Madsalune

---

Carit Etlar (1841)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

5.

   Aaberg ligger i Hind Herred, noget over en halv Mil fra Vesterhavet. Herregården består af to Etager. Sidebygningerne er opført i forskellige Perioder, al Bindingsværk, tækkede med Strå og indkredsede en stor, brolagt Gårdsplads. Rundt om hele Gården løb en lav Jordvold og en Grav, hvis Spor endnu betegnes ved en lang, sivgroet Sump på den nordlige Side. En smuk Have begrændsede den ene Halvdel af Slottet. Fra de brede Stentrapper havde man Udsigt over en Række høje, lysegrønne Træer, der lod den Fremmede glemme, at kun en kort Afstand skilte ham fra Klitterne, bag hvilke Vesterhavet kastede sine Bølger op mod Volden, som det inderste Rev kaldes, der i en brudt Linie strækker sig langs med Vestkysten.
   Imellem Træernes friske Løv kom flere Steder overkalkede Billedstøtter til Syne i Haven. Her stod Atlas bærende en Solskive på sine Skuldre, hist henne en anden grulig Krabat, hvis tjærede Skæg og sorte Øjne dannede en påfaldende Modsætning til hans kalkede Ansigt. Det var egentlig ikke Kunstfrembringelser, disse Figurer, men de fleste skrev sig også fra Gallioner af skibe, der var strandede og drevet op på Kysten i Nærheden af Aaberg.
   Lidt udenfor Havestuen omgav en stor, hvid Rosenhæk nogle Bed Køkkenurter, på den anden side indhegnede Tusindfryd et Kommenbed. Det nyttige var forbundet med det skønne. Hele slotsmuren ind til Haven, var skjult af Vinranker og Kirsebærtræer, og en Række blomstrende Hyldebuske udbredte en krydret Duft rundt omkring i Nærheden.
   Vendte man sig nu fra denne friske Natur mod Havestuens Glasdøre, så overraskedes. Blikket ved den Hyggelighed, det mødte her. Store Urtepotter stod i Rækker på begge sider af af Væggen, fyldte med pragtfuldt blomstrende Sirplanter. Møblementet var efter den Tids Mode, og midt i Væggen, lige overfor Døren, var indrettet et stort Hulspejl, i hvilket den hele Have viste sig i formindsket Målestok. Således var Aaberg og dets Omgivelser dengang. Fred og Velsignelse lå udbredt i dets Nærhed, en mildere Vind, en varmere Luft syntes at ånde indenfor disse Mure, nu skjuler Græsset Haven, de kalkede Billedstøtter har Ormene fortæret, der er tomt, øde og uhyggeligt rundt omkring. Før lød Sang og munter Støj derinde, nu synger kun Spurvene oppe på Laden. Egnens Bønder påstå, at det af og til Jamrer sig nede i Kælderhvælvingerne; men det er vel blot Vindens Suk, som farer igennem Murene. Stedet er forfaldent, alting har et forandret Udseende.
   En Etage af Gården beboedes i denne Histories Tid af Kammerråd Halberg. Hele Egnen antog denne Mand for særdeles formuende; men hvorledes han havde erhvervet sin Rigdom var en Gåde, især da han i Begyndelsen af sit ophold pø Aaberg nogle Gange havde været i en sådan Pengemangel, at han så sig nødsaget til at sælge flere Jorder for at tilfredsstille sine Kreditorer. Dengang førte han et stille og indskrænket Liv, det var en Sjældenhed at man så Fremmede på Aaberg, lige så lidt som Kammerråden tog Del i de Selskaber og Fester, de omkringliggende Herremænd gjorde. Efterhånden forandrede han sin Levevis, lod Stedet forskønne, indfriede alle prioriteter, købte nye Jorder og optrådte med en Glans og Pragt som lod formode betydelige Midler. Naboerne blev fra nu af jævnlig indbudt; de kom, studsede over den Rigdom og Pragt de overalt mødte, og udtømte sig i Formodninger, hvor den Guldfugl vel var kommet fra, som havde lagt sine Æg i hans Rede. Kammerråden selv var altid tavs i dette Punkt. Hans Kone var død, hun efterlod ham to Døtre, Emma og Anna. Den første kom senere som Hofdame til de russiske Prinsesser i Horsens. Anna derimod var meget ung blevet gift med Toldinspektør Karner og beboede nu med sin Mand den øverste Etage af Aaberg.
   Solen gik ned, det var en fredelig, stille Aften, den gamle Stork sad på Taget af Gården og så over til den anden Længe, hvor tre Unger strakte Hovederne i Vejret og stirrede ud af Reden, som om de ventede på den Tid, da også de skulle have en mere udstrakt Tumleplads. På Altanen, som vendte ud mod Haven, sad to unge Damer. Den ene var beskæftiget med noget Sytøj, den anden så ørkesløs hen for sig, hun havde for et Øjeblik siden læst i en Roman, som endnu lå opslået på Sybordet.
   Det var Halbergs Døtre, Emma og Anna. De var meget forskellige, disse to Søstre, så vel i ydre som i indre Egenskaber. Medens Annas godmodige, blide Træk i første Øjeblik vakte Velvillie, syntes derimod Emmas majestætiske Figur, den Ild, som lynede i hendes store, mørke Øjne, at fordre Hyldest og Beundring af alle. Hendes Bestemthed og faste Villie havde skaffet hende Herredømme over den blidere Anna; hendes Ansigt og hele Figur var henrivende, og hun forstod desuden at gøre alle sine Fortrin gældende. Anna derimod var ikke smuk, men hendes Væsen indgød Tillid; hendes Gang var let, der var så megen Ynde udbredt over enhver af hendes Handlinger, hendes Smil var så deltagende, ethvert Blik opfordrede til Fortrolighed, man måtte beundre Emma, men elske Søsteren.
   De unge Damer var midt i en Samtale, Emmas Øjne strålede, hendes Ansigt havde et livligt og tilfreds Udtryk, medens hun talte.
   »Ja!« udbrød hun med en bestemt og noget dæmpet Stemme og rykkede sin Stol nærmere hen til Anna, »hvorfor skulle jeg ikke tilstå, at jeg elsker Gordon. Du var jo med på Rindum forleden, så Du nogen Sinde en smukkere Mand?«
   »Ganske vist er han i flere Henseender udmærket fremfor de øvrige, jeg kender,« svarede Anna, »men ved Du også, om din Tilbøjelighed er gengældt? Du har aldrig talt derom.«
   »Jeg indser ikke, hvorfor jeg skulle tvivle derom,« sagde Emma; »Gordons Opmærksomheder og den Måde, han ytrer disse på, forekommer mig temmelig tydelige.«
   »Du kender ham dog så lidt,« vedblev Anna med sin blide Stemme. »Skønt vi næsten er Naboer til Gordons Familie, har han dog, siden han tog sin Afsked fra Søetaten, som oftest været fraværende; ingen ved herhjemme, hvor han imidlertid er, eller hvad han foretager sig, han selv taler aldrig derom.«
   »Jeg tror dog at vide Besked om denne Sag,« sagde Emma smilende. »Gordon tilbringer Tiden hos en Barndomsven i Nærheden af Rosenvold, jeg har denne Vished fra en pålidelig Kilde, og selv det, Du kalder uigennemskueligt hos ham, forøger blot hans Værd i mine Øjne; hvorfor skulle en Mand ikke lige så vel have sine Hemmeligheder som vi? Du rødmer Anna, jeg ved, hvad der bringer Blodet i dine Kinder, vi vil glemme Gordon for at vende os til hans Broder. Jeg har længe haft i Sinde at tale derom; Du elsker Jakob, nægt det ikke. Du har set de utvetydigste Beviser på, at han gengælder dine Følelser, Gud ved, han forstår sig kun lidt på at skjule dem; hvorfor behandler Du ham da så fremmed, så ligegyldig kunne jeg næsten sige? Karner ville såmænd ikke tage sig det nær, om Du tillod ham at nærme sig noget mere, Du kunne spare Dig selv mange Sorger, megen Kummer og skænke ham den Lykke, hans Vedholdenhed og Troskab har fortjent, uden at man derfor egentlig ville kunne bebrejde Dig, at Du overtrådte dine Pligter.«
   Annas Åsyn røbede megen Forlegenhed, medens Søsteren talte, hun betragtede hende med et forbavset, spørgende Blik, hendes Ansigt skiftede flere Gange Farve. »Lad os afbryde denne Samtale, kære Søster,« sagde hun endelig. »Du ved, at vi i dette Punkt har forskellige Anskuelser. Jeg kan ikke handle anderledes mod ham, end min Overbevisning tilsiger mig.« - Der indtrådte en Pavse i de to Søstres Underholdning. Lidt efter bankede det på Døren, en ung Mand trådte ind.
   Det var Seminarist Petersen, et Menneske, som Kammerråden havde taget til sig fra Barn af. Han besørgede Gårdens Regnskaber, skrev Ansøgninger for Bønderne, hjalp Degnen om Helligdagene og ved andre højtidelige Lejligheder at synge i Kirken, og var med alle disse Egenskaber desuden Emmas ivrigste Tilbeder.
   Hr. Petersen havde lysegult Hår, en bred Næse, mælkeblå Øjne, kridhvide Øjenbryn og en flad, tilbagefaldende Pande. Da hans Ydre således intet viste, ville det, som Fjelding siger, være Uret at efterspore hans indre Egenskaber, ligesom Folk, der trænger sig ind i deres Venners Anliggender blot for at opdage deres Armod og mislige Omstændigheder.
   Seminarist Petersens Fødder besad en fyldig og afrundet Form, omtrent som Elefantens, hans Taleorgan led af en bestandig Hæshed, han sad på en Stol så rank som en Voksdukke, havde Appetit som en Haj og spiste dog aldrig i Selskab mere end en Fugl kunne mætte sig af; det mest iøjnefaldende af hans Dragt var et stort, rødgult og grønstribet Halstørklæde, som han bar både Sommer og Vinter.
   Efter at være trådt hen til Altandøren, hvor de to Damer sad, blev han nogle Øjeblikke tavs stående foran dem; hans Blik hvilede med en forunderlig Stirren på Emma, hans Mund antog efterhånden et af dens blideste Smil, men han sagde intet. Emma havde stedse været blind for dette Menneskes Fuldkommenheder, hans uafbrudte Opmærksomheder kedede hende. Med en Tone så streng og kold, at den måtte have afskrækket enhver mindre dristig, udbad hun sig Grunden til hans Komme, og Seminaristens Mund forlængedes til et endnu venligere Smil, medens han stak sin Hånd i Sidelommen, udtog en stor Kalveskinds Brevtaske og fremtog en Billet, som han under et dybt Buk rakte Anna med to Fingre.
   »Det er fra Inspektøren,« udbrød han med et selvtilfreds Smil, henvendt til Emma, medens Anna læste Brevet, »jeg kan se det på Hånden, og jeg ved også, hvad det indeholder. Jeg fik Brevet i Dag, da jeg var inde i Ringkøbing, Frøkenen kan rigtignok tro, han har travlt. De skarnagtige Smuglere har brudt Hul på Pakhuset og stjålet alle de konfiskerede Varer, og så har de skåret Halsen over på Vægteren og kastet ham ned i en Tønde; der må have været en morderlig Kommers i Nat. Nu er Inspektøren, begge Byens Toldbetjente og alle Toldrytterne taget ud for at få fat på dem. Er det ikke forskrækkeligt?« Således vedblev Hr. Petersen en Tid lang, uden at agte de Tegn, Emma gjorde på Utålmodighed. Da han endelig havde udtømt sig, forlod han Altanen med en dyb Hilsen.
   »Det er ubegribeligt, hvor Gordon bliver af denne Aften,« udbrød Emma lidt efter, idet hun gik ind fra Altanen til et Vindue, der vendte ud mod Vejen. »Han lovede at komme tilligemed Jakob og plejer ellers ikke at forsømme nogen Lejlighed til at hilse på os, når han er hjemme.«
   Anna svarede ikke, men en let Rødme farvede hendes Kinder, hun bøjede sig noget dybere ned mod Bordet og syede så ivrigt, som om hendes Arbejde ene udgjorde Genstanden for alle hendes Tanker og Ønsker. Nogle Øjeblikke senere blev der kaldt ned til The. De unge Damer forlod Altanen.
   Sildigere på Aftenen spadserede Emma og Anna gennem Haven ud mod Klitterne. Deres Samtale blev ført i et sagte, men levende Sprog, medens Emma af og til lod et spejdende Blik fare hen imod en lille smuk Bygning, som lå på højre Side af deres Vej. Da de nærmede sig dette Sted, kom en gammel Mand gående ud derfra. Hans Hår var hvidt og slyngede sig i lange, tynde Lokker ned under Hatten; der var et fromt og hengivent Udtryk over denne Oldings Træk. Ved hans Side gik en gammel, grå Kat, og lidt længere tilbage en lille Hund, med ligeså langsomme og afmålte Skridt som deres Herres. Det var Landinspektør Gordon. Så snart de to Piger hk Øje på ham, fløj de ham i Møde, hilste ham venligt og tog ham uden videre hver under sin Arm. Den gamle Gordon havde kendt dem fra deres Barndom.
   »Holdt lidt, I uregerlige Børn,« udbrød han godmodig, »I slæber for hurtigt af Sted med mig gamle Mand, jeg har båret Jer på mine Arme, en Tid, da I skulle have ondt ved at løbe fra mig, men det er rigtignok længe siden; lad os sidde ned lidt på min Bænk hist henne, så kan vi bedre tale sammen. Og De, Emma, som kommer hjem uden at lade mig vide det mindste derom, det er ikke Ret af Dem, Pige! De er vel bleven for fornem til at se ned til den gamle Gordon, siden De er kommen til Prinsesserne i Horsens. Deres Søster Anna besøger mig dog al og til.«
   »Fy, skam Dem noget, Inspektør Gordon!« sagde Emma, idet hun slap hans Arm og med en påtagen Alvor så ham i Øjnene, »således at skænde. De vidste jo godt, at jeg var kommen hertil, Deres Søn må have fortalt det, vi var samlede på Rindum forrige Nat.«
   »Hvad!« udbrød den gamle Mand med et henrykt Blik, og et nyt Liv syntes at gennemstrømme ham; »min Søn, siger De? De har talt med Johan? Jeg har ikke set det mindste til ham endnu, og det er dog så længe siden, han sidst var hjemme; men han må jo også passe sine Forretninger, han kommer nok, jeg ved, han længes efter sin gamle Fader. Fortæl mig da lidt om ham, Barn! hvad sagde han til Dem? Var han munter, var han frisk? Spurgte han ikke om mig?«
   »Jo!« svarede Emma med et venligt Blik på Oldingen, »han talte meget og længe om Dem, han troede at komme hertil i Dag, jeg begriber ikke, hvad der kan have opholdt ham?«
   »Johan er en god Søn!« vedblev den Gamle, som om han blot talte med sig selv, »de fleste af mit Livs Glæder har Tiden ført bort med sig, alle dem, jeg har tilbage, knytter sig til ham. Og I kender ham jo, Pigebørn! han var Eders Kærest, medens I var mindre; han er smuk, han indtager alle, det har Folk fortalt mig, men Folk ved ikke, at han er en kærlig Søn, der ikke skyr noget Offer for at glæde sin gamle Fader.«
   »Hvorfor kommer han da ikke?« gentog Emma heftig.
   »Det ved jeg ikke!« svarede Gordon, »men jeg er fornøjet ved at kunne vente ham. Til han blev konfirmeret, har han adlydt alt, hvad jeg bad ham om, han gjorde intet uden at spørge mig til Råds; nu lader jeg ham skøtte sig selv, jeg har lært ham at frygte sin Gud, det ved jeg, han gør; engang spurgte jeg ham, hvad der kunne gøre ham Landlivet nede på Rosenvold så interessant, og hvorfor han ikke hellere blev hjemme hos mig, han svarede mig med mine egne Ord: Lad mig passe min Dont, Fader! et Menneske må tumle sig om i Verden, til Tiden stækker hans Vinger. Siden har jeg aldrig talt til ham derom, det falder mig vel undertiden lidt ensomt herhjemme, hvor jeg ikke har andre til Selskab end disse to!« han pegede på Hunden og den grå Kat, som med et sjældent Venskab havde lagt sig ved hinandens Side, »men jeg kan dog ikke bringe det over mit Sind at forstyrre hans Planer eller Tilbøjeligheder, ved at bede ham blive hos mig.«
   »Men Jakob da,« udbrød Anna med nedslagne Øjne og en Stemme så svag, at den næsten døde på hendes Læber, »han kunne jo blive hos Dem og dele Deres Ensomhed.«
   Den Gamle lod sit venlige Blik hvile på den unge Kone, med et Udtryk, der gav tilkende, at han læste de Følelser, hendes Sjæl gemte.
   »Nej, kære Anna!« udbrød han bevæget og greb hendes Hånd, »det kunne han heller ikke. Jakob er min Plejesøn, og den Vej, han har valgt, fordrer Virksomhed, og udgør hans Lykke; der gives Tilfælde i Livet, mit Barn! hvori Tid til Eftertanke og Grublerier ikke virker til vort bedste.« Anna rødmede, Tårerne sitrede i hendes lange, mørke Øjenhår, men hun søgte at skjule sin Stemning og stirrede ned for sig, medens hendes hvide Fingre sagte trykkede Gordons Hånd, som hun endnu holdt i sin. Den gamle Mand stræbte at ende dette pinlige Øjeblik for hende, han vendte sig mod Emma, idet han udbrød:
   »Så Johan var altså på Rindum i Går Aftes, han dansede vel meget, og mest med Dem, kan jeg tænke, - nu, De smiler, Barn! jeg forstår Dem nok.« - Lidt efter skiltes de. Oldingen vendte tilbage til sin Bolig, fulgt af Hunden og den grå Kat, de to Damer gik ned mod Klitterne til Havet.
   Da de kom nærmere til Strandbredden ophørte den stille Ro, der hidtil havde hvilet over alt omkring dem. Højrøstede Stemmer lød imellem hverandre, af og til så de nogle Ryttere komme frem og igen forsvinde mellem Bakkerne. De skyndte sig den nærmeste Vej op på en Høj, hvorfra man kunne se over Klitterne og Havet, som strakte sig nedenfor dem.
   Et Stykke udenfor Stranden, omtrent der hvor det sidste Rev ophører, lå et lille Skib, hvis Tovværk og smækre Mast næsten forsvandt i Skumringen og den gråblå Tåge, som Aftenen udbredte over enhver Genstand. Nærmere ved Land lå en Båd, hvori en Mand holdt Vagt og lod til at vente på nogen, der skulle følge med om Bord. Oppe på Landet stod nogle Fiskere, som så på Skibet og Båden, og lidt længere tilbage holdt tre bevæbnede Strandryttere sig skjulte i en Lavning, så at de ikke kunne ses nede fra Søen, men vel fra den Klit, hvor de to Damer stod. Annas Hjerte bankede af Frygt, hun troede at gætte, hvad her foregik, hun kendte dette Skib, der var en af det Mandskab, hvis Skæbne stod i den nøjeste Forbindelse med hendes.
   »Det er bestemt Madsalune, de venter på,« hviskede hun, »Karner er meget opbragt på ham, fordi det efter al Sandsynlighed var ham, der bortførte de konfiskerede Varer fra Toldbodpakhuset; han har opbudt alt, hvad der står i hans Magt for at få ham fat.«
   »Jeg har hørt meget tale om denne Madsalune," sagde Emma. »Selv på Slottet var han en Aften Genstand for Prinsessernes Underholdning; jeg gad nok engang se dette Menneske.«
   »Det kan De let komme til,« udbrød en dyb Stemme i Nærheden, og fra en lille Lavning i Klitten viste sig en Mand, som hidtil havde ligget så stille og ubevægelig, at han var undgået deres Opmærksomhed. Emma udstødte et Skrig, men Anna stod som rodfæstet til Stedet.
   »Her ser De Madsalune,« vedblev den Fremmede, medens han steg så højt op på Klitten bag Damerne, at han kunne se, hvad der foregik nede ved Havet, uden selv at blive bemærket. Han så sig omkring med et skarpt, spejdende Blik og vendte sig derpå om til Damerne.
   Det var en temmelig høj Mand, klædt i Matrosdragt, smuk og kraftfuld, hans Hår var langt og blondt, og omfattede i Forening med et stort, rødt Skæg næsten hele Ansigtet; på Hovedet bar han en sort, låden Hue, trykket dybt ned i Øjnene. Efter at han igen havde dukket sig ned i Marehalmen, lod han sine sorte Øjne hvile på de to Damer, ligesom om han gottede sig over den Skræk hans Nærværelse indgød. Pludselig bøjede han Hovedet mod Jorden og lyttede.
   »Jeg mærker,« sagde han med et Smil, »at jeg har opfyldt Deres Ønske på min egen Bekostning; ret nu kommer der bag ved Klitten et Par gode Venner ridende, som nok vil snakke et Par Ord med mig, men denne Gang må de have mig undskyldt, jeg har ikke Stunder at bie efter dem.«
   Som han sagde dette, tog han sin Hue af, hilste og lod sig glide ned ad den høje Klit på den Side, som vendte ud mod Havet. Emmas Blik fulgte ham forbavset. Da hun vendte sig om mod Stedet, hvor de tre Ryttere havde været skjulte, så hun dem komme ridende op mod Klitten, hvor de stod. Madsalune løb på samme Tid ned til Stranden, med bøjet Hoved, lange og springende Skridt; han udstødte en skarp Tone i en Pibe, Manden i Båden rejste sig og lyttede, det begyndte at blive mørkt nu, han kunne ikke rigtig skælne Genstandene på Land. I det samme lød en høj, gennemtrængende Stemme fra Stranden:
   »Sæt af, David! Samson skal føre Kutteren til dens Plads uden at vente længer.«
   Matrosen svared med et hæst Brøl, han kendte denne Stemme, han havde adlydt den i mange År, i Orkanen som i Havblikkets Time. Båden gled let og hurtigt over den rolige Flade og forsvandt bag Kutterens Læside. Madsalune havde næppe udtalt sin Befaling, før han så Strandrytterne oppe på Klitbakken; han vidste, hvad de ville, og løb tilbage ind ad Landet til. Nu begyndte der en Jagt, hvis Udfald ikke syntes at kunne være tvivlsomt, siden Flygtningen var til Fods og hans Forfølgere til Hest. Strandrytterne var desuden bekendt med enhver Sti, ethvert Smuthul mellem Klitterne, og Egnen nedenfor var åben og let at overse, så at de trods den indbrydende Skumring kunne holde Øje med Smugleren. Men Vanen havde gjort Madsalune fortrolig med sådanne Farer, han stolede på sin Hurtighed, han holdt sig inde på de Steder, hvor Lyngen eller Mosegrunden dannede et mørkt Jordlag, fordi han der var bedre skjult end på de lyse Sandflader. Således kom han op mod Aaberg.
   Anna og Emma var vendt tilbage fra Klitterne, de havde netop nået Havelågen, da Madsalune kom springende hen mod dem, de tre Strandryttere var tæt bag ved ham. Åndeløs stod han stille, hans Legeme rystede af det heftige Løb, Anna udtødte et Skrig og løb sin Vej, Emma blev stående.
   »De kunne nok lade mig komme ind i Haven,« sagde Smugleren med et polisk Smil; »det var da i Grunden Deres Skyld, at jeg gav mig til Kende, og de tre Knægte dernede mener mig det ikke synderligt vel.«
   Med disse Ord ville han trænge sig igennem Lågen, men Emma standsede ham.
   »I gør vist bedst i at gå Eders Vej,« udbrød hun stolt. »Her er intet Skjulested for Folk som I.«
   Madsalune studsede og ville alligevel have smuttet ind, men Hr. Petersen stod pludselig ved Emmas Side. I det samme fo'r den ene af Rytterne hen imod ham, Smugleren gjorde et uhyre langt Hop tilbage, en Anden kom til. Han var omringet.
   »Så fik vi da endelig fat på Dig, lille Mads!« udbrød Karner og søgte at skjule sin Glæde bag en rolig Stemme, »hvorfor blev Du ikke ved at løbe?«
   »Ja, De fik mig jo rigtignok!« sagde Madsalune, der selv i dette Øjeblik troede at have Grund til Spøg; »jeg kan se, at det glæder Dem. Å, tøv lidt, før I binder mig,« bad han en anden af Betjentene, der havde taget et Stykke Snor frem af Lommen. »Lad mig bare lå mit Vejr igen, ellers kommer jeg til at hikke.«
   »Hik Du kun,« sagde Strandrytteren. »Det går nok over, medens Du hviler Dig ud i Hullet.« Med disse Ord bandt han den ene Ende af Snoren fast om Smuglerens Hænder.
   »Du har vist i Aften, at Du er Karl til at bruge Dine Ben,« sagde Karner, »nu kan Du løbe et lille Stykke ved Siden af Hesten. Sid op, Folk! vi rider om til Porten på Aaberg, der tøver vi i Nat.«
   Strandrytteren bandt den anden Ende af Snoren om sig for at være sikker på, at Madsalune ikke skulle rykke den til sig undervejs; han ville just stige op på Hesten igen, da Fangen udstødte et Skrig. »I har snæret den Snor så fast, at den skærer ind i Kødet på mig!« råbte han, »det er dog Synd af Jer at handle så hårdhjertet? løs Knuden en Kende, jeg løber ikke bort alligevel.«
   I et Anfald af Medlidenhed løste Strandrytteren Snoren lidt; da han atter satte Foden i Stigbøjlen, gjorde den fortvivlede Smugler et Hop tilbage, drog Rytteren efter sig, og begge rullede ned i Aaberg Slotsgrav, som de ubemærket havde nærmet sig til. Madsalune var her i sit Element. Han rev behændig Hånden ud af Snoren og stod, efter at have svømmet et Par Tag, på den anden Side, medens den ulykkelige Betjent med største Besværlighed blev trukket op af sin Kammerat. Karner udbrød i Forbandelser over den listige Smugler, der stod på den anden Bred og lo af fuld Hals.
   »Hvorfor kommer De ikke herover, Hr. Inspektør?« råbte har spottende. »Vejen er jo lige lang for os. Nu ønsker jeg Dem en god Nat, sov vel og drøm lidt om mig.«
   Han forlod Voldgraven og satte i jævnt Trav ind over Marken. Men han var endnu ikke frelst. Forbitret jog Karner Sporerne i Hestens Side, og efter at have tilbagelagt en ubetydelig Omvej, kom han, fulgt af begge Betjente til et Vadested over Madum Å, som dengang stod i Forbindelse med Graven, indenfor hvilken dette Optrin foregik, og Jagten begyndte igen efter Smugleren. Men nu var Lykken ham gunstigere, dels fordi de omkring liggende Bønderhuse tilbød Smuthuller eller skjulte hans Flugt, dels havde han også vundet et større Forspring end før. Madsalune hørte dem ride over den stenede Åbred, men vedblev det rolige Løb, han engang havde begyndt, og således nåede han endelig op til Ruinerne af Thim Slot. Bag disse Ruiner rejste sig en lille, lav og uanselig Hytte. Han så sig forsigtig om og bankede rask på den tilstængede Dør. En Låge blev åbnet, Kirsten Ryle stak Hovedet ud for at se, hvem det kunne være, Madsalune talte hurtig nogle Ord til hende, Konen lo, og straks efter stod han indenfor Døren, som derpå blev stænget med større Omhyggelighed end før.
   Det var et ganske lille Kammer, denne Hytte bestod af. Lergulvet var sprukket og udbedret med gamle, røde Mursten oppe fra Ruinerne. Midt i Stuen stod en stor Balle på en Huggeblok, rundt omkring lå en Del Linned og Strømper, som Kirsten Ryle var i Færd med at vaske. Hun bar sin sædvanlige Dragt og havde kiltet Kjolen op over Benklæderne; hendes Arme var blottede og fremviste nogle stærke og svulmende Muskler. Foran hende, på en Stol, stod en grøn Flaske og et klinket Ølglas, halvt fyldt med Rom. Kirsten roste sig af, at hun aldrig havde drukket Brændevin.
   »Hvordan er det fat med Dig, sølle Mads?« udbrød hun, medens hun skænkede Glasset fuldt og bød ham det. »Er de ude på Fangst igen?«
   »De trængte hårdt på mig,« svarede Smugleren, »og I kommer vist til at gemme mig i en Fart, for de så vist, jeg smuttede herind.«
   »Det har vel ingen Fare,« mente Konen, »jeg gad nok set på den Klør, som går ind ad min Dør, før jeg har budt ham Velkommen. Imidlertid skal jeg dog vise Dig et Hul, som de skal have ondt ved at snuse op. Det er ellers mit Skatkammer, lille Mads,« tilføjede hun leende, »Du må ikke røbe det til nogen.«
   Hun tog et Par Knipper Lyng til Side og åbnede en lille Lem bag Skorstenen, hvor hun lod Madsalune glide ned. »Du må være varsom dernede,« formanede hun ham, »for der ligger et Anker lige for Indgangen; når de er borte skal jeg nok hjælpe Dig ud igen.« Hun lagde atter Lemmen over Hullet, da Smugleren var kommen ned, og tog fat igen på sit afbrudte Arbejde.
   Det varede ikke længe, før hun hørte Hestetrav og Hundeglam udenfor, der blev banket på Døren, og flere Stemmer forlangte at komme ind. Kirsten betænkte sig et Øjeblik, man kunne se på hendes Ansigt, at hun blev vred, men hun tømte det Glas Rom, som Smugleren nylig havde afslået, og lukkede derpå Døren op. Karner og de to Betjente trådte ind, en stor Hund fulgte dem; Hr. Petersen havde været så betænksom at slippe den løs, da han mærkede, at Smugleren var undvegen. En Hane, som havde slået sig til Ro oppe på Bjælken, begyndte at blive urolig, og henne i Krogen gav en Kat med en vedvarende Snurren sit Mishag til Kende over de Fremmedes Komme.
   »Å, gen Jeres Hund ud, Hr. Inspektør!« udbrød hun barskt, »jeg har en And herinde med tre Ællinger; Dyret kunne let få i Sinde at bære sig ad som sidste Sommer, da den bed en ihjel, uden at jeg nogen Sinde fik den betalt.« En Betjent viste Hunden tilbage og Karner spurgte Kirsten, om hun ikke havde set Madsalune i Aften.
   »Søger I ham her?« råbte hun med begge Hænder i Siden, »Lejligheden er dog ikke større, end at I snart kan overse den. Var det ikke andet, I ville, så skulle I hellere have redet et Stykke længere; nede i Madum Moser var I vissere på at træffe den Karl.«
   »Nå, nå, Kesten!« udbrød Toldinspektøren, som vidste på hvilken Måde, han skulle tage Konen, »gode Ord igen; jeg syntes, han løb herned. Det skulle for Resten ikke komme an på en Species Penge eller lidt til, hvis I kunne give os Besked om ham.«
   »Tror I da, jeg ville sige Jer, hvor han var, om jeg vidste det?« spurgte Kirsten i samme Tone og Stilling; »gå Jeres Vej, Inspektør, og lad mig blive ved mit Arbejde.«
   »Det kunne dog ikke skade, om vi foretog en lille Undersøgelse,« mente den Betjent, som Smugleren nylig havde givet et Bad i Graven, »måske Mads alligevel gemmer sig et eller andet Sted herinde.«
   Han gik nogle Skridt længere frem, men Kirsten stillede sig i Vejen for ham. »Kunne det ikke skade. Hans Rasmussen!« gentog hun, »Du skal dog ikke sige det for vist. Jeg har for Vane at føre Kommando indenfor denne Dør.« Medens hun talte, lagde hun begge sine Hænder på Betjentens Skuldre og skød ham tilbage mod Væggen. Karner så, at her intet var at gøre,han forlod Huset med sine Ledsagere og efter en kort Rådslagning udenfor, red de hjem til Aaberg igen.
   »Kom nu op, lille Mads!« sagde Kirsten og åbnede Lemmen til Smuglerens Skjul, »denne Gang skal de ikke lå Klør i Dig.«
   »Tak, Kesten,« sagde Manden og krøb op igennem det snævre Hul, »Jeg skal tænke på Dig ved Lejlighed.«
   »Hvis det er din Agt,« svarede Kirsten, »så ville jeg rigtignok sige Tak for at få min lille Dunk fyldt. Mis har væltet den, så at al min rare Rom løb ned i Sprækkerne.«
   Smugleren lo, han lovede den uegennyttige Kone, hvad hun forlangte, og listede sig hen over Heden.