Madsalune

---

Carit Etlar (1841)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

1.

   En Juleaften for mange År siden var Præsten i Husby i Færd med at skrive næste Dags Prædiken. Havet hylede udenfor Klitterne og Nordvestvinden piskede Sneen sammen i store Driver, hen over enhver Høj og Tue, hvor der var Læ at finde. Skyerne så skarpe og sønderrevne ud, og af og til kom et Stykke af Månen eller en enlig Stjerne frem mellem dem, med et mat og svagt Skær. Den skallede Kyst lignede i det ubestemte Lys mere et norsk Klippelandskab, end en jævn og flad Hedeørken. Husby Kirkeklokke havde slået tolv. Bønderne i Nabogårdene var gået til Sengs, fra Præstens Kammer vedblev Lyset at skinne ud igennem de tilfrosne Ruder. Den Gejstlige sad med Hånden under Kinden og så ned i den gamle Bibel, der lå opslået for ham. Han havde siddet en Stund således, da han blev afbrudt ved et svagt Hyl, som Gårdhunden udstødte, lidt efter hørte han hurtige og faste Fodtrin af en Gående, der kom hen ad den frosne Vej, som førte ind til Gården. Præsten lagde Mærke i Bogen, og gik hen til Vinduet; den Kommende stod stille udenfor, lagde Munden til Ruden og spurgte, om det var her den Husby Præst boede?
   »Det er mig,« svarede den gamle Mand frygtsomt. »Gå hen til den lille Låge ved Porten, hvis I har noget Bud til mig, så skal jeg lukke Jer ind.«
   Manden gik, lidt efter kom de begge ind i Stuen. Det var en høj, bredskuldret Person, denne Fremmede, hans halve Ansigt var skjult al en stor Pjækkert, hvis Krave nåede op over Kinden. Det, man så af hans Træk, var barskt og strengt, de livfulde Øjne under hans tykke, nedhængende Bryn dannede en skarp Modsætning til de mange Furer og Rynker i Panden. Efter at have set sig om i Stuen gik Manden hen til Præsten og udbrød med en dæmpet og dyb Stemme:
   »Velærværdighed! jeg kommer her for at bede Jer give os en Håndsrækning i Nat. Ovre på Kirkegården er mine Kammerater i Færd med at kaste en Kule; Liget, den er bestemt for, holder ved Siden af. Alting er for såvidt klaret, vi venter blot på Dem til at smide et Par skovlfulde Jord på Kisten og læse en Herrensbøn over den Døde, før vi dækker ham til.«
   »Hvorledes?« udbrød Præsten forbavset; »begrave et Lig på denne Tid af Døgnet, - det er noget, der umuligt går an.«
   »Ja, De kan gerne spare Deres Indvendinger!« svarede den Ubekendte tørt. »Hvorfor skulle det vel ikke gå an? Når vi har nået til Bunds i den Favn Jord, han skal ned i, synes mig det værste Arbejde er bestilt. Jeg plejer sjælden at gå min Vej omsonst; hvis De ikke vil af Sted med det gode, skal jeg bære Dem derover på mine Skuldre. Er det tydeligt nok? De er en gammel Mand, og jeg ville nødig volde Ufred i et fremmed Hus, når det kunne undgås.«
   »Og hvem er da den, hvis Lig I således ville begrave i Mulm og Mørke?« spurgte Præsten. »Der må ligge noget urigtigt og brødefuldt til Grund for denne Handling. Menneske!« vedblev han med hævet Røst, »tænker Du på, at der gives En, for hvis Øje Natten er den klareste Dag, En, for hvem Synd og Uret ikke har noget Skjulested?«
   »Det ved jeg lige så vel som De,« sagde Manden utålmodigt. »Lad os nu bare ikke spilde Tiden med Snak. Jeg forlanger intet urigtigt af Dem, og her er hverken begået Mord eller Synd, som De tænker; hvis Deres Øje var så klart som hans, De taler om, ville De finde en Skude ridende for et Anker bag Klitterne derude. Det er dens Kaptajn, der skal begraves i Nat, og vi har ikke Stunder til at gøre så mange Omstændigheder dermed, som Folk på Landjorden; Vind og Strøm venter ikke; den Døde må fra Borde, mens Lejlighed falder. - Og hvem det er, Herre?« tilføjede han med en pludselig Heftighed, »det var derom De spurgte. Hvis hver en Måge kunne tale, som flyver over den salte Sø mellem disse Kyster og Englands, så ville de for længe siden have skreget Jer et Navn i Ørene, og det var hans. Vær blot flink til at komme i Munderingen; De skal ikke gøre Deres Arbejde omsonst, men mine Folk venter, det er nogle utålmodige Krabater, der har mere Ild end Vand i deres Årer.«
   Alle den Gamles Indvendinger nyttede ikke, den Anden. vedblev sin Påstand; lidt efter gik Præsten hen efter en Hornlygte i Skabet, tændte den, og iført sin gejstlige Dragt fulgte han den Fremmede ud af Porten over til Kirkegården, som kun lå et lille Stykke Vej borte.
   »Det er just ingen rar Tid at forlade Jeres Kakkelovnskrog,« sagde Sømanden, medens de gik sammen; »især for en gammel Mand, der ikke er vant til Kulden. Skylden er heller ikke min, jeg kunne selv have præket den Smule over ham, jeg forstår mig godt på sligt Væsen; men Mandskabet syntes, det havde mere Fynd og Klem, når en gejstlig Mand gjorde det, så fandt jeg på at hente Dem. Gå forsigtig, Deres Velbyrdighed! man knækker sin Hals i en Håndevending i dette nederdrægtige Føre.«
   »Hvad var den Mands Navn, som I vil begrave?« spurgte Præsten, uden at have hørt efter det Sømanden sagde. »Jeg må vide det, for at indføre denne Jordefærd, hvortil I tvinger mig, i Kirkebogen.«
   »Hans Navn var det, som skaffede ham mindst Anseelse,« svarede Sømanden, »det er nu dødt og skal begraves med ham; skriv ham i Bogen for hvad I vil; når den Dag kommer, at han bliver kaldt til Regnskab, skal han nok svare for alt det, der står på hans Register. Han var den stolteste Gut, der nogen Sinde gyngede på en Planke over salt Vand; han har faret med det Mandskab, som nu er i Lag med at rede ham den sidste Køje, i mange År; jeg har set et Par Glukker, som ellers ikke kendte mere til Tårer end Landene under Linien til Sne, blive våde for hans Skyld, Gud fordømme mig! jeg selv, jeg Hund! som stod med tørre Kinder, da min nærmeste Slægt døde, græder jo over ham. Tys, stille! jeg hører deres Stemmer derinde. Velbyrdighed! her er Lågen, vi skal ind af, tal nu nogle kønne Ord, der kan røre vort Sindelag. For Fanden! i Vorherres Navn, ville jeg sige, han havde fortjent at blive rost i sin Grav. Det kan I gerne fortælle, jeg har sagt.«
   Idet Sømanden gav denne Forsikring, var de kommet til Kirkelågen, og Præsten så i Måneskinnet en Del Mænd stående omkring en Bondevogn, fra hvilken de løftede en Ligkiste, sammensat af sortmalede Fyrrefjæl.
   »Fik Du fat i Personen, Samson?« spurgte En af dem, med en grov og skingrende Stemme, og nærmede sig de Kommende.
   »Ja vel! Alting er i Orden, se nu blot til, at I skynder Jer noget.«
   Kisten blev båret af seks kraftige Skuldre hen til den Grav, som var dannet i et Hjørne tæt op til Kirkemuren; derpå firede de den ned, Præsten trådte til og kastede Jord på den, medens han fremsagde de ved en sådan Lejlighed sædvanlige Ord. Det var et eget Skue at lægge Mærke til det sørgmodige Udtryk hos disse mørke Skikkelser, der stod omkring den åbne Grav med blottede Hoveder, tavse og bestemte. Den gamle Præst følte sig sælsomt bevæget derved, hans Følelser fik Ord, hans Stemme hævede sig, og det var om Synd og Syndens Følger, han talte, thi han mente, at der måtte ligge noget forborgent og rædselsfuldt til Grund for denne natlige Færd. De fremmede Mænd stod tavse og hensunket i deres Sorg, uden at forandre en Mine; af og til vendte de sig bort og for med Hånden over Øjnene; deres rå Natur var rystet. Månelyset kastede sit blålige Skin ned over deres sænkede Hoveder, Fløjen oppe på Kirken peb om Kap med Stormen, og henne i Vognen, som havde kørt Liget til Kirkegården, sad en Bonde og stirrede over på de fremmede Mænd, og opremsede med høj og rystende Stemme alle de Bønner, han kunne hitte på.
   Endelig brød en af Sømændene den Tavshed, som fandt Sted, da Præsten havde endt sin Tale. »Det stiller af med Vejret,« udbrød han langsomt. »Vi må se at komme af Sted igen. Tal først et Par Ord over ham, Samson Goliath, han har vel fortjent det af os; vi stikker nu fra ham for sidste Gang.«
   »Hvad skal jeg sige?« mumlede Samson, idet han tog sin lådne Hue af Hovedet, og hans Stemme, som hidtil havde været rå og barsk, blev efter disse Ord blødere, hans Læber skælvede, idet han vedblev: »Jeg vil bede Vorherre om godt for Dig, min gamle Kaptajn! Du har i dine Levedage været en flink og retskaffen Karl, bedre end vi Andre her, Gud Fader velsigne Dig. Så! Dæk ham nu til, medens jeg følger Præsten hjem igen; der, Præst! har I en halv Specie for Jeres Umage - hvad I ryster på Hovedet. Vil I ingenting have, så kan I lade være. Kom nu med mig.«
   Han vinkede ad den Gejstlige og fulgte ham stiltiende tilbage til hans Hus.
   Samme Nat faldt del en stor Mængde Sne i Egnen, så at ethvert Spor af Jordefærden forsvandt; da det blev Forår igen, højnede der sig en lille, lav Grav over det Sted ved Kirken, hvor den fremmedes Lig var gemt, Præsten indførte det skete i Kirkebogen og berettede Sagen til Stiftsøvrigheden; der blev anstillet Undersøgelser, med de ledte ikke til noget. Den eneste Kendsgerning var, at Gravstedet hvert År ved Løvfaldstiden blev udbedret og pyntet, uden at man var i Stand til at opdage ved hvem det skete. Præsten døde, den hele Tildragelse blev efterhånden glemt. En Sommeraften, mange År efter, kom en Husby Fisker ind til den ny Præst og bad ham følge med til et lille Hus, der var opført i en Sloge eller Dal mellem Klitterne. En gammel Mand lå på et Bord midt i Stuen, med forslåede og kvæstede Lemmer. Han var reddet fra Vraget af en Kutter, der Natten i Forvejen var løbet Brand Rev for nær og gået under i Stormen. Det var den samme Mand, som havde været Anfører ved Begravelsen, ham, som Kammeraterne kaldte Samson Goliath. Han fortalte det selv, og bad Præsten tage alle de Penge, der lå i hans Trøjelomme, til at lade Graven på Husby Kirkegård holde vedlige for. Næste Morgen havde den gamle Sømand opgivet Ånden. Det han før sin Død betroede Præsten, er Grundlaget for denne Fortælling.