Madsalune
Carit Etlar (1841)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
6.
Det er bekendt, at Horsens i mange År har været Opholdssted for en russisk Fyrsteslægt, som udgjorde et eget Hof der. Den sidstlevende af denne Familie, en Prinsesse Katharina, døde i Foråret 1807, og blev bisat hos sine Søskende i et åbent Kapel på Alterets højre Side i den gamle Kirke. Årsagen hvorfor disse kom ind i Landet var denne:
Peter den Stores Broderdatter, Anna Ivanovna, døde som Kejserinde af Rusland, efter at have bestemt sin Søsterdatters Søn, den tre Måneder gamle Ivan, til sin Efterfølger. Senatet valgte da Hertug Ernst Biron tit Rigskansler og Formynder for Ivan, indtil denne i sit syttende År selv kunne overtage Regeringen. Biron, der under Anna havde spillet en så betydelig Rolle, overlod den unge Prins Værelser i den kejserlige Sommerbolig, fastsatte en bestemt Sum for hans Forældre, Storfyrstinde Anna og Anton Ulrik, Prins af Brunsvig, og søgte at vinde Senatet for sig ved Løfter, Smiger og ved at bivåne dets Forsamlinger. Imidlertid modarbejdedes hans Planer af to mægtige Fjender, Ministeren Ostermann og Feltherre Münnich. Folket hadede ham desuden, han gjorde sig frygtet ved Strenghed; efter at hans Regentskab havde varet i tyve Dage, blev han afsat og fængslet den 9de November 1740, i Daggryet. Storfyrstinde Anna blev derpå Regentinde i det kejserlige Barns Mindreårighed, hendes Gemal Generalissimus og Ostermann Storadmiral. Samme Dag blev der afsendt Kurerer til alle udenlandske Hoffer med Underretning om det skete. Rolighed og Orden syntes at være vendt tilbage, Folket jublede og tilbad Anna, men et År senere måtte også hun friste sine Forgængeres Skæbne. Hun blev styrtet på sin Fødselsdag af Peter den Stores Datter, Elisabeth, der understøttedes af sin Livkirurg, den bekendte l'Estocq. Kejserinden, hendes Gemal og Ivan blev tilligemed flere af deres Børn først bragt til Citadellet i Riga, siden til Cholmogori, en lille By på en Ø i Dvina, under Guvernementet Archangel. Her døde Storfyrstinden og hendes Gemal, få År efter blev Ivan myrdet på Fæstningen Schlüsselburg, som man siger i et Oprør. Efter Forældrenes Død bestod den ulykkelige Familie af Prinserne Peter og Alexis Antonovitsh, samt Prinsesserne Katharina og Elisabeth Antonovna. Disse ulykkeliges Skæbne rørte Kejserinde Katharina den Anden, som efter at have styrtet Elisabeths Søstersøn, Peter, besteg den russiske Trone. Den danske Enkedronning Juliane Marie bestræbte sig for at udvirke deres Frihed, og begge de efterladte Prinser og Prinsesser blev samme År Katharina stiftede den bevæbnede Neutralitet med Danmark, i Sommeren 1780, sendte på en russisk Fregat, først til Ålborg, siden til Horsens, som anvistes til deres fremtidige Opholdssted. Kejserinden medgav dem 200,000 Rubler, Brillanter og Pelsværk af det kejserlige Skatkammer. Hun forærede den desuden til deres Bosættelse 60,000 Rubler og anviste årlig til deres Hofetat 32,000 Rubler.
Det stemte overens med Katharinas Politik at lade denne Fyrstestamme uddø, og hindre enhver Lejlighed til at gøre dens Fordringer gældende i Fremtiden. Ubegribeligt bliver det imidlertid, at hun aldeles syntes at glemme tvende naturlige Børn, der så vidt det kan ses af de historiske Beretninger, blev opdraget hos en Privatmand i Hovedstaden, og undgik Fangenskabet på Cholmogori. Den ene var nogle År førend denne Histories Tid blevet formælet med en iransk Adelsmand, der i Ludvig den Sekstendes første Regeringsår fulgte et af den udmærkede Neckers Gesandtskaber til Petersborghoffet. Hun beboede nu tilligemed sin Gemal et yndigt Gods i Nedre Charente og levede et roligt og lykkeligt Liv, uden at prøves af de forskellige Omvekslinger, som Skæbnen tildelte hendes øvrige Slægt.
En Eftermiddag sad et lille Selskab i Havestuen på Aaberg. Solen kastede sit skarpe og bestemte Lys hen over Træernes Løv, og sendte en enkelt Stråle ind ad den åbentstående Dør på Blomsterne, der var stillet op i store Kar til den modsatte Væg. Emma og Gordon stod ved Vinduet og talte sagte med hinanden. En opmærksom Iagttager ville have bemærket en vis Utilfredshed i Emmas Ansigt, medens hendes Blik dog, hver Gang hun hævede det op til ham, antog et venligt og forsonende Udtryk. Gordons Træk viste et spottende Smil, idet han tavs og tilbagelænet mod Vinduesfordybningen hørte på hende. Deres fælles Bekendte, som anså sig for vel underrettede, havde tidligere påstået, at der fandt en skjult Tilbøjelighed Sted imellem Gordon og Emma. Deres fortrolige Forhold syntes at bekræfte det. I den sidste Tid lod det derimod til, at Gordon ligesom undgik hende, han kom også sjældnere til Aaberg, medens hun var i Besøg der. Ingen var i Stand til at forklare Grunden. Af den dæmpede Samtale, som den Dag fandt Sted mellem dem, ville en opmærksom lyttende have opfanget Emmas sidste Ord, et Spørgsmål, der bragte hendes Kinder til at blusse:
»Men jeg forlanger ingen Fraser, hører De, ingen Udflugter, kun en Årsag, en Grund.«
Gordon smilte og sagde: »Gives der da Grunde for vore Følelser?«
I den anden Side af Værelset, lidt indenfor Havedøren, sad Fru Karner ved et Sybord, og Jakob lige over for hende. Han lod til at læse i en Bog, der lå foran ham, men man så snart, at hans Tanker var andetsteds; medens Anna arbejdede, dvælede hans Øjne på hende med en vis sky Deltagelse; så hun derimod op fra Sytøjet, slog Jakob sit Blik ned i Bogen. Anna var så godt som opdraget med ham, de havde tilbragt lang Tid i bestandig Omgang med hinanden; deres Ønsker og Glæder var de samme, derved befæstedes efterhånden en Tilbøjelighed, ren og lutret i sine Ytringer. Jakob tog til Søs efter at være konfirmeret. Da han fire År senere vendte tilbage, genfandt han Anna som Fru Karner. Det var en længe næret Plan, der blev bragt til Udførelse i hans Fraværelse; Halberg stod i visse Forhold til Toldinspektøren, som gjorde en nærmere Forbindelse ønskelig. Hele Egnen anså Karner for det bedste Menneske i Verden. Han var en venlig, munter Selskabsmand, Anna derimod fandt ham kold for hendes Hengivenhed, ufølsom imod hendes Ønsker, hun fandt sig skuffet i ethvert Håb, men der skal også et skarpsindigt Blik til at opdage en Mands Karakter under Masken af Munterhed og god Tone.
Denne Eftermiddag havde hun og Jakob længe siddet lige overfor hinanden uden at tale. Tavsheden forekom endelig Anna pinlig, hun lagde sit Sytøj fra sig og udbrød, idet hun lod sit Blik dvæle på den unge Sømand: »De er bleven meget bleg, Jakob, i den Tid, De har været borte.«
Jakob rødmede for tyvende Gang denne Eftermiddag, han vovede ikke at se på hende: »De er også bleven bleg, siden vi sidst sås,« sagde han omsider.
»Har De endnu ikke forandret Deres Bestemmelse?« spurgte hun efter et lille Ophold. »Vil De bestandig blive ved at fare med dette Smuglerskib?«
»Jeg kan ikke andet,« svarede han mere bestemt. »Alt hvad De måtte finde værd at ønske for mig, vil jeg adlyde, men der er vægtige Grunde, som forbyder mig at forlade Madsalune.«
»Overser De da aldeles Farerne derved?« vedblev hun og hævede sine Øjne med et bønligt Udtryk op til ham. »Hvorledes vil det gå, hvis Deres Tog engang mislykkes? Om De end ikke tænker på Dem selv, for Deres egen Skyld, så burde De dog gøre det for Deres Venners; Livet og Lykken har Fordring på Dem.«
»På mig?« gentog Jakob, »mener De det, Anna?«
Anna forstod ham, en fugtig Glans strålede i hendes Øjne.
»Ja, Lykken har Fordring på os alle,« hviskede hun sagte og gik ud af Værelset.
I det Øjeblik Anna gik, rettedes de andres Opmærksomhed på en usædvanlig Larm og Støj nede i Gården. Kammerråd Halberg var vendt tilbage fra en Jagt på de omkringliggende Heder og kom nu ind i Havestuen. Kammerråden var en lille og uanselig Person, med kroget Ryg, lav Pande og et usikkert, skulende Blik, der bestandig søgte Jorden, når han talte med nogen. Han hilste venligt på de Fremmede og kaldte derpå Emma hen til sig.
»Hendes Højhed Fyrstinde Antonovna gør os den Ære at besøge Aaberg i Dag,« hviskede han med en slet skjult Fortrydelse; »hun vil være her om et Øjeblik; jeg mødte en af hendes Forridere på Vejen, da vi drog hjem!«
»Det er jo herligt!« udbrød Emma, idet hendes Utilfredshed pludselig syntes at være forsvunden, »endelig opfylder hun da, hvad hun så længe har lovet.«
»Herligt?« gentog Halberg, »ja Du har Ret, det er rigtignok herligt; det bliver ellers nogle ganske artige Udgifter den Herlighed vil koste.«
»Lad mig blot være fri for dine Beregninger, kære Fader,« svarede Emma koldt, »jeg bryder mig ikke det mindste om at høre dem; jeg håber også, at hendes Højhed altid er velkommen på Aaberg.«
»Ja, det ved Gud!« svarede Halberg, »jeg anser det for en stor Lykke, men siden vi nu engang taler om Udgifter -«
Her blev Manden atter afbrudt, thi Hundene udenfor bekendtgjorde, at der kom Fremmede til Gården. En Vogn rullede hen over Broen, Hr. Petersen styrtede ind i Værelset og meldte, at Fyrstinden var kommen. Emma og Kammerråden gik ud for at modtage hende. Lidt senere trådte hun ind i Salen, ledsaget af Hovmesterinden, Fru Grambov, og Kammerjunker Harder.
Fyrstinden var klædt i en kostbar Rejsedragt, at et Stof og et Snit, der fordelagtigt fremhævede alle en god Figurs Fuldkommenheder. Hun var ikke høj, men slank, hendes Lemmer var meget spæde og besad disse bløde og afrundede Former, som Grækerne gjorde til Mål for deres Fremstillinger. Hendes Hår val sort, tykt og glinsende, hendes Ansigts fine Træk bar Præg af den Værdighed, der betegnede enhver af hendes Familie, og som straks lod den Fremmede genkende Fyrstinden i hende. Der lå noget stolt, undertiden noget bydende i hendes sorte Øjne; til andre Tider, midt i en Samtale som interesserede, eller når et Tilfælde bevægede hende, kunne de stråle med en Mildhed, en ubeskrivelig Ømhed og Ynde, afspejle et Udtryk af Dybde og Inderlighed, der viste, at den unge Fyrstindes Hjerte var tilgængeligt for blidere Følelser. Hendes Farve var bleg, enten nu Naturen eller Fængselsluften i Cholmogori havde været Årsag deri, men en mere blomstrende Farve ville måske ikke passe til dette Ansigt.Gordon havde før været til Stede under Fyrstindens Ophold på Gården. Hans Blik var denne Aften uafbrudt hæftet på hende, siden hun trådte ind; hun lod ikke straks til at bemærke ham, men den svage Rødme, som siden efter for et Øjeblik syntes at forhøje hendes Kinders Farve, da han hilste, undgik ikke Emmas Opmærksomhed. Enten blænder Skinsygen aldeles, eller den ser med et Ørneblik.
»Ah!« hviskede Fyrstinden til Frøken Halberg, »siden jeg genfinder Løjtnant Gordon her, er det blevet mig tydeligt, hvorfor De kedede Dem hos os i Horsens og længtes efter Hjemmet.«
Frøken Halberg bøjede sig og smilede, men Gordon modtog ikke et eneste Blik denne Aften, der kunne have bekræftet Fyrstindens Formodning.
Der blev serveret The. Gordon bragte den gode Tone det Offer at underholde Fru Grambov, og de noget dæmpede Ord, hvori denne Underholdning blev ført, forhindrede ikke, at man jo bemærkede det Behag og den Interesse Hofdamen fandt deri.
Seminarist Petersen gjorde en uheldig Figur i dette Selskab. Af en ren Fejltagelse var han kommen ind i Salen. Han stod i Nærheden af Vinduet, stiv og ubehjælpelig som en Mumie i dens Sarkofag. Han ville gerne have forladt Værelset, men for at nå Døren måtte han gå midt over Gulvet, og det holdt han ikke af. Kammerråden gik endelig hen til ham og førte ham med sig ind i Vinduesfordybningen.
»Har Du hørt, hvordan det er gået mig idag, lille Hans?« hviskede han, »Dommen er falden, vi har tabt vor Proces med Herredsfoged Selmer. Engstykket tilhører ham.«
»Føj, for den slemme Syge!« svarede Seminaristen, »det var da en fæl Historie.«
»Sig ikke det, Hans Petersen!« vedblev Halberg, Gud forbyde, at jeg skulle være den, der forholdt en anden Mand sin Ret; men jeg havde alligevel stået mig bedre ved at følge dit Råd, og sendt et Par Sider Flæsk ned til Amtmanden for at stemme ham gunstig for min Sag.«
»Jeg sagde det nok,« svarede Hr. Petersen. »Den, der smører godt, kører godt. Det er så ligefrem.«
»Jeg var for sparsommelig dengang; men Selmer vil alligevel ikke have synderlig Gavn af det, han vandt; jeg er bange for, vi kommer til at lede vort Grøftevand ned over Engen, ikke for at berøve ham Brugen af hans Ejendom, det var syndigt og ukristeligt gjort, men jeg indser næppe, at vi kan få Fald på det ad anden Vej.«
»Det er nogle strenge Tider!« sagde Seminaristen. »Hvert et Greb rækker efter Pungen. Nu kommer også Fyrstinden her -«
»Tys, Hans!« hviskede Kammerråden, »min Datter ser på os! Jeg kan godt lide din Tænkemåde, Du har mit Bedste for Øje, min Dreng! Du kan lade Dig gøre et Par Bukser af de tre Alen Vadmel, vi fik tilovers fra Hestedækkenerne.«
Aftensbordet var dækket nede i Havestuen, Dørene stod åbne, en behagelig Duft strømmede ind fra Blomsterne udenfor. Gordon havde fået Plads i Nærheden af Fyrstinden, hun underholdt sig flere Gange med ham. Antonovna talte bestandig Fransk; skønt hun til Nød forstod vort Modersmål, havde hendes Ophold dog været for kort i Danmark, til at hun kunne udtrykke sig deri. Hun lærte det aldrig. Der lå noget blødt i hendes Organ, i enhver Betoning af hendes Stemme, men selv de venligste Ord beholdt stedse en vis Værdighed, der viste Afstanden mellem Tilhøreren og Fyrstinden.
Emma var mod Sædvane meget ordknap denne Aften, hun syntes ikke at bemærke den åndrige Harders Bestræbelser for at underholde hende. Der var en vis Uro i alle hendes Miner, hendes Blik dvælede i enkelte Øjeblikke på Gordon med en umiskendelig Bitterhed, hun så det Liv, hvormed han talte og den Interesse, Fyrstindens Nærværelse syntes at skænke ham, det havde hidtil alene stået i hendes Magt at fremkalde en så oprømt Stemning. Hun vidste fra sig selv, hvorledes alt hvad han sagde måtte bidrage til at fremhæve nye Fuldkommenheder hos ham og kende den Magt, han i sådanne Øjeblikke forstod at gøre gældende.
Just som Selskabet rejste sig fra Bordet, styrtede Hr. Petersen ind i Værelset og ilede hen til Halberg. Den hovedkulds Måde, han lod sig tilsyne på, vakte alles Opmærksomhed; Fyrstinden spurgte forbavset, hvad der på Færde.
»Å! det er noget Snik Snak om en Ligskare,« sagde Kammerråden. - »Der er min Sjæl ingen Ligskare til,« vedblev han, henvendt mod Petersen. »For nu har jeg levet i fem og halvtredsindstyve År uden at se den.« Seminaristens Ansigt var ligblegt, han rystede og kunne næppe lå Ordene frem. »Kammerråden behøver bare at gå ud til Havelågen, der kommer de langs med Muren. Gudbevares, hvor de ser ud, og så er der nogle lange imellem dem, som drejer Øjnene rundt, ligesom Ildhjul. - Det er ikke ti Minutter siden, jeg så dem allesammen.«
Seminaristens Beskrivelse, som Gordon oversatte, gav Fyrstinden Lyst til at tage den frygtelige Skare i Øjesyn. Hun tog Kammerjunker Harders Arm, og hele Selskabet gik ud i Haven til den Låge, forbi hvilket Optoget skulle komme. Kammerråden blev noget tilbage, han vendte sig om mod Seminaristen.
»Hør, lille Hans!« udbrødhan. »Du skal dog ikke tage det Stykke Vadmel, vi talte om før, jeg har et andet Brug for det; ved Lejlighed skal Du nok få noget, der er bedre.«
Dermed forlod også han Værelset. Petersen alene blev tilbage. Trods den Skræk, han var i, forsømte han ikke Lejligheden, så sig om, og tog derefter et forsvarligt Stykke af den delikate Ret på Bordet med sig, førend han forlod Salen.
Nede på Vejen, som løb langs med den ene Side af Aaberg Have, kom en Skare Mænd, langsomt gående op imod Gården. Ved Dag ville man have holdt den for en almindelig Ligskare, nu gjorde den sildige Time Mændene færdedes på, den Mumlen, der lød iblandt dem, efterhånden som de kom nærmere, et forunderligt Indtryk på alle de Tilstedeværende. Især virkede dette Syn på Halberg. Da han så den store, sorte Kiste på Mændenes Skuldre, udstødte han et lydeligt Udbrud af Forbavselse. Skaren syntes ikke at lægge Mærke hertil, skønt den kun var få Skridt borte, langsomt og roligt vedblev den at skride frem, og forsvandt endelig bag Hjørnet, på den anden Side af Gården. Også Fyrstinden havde dette påfaldende Optrin indjaget Skræk, hendes Arm lå tungere i Harders, hendes Legeme skælvede, og Ligskaren var denne Aften længe Genstand for Selskabets Underholdning.