Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
30. En opfyldt spådom
Imidlertid var solen gået ned, og skumringen begyndte; den dybe tavshed og fred blev kun afbrudt ved den fortsatte larm, de skrig og de sange, som lød oppe fra værelserne, og ved den lave, undertrykte hvisken fra nogle mænd, der listede opad mod Høfdingsgaard fra træ til træ i alléen. Tange var ikke med, Svend havde givet ham lov til at gå, da han kom tilbage med Ib. Efter at gjøngerne havde nået de sidste træer foran slottet, standsede de, Svend og Ib krøb derimod på hænder og fødder hver til sin side omkring graven for at finde en overgang, de benyttede enhver busk og ujævnhed i jorden som dækningsmiddel, Ib havde ved denne lejlighed ikke fornægtet sin sædvanlige omhyggelighed for den smukke uniform; før han gik bort fra skoven, trak han koften af, hængte den op på en gren og krøb derefter bort i skjorteærmer. På samme tid blev det mere roligt på slottet. Svenskerne anede farens nærhed.
»Mord og bøddel!« råbte Manheimer, »vi vil spille dem en streg og derved tillige få at vide hvor nær de er os.«
Han meddelte sine soldater et indfald, som blev modtaget med almindelig jubel.
»Vi må prøve det på en anden måde,« sagde Svend da han og Ib vendte tilbage. »Gården har kun den ene indgang over broen. Mørket tager til, og månen kommer først op om lidt; en mand må svømme over graven og liste sig ind over volden, at han kan åbne os porten. Hvem vil vove det?«
»Jeg,« svarede Abels dybe stemme.
»Det gælder livet, hvis de ser dig,« tilføjede Svend.
»Jeg ved det,« svarede Gjøngen, »men jeg lovede dig sådan noget en aftenstund i vinter. og det har gjort mig ondt, at jeg ikke før har kunnet holde mit løfte. Går det godt kommer jeg igen, går det fejl, så tænk imellemstunder på konen og drengen derhjemme.«
Efter disse ord slog Abel et kors for sig og lod sig glide hen over jorden ned mod graven. Straks efter så man en mørk genstand svømme hurtigt over vandet og derefter at krybe op ad volden.
Svend fulgte enhver af hans bevægelser med åndeløs opmærksomhed.
»Pas vel på, alle mand!« hviskede han, henvendt mod gjøngerne. »Så snart I ser en skygge bevæge sig foran vinduerne, giver I to nærmeste ild. Men tag først et nøje sigte.«
Straks efter så man virkelig en mørk genstand komme til syne og standse foran det åbne vindue. Svend gjorde et tegn, to skud faldt, skikkelsen blev stående. En lydelig hånlatter svarede fra salen.
Manheimer havde udført den list, han lidt tilform meddelte sine folk; svenskerne bandt en pude på en karabin og knappede en uniform sammen om den. En mand lagde sig ned og bevægede denne figur frem og tilbage forbi vinduerne. Begge gjøngernes skud havde truffet. Kuglerne faldt ud af puden, da uniformen blev draget af.
»Jeg tænkte nok, at de var os i nærheden,« råbte kaptajnen med en tilfreds latter, »nu må vi finde på noget nyt; således forslår vi tiden, og i morgen kommer der undsætning fra byen. Gå ned til fogden og forlang os en frisk kurv franskvin!«
En af soldaterne tog et lys og forlod værelset.
»Korporal!« vedblev Manheimer. »Stil en vagt op ude ved broen og sørg for flittig afløsning, karlen kan tage en flaske vin med for at gøre sig til gode i nattekulden.«
En af dragonerne ladede sin karabin og gik. Manheimer standsede ham i døren.
»Du holder god vagt,« sagde han, »dit eget liv beror derpå; og om du mærker noget fordægtigt, så var os ad i tide.«
Dette optrin foregik i dagligværelset, der for øjeblikket var opfyldt af alle de forskellige genstande, som dragonerne havde fundet det umagen værd at gøre til bytte. Efter at forsøget var til ende med den udklædte dukke, hentede de sengeklæderne fra fruens og Karens sovekammer og stablede dem op i vindueskarmen for at være sikre for deres fjenders skud. Straks efter blev døren åbnet, og dragonen, som Manheimer havde sendt ned til fogden, kom tilbage. Efter ham fulgte Tange, der bar en fyldt flaskekurv i armen.
»Mord og bøddel!« råbte Manheimer ved synet af kapellanen, »hvor har præsten været den hele eftermiddag? Jeg troede min sjæl, han var løbet sin vej.«
»Ak nej!« svarede Tange, »jeg har siddet oppe på mit kammer, at tage vare på min gerning.«
»Og nu kommer I herned, da I fornemmer, at det går løs på fruens vin.«
»Det er ikke grunden,« svarede Tange med et uheldspående smil, »men som jeg før i mørkningen gik noget omkring på volden, blev jeg anråbt ovre fra den anden side af åen af en gammel kone, som bad mig sige eder, at de fire karle, I skikkede ned i bondebyen ved middagstider, var blevet overfaldne af Svend Gjønges mænd. Folk kalder den gamle kone for Kulsoen i daglig tale.«
Manheimer brød ud i latter. »Kulsoen,« gentog han og slog i bordet. »Det er jo min gamle veninde, heksen, som spåede mig, at jeg hverken skulle finde min død på land eller i vand.«
I dette øjeblik blev døren åbnet og en dragon styrtede ind.
Vagten nede ved broen melder at en af gjøngerne er kommet over graven og er krøbet op på porthvælvingen foran vindebroen.«
»Mord og bøddel!« råbte Manheimer. »Hvorfor giver den slyngel da ikke ild på ham?«
»Det var også hans agt, strenge herre! Men da gjøngen hørte ham dreje hjulet om på karabinen, dukkede han ned bag den høje murkrans på portalen.«
»Nu, og hvad så?« spurgte kaptajnen. »Han må jo kunne række ham alligevel ved at stige op på volden.«
»Høvedsmanden glemmer folkene, som lurer på den anden side,« udbrød en fændrik.
»Det er jo mørkt nu, lad os komme derned. En dukat for den, der træffer manden«
Dragonerne udstødte et jubelskrig og greb deres karabiner, idet de fulgte efter Manheimer ned i gården.
Månen begyndte at sprede en svag lysning over trætoppene inde i skoven, før man endnu kunne øjne den fra slottet. Dragonerne listede sig tavse og forsigtige ned i gården og stod dækkede af volden, medens de undersøgte fængkrudtet på karabinernes hjullåse.
»Hvem vil prøve det første skud?« spurgte Manheimer.
En mand trådte frem.
»Tøv lidt,« vedblev kaptajnen, »lad os engang se, hvor vagtsomme de slyngler er. Tag din hat af, sæt den på løbet af karabinen og hæv den op over voldkanten.«
Dragonen adlød. Straks efter faldt et skud fra den anden side graven, som rev hatten bort fra karabinløbet.
»Disse bønder sigter endda ikke så dårligt,« hviskede Manheitner.
Denne hændelse dæmpede for en del rytternes lyst til at komme op på volden. Medens de tvivlrådige og tavse betragtede hverandre, hørte man en dyb og lydelig stemme råbe fra murkronen over porthvælvingen:
»Agter vel på derovre! De er alle sammen kommet ned i gården.«
»Jeg skal lade dig nagle levende til porten, når jeg får dig fat!« råbte kaptajnen rasende.
»Ja, når I får mig fat!« råbte stemmen spottende tilbage.
»Hent os en dyne,« hviskede Manheimer, »så skal vi prøve det med dem igen.« En rytter gik op i værelserne og kom straks efter tilbage med en dyne.
»En mand tager dynen og bærer den hævet i armene foran sig, gennem den vil ingen af deres kugler trænge. Efter ham følger en anden med spændt karabin og holder sig vel dækket, medens I passerer op over volden.«
Dette påfund, som gav nogen sandsynlighed for et heldigt udfald, blev straks udført. En rytter bar dynen op på volden, hævet over sit hoved, hans kammerat fulgte tæt bag efter ham og iagttog omhyggeligt ikke at give nogen legemsdel blot for gjøngerne. På denne måde var de kommet et godt stykke fremad og nærmede sig porthvælvingen. Manheimer iagttog forsøget med den ivrigste opmærksomhed, medens han med alle sine ryttere fulgte de to mænd skridt for skridt neden for volden. Pludselig så man skjoldbæreren standse, den anden støttede sit ene knæ mod jorden og hævede bøssen til anlæg. I det samme faldt et skud, dragonen tabte karabinen, udstødte et skrig og gjorde et højt spring. Derpå sank han sammen og blev liggende på stedet. Hans kammerat slog dynen om sig og rullede ned ad volden.
»Mord og bøddel!« skreg Manheimer, idet han sparkede til den nedrullede, »hvordan dækker du den stakkels Erik?«
»Strenge herre!« svarede karlen. »I regner mig det ikke til last. Den skinbarlige Satan må føre disse mennesker an, så vist som Erik fik sin bekomst uden skyld fra min side. De sidder på lur oppe i de høje træer, for jeg så ilden fra skuddet lysne fra en af de øverste grene.«
Svend Gjønge havde virkelig benyttet dette indfald og ladet to af sine mænd stige op i træerne, fra hvilke de beherskede hele gården med undtagelse af en ubetydelig strækning nærmest under volden, medens de selv var usynlige og dækkede af grene. Manheimer indså straks det rimelige i dragonens forklaring og lod sine folk træde nærmere ind under volden.
»Vi må prøve på et nyt opspind,« hviskede han til fændriken, »og denne gang vil jeg selv vove pelsen.«
Efter disse ord så man ham gå langs med volden, og da han var kommet et stykke fra porten krybe på hænder og fødder op ad trappen til slottet, i hvilket han forsvandt.
Dragonerne stirrede tavse og forventningsfulde efter hvad der ville ske. To af dem havde listet sig op på siden af volden og draget den dræbte ned efter sig. Ved at undersøge liget fandt man rytterens udsagn bekræftet. Det dræbende skud var gået igennem issen og ud af baghovedet.
Straks efter blev opmærksomheden ledet hen til trappen hvorfra en kvindelig skikkelse ilede ned og løb med hurtige skridt over gården. Den opfindsomme Manheimer var i færd med en ny list og havde iført sig fru Elsebeths klæder. Idet han kom ned til dragonerne, hviskede han til dem:
»Bryder alle udi et vældigt skrål, for at kæltringerne hist ovre ikke skulle høre ham deroppe, om han får i sinde at råbe til dem. Så snart I ser, at jeg begynder at løbe, affyrer to mand deres karabiner i luften. Skrig blot og støj, som I kan bedst.«
Dragonerne adlød uden at fatte kaptajnens plan, de skreg som besatte. Oppe fra porten hørtes Abels dybe stemme udtale nogle ord, som blev aldeles overdøvede. Midt under denne larm forlod kaptajnen sine folk og begav sig op på volden modsat den side af porten hvor de tidligere forsøg var blevet udført. Månelyset kastede sit blege skin hen over hans klædning. Dragonernes skrig fordobledes, eftersom de begyndte at fatte deres anførers hensigt. En af dem affyrede sin karabin. Kaptajnen ilede hurtigt hen over volden, synlig for alle, han udstødte et ængsteligt råb om hjælp og lod, som om han søgte at komme bort, medens han vedblev at nærme sig porten. På hin side af graven herskede en dødsstilhed.
»Skyd dog, skyd i Jesu Kristi navn!« skreg Abel med en stemme, der blev bestandig ængsteligere, eftersom han fattede Manheimers list og så den truende fare komme nærmere; men dette råb overdøvedes af dragonerne, der på samme tid afskød endnu en karabin. Da skuddet faldt, sank Manheimer i knæ, bøjede sig fremad og affyrede sin pistol. Før krudtrøgen havde fordelt sig, krøb han sammen og lod sig rulle ned ad volden.
Men fra porten lød et højt og sørgeligt skrig, og Abels skikkelse blev synlig for alle; hans hævede arme bevægede sig krampagtigt, idet han faldt fra gesimsen ned på volden og derfra ned i gården foran Manheimer, som stod lænet op til muren med den endnu rygende pistol i hånden.
Fra den anden side graven syntes et klageråb at besvare den jubel, dragonerne udstødte, da de så deres fjende bleg og livløs henstrakt på jorden. Manheimer alene delte ikke den almindelige glæde; siden han vendte tilbage fra volden, var hans ansigt mørkt og hadefuldt. Fændriken nærmede sig med en strøm af lovtaler. Kaptajnen afbrød ham.
»Det lader til, at det skal være alvor her,« sagde han. »Siden en kunne liste sig over, skal vel flere af disse sataner ikke være rædde for det samme vovestykke. Vi må se at komme bort.«
»Jeg grundede nys derover og fandt på en list, der vil skaffe os af med nogle af de mest besværlige.«
»Fortræffeligt!« ytrede kaptajnen. »Lad os høre.«
»Vi stiller vore folk på hver side af trappen, således at skyggen dølger dem. Om nu nogen går åbenlyst hen over gården, vil gjøngerne lægge mærke dertil og give ild på ham.«
»Det vil sige at dræbe ham.«
»Å ja, måske,« vedblev fændriken leende, »men ilden af fjendens skud vil tillige give vore mænd et sikkert mål at rette deres karabiner imod, og når vi først er blevet færdige med dem i træerne, kan vi bag brystværnet vel pille de andre bort.«
»Måske!« svarede Manheimer. »Men hvem gør vi til offeret for denne plan? Har fændriken selv i sinde at lade gjøngerne rette deres skud på sig, medens I går over gården?«
»Jeg tænkte, at den blege præst også kunne være god dertil.«
»Nej!« sagde kaptajnen, »den plan er ikke en krigsmand værdig. Lad os drille dansken så godt vi kan, lad os have løjer med ham for at forslå tiden, men aldrig skal de kunne sige kaptajn Manheimer på, at han førte krigen som en kryster og stillede en anden frem, hvor han ikke turde vove sit eget skrog. Denne gang viger jeg pladsen for Svend Gjønge, hidtil har han måttet gøre det for mig; det båder kun lidt at fægte mod fjender, som er krøbet i skjul for at fælde os, siden de ikke vovede at møde os ansigt til ansigt.«
»Men han lader os jo intet middel til at komme bort, herre høvedsmand!«
»Midlet, fændrik, det står her,« svarede Manheimer og pegede på sin pande. »Følg med til salen, så skal I lære det nøjere at kende.«
Manheimer befalede sine dragoner at holde porten bevogtet, derpå sneg han og fændriken sig op på slottet.
Da de kom ind i salen, fandt de Tange siddende ved bordet med en tømt vinflaske foran sig.
»Synk godt, kapellan!« råbte Manheimer. »Han drikker og vi slås, det er, som det bør være. Hvis han ellers har bevaret noget af sin samling, så tænk efter, om der gives anden udgang fra gården end den hist nede ved vindebroen?«
»Tilvisse ikke det jeg ved af at sige,« svarede Tange uden betænkning.
»Hvilken af gravene holder han da for den mindst dybe?«
»Jeg tror, det må være den, som løber mod vest hvor volden er borte, thi de fortæller, at der midtvejs over graven skal have gået en stensat gang i gammel tid, som siden blev afbrudt. Vist er det, at man i klart vejr og på solskinsdage endnu kan se spor af stenene under vandet. Men om kaptajnen tænker på at snige sig bort,« tilføjede han, »vil I have møje med at nå ned til samme grav, eftersom udgangsdøren for længe siden er muret til.«
»Mod vest, siger I, altså må slottet skygge over den side, siden månen endnu ikke står så højt. Kan I vise mig graven heroppe fra?«
»Å ja, der vender et vindue fra jomfru Karens kammer ud imod den.«
»Kom da, lad os gå!«
Tange rejste sig og fulgte Manheimer ind i et af de tilstødende værelser.
Straks efter hørtes en tiltagende larm og et højt skrig nede i gården, og to skud faldt efter hinanden. Kaptajnen ilede tilbage til salen.
»Der har vi dem allerede,« råbte han; »vi får ingen tid til at flygte. Følg mig, fændrik!« Med disse ord drog Manheimer sin lange stødkårde og sprang hen mod udgangen. Her blev han standset af sine folk.
»Mord og bøddel!« råbte han. »Hvad er på færde?«
»Vi er om en hals, strenge herre!« svarede en af dragonerne bleg og åndeløs. »To mænd listede sig bag på os, uden at vi fornam det mindste til det. Den ene var i skjorteærmer og styrtede midt ind imellem vore. To skød, men knap tror jeg, de traf. Hele volden vrimler af fjender. Hør blot! Nu rasler kæderne, de lader vindebroen gå ned.«
»Det gælder da om at komme bort,« ytrede Manheimer.
»Kan han skaffe os et reb, præst, langt nok til at nå jorden neden for muren fra det vindue, han viste mig!«
»Hvor skulle jeg vel få så langt et reb, strenge herre!« svarede Tange. »Fogden sidder i sit kammer hist ovre i gården, og vi kan jo ikke komme udenfor.«
»Hent lagnerne fra de to senge derinde,« bød kaptajnen.
Rytterne hentede fire lagner,som blev skåret i strimler på en halv alens bredde og derefter knyttet sammen. Medens dette arbejde stod på, hørtes en tiltagende larm uden for døren. Manheimer trådte hen til vinduet og lyttede. Han hørte Svend befale og opmuntre sine folk og genkendte stemmen. »Drag dynen lidt bort fra vinduet,« befalede han, »og prøv, om I kan få ram på dem med eders karabiner.«
To af rytterne adlød befalingen, men de forsigtige gjønger holdt sig så tæt under muren, at dragonerne ikke kunne få sigte, derimod blev et skud affyret fra gården, som sårede en af svenskerne i armen. Den ulykkelige tabte karabinen og sprang tilbage med et smerteligt klageråb. Manheimer lod dem tildække vinduet igen og opgav forsøget.
Larmen tiltog bestandig, man hørte døren brage for de heftige og tunge slag, der blev slået på den. Så snart rebet var færdigt og tilstrækkelig langt, tog Manheimer et lys og vinkede ad sine folk. Over Tanges ansigt fo'r et lumsk smil, idet rytterne forlod salen. Manheimer vendte sig i døren og udbrød:
»Det er bedst, han går med, Tange, at han kan give en håndsrækning, om det gøres nødigt.
Denne befaling syntes at være Tange ubehagelig. Smilet døde på hans læber, idet han rejste sig og fulgte efter svenskerne. Det sted, hvorfra Manheimer havde besluttet at iværksætte flugten, vendte ud til den side af slottet, hvor man som sagt havde anset jordvolden for overflødig og derimod udvidet graven indtil omtrent to favne neden for muren. Denne mur var meget tyk og ikke gennembrudt af nogen åbning til værelserne i stuen; i øverste etage vendte alene det lange og smalle vindue fra Karens sovekammer ud mod graven, og fra dette vindue skulle flugten prøves.
Som kaptajnen havde tænkt sig, dannede slottet her en bred og mørk skygge hen over vandet. Skoven lige overfor var indhyllet i en tæt og grålig tåge.
»Sluk lyset!« hviskede Manheimer, »og hold eder tavse, et uforsigtigt ord eller et skrig er nok til at røbe vor list. Så snart I kommer ned, opsøger I vadestedet over graven, og om I ikke kan finde det, så svømmer I over. Jeg kommer til sidst.«
Under disse befalinger havde han åbnet vinduet og løftet det af. En rytter steg op i karmen, lagenet blev bundet om hans liv, derefter tog to mænd fat i linen og hissede ham ned. Det første forsøg lykkedes, de følgende gik lige så heldigt. Kaptajnen smilte, idet han gned sine hænder og hviskede til fændriken:
»Det går jo prægtigt, jeg tænker, vi skærer den gode Svend Gjønge en fløjte i nat.«
Omsider var alle rytterne kommet ud af slottet, uden at det ringeste uheld havde mødt dem. Alt foregik i en uafbrudt stilhed, i ti skridts afstand ville man ikke have anet det ringeste om denne flugt.
Da den sidste nåede jorden, vendte Manheimer sig om til Tange. Denne stod tavs og spejdende med sammenslyngede arme og iagttog fra en krog af kammeret, hvad der skete ved vinduet.
»Nu får han at hjælpe mig!« hviskede kaptajnen.
»Det skal jeg,« svarede Tange beredvillig.
»Om jeg lykkelig og vel kommer i behold, går jeg i morgen op til præsten og lægger et ord ind for ham, at alt kan blive godt med kæresten igen. Bærer han sig derimod uforsigtigt ad, skal han aldrig leve den dag, hvor han glemmer Manheimer eller hans ryttere. Lån mig først en dyne.
Tange tog en dyne fra sengestedet. Manheimer kastede den ud ad vinduet, således at den blev liggende nedenfor vinduet.
»Nok en!« hviskede han.
»Hvorfor gør I det?« spurgte Tange.
»Å jo, for at falde blødere, om linen skulle gå i stykker.«
Efter at Manheimer havde kastet alle sengestedets dyner ud ad vinduet, listede han ind i salen og kom tilbage med en sammenbundet dug, som indholdt alle de forskellige genstande, han om eftermiddagen havde udset til sin andel af byttet. Denne pakke bandt kaptajnen omkring sin hals og steg derefter op i vindueskarmen, hvor han fastgjorde linen under sine arme.
»Ræk mig nu et bæger vin, og lad os drikke på en lykkelig rejse.«
»Synk godt!« sagde Tange idet kaptajnen drak. Derpå tog han linen og begyndte at hisse Manheimer ned.
»I glemmer vel ikke eders løfte, at lægge et ord ind for mig hos præsten,« hviskede han, idet han gjorde et ophold.
»Nej, visselig ikke,« svarede Manheimer lad blot linen gå.«
»Ja, ja, giv stunder,« vedblev Tange med hævet stemme.
»Jeg tror alligevel ikke, at det vil nytte stort, I kan vel tvinge hr. Christen Nielsen til at tilgive mig, men kan I også tvinge hans datter til at holde af igen?«
»Vist kan jeg så,« svarede Manheimer, ikke uden nogen ængstelse, »jeg skal tale for ham, som var han min kære broder. Lad blot snoren gå ned.«
»Ret betænkt,« sagde Tange, »så har I forsyndet eder svært imod mig. Det var eder, som først fristede mig til spil, I vækkede mine lidenskaber og truede mig, når jeg søgte at bekæmpe dem.«
»Hvorfor siger han det nu?« ytrede Manheimer, blegnende ved at høre disse ord, der blev udtalt med en bestemt og truende stemme.
»I bliver så tung, kaptajn! Jeg tror knap, at jeg kan holde eder længere.«
»Fordømte skurk! Han pønsede altså dog på svig; men jeg anede det nok, og derfor lod jeg puderne falde i forvejen.«
»Nej, I anede det ikke, kaptajn Manheimer!« gentog Tange, der nu havde hævet sin stemme således, at slottets mure gav genlyd af den. »Jeg har heller ikke i sinde at slippe snoren, som I formoder, tværtom, vi lader os nøje med at binde den fast her til posten af karmen.«
Han lod handlingen følge efter sine ord, derpå udstødte han et lydeligt og gennemtrængende råb: »Kom herhid, I gjønger! Kom om på den venstre side, så skal I finde et mål for eders kugler og se, hvordan præsten holder ord.«
To skud faldt fra de flygtende ryttere, som allerede var kommet over graven ind i skoven. Tange holdt sig dækket af muren, medens han vedblev sine skingrende og gennemtrængende skrig. Derimellem hørte man kaptajnens bønner og glimrende løfter.
Månen kom frem over slottet og beskinnede den ulykkeliges kridhvide ansigt og de fortvivlede anstrengelser, han gjorde for at løse knuden på linen. Straks efter så man flere mørke skikkelser forsigtig strække hovederne frem over volden, som løb i flugt med begge murenes sidefløje. Manheimer udstødte et angstråb. Fra den højde, hvor han befandt sig, så han gjøngernes bøsseløb glinse i månelyset, idet de blev rettet op imod ham. Fire skud faldt. Kaptajnens legeme bøjede sig sammen, medens hans arme fægtede i luften. Derpå hørte man et dybt og klagende suk, og Manheimer havde ophørt at leve. Hans lig hang stift og ubevægeligt ned ad muren.
Men ovre på den modsatte side af graven skinnede månen på samme tid hen over en krumbøjet og mager skikkelse, som sad på en sten, hvorfra hun havde været vidne til det sidste optrin. Hendes rynkede ansigt viste et modbydeligt udtryk af spot og skadefro glæde. Da Manheimer havde udstødt sit sidste klageråb, rejste hun sig og mumlede for sig selv:
»Jeg vidste jo nok, at det måtte komme, som jeg sagde: Han skulle hverken dø på jorden eller i vandet. Dengang lo han ad min spådom. I nat har han måttet græde blod over den.«
Efter disse ord forsvandt Kulsoen i skoven.