Madsalune
Carit Etlar (1841)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
2.
Tidligt på Sommeren i Året 1781 stod Værten i sorte Kro, nogle Mil sønden for Ringkøbing, i sin Husdør og røg af en kort Lerpibe, medens han lænede sig på Halvlågen og betragtede de mørkegrå Skyer foran ham. Udenfor Kroen, på det Rækværk, der var opslået langs med Muren til de rejsendes Heste, sad en Mand, i Færd med at forevige sit Navn ved at skære det ind i en af Stolperne. Han var meget høj og stærkt bygget, efter Klædningen at dømme enten Kusk eller Fragtmand. Hans Ansigt var solbrændt og rynket, Næsen lang og sad en Smule til den ene Side, hans Træk havde et vist listigt, men tillige godmodigt Udtryk, hans fremstående Pande var gennemfuret af et dybt, blodrødt Ar, som tabte sig i det venstre Øjenbryn.
»Hør, Kristian Emsig!« udbrød han endelig, efter at have lukket den store Foldekniv sammen, som han brugte til sit Arbejde. »Med Forlov at låne Jeres Pibe lidt; I har nu røget så længe!« Han tog med disse Ord Piben ud af Munden på Værten, uden at denne gjorde ringeste Indvending mod en sådan Frihed. »Find så på noget, vi kan snakke om,« tilføjede han, indhyllet i Tobaksdamp, »nu kan I frit tale uden at forstyrre mig, siden jeg er kommen til Ende med Navnet. Sikken en der går, hvor mon den hører til,« vedblev han og pegede ud på Vejen, hvorfra man i det samme så en sælsom Skikkelse nærme sig, slingrende på en gammel udmagret Hest. Det var vanskeligt at sige, til hvilket Køn denne Figur hørte, thi den sad til Hest som et Mandfolk, bar Benklæder og Træsko, men Kjolen og den øvrige Dragt, på Hatten nær, var som Kvindernes i Vesteregnen. Værten måtte ikke have fundet noget forunderligt i dette Syn, thi han udbrød ganske rolig: »Der kommer et Kvindfolk, som har bedraget Hans Majestæt for mangen Daler i Told, hun er godt kendt mellem Klitterne, og har tidt slået en god Handel af med mig.«Den Ridende nærmede sig Kroen. Hendes Ansigt var brunet af Sol og Vind, dets Udtryk barskt og bestemt, hendes Hår begyndte at blive gråt, og var strøget tilbage fra Panden og bundet sammen i et stort, rødtærnet Tørklæde, under Hatten.
»Gudsfred! Kristen Emsig,« råbte hun og løste en Dunk ud af et Klæde, hvori den havde hængt om Hestens Hals. »Her har jeg en lille Tår Rom til Jer, sådan en, som endnu aldrig har lugtet af Told, eller været indenfor Døren til dette Hus: hvad tykkes I om at købe den?« Og nu begyndte en Handel mellem Værten og hende, ved hvilken Fragtmanden blev en tavs, men opmærksom Tilhører. Det varede ikke længe, før Kromanden betalte Konen nogle Penge, skænkede hende et Krus Øl, uden at forlange Betaling derfor, og bar Dunken ind i Stuen. Kirsten Ryle steg igen til Hest og sagde, at det kunne hænde sig, hun om nogle Dage fik fat i nok en af samme Slags. Derpå red hun bort.
Inden Samtalen mellem Værten og Fragtmanden endnu var kommen på Gled igen, tiltrak atter en Kommende sig deres Opmærksomhed. Det var en fattigklædt Mand, som med lange, afmålte Skridt gik hen ad Landevejen, nedenfor Krostedet. Han bar sit Hoved sænket og havde foldet Armene over Brystet, uden at kaste et Blik til nogen af Siderne. Han talte meget ivrigt med sig selv, enkelte Gange bar Vinden et Ord over til de to Mænd, der tavse betragtede ham.
»Hvem var den Klør?« spurgte Fragtmanden, da han blev ked af at se efter den Bortgående. »Han så noget forkert ud, af et skikkeligt Menneske at være.«
Værtens Ansigt havde antaget et næsten højtideligt Alvor, dette Menneske gjorde tilsyneladende et dybt Indtryk på ham, han blev ved at følge ham et langt Stykke med Øjnene, og svarede derpå i en langsom og sørgmodig Tone: »Det var Niels Skytte, som de kalder ham her omkring; hans Fader boede nede i Møllen og ejede en køn Slump Skillinger, som Drengen skulle arve, når den Tid kom. Niels og vor Johanne holdt af hinanden, og vi havde ingenting derimod, men så var det, at den Onde gav os den Tanke at sende hende op til Aaberg, for at hun kunne komme ud imellem Folk og se sig om. Aaberg har ikke været god for hende,« vedblev han med et Suk, »hun var en køn Pige, det sagde de overalt; det sagde også Kammerjunkeren på Thim, Vorherre sende ham lige så mange Ulykker, som han fik os til at græde Tårer. Han sagde hende vel mere end det, kan jeg tænke, for han gjorde vor Datter ulykkelig og til Spot for Folk. Så lod vi hende skøtte sig selv og lukkede vor Dør for hende. Niels Skytte gik fra Sans og Samling derover; han har ikke været rigtig ved det siden. Gud Fader ved på hvad Måde hun nu bjærger Føden for sig og en til! Vi har ikke hørt fra hende i langsommelig Tid; men kom indenfor, Mand, lad os ikke snakke mere om den Sag, det begynder at ruske så småt.«
Fragtmanden bankede Asken af sin Pibe, pustede den ud og fulgte Værten ind i Stuen. Lidt efter Solnedgang begyndte Regnvejret, som Skyerne i flere Timer havde varslet. Folk søgte ind i Krostedet, og det var Grunden til den Lystighed, som denne Aften fandt Sted derinde. Talrige Gæster opfyldte den lille Stue, der blev spillet Kort, sunget, røget Tobak og fortalt Historier. Henne ved Skorstenen sad Konen og spandt Uld på en stor Rok, en lille Datter kartede Tøjer ved hendes Fødder. Længst tilbage i en Krog lå en Tjenestekarl med Piben i Munden og strikkede på en Uldstrømpe. I Værelset selv var alle Vægge bemalede med sindrige Tegninger, desuden sås en Mængde Skilderier og Billeder, der gjorde et slående Indtryk på enhver, som første Gang betragtede dem.
Straks efter Regnvejrets Begyndelse var der kommen en Mand ind i Krostuen. Hans brune Hudfarve, sorte Øjne og Sandaler på Fødderne lod ingen Tvivl om hans Herkomst eller den Stamme, hvortil han oprindelig hørte. Hans Dragt bestod af en Olmerdugstrøje og et Par Benklæder af Kalveskind; omkring Livet havde han et bredt Bælte, hvori var bundet et Kohorn til Krudt og en Hagelpung. Over Skulderen hang en lang Bøsse, som han gemte i en Krog bag Ovnen. Da dette var sket, løste han sin Trøje, som af Mangel på Knapper var bundet sammen, og fremtog en flad, sammenlagt Pakke, der hidtil havde været skjult. Han vinkede ad Værten og gik hen med ham i et Hjørne af Stuen. Hvad de talte om, var ikke let at høre, da de hviskede med hinanden, men af deres Adfærd kunne man slutte sig til, at der fandt en Handel Sted mellem dem, thi det ene efter det andet af de Hareskind, som Pakken indeholdt, forsvandt efterhånden under Værtens Hænder, medens Skytten modtog Betaling for dem.
Fragtmanden sad mellem nogle unge Bønderkarle, der samme Dag var vendt hjem fra Landsessionen i Horsens, og nu betroede hverandre de forskellige Midler, de havde anvendt for at undgå den forestående Indkaldelse til Krigstjenesten.
»Å, præk nu ikke mere om sådanne Streger!« udbrød han, efter længe at have lyttet til deres Tale med stor Opmærksomhed. »Lad os hellere få noget at høre om, hvad der går for sig her vesterpå; der er så længe imellem, at en Fremmed farer i denne Del af Landet, og man vil dog gerne kunne fortælle nyt, når man kommer hjem igen.«
»Hvad skal vi fortælle?« sagde en af de omkringsiddende; »her sker ikke nyt mere, siden Fogden fik fat i Mikkel Rævehale og hans Folk; dengang var det en lystig Tid at leve i, for Mikkel skulle aldrig være den, der gjorde os nogen Fortræd, det var blot Prangere og Rejsende, han gav sig i Kast med.«
»Det måtte så være om Ligskaren, vi kunne sige Jer noget,« udbrød en gammel Mand. »Har I set den i Eders Kant af Landet?«
»Nej!« svarede Manden, »jeg er født på en Hverdag og kan ikke se Syner.«
»Det er jeg med,« svarede Bonden, »og der er mange her foruden mig, som heller ikke er Seere, men vi har dog mødt den alligevel.«
»Hvad vil det sige, en Ligskare?« spurgte den Fremmede, »det er vel blot noget Snak, som man kyser Børn i Søvn med.«
»Se på mit Hår,« vedblev den gamle Mand og skød sin røde Hue tilbage, »det var sort før og er blevet hvidt med Tiden, jeg er ikke noget Barn længer; jeg har tvivlet ligesom I, og spottet og let ad Folks Snak, til jeg fik Syn for, at det var mig selv, der tog fejl; jeg siger Jer, der går en Ligskare omkring her i Egnen. Mange foruden jeg har set den om Natten, når Månen gik ned, eller når det ellers var mørkt i Vejret; den har somme Sinde strøget forbi mig på mindre end en Favns Afstand.«
»Det var da snurrigt nok det,« ytrede den enfoldige Fragtmand, »hvad så I ved en sådan Lejlighed?«
»Vi så en Række sortklædte Mennesker bære en Ligkiste på Skuldrene og langsomt gå ned ad Vejen til den gamle Grusdynge ved Thim, hen ad den Kant, hvor de siger, den svære Tyrk, Grev Geert, lod sætte Stejle og Hjul i gamle Dage. I Førstningen, da vi mærkede dem, tænkte vi, det betød Dødsfald i Egnen; der døde rigtignok også somme Natten efter, men andre Gange slog det fejl, så det må have noget mere at sige. Kesten Ryle, som ellers er en klog Kone i den Forstand, mener, at det er imod Verdens Ende, men vor Skolemester tror, det betyder Krig og Manddrab, for hans Bedstefader har også set sådant noget, dengang Svensken var herinde i Landet.«
»Det var da Djævels!« råbte den Fremmede. »Hvorfor har I aldrig talt de Folk til eller givet Jer i Kast med dem? Kanske det ikke var en rigtig Ligskare alligevel.«
»I har godt ved at snakke,« mente Fortælleren. »Hvad som ikke hører Mennesket til, skal Mennesket heller ikke blande sig i, det holder jeg for det ligeste, Forresten er der jo vel dem, som har haft Mod og Mandshjerte til at stå for Skaren, det var Bunken, den sorte Skytte; men hvordan gik det ham? Næste Morgen lå han nede i Madum Moser, blodig og skamslået overalt; Ligskaren havde fået fat i ham og tilredt ham sådan. Han fortalte siden, at han havde set dem synke i Jorden, midt i Mosen, og blive til små, bitte Svovllys, men der gik lang Tid hen, inden han ville indlade sig på at snakke derom. Mig tykkes, vi før så et Glimt af ham herinde; hvis I har Lyst til at høre denne Historie fortælle og ikke sparer på en Dram, så har I Eders Mand for Jer.«
Med disse Ord vendte Taleren sig om for at kalde på Bunken, men han fik ikke Lejlighed dertil, på Grund af det, som imidlertid var foregået i det andet Hjørne af Krostuen.
I Mørkningen kom tilligemed de andre Gæster to Fremmede til Kroen og forlangte Husly så længe Regnen stod på; Værten bød dem Plads i Stuen og syntes sidenefter at have glemt dem eller ikke at finde dem værdige til videre Opmærksomhed. Lidt efter kom Bunken og kaldte ham hen i Krogen, hvor de begyndte deres Handel om Hareskindene. Medens denne Forretning var i bedst Gang, gik pludselig de to Fremmede hen til dem og gav sig tilkende som Forvalter og Fuldmægtig nede fra Thimgaard; en Egn, Krybskytten jævnlig brandskattede, og fra hvilken han også havde hentet de Dyr, hvis Skind han i dette Øjeblik omsatte i Penge. Bunken var født med en brændende Kærlighed til fremmed Mands Ejendom, han havde ofte været i lignende ubehagelige Tilfælde og var derfor ikke rådvild. Med hævet Stemme bød han de fremmede Trods og opfordrede dem til at bevise deres Beskyldninger.
Således stod det til, da Bønderne i den anden Ende af Stuen blev opmærksomme på ham. De samledes omkring de Stridende. Til Ulykke var Bunken ikke yndet af nogen; og allerede det, at han hørte til de omvankende Skøjere, var nok til at indtage Folk imod ham; desuden var de fleste Tilstedeværende fra Thim Gods og tog derfor Parti med Forvalteren, der ikke alene fordrede Skindene tilbage, men også, at Krybskytten skulle følge med op til Herremanden. Værten prøvede først at tale dem til Rette, men blev overdøvet og trak sig tilbage. Ene Bunken lod sig ikke anfægte. Da han så, at der her ikke var at tænke på nogen Udvej i Mindelighed, sprang han pludselig tilbage i Krogen, hvor han havde skjult sin Bøsse, stod op på Bænken, lagde Geværet til Kinden og bragte på den Måde øjeblikkelig Mængden til at gøre Plads. Sagen så alligevel ud til at få et uheldigt Udfald. En af Bønderne fandt på at hente en Dyne, og bag denne nærmede nogle al de mest forvovne sig Krybskytten, der rolig og truende stod rede til at sende en Ladning Hagl i den første, der angreb ham. Da skiltes på engang Kredsen, og Fragtmanden, som indtil nu havde holdt sig tavs, banede sig med kraftige Arme en Vej hen til Bunken, uden at agte på den truende Bøssepibe. Da han stod der, udbrød han højt og lydeligt:
»Det kommer mig for, Folk! at I bærer Jer ad som nogle Krystere ved at binde an så mange mod en enkelt Mand. Forstår I mig? Jeg har længe set til, men synes nu, at det kunne være på Tid at tage Parti; betragt mig engang! Ligner jeg ikke en, der er vant til at være med i slig Dans, som I her spiller op for? Den Mand der skal ingen gøre Fortræd, så længe jeg ser med to Øjne. Her er en Tingest, som altid plejer at tale Alvor, og en og en gør to, efter min Beregning.« Med disse Ord åbnede Fragtmanden sin Kofte og trak en lang Pistol ud af Sidelommen, spændte den og så sig om i Kredsen med et roligt og spørgende Blik.Det er uvist, hvilken Vending Striden ville have taget, hvis den ikke var bleven afbrudt ved, at man i samme Øjeblik hørte Hestetrav udenfor Krostedet. Døren gik op, to nye Fremmede trådte ind. Alle de Tilstedeværende vendte sig imod dem. Den yngste holdt sig tilbage, medens Værten under gentagne Buk og med en flydende Tunge fortalte Grunden til den Forstyrrelse, som fandt Sted i dette ellers så fredsommelige Hus. Det lod også til, at Krybskyttens frygtløse Mine behagede den Fremmede; han betragtede ham med et velvilligt Blik og vendte sig derpå mod Forvalteren og dennes Fuldmægtig. Hans Stemme var klangfuld, hans Ord veltalende, medens han forestillede dem det urigtige i at bruge Vold og sætte Menneskeliv på Spil mod en så fortvivlet Karl, som Bunken lod til at være.
»Og da han nu engang har forset sig,« vedblev han, »så ville det være mig kært, om De måtte anse dette tilstrækkeligt til at betale Harerne og afsone hans Brøde!«
Med disse Ord lod han nogle Sølvmønter glide ned i Forvalterens Hånd.
Forvalterens Legeme beskrev en Retvinkel, da han følte Pengene i sin Hånd, han vendte sig derpå om mod Skytten.
»Du er nu en fri Mand, Bunken!« sagde han, »denne Herre har jævnet alt for Dig, Du kan sågar tage disse fordømte Skind med, de er da alligevel spolerede, kan jeg tænke.«
Bunken, som under dette Optrin havde vedligeholdt sin truende Stilling, lod Bøssen synke, satte Hanen i Ro og sprang ned fra Bænken. Der lå noget hjerteligt i hans gulbrune Ansigt, da han trængte sig hen til den Fremmede og greb dennes Hånd. »Tak, skal I have,« hviskede han, »kommer der nogensinde en Tid, da så ussel en Mand, som jeg, kan række Dem en Hånd, så har jeg sommesinde glemt den, der gjorde ondt mod mig, men aldrig den, der gjorde mig vel.«
Han leverede Værten Skindene, viklede et Klæde om Låsen på sin lange Bøsse, kastede den over Skulderen og forlod Huset.
Denne Tildragelse vakte stor Opsigt blandt Bønderne, de lod deres Øjne med en vis Ærbødighed hvile på de to Fremmede, der havde taget Plads ved et Bord i den ene Ende af Stuen. Ingen syntes dog at interessere sig så levende for dem, som Fragtmanden; hans nylig tændte Pibe var gledet ud af Munden, hans Ansigt havde antaget mere Liv, og der lå en øjensynlig Tilfredshed i det Blik, der dvælede på den Ubekendte, som så heldig havde antaget sig Krybskyttens Sag. Denne lagde en Tidlang ikke Mærke dertil, han underholdt sig i et sagte og dæmpet Sprog med sin Ledsager, da han endelig så over til det Sted, hvor Fragtmanden sad, bar hans Åsyn Udtryk af en vis Overraskelse, og den Hilsen, de vekslede, tydede på, at de ikke var fremmede for hinanden.
Det kunne være en halv Time sildigere, da det klarede i Vejret, Regnskyerne drev bort, Stjernerne kom frem på Himlen. De to Ubekendte forlod Krostedet, efter først at have betalt Værten, ikke hvad de havde fortæret, thi den fremsatte Mad blev taget urørt af Bordet igen, men hvad de efter Rimelighed under andre Omstændigheder kunne have spist. De steg til Hest og forsvandt snart for de tilbageblevnes stirrende Blikke.
Hele Forårets yndige Poesi hvilede over denne Aften. Regnen havde dæmpet Støvet på Sandvejen, som de to Rejsende i et skarpt Trav red hen ad. Græshopperne hvislede og sprang langs med Grøftekanten, Myggene sværmede, Himlen antog i Vest den dybe, mørkerøde Tone, som lover et godt Vejr næste Dag, og det var endnu ikke så sildigt på Dagen, at jo af og til en enkelt Hedelærke steg til Vejrs fra Lyngen for at tumle sig omkring i den blanke Luft og endnu synge et lille Stykke, før Natten faldt på.
På Vejen fra Holstebro til Ringkøbing lå dengang en Mængde Kæmpegrave adspredte; en Del af dem er siden nedpløjede og jævnede, efterhånden som Lyngheden, der tidligere nåede lige ind til Byen, er bleven optagen til Agerland. Ved Foden af en sådan Høj sad denne Aften en Kvinde, i Færd med at holde Aftensmåltid; det var hende, der før blev omtalt under Navnet Kirsten Ryle. Hendes Hest gik noget borte og søgte efter Græs mellem Lyngen, den var for sindig og af en for sat Alder til at misbruge sin Frihed. Da Konen så de Ridende komme nærmere, rejste hun sig op, kaldte ad Hesten, der punktlig adlød hendes Råb, og lod sig binde den Madpose om Halsen, af hvilken hun nylig havde spist, derpå stillede hun sig ved Vejkanten og ventede på de Kommende. Da disse havde fået Øje på hende, sagtnede de deres Trav til et langsomt Skridt.
»Der skulle vel ingen af de gode Herrer have Lyst til at miste en Firskilling og at gøre sådan en fattig En som mig en glad Aften?« udbrød Konen, da de kom hen til hende. »De kunne så få alting at vide, hvordan det skal gå Dem i denne Verden, for jeg kan læse et Menneskes Fremtid, det være sig i Kaffegrums, i Hånden eller ud af Ansigtet, sådan at det aldrig slår fejl; jeg ser bedre end de fleste andre.«
»Det skulle man just ikke tro om Jer,« sagde den ene af Rytterne leende, »Eders Syn lader ikke til at være den bedste af Eders Sanser.«
»Å, hvad!« råbte Kirsten Ryle leende, »sådan noget ser man heller ikke med Øjnene.«
Hun gik nærmere hen til den Fremmede, betragtede ham en Stund med et forskende og gennemtrængende Blik og tog derpå Hånden, som han havde blottet og rakt frem. »Jeg kan se det grant,« vedblev hun i en alvorlig Tone, »jeg fejler ikke, både Vorherre og den Slemme have Plads i Eder; det kommer an på, hvem af dem, der får Magten; men det er klart, at I snart bliver til mere eller til mindre end mange andre.«
I denne forunderlige dybe og alvorlige Stemme, hvormed hun talede, ret som en indre Vished ledede hendes Ord, lå der noget, som påtrængte sig den Fremmede med en uforklarlig Magt. Hans Ansigtstræk antog et alvorligt Udtryk, medens han rakte hende et Par Skilling og ville ride videre. Men Kirsten Ryle var ikke den, der lod Lykken slippe ubenyttet bort; hun lagde hurtig sin Hånd på Bidselet af den andens Hest, for også hos ham at tjene noget.
»Jeg har ingen Tid til at høre på, hvad der forestår mig,« udbrød Rytteren; »jeg får vel nok min Del alligevel. Siden I synes at vide så god Besked om alt, så sig mig blot hurtig, om det, jeg ønsker, vil gå i Opfyldelse.«
»Ja,« svarede hun, uden at betænke sig, og med en af Overbevisning gennemtrængt Tone, »det vil træffe ind, Jakob Gordon! når Tiden kommer, så vist som dette Knivsblad holder ved sit Skaft, for I har Mørket og Natten til Ven.«
Rytterne så forundret på hende, gav deres Heste af Sporerne og fo'r af Sted mod Rindum.
Kirsten Ryle blev længe stående på samme Plet med Hånden over Øjnene og så efter dem. Derpå kaldte hun ad sin Hest, steg op og red langsomt ind over Heden til Stranden. Det var første Gang, Gordon traf sammen med Kirsten Ryle, han tik siden efter Lejlighed til at erindre hendes Spådom.