pande og sammentrukne bryn langsomt og grundende skred ud af skoven.
Omgivet af krigen og indesluttet på Jungshoved tilbragte Julie en højst kedelig vinter og havde for længst angret sin bortrejse fra hovedstaden, til trods for de opmærksomheder og den ridderlighed, hvormed de svenske høvedsmænd bestandig kom en skønhed af rang i møde. Med budskabet om freden indfandt kaptajn Lykke sig på slottet. Kai, der kun behøvede at vise sig for at sejre, medbragte en opmærksomhed, en hyldning, som hun uden betænkning modtog, ligesom hun ville have modtaget ethvert andet middel, der kunne råde bod på denne tilstand af kedsommelighed, i hvilken hun hverken vidste, hvortil hun skulle bruge sine øjne, sin skønhed eller sin pynt.
Julie havde nydt en sørgelig opdragelse. Som yngste datter, altså som den mest forkælede, havde man udviklet hendes legeme på hendes sjæls bekostning. Hun besad et ydre, der var i stand til at vinde alle, men ikke ånd nok til at fastholde en eneste af sine erobringer. Denne ørkesløse tilværelse havde ladet hende skabe sig en rigere verden i sine drømme. Svend Gjønge var i længere tid hendes drømmes helt; han var så forskellig, ikke blot fra sine egne, men fra alle hendes omgivelser, ved sin dristighed, sin djærvhed og sit romantiske mod, endelig ved sin skønhed, thi denne sidste af hans fortjenester var den første, der gav ham betydning i hendes øjne.
Hvad der endnu gjorde begyndelsen til denne roman så meget lettere var, at Julie Parsberg havde kendt ham fra sin barndom og næsten lige så længe havde bemærket al den hengivenhed og beundring, han nærede for hende.
Hvis verden havde kendt hendes tilbøjelighed, eller hvis nogen havde foreslået hende Svend til mand, ville hun have rødmet over sig selv.
Selv i de øjeblikke, hvor Julie syntes mest indtaget i Svend, havde hendes fortrolighed indskrænket sig til et blik, et ord, et håndtryk. Hun elskede, som Ib hin aften sagde, med sit hoved, han med sit hjerte.
Da hun vendte tilbage fra hovedstaden og atter sluttede sig til ham, den undselige og tilbageholdende, der bedre forstod at værge sig mod en kårdespids end mod et blik fra to sorte øjne, og som aldrig havde vidst at finde lejlighed, end sige ord, til den erklæring, hun forlængst havde læst i hans miner, - sagde hun til sig selv: jeg vil forkorte ensomheden, som omgiver mig, jeg vil give min tilværelse farve med hans beundring og kærlighed.
Og Svend, der var så modig og uforsagt, som ville have begyndt en kamp mod hele verden for Julies skyld, dalede lige over for hende ned til en ubetydelighed, blev forlegen og undselig, lykkelig over en håndbevægelse og skælvende for et blik.
Da Svend vendte tilbage til jægerhuset, var han tavs og rolig. Stormen havde i denne mellemakt udraset. Under det havblik, som fulgte efter, påtvang han sig sit ansigt det kolde og udtryksløse præg, der så vel egner sig til at skjule vore tanker og planer.
Desuden håbede han endnu, kærligheden ender nemlig ikke, fordi den indgyder fortvivlelse; tværtimod næres den endog af smerten.
I tre dage ventede Svend forgæves at se Julie eller at modtage noget bevis på, at han endnu var erindret af hende. Den fjerde dag forlod han sit hus og begav til Jungshoved. Han kunne ikke længere udholde den pinlige tvivl, han ønskede vished, død eller frelse.
Jørgen Reedtz havde stedse behandlet Svend med agtelse og velvillie.I hans hus glemte man skyttens underordnede stand, det var mere vennen, hvis selskab man søgte på rideture og udflugter, end et tyende, man nedladende tillod at tage del deri.
Denne dag syntes lehnsmanden at modtage ham med endnu opmærksomhed end nogen sinde tilforn. Rygtet havde forlængst udbredt hans bedrifter i omegnen, og hvad der i lehnsmandens øjne endnu gav disse en forøget betydning var den nåde, Svend havde fundet hos kongen. Bekræftelsen herpå blev, som sagt, bragt til Jungshoved af kaptajn Lykke, som straks efter oberst Sparres bortrejse kom i besøg på slottet tillige med ridder Kørbitz, og ligesom tidligere mødtes de to adelsmænd også denne gang som hinandens rivaler i et og samme anliggende: en dames gunst.
Julie Parsberg kom ikke til syne, hvilket hun ellers altid plejede, når Svend var til stede på slottet og dog var hun vidende om hans nærværelse; da han gik ind over vindebroen havde han kastet blikket op til vinduerne og set hende træde tilbage fra ruderne. Svend tog afsked og gik. Hans sidste håb var svundet. Dødens hånd havde lagt sig over hans kærlighed. På tilbagevejen skjulte han sig i et buskads, som lå på den venstre side neden for slotsbakken. Vejret var ualmindeligt mildt. Solen skinnede, bogfinken og droslen fløjtede inde i skoven. Gjøngehøvdingen vidste, at en sådan eftermiddag plejede at lokke Julie ud. Han ventede på hende.
Lehnsmanden og Kai Lykke red bort fra slottet. Jægerdrengen førte tre hunde sammenkoblede i en rem foran dem. De drog på jagt i Ræveholms moser. Tiden gik, solen forsvandt efterhånden bag skoven. Svend lagde ikke mærke dertil. Hans blik var ufravendt hæftet på et vinduet i slottet, billede på billede svævede forbi hans erindring.
Pludselig åbnede Julie et vindue og stirrede ud. Det var næppe tanken på ham, der fremkaldte dette triumferende og kokette smil på den unge hofdames læber, medens hendes mørke, strålende øjne fulgte den vej, som lehnsmanden og Kai Lykke havde taget.
Lidt efter forlod Julie vinduet og gik ned i haven.
Svend sprang op fra sit skjul og fulgte efter hende. Da han kom ned i haven, sad hun i et lysthus på en skråning af slotsbakken, fra hvilken man havde udsigt hen over den lange moseeng, der fortsætter sig fra indsøen. Julie hvilede tilbagelænet på en bænk. Hun så i vejret ved lyden af hans skridt, men blev siddende uden at forandre den skødesløse stilling, hun havde valgt. Hun begreb, hvad der foregik i Svend, og behøvede ikke engang at lægge mærke til den heftige stemning, som han skjulte så slet. Hun ventede på at modtage den forestående kamp.
Efterhånden som Svend kom nærmere, lykkedes det ham at beherske sin stemning. Deres øjne mødtes, han betragtede hendes opmærksomt, men fandt hverken vrede eller kærlighed i denne sikre holdning eller i det fremmede blik. Det udtrykte en fuldkommen ligegyldighed.
Hvis han havde haft lejlighed til at overveje, ville det have kunnet sige ham alt.
»Jeg kommer,« sagde han, »for at erfare årsagen til det, som foregår, thi jeg vil hellere fæste lid til eders ord end til min egen frygt og mine egne øjne.«
»Og hvad fortalte eders frygt, Svend Gjønge?«
»At jeg endnu ikke havde gjort nok, hverken dengang jeg tilforn for eders frænders skyld holdt mit jaord med Ane Marie, at I kunne blive reddet, eller nu, da jeg kommer for at lægge min konges kunst og alle menneskers bifald for eders fødder, for at jeg kunne være eders kærlighed mere værdig. Jeg har vist ikke gjort nok endnu; thi der må voves meget for at vinde meget.«
Hans skælvende stemme og bedende blik besad i dette øjeblik mere veltalenhed end nogen sinde før. Men for Julie var den spildt, og hun svarede:
»Sandelig! I har gjort alt for meget, og da jeg længe følte, at jeg stedse kom i dybere gæld til eder og aldrig ville være i stand til at forskylde de ofre, I vedblev at bringe mig, så besluttede jeg ikke at modtage flere.«
»Og hvorfor just nu,« sagde Svend sørgmodigt og dæmpet, »da jeg nærmer mig det mål, jeg så længe stræbte efter nu, da jeg har nået den hæder, som I tilforn satte pris på!«
»Lad mig tale ud Svend!« svarede hun. »Hvorfor just nu, spørger I; fordi det ikke tidligere lykkedes mig at bringe denne kamp til ende mellem min pligt og min tilbøjelighed og fordi jeg agtede eder for højt til at hykle en kærlighed, når jeg ikke længere føler den.«
»Sig ikke så, man elsker enten altid eller aldrig, det fornemmer jeg hos mig selv.«
»Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde elsket eder,« svarede hun.
»Ak nej, Julie Parsberg!« ytrede Svend. »Tal ikke dette sprog; har end hele vor fortid kun været skuffelse, så lad os i det mindste være sanddru nu, da I vil, at vi skal skilles. I elsker mig ikke mere, fordi I elsker en anden.«
»Hvad vover I at sige?«
»I elsker en anden!« gentog han med skælvende læber og et funklende blik. »Dermed vil jeg sige, at I bedrager en anden, som I har bedraget mig.«
Svends heftighed gengav Julie hele hendes tidligere overlegenhed.
»Ak nej, Svend Gjønge!« svarede hun med et skuldertræk. »Jeg har ikke bedraget eder, jeg bedrog kun mig selv.«
Medens Julie sagde dette, havde hun rejst sig fra bænken, hun hilste fornemt og koldt og gik op mod slottet.
Svend blev stående nogle øjeblikke og stirrede efter hende. Derpå forlod han haven og gik tilbage til sit hjem.
Han var opfyldt af bitre og sørgelige tanker.