Madsalune
Carit Etlar (1841)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
13.
Dagen, som var bestemt til Fyrstindens Flugt, nærmede sig. Rolig og besindig havde Gordon beredt alt dertil, ingen Tanke af frygt eller Mistillid afbrød hans Tro til et heldigt udfald. Madsalunes Kutter lå nede under Kysten. Det nødvendigste Rejsetøj var allerede bragt om Bord, man ventede blot Flygtningene for straks at gå under Sejl. Men Dagen kom og Dagen gik, Fyrstindens vogn blev borte. De udsendte Spejdere vendte tilbage uden at kunne give nogen underretning, og Gordon tilbragte Natten i Vædersø Kro i en meget urolig Stemning. I en Sag, der angik ham selv, frygtede han aldrig, Farer og Vanskeligheder var ham bekendte, selv Øjeblikkets uheldige Tilfælde vidste han at benytte til sin Fordel, men her kom det an på flere, det beroede i Særdeleshed på en Kvinde, om denne plan skolde lykkes, og hans Sjæl ængstedes af Frygt for, at hun skulle findes ubestemt og vankelmodig i Handlingens Time. Mod Morgenstunden kastede han sig på en Hest og red ind gennem Heden ned til Horsens for at få Underretning om, hvorledes det stod til.
Dagen var lummerhed, Efterårets varme Sol faldt brændende på hans Hoved, Hesten stønnede under det fortvivlede Ridt, dens vilde Rytter sporede den til. Det blev Aften og Morgen igen, inden han nåede Byen. Han gav sig næppe Tid til at ordne sin Dragt, men ilede op på Palæet. Alt var stille og roligt i dets Nærhed, Schweitzeren fortalte, at Herskabet var hjemme. Han mødte en gammel Tjener på Trapperne og gik ind i Forgemakket, der altid plejede at være opfyldt af Antonovnas talrige Betjente; i Dag var det tomt, han ventede, ingen lod sig til Syne, hans Skridt genlød i den store Sal, medens han gik til Døren, den var kun halvt tillukket, og han trådte ind i Antonovnas Audiensgemak. Også dette var tomt og viste en oplukket Dør til det næste Værelse. Hans Gang var ikke hørlig på det bløde Gulvtæppe, og Gordon standsede overrasket, da han kom til Døren.Klaveret var slået op, et Nodeblad lå på Pulten, men Antonovna sad ikke foran det. En lille, hvidlakeret Sola i Rococostil, betrukket med mørkegrønt Atlask, stod lige overfor Vinduet, men Antonovna sad ikke i den, hun var ligesom ubevidst sunket ned i en halvt liggende Stilling, på en Fodpude af Hermelin, foran Sofaen og støttede det bøjede Hoved med den ene Hånd, medens hun i den anden holdt en Genstand, som hendes Blik ufravendt betragtede. Solen faldt ind gennem de sammentrukne Gardiner, en af dens Stråler brød sig på Væggen, i Rammen af et stort Oliemaleri, Billedet af hendes ulykkelige Fader, en anden større, mere kraftig Stråle udbredte et mildt, dæmrende Skær over den forkortede Profil af Fyrstindens Ansigt og blændende hvide Nakke, og dette halvskjulte, bortvendte åsyn viste et fugtigt Øje, et bedrøvet, smertefuldt Udtryk.
Gordon studsede i første Øjeblik, i det næste lå hans hele Sjæl forenet i det Blik, med hvilket han betragtede dette Rigdommens, Yppighedens forkælede Barn, med al dets Poesi i Væsen og Manerer; han ville have trukket sig tilbage, tavs og ubemærket som han var kommen, hvis ikke Fyrstinden i det samme havde set i Vejret, og hendes Blik mødt hans. Hun udstødte Udbrud af Forundring, og idet hun rejste sig, faldt en lille Guldkapsel ud af hendes Hånd og viste Billedet af en ung, smuk Mand.
Et eneste Blik lod Gordon bemærke dette, han så den Rødme, hvormed Antonovna optog Billedet, men ingen Mine i hans Ansigt forrådte, hvad han selv følte i dette Øjeblik.
»Jeg havde ikke ventet at finde Deres Højhed her i Dag,« udbrød han med større Kulde end Øjeblikkets Stemning indgav ham, »og jeg vover at udbede mig de Grunde, der har bevæget Dem til at opsætte Deres Rejse.«
Antonovna gik hen til ham og greb hans Hånd. »Er De vred?« spurgte hun, medens disse sorte, strålende Øjne mildt og bedende hvilede på ham. »Er De virkelig vred, Gordon? Der er dog så meget, der taler til min Undskyldning; kom, tag Plads! Min Broder har ikke været rigtig vel i disse Dage. Frygt, Tvivl og Ængstelse for vor Plans heldige Udfald har i høj Grad angrebet hans svagelige Helbred, også hos mig tiltog denne Frygt, jo nærmere Tiden kom, hvori der skulle handles; det forekom mig, at vi var røbede, Kammerherre Playards og Fru v. Salderns hemmelighedsfulde Ansigter gjorde næsten min Formodning til Vished. Det var mig umuligt at tage bort i Går. Jeg er bange for at flygte.«
»Bange!« gentog han med et bittert Smil. »Virkelig! Med denne Spøg vil Deres Højhed kun opfordre mig til at erindre Dem om det ugrundede, en anden ville måske sige det barnlige, i en sådan Frygt. Jeg genkender Dem ikke længere i denne villieløse Ubestandighed. Fra først af udviklede jeg min Plan for Dem, for at De skulle prøve, vælge eller forkaste den, som De fandt rigtigst, da lagde De Deres Skæbne i mine Hænder og tillod mig at handle for Dem. Det er sket, jeg har beredt alt for at sikre dens Udfald, for at sikre Deres Fremtid Held og Lykke; enhver Forhindring er bortryddet, derfor gælder denne Svaghed og Frygt ikke længere, der er nu ikke Lejlighed til Tvivl eller Beregning, det forekommer mig overhovedet, at der slet intet er at beregne for Dem. Hvad vover De vel? Hvis Flugten mislykkes, vil man føre Dem tilbage igen, man vil omhyggelig bestræbe mig for at dølge denne Sag for alle, jeg derimod vover Livet.«
Studsende og forbavset hørte Fyrstinden disse kolde, skærende Ord, hendes åsyn antog efterhånden al den Værdighed, der var hendes Væsens naturlige Udtryk.
»Hr. Gordon!« udbrød hun, »De synes at glemme, til hvem De taler i denne Tone; jeg er ikke vant til at lade mig foreskrive Love eller Betingelser af noget Menneske. Hvad berettiger Dem til at føre dette bydende Sprog, eller hvem er vel De, der tror at kunne befale mig og min Familie Underkastelse i Deres Planer, når jeg ikke finder for godt at adlyde?« - Ethvert Spor al Ømhed var i dette Øjeblik tilbagetrængt hos Antonovna. Den Værdighed og Majestæt, hvormed hun talte, det fornemme, bydende Blik, lod alene den kongelige Dame tilbage, men Gordon stod uanfægtet deraf; han besad en Koldblodighed, en Ro og Ligevægt i Sjælen, som intet var i Stand til at forandre.
»Hvem jeg er,« gentog han med den dybeste Alvor, »jeg er, hvad Deres Højhed i Øjeblikket syntes at glemme, et villigt Redskab til at arbejde for Deres Lykke, et Menneske med en milelang Tålmodighed, men denne Tålmodighed har dog tilsidst en Grænse.«
»Det gør mig ondt at have prøvet den så længe,« svarede hun. »Jeg ønsker nu at være alene.«
»Som De befaler; jeg går for at give Dem Lejlighed til at fortsætte de Betragtninger, min Nærværelse afbrød, men jeg kommer igen, - Antonovna! jeg kommer tilbage for at høre Dem angre hvert Ord, De nylig talte.«
Han vendte sig med samme uforanderlige Rolighed for at gå; men Fyrstindens Kraft var i dette Øjeblik udtømt, den nylig så stolte Skikkelse sank sammen, hendes Øjne svømmede i Tårer, hun ilede hen imod ham og standsede ham. »Nej, ikke således, Gordon,« bad hun med en blød og bævende Stemme; »gå ikke fra mig i Vrede; jeg har ikke fortjent disse bitre Ord; o, jeg forstod Dem straks, da jeg så det Blik, De kastede på dette Portræt. De kunne tvivle om mig, Gordon!«
»Nej!« svarede han tillidsfuld og bevæget, medens denne fine Skikkelse med et bankende Hjerte og glødende Kinder lå i hans Arme. »Nej, tro ikke, at jeg tvivlede om Dem, jeg anser det for umuligt, at mit Bryst kan rumme en så ussel Følelse. - Lad os ikke videre omtale dette Billede, jeg ønsker hverken at se det eller at vide Originalens Navn; det kan ikke bringe mig til at frygte, thi det er langt lettere at vedligeholde, end at erhverve Deres Kærlighed.«
»Jo, De må se det,« svarede hun, »De har før ønsket det; man har sagt, at jeg har en Del tilfælles med denne smukke Mand; se, Gordon, det er Prins Iwan, min kære, ulykkelige Broder, som blev dræbt på Schlüsselburg.« Hun holdt med et vemodigt Smil Portrættet hen for ham. »Denne lille Kapsel gemmer mine kæreste Erindringer,« vedblev hun. »De skal se dem alle.« Hun åbnede et Låg på den modsatte Side af Portrættet, og en visnet Blomst lå kunstigt sammenlagt indenfor Glasset. »Denne lille, blegnede Blomst blev mig givet i et yndigt, begejstret Øjeblik af en Mand, hvis Værd ingen i hele Verden vurderer højere end jeg, en Mand, som jeg i Dag måske har fornærmet, men som også var hård og ubillig mod mig. De har ikke glemt Blomsten, Gordon, Deres smukke Øjne siger, at De erindrer den lykkeligste Time af mit Liv. Vær nu god igen, De er den første Mand, der vovede at modsige mine Meninger eller at vise Ligegyldighed imod min Villie; men jeg er ikke vred derfor. Kald mig atter Antonovna, smil til mig som før, så vil jeg adlyde Deres Befalinger.«
Den samme ubetydelige, faldefærdige Hytte, som nu kaldes Vædersø Kro, var 1781 et meget anseligt Værtshus, til hvilket talrige Gæster, både af Omegnens Bønder og af de i Nærheden boende Herremænd, jævnlig søgte. Et uhyre stort Maleri, hvorpå man så en Mand i en Ligkappe med et Vinglas i Hånden, var indfattet over Døren. Værten havde fået det tilsendt fra sin Søn i Hovedstaden; og da han syntes, at de sirlige gothiske Bogstaver, som betegnede den forrige Ejermands Navn, meget bidrog til at pryde Skiltet, lod han dem blive stående, malede selv et Vinglas i Ligdragerens Hånd og skrev ovenover:»OlE. Rasm Os Eens vers Huus.«
Nogle Aftener efter at Gordon havde forladt denne Kro, hvor han forgæves ventede den fyrstelige Familie, var et talrigt Selskab forsamlet derinde. På en Bænk ved Vinduet sad to Sømænd fordybede i en Samtale, der lod dem blive udeltagende for alle de øvrige Gæsters Nærværelse. Af og til rejste den ene sig op og så ud af Vinduet, som vendte ind mod Alheden, han vedblev at spejde og lytte, som om han ventede nogen udefra. Lidt efter gik han tilbage igen med et stedse mørkere og mere vrantent Udtryk. Den ene af disse Sømænd var Madsalune. Den anden Samson Goliath.
»Det varer ellers lovligt længe, før de kommer,« udbrød omsider Madsalune. »Bare der ikke er kommen noget i Vejen igen. Jeg tror, det er bedst, Du går ned og ser lidt til vor Båd, Samson; kanske de er dragne sønden om Klitterne. Er der noget på Færde, så varsko mig blot.«
»Det skal jeg!« sagde Samson, og så tømte han sin Thevandspunsch og gik.
Straks efter kom tre Mænd ind, der efter deres Ydre lod til at være Prangere. De spurgte efter Værten og talte længe med ham, medens deres Blikke med en vis spejdende Opmærksomhed syntes at dvæle ved Smugleren. Lidt efter tog de Plads ved det Bord, hvor han sad, og indlod sig i Samtale med ham. Hans Svar på deres Spørgsmål var korte og affærdigende, der lå et misfornøjet og utålmodigt Udtryk i Madsalunes Ansigt denne Aften.
»Hvad siger De om Vejret, Hr. Sømand?« udbrød endelig den, der sad ham nærmest, »det har truet med Regn den hele Eftermiddag.«
»Det kan gerne være!« svarede han koldt, »jeg ser, at De har frygtet Regnen på Deres Rejse hertil.«
»Hvorfor det?« spurgte den Fremmede. »Vi Prangere er ellers vante til en våd Trøje.«
»Hvis De ikke havde været bange for en Byge, ville De vel ikke have skjult Deres røde Trøje så omhyggeligt,« svarede Madsalune hånligt og pegede hen til det Sted, hvor man gennem Mandens Overfrakke skimtede en rød Kjole; »eller måske er det Skik nu, at Prangere bærer den samme Mundering som Ringkøbings Politibetjente?«
»Deres Bemærkning og Syn er lige godt, Hr. Madsalune,« ytrede den Fremmede rolig, »mine Kammerater bærer en Klædning af samme Stof, og da De nu lader til at kende os, vil vi straks bede Dem om at følge med vor Vogn, som venter udenfor, vi har Ordre til at arrestere Dem. Det kan ikke nytte at tænke på Modstand, De vil blot derved forværre Deres Sag.«
»I har en Måde at bede på, som jeg umuligt kan afslå,« svarede Smugleren koldblodig. »Men jeg må dog først vide, hvilke Grunde der er til at fængsle en Mand, som ikke er overbevist om nogen lovstridig Handling.«
»Man vil ikke længe lade Dem blive i Uvidenhed derom, når vi kommer til vort Bestemmelsessted,« ytrede Manden, som lod til at være den fornemste, »gør ingen Indvendinger, jeg håber, De respekterer Hans Majestæts Våben.« Med disse Ord tog han et lille Messingskilt frem af Frakken. Smugleren kastede sit Blik om i Værelset, idet han rejste sig fra Bænken. Han skød Bordet noget længere fra sig og stod med Ryggen mod Vinduet.
»Det kan ikke nægtes,« sagde han i samme spottende Tone, »at dette Tegn må respekteres. Deres Messingskilt bærer hans Majestæts Våben, jeg har kun mit eget at vise til Gengæld.« Han rev hurtig sin Pjækkert op og trak to skarpladte Pistoler frem af Lommen. »Disse to små Tingester indeholder en ufordøjelig Føde for to Mand, mit Skud plejer sjældent at fejle, og den af Jer, som bliver tilbage, vil næppe vove sig ubevæbnet imod mig. Jeg ønsker Dem en behagelig Tilbagerejse, mine Herrer, og beklager, at jeg ikke har Tid til at gøre Eder Selskab.«De tre Politibetjente stod som målløse og hæftede til Stedet. Ingen af dem gjorde noget Tegn til at angribe Smugleren, idet han gik, udbrød den ene pludselig i en høj Latter, Døren blev revet op, to Mænd greb bagfra Madsalune i Armene og vristede ham pistolerne ud af Hænderne, et Øjeblik fandt der en rasende Kamp Sted, men de fem Mænd overvældede ham, bandt ham og førte ham ud til Vognen, som derpå i ilsom Fart kørte bort.
En Time senere roede en Mand fra Stranden ud til Smuglerkutteren. Hunden gøede, en Mand steg op ad Faldrebstrappen og lod derpå en af Vagten kalde det øvrige Mandskab ud af Køjerne.
»Folk!« udbrød han, da Matroserne dannede en Kreds om ham, »jeg vil lade Jer vide, at vi denne Gang ikke har behov at vente længere. Betjentene har fanget Madsalune i Aften og var også nær ved at få fat i mig.« Forbavselse og Harme udbredte sig i alle de Tilstedeværendes Miner. »Så gid da også...« - »Hold Mund David!« vedblev Samson, »jeg taler! Er der nogen af Jer her, som ikke vil lade begge sine Arme og Ben hugge af for at frelse ham? - Du, Jakob, behøver ikke at svare, jeg kender dine Tanker.« Et almindeligt Brøl fra Mandskabet. »Jeg hører, at vi er af ens Religion,« tog Samson igen til Orde, »og jeg vil derfor gøre en Krydstur ind ad Land til i Morgen, så skal vi nok få at vide, hvor de har ført ham hen; så henter jeg Jer, I, Folk fra Strandmaagen, og jeg tænker da, at vi skal vise dem derinde, hvad vi duer til. Sidder han i Ringkøbing Fængsel, river vi det ned eller løsner Murene ved at Brand, som skal være i Stand til at svide Hårene på dem; har de ført ham videre bort, slår vi dem ihjel, - taler jeg tydelig? Ikke sandt, vi er jo færdige? En sådan mand som Madsalune skulle sidde i et Tyvehul, hvad synes I? I ved jo, at der ikke er en sådan Gut til i hele Verden.«
»Jeg tænker heller ikke, at de vover at gøre ham noget,« bemærkede Tømmermanden på Kutteren.
»Det kommer af, at Du er så dum, Asmus, talte jeg tydelig nok? Nu vil jeg først prøve, om jeg kan frelse ham uden Jeres Hjælp og komme godt derfra, for jeg rækker ikke min Hånd længere ud, end at jeg kan hale den tilbage igen; Jakob fører imidlertid Kommando her, skulle de komme herud fra Land og gå Jer hårdt på Livet, så har vi nogle fæle, sorte Tønder med Pulver dernede, læg er Brand til dem, så sprænger I Strandmaagen i Luften. Jeg ved ikke om jeg har udtrykt mig tydelig nok? Har i fattet, hvad jeg mener?«
Det enstemmige Hyl, som atter lød, overbeviste Samson om, at hans Ord var blevne forståede.
Lidt efter drog Samson sig tilbage på Halvdækket, hvor han blev siddende i Samtale med Jakob, indtil han omsider forsvandt i Kahytten.
Nogle Dage senere så man på Vejen til Ringkøbing to Mænd gå ved Siden af hinanden. Den ene var høj og bredskuldret, han bar en gråspraglet Kjole, som var et ubetydeligt Stykke for kort til ham; om Halsen havde han et ikke ganske hvidt Tørklæde, Benklæder af Sejldug, på enkelte Steder plettede med en Smule Tjære, men forresten hvide og rummelige. Mandens Hat var bredskygget og spidspullet, lidt rødlig og bulet. Hans Hænder var blottede, særdeles store og næsten sodbrune. Der lå en umiskendelig Værdighed i den Måde, på hvilken han skred frem, ved hvert Skridt svingende en tyk Spadserestok, som havde en vis Lighed med en Håndspage. Den, som gik ved hans Side, var klædt i en kort Trøje og bar en blank Hat, på hvilken der var fæstet en bred Tresse, der skulle betegne ham som Tjener.
»Tag mig mit Lommetørklæde, Jonas,« råbte den førstomtalte, »jeg kan ikke få Armen så langt tilbage; men pas på, at det kommer til at sidde i de samme Folder igen.« Tjeneren greb ned i Herrens Baglomme og tog et stort, rødtærnet Silketørklæde, som han, da det blev leveret tilbage, satte således, at mere end det halve hang ud af Kjolen.
»Det begynder at blive nederdrægtigt hedt i Dag,« tog Herren atter til Orde; »jeg tror, jeg trækker Trøjen af.«
»Det går Pinedød inte, Styrmand,« forsikrede Tjeneren, »hvad ville Folk vel tænke, som vi mødte?«
»Du kan have Ret, Jonas, men hold blot Mund med dine Eder, de passer sig ikke i vor nuværende Stilling; se på mig, hvorledes sidder mit Tøj? Ser jeg fornem ud?«
»Halskluden er dreven en Smule agter om; bi lidt, lad mig rette den.«
»Så, godt! giv mig en Skrå, Jonas; agter ud, og hold din Mund, jeg hører en Vogn komme.«
Tjeneren adlød, Herren fortsatte sin Tale med sig selv. »Det skulle gå forbandet til, hvis nogen kendte Samson Goliath i den Udhaling; hele Mandskabet om Bord svor sig fordømt på, at jeg lignede en Greve; der ser man, hvad Tøj kan gøre. Vend Dig om Jonas, efter dem, der kommer bag os.«»Det er en af disse nymodens Vogne med Ruf over,« forklarede Tjeneren, »så vidt jeg ser, sidder Kammerjunkeren fra Thim derinde.«
»Vel, vel Du! Hold Dig en halv Favn mere agter, jeg vil prøve, om vi kan komme op at køre med den Mand.« - Jonas adlød, Samson stillede sig på den ene Side Vejen for at oppebie Vognen.
Harder havde allerede fået Øje på de to Vandringsmænd, før han nåede dem. Da Samson trådte hen mod Vognen og strakte sin Hånd ud til Tegn på, at han ønskede at tale, befalede Harder Kusken at holde.
»Deres Velbyrdighed skulle vel ikke være til Sinds at lade en Kammerat af Dem køre et lille Stykke Vej med,« udbrød han i den blideste Tone, han kunne give sin barske Stemme. »Jeg har sendt min egen Karosse forud og er imidlertid bleven djævelsk træt, formedelst det, at jeg inte er vant til at bruge mine Ben på den Måde.«
»Hvem er De, min Ven?« spurgte Kammerjunkeren, som Mandens rolige og fripostige Væsen i en vis Grad forbavsede.
»Jeg er en fransk Greve,« svarede Samson med den dybeste Alvor.
»Virkelig!«
»Jeg vil lade mig grønsalte, hvis jeg ikke er en fransk Greve,« gentog Samson uden at forandre en Mine, »tænker De kanske, at det er Løgn? De kan få mine Papirer at se. Vil De lade mig komme op at køre eller ikke? Jeg holder ikke videre af, at Folk griner mig op i Øjnene.«
»Med Fornøjelse, min Herre,« svarede Harder, som ventede sig Morskab af dette Selskab, »vær så god at stige ind til mig.«
»Godt!« sagde Smugleren. »Jonas, op forud ved Styrmanden, og lad os så komme af Sted igen.« Samson skrævede nu med det ene Ben ind i Vognen, trak det andet efter sig, og tog Plads ved Siden af Harder, hvorpå de atter kørte.
»Det er da en djævelsk fiks Indretning med sådan en Kahyt,« bemærkede han, »jeg skal lade mig gøre en al samme Slags, når jeg kommer hjem til Frankrig, Folkene der vil rigtignok glo ved at se mig med sådan en Karosse.«
»Jeg troede, at disse Køretøjer allerede længe havde været bekendte der,« bemærkede Kammerjunkeren med den største Anstrengelse for at synes alvorlig, »jeg antog endog, at man havde dem langt bedre.«
»Bedre?« gentog Samson, i den Tanke, at han havde forløbet sig, »man har dem tyvetusinde Gange bedre, jeg mener blot, at de har en anden Skabelon, hvert Land har jo nu sin Maner at takle På.«
»Deres Ekscellence har formodentlig opholdt Dem længe her i Landet,« bemærkede Harder igen efter en lille Pavse, »siden De taler vort Sprog så godt!«
»Jeg er ikke Ekscellence,« svarede Samson fortørnet, »jeg har sagt Dem een Gang, at jeg er Greve. Hvad Sproget angår, så taler jeg alle mulige Slags Tungemål lige godt, og De kan sværge Dem fordømt på, at jeg har set mig om i Verden.« - Efter disse Ord bankede Samson Jonas i Ryggen med sin Stok og forlangte en frisk Skrå. »Jeg skal sige Dem, Kammerat, jeg æstimerer ikke Penge mere end et Stænk af Søen, sådan en Satans Mængde har jeg, jeg rejser blot for min Fornøjelse; i Dag vil jeg et Par Mil sønderpå for at besøge en Kammerat, jeg har, som også er Greve og Adelsmand.«
»Turde jeg måske spørge om dennes Navn,« sagde Harder, »jeg er personlig bekendt med de fleste Familier i Omegnen, det var derfor muligt, at Deres Ven også hører til mine.«
»Hans Navn,« gentog Samson med den størst mulige Frejdighed, »jeg vil være fordømt, hvis jeg kan komme på det nu i Øjeblikket, det er rent gået mig af Glemme. Sej Du, Jonas!« råbte han, »hvad er det den Greve hedder, som jeg sagde Dig i Morges, at jeg ville tage ind til?«
»Greve!« gentog Jonas, som ikke besad samme åndsnærværelse som Samson, »hvad mener De?«
»Ja, det er just Navnet, jeg ikke kan komme på,« vedblev Smugleren og blinkede med Øjnene, »kan dit Bæst ikke huske, at jeg talte med Dig derom i Morges.«
»Å jo!« udbrød Tjeneren glad, i det Håb, at have fattet Samson, »han hed Stoffer Madsen.«
»Rigtig!« råbte Smugleren, uden at bekymre sig om Harders Latter, »Stoffer Madsen var det. Men hvad Djævlen er det? Dernede har vi jo alt Ringkøbing for os, og vi skulle have været en halv Mil udenom, Nu siger jeg Deres Velbyrdighed mangfoldig Tak for Køreturen, vil De lade holde lidt, mens vi kommer ned?«
»De må absolut følge med mig ind i Byen, Hr. Greve,« bad Harder og gav Kusken et Vink om at køre stærkere til, »jeg ville gerne forestille Dem for nogle af mine Venner.«
»Det får at blive til en anden Gang,« svarede Samson, som nu begyndte at fatte Mistanke.
»Men jeg lader Dem ikke komme ud,« ytrede Harder bestemt, »De skal køre med til Byen.«
»Ja, hvis der bare ikke var andet i Vejen,« svarede Smugleren koldblodig og rejste sig i Vognen. »Jonas, hal ind på Hestenes Skøder! Hvis Deres Velbyrdighed nu ikke straks gør Plads, trykker jeg Dem min lille Finger ind i Vrangstruben, så får De Hoste; prøv blot!« Med disse Ord lagde han begge sine Hænder om Harders Hals, og det så eftertrykkeligt, at denne gispede efter Luft, derpå tog Samson sin Stok og skrævede ud af Vognen. Jonas var allerede sprunget ned, og de to Mænd gik derefter så rolige og ubekymrede tilbage ad den Vej, de nylig havde kørt, som om intet var forefaldet. Harder og Kusken vedblev længe at stirre hen efter dem. Da endelig Vognen kørte videre, stod Samson stille og brast i Latter.
»Ser Du Jonas! det var en Køretur, som vi kunne være bekendt; havde jeg fulgt med Kammerjunkeren ind til Byen, ville vi knap være slupne så let, jeg syntes, at han til Slutning begyndte at fatte Mistanke om, at jeg ikke var den Mand, jeg udgav mig for. Lad os nu få en Bid Brød og en Dram, så går vi til Ringkøbing om en halv Times Tid, når det bliver nærmere mod Aften.«
Noget senere drog Samson og hans Følgesvend ind i Byen. »Hold Dig bag ved mig, Du,« råbte Styrmanden med en Stemme, som om han kommanderede Maagen i en Storm, »se på mig, Jonas. Hvad ligner jeg nu?«
»En livagtig Greve,« svarede denne trohjertig, »mig tykkes blot, Styrmand svajer lidt vel stærkt med Hovedet; Folk står og glor efter os i Dørene.«
Samson skred veltilfreds ned ad Gaden, han svingede sin frygtelige Spadserestok med al mulig Ynde, så bestandig lige frem, fordi det stive Halstørklæde forbød ham at dreje Hovedet til Siden; ved hvert Skridt klippede hans grå Kjole bag til, ud og ind, ligesom Bladene på en Skrædersaks. Pludselig standsede han udenfor en Tobaksbutik.
»Sej Jonas! spring ind i den Krambod og hent mig for et Par Skilling Mellemskrå, jeg vil imidlertid vente Dig her.« Jonas adlød. Da han kom tilbage, fortsatte de deres Gang ned til Gæstgiverstedet. At Værten der, efter den Måde Samson Goliath forstod at fremstille sig på, måtte være særdeles forekommende, er indlysende. Det stemte overens med Smuglerens Plan at benytte sig deraf. Han indbød ham til at deltage i det bestilte Måltid. Medens de spiste, faldt Talen, som naturligt nok var, på Byen og dens Anliggender.
»Hvad gives der egentlig for godt nyt eller seværdigt i denne By?« spurgte den Fremmede, medens han for syvende Gang fyldte Værtens Glas og tømte sit eget.
»Jeg ved ikke noget, nådige Hr. Greve!« svarede Gæstgiveren. »Det eneste skulle da være den nye Sprøjte, vi har fået i disse Dage, eller det pæne Uhrværk til Kirken.«
»Hvad Satan kommer Uhrværket og Sprøjten mig ved,« sagde Samson bister. »Tror I ikke, jeg har set sådan noget på mine Rejser? Er der intet nyt fra Fængslerne?«
»Jo, jo!« råbte Værten, fornøjet over endelig at vide noget, der lod til at interessere den fornemme Gæst. »De har fanget den berømte Smugler, Madsalune.«
»Hm, hm! Madsalune? Hvad er det for en Karl?«
»Å, det er en græsselig Krabat den samme, han har været slem efter Toldbetjentene og Strandrytterne. Forgangen Sommer kom han herned til Ringkøbing og rev hele Toldpakhuset ned for at få fat på nogle Varer, de havde konfiskeret for ham. Der blev en Mængde Folk undlivet ved samme Lejlighed.«
»Der lyver Du i din Hals,« råbte Samson, som glemte sig selv i Øjeblikkets Heftighed, »hvordan kan Du sige, at der blev nogen undlivet den Nat? - Jeg har hørt, den hele Sag gik meget fredelig af,« tilføjede han mere betænksomt.
»Ja, jeg gentager kun, hvad de fortalte i Byen, nådige Herre!« sagde Værten, »jeg selv skal inte kunne sige Madsalune noget ondt På.«
»Tror Du, at en Fremmed som Jeg kan få den Klør at se? Jeg er dog nysgerrig derefter,« spurgte Samson.
»Å ja, hvorfor ikke? Slutteren kommer hver Aften herover for at spørge nyt og få sig en Dram; han har såmænd allerede stået sym Måneder på den sorte Tavle ude i Skænkestuen, mig tør han ikke afstå en Bøn. Nådig Herre behøver heller ikke at frygte for at gå ind til Madsalune; for i Går Aftes sagde de, at han lå lige og skulle til at dø. Han er formodentlig allerede færdig nu.«
»Hvad! Madsalune død!« råbte Samson med en Tordenstemme, som rystede Husets Vægge. »Jeg vil være fordømt Mand, hvis jeg ikke, når du igen binder mig en Løgn på Ærmet, knuser hvert Ben i Dig.«
Værten krøb skælvende tilbage i Vindueskrogen, da han så det Raseri, son bemægtigede sig hans Gæst ved Tidenden om Smuglrerns Død. »Vorherre bevare os! nådige Hr. Greve! fortæller bare, hvad jeg selv har hørt. Vi kunne jo gå over til Arresten, når De har spist, for at se, om det er sandt.«
»Ja kom,« sagde Samson, »lad os gå straks; vi vil også se på den nye Sprøjte og Uhrværket til Kirken, men først må vi vide, hvorledes det står sig med den Madsalune, Du taler om.«
Fornøjet over den blidere Stemning, hans Gæst efter nogle Øjeblikke atter var kommen i, tog Værten sin Hue, og de fulgtes over til Arresten.
Da Slutteren var bleven underrettet om Grunden til deres Komme, og Værten med et par Ord havde tilhvisket ham, hvad Samson Goliath var for en betyderig person, tilbød han straks at føre dem op til Madsalunes Fængsel. »Fyren er desværre død, Hr. Greve,« udbrød han bedrøvet. »For et par Timer siden kom Doktoren og sagde, at han troede nok, det var forbi med ham. Der er ingen, som kan tage sig det nærmere end jeg; for om han også holder sig en otte Dages Tid til, så kunne der dog tjenes langt mere ved at have ham levende, der vil nu ikke komme nær så mange for at se ham. Jeg har såmænd haft lige så stor profit ved al vise Madsalune frem i de tre Dage, han har siddet her, som en hel Måneds Løn kan beløbe sig til.«
Samson Goliath brev blodrød i Ansigtet ved at høre disse ord, han betragtede slutteren med et rasende Blik, men svarede ikke på hans Bemærkninger. Den bedrøvede Slutter hentede Nøglerne, og de tre Mænd steg op til Madsalunes Fængsel. »Siden Deres Nåde er fra Frankrig,« begyndte Slutteren under Vejs, »så kender De vel min Broder derovre, som bor i Paris, og har været Tjener hos Ministerens?«
»Ja vel kender jeg ham,u svarede Samson uden at betænke sig; »han slår sig ret godt igennem.«
»Herregud! Gør han det? Vi har såmænd ikke hørt fra ham i fem år, Deres Nåde kunne rigtignok gøre mig en Tjeneste, hvis De ville besørge mig en Skrivelse til ham.«
»Tys Kræsten!« afbrød Værten, som besad langt større Takt, »hvad tænker Du på, tror Du, at sådan en fornem Mand vil have noget med det at bestille?«
»Nå nå!« sagde Samson, »det kan endda blive godt, skriv Du kun Brevet og send det over til min Tjener, han skal nok aflevere det, når vi kommer hjem.« Slutteren fremsagde en Mængde Taksigelser, som tilsammen undgik Samsons Øre, thi han stod i dette Øjeblik for Madsalunes Lig.
Inde i Rådhussalen, på et stort Bord, lå Smugleren indsvøbt i et grovt Lagen. Hans Ansigt var så vidt den indbrydende Skumring tillod at se, just ikke blegt, men stilt og ubevægelig i alle dets Træk. Samson Goliath trådte hurtig hen til ham, hans Øjne syntes at træde ud af deres Huler, så skarpt og forskende var det Blik, hvormed han betragtede ham. Men som han således stod, opklaredes på én Gang hans mørke Ansigt, han vendte sig om mod de to andre, der havde standset lidt indenfor Døren.»Jeg har lagt ham herop i Aften,« fortalte Slutteren, »fordi jeg tænkte, at han mulig kunne komme til sig selv i en bedre Luft end nede i hans Fængsel. Desuden kan Folk også bedre se ham her. Den første Dag begyndte han at skrante, han ville inte æde, og den anden Dags Morgen bad han mig kalde Doktoren. Jeg forstod ikke ret, hvad de talte sammen, for det var Tysk, men jeg kunne nok se, at Doktoren trak på Skulderen, da han følte hans Puls. I Morges blev han bestandig værre, og i Eftermiddag gav han et Hjertesuk, da jeg kom ind for at se til ham, og faldt sammen. Doktoren mente, at frisk Luft ville bringe ham til Live igen, han sagde, at det kunne være den faldende Syge, han havde. Tror Deres Nåde, at jeg beholder ham?«
»Jeg vil være fordømt, hvis jeg tror det,« svarede Samson hurtig, »jeg forstår mig lige så godt på Kunsten, som Doktoren, den Karl vil ikke give Dig stor Fortjeneste. Men lad os komme bort. Du kan sende Brevet, vi talte om, over i Gæstgivergården, hvor jeg logerer, men det må ske i Aften, for jeg rejser i Morgen tidlig. Er der noget mærkværdigt at se i de andre Arrester?«
»Nej, Deres Nåde! slet intet, vi har blot en Tyv og en gammel Natmand i denne Tid.«
Slutteren og Værten gik til Døren. Samson fulgte dem, men idet han vendte sig, stak han behændig en lille Pakke ind under Liglagenet, der indhyllede Madsalune. Derpå gik han og forlod Arresten. »Det bliver nu for sildigt at se den nye Sprøjte og Uhrværket,» sagde han på Hjemvejen, »vi vil opsætte det til jeg om fjorten Dage kommer tilbage til Byen. Sørg nu for en god Aftensmad til mig; jeg er meget sulten.«
Hvis nogen havde været til Stede i Rådhussalen, efter at Døren var låset, ville han have set Madsalune åbne Øjnene og derpå forsigtig hæve Hovedet for at overbevise sig om at være alene, han rejste sig langsomt op fra Bordet og undersøgte ivrigt den lille Pakke, Samson havde stukket til ham. Da han løste Klædet, den var omviklet med, faldt en lang, skarp Fil og en lille Pistol ud, Madsalune udbrød i en tilfreds Latter. Han skjulte begge i sin Klædning og lagde sig atter ned på Bordet.
Nogle Timer efter, da Vægteren råbte elleve udenfor Arresten, forlod han sit Leje, listede sig sagte hen til Vinduet, hvorpå han begyndte at overfile den ene af de Jernstænger, som hindrede ham i at komme ud. Dette Arbejde var næsten fuldbragt, da der lød Skridt i Gangen udenfor. Madsalune studsede et Øjeblik, men da han kun hørte Fodtrin af en enkelt gående, tog han Pistolen op af Lommen, lagde den hen for sig i Vinduet og vedblev at overfile Jernstangen.
Enten Slutteren nu havde hørt den uundgåelige Larm, som Smuglerens Arbejde gjorde, eller han ville se om Fangen var kommen til sig selv igen, det er uvist, men hans Nøgleknippe raslede, Skodderne faldt fra, han åbnede Døren. Madsalune havde lagt Filen bort og var trådt fra Vinduet for at give den anden Tid til at komme ind.
Da Fangevogteren så ham træde hen imod sig, udstødte han et forskrækket Skrig, og ville være flygtet ud af Døren igen, dersom Smugleren ikke havde stillet sig i Vejen for ham.
»Du må være rolig,« udbrød han dæmpet, idet han hævede Pistolen i Linie med Slutterens Hoved, »her gælder det Liv eller Død, gør Du Allarm, så dræber jeg Dig.«
»Å Herre Jøsses! hvad gør De ved mig, kære Hr. Madsalune? Jeg stakkels Mand, som har en Kone med seks Børn, hvoraf de to ikke engang er konfirmerede.«
Smugleren bandt hans Hænder og Fødder med det Klæde, hvori Samson havde indpakket Filen, puttede ham et Stykke af Lagenet i Munden for at hindre ham i at gøre Allarm, lukkede Døren indvendig, og brød derpå den overfilede Jernstang af. »Du kommer til at sidde her til i Morgen,« sagde han til den bundne, medens han stak Pistolen i Lommen og beredte sig til at krybe ud, »men Du kan trøste Dig med, at dit Leje ikke har været nær så ubekvemt som mit.«
Med disse Ord svang han sig ud af Vinduet, nåede lykkelig Jorden og var frelst.
Samson Goliath havde i flere Timer stået i Vinduet lige overfor. Da han så Madsalune komme frem, udstødte han et Frydeskrig, kaldte på Jonas, som efter Aftensmåltidet var falden i Søvn på en Stol, og på samme Tid som Fangen, krøb den foregivne Greve og dennes Tjener igennem Vinduet.
»Vor Herre ske Tak, at Du kom så vidt!« udbrød Samson og slog begge Arme om Madsalunes Hals, »lad os nu se at komme bort, før de mærker noget.«
De sneg sig hurtig igennem Byen og nåede Landevejen. Jonas blev sendt forud for at melde Jakob det heldige Udfald af Samsons Tog, og de to Smuglere skred frygtløse og rolige fremad. Samson Goliath havde fyldt sine Lommer med Levningerne af Aftensmaden og en Flaske Vin, hvilket han tilbød Madsalune, medens han fortalte de Tildragelser, han den foregående Dag havde oplevet.
Næste Morgen fandt man efter megen Søgen Fangevogteren bunden og kneblet på Gulvet. Den Måde, på hvilken Madsalune havde iværksat sin Flugt, forundrede alle. Der blev affærdiget Stikbreve efter ham og udsat Belønning for hans Pågribelse, men al Umage var forgæves. Arrestforvareren fik ikke senere nogen Fortjeneste ved at forevise sin Fange til de nysgerrige.