Madsalune

---

Carit Etlar (1841)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

12.

   Samme Aften, omtrent på samme Tid, sad Emma og Anna hos hinanden i et Værelse på Aaberg. Der var en vis Heftighed og lidenskabelig Uro udbredt over Emmas Væsen; hendes Kinders afvekslende Farve, hendes usammenhængende, afbrudte Tale, gav til Kende, at der arbejdede noget i hendes Indre, som hun forgæves søgte at skjule under Skin af Rolighed. Anna betragtede hende flere Gange med et deltagende, sørgmodigt Blik, men hver Gang Emma så i Vejret, sank hendes Øjne hurtig ned til Sytøjet, hun arbejdede på.
   »Du har sikkert fornærmet Harder, kære Søster!« udbrød hun endelig i den blide, dæmpede Tone, som var hende egen. »Det er nu to Dage siden, han besøgte os.«
   »Ingenlunde!« svarede Emma, »jeg så ham nede hos Prinsessen i Morges, venlig som tilforn, han vidste desuden forud, at hin Samtale mellem os måtte ende således, han har før anholdt om min Hånd og fået samme Svar. Jeg gifter mig aldrig!«
   »Men hvorfor da?« spurgte Anna forundret; »Du synes at føle en høj Grad af Tilbøjelighed for Harder,« hun rødmede ved disse Ord, »hvorfor da ikke befæste det således som Verden og de borgerlige Love fordrer?«
   »Hvorfor!« gentog Emma hurtig og i en bestemt og rolig Tone. »Det vil jeg sige Dig, min Søster! Fordi Kærlighed kun kan vedvare i et Forhold, der ikke bindes med Tvang. Så længe jeg ikke er bunden til Harder ved andre eller stærkere Bånd end min fri Villie, vil han bestandig søge at befæste sig på den Plads, jeg indrømmer ham, han vil aldrig blive kold, fordi han frygter for at tabe mig; ved Ægteskab pålægger jeg mig Lænker, sikrer ham en Besiddelse, som ophører at have Værd, efter at Nyhedens Interesse er forsvunden. Mændenes højeste Nydelser ligger begrænsede i de Øjeblikke, hvori de kæmper for et Mål, denne Kamp og Higen må være vedvarende, for at Lykken kan være det, det nåede Mål tilfredsstiller ikke længere. Jeg har blot talt i Almindelighed, ville jeg bekræfte mine Ord med et Eksempel, så måtte jeg såre Dig, min kære Søster, thi jeg kunne da spørge Dig, om Du er lykkelig i dit Ægteskab?«
   Anna tav, hun bøjede sit Hoved ned mod Sytøjet. Emma betragtede hende nogle Øjeblikke med en skjult Triumf. Hun rejste sig fra Stolen og så ud af Vinduet. Anna blev kaldt ned til Thebordet, Emma var alene.
   Hun gik hurtig frem og tilbage på Gulvet, og den oprørte Stemning, hun hidtil havde søgt at skjule i Annas Nærværelse, viste nu sit synlige Udtryk i alle hendes Miner.
   »Hun troede, at min Lykke beroede på Harder,« udbrød hun sagte, og hendes fine Læber bøjede sig til et foragteligt Smil, »hun forstår mig ikke; denne kolde Søster aner ikke, at Lykken består i Gengældelse for den Ligegyldighed, den ringeagtende Tilsidesættelse, jeg har måttet tåle, og som jeg daglig ser gentaget i hans stolte, hånlige Miner. Du har pint mig, Gordon!« hviskede hun med et smerteligt Smil, og hendes Øjne fyldtes med Tårer, »min Sjæl har flere Gange været ved Fortvivlelsens Rand, men Du kendte mig ikke ret; jeg må sejre over Dig, enten sejre, eller gå til Grunde.« Hun tav og Ekkoet i det store Værelse svarede sagte og dæmpet: gå til Grunde. Hun lyttede, der lød Skridt på Trappegangen. - »Han kommer, han kommer!« udbrød hun jublende. »Det er Jakobs ubestemte, forlegne Gang, i Aften må jeg vinde eller tabe alt.«
   Emmas Åsyn antog atter dette rolige Udtryk, bag hvilket hendes oprørte Sind og alle disse lidenskabelige Følelser, der gemtes i hendes Bryst, fandt et uigennemtrængeligt Skjul. Døren åbnedes, Jakob trådte ind. Emma besvarede hans Hilsen med sit venligste Smil og bad ham tage Plads hos sig i Divanen.
   »De har ladet mig kalde,« udbrød Jakob langsomt, efter at han havde kastet sit Blik omkring i Værelset og overbevist sig om at være alene med hende. »De lod mig sige, at Anna var syg, at hun ønskede at tale med mig. Hvorledes er det med hende, kære Emma?«
   »Hun befinder sig bedre,« svarede Emma smilende, »Sygdommen er overstået, og jeg beder om Tilgivelse, fordi jeg lod Dem komme herop, mere efter mit eget Ønske, end Annas; hun er uvidende om Deres Komme.«
   »Det var ikke smukt af Dem, Emma!« sagde Jakob, »De burde ikke drive Spot med mig, De har tvunget mig til at overtræde Annas Befaling, hun bad mig sidst, ikke at komme her oftere. De foregav, at hun var syg, og jeg har været meget bekymret derfor den hele Eftermiddag, nu kommer jeg herop blot for at skuffes, og går bort uden at få hende at se.«
   »De vredes uden Grund, min kære Jakob!« svarede Emma, og en opmærksom Iagttager ville, trods den Lethed, hvormed hun talte, have fundet Spor af Forlegenhed ved det unge Menneskes bestemte Tone. »Anna vil formodentlig straks være her, og jeg lover Dem at formilde hendes Vrede, fordi De brød Deres Løfte.«
   »Hvad er det da, hvorom De selv ønskede at tale med mig?« spurgte han.
   »Tal sagte, Jakob,« hviskede Emma og satte sig nærmere til ham, »Karner arbejder inde i Sideværelset, hvad jeg her ønsker at spørge Dem om, må nødig finde Vej til hans Øre. - De kender den Plan, som beskæftiger Gordon i denne Tid, Fyrstindernes Flugt fra Horsens. - Skønt jeg ikke er Deltager deri, har jeg dog været indviet i den fra det første Øjeblik; jeg ved, at den snart skal iværksættes, han plejer jo aldrig at lade lang Tid gå bort mellem Beslutning og Udførelse, men han er så ubegribelig stivsindet i denne Tid, og endskønt jeg smigrer mig med at være hans fortrolige, har han dog hidtil fundet det under sin Værdighed at betro mig, hvorledes han agter at udføre dette Vovestykke. Dem har han derimod indviet i alt, det kan ikke fejle, og af Dem venter jeg de Oplysninger, han nægter mig.«
   Emmas Ansigtsfarve vekslede, medens hun talte, hendes Hjerte bankede hurtigere, idet hun lagde Mærke til, hvorledes den Forbavselse, der fra først af havde hvilet over alle Jakobs Træk, efterhånden forsvandt for et mistroisk og tvivlende Udtryk. Han betragtede hende med et spejdende Blik, og nægtede ubetinget at vide noget om Gordons Plan; men den Usikkerhed, hvormed det skete, undgik ikke hendes Opmærksomhed.
   »Kære Jakob!« udbrød hun og lagde sin bløde Hånd på hans og så ham ind i Ansigtet, »Du min kæreste Barndomsven! Vi vil ikke bruge dette Spil, denne hyklede Uvidenhed imod hinanden; lad os være oprigtige. Gennem Måneder og År, Jakob, har jeg bevaret en Hemmelighed mellem Dig og Anna, Karner har anet Eders Forhold, jeg har tilintetgjort hans Mistanke, man har sværtet Dig for ham, jeg har taget dit Parti; fortjener dette ikke en så ubetydelig Åbenhjertighed til Gengæld? Om få Dage fortæller Gordon mig dog selv alt.«
   »Jeg ved intet!« svarede han, »Gordon har ikke gjort mig til fortrolig i hans Planer, han har blot undertiden brugt min Hjælp i det Øjeblik, der skulle handles; og vidste jeg noget, så har jeg dog aldrig brudt det Løfte, jeg gav ham; der gives højere Pligter end Venskabets, det er Taknemmelighedens, det er Kærlighed til den, der vågede over en uerfaren, til den, der ledede hans Skridt. De selv kunne ikke agte mig, Emma, og Gordon ville foragte mig, hvis jeg røbede en Hemmelighed, der var betroet mig.«
   Hans Kinder glødede i dette Øjeblik, hans Stemme tiltog i Sikkerhed; Emma havde ikke før set ham således, men ingen Mine forandredes i hendes Ansigt, hendes Læber smilede, og med den samme rolige og blide Stemme som før svarede hun ham: »Du har Ret, Jakob, Taknemmelighedens Bånd er stærke, jeg tilstår det, men De nævnede også Kærlighedens, når jeg nu sagde, at hun, denne ene lykkelige, der blot formår noget hos Dem, ønsker at vide, hvad jeg beder Dem betro mig, når jeg siger Den, at jeg blot er et Bud fra hende, der tilligemed Bønnen bringer Belønningen for den Opfyldelse med sig, hvad så?«
   »De driver et grusomt Spil med mig, Emma! Så lad hende da først selv spørge mig derom, ikke fordi jeg tvivler om Deres Ord, men jeg vil da sige hende Grunden til min Tavshed, jeg vil overbevise hende om det rigtige i, ikke at besvare dette Spørgsmål; jeg kan ikke gøre det.«
   »Godt, min Herre!« svarede Emma, og i dette Øjeblik var hendes Rolighed forsvunden, Vredens Rødme farvede hendes Kinder. »De har nu, med en Færdighed, som jeg beundrer, sagt alt det, der kunne siges til Grund for Deres Tavshed, hør nu også, hvad jeg har at svare derpå. De skal sige mig, hvad De ved om denne Plan, thi De har allerede bekræftet mine Formodninger og tilstået, at der eksisterer en sådan. De forlader ikke Værelset før det er sket.«
   »Hvorledes?« spurgte han forbavset og rejste sig, »hvad mener De?«
   Som jeg siger, jeg vil vide alt. Læg Mærke til mine Ord, Jakob! Anna er uvidende om Deres Komme, men jeg ikke om de tvende Breve, De under Deres Ophold her har skrevet hende til, det ene er endogså i mit Værge, og jeg vil ikke betænke mig på at gøre det gældende til Straf for Deres Trods. Se Dem omkring!« vedblev hun med et hånligt Smil. »De er i Annas Værelse. Karner har Mistanke om et ganske andet Forhold mellem Dem og hende, end det som måske finder Sted, han arbejder i sit Kontor derinde; jeg lader Dem Valget: enten meddeler De mig, hvad De ved, og jeg lover Dem Tavshed til Gengæld, eller jeg kalder ham ind til os. Det er et Lune, en Grille af mig, jeg tilstår det, men jeg plejer at få mine Ønsker opfyldte. Tys! der kommer nogen, skjul Dem bag Gardinet derhenne. De er ulykkelig, hvis han finder Dem her, De kender hans rasende Mistænksomhed.«
   Jakob betænkte sig et Sekund, den sædvanlige Ubestemthed og Frygt syntes atter at vågne, men han beherskede den med en hidtil ukendt Hurtighed. »Nej!« sagde han, »jeg har ikke gjort noget, hvorfor jeg behøver at skjule mig. Lad Karner komme, jeg vil fortælle ham alt, og enten overbevise ham om hans ugrundede Mistanke, eller også lide derunder.«
   »Men Anna, Anna!« hviskede hun heftig, »indser De ikke Følgerne for hende? Hun alene vil komme til at undgælde derfor, skjul Dem blot til han er gået, der er intet andet Middel at vælge.«
   Jakob var atter den gamle, han adlød uden at betænke sig og trådte hen bag det nedslåede Gardin, der aldeles skjulte ham.
   Karner trådte ind, han satte sig ned i Sofaen. Emma betragtede ham tavs, hun læste i disse rynkede Bryn, i denne foldede Pande, at Toldinspektøren var i et dårligt Humør. Hun glædede sig derover.
   »Har De ikke set noget til min Kone?« udbrød han i en ligegyldig Tone, for dog at sige noget.
   »Anna har overtaget min Plads nede ved Thebordet i Aften,« svarede hun, »jeg befinder mig ikke vel og foretrak at blive her.«
   »Der er vel Fremmede nede?« spurgte han atter.
   »Vi venter Gordon,« udbrød hun rolig og tog sit Strikketøj.
   »Nå! så kommer Jakob formodentlig også, og jeg begriber da ret vel, at hun må være til Stede. Jeg bliver nødt til at lade Halberg forbyde dette Menneske Adgang på Aaberg, hans Opmærksomheder mod Anna trætter mig, især da hun slet ikke bryder sig om at vise, i hvor høj Grad han interesserer hende.«
   Emma overhørte denne sidste Bemærkning, hun gik til Vinduet og lod som om hun så ud deraf, men da Karner tog en Avis på Bordet, bøjede hun sig umærkelig over mod Jakob.
   »Vil De åbenbare mig Deres Hemmelighed?« spurgte han, »De hører, hvad der venter Dem.«
   Jakob var i den dødeligste Angst, men han havde nu Vished om det Spil, hun drev med ham, han fragik atter at vide noget. De få Ord, hun talte, havde nået Karners Øre.
   »Hvad siger De, Emma?« spurgte han og lagde Aviser til Side.
   »Skyerne trækker sammen til et Uvejr,« svarede hun og gik bort fra Vinduet, »der har længe været noget truende i Luften, det vil blive skrækkeligt for den, der ikke i Tide ved at undgå det.«
   »Der gives mange, som glæder sig derover!« svarede Karner, »hvis De i denne Time var nede imellem Klitterne, ville De finde Folk, for hvem Uvejret er en herlig Lejlighed til Vinding; jeg mener Smuglerne, til hvilke min Kones Tilbeder siges at høre.«
   »Jeg tror ikke, at Jakob Gordon glæder sig til Uvejret i Aften, i det mindste ville jeg ønske for hans Skyld, at han i Tide vidste at sikre sig derfor. Men De er i et dårligt Humør, stakkels Karner! alle disse Bryderier i Deres Embede, giver Dem vel Årsag dertil?«
   »Anna har aldrig fundet, at jeg kunne have Anledning til at være i dårligt Humør,« sagde Karner, idet han greb Emmas Hånd og kyssede den, »hun er kold og ligegyldig for mine Sorger, ene hos Dem møder jeg Velvillie og Deltagelse, og jeg er dobbelt taknemlig derfor. Vidste jeg blot, at der fandt noget som helst Forhold Sted mellem Anna og denne Dreng; dersom min Mistanke bekræftes, og det kunne ske, når De ville være åbenhjertig mod mig, Emma! For Deres Øjne kan intet blive skjult, oplys mig om alt, og skulle der være noget, som De ikke kan sige, så antyd det blot, jeg vil forstå Dem, og give Dem mit Æresord på ingen Sinde at røbe den, der gav mig Lys i dette Punkt.«
   »Jeg vil ikke nægte,« svarede Emma højt og langsomt, »at der, som De formoder, jo finder et vist Forhold Sted mellem Anna og Jakob, jeg har været indviet deri lige fra dets første Begyndelse, jeg vil også, siden De så ivrigt ønsker det, betro Dem, hvad jeg ved, og give Dem Beviser for mine Ord. Men jeg synes, der kommer nogen på Trappen, jeg beder Dem, Karner, gå hen og undskyld mig, hvis det er Bud til et af disse kedelige Spillepartier, som Hendes Højhed ynder så meget, sig, at jeg er syg og kan ikke komme.«
   I det Øjeblik Karner gik, trådte Emma tilbage til Gardinet, der skjulte Jakob; »Ja eller Nej?« hviskede hun. »De har Valget.«
   »For Himlens Skyld, Emma, gør det ikke!« bad han.
   »Betro mig Gordons Plan.«
   »Nej!« hviskede han i den frygteligste Kamp mellem Pligt og Frygt. »Jo, jo! jeg vil fortælle Dem alt.«
   Hendes Øjne strålede, medens hun begærligt opfangede hver Stavelse af disse Ord, hun tog sit Lommetørklæde op fra Gulvet, som hun før havde ladet falde, og satte sig igen lige overfor Karner, der imidlertid havde affærdiget Tjeneren.
   »Det Forhold, Karner, som De frygter mellem Jakob og Anna har fundet Sted fra begges Barndom, altid så man dem sammen, deres Følelser for hinanden var dengang de inderligste og reneste, et Menneske kan nære. Siden Annas Giftermål har Jakob kun været her ganske få Gange, aldrig truffet hende alene, endog selv søgt at forebygge det. Anna, ved jeg, nærer blot en søsterlig Velvillie for ham, intet videre, og om end hans Følelser for hende skulle være af en noget dybere Natur, så ytrer de sig dog kun i en tilbedende Hengivenhed, som jeg synes snarere må smigre end forurolige Dem. Anna kender Deres Mistanke, hun har bedet Jakob om ikke at komme her oftere, De vil få Lejlighed til at overbevise Dem om, hvor strengt han opfylder hendes Ønsker. De indser af dette, hvor liden Årsag der er til at vredes på Jakob eller at mistro Anna, gå ned og overbevis Dem om, at han ikke er til Stede, og afbed dernæst Deres Forseelse hos min Søster.«
   Karner mumlede nogle Ord og bladede i en opslået Bog; Emmas Ord havde øvet en synlig Beroligelse på ham. Lidt efter forlod han Stuen med et tilfreds og opklaret Ansigt.
   Da Jakob trådte frem af sit Skjul, var hans Ansigt meget blegt; han skælvede, medens han takkede Emma, fordi hun havde tilintetgjort Karners Mistanke. En halv Time senere gik han bort og Emma var indviet i alle Gordons Planer. Der spillede et hånligt Smil omkring hendes Læber, medens hun satte sig ned og skrev nogle Linier; hun ringede og befalede Tjeneren at besørge Brevet til Kammerjunker Harder.
   Næste Eftermiddag, lidt før Aften, gik Gordon igennem Aaberg Have. Han kom fra Fyrstinde Antonovnas Værelser, og det Udtryk, der hvilede over hans Træk, var koldt og mørkt. Han mødte Emma i en af Gangene. Efter at have hilst, indlod han sig i Samtale med hende. Emma var i de første Øjeblikke noget forlegen, hun betragtede Gordon med et spejdende Blik, da han bød hende Armen og bad om Tilladelse til at ledsage hende, men den rolige Tone, hvori han talte, gav hende hurtig den sædvanlige Sikkerhed tilbage.
   »Det er ret heldigt, at jeg traf Dem, Gordon!« udbrød hun. »Jeg har længe ønsket en Samtale med Dem uden Vidner.«
   »Det går netop mig ligeså,« sagde han smilende, »vi vil begge få Grund til at glædes over dette Møde.«
   »Erindrer De en Tid,« begyndte Emma, »hvori dette hyklede Venskab, dette Skin af Artighed, vi i den senere Tid så omhyggelig iagttager mod hinanden, ikke blot fremgik som en Fordring, den gode Tone havde på os, men i det mindste fra min Side som Ytringer af en dybere Følelse.«
   »Om jeg erindrer det, Frøken Halberg!« gentog han rolig, »hvorfor tvivler De derom? Jeg har bestandig hørt sige, at man erindrer Lykken længere end Sorgen.«
   »Spar disse Talemåder til den, der bedre ved at vurdere dem, end jeg,« ytrede hun, »jeg minder Dem blot om den Tid, for at spørge Dem, om jeg dengang et eneste Øjeblik har krænket Dem, eller hvorved jeg ellers kan have såret Dem? Svar mig oprigtigt, er der sket noget af alt dette?«
   »Nej! jeg erindrer ikke, at det er sket.«
   »Nu vel,« vedblev hun, opægget ved den Kulde, hvormed han talte. »Jeg vil da skåne Dem for Erindringen om, hvorledes det behagede Dem at bryde dette Forhold. De beskæmmede mig, Gordon, De lønnede min Hengivenhed med Kulde, med Ligegyldighed, og jeg lovede at hævne mig.« Hun tav et Øjeblik og betragtede ham stift og spejdende.
   »Tal kun videre!« sagde Gordon rolig, »De har vist mere at sige.«
   »Det har jeg også,« svarede hun triumferende, »jeg var blot bange for at trætte Deres Tålmodighed med den Smule, jeg ville tilføje. Deres Tilbøjelighed,« vedblev hun dæmpet, »er senere falden på en mere ophøjet Genstand, De har rådet denne Dame og hendes Familie til at forlade Danmark. De har forelagt hende Planen, hvorledes Flugten skulle gå for sig, berammet Stedet, beredt alt, og alene glemt, at jeg, Deres Veninde, var Medvider i Historien, De burde dog ikke have forbigået mig med Deres Tavshed, Hr. Gordon!«
   »De har Ret,« svarede han med samme Ro og Fatning som hidtil, »jeg indser min Forsømmelse; da De imidlertid selv har fundet det Umagen værd at forske efter Lys i mine Planer, så er det heldigt, at jeg just mødte Dem her, for at kunne tilføje, hvad Jakob i Aftes enten glemte eller ikke vidste Besked om. Som De nylig sagde, er alt forberedt til Flugt, i Morgen forlader Fyrstinde Antonovna Aaberg for i Stilhed at berede sig til Afrejsen, om otte Dage vil hendes Vogn komme til Vædersø Kro, medens Madsalunes Kutter venter nede bag Klitterne for at føre dem til det Sted, de ønsker. Nu ved De alt.«
   Emma stirrede med et mistroisk Blik op på ham, hun så det sædvanlige spottende Smil omkring hans Læber, men der var noget i denne kolde Tone, i denne Åbenhjertighed, som forfærdede hende.«
   »Frygter De da slet ikke for, at jeg lægger Dem Hindringer i Vejen?« spurgte hun heftig. »Er jeg da så ubetydelig i Deres Øjne, at De tror det umuligt for mig at tilintetgøre alle disse Forberedelser? Gordon! den Spot, De selv i dette Øjeblik tillader Dem, skal jeg vide at gengælde.«
   »Det beror på Dem selv!« svarede han; »men De vil ikke røbe, hvad De ved, til noget Menneske; det forsikrer jeg Dem om.« Gordon ledsagede sine Ord med et Blik, en Mine, der tilintetgjorde ethvert Håb hos Emma om at se ham ydmyget. Hun havde forhen elsket denne trodsende Koldsindighed, denne urokkelige Bestemthed, nu frygtede hun den. »Hør mig tilende!« sagde han, »lad os et Øjeblik forandre Samtalens Genstand, jeg vil da betro Dem endnu en Hemmelighed, som angår Dem selv, Deres Søster, Deres hele Familie.«
   »For to og tyve År siden kom Deres Fader til Aaberg. Hans Formue var tilintetgjort ved Processer, han manglede Penge til at skaffe sig den nødvendige Besætning på Herregården, han var flere Gange nødt til at sælge Stykker af sine Jorder for at udrede de kongelige Skatter og Renter, som hæftede på den. Pludselig forandredes hans Kår, han fremtrådte i Besiddelse af Rigdomme, hvis Kilde blev en Gåde for alle. Selv De kender vel næppe Grunden til denne hurtige Velstand? Jeg skal fortælle Dem den, tag kun igen min Arm, lad os rolig følge langs med Klitterne. Ser De denne Bakke hist?« spurgte han, pegende på et højt, fremragende Punkt i Nærheden. - »I mørke Nætter, når Skyerne slukte Månelyset, og Vinden bar ind mod Landet, listede en Mand sig ned til Kysten og skred, til Trods for Storm og Uvejr, rolig og langsom frem og tilbage på Stranden. Han hørte ikke de fortvivledes Angstråb eller deres Bønner om Hjælp. Hvad Havet greb, det døde i Havet. Manden var alene, hans Hånd udstrakte sig efter de skibbrudnes Lommer, men ikke for at frelse dem. Det, Søen kastede ind på Land, tilhørte ham. Han havde Strandingsret på Kysten. Gik han endnu videre? Jeg vover ikke at tro det, kun så meget er vist, der fandtes dengang flere Døde i hans Distrikt end i Naboernes.«
   »Det Uhyre!« hviskede Emma.
   »Tys!« sagde Gordon, »forband ham ikke, det var Deres Fader.«
   »En Vinter var han således gået sin vante Gang langs med Stranden, skønt han allerede var bleven lig ved det, han havde plyndret. Det var en mørk og stormfuld Nat. Da stævnede et Skib ind på Revet, knustes, og næste Morgen grov de tre lemlæstede Lig op af Sandet, som Søen havde skyllet i Land. Styrmanden, hans Hustru og et lille Barn havde et Lykketræl reddet, de førtes op på Herregården. Konen var imidlertid så forslået, at hun døde kort efter, Barnet blev udsat mellem fremmede, Styrmanden forlod Aaberg, lige så fattig som han kom derop, og denne Mand, det var deres Faders Broder.« Han tav her nogle Minutter og gik med langsomme Skridt henad Sandet, Emma skælvede, hun var næppe i Stand til at gå længere.
   »Det er umuligt, det er ikke sandt, hvad De fortæller.«
   »Hvert Ord er sandt!« svarede han, »De kan selv spørge Halberg derom, hvis De tvivler; men min Historie er endnu ikke til Ende: Deres Moder havde længe anet den Måde, hvorpå han erhvervede sine Rigdomme. Tilgiv, at jeg berører den Uenighed, som stedse fandt Sted mellem Deres Forældre. I et sådant Øjeblik truede hun med at ville åbenbare alt, og han indså Nødvendigheden af at forekomme dette Skridt. Man sagde, at hun var sindssyg, hvem ved det, hvad hun oplevede var i hvert Fald nok til at fremkalde en sådan Tilstand, Pludselig forsvandt hun, Det hed sig, at hun var bragt ned til en Sindssygeanstalt i Sønderjylland. Ingen vidste noget bestemt at sige. Kort efter fortalte Rygtet, at hun var død. Folk mumlede en Del herom, og så glemte de hende, Kammerråden bar Sorg og trak på Skuldrene, når hendes Navn blev nævnt. Imidlertid levede Deres Moder indtil for en Måned siden.«
   »Min Moder!« gentog Emma med et Udtryk af Rædsel. »De lyver, - jeg mener, De tager fejl, Gordon, det er ikke muligt.«
   »Deres Moder levede for en Måned siden,« gentog Gordon, langsomt og bestemt, »Madsalune traf hende i de mørke, fugtige Kældere under Thim Slot. Der har hun tilbragt Tiden, siden De sidst så hende. I mange År har Guds Sol lyst over hendes Hoved, uden at hun så den, Dagene var en bestandig Nat for hende; adskilt fra det menneskelige Selskab var denne gyselige Hule hendes Bolig, dens Mure har genlydt af hendes Skrig, af hendes Forbandelser, den har modtaget hendes sidste Suk. Det var Deres Fader, som på en sådan Måde sikrede sig hendes bestandige Tavshed. Nu er hun død. Hun overgav Madsalune de Papirer, hvorpå hun havde nedskrevet, hvad hun led, og han har igen betroet mig deres Indhold. Min Historie er her til Ende, jeg ser, at den har angrebet Dem mere, end De nylig fortalte mig. Lad os vende tilbage. Hvad jeg har sagt, vil De let kunne få Vished om; de Papirer, jeg omtaler, vil De vel nødig se offentliggjort; samme Dag, jeg forlader Danmark, skal de blive Dem tilsendt, men, ikke sandt, til Gengæld tør jeg nok stole lidt på Deres Tavshed; De vil ikke være den, der røber Gordons Planer for noget Menneske?«
   Emmas Kraft var brudt, der var ikke Spor af den nylig så stolte, triumferende Mine tilbage; hendes Arm skælvede i hans, en dødelig Mathed hvilede over alle hendes Lemmer. »Hvis det er sandt, Gordon, hvad De har sagt,« udbrød hun hulkende, »og jeg kan jo næppe tvivle derpå, hvis han, jeg kaldte Fader, er Ophavsmanden til denne rædsomme Historie, så er jeg den ulykkeligste af alle. - Jeg vil tie,« hviskede hun med en sagte Stemme, »ikke en Stavelse skal nogen Sinde komme over mine Læber; men disse Papirer, min arme, min ulykkelige Moders eneste Arv, lovede De ikke, at Madsalune skulle give mig dem, Gordon? - Dem får jeg jo, når De rejser?«
   »De skal få dem alle!« svarede han bevæget, »kom Enma, lad os gå; Gud ved, det er meget imod min Villie, at det skulle komme så vidt mellem os.«
   Han mere bar end understøttede den halvt afmægtige. Da de skiltes ved Havelågen, greb hun hans Hånd og hviskede: »Jeg er i Deres Magt, Gordon, men jeg ved det, De vil ikke bruge den til min Fordærvelse.«
   »Vær De rolig, Frøken Halberg! De kan stole på mig, ti blot med, hvad De selv ved, så skal Deres Hemmelighed være sikker i mine Hænder.« Således skiltes de.
   Det var blevet Nat, en skyfri Himmel hvælvede sig over Jorden. Månens blege Skive steg op af Havet, Tusinder af Stjerner Smilede ned til Gordon, medens han skred hen over vejen til sin Faders Bolig.
   Gordon vandrede alene gennem Egnen; ingen Larm, ingen forstyrrende Virksomhed stillede sig imellem de Tanker, der vækkedes i hans Indre. Al Ting forekom ham smukt og værdifuldt, en tilfreds Stemning hvilede over ham, Billeder af en lys og herlig Fremtid vinkede ham i Møde.
   »Så leder dog dette vilde, planløse Liv til et Resultat,« udbrød han med sin rolige Stemme. »Min Tilværelse uden Mål, uden nogen bestemt Tragten, er dog ikke forfejlet, som jeg så ofte troede. Jeg forlader nu Danmark for bestandig; denne søde Antonovna vil skabe mig en Virkelighed, endnu bedre end den, der hidtil levede i mine Drømme. Der bor en Vished i mit Bryst for, at det vil blive således.«
   Han gik med hurtige Skridt ned mod Huset. Da han kom til Hjemmet stod den gamle Husholderske i Vinduet og stirrede ud mod Vejen, som om hun ventede ham. Der lå noget ængsteligt i den dæmpede Tone, hvormed hun bød ham velkommen.
   »Hvor er Fader?« spurgte han, »han er da ikke syg?«
   »Landinspektøren er gået til Sengs for lidt siden,« svarede Konen, »han var ikke let vel i Aften, men gå kun ind til ham, han har flere Gange spurgt efter Dem.«
   Gordon åbnede Døren, Lampens Skin faldt på hans Faders indfaldne Træk; men han så disse Træk opklares af den inderligste Glæde, idet han trådte ind. Den Gamle rejste sig i Vejret, vinkede Gordon hen til sig, slyngede sine Arme om hans Hals, og medens han stift og tavs betragtede ham, rullede Tårerne ned over hans Kinder. Den lille Hund krøb med en glad Tuden hen til Gordon og slikkede hans Hånd.
   »Du er dog ikke syg?« spurgte han sagte og bevæget.
   »Nej, Gudskelov! Johan, jeg føler mig ret frisk nu, siden Du er her; jeg ved ikke hvordan det kan være, men jeg har aldrig længtes efter Dig så meget som i Aften. Hvor længe vil Du nu blive herhjemme denne Gang?«
   »Otto Dage!« svarede han med en blød og kærlig Stemme, og dette kolde, strenge Åsyn var nu aldeles forandret i en barlig Ømhed, medens hans Blik hvilede på den gamle Mands Træk. »Om otte Dage må jeg atter bort,« gentog han langsomt.
   »Nu, otte Dage er jo en lang Tid; sid ned min Søn, flyt den Stol nærmere her hen, vi vil tale lidt sammen, det er så længe siden, vi sidst havde Lejlighed dertil. Fortæl mig noget.«
   »Hvad skal jeg fortælle Dig, Fader? Det går mig godt, og jeg har et Håb, næsten Vished om, at den Tid er nær, hvor et Liv uden Sorger, en Tilstand fuld af Lykke venter mig.«
   »Stol ikke for meget på Håbet, min Søn!« vedblev den Gamle med en dyb og alvorlig Stemme. »Hvad er det vel, denne Skygge, som vi kalder Håb og hvorpå vi grunder vore Glæder? Et Pant på Guds Godhed, en Stjerne i Natten, en Bro over Sorgen; ja vist! en Tilstand, hvor Himlen og Helvede er Naboer. Du byggede som Barn på dette Fepalads af Ønsker, af Fantasiens og Regnbuens Farver, og dit Blik mødte overalt en strålende Sol, enhver Genstand forgyldt med Glæde, medens Sirenen i det Indre hviskede, at det stedse ville vedblive at være således. Du levede med denne Forjættelse, Du så Rosen blomstre uden Torne og Lykken spire i ethvert af dine Fjed, som Græsset om Våren. Men Du blev ældre og mødte Storme og din Sol gik efterhånden ned bag Skyer, Modgang og Ulykker kølnede dit varme Hjerte. Du lever for at skuffes.
   Du bygger som Mand på dette Håb, i Venskab og Kærlighed, Du kæmper med dit Skib for at nå Havn; Du stoler på Fremtiden, fordi Øjeblikket svigter Dig og dine Følelser vil sløves på Egoisme, på Lavhed og Last, Du øjner allerede Havnen, ja Du øjner den, min Søn! Men så kommer Stormen og kaster dit Skib tilbage, og Bølgerne tørner oprørte imod Dig, og medens Du kæmper, medens Du trodsig og fast hæver din Pande mod Sorgen, så bygger Du igen, og bygger for at skuffes.
   Og når nu Tiden går, når Livets Blomstringstid er endt, når Støvet er faldet af Sommerfuglens Vinger, når Stormene har berøvet dets Blade og de nøgne Grene begynder at vise sig, medens den kolde Vinter stykkevis nedriver dit Tempel i Grus, da vil Du endnu håbe; Du har levet med Håbet fra Barnevuggen til din Grav, det går med Dig til Døden, og Du ser da, at Gudinden smilede spottende og forsvandt, hver Gang Du længtes efter at trykke hende til dit Bryst. Jo, det er afgjort, min Søn,« vedblev den Gamle med et smerteligt og bittert Smil, »Håbet er Himmelens skønneste Gave.«
   »Din Alder dømmer strengt,« sagde Gordon bevæget, »måske Tiden og et lignende Mål af Sorger som dine, vil bringe mig de samme Anskuelser, for Øjeblikket deler jeg dem ikke.«
   »O nej, kære Johan! Det må Du ikke heller, vær glad og tilfreds, lad mit vrantne Lune for al Ting ikke berøve Dig din Tillid, således som jeg, drømmer blot den, der står ved Målet af sit Liv, den som har set Verden og kender den.« Gordon svarede ikke, han stirrede tavs ind i Lyset. Den Gamle betragtede ham længe med et rørt Blik. »Mine Ord har forstemt Dig, Johan!« udbrød han, »og det var mindst min Hensigt. Hvad tænker Du på?«
   »Du kender ikke Verden,« svarede Gordon med en dyb Alvor og hævede sit Blik op til den Gamle. »Fader! Du kender ikke engang din egen Søn ret.«
   »Jo, Johan, jeg kender Dig. Hvad Du troede skjult for alle, så din gamle Fader forlængst tilbunds i, jeg har forsket og sporet, jeg har ledt, til jeg fandt en Vej i Mørket, men hvorfor skulle jeg bedrøve nogen? Jeg har tiet og skal aldrig lade mig mærke med, hvad Du ikke vil have bekendt. Jeg er glad, min Søn, for hvordan end al Ting er, så ved jeg, at Du dog har fulgt mine Lærdomme, Du er et godt Barn, der er ingen, som har sagt andet om Dig.« Den Gamle hævede sig i Vejret, slog sine Arme om Sønnens Hals og kyssede hans Pande. »Johan! Du er min Stolthed, min Glæde, mit eneste Håb, som ikke svigter, jeg velsigner den Stund, da Du så Lyset.«
   Gordon skjulte sit Hoved ved Oldingens Bryst, han græd. - »Gentag din Velsignelse, min Fader!« hviskede han, »gentag den, thi jeg kommer i Aften for at tage Afsked med Dig.«